Categories for Ikke-kategoriseret

• Droner over Danmark

  Føljetonen om dronerne over Danmark har afstedkommet modstridende fortællinger. Faktisk minder situationen om et trafikeret vejkryds, hvor lysreguleringen er ude af drift. Men politikere var i situationen ikke sene til at sammenkoble de eventuelle droner med det udbredte efterretningsbillede i Europa. Underforstået, at skulle det være droner, måtte det uden tvivl være russiske droner. Som et første tegn på herhjemme, at vi i Danmark kunne være under pres fra russisk aggression. Nogen sammenlignede sågar situationen med 9/11. En overdrivelse af de mere opulente. Episoderne indgik også i det samlede billede om eskaleret hybridkrig, som ventileres med passende mellemrum i forbindelse med tvivlsomme handlinger på nettet eller hackergangreb. En oplagt mulighed i en situation, hvor selve begrebet hybridkrig har mange børn. Men ingen ved, som det fremgår, noget eksakt. Eller også vil dem, der ved noget, ikke ud med sproget. Droner eller ej, så fik krigsnarrativet et hak opad, hvilket helt indlysende har bidraget til, at mange ser droner, hvor der med stor sandsynlighed ikke er nogen. Det vil også ske fremover. Omvendt kalder hele situationen lige så naturgivent på diverse konspirationsteorier eller påstande om, at regeringen, Folketinget og pressen i samlet formation nok bevidst fører en form for ”frygtpolitik”. Flere har sammenlignet regeringens meget forskellige kommentarer med håndteringen af covid-19, hvor forklaringerne også væltede ind over hinanden, og hvor frygten for den udefra kommende virus i lange perioder skabte irrationelle frygtscener og daglige konflikter. Hvad der igen helt legitimt kaldte på en stram styring af samfundet fra de øverste myndigheder. Grænsende til periodisk nødret. Antagelsen kan ikke afvises.  Men er den også rigtig?  Og kan den ene opfattelse være lige så betydningsfuld som den anden. Det kræver en kort kommentar. Jeg ved lige så meget eller lige så lidt som de fleste andre om ”droneangrebene” eller måske rettere episoderne. Og jeg tilstår. Jeg har simpelthen ikke gidet at følge med i føljetonen. Dog har jeg på afstand hæftet mig ved et gennemgående fænomen. Jeg vil kalde det forventningens objektivitet. Altså, vi har i længere tid levet i et narrativ, hvor droneangreb er blevet fremstillet som en sandsynlig risiko. Der opbygges over tid en forventning om, at det kan ske. Der er stort set ikke den politiske dagsorden vedrørende f.eks. fordelingspolitikken og finanspolitikken i Danmark, uden at regeringen har forklaret sine dispositioner med henvisning til oprustningens nødvendighed for at sikre Danmark og Europa mod truslen fra øst. Realiteterne i det billede er aldrig blevet konkretiseret. Men billedet lever livet i bedste velgående som et dagligt og kommunikativt forestillingsbillede. Selv i samtaler i familierne, ved møder på de mange cafeer, til fester osv., hvor spørgsmålet om krigen i Ukraine kommer op, henviser man med stor selvfølgelig til det autoriserede forestillingsbillede. Og skulle nogen driste sig til at spørge, om man i ramme alvor forestiller sig russerne køre rundt om Triumfbuen i Paris, bliver spørgsmålet nedkølet som en dårlig spøg eller som et overbragt budskab fra Putin i Moskva. Eller i EU jargon som misinformation. Så det er vel ganske forståeligt, at tilbøjeligheden til at tolke forskellige genstande i luften som droner. Problemet er dog, at selve forventningens objektivitet – at det, man ser, kan antage karakter af noget virkeligt – i sig selv indebærer et højt risikopotentiale. For selv om man faktisk ikke ser en drone, ser man den alligevel. Man henvender sig til myndighederne og fortæller om oplevelsen til gud og hver mand. Den kæde kan så igangsætte handlinger, der i yderste konsekvens kan ende i massehysteri eller lede til helt uproportionelle politiske beslutninger for, at politikerne kan være i tråd med den ”udbredte opfattelse” eller som svar på en mediestorm. Dynamikken får næring ved, at oplevelserne ofte ikke kan realitetstestes som udgangspunkt for rationel kontrol. Og dem, der ønsker at skabe frygt, kan sparke en åben dør ind. Her tænker jeg ikke kun på politiske kræfter, men nok så meget på dem, der lever af at producere sikkerhed. Men hvad nu, hvis det forholder sig sådan, at landets øverste beslutningstagere selv bliver ofre for forventningens objektivitet og på baggrund af uverificerede hændelser reagerer, som om de var faktuelle og sætter en stribe af handlinger, reaktioner og loops i gang, der gør, at det hele kommer ud af kontrol og midt i den opkogte og ikke mindst mediebårne debat opnår folkelig støtte til en eskalation. Måske i første omgang som diplomatiske protester, men senere en mere alvorlig optrapning af modsætningsforholdet til Moskva, hvor forventningens objektivitet opskaleres – ude af kontrol eller mulighed for at vende skråen og diplomatisk nedskalere. Dermed ikke sagt, at jeg negligerer fænomenet "frygtbaseret ledelse", men selve fænomenet kræver her en kvalificering. Frygtbaseret ledelse indikerer, at nogen bevidst gennemfører ledelse baseret på frygt. Det er muligt. Men en ledelse, der bevidst anvender frygten som magt- og styringsmetode, handler faktisk rationelt i forhold til nogle bevidst opstillede mål. Beslutningstagerne ved, hvad de gør. Vi kan antage, at eksempelvis regeringen bevidst forfølger nogle mål eller dækker over problemer ved at skabe forskellige frygtbilleder. I så fald har vi en situation, hvor det blot drejer sig at afsløre disse manipulationer – at rive masken af – og stille dem til ansvar for deres politiske svindel. Vi har et angrebsfokus, og det regelbundne og ikke mindst kendte og konventionelle politiske spil kan gå i gang. Det kan i sig selv være tryghedsskabende. Frygten er jo kun forestillet. Det ligger ikke ligefor, at situationen kommer helt ud af kontrol, selv om bølgerne kan gå højt både i Folketinget og i det samlede mediebillede, hvor intet er for småt til at blive slået stort op. Men som sagt. Sæt nu, at det forholder sig anderledes. At både ledelse/beslutningstagere og dem, der ledes, er ofre for forventningens objektivitet. Så falder det kendte politiske spil sammen, og hvad så? Det politiske spils almindelige regler for interessekampene kan godt aktiveres, men uden den ønskede effekt og politisk kontrol. Nogle få droner kan fordoble sig på ganske få dage eller timer og lede til massehandlinger, der mere eller mindre uhindret udvikler deres egen logik og dynamik, fordi beslutningstagerne ikke har rationelle modsvar. Nok så meget, fordi sådanne ville kræve markante omfortolkninger af det overordnede narrativ, der har næret dronespøgelset. I ekstreme tilfælde kan ”massefrygten”, der ikke kan indhegnes via traditionelle og kendte neutraliseringsmetoder, fordi den er sat ud af kraft, slå over i et stormløb mod regeringen og hele forvaltningsapparatet, fordi dem, der skulle handle, ikke prompte har lettet folket for dets frygt. Det er en smertefuld situation at være fanget i forventningens objektivitet, hvor grænserne mellem det virkelige og det forestillede smelter sammen og forstærkes af et vist narrativ, som forud næsten har fået karakter af uangribelig sandhed. For hvordan skal vejen tilbage findes? Så galt går det nok ikke. I hvert fald ikke lige nu og her i Danmark. Men så galt er det faktisk gået i blandt andet Rumænien og måske også i Bulgarien, hvor mulig ”misinformation” på tik-tok eller en enkelte drone – ”uidentificeret” – blev til ”russiske droner” og satte gang i massedemonstrationer og stormløb i henholdsvis Rumænien mod en legitim præsidentkandidat. I Bulgarien har en drone, der blev til flere, ført til voksende kritik af regeringen og massedemonstrationer. Ikke forstået sådan, at det er de enkelte dronehændelser eller lignende, der har skabt situationerne. Det forholder sig omvendt. I en situation, hvor den almene tillid til det politiske system og samfundets institutioner er svækket, og hvor fremtiden forekommer uoverskuelig, trives forventningens objektivitet og dens selvbekræftende konsekvenser. Frygtbaseret ledelse eller ej. Jan Helbak.  

  juli 2, 2026 8:33 pm

  Læs mere

• Nationalkonservatives ”bløde bug”  

