Den identitære venstrefløj: Reaktionært kultursværmeri i navn af solidaritet

Preben Wilhelm nævnte engang, at man kunne kende venstreorienterede på deres indignation over social uretfærdighed. Det hænger fint sammen med venstrefløjens retorik om lighed, men står næppe for en nærmere afprøvning, dels fordi andre også kan være indignerede og dels fordi indignation ofte er selektiv. Men ved at indkredse, hvad man bliver og ikke bliver indigneret over, kan man spore, hvordan man orienterer sig politisk. Man bliver fx indigneret, når A begår en racistisk eller sexistisk forbrydelse, men ignorerer eller bortforklarer, når B gør det samme. Selektiv indignation og dobbeltstandarder går hånd i hånd. Det er især relevant, når man ser på en multikulturalistisk eller identitær venstrefløj, der iscenesætter sig selv igennem ven/fjende-scenarier. Her er intet for småt til at blive en del af en konspiratorisk fortælling om Vesten som arnestedet for global ondskab som hvidhed og racisme, kolonialisme og imperialisme, slaveri og folkemord – noget der i realiteten fungerer som en frikendelse af alt det, som ikke-vestlige aktører foretager sig.

I denne artikel ønsker jeg at spore paradigmatiske skift i venstreorientering, fra den første postbølge og opkomsten af det nye venstre i starten af 1960erne over postmoderne ’dekonstruktion’ af oplysningsværdier fra slutningen af 1970erne til ind i 1990erne, og til udbredelsen af multikulturalistisk identitetspolitik fra 1990erne og frem som en stadig mere toneangivende strømning på den værdipolitiske venstrefløj. Udviklingen i venstreorientering over de sidste 6 årtier er præget af en afvikling af arbejderbevægelsen som omdrejningspunkt til fordel for en veluddannet middelklasse. Det hænger sammen med, at det i dag er værdipolitik, i modsætning til fordelingspolitik, der definerer venstreorientering. I forlængelse heraf kan man også iagttage en ideologisk ændring i de sidste tre årtier, hvor venstreorienterede har overtaget måder at argumentere på, som man tidligere forbandt med højreorientering, især elitær og relativistisk identitetspolitik, hvor kultur frem for klasse er afgørende (Furedi 2005: 10-11, 61-7; Wolin 2004: Introduktion).

For at få fat i hvordan disse skift tager sig ud, vil det være illustrativt at se på Chantal Mouffes udvikling, fordi hun selv gennemløber disse skift. I de tidlige arbejder fra midt 1980’erne argumenterede hun sammen med Ernesto Laclau for modernitetens politiske projekt med at udfolde den demokratiske revolution, som de beskrev som libertær og egalitær i den mest radikale betydning (Laclau og Mouffe 1985: kap. 4), og som var et opgør med totalitære træk i marxismen. Dette ændrede sig med Mouffes efterfølgende interesse for Carl Schmitts autoritære konservatisme, hvor ’det politiske’ er fjendskab, og demokrati er enheden af hersker og folk. Dette har banet vejen for hendes seneste multikulturalistiske indfaldsvinkel til menneskerettigheder og demokrati. Kernen i dette projekt er en elitær og kommunitær relativisme, der næres af forestillinger om, at ikke-vestlige kulturer er truet af Vesten, især USA, og at dette trumfer andre typer konflikter, fx klasse og køn.

Multikulturalistisk identitetspolitik, der i dag præger værdipolitisk venstreorientering, står i skarp kontrast til det, der engang definerede venstreorientering som kritik af hierarki, ulighed, konformitet og undertrykkelse. Her er der ikke er plads til intrakulturelle konflikter, der både svækker modstanden mod såkaldt vestlige værdier og undergraver enheden af stat og folk. Dette står også som en kritik af den pluralisme, som Mouffe ellers havde argumenteret for tidligere, der hænger sammen med, at lighed forstås som ensartethed (Schmitts ”Artgleichheit”), og at frihed frem for at bestå i at kæmpe mod undertrykkelse, består i at finde sine kulturelle rødder og bekæmpe vestlig indflydelse. Med dette alternativ til universalisme allierer den identitære venstrefløj sig i realiteten med politistater og terrorister, og så kan man åbenbart leve fint med systematisk og brutal undertrykkelse parret med ideologisk og religiøs fordummelse.