  Det politiske nyhedssite Politico bragte den 26. maj en interessant artikel med overskriften: ”Den franske radikale højrefløjs svage punkt – dens usammenhængende økonomiske politik”. Det er også denne artikels hovedfokus, hvor der argumenteres for et fokusskift væk fra det fremmedpolitiske tema over mod partiernes usammenhængende miskmask af småborgerlig og bagstræberisk økonomisk politik og decideret videreførelse af de mest radikale dele af neoliberal politik. Det er i det konfliktfelt, at de samme partier er mest sårbare jo tættere, de kommer på at opnå afgørende parlamentarisk indflydelse. Billedet i Frankrig Politico artiklens første to linjer slår tonen an: ”Når det kommer til økonomi, har Rassemblement Nationale en identitetskrise – og partiets modstandere ser (måske) en mulighed for at sætte et angreb ind her”. Det rumler i Rassemblement Nationale. Både i partiets politiske top og i de lokale afdelinger, hvor spaltningssignalerne både kan ses og høres. Partiets frontfigur Jordan Bardella, der lige nu tegner til at blive partiets præsidentkandidat i 2027, forsøger systematisk at appellere til ”big business” og den liberale elite i Frankrig ved at deltage i møder i de mondæne saloner og på konferencer med de førende personligheder indenfor fransk erhvervsliv. Her har han gjort sig til talsmand for en udpræget erhvervsvenlig økonomisk politik og en skattepolitik, som først og fremmest gavner den rigeste del af erhvervslivet og den velbjergede del af middelklassen. Der er endnu ikke tale om et åbent opgør med Marine Le Pen og partiets oprindelige socialkonservative og statsinterventionistiske nationalisme, der først og fremmest har appelleret til dele af den franske arbejderklasse og de småborgerlige kræfter i provinsen og de mindre landmænd. Men konflikten er der, og uenighederne om den økonomiske strategi vokser jo tættere, man kommer på valget i 2027 og partiets reelle mulighed for gøre indhug i den traditionelle konservative vælgerskare og vinde præsidentposten (og måske premierministerposten). Både Marine Le Pen og Jordan Bardella gør et stort nummer ud af at forsværge den grundlæggende enighed og forsøger at glide af på modsætningerne. Men de er der, og det drejer sig ikke kun om to forskellige personprofiler. Forskellene har deres rod i partiets inderste politiske og ideologiske modsætninger, som indtil nu ikke har været helt synlige og af samme grund ikke forstyrret billedet af et enigt og stærkt ledet parti med en solid og bred vælgerbase. Det er analytisk vigtigt at holde fast i, at det er de indre politiske modsætninger, der skaber personerne og ikke omvendt. Udenfor partiet rejses der i den brede offentlighed tvivl om, hvorvidt partiet kan hænge sammen i den situation, hvor det som landets ledende parti skal præstere økonomisk regeringsduelighed og samtidig holde sammen på det socialkonservative grundlag og de traditionelle vælgergrupper. Konfliktlinjen skærpes af en intern opposition mod Bardellas økonomiske rådgiver Francois Durvye, der som finansmand repræsenterer en radikal frimarkedsstrategi, som reelt indebærer et liberalt opgør med partiets hidtil økonomiske politik. Billedet i EU-parlamentet Modsætningerne i Rassemblement Nationale folder sig også ud i EU parlamentsgruppen ”Patrioter for Europa”. DF hører til i samme parlamentsgruppe, hvor hovedparten af de andre partier i gruppen (bl.a. FPÖ i Østrig, Lega i Italien og VOX i Spanien) i større eller mindre grad bærer præg af de samme indre politisk-ideologiske modsætninger. Partibilledet indenfor parlamentets højrenationale fløj er noget flimrende og ustabilt. Af samme grund kan partierne ikke alene bedømmes på deres forskellige brug af kontroversielle markører og antiestablishment retorik. De mange udmeldinger, der stritter i alle retninger, er præget af opportunisme og situationsbetingede stemninger alt afhængig af hvor tæt, de i hjemlandet er på magten eller muligheden for at gribe den. Partiernes fælles kendetegn er som udgangspunkt en grundlæggende nationalistisk xenofobi, som spænder fra direkte fremmedhad (især overfor ”muslimer”) til en mere udtalt frygtbaseret fjendtlighed overfor fremmede og mindretal i almindelighed. Partierne fremstiller nationalkonservatismen og kravet om den beskyttende stat som de nationale borgeres mest sikre værn mod den oplevede sociale-kulturelle- og økonomiske utryghed og vilkårlighed, der nu har lejret sig i en fast tilstand som resultat af globaliseringen og EU’s og medlemslandenes austeritypolitik siden finanskrisen i 2008.  Samtlige partier fremstiller sig selv som kompromisløse talsmænd for den ”lille mand” og hans interesser mod et arrogant og selvstrækkeligt parlamentarisk oligarki beskyttet af de kulturbærende lag i middelklassen og i statssystemet. Af samme grund plæderer partierne stærkt for, at der skal renses ud i magtens korridorer og i den statsstøttede medieverden. Det vigtige her er imidlertid at holde fast i, at xenofobien hovedsageligt tjener som overliggende tiltrækningsmarkør (knastaksel) og indgår med større eller mindre vægt som undertekst i partiernes øvrige socialkonservative programpunkter, der i overskriftsform er: Værn om den nationale idealfamilie som identitetsbærende fundament for samfundets sociale- og kulturelle sammenhængskraft. Beskyttelse af de nationale værdier, sprog og kultur, som trues af indvandringen. Fremtrædende EU-skepsis eller direkte modstand mod Unionen og ønsket om at genskabe Fællesmarkedet for den frie samhandel mellem nationale økonomier. Et stærkt politi og en markant indsats overfor al kriminalitet. En helt traditionel konservativ linje. Disciplin i skolerne og genindførelse af undervisningen i en forgangen national kultur formuleret gennem klare antielitære markører. Opgør med bureaukratiet og snærende regler, der forhindrer det nationale erhvervsliv og de mange entreprenører i at udfolde sig og vokse. Tilbagerulning af de overdrevne bureaukratiske og fordyrende miljøregler. Atomkraft som svaret på problemet med de fossile brændstoffer. En social- og sundhedspolitik, der beskytter de svage i samfundet, selv om den faktiske og udbredte ulighed ikke adresseres. Fremhævelse af de nationale interessers ubetingede forrang overfor verden udenfor og hermed også en snæver begrænsning af respekten for ”den regelbaserede ordens institutioner”. Det gælder både det økonomiske, det geopolitiske og det forsvarspolitiske område. Forherligelse af det folkelige demokrati – dvs. krav om flere folkeafstemninger som modvægt til det repræsentative demokratis elitære samfundsforvaltning. Parlamentarismen som sådan afvises ikke. Partierne er ikke antidemokratiske og er ikke autoritære i deres politiske udgangspunkt. De er nationalistisk socialkonservative og småborgerlige. Janushovedet anden side er, at de samme partier dyrker en nærmest superliberal økonomisk politik, der går markant længere end de traditionelle liberale partier. Det gælder: skattepolitikken, som gennem markante skattelettelser skal tilgodese erhvervslivet og i særdeleshed de små- og mellemstore virksomheder. Landbruget skal lettes for miljøafgifter. Fødevarekontrol og regulering af markedet skal lettes for ”bureaukratiske regler”. Arbejdsmarkedet skal dereguleres, så beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder overgår til staten og ikke reguleres af overenskomster underlagt fagforeningernes indflydelse. Finanspolitikken skal være ultrastram og statsudgifterne skal reduceres. I det hele taget tangerer partiernes økonomiske politik i dag mere og mere de nationalistisk liberale kræfter i centrum-højrepartierne. Det er den fællesnævner, der kan blive fremtidens omdrejningspunkt for partiernes bestræbelser for at bevæge ud over placeringen som perifere protestpartier og fremstå samarbejdsduelige. Hvilket i sin konsekvens indebærer både en politisk og praktisk modsætning til de samme partiers socialkonservative udgangspunkt. I EU-parlamentet tilstræber Patrioter for Europa under Jordan Bardellas ledelse strategisk at afbalancere de indre modsætninger mellem nationalkonservatismen og socialkonservatismen. Parlamentsgruppen udfolder stor aktivitet for at positionere sig som formidler af samarbejdet med de mest radikale højrenationale partier på den ene side og de mest konservative fraktioner i parlamentsgrupperne ”Det europæiske folkeparti” (EPP) og ”Det europæiske Reform- og Konservative parti” (ECR) på den anden side. Hvad man kan kalde den samlede politiske strategi, formuleres meget præcist af parlamentsgruppens ”chefindpisker” Marieke Ehlers og indgår som central bestanddel i Jordan Bardellas utallige forhandlingsrunder med de nævnte parlamentsgrupper. Målet er at etablere en flertalsfront, der kan svække kommissionens magt og ensidige favorisering af det europæiske transnationale erhvervsliv. Ministerrådet skal styrkes i nationalistisk liberal retning og medlemslandes nationale suverænitet skal genoprettes. Hvor partierne i gruppen Patrioter for Europa tidligere advokerede en udtræden af EU, er den linje til forskel fra den øvrige radikale højrefløj veget for en mere pragmatisk antiføderal politik, som også deles af flere af de traditionelle konservative partier. Strategien ser ud til – i hvert fald på den korte bane – at have succes, idet den appellerer til flere fraktioner i de nationale centrum-højre regeringer, der nu mere officielt opponerer mod kommissionsformand Ursula von der Leyens autoritære og antinationale magtcentralisering. Modsætningerne mellem de nationale særinteresser og kommissionsformandens grandiose samling af EU’s transnationale erhvervsliv i konkurrence med Kina/Rusland og USA kommer tydeligt til udtryk i den tyske regerings armlægning med kommissionsformanden om, hvem der skal lægge linjen for styrkelsen/genrejsningen af den europæiske økonomi – ministerrådet eller kommissionen – eller de nationale regeringer. DF’s og AfD’s programmer - ligheder Selv om Dansk Folkepartis politiske grundlag – ”Arbejdsprogram – 2025” – ikke adskiller sig nævneværdigt fra de gennemgående programpunkter for partierne i Patrioter for Europa, kan det være hensigtsmæssigt i forhold til det politiske billede herhjemme at se nærmere på DF’s program. Interessant er det i øvrigt, at hvad angår DF’s program – dets tematiske opbygning, anvendelse af signalord og politiske linje – adskiller det sig i det store og hele ikke fra AfD’s i Tyskland. Den helt afgørende forskel er, at der i DF nok ikke findes de samme rabiate røster, man finder i AfD. Og som angiveligt er grunden til, at partiet af sikkerhedstjenesten karakteriseres/stemples som et ekstremistisk og forfatningsstridigt parti. Regeringskoalitionen under kansler Friederich Merz overvejer faktisk at forbyde partiet på trods af advarsler fra alle sider i den tyske offentlighed og ikke mindst fra ledende kræfter indenfor Merz’ eget parti CDU. Familien beskrives som fundamentet for trivsel, velstand og harmoni indenfor den stærke nationalstats rammer. AfD’s program indledes faktisk med de formuleringer, men med en højere grad af sproglig sofistikation, end det ses DF’s program. Den store indvandring udgør en trussel mod den nationale kultur. De indvandrere, der har opholdstilladelse skal assimileres ikke integreres. Altså fuldstændigt opsuges i det danske samfund og i alle betydningsfulde sammenhænge opføre sig og tænke som ”indfødte danskere”. For at modgå det globale kulturpres, der sammen med indvandringen truer dansk kultur, dansk sprog og danske traditioner, skal der sættes ind på alle fronter for at forsvare dansk kulturarv og værne om den kristne tro (forbud mod alle fremmede religiøse institutioner og symboler). Dansk henholdsvis tysk kultur og tradition giver den almindelige dansker henholdsvis tysker stolthed. Et billede, der står i et nostalgisk og sentimentalt modsætningsforhold til det liv, de fleste borgere faktisk lever. Både AfD og DF argumenterer for ”remigration” som en metode til at lette presset mod samfundet og tynde ud i antallet af personer fra især de ”muslimske” lande. Det står ikke ganske klart, hvad ordet betyder og dermed dets praktiske virkningsgrad. Ikke desto mindre er remigration begge partiers slagnummer (og er også ved at blive det for de identitære grupper). ”Indvandringen fra muslimske lande” danner bagtæppe for deres forklaringer på en række andre problemer, så som øget kriminalitet, belastning af socialvæsenet, kvindeundertrykkelse, manglende disciplin i skolerne og ghettodannelser. Den socialkonservative linje, som nok er den, der rækker længst ud til flest vælgere, retter sig mod markante forbedringer indenfor hele ældre- og handicapområdet. Men de konkrete politiske forslag er vage og adresserer ikke hele områdets struktur som en samlet del af samfundets velfærdsorganisering. Folkepensionens grundbeløb skal hæves. Statslige penge til ældreområdet skal øremærkes for at forhindre, at kommunerne bruger pengene til alt andet – hvor behovet måske er større. Her peger DF med en vis ret på et faktisk problem, da kommunernes budgetlægning påvirkes af de stærkeste borgergrupper, og her kommer de ældre ikke i første række. Men forslagene står i modsætning til partiets næsten patetiske dyrkelse af det nære og det lokale demokrati. I det hele taget går modsætningen mellem den centrale statsstyring (Regering/Folketing) og den lokale forvaltning (Kommuner og Regioner) gennem hele programmet. Samme problem kan spores i partiets sundhedspolitik, som går helt uden om sundhedssektorens årelange og uløste struktur- og finansieringsproblemer indenfor såvel sygehussektoren og praksissektoren. For så vidt programmet beskæftiger sig med ulighed i sundhed, er fokus først fremmest på modsætningerne mellem land og by og de ældre- og handicappedes adgang til sundhedsydelser. Når linjen på trods af uklarhed og indre modsætninger alligevel har en vis bred appel til de ældre, handicappede, deres familier og øvrige socialt udsatte grupper hænger det sammen med, at partiet forstår bedre end andre at formulere betydningsbærende omvendinger af fremherskende og skjult stigmatiserende begreber i offentligheden. F.eks. erstattes det utålelige begreb ”ældrebyrden” til dem: ”vi i dag står i gæld til”. ”Som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje”. Samme fremgangsmåde anvendes i programmets sundhedspolitik, handicappolitik og psykiatripolitik, hvor linjen overfor danske minoritetsgrupper fremstår som inkluderende. Reelt adskiller DF’s program sig kun punktuelt (eks. ældreområdet) fra de andre borgerlige partiers social- og sundhedspolitik eller for den sags skyld fra disse partiers evindelige tale om værn om ”danske værdier”. Forskellen består i betoningen og fokus. Men grundlæggende følger programmet i sin konsekvens men ikke i dets bogstav en gammelkendt konservativ-liberal politik, hvor velfærdsstatens universelle ydelser via ændringer i tildelingskriterierne glidende omdannes til privat forsikring og en residualpolitik målrettet de ”svageste” i samfundet. Som sagt adskiller DF’s og AfD’s programmer sig ikke substantielt fra hinanden. Forskellen gælder først og fremmest de to partiers vidt forskellige optræden både parlamentarisk og i den brede offentlighed. Her gør de historiske betingelser og forskellige traditioner/muligheder for udøvelse af politik sig selvfølgelig gældende. AfD skal konstant bruge kræfter på at frigøre sig fra Tysklands traumatiske og politisk ekstreme fortid for at undgå det stigmatiserende stempel som forfatningsstridigt parti. Ikke desto mindre er ligheden mellem DF’s og AfD’s programmer større end forskellene. Det gælder også forholdet til EU. Forsvaret af national økonomisk politisk suverænitet. Kun på et punkt står de to partier skarpt overfor hinanden. Det gælder forholdet til Rusland og støtten til Ukraine, hvilket dels kan forklares med Tysklands historiske forhold til Rusland, og at AfD’s bagland udgår fra de landsdele, som udgjorde det tidligere DDR. Ellers er der et sammenfald i betoningen af, at det er varetagelsen af de nationale interesser, der er styrpinden. De internationale og overordnede institutioner ses alene gennem den nationalkonservative linse uagtet de samme institutioners afgørende, faktiske og konkrete betydning for regulering af den moderne kapitalisme, det internationale marked og samhandel, som man partierne tager for givet. Partiernes indre strukturelle modsætninger ”Danskerne skal være Herre i eget Hus”. Derfor skal Danmark ud af EU, hvis den nationale suverænitet ikke respekteres. Samme linje findes i alle partierne i Patrioter for Europa og i AfD. Nationalstaten og nationaløkonomien sættes i modsætning til den globale økonomis voksende integration, konkurrencen om forsyningskæder og de store transnationale konglomeraters indiskutable indflydelse på vækstbetingelserne for selv de store nationale økonomier som f.eks. den tyske. Både DF’s og AfD’s erklærede økonomiske erhvervs- og finanspolitik er i det perspektiv rene anakronismer. Man foregiver muligheden af stabil økonomisk vækst gennem nationens massive satsning på støtten til de små og mellemstore virksomheder. Helt i modsætning til den faktiske udvikling i den globale kapitalisme. Det er de store virksomheder både herhjemme og i Tyskland, som rent faktisk driver væksten. (Hvis eksempelvis den danske medicinalindustri kommer i vanskeligheder vil det få afgørende negativ betydning for den samlede danske økonomi. Det beskæftiger DF sig ikke med). Kort sagt er de nationalkonservative partiers økonomiske ”visioner” og erhvervspolitik reaktionær i ordets bogstavelige betydning. Det gælder også DF’s og AfD’s politik. Det samme kan siges om skattepolitikken og de nationale støtteordninger. Når partierne ikke indtil dato er blevet direkte udfordret på deres reaktionære og utopiske økonomiske politik og nationalkonservative nostalgi, hænger det bl.a. sammen med, at centrumpartierne i den nuværende globale opbrudssituation med de uoverskuelige geopolitiske spændinger, voksende protektionisme og handelsspændinger heller ikke kan samles om en strategi for ”Europas økonomiske og politiske genrejsning”. Men tiden nærmer sig, hvor partiernes håbløst vage økonomiske programmer bliver et afgørende politisk problem for AfD i tysk politik, for Rassemblement Nationale i Frankrig og for Patrioter for Europa i EU. (i Danmark er DF indtil videre ikke i nærheden af ansvarets åg). Ingen af partierne har udsigt til parlamentarisk majoritet og til at danne regeringer alene. De må realistisk satse på koalitioner med de konservative partier og trække dem fri af centrumspolitikken.  I det stille arbejdes der på at moderere og senere bevæge sig væk fra deres egne småborgerlige økonomiske visioner og de ekstreme fremmedpolitiske markører og åbne for centrum-højres mere respektable forestillinger om genrejsningen af den kapitalistiske økonomi i Europa og løsning af ”indvandrer- og flygtningeproblemet”. Herhjemme er modsætningerne under Morten Messerschmidts intelligente genrejsning af DF endnu ikke kommet op til overfladen. En ikke ubetydelig forklaring er bl.a. den politiske- og parlamentariske fragmentering i Danmark, hvor højrefløjen er så internt splittet og uden sammenhæng, at DF i endnu en periode kan vokse på protesten og håndtere skismaet mellem partiets liberale økonomiske politik og det socialkonservative udhængsvindue uden at komme i modsætning til vælgergrundlaget. Men lige så sandsynligt er det, at partiets vækst vil flade ud, hvis det ikke formår i praktisk politik at konfrontere det alt overskyggende hovedtema i dansk og europæisk politik: den voksende nationale ulighed, der på alle samfundets områder danner et stadigt tydeligere grundtema. Faktisk forholder det sig sådan, at forestiller man sig, at DF eller AfD, eller Rassemblement Nationale eller de andre nationalkonservative partier skulle få magt til at gennemføre deres økonomiske politik, ville de blive tvunget til at føre en politik på de tunge dele af erhvervslivet og finanssektorens betingelser, der de facto ville øge uligheden, svække lønmodtagernes stilling på arbejdsmarkedet og på ingen måde evne at realisere deres socialkonservative programpunkter. Jo nærmere magten desto tydeligere bliver de indre modsætninger Modsætningsbilledet er som i Frankrig mere åbent i AfD. Her udspiller modsætningerne sig mellem partiets frontfigur Alice Weidel, der er uddannet finansøkonom og har en fortid indenfor finansverdenen, og partiets radikale nationalistiske fløj med rødder i det tidligere DDR repræsenteret ved Björn Höcke. Indtil nu er modsætningerne mere slået igennem på gadeplan og på partikonventer med fri udblæsning af radikale slagord end i partiets optræden i Bundestag. Men det bliver stadigt klarere, at Alice Weidels økonomiske politik ikke adskiller sig væsentligt fra den økonomisk politiske tænkning i store dele af højrefløjen i CDU/CSU. Alice Weidels fløj arbejder som Patrioter for Europa målrettet på at nedbryde de konservatives og kansler Merz’s ”brandmauer” (politiske bandmur) overfor AfD. I længden kan de konservative i CDU/CSU ikke opretholde forsikringen om, at man ikke vil indgå i et forpligtende samarbejde med AfD. Ude i delstaterne er ”muren” stille og roligt ved at blive perforeret. Alice Weidel og hendes fløj afprøver hyppigere og hyppigere grænserne for, hvordan man effektivt får lukket munden på den radikale og kompromisløse fløj i AfD og samtidig får gjort sig salonfæhig overfor CDU/CSU’s vælgere. Vejen til magten går nemlig over brolægning af kompromiser bl.a. om erhvervspolitikken og den økonomiske politik, hvor den mere radikale fløj i hvert fald i offentlig tale selv tror på den ensidige vej til magten uden om politiske koalitioner med den traditionelle højrefløj. Modsætningerne i partiet har nu nået et åbenlyst højdepunkt efter den seneste meningsmåling, der gør AfD til det største parti med 28% af stemmerne mod CDU/CSU’s 22% og sætter af samme grund partiet under massiv medieovervågning. Hvert eneste skridt og fejltrin tæller. Hvis AfD skal udnytte den upopulære centrum-højre regerings voksende vanskeligheder og tab af autoritet, er vejen frem for Alice Weidel hendes fløjs evne til at kombinere den socialkonservative profil med videreførelse af den neoliberale økonomiske politik, som i virkeligheden er den, der har skabt AfD. Alice Weidel træder som Jordan Bardella i Frankrig varsomt i den forsigtige, men også nødvendige orientering mod det parlamentariske samarbejde med højrefløjen i CDU/CSU i Tyskland og den fragmenterede højrefløj i Frankrig. Både i Frankrig, i Tyskland og i EU-parlamentet står den langsomme strategiske vending overfor en mulig eksplosiv modstand fra den radikale højrefløj. Skismaet vil sandsynligvis slå ud i åbenlyse magtkampe i partiet og måske splittelse, for så vidt Alice Weidels og Jordan Bardellas linje får succes. En forsmag på splittelsen kan allerede nu ses i Italien, hvor det nye højreradikale parti Futuro Nazionale udfordrer både Melonis Fratelli d’Italia  og Lega, som anklages for at søge mod midten og konsensus. Ikke dermed sagt at samme problematik i et en til en forhold kan overføres til DF. De forskellige landes helt indlysende politiske forskelle skal tages i betragtning og overdrevne generaliseringer undgås. Men de samme betingelser for fremtidige spændinger i DF ligger som i AfD og Rassemblement National gemt i partiernes programmatiske indre modsætninger, som igen reflekterer partiernes socialt/klassemæssigt brogede og uhomogene vælgergrundlags generelle utilfreds og protest mod den politisk-økonomiske elites krisepolitik siden eurokrisen i 2010, hvor den brede befolkning måtte betale for redningen af euroen og finansverdenen – og ikke samfundsøkonomien. Det italienske billede sammenholdt med udviklingen i Rassemblement og AFD sandsynliggør en kommende splittelse af partierne i en konform og opportunistisk nationalkonservativ linje, som kan indgå alliancer med de traditionelle konservative partier og udkrystalliseringen af en mere militant højrenational strømning, som kun kan overleve ved at radikalisere partiernes oprindelige vælgergrundlag. Som igen kan fragmentere det parlamentariske og politiske billede yderligere, svække midten og åbne for mere militante konflikter. Og det er præcist i den situation og i den historiske kontekst, at xenofobien og partiernes potentielle racisme kan antage et nyt og dynamisk mobiliseringspotentiale, fordi socialkonservatismen er trængt i defensiven forårsaget af dens egen utopiske og anakronistiske karakter. Afsluttende overvejelser For at opsummere. Denne artikel har haft til hensigt at afdække de radikale nationalkonservative partiers indre modsætninger og potentielle splittelseslinjer. Formålet har været at argumentere for nødvendigheden af, at centrum-venstrepartierne (og især venstrefløjen) foretager en tiltrængt forkusforskydning. Væk fra den elitære og moralske kritik af disse partiers hysteriske xenofobi og kryptoracisme. Den kritiske kamp kan ikke vindes moralsk eller akademisk af den simple men også forstemmende grund, at de højrenationales xenofobi indskriver sig i en langt mere rodfæstet og udbredt residual-kolonialistisk tænkning, der har martret Europa gennem de sidste to hundrede år, og som i dag stadig lever som en understrøm i det borgerlige Europas selvforståelse. Som naturaliseret geopolitisk kompas og historieforståelse. De højrenationales skingre og ofte modbydelige retorik er blot den ekstreme variant af tidsånden i det mondæne centrums saloner. Af samme grund er der en vis folkelig modtagelighed overfor de nationalkonservatives xenofobi og politiske utopier, hvorfor mange af vælgerne reagerer i protest over at blive stigmatiseret sammen med det parti hvis protestlinje, de støtter, fordi de ikke finder lydhørhed andre steder, og fordi tidsåndens selvforståelse er naturaliseret i den brede europæiske offentlighed. De nationalkonservatives ”bløde bug” er deres anakronistiske og usammenhængende programmer, hvor det ene programpunkt modsiger det andet – ovenikøbet i samme kapitel eller paragraf. Derfor drejer det sig ikke om at skyde på partierne og deres luftige stressmarkører eller deres ledere som sådan, men om at gå efter partiernes ustabile forbindelse til vælgerne. Altså fokusere på det, der er vigtigt og nærværende for de mange vælgere i arbejderklassen, den lavere middelklasse og de mange småborgerlige entreprenører og ikke mindst de mange pressede ældre og personer i samfundets periferi både sociale og geografisk. Med det formål at demonstrere, at partiernes socialkonservatisme reelt aldrig bliver andet end en moderne fortolkning af konservatismens residualpolitik i modsætning til den velfærdsstat, man hævder at ville forsvare. De nationalkonservative partier har ingen svar på ulighedens problem i deres økonomiske-politiske-sociale og kulturelle perspektiv. Faktisk bagatelliserer DF f.eks. ulighedsproblemet. Partierne vil, hvis de erobrer regeringsmagten, blive tvunget til at løbe fra de fleste af de socialkonservative løfter, hvis de skal accepteres af ”de tunge drenge” i erhvervslivet, finanssektoren og de stærkeste kræfter i samfundenes kulturbærende lag. Det helt afgørende fællestræk for samtlige partier er, at de ikke programmatisk, intellektuelt eller praktisk politisk kan fremlægge perspektiver, der peger fremad. De tangerer heller ikke løsninger på situationens problemer i de respektive nationalstater eller Europa. De peger kun tilbage til en tid, som historiens gang har ladt tilbage. Hvor staten kunne være den trygge ramme om nationens borgere og understøtte det nationale fællesskab. Centrum-venstre kommer ingen vegne ved konstant at hænge partierne ud for at være populistiske, udemokratiske og racistiske. Populismemærkatet opfattes af partiernes tilhængere som den politiske midtes selvgode stigmatisering af alle politiske partier, bevægelser og vælgergrupper, der ikke vil eller kan adoptere ”Midtens” politikforståelse og parlamentariske indspisthed. Og som af samme grund også opleves af partiernes vælgere som en nedgøring af dem som politisk mindrebemidlede. De radikale nationalkonservative partier eller den radikale højrefløj er hverken antidemokratiske eller racistiske. Men større eller mindre fraktioner i partierne og deres vælgergrundlag har potentialet til at blive det. Hvis det scenarie skal forebygges, skal centrum-venstres politiske kritik målrettes den ”bløde bug”. Modgiften er ganske enkel og alligevel besværlig – om end nødvendig. Det drejer sig om allerede nu at fremprovokere en åben og målrettet debat især udenfor parlamenterne om deres samlede og alligevel usammenhængende politik. Dvs. punkt for punkt demonstrere den politiske inkonsistens og de konkrete og jordnære konsekvenser for de vælgergrupper, som tiltrækkes af partiernes tilsyneladende varetagelse af netop deres interesser. Med det formål at tvinge de samme partier ud i en fortløbende politisk krydsild, hvor de skal forklare sig og praktisk demonstrere overfor deres vælgere, at skulle partierne opnå magt, som de har agt, ville netop de blive taberne. Men forudsætningen for at anlægge den linje indeholder i sig selv et problem for centrum-venstre. Eller i hvert fald en udfordring. Centrum-venstre må for at udstille den manglende sammenhæng i den nationalkonservative utopi selv demonstrere en sammenhængende politik og organisatorisk samling både nationalt og i EU, der adresserer de samfundsmæssige hovedproblemer (eks. ulighedens og fremtidsfrygtens problem), hvis manglende løsning fra centrums side konstant nærer højrefløjens utopier. Og det er ikke alene en parlamentarisk og elitær/akademisk opgave. Så langt fra. Centrum-venstre bør tage ved lære af de nationalkonservative partiers eksemplariske evne til at mobilisere og praktisk udfylde gabet mellem et mere og mere passiviseret og segregeret civilliv og en politisk-økonomisk elite, der parlamentarisk og kulturelt lukker sig om sig selv og banaliserer det offentlige politiske liv. Spørgsmålet om højrenationalisternes regeringsduelighed er og bliver deres ”bløde bug”. Den moralske kritik, som er den fremherskende, forudsætter en anerkendt moral, som ikke længere findes. Derfor må kritikken være praktisk politisk. Jan Helbak.                      

  juni 14, 2026 8:27 pm

  Læs mere

• Socialdemokratiet og SVM-regeringen tabte valget – og hvad så?  

  Socialdemokratiet tabte valget den 24. marts. ”Rød blok” mistede det parlamentariske flertal, uden at det betød andet end et numerisk flertal for ”blå blok”, for så vidt Moderaterne regnes med til den borgerlige blok. Og det skal Moderaterne. SVM-regeringen havde tabt valget på forhånd. Det var forventeligt, at Socialdemokratiet blev straffet for at danne en midterregering i 2022 på trods af, at der var ”rødt” flertal. Tolv partier kom ind i det nye Folketing, som nu ikke alene er fragmenteret mandatmæssigt, men også politisk. Så fragmenteret, at der hverken kan skabes en levedygtig centrum-højre regering eller en centrum-venstreregering uanset udfaldet af regeringsforhandlingerne. Valgresultatet – et europæisk billede Valgresultatet og den parlamentariske situation i Danmark spejler billedet i de fleste andre lande i EU. Fragmenterede parlamenter, langvarige regeringsforhandlinger, usammenhængende regeringsprogrammer og styrkeforhold mellem de to blokke, der gør det næsten umuligt for koalitionsregeringerne på den svage ”midte” at føre politik. De kan højest administrere og er konstant i fare for at blive splittet ved enhver større politisk-økonomisk begivenhed. Og de store samfundsproblemer står for tiden i kø i Europa. Også i Danmark. Få dage efter valget den 24. marts kunne man i Politico læse en kommentar med en brutal overskrift: ”Hvorfor Europas centrum-venstre (socialdemokrater) ikke kan stoppe med at tabe”. Svaret var lige så brutalt. Frustrationen blandt arbejder-og middelklassevælgere over, at socialdemokratierne ikke kan løse de stadigt vanskeligere levevilkår og sikre den elementære velfærd vokser og bidrager til den politiske fragmentering. Det politisk kompas’ magnetfelter har mistet tiltrækningskraft. Som generalsekretæren for Party of European socialists kortfattet udtrykte sig, er vælgerne vrede over, at partierne ikke vil eller kan løse dagligdagens problemer. Billedet er ens i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig. Socialdemokratierne har alle stederne måtte betale store politiske- og parlamentariske omkostninger ved at gå i koalitionsregeringer med højrefløjen og regere på et neoliberalt politisk-økonomisk grundlag. Partierne har ovenikøbet opgivet deres egen sprogdragt og iklædt sig managementsprog og markedsterminologi. Politicos konklusioner er slet ikke kontroversielle – tværtimod. Der er tale om standardforklaringer, som man kan finde i samtlige avisledere. Socialdemokratierne straffes for at svigte deres traditionelle vælgerbasis. Men det er snævre parlamentariske forklaringer, der sætter den mere alvorlige udvikling i selve det parlamentariske system uden for analyse. Et parlamentarisk samfundsproblem I samtlige europæiske liberale demokratier er udviklingen den samme. En generelt voksende afstand mellem det parlamentariske systems repræsentanter, regeringerne og vælgerne/borgerne. De politiske partier opfattes med rette som rene valgmaskiner og ikke meget mere. Tilliden til politikerne er på et lavpunkt, og vælgerne har ikke de store forventninger til, at de valgte repræsentanter også repræsenterer valgløfterne efter valgene. Det kan også være vanskeligt, for løfterne er legio og stritter i alle retninger. Dog skiller valgkampen i Danmark sig ud fra valgkampene i de nævnte lande på et uhyre væsentligt punkt. EU-dimensionen: forventningerne til EU og visionerne for EU var stort set fraværende i hele valgkampen på trods af EU’s voksende betydning for medlemslandenes nationale politik og økonomi. De langstrakte regeringsforhandlinger (op til halve år) bag lukkede døre, hvor vælgerne overhovedet ikke ved, hvad der forhandles om, forstærker den offentlige afkobling af det parlamentariske system fra vælgerne og hele det civile samfund.   Kombattanterne i det parlamentariske oligarki optræder med den største selvfølge, som om den givne situation er et vilkår for det moderne demokrati. De kan gøre det med en vis udstrækning sindsro, for hvilke organisationer/institutioner/sammenslutninger skal holde parlamentarikerne og de politiske partier fast på deres valgløfter? Når partiernes ledere udsættes for kritik i medierne eller stilles til ansvar for brudte valgløfter, henviser de mekanisk og arrogant til ”nødvendighedens politik”. Som kun de forstår. Hvad borgerne forventes at kunne forstå. Resultatet af de langstrakte regeringsforhandlinger er regeringsgrundlag, der er så usammenhængende og forfattet i så brede vendinger, og administrationen så lukket, at vælgerne i det daglige i den efterfølgende valgperiode har minimale muligheder for at opnå indsigt ikke blot i de politiske beslutninger, men også i konsekvenserne. Billedet kan forenkles til et i historisk perspektiv problematisk gab mellem borgernes dagligliv – offentligt og civilt – og det, der foregår i de parlamentariske institutioner (Folketinget, udvalg, byråd og regionsråd) og i statssystemet forstået som systemet af statslige, kommunale og regionale institutioner. Den enkelte borger overlades til sine egne meget snævre og personlige oplevelser af, hvad der her og nu gavner hans/hendes umiddelbare interesser bedst. Om de forskellige love, lovforslag eller beslutninger i det uigennemtrængelige politiske teater her og nu – og ikke i morgen – er gavnlige for vedkommende eller ej. En eventuel generalisering af de forskellige præferencer og disses konsekvenser tænkes vanskeligt ind, og hverken politikere eller medierne bidrager hertil. Og i fraværet af anerkendte og respekterede politisk-ideologiske vejvisere, bliver situationens tyranniske logik bestemmende for deres stemmeafgivning. Det, vi har erfaret ved det seneste valg, er ikke opstået tilfældigt. Partierne opererer direkte med en individualiseret præference segmentering af vælgergrupperne, hvorfor selve valgkampen antager karakter af en sværm af kaotiske og uigennemskuelige politiske slagnumre, der kun har en levetid på et par dage. De mere seriøse og gennemtænkte forslag, der bare tangerer klasseinteresser eller fremtidsvisioner, drukner i det højprofilerede positionsspil eller bliver hældt ned ad brættet i medierne, fordi de kræver mere indgående oplysning og information. Socialdemokratiet fik det i udbredt grad at føle hvad angår partiets forslag om en formueskat, ændret pensionspolitik og forslaget om færre børn i folkeskolens klasser. Der skulle blot en medieeksponeret ung iværksætter til for at ændre holdningen til forslaget om en formueskat, som ellers initialt blev støttet af et flertal. Forslaget lod sig relativt let skyde ned. Ikke kun, som forklaringerne lyder, fordi det var dårligt forberedt, men først og fremmest, fordi erhvervslivet, underskoven af håbefulde iværksættere, medierne og det akademiske frontpersonale på universiteterne sendte pseudovidenskabelige best sellers ind på scenen. Et historisk blik Men et er de mange politologiske forklaringer på, hvorfor det parlamentariske teater i dag tager sig ud, som det gør. Hvad, der er nok væsentligt, er at kaste et blik tilbage og genopfriske billedet af et parlamentarisk demokrati fra velfærdsstatens velmagtsdage, der markant adskiller sig fra det, vi har adapteret og nu kalder det liberale demokrati. I hele efterkrigstidsperioden frem til den neoliberale transformering af den kapitalistiske samfundsorden sidst i 1980’erne var det en udbredt opfattelse både i det politiske landskab, i det akademiske liv, i de korporative institutioner og blandt vælgerne bredt, at demokrati var utænkeligt uden voksende lighed og uden partier, som både formulerede mål og midler, formidlede repræsentationen, konsultationen, informationen, reaktionen og kontakten til den korporative basis i civilsamfundet. Den demokratiforståelse var sammenfaldende med en politikforståelse, der anerkendte klassekampen og de legitime interessekampe og partierne som legitime varetagere af klasseinteresser. Enten det skete i form af institutionelt majoritetsstyre eller forholdstalsstyre. Denne demokratiopfattelse byggede også på magtens tredeling, men tillagde ikke den juridiske gren samme vægt som i dag, idet legitimiteten og magtbegrænsningen lå indbygget i partisystemet og i de korporative organer/institutioner. Frem til slutningen af 80’erne var det også rimeligt at anskue partierne som massepartier, der kunne sikre massepolitik. Partierne var massepartier uden dog at være ”alt i et telt partier”, idet de stadigt blev identificeret med de forskellige klasser og sociale grupper/formationers interesser. Forherligelse af individet og detronisering af det kollektive perspektiv Et af de fremtrædende og langsigtede kardinalpunkter i det neoliberale opgør med velfærdsstaten var og er miskrediteringen af velfærdsstatens kollektive løsninger og de politiske forestillinger om velfærdsstaten som statens forpligtelse til at sikre borgernes almindelige velfærd. Rækkefølgen skulle vendes om. Staten skulle beskytte markedet mod politikernes og de faglige organisationers indgriben i den fri prisdannelse og ligevægtstendenser (en tendens, der aldrig har været andet end abstrakt teori). Det definitive opgør med velfærdsstatens helt konkrete ydelser og disses funktioner var på intet tidspunkt og har på intet tidspunkt været de neoliberale teoretikeres, propagandisters og sprogfornyeres centrale mål. Det var derimod det radikale opgør med enhver tanke om det mulige i at skabe et andet samfund hinsides det kapitalistiske og på den anden side ombytningen af det det fælles med det individuelle. Den politisk-teoretiske offensiv op gennem 80’erne og 90’erne skulle begrænse lønmodtagernes og borgernes mulige modstandsformer og fremme atomiseringen af de indbyrdes forhold i arbejderklassen- og den lavere middelklasse og helt daglignært på arbejdspladserne. Individualismen skulle langsomt men metodisk naturaliseres som almen eksistensform indenfor rammerne af det liberale demokrati ophøjet til universel samfundsorganisation for den neoliberale kapitalisme. Markedskapitalismen forstået som kapitalismens næsten uhindrede kolonisering af civillivet og den offentlige sektor blev som strategisk bevægelse under det liberale frihedsbudskab anset som eneste farbare vej for overvindelse af de krisetegn og tegn på faldende kapitalakkumulation, som første gang viste sig lige før den første ”oliekrise” i 1973. I økonomisk forstand blev den næsten eksponentielle vækst i de offentlige udgifter fremstillet som den største belastning for erhvervslivets faldende profitter. Men efterkrigstidens velfærdssamfunds kollektive livsformer, institutioner og moral kunne ikke angribes direkte. Med laboratorieforsøget i Chile efter Pinochets kup i 1973 stod det klart for det internationale kapitalistiske nomenklatur, at de neoliberale reformer ikke kunne gennemføres udenfor voldsom modstand fra store dele af befolkningen og især fra den organiserede arbejderbevægelse. Den indsigt kom til at holde stik. Overalt i hele verden blev den neoliberale offensiv mødt med omfattende modstand, og som ret beset stadig eksisterer om end i amputeret tilstand. Vejen ad hvilken, transformationen skulle bevæge sig, måtte betrædes fleksibelt og tilpasses de givne nationale forhold. Det socialdemokratiske tilbagetog I Europa kom den socialdemokratiske arbejderbevægelse naturligvis til at stå for skud. For uden nedbrydning af arbejderbevægelsens ideologiske selvforståelse og klasseorganisering og således også modstandspotentiale, ville det historisk ikke være muligt for de herskende klasser at restaurere den kapitalistiske profit og genopbygge en ny kapitalistisk vækstperiode til afløsning for den, der ironisk nok gik i graven i samme tidsperiode som ”den virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen. Hvordan vi end og drejer det, er offensiven lykkedes for den neoliberale offensiv, om end det skulle tage tre årtiers intense klassekampe og en dybtgående økonomisk krise, før sejren kunne konsolideres. I et par årtier har det såkaldte centrum-venstre gennemløbet søvngængeragtige skridtvise tilbagetog. Tidligere tiders politiske sprog, mål og ideologier har adapteret det neoliberale fix, som har bestået i at adoptere velfærdsstatens diskurs, gendestillere indholdet og med de samme begreber omdanne velfærdsstaten til en servicestat – for individet. Ikke nogen ringe præstation taget i betragtning af, at det modsat forløbet i Chile har kunnet lade sig gøre indenfor det liberale demokratis rammer. Den socialistiske ide eller perspektiv er i dag så marginaliseret, at begrebet dårligt anvendes og i den udstrækning, det er tilfældet, med så mange forskellige og tågede betydninger, at begrebet socialisme næsten er meningstomt. Som erstatning for begrebet socialisme, der trods alt indeholder et tidsligt perspektiv, avendes nu begreber som venstreorienteret og venstrefløj. Begreber, der alene angiver en given placering i forhold til en midte, men uden noget, der tilnærmelsesvis kan takseres til socialistisk strategi. Klassekamp som socio-politisk kategori til forståelse af de indlysende kampe i nutidens samfund, er reduceret til sociologiske ordningsbegreber eller til parole og erstattet af begreber som antikapitalistisk kamp eller kamp mod neoliberalismen. Parolerne kan betyde alt og ingen ting – og gør det. Venstrefløjen henter til forskel fra tidligere sin begrundelse og retfærdiggørelse i kritikken af de kapitalistiske samfunds tiltagende ulighedsformer, markedsforvridninger og fremtrædende tegn på uretfærdig samfundspolitik. Men den radikale kritik af selve kapitalismen som samfundsform er stort set omvekslet til socialmoral. Den situation, vi er havnet i, er ganske forståelig taget i betragtning af, at den neoliberale restaurationspolitik først og fremmest sejrede, fordi velfærdsstaten, som den så ud, ikke kunne forsvares. En overskridelse af dens givne rammer som ”blandingsøkonomi” fremstod ikke som en mulighed. Socialdemokratismens praktiske perspektiv og bevægelse havde allerede inden, den neoliberale bølge satte ind, opløst sig i velfærdsstaten som kapitalistisk kompromis. Hverken nationalt eller i Europa havde de socialdemokratiske partier forestillet sig andet end en socialt afbalanceret fortsættelse af den krisefri kapitalisme. Partierne var helt uforberedte på krisechokket i 1973 og slet ikke bevæbnet med en teori eller en praktisk politik for indgreb i den markedsøkonomi, som pludselig befandt sig i en omfattende krise. Blandingsøkonomiens Keynesianske reguleringspolitik degenererede til stagflation. Kort og godt havde de kræfter, der skulle forsvare velfærdsstaten og dens grundlæggende livsformer – den socialdemokratiske arbejderbevægelse og de socialistiske venstreafskalninger – ikke overbevisende udviklet en politik, en teori eller en praktisk samfundsteknisk troværdighed og strategi til at kunne mobilisere lønmodtagerne under 70’ernes stagflationskrise og på det tidspunkt bremse neoliberalismen som politisk-teoretisk strømning. I stedet for den nødvendige socialdemokratiske modoffensiv i 80’erne er det blevet til 30 års langsom nedslidning af socialdemokratiet og arbejderbevægelsen. Partiernes og fagbevægelsens modstand har begrænset sig til at afdæmpe neoliberalismens sociale konsekvenser mod at overtage dens teoretiske og politiske præmisser. Og det i en sådan grad, at den socialdemokratiske bevægelse dårligt nok kan genformulere det sociale og økonomiske teoretiske tankegods, som man forenede sig med efter 1945 – Venstrekeynesianismen. Så meget hænger man fast i neoliberalisternes neoklassiske økonomiske teori og logik, at skønt den ikke virker og ikke længere kan bruges til at løfte kapitalismen af krisens hængsler, fastholder socialdemokratierne stædigt Finanspagtens bestemmelser (Budgetloven herhjemme) og de vilkårlige rammer for statsbudgetternes ”strukturelle balance”. Indenfor partierne famler man efter måder at gøre sig fri af forvitringen uden virkelig at tro på, at den demokratiske socialisme kan formuleres som et reelt politisk- og økonomisk alternativ til den kapitalisme, der ikke kan blive fri af sine gentagne kriser eller som i dag stagnationsperioder. Den tilstand er med til at forklare det parlamentariske dødvande. Socialdemokratierne og venstrefløjen mangler svar, og kurens radikalitet hvad angår en ny omkalfatring af den givne samfundsorden og reorganisering af verdensmarkedet er skræmmende selv for de herskende klasser og deres intellektuelle advokater. Strategien, der æder sig selv op Neoliberalismen og globaliseringen løftede den Atlantiske kapitalisme ud af krisen i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Offensiven lykkedes som sagt. Men omkostningerne har, som vi kan se nu, været enorme og næsten uoverskuelige. Kapitalen er blevet frit flydende på hele verdensmarkedet. Kapitalismens gamle bagland i Vesten er blevet afindustrialiseret. Ny produktionsregioner i det ”globale syd” er vokset med eksponentiel hast, og selv de stærkeste kapitalnationer er blevet afhængige af et velfungerende og robust net af forsyningskæder integreret og formidlet af en næsten uigennemsigtig finanssektor. Velfærdsstaternes markedsregulering og udvidede samfundsregulering er i samme periode blevet begrænset eller direkte undergravet af privatisering eller håndfaste markedskrav fra en globaliseret og troløs kapital. Problemet er nu, hvor midterregeringerne i Europa tumler med bare at holde sammen på sig selv, at de neoliberale forestillinger om den universelle frigørende og driftige markedsdannelse er blevet så meget til vores anden orden, at det alternativ, hvis nødvendighed trænger sig på, ikke lader sig identificere. De politiske/teoretiske forestillinger om en fremtidssikring af kapitalismen både til højre og til venstre for midten kan ikke vriste sig fri af den liberale ortodoksi. Selv om globaliseringen og dens neoliberale overbygning siden 2008 har fremprovokeret et helt kompleks af geopolitiske spændinger og kriser, som i nøgne tal hæmmer verdensmarkedets samlede vækst, er alternativet til det globale anarki og nationalstaternes indre spændinger og politiske stagnation til at overse. Det samlede billede for den vestlige kapitalisme er, at det politiske system (det liberale demokrati) og statssystemerne er så fragmenterede, at de ikke uden radikale omformninger endnu engang kan intervenere for at neutralisere de værste samfundsproblemer på den ene side (sundhedsproblemer, fødevareproblemer, boligproblemer, miljøproblemer, det kommende AI anarki) og sikre kapitalismens profitkrav gennem en ny omorganisering af den kapitalistiske produktion på den anden. Markedsideologien og den hidtil kendte globalisering har udtømt sine potentialer indenfor den orden og den konsensus, vi kalder det liberale demokrati og det internationale institutionelle system. I USA og i Europa famler man efter en strategisk afløser. Der skal genindustrialiseres, hvis den Atlantiske kapitalisme skal fastholde sin status. Den amerikanske præsident Joe Biden forsøgte sig med en begrænset og nationalistisk industripolitik. Den gav kun sparsomme resultater og blev modarbejdet af blandt andet tech-eliten. De samme forestillinger udklækkes indenfor EU. Men den politiske og især økonomiske fragmentering og polarisering af de herskende eliter spærrer for udformningen af en ny og bæredygtig transformation af den neoliberale kapitalisme. Og så er vi tilbage til vores politiske provinsteater Den parlamentariske fragmentering og de modsætningsplagede midterregeringer er monumenter for den givne tilstand og kan reelt ikke andet end tilstræbe et status quo, hvor de afbalancerer de helt åbenlyse samfundspolitiske modsætninger og afværger den tiltagende og diffuse radikalisering. Hvilket fører de samme regeringer og den kommende i Danmark til den ene indskrænkning af det liberale demokratis kerneområder efter den anden, fordi samfundsordenen er blevet ustyrlig. I den situation æder regeringerne deres egen legitimitet og autoritet op og styrer mod magtcentralisering indenfor alle områder af det politiske- og offentlige liv. Den borgerlige offentlighed er blevet til det parlamentariske oligarkis diskurs og dominans som teknokratisk overlegenhed. Og den demokratiske samtale og folkets suverænitet, som fremhæves igen som yndet modbillede til de autoritære regimer, opleves i det virkelige liv af borgerne som en patetisk påstand. Rent politisk slår denne oplevelse endnu ikke rent igennem ved valgene, men det gør den overalt i meningsmålingerne. De traditionelle politiske skønhedskonkurrencer er blevet til tillidsmålinger, hvor borgerne/vælgerne ansvarsfrit giver deres generaliserede utilfredshed til kende og i samme moment afliver de officielle myter om samfundskontrakter mellem borgerne og det politiske system. De aktuelle regeringsforhandlinger, der som sagt spejler billedet i det meste af Europa, ender nok med en ny midterregering, der skal hutle sig igennem en ny valgperiode. Et nyvalg er selvfølgelig en mulighed, men den forekommer ikke i dansk tradition oplagt. Enten lykkes det midterpolitikkens håndværker – Lars Løkke Rasmussen – at skrabe en regering sammen af V-M-K-S baseret på et udsigtsløst kompromis (større arbejdskraftudbud, lavere virksomhedskatter osv. Altså en fortsættelse af det kendte). Eller også bliver det i Mette Frederiksens lod at tvinge Moderaterne ind i en SMRF-regering med EL og Alternativet som parlamentarisk grundlag (her kender vi dårligt grundlaget). Begge muligheder er lige perspektivløse, men konsekvenserne er vidtrækkende. Det vil så være anden gang, at vælgerne er gået til stemmeurnerne for efterfølgende at blive reduceret til tilskuere til et helt igennem lukket teater uden et nyt repertoire. Perspektivet ligger udenfor landets grænser Perspektivløsheden i midterregeringernes modsætningsfyldte status quo politik er ikke forbigående. Den er vævet ind i fyrre års neoliberal dominans, som nu skaber større problemer selv for det kapitalistiske erhvervsliv end den løser. Og der er ingen grund til at forvente nye omfattende gennembrud lige om hjørnet. På mange måder minder dagens parlamentariske bøvl og brætspil om den politiske situation i slutningen af 70’erne. Den afgørende forskel er dog, at forandringsperspektiverne den gang slog rod og blev bredt ud i en periode, hvor de politiske partier stadigvæk stod stærkt forankret i samfundet, og Vesten endnu egenrådigt dominerede hele verdensmarkedet og den ”fri verden”. Det er ikke tilfældet længere. Vestens dominans er derimod hurtigt aftagende og det liberale demokrati og den såkaldte fri markedskapitalisme udfordres af helt nye og mere effektive statskapitalistiske reguleringsformer i det globale syd. Om de så repræsenterer fremtiden for kapitalismens fortsatte vækst i generaliseret form, ved vi endnu ikke. Men ingen i de europæiske lande skal gøre sig illusioner om, at EU-kommissionen og hele EU-systemet og den europæiske elite er i gang med et opgør med neoliberalismen. Tværtimod masseproducerer EU kommissionen for tiden højt profilerede oplæg om øget kapitalkoncentration, overførsel af midler fra samhørighedsfondene og landbrugsfondene til de stærkeste kapitalfraktioner, deregulering og begrænsning af de regler, der hidtil har skullet beskytte medlemsstaterne og borgerne mod markedsøkonomiens samfundsskadelige virkninger. Med til dereguleringen hører forestillinger om yderligere begrænsninger af de arbejdsmarkedsaftaler, der har beskyttet arbejdskraften. Som tendensen ser ud på nuværende tidspunkt, kan kommissionens planer for en revitalisering af den europæiske økonomi bedst betegnes som den europæiske elites autoritære forsvar af den europæiske storkapital og som kompensation for det parlamentariske og politiske dødvande i medlemslandene. Så når vi nu med en vis spænding følger de taktiske spil omkring regeringsdannelsen her i Danmark, vil det høre til den højere fornuft, hvis venstrefløjen besinder sig og åbner for EU-perspektivet på den politiske scene: Hverken socialdemokratiet eller venstrefløjen kan indfri deres valgløfter og arbejde sig fri af den kurve, som Politico beskrev i ovennævnte artikel, medmindre man konfronterer samfundets påtrængende problemer og politisk-organisatorisk placerer løsningerne i en samlet bevægelse i hele Europa for en ny og progressiv velfærdspolitik, hvor borgerne beskyttes mod markedet og ikke som nu markedets beskyttelse mod borgerne. Om, den nuværende EU-konstruktion overhovedet kan rumme et bredere velfærdsoprør, er noget ganske andet. Af samme grund kommer centrum-venstres EU-politik ikke uden om at formulere en praktisk strategi for demokratisering af Unionen, institutionelle ændringer og udformning af en egentlig forfatning frigjort fra Traktatens nuværende neoliberale grundlag. Jan Helbak.                