Mouffe om menneskerettigheder

Ifølge Mouffe må menneskerettigheder og demokrati forstås i termer af kulturelt tilhørsforhold. Hovedsigtet er ikke, hvordan man kan kæmpe imod undertrykkende regimer og livsformer. Det er derimod at bekæmpe vestlige værdier og indflydelse, som hun og andre identitære venstreorienterede ser som redskaber til at fastholde Vestens neoliberale og imperiale dominans. Selvom det ikke bliver sagt direkte, må tankegangen være, at når først den bryder sammen, vil den væsentligste kilde til undertrykkelse forsvinde. Det modsvarer fortidens revolutionsfantasier, ligesom det er i overensstemmelse med en global ven/fjende matrix, som alt bliver læst ind i. Man bør derfor modarbejde alt det, der understøtter vestligt hegemoni med dets universalistiske ideologi ved at forhindre, at den forgriber sig på ikke-vestlige kultures egenart og ved at styrke disse, så der globalt kan etableres flere autonome magtblokke.Der er to nært beslægtede forhold, venstreorienterede efter min mening bør tage bestik af. Den ene er genkomsten af en slags tredjeverdensideologi, hvor det dominerende modsætningsforhold står mellem Vesten og resten. I denne tilgang er der ingen opmærksomhed på det, der engang stod centralt, som kritik af ulighed og hierarki, ufrihed og konformitet. Frihed og lighed er godt for os i Vesten, for sådan er vores kultur, hvorimod de er kulturimperialistiske fremmedelementer i ikke-vestlige kulturer. Det andet er kulturdeterminisme, altså at ens kultur definerer ens identitet. Argumentet er, at ikke-vestlige kulturer må løsrive sig fra vestlig indflydelse ved at komme i overensstemmelse med deres kulturkanon. Ideologiske forestillinger om autenticitet trumfer alt andet, det være sig individuel frihed, klassekamp og politisk undertrykkelse.

Den identitære venstrefløjs budskab til undertrykte i ikke-vestlige dele af verden er altså, at deres fjende er Vesten og ikke deres egne herskende klasser, repressive regimer og ideologi/religion. Dens budskab til ’dissidenter’ blandt etniske minoriteter i Vesten er det samme: det er ’systemet’, der er fjenden og aldrig paternalisme, konformitet og vold. Det kan ikke være et særligt attraktivt budskab for dem, det går ud over, og det bestyrker indtrykket af en venstrefløj, der i bedste fald er komplet irrelevant. Det eneste der betyder noget for denne uddannede middelklassevenstrefløj, er at være i opposition. Det er med andre ord ven/fjende-konstellationer, der afgør, hvad man bliver indigneret over. Et par eksempler: blev man indigneret over massakren på Charlie Hebdo redaktionen i 2015? Nej, man blev indigneret over, hvad tidsskriftet brugte sin ytringsfrihed til og over, at terrorhandlingen ville give næring til ’islamofobi’. Blev man indigneret, da mellemøstlige asylansøgere begik sexistisk vold mod flere hundrede kvinder i Köln nytårsnat 2015/16? Nej, man forsøgte at tie det ihjel, og da det ikke virkede, gik man over til ’damage control’, dvs. bortforklaringer.

Mouffe adresserer spørgsmålet om menneskerettigheder på en kulturalistisk måde. Hun baserer sit argument på Raimundo Panikkars idé om værdighed som “functional equivalents of the notion of human rights in other cultures” (Mouffe 2008: 456) og Sousa Santos’ idé om menneskerettigheder som “the vehicle for a progressive politics, provided they are re-conceptualized in a multicultural way” (Mouffe 2008: 459). Hvorfor er det progressivt? Er det fordi det forbedrer almindelige menneskers livsbetingelser og politiske friheder? Nej, det er ikke noget Mouffe og andre identitære kommer ind på. I stedet nævner hun, at universalismen i menneskerettighederne går hånd i hånd med vestlig globalisering fra oven, hvilket leder til kultursammenstød – underforstået at den væsentligste årsag til undertrykkelse, konflikter og krige er Vesten. Alternativet er globalisering fra neden, der henviser til “cross-border solidarity between groups that are exploited, oppressed or excluded from the hegemonic globalization from above” (Mouffe 2008: 459). Det er ikke klart, hvem hun taler om, ligesom det heller ikke er klart, hvad “cross-border solidarity” er, og hvorfor det pr. definition skulle være progressivt.