  maj 11, 2026 9:43 pm

  Læs mere

• Solidaritet.

  Solidaritet og fællesskab vil med garanti indgå i samtlige taler på 1. maj møderne. Begge begreber er fast inventar i partiernes og fagforeningernes budskaber præcis den dag. Spørgsmålet er bare, om de to begreber næsten er identiske eller går lige op? Lad os se på det. Solidaritet afledes af ordet solidus, der betyder noget i retning af fasthed, urokkelighed, pålidelighed i det sammenhængende, som de enkelte kvaliteter udgår fra og igen henfører til det sammenhængende – hvori sammenhængskraften udtrykker sig. Det afledte begreb solidaritet oversættes gennemgående med fællesskab, gensidig hjælpsomhed. Eksempelvis fællesskab om ansvar og forpligtelser. I visse henvisninger erstattes forpligtelser med byrder, underforstået at de to begreber er identiske, hvilket absolut ikke er tilfældet. En byrde behøver ikke være en forpligtelse, men kan være forårsaget af totalitær tvang. Og en forpligtelse behøver ikke være en byrde, men kan være forårsaget af kærlighed. Således forekommer det mest frugtbart at tage udgangspunkt i begrebet solidaritet som et begreb, der altid skal udfyldes historisk konkret indenfor de tre mest almindelige felter, hvor begrebet træder i anvendelse: det retlige område (fælles hæftelse), det sociale og politiske felt. Her lægges hovedvægten på det sociale og politiske felt. Som udgangspunkt er det vigtigt at foretage en distinktion mellem solidaritet og fællesskab. Solidaritet er andet og mere end fællesskab, idet sidstnævnte sagtens kan tænkes uden det første – f.eks. et magthierarkisk fællesskab, som vi kender det fra arbejdspladserne eller fascistisk fællesskab. Et fællesskab er muligt uden at være konstitueret ved gensidighed og anerkendelsen af forskellighed. Ligeledes kan et fællesskab være summeringen og subsumeringen af de manges enkeltinteresser under en suveræn. (Hobbes Leviantan). Solidaritet på den anden side fordrer, at suverænen er gensidigheden, og at et muligt over-underordningsforhold er frivilligt og udgår fra en specifik sammenhæng, dvs. at relationen til den anden sættes gennem det tredje. Udgangspunktet er således ikke den enkelte, men det sammenhængende – det faste, hvilket plastisk blev udtrykt i hovedparolen under den franske revolution: frihed –lighed – broderskab, hvor triaden udtrykker det sammenhængende. Men hvor broderskab henviser til et organisk forhold, der kan eksistere i mange afarter i civilsamfundet, forholder det sig anderledes med begrebet solidaritet. Begrebet overskrider principielt det lokale og er tomt uden et formål og et mål. Nu kunne man hævde, at de opstillede kriterier lige så vel kunne anvendes på sammenhænge, der har det individuelle som udgangspunkt, som det f.eks. er grundopfattelsen i al liberal teoridannelse. Her mødes individerne også indenfor en sammenhæng/et system, hvor den enkeltes egennytte relaterer sig til den anden gennem noget tredje. Forskellen er, at det tredje – ækvivalensen – i sit begreb udelukker forskellighed, og at fællesskabet alene kan opretholdes gennem denne udelukkelse. Dvs. gensidigheden foregår ikke gennem direkte anerkendelse af forskelligheden, men gennem dennes opløsning i en ækvivalent, hvor ensligheden formidles gennem ligegørelsesprocesssen. Vi kan nu efter denne afgrænsning vende tilbage til begrebet solidaritet og hævde, at man kun meningsfyldt kan tale om solidaritet, hvis det refererer til et ganske bestemt fællesskab, hvor der hersker ganske bestemte gensidighedsforhold hvad angår ansvar og de forpligtelser, der relaterer sig til det – noget – der definerer selve det konkrete fællesskabs eksistens og ræson. Anskuet i det perspektiv giver det således mening indenfor det sociale felt at tale om arbejdersolidaritet, for så vidt vi taler om et bestemt fællesskab af lønmodtagere, der gensidigt har ansvar og forpligtelse overfor fællesskabets ræson; at sikre arbejds- og lønforhold overfor arbejdsgiverne, som har de modsatte interesser. Hermed virker solidariteten også konkret som regulerings- og eksklusionsprincip. Det er i øvrigt et paradoks, at solidaritetsprincippet og ækvivalensprincippet støder sammen netop på det kapitalistiske marked, hvor sælgerne af arbejdskraft for at opnå en gennemsnitspris, der ækvivalerer med produktionsomkostningerne, er tvunget til at organisere sig efter det solidariske princip og dettes medfølgende regulerings- og eksklusionsprincip. Bevæger vi os fra det sociale felt over i det politiske, er det mest nærliggende eksempel vel nok tankerne om den solidariske velfærdsstat, hvormed menes en stat, der har som formål at tilvejebringe og sikre velfærden efter solidariske principper.  Det interessante i den forbindelse er det forhold, at tilvejebringelses- og fordelingsformerne forløber gennem en politisk regulerings- og tvangsproces (ikke noget broderskab), hvor den grundlæggende sociale ulighed søges ophævet gennem den politiske stats tilnærmelse af identitet mellem den sociale og formelle politiske lighed. Men det er væsentligt at have med, at selve solidaritetsprincippet i velfærdstaten ikke konstitueres af og ved den politiske stat – indenfor det formelle politiske felt, men i de sociale klassers kamp om styrepositioner. Det er således forskydninger her, der er afgørende for regression eller uddybning af velfærdsstatens solidaritetsforhold i retning af overskridelse af det tvangsmæssige og retligt regulerende. Mod et organisk forhold, hvor det frivillige fælles ophæver den politiske tvang og retlige enshed i forskelighedens anerkendelse. Forudsætningen herfor er den sociale uligheds ophævelse. De samme principper, der hvad angår solidaritet, konstituerer relationerne i en gruppe, en klasse, en klan mv., sætter også grundlaget for overskridelse af de nationalstatslige grænser og udstrækning til mulig international solidaritet. Gensidigheden i ansvar og forpligtelser etableres også i det forhold som regulerende og ekskluderende princip. Det er med andre ord den specifikke gensidighed, der optræder som konstitutivt princip, hvilket på den anden side gør det meningsløst at tale om solidaritet mellem et donor- og modtagerland indenfor en verdensorden, der bygger på strukturel ulighed og et systemisk under- overordningsforhold. På samme led giver det heller ikke mening at anvende solidaritetsbegrebet som betegnelse for et ulighedsbetinget tildelingsforhold, hvor der ikke hersker gensidighed mellem giver og modtager, sådan som det i dag gør sig gældende i et socialt system, der i alt væsentligt styres efter trangskriterier – f.eks. den liberale residualstat, hvor trangen er afgørende for tildelingen. De socialistiske/socialdemokratiske forestillinger om det solidariske princip indenfor velfærdsstatstænkningen har som indbygget tendens, overskridelsen af ækvivalensprincippet og konstitueringen af gensidigheden og forskellighedens anerkendelse som bærende princip. Dvs. ophævelse af adskillelsen mellem det reale og formelle aspekt i parolen: Frihed –lighed – broderskab. Jan Helbak.    