Meningen er selvfølgelig, at det skal foregive at være netop det ved at give en stemme til undertrykte masser. Men når man ser nærmere på denne solidaritet, er det noget andet på færde. For den inkluderer alt fra undertrykte gæstearbejdere over systemkritikere til magteliter i ikke-vestlige lande, fx i Mellemøsten. Der er tale om en solidaritet, der ser konflikter i ikke-vestlige kulturer som afledt af den grundlæggende modsætning: Vesten vs. resten. Det, vi ser her, er depolitisering indadtil, hvilket hænger sammen med at pluralisme er lokaliseret mellem kulturer, ikke i kulturer, ligesom lighed bliver til lige anerkendelse af kulturer. Indadtil er der ikke nogen lighedsfordring, ligesom der heller ikke er plads til forskellighed. Hermed bliver konflikter over ulighed og konformitet illegitime, ligesom demokrati bliver omdefineret til at være et medium for et kulturelt værdifællesskab, der binder alle sammen og hvor anti-vest er afgørende.

Det er karakteristisk for multikulturalister, at intrakulturelle konflikter ikke er acceptable – og det uanset om de udspiller sig i subkulturer i vestlige lande eller i ikke-vestlige kulturer globalt. Argumentet er det samme som det, autokratiske regimer fremfører, nemlig at pluralisme leder til splittelse. De har behov for en ydre fjende, for at afstive deres magt indadtil, ligesom den identitære venstrefløj har det samme behov for at markere sin identitet. Hvordan hænger modstanden mod at adressere interne konflikter i ikke-vestlige kulturer sammen med ”cross-border solidarity”? Hvor er støtten til kvinder i Mellemøsten, der kæmper imod massiv og systematisk undertrykkelse, og hvor er støtten til kvinder af mellemøstlig oprindelse i Vesten, når de tvangsgiftes eller dræbes for at sikre familiens ”værdighed”. Det er svært at se, hvordan det harmonerer med venstrefløjens retorik om international solidaritet, lighed og frihed, hvilket peger på, at det netop kun er retorik.

Man kan illustrere hvordan spørgsmålet om værdighed – hvor Vest vs. ikke-vest temaet trumfer spørgsmål om undertrykkelse – kommer til udtryk blandt to kendte amerikanske venstrefløjsfeminister. Judith Butler og Susan Buck-Morss leverer begge et forsvar for burka, som de afviser skulle være undertrykkende. Det forholder sig tværtimod således, at

“It shows that a woman is modest, that she is still connected with her family, that she has not been exploited by popular culture, that she has pride in her family and community … To lose the burka … can be a very powerful experience of estrangement or indeed of compulsory Westernization that leaves its scars.” (Butler 2003)

Butlers kvindeideal, når det gælder muslimske kvinder – og kun dem må man formode – er altså at være beskeden og få sin værdighed igennem sin familie og fællesskab, hvilket står i modsætning til at blive udbyttet af vestlig kulturimperialisme, der leder til fremmedgørelse og giver ar på sjælen. Det er ikke svært at forestille sig Butlers reaktion på al denne familiesnak, hvis det kom fra en hvid, kristen, konservativ à la Hillary Clintons ”deplorables”.

Buck-Morss præsenterer et lignende argument i sin omtale af islamisk feminisme. “When educated women defy norms by choosing to wear the burqa, they are refusing visual identification with the Westernized elite whom they are expected to join.” Hun vedstår gladeligt, at det ikke handler om frihed men om værdighed, og “dignity is freedom in a different sense, as liberation from Western hegemony” (Buck-Morss 2003: 47, 46). For dem begge gælder det om at skabe en modstandsposition, uanset hvilket indhold den har. De er med andre ord parate til at give køb på værdier, man skulle tro var definerende for det at være venstreorienteret feminist, ligesom de ingen skrupler har med at alliere sig med en reaktionær paternalistisk kultur. Det afgørende er at vise sin modstand mod ”Westernisation” med dets forbrugerisme, materialisme og populærkultur, der forgriber sig på “indigenous, Islamic values” (Buck-Morss 2003: 47).

At gøre værdighed til en funktionel ækvivalent til rettigheder tjener det formål at obstruere menneskerettigheders universelle rækkevidde ved at relativere dem ift. kultur.

“What Western culture calls ‘human rights’ is in fact a culturally specific form of asserting the dignity of the person, and it would be very presumptuous to declare it to be the only legitimate one” (Mouffe 2013: 31).

At kæmpe for rettigheder er fint i Vesten, for det er vores form for værdighed, men hvad med aktivister andre steder i verden, der kæmper mod menneskerettighedsovertrædelser, eller for hvad de opfatter som værdighed? Er de arrogante og uden forståelse for deres egen kultur, eller er de ligefrem vestlige agenter? Det lyder som et ekko af den retorik autoritære regimer gør flittigt brug af. Hvilke kriterier anvender man, for at stadfæste om det er X eller Y, der udtrykker værdighed i en given kultur? Hvem har denne definitionsmagt, og hvordan bruger de den? Selvom Mouffe har skrevet om hegemoni i snart et halvt århundrede, er det ikke noget, der optager hende i denne sammenhæng. Autentisk kultur er homogen, hvorfor intrakulturelle konflikter må skyldes udefrakommende indblanding. Derfor får vi ikke noget bud på, hvordan man bør håndtere den oplagte mulighed, at forskellige forestillinger om værdighed kan kollidere, hvilket hænger sammen med at folk har forskellige interesser, værdier, etc. Alt det er irrelevant i det identitære univers, hvor kultur er en ramme, der betinger alt andet. Et sådan udsyn plejede at tilhøre de mest forbenede reaktionære, men nu bliver det altså lanceret som solidaritet med undertrykte.

Multikulturalismens angreb på demokratiske værdier

Hvad har Mouffe at tilbyde verdens undertrykte folk – ikke mindst dem i den tredje verden? Intet bortset fra idéen om at man skal gå fra én global hegemon (USA) til flere hegemoniske blokke, der opererer i hvert deres rum. Problemet er altså ikke hegemoni men alene antallet. Det er det, hun kalder et multipolært perspektiv:

“an international system of law based on the idea of regional poles and cultural identities federated among themselves in the recognition of their full autonomy” (Mouffe 2005: 117).

Hun præciserer det ikke nærmere, og derfor er karakteren af disse regionale poler heller ikke klar. Derimod er det åbenlyst, at uretfærdighed, undertrykkelse og armod ikke er udslagsgivende for, hvordan man forholder sig til disse regimer. Indignation afhænger af, hvorvidt man kan konstruere en forklaring, hvor Vesten er årsag til elendighederne – og det kan man i reglen altid. Logikken er klar nok, for når alt ondt kommer fra Vesten, vil den ikke-vestlige del af menneskeheden blive befriet fra sit åg ved, at verden bliver delt op i fuldt autonome regionale enheder, der hver især besidder en høj grad af kulturel homogenitet.

I virkelighedens verden er der tale om at legitimere nationale og regionale eliters magtudøvelse under dække af, at de repræsenterer kulturel autenticitet og dermed værdighed som defineret af dem, der har politisk magt. Værdighed er naturlig og autentisk i den betydning, at den er indlejret i kulturen i modsætning til rettigheder, der er abstrakte, kunstige og frem for alt vestlige. Værdighed tjener to formål: at kritisere og bekæmpe universalisme, som er et vestligt påfund og påskud for imperialisme, samtidig med at det også bekræfter en orientalistisk fantasi om kulturel harmoni i ikke-vestlige dele af verden. Vold mod kvinder kan tjene som eksempel. Det er legitimeret i paternalistiske og sexistiske termer som beskyttelse af deres egen og familiens værdighed. Skal kvinder i Mellemøsten acceptere dette, blot fordi den kulturelle og religiøse kanon foreskriver det? Hvad med de kvinder, der kæmper for deres værdighed uafhængigt af, hvordan autokratiske regimer forstår og forvalter den? Hvem beskytter dem mod en dominerende sexistisk kultur bevæbnet til tænderne med brutale statslige voldsapparater, der legitimerer undertrykkelse i ideologiske og religiøse termer (White 2011: 134)? Hvorfor skulle venstreorienterede af alle respektere den slags, bare fordi det går for at være kulturelt autentisk? Sådan noget plejede at blive fremført af stærkt reaktionære kræfter, for hvem politik skal baseres på ‘naturlige’ hierarkier mht. klasse, race, køn og seksualitet. Nu derimod redefinerer den identitære venstrefløj hierarki og undertrykkelse som et forsvar for autentiske livsformer, som de ellers ville finde afskyvækkende, når de blot de går imod Vesten.