  april 30, 2026 9:09 pm

  Læs mere

• Iran – endnu et brændpunkt i opbruddets dynamik  

  I 2009 udkom to centrale rapporter om USA’s forhold til Iran. Begge rapporter var målrettet Obamaadministrationen. De to meget forskellige rapporter var udgivet af henholdsvis The Brookings Institute og Rand Corporation. På trods af forskellighederne konkluderede de næsten enslydende. Spidskonklusionen fra Brookingsrapporten dækker i al væsentligt begge rapporter: ”Ingen af politikoptionerne overfor Iran kan med stor sikkerhed føre til succes, selv hvis deres fortalere kan definere en succes”. Det var, hvad de to højt kvalificerede rapporter konkluderede i 2009, og det er netop i det skisma, Trumpadministrationen står i i dag. Det hører med til billedet, at Brookingsrapporten først og fremmest forholdt sig rent teknisk til USA’s muligheder for at presse Iran til at indordne sig under USA’s interesser. Der blev opstillet fire overordnede strategiske tilgange: a) engagement, b) overtalelse (pres), c) regimeændring, d) inddæmning. Eller, som det blev fremført gennem hele rapporten, en kombination af flere af mulighederne. Regimeændringer kunne enten ske gennem støtte til oppositionen, politisk uro/optøjer eller kup, som vi kender så godt eller kombineres med militær indsats. En militær indsats kunne taktisk igangsættes af Israel senere bakket op af amerikansk militær indgriben. Samtlige muligheder og kombination af mulighederne blev gennemgået meget detaljeret, og alligevel konkluderer rapporten, at der ikke er nogen stor mulighed for succes. Rapporten fra Rand Corporation bevæger sig langt dybere ind i en analyse af det iranske samfund og gentager flere gange, at der ikke er overbevisende indikation for, at Irans bevæbning og hele politik i regionen har andet end defensive formål. Irans øverste ledelse, hedder det, fører en pragmatisk status quo politik desuagtet den højstemte antiamerikanske retorik. Ifølge rapporten er præsteskabets mål først og fremmest af placere Iran som en central faktor i Vestasien og Golfområdet. Man tilføjer, at selv om Iran støtter Hizbollah og Hamas har man ikke kontrol over dem og tilstræber det heller ikke. Man har faktisk lidt vanskeligt ved helt klart at bestemme, hvordan Iran skulle udgøre en trussel mod USA’s interesser. Spøgelset i begge rapporter og i tiden frem til 2009 er Irans berigelse af uran, der over tid ville kunne føre til produktionen af atomvåben, hvilket afgørende ville ændre styrkeforholdene i regionen og afgørende svække USA’s kontrol. Det bemærkelsesværdige her er, at man ikke på noget tidspunkt positivt har kunnet dokumentere, at den øverste leder Ali Khamenei eller Irans elite havde til hensigt, at Iran skulle producere atomvåben – tværtimod. Ud over rapportens ualmindeligt seriøse gennemgang af det iranske samfund, historiske udvikling, placering i regionen og forståelige anstrengte forhold til USA og Israel er der yderligere to betydningsfulde konklusioner, som bør trækkes frem: For det første advarer rapporten om, at ved angreb på Iran vil USA med stor sandsynlighed tvinge Iran til at lukke Hormuzstrædet med uoverskuelige økonomiske og politiske skadevirkninger til følge. Det er det, vi oplever nu. For det andet anbefaler rapporten: at USA afstår fra krigeriske udtalelser om regimeændringer. At sanktionerne og finanspresset skal styrkes for at fremme en aftale om Irans uranberigelse. Der advares mod bilaterale skridt (altså USA’s). Det skal foregå multilateralt, og Kina og Rusland skal involveres. At også EU og de Arabiske stater skal sammen med Iran inddrages i udarbejdelse og implementering af en regional sikkerhedsarkitektur samtidig med, at USA nedtoner sin magtretorik og respekterer en sikkerhedsaftale. Rapporternes indflydelse Som bekendt valgte Obamaadministrationen at skære gennem fire tidligere præsidenters zig-zag politik overfor Iran. Man måtte tilsidesætte animositeten overfor præstestyret og acceptere det historiske forhold, at styret var blevet bragt til magten gennem en revolution mod USA’s brutale forpost i Golfområdet – Shahregimet. Obama tog det bedste fra de to rapporter og indledte de første forhandlinger med Iran. Med til at forklare forløbet hører, at finanskrisen knapt var overstået, og at hele det internationale finanssystem kun blev reddet gennem en gigantisk pengeudpumpning, der i øvrigt ikke gavnede den industrielle kapitalisme i USA og Europa. Tværtimod. Kina gik den modsatte vej og investerede massivt i industriel- og infrastrukturel udvikling og afværgede ad den vej finanskrisens ødelæggende virkninger. Det blev en brat opvågning for USA’s økonomiske og politiske elite. Truslen mod USA’s globale herredømme ville komme fra Kina og ikke fra Europa og Mellemøsten, eller Rusland. Mellemøsten og Golfområdet havde mistet betydning i forhold til tidligere, (Kinas Belt an Road Initiativ blev først fremlagt i 2013). Det stod klart for Obamaadministrationen, at tyngdepunktet i forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser havde flyttet sig til Kina og hele Stillehavsområdet. Den indsigt blev udslagsgivende for tilskyndelsen til at få løst det Iranske spørgsmål. I 2012 indledte Obamaadministrationen de første forhandlinger med Iran om begrænsninger af Irans berigelse af uran. I løbet af den første periode blev, som anbefalet, Frankrig, Rusland, Kina, Storbritannien og Tyskland inddraget. I 2015 indgik de nævnte lande og Iran en aftale; ”Joint Comprehensive Plan og Action” (JCPOA). Aftalen blev godkendt i FN og det Internationale Atom energi agentur (IAEA) blev bemyndiget til at kontrollere aftalens overholdelse. USA og de fleste EU lande afblæste sanktionerne og den finansielle blokade samt frigav 100 mia. dollar, som var indefrosset. Obamaadministrationen stod med aftalen bedre stillet til at flytte fokus fra Golfområdet og Mellemøsten til Stillehavsområdet. I det store og hele valgte Obama at følge rådene fra Rand Corporation, uden han dog på noget tidspunkt udelukkede brugen af militær magt, hvis Iran ikke overholdt køreplanen og aftalerne. En ikke uvæsentlig detalje er, at JCPOA aftalen i store træk fulgte et aftaleforslag, som Iran allerede i 2003 havde sendt til Bushadministrationen, der pure afviste det. Præsident Bush havde netop formuleret, at Iran indgik i ”Ondskabens akse”. Under præsidentvalgkampen i 2016 tordnede Trump mod Obamas udenrigsminister Hillary Clinton og angreb hende flere gange for, at hun og Obama havde indgået en ”forfærdelig aftale” med Iran, som decideret truede amerikanske interesser og USA. Trump blev aldrig konkret, men han fulgte konsekvent det spor, han allerede havde lagt ud i 1989, hvor han tordnede mod præstestyret og udråbte styret til en af de største økonomisk og militære trusler mod USA og USA’s kontrol med Golfområdet. Og hvad så? Trump vandt valgkampen og var forpligtet på sine markante udfald mod Iran. Den 8. maj 2018 meldte han USA ud af JCPOA aftalen til trods for markant modstand fra de europæiske partnere, Rusland og Kina. Samtidig genindførte og forstærkede han de økonomiske, finansielle og politiske sanktioner. Iran skulle tvinges til helt at opgive enhver berigelse af uran og til at indordne sig under udvidet amerikansk kontrol med Irans bevæbning og Hormuzstrædet. USA’s dominans og kontrol med hele Golfområdet skulle styrkes, og Irans angivelige stedfortrædere (Hizbollah og Hamas) skulle effektivt neutraliseres. De tilbageværende medunderskrivere af aftalen forsøgte at videreføre aftalen, men uden USA’s medvirken mistede den i betydning. Iran tog konsekvensen og fandt sig delvist frigjort fra aftalen. Samtidig indledte Trumpadministrationen den første åbne konfrontation med Kina. Der blev indført sanktioner, og samhandlen blev militariseret. Handlen blev eksplicit underordnet nationale sikkerhedsinteresser. Forbindelsen mellem Kina og Iran politikken var: kontrol med den globale energiforsyning, opbremsning af Kinas industriekspansion og genopbygning af USA’s industrielle basis, som globaliseringsstrategien havde undermineret. Alt drejede sig om Make America Great Again (MAGA). Biden, der tiltrådte som præsident i 2020, ændrede ikke Trumps politik overfor Iran. Han kunne have fulgt i Obamas spor og genoptaget USA’s deltagelse i JCPO forhandlingerne, men gjorde det ikke. Og han gik betydeligt længere en end Trump i inddæmningspolitikken overfor Kina. Den afgørende formelle politiske forskel var, at USA’s udenrigspolitik ikke skulle styres af MAGA’s defensive strategi. USA’s globale dominans skulle sikres gennem en offensiv ideologisk opstramning af den Transatlantiske alliances internationale forsvar af ”demokratiet mod alle autokrater”. I egen selvforståelse legitimerede det USA’s og Europas selvbestaltede ret og begrundelser for at gribe ind for at isolere eller direkte vælte regeringer og styrer, der ikke levede op til Atlantpagtens liberaldemokratiske værdier og regler, som den vestlige verden siden 1945 havde forfulgt som grundlag for den internationale orden. Bidens nærmest messianske politik fulgte i virkeligheden i Wolfowitz doktrinens spor og Trumpregeringens praksis. USA’s indflydelse i Eurasien skulle forsvares med alle midler. Rusland skulle gennem fortsættelse af Natos Østudvidelse degraderes til en underordnet regional magt, og inddæmningen af Kina skulle udvides samtidig med, at EU, Japan m.fl. skulle betale for genopretningen af USA’s industrielle styrke ved at flytte industri til USA. Ethvert udspil fra Rusland om sikkerhedsaftaler og advarsler mod indlemmelse af Ukraine i Nato blev pure afvist, og de europæiske ledere fulgte trop. Med Ruslands invasion af Ukraine blev sanktionspolitikken og den finansielle blokade løftet til et helt nyt niveau. Natolandene afbrød tillige al diplomatisk forbindelse med Rusland og lukkede for Nordstream 2. EU ofrede sin egen forsyningssikkerhed i sanktionspolitikken overfor Rusland og gjorde sig yderligere afhængig af USA’s eksport af dyr LNG gas.  Siden 2022 er der løbende blevet strammet på sanktionsskruen. Ruslands værdier i Europa og USA blev indefrosset på ubestemt tid. Alle skibe, der transporter olie, gas eller andre råstoffer, betegnes som ”skyggeflåde”, fordi de ikke kan registreres hos Lloyds i London. og kan af samme grund sanktioneres, tilbageholdes eller udsættes for militær blokade i ”åben sø”. Intimideringen af ”russisk” skibstrafik gennem militære aktioner er eskaleret. Indiskutabelt i modstrid med FN chartret om ”Freedom of navigation”. Natolandene med USA som ledende kraft har under Ukrainekrigens forløb frembragt det anarki eller den lovløshed, som de europæiske ledere med kommissionsformanden i spidsen nu beklager som reaktion på USA’s og Israels angreb på Iran. USA og den europæiske elite har ophævet eller tilsidesat stort set alle centrale internationale regler under henvisning til den globale kamp mod autokratier. Af samme grund opleves EU landenes hændervriden patetisk og hyklerisk ude i den store verden. Man har selv bragt det kapitalistiske verdensmarked på kanten af krise ved at militarisere handelstrafikken, produktionen og vigtige forsynings- og værdiøgningskæder. (I skrivende stund overvejer man nu i Moskva at indsætte en offensiv flådebeskyttelse af russiske skibe eller skibe, der udgår fra russiske havne. Der er en åbenlys risiko for konfrontationer med Natolande med uoverskuelige konsekvenser). Irankrigen eksponerer lovløsheden, men har ikke skabt den Trump har ikke som proklameret under valgkampen i 2024 løst Ukrainekrisen og skabt en fredsløsning. Tords utallige pompøse ”diplomatiske” udspil og forslag til fredsaftaler fremstår han i dag som magtesløs og forsøger nu med anklager mod Zelensky og de europæiske ledere at fralægge sig ansvaret og vriste sig fri af ”det europæiske morads”. Det morads, som Biden skabte, og som også tvang ham til at renoncere på Stillehavsdoktrinen forstærket af, at USA og Europa endnu engang blev bundet af begivenhederne i Mellemøsten gennem den forsmædelige og foragtede opbakning til Israels massemord i Gaza. Men i Trumpadministrationens bestræbelser for at tvinge Rusland til at acceptere en fredsaftale med Ukraine på amerikanske betingelser, er sanktionspolitikken og regimeændringspolitikken blevet eskaleret til et punkt, hvor hele det geopolitiske billede domineres af lovløshed. Militære angreb på ”fjendtlige skibe”, indgreb over regeringer, der udgør en ”sikkerhedsrisiko” for USA og Europa, militarisering af finanskapitalen, tilsidesættelse af alle internationale regler både politiske-militære-og handelsmæssige og indførelse af straftold mod alle styrer, der ikke indordner sig under USA’s krav om favorisering af amerikansk kapitalisme og accept af dollarens ubetingede dominans . Trump har ikke skabt lovløsheden, der nu hersker som gentagne magtdemonstrationer. Men han har med foragt overfor venner og fjender opskaleret brudene på alle de regler om samarbejde og respekt for den nationale suverænitet, der blevet vedtaget i 1945. Det indebærer, at lige meget, hvor meget de politiske ledere i Europa, Canada, Australien taler om at nedskalere konflikterne og overholde internationale regler, sker det modsatte. Magtens logik taler gennem Trumps uhæmmede tweets på Truth Social og styrer udviklingen mod forceret oprustning og ”bunkermentalitet” i Vesten. I EU opruster man på bekostning af velfærdspolitikken. Det samme sker i Rusland. Kina og Japan opruster. Fjenden ses alle steder både nu og i fremtiden, og diplomatiet og viljen til at stabilisere verdensmarkedet har endnu forbavsende få dedikerede fortalere selv, hvor en recession på verdensmarkedet ikke kan afvises. Ud af det geopolitiske anarki, som blev indledt af George F Bush i 2001 med ”krigen mod den internationale terrorisme” og kun delvist imødegået af Obama, er vokset opbruddets dynamik. Magtdemonstrationerne har afgørende afløst verdensmarkedets relativt ordnede udviklingsdynamik og indstiftet politisk handlingslammelse. Det er modsætningernes styrke og langsigtede konsekvenser for verdensmarkedets nuværende indretning, der har frembragt Trumps uforudsigelige og vilkårlige indgreb på alle områder. Uforudsigeligheden og uoverskueligheden er trenden. Den reduceres ikke, selv om Trumpadministrationen på papiret har fremlagt sin ”Nationale Sikkerheds Strategi” (NSS). I sin kerne bygger hele strategien på en generalisering af et eneste punkt i Monroedoktrinen fra 1823, som kan summeres til: ”Washington vil se alle begivenheder i hele Amerika som bærere af dets fred og glæde – og forbeholder sig ret til at intervenere over hele kontinentet for at beskytte sine interesser”. Det er præcis den ret, Trumpadministrationen forfægter over alt, og som de facto devaluerer reelt diplomati og undergraver de regelsæt, som USA i sin vækstperiode tidligere bidrog til at fremsætte og gennemtvinge. Men Trump forstærker lovløsheden Trumpadministrationens America First doktrin adskiller sig i princippet ikke fra de foregående præsidenters faktiske politik. På nær et vitalt punkt. Trump lægger ikke i modsætning til Bush senior, Bill Clinton, Bush junior og Biden  det ringeste skjul på, at USA’s interesser overtrumfer alle andre hensyn og andres interesser. Han har helt logisk brudt Bidens nærmest bibelske ideologiske doktrin: ”demokrati versus autokrati”. Som konsekvens er Trump også  ved at nedbryde den Transatlantiske alliance, hvis tvivlsomme rationale blev revitaliseret under Biden doktrinen. Som tidligere nære allierede overlades Europa til sig selv og trues med økonomiske strafsanktioner, hvis det samme Europa (eks. udfaldet mod Spanien) ikke understøtter USA’s vilkårlige magtdemonstrationer dér, hvor Trumpadministrationen alt afhængig af dagsformen finder sine interesser truet. (Ingen i denne verden udenfor USA kan tage Marco Rubios påstande om, at Venezuela og Cuba udgør en sikkerhedstrussel, alvorligt). Det minder meget om det engelske imperiums desperate del og hersk politik frem til 1. Verdenskrig og umiddelbart efter. Nutidens Mellemøsten har arvet en del af resultaterne. Af de nævnte grunde kan Europæerne og de andre allierede korrigere Trumps destabiliseringspolitik. De har jo selv bidraget til at nedbryde respekten for alle internationale regler. Trumps America First kan i virkeligheden og rent logisk kun sikres, hvis USA: kontrollerer den internationale finansverden gennem dollarhegemoniet. Kontrollerer verdens energiforsyning ved at kontrollere den maritime infrastruktur med hovedvægten på transportvejene mellem Mellemøsten/Vestasien og Syd- og Østasien. Kontrollerer de vigtigste infrastrukturelle havnefaciliteter rundt om på verdensmarkedet. Kampen om den kontrol foregår lige nu på alle cylindre, selv om den udspiller sig under de synlige brændpunkters radar: I Europa, i Latinamerika, i Afrika og i Asien. Trumpadministrationen forfølger i det spil to sammenhængende og indbyrdes forbundne mål: Sikring af de allieredes og svagere landes underkastelse og den totale inddæmning af Kina. Rationalet er både simpelt og logisk. Kina kan ikke udvikle sin imponerende økonomi uden en stabil og åben verdenshandel. Dvs. gennem en radikal omkalfatring af det nuværende verdensmarkeds strukturer og institutioner. Det er den vækstlogik, Trumpadministrationen vil kontrollere eller direkte bremse – uagtet konsekvenserne for den globale kapitalismes fremtid. Derfor angrebet på Iran nu og ikke tidligere Det er i den historiske sammenhæng, at Iran gennem de sidste år har fået en helt anden strategisk betydning for amerikansk udenrigspolitik og forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser, end Iran havde, da de to rapporter blev afleveret til Obamaadministrationen. For Trump drejer det sig ikke kun om at stabilisere USA’s interesser i Golfområdet. Det drejer sig om den totale kontrol med olie- og gasdistributionen og dermed energiforsyningen, som bl.a. Kina, Japan og de Asiatiske lande er afhængig af. Men det drejer sig også om at lukke af for den tilnærmelse mellem Iran, Kina og Rusland og de Centralasiatiske lande, som Vestens sanktionspolitik har fremskyndet og gjort eksistentiel nødvendig. Man kan diskutere, om USA’s og Israels regimeændringspolitik og nu direkte angreb på Iran beror på en fordrejet magtillusion og total fejlbedømmelse af Irans faktiske styrke til føre asymmetrisk krig og lamme hele Golfområdet og dermed sprede krigens virkninger ud til hele verdensøkonomien. I hvert fald står det klart, at Trumpadministrationen har valgt ikke at tage rapporterne fra Brookings Institute og Rand Corporation alvorligt. Faktisk har amerikanerne og det Israelske styre begået alle de militærstrategiske og politiske fejl, man kan begå, og som der eksplicit blev advaret imod i rapporterne. Men det vil være forhastet alene at tilskrive fejlene de to landes ledelser. Begge bygger de videre på Bushadministrationens ”shock and awe” doktrin, der blev introduceret overfor Afghanistan og senere Irak. Den virkede helt indlysende ikke. Ødelæggelserne var enorme, men målene blev ikke nået – tværtimod. Og nu hvor dronekrigen helt har vendt op og ned på tidligere militærstrategiske doktriner, har ”shock and awe” strategien definitivt udspillet sin rolle. Trump er blevet fanget i strategiskiftet og presset af USA’s forudgående foragt for alle indgåede aftaler som et moment i opbruddets samlede dynamik. Opbruddet vil yderligere blive forstærket, hvis han indleder en decideret landkrig. Ikke for at vinde, men for at komme ud af krigen uden for meget tab af prestige. En landkrig eller fortsættelse af den vanvittige tæppebombning vil selvfølgelig være ganske forfærdeligt for Iran og i øvrigt også for de øvrige Golfstater, men det vil styrke Kina og Rusland og svække den Transatlantiske alliance yderligere. Det har vist sig hvad angår de arabiske Golfstater, at USA’s sikkerhedsgarantier ikke er meget bevendte, når det kommer til stykket. Gælder det også for sikkerhedsgarantierne i Nato? (de Nordeuropæiske lande er allerede begyndt at forberede sig på at skulle opbygge regionale forsvarsalliancer indenfor Nato i tilfælde af – at støtten fra USA viser sig at bero på årtiers illusion. Opbruddets aktuelle retningsløshed og de gentagne tillidskriser slider på bindemidlet). Man kan sige, at Trump og i mindre grad Netanyahu er fanget i en klassisk doublebind situation. Uanset udfaldet af krigen selv med ødelæggelse af Iran har de tabt. Ligesom krigen i Ukraine har ændret det globale styrkebillede, har verdens erfaringer med USA’s og Israels angreb på Iran dels afsløret deres strategiske svagheder, militære begrænsninger og dermed også Trumpadministrationens geopolitiske ambitioner. Trumps angreb på Iran er det foreløbigt sidste skridt i opbrudstendensen, hvori afviklingen af reglernes appelstatus nedslides for hver ny ulovlig intervention. De spektakulære og centrifugale kræfter, der ligger gemt i USA’s og Israels angreb, forårsages ikke alene af angrebenes vilde karakter. Centrifugalkraften henter først og fremmest sin styrke i de nuværende flydende styrkeforhold på verdensmarkedet, hvor ingen magt eller koalition af magter endnu har styrken til at gribe ind og gennemtrumfe deeskalering i brændpunkterne. Konsekvenserne for det kapitalistiske verdensmarked I en artikel i Financial Times bringer lederen af Mitsui OSK lines, Takeshi Hashimoto hele konflikten i Golfen og den forudgående og sideløbende militarisering af den maritime trafik ned på jorden. ”Når forsikringsselskaberne aflyser forsikring, elektroniske forstyrrelser vokser, bliver risikoberegninger og prissættelser umulige og skibsrederne kan hverken sikre deres mandskab eller last. Globale forsyningskæder bygger på forudsigelighed – sikkerheden for, at skibe kan passere ikke bare en gang men gentagne gange og sikkert. Uden den forudsigelighed stopper systemet med at fungere”. Hashimotos billede og forudsigelser udfolder sig allerede nu. Oliekontrakter opsiges under henvisning til force majeure. Tankskibe omdirigeres til de højstbydende kunder. (De asiatiske lande byder højere end de europæiske). Det samme gælder handlen med gødningsprodukter og andre vitale råstoffer etc. Markederne reagerer nu engang, som markeder altid gør, og profitten bestemmer beslutningerne og bevægelserne. Den situation ophører ikke, fordi krigen i Iran afsluttes. Hvad, artiklen siger, er skåret til benet, at det voksende geopolitiske anarki udgør en trussel mod hele det kapitalistiske verdensmarked som i konsekvens af de sidste fyrre års globalisering er blevet totalt afhængighed af forsyningskædernes og finansieringens stabilitet, herunder den maritime stabilitet og sikkerhed. Der er ikke et eneste land i verden, der i dag kan undsige sig den logik, hvilket allerede har ført til en regionalisering af handelsaftaler og nye nationale industripolitiske regimer af merkantelistisk karakter. EU forfølger nu en handelspolitik, hvor der stilles krav om investeringer og produktion i Europa. Kina gør det samme. Rusland overvejer at begrænse aftaler om energieksport til lande, der er naboer eller landfaste med Rusland. Kina fremskynder Belt and Road projekterne både i Centralasien og i Afrika og som noget helt nyt indfører Kina sikkerhedsaftaler, der selvfølgelig udfordrer både USA og Europa. Trumps America First politik accelererer opbruddet på det kapitalistiske verdensmarked. Langtidskonsekvenserne kan vi selvfølgelig kun forudsige meget overordnet, men summen af konflikter, åbne og lukkede sammenstød mellem USA’s interessepolitik og dets konkurrenter udgør en trussel for det kapitalistiske verdensmarked, som rækker langt ud over konflikten i Golfen og Trumps usammenhængende og febrilske magtpolitik. OECD har nedvurderet langtidsprognoserne for væksten på verdensmarkedet fra 3.3% til 2.9%, hvad der reelt er det samme som nulvækst. Uanset udfaldet af krigen i Iran er Trump tvunget til at forstærke America First politikken og forsvaret af amerikansk kapitalisme og tilsidesætte hensynet til verdensmarkedets nervetråde. F.eks. er det kun et spørgsmål om tid, før USA og EU rager uklar om fortolkningen af den for EU ydmygende handelsaftale. Aftalerne med Indien svæver i uvished. Det er også kun et spørgsmål om tid, før Japan og Sydkorea af indenrigspolitiske grunde presses til at rekalibrere dels forholdet til USA og dels til Kina, fordi deres hjemlige erhvervsliv ikke kan holde til at finansiere investeringer i USA uden at få noget til gengæld. Det samme gælder for Indien og resten af de Sydøstasiatiske lande. Alle vil de forsøge at beskytte sig og begrænse skaderne og konflikterne. Dollarregimet bryder ikke sammen af den grund. Det gør de militære alliancer heller ikke. Men de mange handelskonflikter og frygten for at blive inddraget i USA’s kommende militære eventyr stimulerer afsøgningen af alternativer, som i konsekvens langsomt reducerer dollardominansen og USA’s ekstraterritoriale jurisdiktion. Det ligger selvfølgelig lige for, når økonomerne nu taler om, at en fortsættelse af USA’s krig mod Iran og en fortsat begrænsning af passagen i Hormuzstrædet kan føre til en omfattende stagflation (stagnerende vækst og høj inflation) eller recession. Spørgsmålet er, om den bekymring rækker. I alle de recessioner inklusive finanskrisen, som vi har oplevet siden de store oliekriser i 70’erne, har der været et G7 eller G20 til kollektivt at inddæmme skadevirkningerne og trække væksten i gang igen, selv om omkostningerne hver gang har været formidable og stadigt vanskeligere at overvinde. Men med graden af geopolitisk entropi, de voksende spændinger i den Transatlantiske alliance, Europas russofobiske forhold til Putinadministrationen, og Kinas og Ruslands offensiv for at samle det Globale Syd og omgå det amerikanske marked og dollardominansen er det mildest talt vanskeligt at få øje på de kræfter, der gennem et kollektivt institutionelt ansvar skal bane vejen for en genstabilisering af verdensmarkedet og den frie handel. Fordi det også forudsætter en rehabilitering af de internationale institutioner, der er uomgængelige for at regulere og sikre verdenshandlen og de transnationale investeringer. Kina har indset nødvendigheden. Det samme gælder Canadas premierminister Mark Carneys, der har taget initiativ til at samle de halvstore stater i EU og indenfor CPTPP i Stillehavsområdet til forsvar for WTO og handelsreglerne i øvrigt. Med de tilnærmelser, der er mellem Canada og Kina kan en fremtidig forening af kræfterne ikke udelukkes, for så vidt EU samlet skrinlægger animositeten overfor Kina. En stilling som for øvrigt undergraves hver dag af de enkelte EU-lande. Spørgsmålet drejer sig i al sin enkelhed, om de mange separate initiativer (også i Afrika), der er i gang, kan samle styrken til at genrejse WTO, reformere IMF, sikre respekten for FN chartret om Fri Navigation, reformere hele FN-systemet, begrænse alle sanktionsmuligheder overfor suveræne stater og trække betalingssystemerne fri af amerikansk ekstraterritorial jurisdiktion? Hverken Kina eller BRICS+ landene, der selv er indbyrdes belastet af markedsanarkiet og USA’s aggressive del og hersk politik, har styrken. BRICS+ landenes indbyrdes konflikter og manglende tyngde er eksponeret under Irankrigen. Dermed ikke sagt, at Kinas verdensøkonomiske ambitioner (Shared future for humanity) ikke til en vis grad repræsenterer arkitekturen for fremtidens stabile verdensmarked. Men skal visionerne ud over den varme luft og de store deklarationer, forudsætter det, at Kina åbenlyst tilnærmer sig Carneys allianceprojekt på det betydningsfulde WTO-topmøde i Cameroun og med alliancen som rampe opbløder forholdet til Europa. Den tilnærmelse, som er vital også for Carneys fremtidsprojekt, forudsætter på den anden side en normalisering af EU’s forhold til Rusland. Krigen skal afsluttes og en fredsaftale skal sikre Ukrainsk suverænitet, Ruslands strategiske sikkerhedspolitiske interesser baseret på en fælles Europæisk/Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, der tilgodeser de mindre nationer. Og selv om det projekt lige nu ser ud til at have lange udsigter – modsætningernes dybde taget i betragtning – virker opbruddet som sagt langsomt ind på det bindemiddel, der hidtil har holdt Nato sammen. Eneste økonomiske, politiske og militære alternativ vil være en forhandlet sikkerhedsaftale. I det spil har Kina også en vigtig rolle, fordi en fredsaftale og en integrering af Rusland i Europa delvist vil reducere bindingen mellem Kina og Rusland. Men som EU og den europæiske politiske elite har udviklet sig siden eurokrisen forekommer et så radikale perspektivskifte ikke sandsynligt, uden at den Europæiske dysfunktionelle Union samtidig omskrives fra en markedsdirigeret og halvautoritær bureaukratisk Union til en politisk demokratisk funderet og reguleret Union. De nævnte alliancekombinationer forekommer at udgøre de mest holdbare perspektiver, hvis opbruddets anarki skal overvindes og langsigtede ødelæggende virkninger på det kapitalistiske verdensmarkeds vækstmuligheder inddæmmes. Trumpadministrationen ændrer ikke politik. Den vil gøre alt for at fastholde den unipolære orden og amerikansk kapitalismes styrke (som den ikke har). Ændringerne skal komme gennem de forskellige nye alliancers afvisning af Trumps destabiliseringspolitik, skærpe modsætningerne internt i Trumpadministrationen, som allerede nu viser sig i forhold til angrebet på Iran, og overbevisning af den amerikanske befolkning om, at USA må acceptere den multipolære verdensorden og definitivt fravige de amerikanske regeringers og amerikansk kapitalismes America First doktrin som forudsætning for Make America Great Again. Jan Helbak.                