For Mouffe er individuel frihed og pluralisme goder i Vesten, men i resten af verdenen går den ikke, fordi ikke-vestlige kulturer åbenbart er “less individualistic and more cooperative than in Western societies” (Mouffe 2008: 458). Hun hævder videre, at hvad frihed er for europæisk kultur, er harmoni for østlige kulturer og henviser her til Indien og Kina (Mouffe 2013: 31). Hvad er de politiske konsekvenser af dette ufatteligt naive og nedladende orientalistiske synspunkt? Hvad med demokratiforkæmperne i Hong Kong og hvad med det der ligner et folkemord på Uyghurerne i Xinjiang provinsen i Kina? Hvorvidt de er manipulerede af Vesten eller ligefrem vestlige agenter fremgår ikke, men følger man Mouffes tankegang, synes det åbenlyst, at de destabiliserer den kooperative ånd, der definerer kinesisk kultur og som kommunistpartiet inkarnerer vha. et massivt undertrykkelsesapparat.

Etnocentrisme og vestlige værdier

Identitæres kritik af såkaldt vestlige værdier gør det nødvendigt at klargøre, hvad etnocentrisme indebærer. Betyder den kendsgerning, at det var i Europa, rettigheder tog form og begyndte at regulere forholdet mellem individ og stat, at de er begrænset til denne del af verden? Hvis det var tilfældet, dvs. hvis kulturer var aflukkede enklaver, ville det ikke give mening at tale om rettigheder andre steder end i Vesten. Eller værre, at kæmpe for rettigheder kunne ikke være andet end et angreb på ikke-vestlige kulturer, altså det Mouffe omtaler som globalisering fra oven.

Laclaus tilgang til spørgsmålet om eurocentrisme er meget forskellig fra Mouffes, fordi han i modsætning til hende holder fast i de tanker, de formulerede om at udvide og uddybe demokrati.

“Eurocentrism was the result of a discourse that did not differentiate between the universal values that the West was advocating and the concrete historical actors that were incarnating them. Now, however, we can separate these two aspects. If the social struggles of new social actors show that the concrete practices of our society restrict the universalism of our political ideals to limited sectors of the population, it becomes possible to retain the universal dimension while widening the spheres of its application—which, in turn, will redefine the concrete contents of such a universality. Through this process, universalism as a horizon is expanded at the same time as its necessary attachment to any particular content is broken. The opposite policy—that of rejecting universalism in toto as the particular content of the West can only lead to a political blind alley.” (Laclau 1996: 34)

Idéen er, at mennesker kan udvide og uddybe rettigheder og generelt friheds- og lighedsfordringer udover deres oprindelige snævre rammer, fordi de ikke er forbeholdt særlige grupper. De har en universal dimension i og med de overskrider klasse, køn og kultur samtidig med, at deres konkrete udformning selvfølgelig er formet af disse forhold. Universalisme har i den forstand en strategisk dimension, der er uadskillelig fra den demokratiske ambition. Dette står i modsætning til at vende rettigheder ryggen, blot fordi de er formuleret af ’gamle hvide mænd’, og fordi man sagtens kan finde eksempler på, at de i historiens løb er blevet brugt som påskud for at legitimere de herskende klassers koloniale og imperiale interesser. Det er en sådan tilgang, der ifølge Laclau er en blindgyde. Det skyldes, at den blokerer friheds- og lighedsfordringer og dermed et demokratisk fællesskab, og at det stækker mulighederne for at udøve kritik i og med, det ikke er muligt at fokusere på diskrepanser mellem politiske værdier og den måde, de forvaltes på. Dertil kommer, at der er en tematisk lighed mellem Mouffes opdeling af verden i autonome regioner, hvor udefrakommende kritik er bandlyst, og woke kulturens insisteren på såkaldt undertrykte gruppers ’ret’ til ikke at blive udsat for kritik. (1) For begge er ledetråden underordning og konformitet – noget venstrefløjen plejede at kritisere højrefløjen for, men i dag er alt det vendt på hovedet.