  marts 27, 2026 4:32 pm

  Læs mere

• Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker USA’s strategiske mål

  Trumpadministrationens begrundelser for angrebet på Iran flytter sig fra dag til dag. Det samme gør målene. Vævet af begrundelser og mål er så flossede, at USA’s strategiske mål (hvis der er nogen) fortaber sig i tågerne. Og det samme er tilfældet med informationerne fra slagmarken. Officielle mål og de bagved liggende mål Trumpadministrationens målkaos har fået både militæranalytikere og geopolitiske analytikere til at kalde angrebene irrationelle, lidet gennemtænkte, analytisk- og strategisk mangelfulde og konsekvenserne uoverskuelige. Og sådan ser det unægtelig også ud. Men spørgsmålet er, om de indbyrdes modstridende begrundelser og skiftende mål reelt flugter hensigterne, som også indbefatter Trumps mulighed for ud i den blå luft at erklære ”missionen fuldført” og trække sig ud, eller om der bag de officielle begrundelser optræder langt mere vidtgående mål, som både har initieret angrebene og reelt bestemmer selve krigsudviklingens dynamik. Hvilket indebærer risikoen for, at USA tvinges ud i en optrapning med amerikanske soldater i kamp på iransk grund og Irans modsvar med udvidede angreb på Golfstaterne og Israel? Jeg vil afstå fra analyser af det helt konkrete og aktuelle militære og politiske krigsteater, da jeg som de fleste andre har mere end vanskeligt ved at danne mig et overblik over, hvad der faktisk foregår af militære aktioner, olieblokader og lignende i hele regionen. Men et er sikkert. Oliepriserne stiger faretruende for verdensøkonomien, og hele Golfområdet og måske hele Mellemøsten er i opbrud. De langsigtede konsekvenser kan vi på nuværende tidspunkt kun gisne om. Jeg vil derimod sætte fokus på, hvad jeg opfatter som USA’s mere grundlæggende strategiske interesser og mål, som ligger til grund for Trumpadministrationens statsterroristiske angreb på Venezuela og nu Iran, og som rækker langt videre end Trumpstyrets daglige diffuse og brovtende begrundelser. Angrebet på Iran er ikke tilfældigt, selv om tidspunktet måske er det. USA’s vigende dominans USA er stadig den ubetinget stærkeste kapitalistiske magt på verdensmarkedet, men er ikke længere i hegemon. Dvs. den amerikanske kapitalisme har for længst mistet den økonomiske, politiske og værdimæssige styrke til at udvikle og stabilisere verdensmarkedet. Det har siden finanskrisen forholdt sig modsat. USA er blevet verdensmarkedets parasit. USA’s er ikke længere nettoeksportør af kapital og industriinvesteringer. Det forholder sig omvendt. USA’s samlede gæld når i 2026 40 trillioner dollar og udgør 124% af BNP. Renter og afdrag andrager 2 trillioner dollar, og det bliver stadigt dyrere for UAS at finansiere sin gæld via obligationsmarkederne. Gældsudviklingen skal samtidig ses i forhold til den aftagende vækst, hvor den samlede amerikanske økonomi reelt ikke vokser med mere end 0.5-1% En gældsbyrde af den størrelsesorden ville føre et hvilket som helst andet land på fallittens rand. Men USA’s finansielle styrke som finanscentrum, dollarregimet, understøttet af verdens stærkeste militær har gjort det muligt for USA at tvinge det meste af verden til at betale gælden og kompensere for afindustrialiseringen og den faldende økonomiske vækst udenfor it-området. Magten til at opretholde dollardominansen, som institutionelt system i de globale forsyningskæder, der under USA’s jurisdiktion sætter betingelserne for transaktionerne i de globale forsyningskæder, er krumtappen i USA’s markedsdominans. Det samlede institutionelle finanssystem giver USA de legitime muligheder for at diktere den globale rente- og lånepolitik og dermed bl.a. fastholdelse af det globale Syds økonomiske afhængighed. Systemet udgør også grundlaget for USA’s vilkårlige sanktionspolitik og pres på nationalstater, der ikke imødekommer de økonomiske krav og frie adgang til at overføre billige ressourcer til USA. Det system, der institutionelt blev etableret efter 2. Verdenskrig og udvidet efter 1973, er nu under voksende pres, fordi nøglefaktoren - ”petrodollarsystemet” – som den bærende dollarbaserede forsyningskæde er under gradvis udtynding. På andre råstofområder, der også afhandles i dollars, indgås der i voksende omfang også kontrakter, der ikke er dollarbaserede. Kina arbejder målrettet på, at en større del af de kontrakter, man indgår på råstofområdet, skal indeholde betalinger i Yuan helt op til 50%. Målet er 100%. Truslen mod dollarsystemet Iran handler ikke olie i dollar. Saudi-Arabien har indgået aftale med Kina om, at betalingen foregår i den kinesiske valuta, Yuan. Flere andre Golflande følger efter. Tendensen fremskyndes dels på grund af USA’s vilkårlige sanktions- og toldpolitik, som er vokset næsten eksponentielt med krigen i Ukraine, og dels på grund af Trumps eksorbitante underskudspolitik og trusler mod alle lande inklusive de allierede om at finansiere USA’s industrielle genopretning, hvis de vil undgå invaliderende straftold. Sydkorea, Japan, Indien, EU-landene, Vietnam og flere andre lande er blevet truet til at indgå handelsaftaler, hvor de hver især har forpligtet sig til enorme investeringer i USA og af samme grund har måtte acceptere en lavere hjemlig investeringsrate. Det er faktisk kun Rusland og Kina, der på nuværende tidspunkt har udvist tilstrækkelig styrke til at afvise USA’s økonomiske angreb og sammen opbygge et begyndende industrielt- og finansielt alternativ til USA’s dominans. Hvor meget Biden regeringen og Trump regeringen end har forsøgt at bremse Kinas og Ruslands økonomiske og industrielle udvikling, er det ikke lykkedes. Det har bragt USA og faktisk også det USA afhængige EU i defensiven på verdensmarkedet forstået på den måde, at det ikke længere er dem, der driver verdensmarkedet fremad, indgår progressive handelsaftaler og nye finansielle transaktionsformer for at åbne og udvide verdenshandlen. Det er først og fremmest Kina og delvist Rusland i det løse samarbejde med landene indenfor BRICS+. Kinas Belt and Road initiativ (BRI) repræsenterer industrielt, finansielt, infrastrukturelt og sikkerhedspolitisk strategien for udviklingen af verdensmarkedet. Der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af to bestemmende og modstridende tendenser på verdensmarkedet. USA’s og Europas bestræbelser for at opretholde fordums magt og dominans, der bevirker, at væksten på verdensmarkedet er på det laveste niveau i flere årtier og kun udvider sig ganske langsomt, fordi USA og Europa stædigt fastholder det finansielle tyranni, det ulige bytte og de ulige og ringe vækstbetingelser for de tidligere kolonilande. Omvendt forfølger Kina bl.a. gennem BRI en vækststrategi, hvor de enkelte landes suverænitet respekteres og knyttes sammen i både multilaterale og bilaterale samarbejder, og hvor Kinas investeringer målrettes opbygning af velfungerende infrastrukturer, som understøtter samarbejdsrelationerne. BRI skal også bane vejen for et opgør med det ulige bytte. Det sker bl.a. ved, at basisindustrien, der i Kina fortrænges af de højteknologiske sektorer, overføres til samarbejdslandene i det globale Syd. Kinas investeringspolitik har som overordnet mål at bidrage til videreudviklingen af de enkelte landes basisindustri. Målet er på længere sigt at fremme den nødvendige handelsmæssige gensidighed, som alt andet lige vil bidrage til udvidelse af verdensmarkedet og af samme grund tjene Kinas økonomiske interesse for nye og større markeder, som ikke kontrolleres af Vesten. Men Kinas vækststrategi, som indbefatter en nyordning af verdensmarkedet og inklusionen af det globale Syd, står overfor flere centrale udfordringer, hvis ikke det lykkes langsomt at nedslide dollarregimet, USA’s finansielle- og militære og hermed geopolitiske magt. Det er i det konfliktbillede, Iran i mindst et årti har spillet en central rolle, og det har siden de sidste bombardementer i juni 2025 ikke handlet om, hvorvidt Iran ville blive angrebet igen, men om hvornår. Irans centrale placering i Eurasien Hvis USA og Israel ikke vinder krigen på en måde, så de offensivt kan forfølge de strategiske mål/interesser, vil det omvendt accelerere de mangesidige udfordringer af USA’s dominans, som allerede er i spil på flere fronter. Israel er i den sammenhæng ikke længere betydningsfuld. Israels rolle som Vestens geopolitiske forpost og lokale vogter er udspillet i og med det politiske, moralske og militære nederlag i Gaza. Israels politiske elite har med sin rabiate zionisme placeret landet som en paria på verdensscenen. Selv for den europæiske elite er Israel ved at blive til en belastning. Angrebet på Iran har da også afsløret, at USA og Israel ikke har identiske interesser. USA er først og fremmest interesseret i at vælte det iranske styre og erstatte det med et USA venligt regime og skabe grundlaget for et udbygget samarbejde mellem USA, Iran og Aserbajdsjan. Målet er opbygningen af en akse fra Caucasus-området til den Persiske Golf og derved lægge en spærrebom for Kinas og Ruslands ambitioner om at udvikle hele det Eurasiatiske område. Dvs. forbinde Kina og Rusland med Centralasien, Vestasien og de arabiske Golfstater. Israels mål er en balkanisering af Iran for at opretholde sin egen position som den eneste stærke militære magt, der kan holde den arabiske verden i skak og sikre et permanent underordningsforhold til Vesten – USA og Europa. Et selvstændigt og stærkt Iran udgør ikke blot en trussel mod Israels militære dominans, men opfattes også som en politisk-økonomisk udfordring af Israels transitfunktion, fordi Iran som en del af BRICS+ og SCO på sigt vil blive bindeleddet mellem en vækstorienteret Kina-Rusland alliance og Saudi Arabien og de øvrige Golfstater. Kina har i flere år sammen med bl.a. De forenede Arabiske Emirater udviklet Dubai til et finans-og handelsmæssigt knudepunkt for handelstransporten gennem Centralasien. I takt med udrulningen af det Eurasiatiske ”projekt” vil Israels betydning langsomt svinde ind og samtidig vende op og ned på den indre stabilitet i landet. De to centrale handels- og infrastrukturelle forbindelser fra Kina og Rusland til Centralasien og Mellemøsten forudsætter et tæt politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med Iran. Nord-Syd korridoren fra Rusland til den persiske Golf går via jernbanenettet og adgangen til de vigtige iranske havne. Syd korridoren går fra det vestlige Kina gennem flere af de centralasiatiske stater og via enten Aserbajdsjan eller Iran til Mellemøsten og Middelhavet. Og herfra til Europa. Her spiller Israel ingen rolle. Kinas og på det seneste også Ruslands strategi er gennem et udbygget industrielt, finansielt og sikkerhedspolitisk samarbejde at opnå vigtige mål i nyordningen af verdensmarkedet, hvor en stærk kapitalistisk supermagt som USA ikke kan diktere reglerne, transaktions- og investeringsbetingelserne og de suveræne nationalstaters politiske styrer og alliancer. I den sammenhæng indtager Iran en vital politisk og geografisk placering som direkte maritim forbindelse mellem Eurasien og Østafrika som brohoved til det øvrige Afrika. Kinas Folkekongres lægger i sin seneste samling, som netop er afsluttet, ikke skjul på nødvendigheden af at begrænse USA’s maritime inddæmningspolitik både militært og handelsmæssigt. Man har i Kinas øverste ledelse en klar analyse af sammenhængen mellem USA’s intervention i Venezuela, afkoblingen af Ruslands gasleverancer til Europa, ulovlige beslaglæggelser af ”fjendtlige” landes olietankere, trusler om militær blokade af Malaccastrædet og nu angrebet på Iran som USA’s strategiske operationer for at sikre kontrol med den internationale olie logistik dvs. transporten og afregningen af olie og hermed maritime inddæmning af Kina og Kinas strategiske markedsspredning samt og ikke mindst konsolideringen af petrodollarregimet. Kidnapningen i Venezuela og angrebet på Iran hænger sammen Det forekommer ikke overbevisende, når mange af de politiske kommentatorer hævder, at Trumpadministrationen har gjort sig illusioner om, at man i angrebet på Iran kunne gøre brug af drejebogen fra kidnapningen af Maduro i Venezuela og de facto beslaglæggelse af landets olieindustri. Hvor usammenhængende og overfladiske Trumpadministrationens begrundelser for at angribe Iran end er, forekommer det ikke sandsynligt, at hele det politiske- og militære apparat i USA skulle operere så amatøragtigt, at man ikke kan skelne Iran fra Venezuela. Det er korrekt, at man både i Venezuela og Iran har fulgt den samme drejebog med første at udsulte staterne gennem sanktioner og dollarblokade med det formål at foranstalte systermes sammenbrud, fremstille sig selv som befriere og sluttelig enten gennem direkte intervention eller oprør indefra gennemføre den tilsigtede regimeændring. Men det er ikke det samme som at overføre metoden i en til en. Sammenhængen mellem interventionerne skal derimod ses i et udvidet perspektiv, som er ganske præcist beskrevet i National Security Strategi (NSS), som har to sammenhængende ben. Et, sikring af kontrollen med den Vestlige Hemisfære – altså hele Amerika og Caribien og to, sikringen af USA’s fortsatte økonomiske- og finansielle magt som forudsætning for at fastholde USA dominansstilling på verdensmarkedet. I den strategi spiller hverken Europa eller Israel den samme centrale rolle som tidligere. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at NSS dokumentets mere afdæmpede tone overfor Kina og Rusland repræsenterer en reel opblødning af modsætningerne. Både Kina og Rusland udgør på alle områder USA’s hovedmodstandere. Erfaringerne fra de sidste ti års konfrontatoriske handelspolitik har vist, at deres industrielle og handelspolitiske udvikling og udfordring af USA’s førerposition ikke kan holdes nede. Den erfaring ligger bag forskydningen af accenten fra direkte angreb via straftold mv. til inddæmning på hele den globale scene. Det vil sige, at inddæmningen af Kina ikke længere begrænses til USA’s opbygning af især militære alliancer i Stillehavet, men nu udbredes til resten af verdensmarkedet, hvor den maritime kontrol udgør en vital faktor. Trumps tale på en konference – ”Shield of the Americas” – den 7. marts i Florida mellem USA og flere venligtsindede lande i Latinamerika og Caribien illustrerer meget præcist, hvordan Trumpadministrationen opfatter sammenhængen mellem Venezuela og Iran som elementer i USA’s samlede strategi.  Deltagere på konferencen var bl.a. Argentina, Bolivia, Chile, Costa Rica, Den Dominikanske Republik, Honduras, Panama, Ecuador, Paraguay, Trinidad og Tobago. Værd at bemærke i den sammenhæng er dog, at ingen af de stærke lande som Mexico, Columbia og Brasilien deltog. Forståeligt nok. Konferencens formål var nemlig at indlede opbygningen af en ny kontinental militær alliance under USA’s ledelse. Formelt har alliancen til opgave at bekæmpe narkokriminalitet og terrorisme i Latinamerika og Caribien. For så vidt alliancen godkendes politisk både i USA og i de deltagende lande er der skabt et legitimt grundlag for kommende amerikanske interventioner, som vil udgøre en permanent trussel mod kommende regeringer, der ikke følger USA’s linje. Trump fik på mødet deltagerne til at nikke til, at alliance samarbejdet også har til formål at dæmme op for ”fjendtlige fremmede kræfters indflydelse”. Her er som tidligere beskrevet adressen først fremmest Kina og sekundært Rusland. Og der er ikke tale om varm luft. Allerede nu forsøger USA og den nye stærkt højreorienterede præsident i Chile at ophæve det store kabelsamarbejde mellem Chile og Kina, og USA presser på for at få kontrollen med dybtvands-havnen i Peru, som dels indtager en central placering i Kinas BRI projekt i Latinamerika og dels styrker Perus uafhængighed af amerikansk økonomi. De fleste af de lande, som deltog i mødet den 7/3, har i forvejen udbyggede samarbejdsrelationer med Kina. De forskellige samarbejdskontrakter vil angiveligt blive genforhandlet, og dem på tegnebrættet obstrueret. Realiseres Trumps strategi kan det få helt uoverskuelige konsekvenser for de samme landes økonomi og politiske stabilitet, hvilket indvarsler en ny periode med økonomisk pres og militære interventioner. Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker målet Det er forventeligt, at Trumpadministrationen vil skrue op for den politisk-økonomiske og militære strategi i Latinamerika og Caribien, hvis ellers USA kommer helskindet ud af krigen med Iran. Dvs. uden at tabe for meget international prestige og afsløre militærstrategiske- og militærtekniske svaghedspunkter, som allerede nu viser sig efter fjorten dages krig.   Trumpadministrationen har, som billedet viser sig, mere på spil end afvæbningen eller pulveriseringen af Iran netop på grund af sammenhængen mellem krigens resultat og opretholdelse af amerikansk kapitalismes kontrol: med hele den Vestlige hemisfære, med Mellemøsten, Golfstaterne og Vestasien, med de vitale sø-ruter og med verdensmarkedets finansielle system og ikke mindst med Kinas økonomisk vækst og begrænsning af samarbejdet mellem Kina og Rusland. Hvis Iran som stat overlever USA’s og Israels massive bombardement, og styret i Teheran fortsætter, har Iran uanset Trumps forskellige bortforklaringen vundet og USA og Israel tabt. USA på den globale scene, hvor USA’s krig mod Iran har afsløret svagheder i det amerikanske militær og skabt kaos og sat centrifugale svingninger i gang på det kapitalistiske verdensmarked og ikke mindst invalideret alle hidtidige internationale regler, som indtil nu har beskyttet USA’s dominans. Og Israel i forhold til den tilstræbte regionale dominans. Golfstaterne har allerede nu i praksis erfaret hvor lidt, de kan regne med USA’s beskyttelse og samtidig noteret sig Israels begrænsede militære kapacitet og afhængighed af USA’s beskyttelse. Hvis Trump presses til at trække sig ud af krigen efter at have erklæret ”missionen tilendebragt” og sejr i forhold til et eller flere af de officielle mål, vil Israel heller ikke kunne fortsætte krigen. Det vil ganske givet igangsætte en omkalfatringsproces i hele Golfområdet og måske endda hele Mellemøsten, og bane vejen for den udvikling, der skulle forhindres:  Et fremtidigt udvidet samarbejde mellem Golfstaterne og Kina og Rusland med Iran som mellemled og en begrænsning af USA’s militære tilstedeværelse i Golfen og den amerikanske flådes maritime kontrol. Det mulige nederlags uoverskuelige konsekvenser Krigen har gjort det klart for Kina og delvist Rusland, at de allerede nu er tvunget til at hjælpe Iran ud af det økonomiske og sociale morads, som USA’s og Europas fyrreårige økonomiske blokade har bragt landet i. Krigen har også demonstreret for BRICS+ landene, at samarbejdet skal styrkes på alle fronter for at imødegå, at andre lande indenfor fællesskabet bukker under for USA’s og Europas økonomiske krigsførelse og regimeændrings politik. Festtalernes tid er forbi. Det kommer Indien og flere af Golfstaterne, der er tilsluttet BRICS+, til at indse. Irankrigen er et trin op ad eskalationstrappen – uanset hvordan den ender. Det vitale og afgørende spørgsmål er dog stadig, om Trump indenrigspolitisk kan tåle et nederlag og overvinde den voksende modstand mod hele hans militaristiske udenrigspolitik og ødelæggende økonomiske politik. Det drejer sig ikke kun om udsigten til at tabe midtvejsvalget. Den sociale og moralske forarmelse i USA vokser i en stigende kurve. Et flertal af amerikanere har ingen eller meget ringe tillid til både politikerne og det politiske system. Oplevelsen af USA som et dysfunktionelt demokrati vokser dybt ind i middelklassen, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at USA kun kan styres via autoritære dekreter og vilkårlige retskendelser. Det er vanskeligt at forestille sig, at Kongressen bliver i stand til at genvinde sin magt, fordi både den amerikanske kapitalismes økonomiske grundlag og USA’s udenrigspolitik konstant fastholder landet i en undtagelsestilstand, som sætter de almindelige forfatningsregler ud af kraft. Irankrigen som det seneste eksempel på USA’s brutale magtpolitik for at fastholde positionen som det kapitalistiske verdensmarkeds centrum forstærker i sin konkrete udfoldelse den dynamik og de eksterne og interne kræfter, der slider dominansen op indefra. Af samme grund har jeg svært ved at tro på, at Trump bare kan trække USA ud af krigen, hvis omkostningerne vokser. En militær invasion på landjorden kan blive en realitet, hvad der kan bringe hele situationen ud af kontrol. Men der er som sagt mere på spil end et banalt resultat af en militær aktion. Trumpadministrationens militarisering af hele udenrigspolitikken og svigagtige diplomati demonstrerer endnu en gang med angrebet på Iran, at vagtskiftet på verdensmarkedet ikke kommer til at foregå skridtvis, men først bliver en realitet, når lovløsheden, den økonomiske- og finansielle destabilisering og de evindelige krige og interventioner for at fastholde status quo bliver utålelige selv for USA’s allierede og en absolut bremse på verdensmarkedets vækst. Derfor er USA’s og Israels krig mod Iran alarmerende vigtig, fordi den allerede i lighed med krigen i Ukraine har demonstreret, at der for nuværende ikke er et magtsystem til at forhindre, at lokale krige antager uoverskuelige dimensioner og presser stormagterne ind i de konfrontationer, som de har forsøgt at undgå. Jan Helbak                        

  marts 13, 2026 7:01 pm

  Læs mere

• Hvor ligger Europas sikkerhed?  

  Præsident Trumps Grønlandsraid har på alle områder rykket ved balancen i EU. Og mellem EU og USA. Selv om han foretog en taktisk frontafkortning på Davos ved at skrinlægge tanken om en militær løsning og i stedet introducere en forhandling om Grønlands fremtid, var den egentlige skade sket. Alene truslen fra et Nato land mod en alliancepartner har sat Natos indre opløsning i gang. Europæernes reaktion var også derefter. Efter Trumps tale blev der øjeblikkeligt indkaldt til hastemøde i det Europæiske råd. Konklusionen var forventelig. Der blev stablet en enhed på benene overfor Trumps helt uacceptable underkendelse af Danmarks/Grønland suverænitet. Enhedens styrke blev pustet op, og den danske udenrigsminister gentog i det ene program efter det andet, at efter Trumps ”tilbagetog” var der grund til behersket optimisme. Forhandlingerne kunne begynde indenfor den ramme, som Trump og Natos generalsekretær Mark Rutte havde aftalt. Det er dog stadigt uklart, hvori rammen består bortset fra vage forestillinger om Natos øgede aktivitet i det Arktiske område. Trump har ikke siden åbent testet den europæiske enhed. Det har heller ikke været nødvendigt. Trump har opnået, hvad han ville. At splitte EU i flere grupper i forhold til, hvor langt man skulle gå for at holde amerikanerne i Europa og i Nato. Og i regeringskontorerne i Europa har det spørgsmål i det skjulte vejet tungere end den ædle enighed om at forsvare Danmarks/Grønlands suverænitet. En lapsus? Det til trods for, at de fleste statsledere og rådgivere indenfor EU ikke længere kan være i tvivl om, at Trumps ønske om at overtage Grønland ikke er en fiks ide. Hans tale på Davos og det efterfølgende drama var nøje koreograferet og lå i lige linje af Trumpadministrationens National Security Strategi (NSS) og National Defence Strategi (NDS). I begge dokumenter fremgår det rimeligt klart, at Europa spiller en mindre rolle i USA’s samlede sikkerhedspolitik, og at Europa fremover skal tvinges til bære sine egne udgifter til sikkerhed. I NSS-dokumentet er der to afsnit om Europa, der siger det hele: Europas problemer handler ikke alene om de utilstrækkelige militære investeringer. Problemerne stikker dybere. Europa har mistet en betydelig andel af det globale BNP. Fra 25% i 1990 til 14% i dag. (retteligt er det 13%). Og skulle den tendens fortsætte vil Europa som kontinent være betydningsløs om tyve år. Hvad, de fleste mere eller mindre bevidst overser eller undlader at kommentere, er, at dokumentet lægger op til, at EU for sin egen fremtids skyld skal forlige sig med Rusland og etablere en strategisk stabilitet. USA’s sikkerhedspolitiske forpligtelser over Europa tales ned. Alligevel klistrer de europæiske ledere ved dødemandsknappen og er ved at sprænge noget i sig selv for at holde USA i Europa og bevare Nato. På trods af, at Trumpadministrationens strategiske udspil først og fremmest retter hele opmærksomheden mod at forsvare USA’s suveræne dominans på det amerikanske kontinent og inddæmme eller i hvert fald bremse og kontrollere Kinas vækst. Heri indgår også de maksimale bestræbelser for at forhindre Kina og Rusland i at aftale en egentlig alliance. Bortset fra de helt tydelige markeringer i de amerikanske udspil, hører det med til historien som et uhyre centralt punkt, at de to dokumenter ikke kommer ud af den blå luft og heller ikke repræsenterer et brud med amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk ligger indledningen til NSS i forlængelse af de strategiske linjer, der i 1992 blev trukket i det amerikanske forsvarsministeriums strategiplan, der blev døbt Wolfowitz doktrinen. Ingen magt måtte blive så stor, at den kunne true USA’s globale stilling. Ingen regional magt måtte udvikle sig til at kunne true USA’s interesser. Ingen allierede skulle udvikle sig på en måde, hvor de kunne udgøre en konkurrent til USA. Rusland skulle inddæmmes, ”demokratiseres” og opdeles i flere selvstændige regioner. De tidligere Østeuropæiske lande skulle optages i Nato, og EU skulle forpligtes til udvidelser, der integrerede de samme lande i Unionen. Natos Øatudvidelse blev set som en bro til EU-integration. Rationalet var, at EU ville få en trojansk hest af USA-loyale lande, der kunne afbalancere de mere selvstændighedssøgende kræfter i EU så som Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal og Italien. Wolfowitz doktrinen blev reformuleret af Obama uden at blive ændret væsentligt. Det nye var, at accenten skulle flyttes fra Europa til Kina. Præsidenterne efter Obama har fulgt op på det strategiske skifte. Trumps udspil skal som følge ses i lige linje fra udspillet i 1992 over Obamas revisioner. I den sammenhæng kan teatret på Davos ikke ses som et ekstemporalspil, men nærmere som åbningen af en indledning til en langsigtet afkobling af Europa fra USA’s sikkerhedsforpligtelser. Perioden efter Davos har sådan set underbygget trenden. Europa spiller ingen rolle i fredsforhandlingerne om Ukraine. De europæiske toplederes snak om sikkerhedsgarantier og ”koalitionen af villiges” bidrag forbliver snak. EU spiller heller ingen rolle i konflikten mellem USA og Iran eller i løsningen af Gazakrisen eller for den sags skyld i det geopolitiske spil om hele Mellemøsten. Europas uomtvistelige marginalisering demonstreres helt tydeligt i spillet om forlængelse af NEW-START aftalen om begrænsning af interkontinentale atomvåben, som Rusland og USA indgik i 2010 (udvidet i 2021). Her spiller EU ingen rolle, hvorimod Trump i samtaler med Putin og Xi Jinping udfolder stor aktivitet for indgåelse af en ny aftale mellem Rusland, USA og Kina, hvor inddragelsen af Kina tegner et billede af en ny matrix for en regionaliseret global magtdeling. USA’s defensive træk, fordi USA ifølge NSS ikke længere har den nødvendige kapacitet til fortsat at optræde som ”verdens politibetjent”. Det forekommer rimeligt at betragte de forskellige åbne og mere udramatiske diplomatiske konflikter, der involverer de tre stormagter, som strategiske positionskampe indenfor et verdensmarked i opbrud. Og hvor stiller det så Europa? Nato uden Amerika: Europa ”tænker det utænkelige”” Det var titlen på en artikel i Financial Times (FT) umiddelbart efter topmødet i EU. Artiklen refererer EU’s forsvarskommissær og en række højt placerede EU-embedsmænd for den opfattelse, at EU geopolitisk står overfor den opgave at formulere en klar strategi for en ny sikkerhedsarkitektur på kontinentet. Europa måtte følge op på den amerikanske krigsministers udtalelser om: ”at Europa må tage primært ansvar for Europas konventionelle afskrækkelse og forsvar”. Som et modsvar blev det på EU-topmødet aftalt, at Europa på sigt ”systematisk” må reducere afhængigheden af USA. Dermed tog EU lederne i virkeligheden afstand fra Mark Ruttes udtalelser i EU-parlamentet om, at det vil være den rene illusion at tro, at Europa kan klare sig uden USA’s sikkerhedsgarantier, og at en særlig EU-arm inden for Nato vil være det rene blændværk. Han afviste samtidig Europas mulighed for selv at opbygge atomar afskrækkelse. Det ville koste mia. og atter mia. af euro at nå dertil. Resten af artiklen refererede forskellige eksperters analyser af, hvad det reelt vil koste at udvikle EU’s egen forsvars- og sikkerhedsorganisation. Hvordan hele den militære forsvarsstruktur skal omkalfatres både hvad angår samlet militær kapabilitet, militær infrastruktur og en bindende enhedskommando. Hovedproblemet kan ifølge artiklen kortes ned til en eksorbitant udgift i størrelsesorden en til to trillioner euro og de 27 landes respektive opgivelse af national forsvarsplanlægning og som sådan opgivelse af det, der kendetegner en nationalstat – magten til at forsvaret eget territorium. Artiklen slutter med en næsten profetisk og kynisk udtalelse fra den tidligere italienske ambassadør til Nato: ”Du fjerner deres tilstedeværelse (USA’s), og Europa desintegrerer, og det samme gør Nato”. Der skulle kun en uge, før en ny artikel i FT bekræftede profetien. Artiklen omhandler den tyske rustningsmastodont Rheinmetalls ekspansionsambitioner om at blive hovedleverandør i Europas EU’s gældsfinansierede oprustningsræs. Udtalelser fra Rheinmetalls direktør Armin Papperger har i den grad foruroliget de øvrige EU landes rustningsvirksomheder og forsvarsministerier. Især har Frankrig reageret skarpt overfor den tyske regerings mildes talt lemfældige omgang med EU’s udbudsregler i forhold til Rheinmetall og kansler Merz’ forestillinger om at opbygge Europas stærkeste hær uanset omkostningerne. Kansler Merz og Armin Papperger deler tydeligt en ambition om at opbygge et tysk militært-industrielt kompleks i modsætning til EU kommissionens planer om en centraliseret oprustning i EU regi. Men som formanden for Rheinmetall tørt kommenterer de mange kommentarer: ”Ekspansionens størrelse (anslået to trillioner euro frem til 2030) kan forekomme exceptionel. Men det er ekstraordinære tider”. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen afviger ikke fra den opfattelse, fastholder højlydt, at den militære opbygning skal finansieres via EU obligationer. Den vej vil de facto omdanne EU til det politisk-juridisk subjekt i forsvars- og udenrigspolitikken. Men det er ikke Merz’ planer, hvad der begrunder Rheimetalls overambitiøse markeringer. Så meget for den rent forsvarspolitiske dimension, som nok skal trække de indre modsætninger i EU helt frem på scenen. På den politiske og geopolitiske front er præsident Macrons tyndslidte slogan om ”Europas strategiske autonomi” ved at få sin anden luft. Endnu er det uden substans, og ingen af statslederne endsige EU-kommissionen har nærmet sig nærmere bestemmelse af autonomiens anatomi. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at EU’s usammenhængende markedsbaserede konstruktion står i vejen for en betydningsfuld unison optræden på den globale scene. Selv når kommissionen forhandler handelsaftaler, aftaler om fredsudspil eller sanktionsregimer, skal der først tages udstrakt hensyn til de 27 landes nationale interesser. Eller, hvad der giver helt groteske situationer, skal de givne EU regler fortolkes så sindrigt, at de trufne beslutninger i betænkelig grad udfordrer Unionstraktatens bestemmelser. (eksempelvis farcen om annekteringen af Rusland indefrosne mia. euro for at finansiere krigen i Ukraine). Så der kan med rimelighed rejses spørgsmål ved al snakken om effekten af de enorme forsvarsinvesteringer og infrastrukturelle ændringer, der for nuværende er på bordet i EU og i alle 27 medlemslande. En kættersk vending Europas sikkerhed ligger imidlertid ikke i en forceret og omkostningstung oprustning. Hvem skal oprustningen og afskrækkelsen rette sig imod? Imod Rusland selvfølgelig. Men er det en selvfølge? EU kan opruste sig fattig og væk fra velfærdsstaten uden nogensinde at opfylde håbet om et sikkert Europa. Modparten, hvis man mener Rusland, vil opruste tilsvarende, og en større del af BNP i de 27 medlemslande og i EU vil skulle allokeres til oprustning. Hvert lille forspring i afskrækkelsesstyrke vil være kortvarig. Det er oprustningsspiralens logik, som i EU’s tilfælde vil dræne Unionens investeringer i den re-industrialisering, alle taler om. Min påstand er, at Europas fremtidige sikkerhed ligger i en omfattende sikkerhedsaftale med Rusland. Samarbejdet med Rusland om en ny paneuropæisk sikkerhedsarkitektur er nøglen til Europas sikkerhed og EU strategiske autonomi og suverænitet. Og afsættet for forhandlingerne om en sikkerhedsaftale kan uden malice tage udgangspunkt i det forslag til ”Aftale om foranstaltninger til sikring af den Russiske Føderations og den Nordatlantiske traktats medlemsstater”, som det russiske udenrigsministerium offentliggjorde den 17. december 2021, men som først og fremmest præsident Biden blankt afviste. Havde man indledt seriøse forhandlinger, og havde Europa insisteret på disse, kunne krigen i Ukraine sandsynligvis være undgået. Ruslands udkast, som Putin har gentaget til bevidstløshed, består af 9 artikler/paragraffer omhandlende: styrkefordeling, bestemmelser for troppepositioner og bevægelser, militært materiel, gensidig overvågning og kontrol og ikke mindst forpligtelser og procedurer for fælles information og konfliktløsning. Udkastet understreger, hvad der burde være indlysende, at en varig og solid europæisk sikkerhedsarkitektur forudsætter, at den omhandler alle europæiske lande (ikke kun NATO-lande) inklusive Rusland. Senere har Putin foreslået, at et samlet Europa kunne indlede med flere Eurasiatiske om lignende sikkerhedsaftaler. (eks. Georgien, Armenien, Tyrkiet og Aserbajdsjan). Det russiske udkast er hverken udtømmende eller formuleret i tilstrækkeligt præcise diplomatiske vendinger, men det udgør en gennemgående kerne i forskellige russiske fredsudspil. En fælles sikkerhed i hele Europa er kardinalpunktet for Rusland. Krigen i Ukraine handler dybest set ikke om territorier, men om strategisk sikkerhed og anerkendelse af Rusland som en del af Europa. Der er nok langt igen. Det afgørende er imidlertid, at det er et perspektiv og en dimension, der, om man vil det eller ej, skal tænkes ind som mulighed i den højprofilerede, men også ensidige oprustnings- og sikkerhedsdiskussionen, hvis EU og de 27 medlemslande skal undgå at blive fanget i et komplet udsigtsløst rustningskapløb. For igen, uanset hvordan man vender og drejer situationen trækker hele tankegangen en stribe af problemer efter sig og fremmer EU’s verserende ustabilitet. Vi ser allerede i dag flere problemer i slipvinden fra Davos. Kansler Merz er i Saudi-Arabien og Bahrain for at forhandle olie- og gasforsyninger til Tyskland. Det drejer sig om at mindske afhængigheden af USA, nu hvor samarbejdet med Rusland er afskrevet, meddeler Merz. Hvad de andre lande vil gøre for at opnå samme uafhængighed, afficerer ham ikke. Hver især valfarter det ene lands regeringsdelegation og kommercielle entourage til Kina efter det andet for at indgå separate handels- og favorable investeringsaftaler. Svaghederne i EU’s nuværende Unionsstruktur stilles til skue hver eneste dag. EU kan kun under ydre tvang handle unisont. EU er historisk blevet til som en institutionaliseret markedsudbygning uden udviklingen af en tilsvarende politisk-demokratisk overbygning og en fælles kultur og historisk bevidsthed. Og som det gælder for alle markeder store eller små, integrerede eller mindre integrerede kæmper alle agenter grundlæggende for egne interesser og eksternaliserer konstant problemerne til hinanden. I EU er landenes gensidige relationer af samme grund ikke præget af tillid. Unionen holdes i dag sammen af et magtfuldt bureaukrati og et kompliceret tvangsapparat til at holde medlemslandene på plads også på de områder, hvor EU i dag har brug for politisk enhed og handlekraft. Sat på spidsen er EU’s fremtid som samlingspunkt for hele Europa afhængig af en kopernikansk vending overfor Rusland og et samtidigt opgør med Wolfowitzdoktrinens modsætningsbilleder og systematiske underordning af EU under amerikanske interesser. Anerkendelse af Rusland som en del af det europæiske kontinent og de fælles sikkerhedsinteresser er forudsætningen for at udvikle EU’s strategiske autonomi og suverænitet. Det modsatte vil være at begrænse og fastholde EU i en permanent væksthæmmende usikkerhedssituation. For hvordan handle frit på verdensmarkedet, hvis man aldrig kan vide sig sikker overfor det største land på kontinentet. Men radikale vendinger kommer ikke af sig selv Præsident Macron har måske indset vendingens historiske nødvendig, når han nu ret insisterende foreslår genoptagelse af den diplomatiske kontakt til Rusland og møder med Putin. Om der kun er tale om selvprofilerende udspil, kan vi ikke vide noget om på nuværende tidspunkt. Det gør dog ikke åbningen mindre vigtig. I sig indebærer udspillets logik, at man i EU bliver tvunget til at genvurdere hele den officielle historiske fortælling helt tilbage fra begyndelsen af Natos Øst-udvidelse og således også synet på Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. En kritisk genfortælling, der kan bidrage til at trække legitimiteten ud af statsledernes påstand om Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine og åbne for en offentlig debat om årsagerne til Ruslands brud på Folkeretten. EU’s ledere bærer et stort ansvar for, at diplomatiet op til Ruslands invasion af Ukraine spillede fallit. Og et stort ansvar for at helbrede sig selv for krigspsykosen og formulere et grundlag for en fredsløsning og en sikkerhedspolitisk aftale, der specifikt sikrer både Rusland og Ukraine som uomgængelige parter i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur. Som en del af en holdbar fredsløsning indgår en fælles forpligtelse til at genopbygge Ukraine. Indtil nu har ingen andre europæiske regeringsledere officielt forholdt sig til Macrons forslag om at søge forpligtende kontakt til Putin. Men, som det hedder, vinduet er åbnet, og konflikterne over Atlanten kan yderligere skubbe på de diskrete forskydninger i forholdet til Rusland, selv om de lige nu overskygges af statsledernes kollektive paranoia og handlingsparalyse. Fra en noget anden vinkel men ikke uden sammenhæng åbner Mario Draghis for en anden påtrængende diskussion. Ifølge ham skal EU hurtigst muligt til at reformere hele Unionsstrukturen og omdanne sig til en egentlig politisk føderation. I modsat fald, skriver han, vil EU blive afhængig af, hvad stormagterne bestemmer. EU opnår ikke tilstrækkelig politisk og økonomisk tyngde uden at bevæge sig væk fra konføderationsmodellen til en egentlig føderation med fælles udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og industripolitik, herunder fælles finanspolitik og en egentlig bankunion. Hvem der skal tage initiativerne, og hvordan en egentlig føderationsreform skal se ud og gennemføres, kommer Draghi af gode grunde ikke ind på. Men det er tanker, som langsomt tager form bl.a. næret af den voksende modstand mod kommissionsformandens bureaukratiske og autoritære centraliseringspolitik. Men lige så nødvendig som en omfattende Unionsreform forekommer, lige så usandsynlig er udsigterne, hvis ikke krigen i Ukraine afsluttes gennem en forsoning med Putinregeringen og udarbejdelse af gensidigt forpligtende sikkerhedsaftaler med Rusland. I den sammenhæng vil nyforhandling af samhandelsaftaler og et fælles projekt ”genopbygning af Ukraine”, være de afgørende skridt, der skal til, for at frigøre reformkræfterne i EU og genåbne for de politiske og visionære debatter på tværs af landegrænserne. Hvis EU-lederne og de ledende lag i de 27 medlemslande vil forebygge en ny stormagtsdeling i svøb, hvor Europa marginaliseres på den globale scene og forsvare de internationale institutioner og respekten for international lov, går vejen ikke gennem en fastholdelse af USA i Europa for enhver pris eller opretholdelse af et Nato, men gennem gensidig forsoning mellem Rusland og det øvrige Europa. De kræfter, der skal presse på den kopernikanske vending, står ikke ligefrem i kø for at komme på talerstolen hverken i EU eller blandt de 27 regeringsledere. Ikke desto mindre arbejder de molekylære bevægelser, og de bliver vigtigere efterhånden, som hovedtalerne blot taler, fordi de ikke kan finde løsningerne. Jan Helbak                