Kulturel sensibilitet overfor alt, hvad der smager af ‘andethed’ og alt det, der er langt væk, og derfor kan indhylles i orientalistiske floskler, er livsnerven for identitære venstreorienterede. Det står i skarp kontrast til politiseringen af kultur i en vestlig sammenhæng, der dæmoniseres som anti-demokratisk, populistisk, racistisk og nationalistisk; og nok så væsentligt som et udtryk for, hvor indskrænkede ’almindelige mennesker’ er. Rationalet for denne form for venstreorientering er ikke bare ven/fjende-konstellationer men også elitisme, hvilket er to centrale forhold, der indgår i en venstrefløjsidentitet, der for enhver pris må være i opposition. Derfor bliver man heller ikke indigneret over undertrykkelse, når det udøves af fjendens fjende, fx islamistisk terror og slaveri i arabiske lande. Og hvorfor skulle man også det, når enhver form for undertrykkelse kan føres tilbage til Vesten. Dertil kommer for det første, at man ser sig selv som klogere end andre, så hvorfor beskæftige sig med symptomer, når man kan gribe om ondets rod, og for det andet har en ubændig og narcissistisk trang til at lufte sit had mod ens eget politiske system.

Disse forhold markerer et fundamentalt skifte i politisk orientering. I to århundrede var venstreorientering defineret ved modernitet, fremskridt, håb, rationalitet og sandhed. Men med postmodernisme og multikulturalisme er der vendt op og ned på disse oplysningsidealer, hvilket har omkalfatret venstreorientering i retning af kommunitær relativisme, hvor fremmaningen af traditionel ægthed spiller en essentiel rolle. Dette har bragt identitære venstreorienterede på linje med fortidens radikale reaktionære, for hvem social orden forudsatte et politisk og kulturelt hierarki og ikke mindst raceadskillelse. For dem repræsenterede modernitet, individualisme og demokrati fatale opløsningstendenser, der ville lede til rodløshed og moralsk forfald. Vi ser noget lignende med Mouffe m.fl., når de kloger sig på, hvad der er rigtige værdier for mennesker, der er langt væk geografisk og mentalt, det være sig i ’det globale syd’ eller indvandrermiljøer i Vesten. Som Cohen nævner, ”postmodern multiculturalists have picked up the reactionary anti-universalist philosophies of the counter-Enlightenment and dressed them in modern closes” (2009: 168; se også West 2006: 56-7).

Note 1:

Woke er datidsformen af wake, hvor awake i afrikansk-amerikansk slang bliver til woke, som i “I was sleeping, but now I’m woke.” I overført betydning: at være bevidst om og aktiv mht. identitetspolitiske emner, især race og køn.

Referencer

Buck-Mors, Susan (2003). Thinking Past Terror: Islamism and Critical Theory on the Left, London: Verso.

Butler, Judith (2003). ‘Peace is a resistance to the terrible satisfactions of war’, Believer, May, https://www.believermag.com/issues/200305/?read=interview_butler

Cohen, Nick (2009). ‘New Left and Old Far Right: Tolerating the Intolerable’, i Jonathan Pugh (red.), What is Radical Politics Today?, Houndmills: Palgrave Macmillan, pp. 162-9.

Furedi, Frank (2005). Politics of Fear: Beyond Left and Right, London: Continuum.

Laclau, Ernesto (1996). Emancipation(s), London: Verso.

Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe (1985). Hegemony and Socialist Strategy, London: Verso.

Mouffe, Chantal (2005). On the Political, Abingdon: Routledge.

Mouffe, Chantal (2008). ‘Which World Order: Cosmopolitan or Multipolar’, Ethical Perspectives, Vol. 15, No. 4: 453-67.

Mouffe, Chantal (2013). Agonistics: Thinking the World Politically, London: Verso.

West, Patrick (2006). The Poverty of Multiculturalism, London: Civitas.

White, Stuart (2011). ‘Response to Chantal Mouffe’, in Wes Williams (red.), Religion and Rights: The Oxford Amnesty Lectures 2008, pp. 133-37.

Wolin, Richard (2004). The Seduction of Unreason: The Intellectual Romance with Fascism from Nietzsche to Postmodernism, Princeton: Princeton University Press.