  februar 5, 2026 9:00 pm

  Læs mere

• Regimeændringernes skyggeside

    USA’s gentagne regimeændringsoperationer og de transatlantiske partneres stiltiende accept eller hykleriske beklagelser har ingen legitimitet overhovedet. Derfor korrumperer samtlige operationer det grundlag, som FN-charteret bygger på som alle nationalstaters værn mod stormagtsdominans og vilkårlighed. Krumtappen i FN-charteret er artikel 2 stk. 4, hvor der står: ”Alle medlemmer skal i deres internationale forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politisk uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål”. Som er at forhindre krig og sikre freden. Det har ikke afholdt først og fremmest USA og i slipvinden de europæiske magter fra at foretage regimeændringsoperationer denne ene gang efter den anden. Antallet af operationer er for så vidt ikke det vigtigste. Det er begrundelsen for operationerne og deres uhyrlige konsekvenser. Selvfølgelig fremstår den spektakulære kidnapning af Venezuelas præsident Maduro som et fuldstændigt magtarrogant brud på FN-charteret. Og end ikke Trumpadministrationen kan formulere en plausibel begrundelse for operationen andet end, at det er i USA’s sikkerhedsinteresse at kunne bestemme, hvilke styrer og deres politik, der er acceptable og uacceptable i Latinamerika og Caribien. Begrundelserne for at iværksætte nye regimeændringsoperationer, som Trumpadministrationen har ventileret, vil selvfølgelig skifte afhængigt af de konkrete narrativer, der med bare et skin af rimelighed kan opbygges. De fleste andre regimeændringsoperationer, som har fundet sted siden 1992, har været mindre spektakulære, hvad der ikke kan siges om konsekvenserne. Det fælles problem er imidlertid de forud opbyggede narrativer, som i indhold og perspektiver rækker langt ud over de konkrete operationer. Regimeændringernes proces Vi kender efterhånden mønsteret, som stort set ikke har ændret sig siden det CIA og MI6 orkestrerede kup mod Irans valgte præsident i 1953. Frem til 1992 blev operationerne forholdsvist åbent iværksat for at sikre den ”frie verden” mod Sovjets indflydelse. Efter Sovjets sammenbrud og med USA’s status som verdens eneste supermagt antog begrundelserne en drejning. Verden blev opdelt i liberale demokratier og autokratier/autoritære styrer, og med udgangspunkt i menneskerettighederne blev operationerne legitimeret som indgreb for at hjælpe undertrykte befolkninger og gennemføre en tvingende transformation af de pågældende landes styreform i overensstemmelse med Vestens selverklærede universelle liberale frihedsnormer. At håndhævelsen af de fremstillede historier så har været særdeles selektivt, er noget ganske andet. Men karakteristisk er det, at operationerne kun er igangsat overfor de stater, der enten har udfordret den samlede Transatlantiske sikkerhedsdoktrin eller USA’s og Europæiske landes geopolitiske og politisk-økonomiske interesser. Groft taget forløber operationsprocesserne i fem faser, hvor hver fase antager specifik form afhængig af de pågældende landes størrelse, betydning i magthierarkiet og geostrategiske rolle. Fem faser Første fase er i virkeligheden den vigtigste. Opbygningen af det bestemmende situationsbillede. Det er her Vestens generelle verdensanskuelse og hævdelse af egne værdier anlægges som narrativets rammer og proceslogik. Pågældende stats styre beskrives som brutalt, undertrykkende, og at det kun fastholder magten ved at slå hårdt ned på enhver opposition. Styret beskrives som autokratisk eller direkte som et diktatur. Forestillingen om ”House of cards” kolporteres i en lind strøm af artikler og reportager i medierne. Billedet om det ”lille vestlige skub” til at vælte regimet dannes og valideres af efterretningstjenesternes rapporter til det politiske system. Operationerne som hjælp til de undertrykte folk kan forbedredes og sættes i værk. Det legitimerende narrativ kan ”sælges” til befolkningerne i hjemlandet. ”Vi griber ind, for at de kan få det lige så godt som os”. Blikket fikseres på dem, der skal hjælpes. Det ideologiske udgangspunkt tages som en selvfølge og kommunikeres alene i overordnede vendinger/banaliteter, som ingen rigtigt kan være imod. Selvfølgelig støtter vi frihed, demokrati, parlamentarisme og individets selvbestemmelse mv. Narrativet giver ikke anledning til at reflektere nærmere over de konkrete begrundelser. Den forudgående abstrakte fortynding af de anvendte begreber har slået rod og skygger for en mere kritisk forståelse af, hvad der egentlig foregår i de lande, som operationerne retter sig imod. Korrumperingens genetik ligger indlejret i denne fase både som forudsætning og som konsekvens. Når først den Manikæiske dikotomi er dannet – de onde mod de gode og Vestens målestok som den universelle – kan anden fase legitimeres, besluttes og eksekveres. Det gælder sanktionspolitikken. Politisk er der få i USA og det Transatlantiske Vesten, som ytrer betænkeligheder ved iværksættelse af sanktioner mod de pågældende lande. Sanktionerne tæller som regel udelukkelse fra SWIFT og begrænset adgang til dollar og euro. Handelsboycot og total blokade for import af vitale produkter, som medicin, bestemte fødevarer, reservedele og it-produkter. Formålet er gennem økonomisk forarmelse at skærpe modsætningerne mellem den etablerede/fabrikerede opposition og regimet samt vende stemningen i hele befolkningen til fordel for oppositionslederne, der som hovedregel allerede er udvalgt og sammen med en række ledende NGO-repræsentanter trænet i udlandet et eller andet sted. Efterhånden som sanktionerne og straftolden sætter sine spor og forårsager social mistrivsel i den brede befolkning, skærpes modsætningerne i en grad, hvor styret må skærpe undertrykkelsen og i samme bevægelse flytte sympatien over til oppositionen. Oppositionens internationale legitimitet styrkes, og formidles ofte ukritisk af mainstreammedierne. Et ikke helt uinteressant spørgsmål i den sammenhæng er måske, om efterretningsvæsenerne selv tror på det narrativ, der serveres for det politiske system: At styret er ustabilt og kan vælte, hvornår det skal være, hvis oprøret i befolkningen eksponeres i tilstrækkelig grad og bliver synligt for ”det internationale samfund”. Forudsigelsernes succesrate har historisk ikke været imponerende. Tredje og fjerde fase er, hvor demonstrationer bryder ud og kan slå over i optøjer eller ligefrem opstand, og hvor der viser sig sprækker i regimets sammenhængskraft. Den situation er operationsfeltet for de trænede NGO’er og aktivistgrupper, der ofte er i forbindelse med professionelle operatører udenfor landet, eller som et stykke tid forud for begivenhederne har fungeret ”under cover”. Grundstrukturen for operationerne blev beskrevet meget præcist og konkret af Elon Musk i hans opgør med ”Deep state” efter hans udnævnelse til leder af departementet for ”Effektivisering af regeringen” (DOGE). Umiddelbart efter sin indsættelse i embedet skrev Musk på X: ”NED er en forfærdelig organisation”. NED står for National Endowment for Democracy. Organisationen er delvist finansieret af regeringen og en række stærkt konservative tænke-tanke. Organisationen blev oprettet under præsident Ronald Reagan og har fungeret som finansieringskilde forud for regimeændringsoperationerne frem til i dag og som et knudepunkt for et netværk af NGO’er og ”ekspertpaneler”, som de fleste mainstreammedier ofte refererer til som sandhedsvidner. Musk skrev videre: ”Der var områder, hvor NED’s aktiviteter ikke var forenelig med dets mission om at fremme demokrati men snarere indikerede bredere geopolitiske strategier end klar demokratisk støtte”. Kritikken gjaldt: ”udførelse af CIA-aktiviteter under demokratisk forklædning, øve indflydelse på valgresultater i forskellige lande ved at finansiere medier og NGO’er og ad den vej rette fokus mod angivelig valgsvindel, finansiering af oppositionsbevægelser på en måde, der kan ses som fremmede magters indgriben i et lands indre anliggender”. Og han tilføjede videre, at NED har: ”manipuleret den offentlige opinion ved at finansiere forskellige medier og NGO’er for at fremme narrativer, der var/er favorable for amerikanske interesser, finansieret anti-regerings demonstrationer som f.eks. i Ukraine Maidankuppet (i 2014), der destabiliserer de pågældende lande; og støttet ”color revolutioner”, der indikerer, at demokratifremme er blevet styret for geopolitisk vinding”. Man skulle forvente, at med Musk’s hårde dom, ville NED’s operationsmuligheder være udtømte. Det har ikke været tilfældet. Elon Musk blev gået, og NED består og har været aktiv i både Venezuela og Iran. Hverken CIA eller MI6 eller Mossad kan i dag fabrikere narrativer, der kan kolporteres bredt indenfor rammen af Vestens verdensbillede. Organisationerne er alt for tæt knyttet til snævre nationale sikkerhedsinteresser og kompromitterede. Efter senatshøringerne i 80’erne, hvor CIA’s renommé befandt sig på et lavpunkt efter en række fejlslagne operationer, der kulminerede med Irankrisen i 1979, besluttede man sig for at oprette forskellige konkurrerende organisationer som eksempelvis NED. Det, som Elon Musk ikke beskæftiger sig med, er, at hele processen med at opbygge ”tilstandsbillederne, der har til formål at legitimere de kommende operationer, på den anden side bekræfter og understøtter den hjemlige opinions selvforståelse og accept af Vestens Manikæiske verdensbillede og følgelig udhuling af FN’s charterets status og autoritet. Den proces er afgørende for femte fase – selve interventionen. Den  kan være af militær karakter eller direkte paramilitær støtte til en opstand eller eskalering af demonstrationer og omfattende uro og politisk kaos. Afgørende for interventionernes ”succesrige karakter” er, hvorvidt destabiliseringen bliver så omfattende, at styret krakelerer og splittes i forskellige fraktioner, og hvor de provestlige fraktioner i militæret, sikkerhedspolitiet og statsadministrationen kan forenes med den opposition, der forinden er formeret, og om den selv er tilstrækkelig stærk til politisk at gribe magten og gennemtvinge en vis legitimitet både overfor befolkningen og internationalt. Den sidste fase er det springende punkt og bestemmende for, om den samlede regimeændrings operation lykkes eller ender i forstærket kaos og yderligere samfundsmæssigt forfald, eller som i tilfældet Iran ender med en vending på 180 grader og bred folkelig opbakning til det styre, man ellers har demonstreret imod. I nyere tid har selve udgangspunktet for operationerne imidlertid skabt deres egne fiaskoer. De Vestlige lederes og elitens fordomme, selvforherligelse og foragt for de respektive landes egne historie, traditioner, politiske erfaringer og indre klasseforhold og ikke mindst nationale stolthed, har forårsaget en blindhed overfor de faktiske forhold, som ved de fleste operationer har udløst helt uforudsete begivenheder, modstand og åbnet låget for et kompleks af modsætninger, som Vestens politiske ledere ikke forstår og derfor ikke magter at inddæmme. Tænk blot på Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen som er blevet efterladt i indre kaos og sekteriske magtkampe, der har bragt dem flere årtier tilbage i udvikling og samtidig, hvilket ikke er uden betydning, forstærket især det Globale Syds bestræbelser for at søge nye alliancer som forsikring mod nye regimeændrings operationer. Sidste skud på stammen er Irans helt åbenlyse anmodning om fremtidig politisk- og økonomisk- og militær støtte fra Kina og Rusland. Iran har ikke hidtil officielt anmodet om støtte. Det sker nu efter, at præstestyret angiveligt har neutraliseret de opstandslignende operationer og vendt folkestemningen til et forsvar mod en mulig amerikansk og israelsk militær intervention. Operationernes hjemlige skyggeside Hele det narrativ, der bygges op forud for hver intervention eller regimeændrings projekt, har en korrumperende skyggeside, som kan benævnes belejringsoplevelsen. Oplevelsen af, at vores Transatlantiske værdier er i fare, at ”vi i den velordnede have er under belejring af junglen udenfor”. Vores højt besungne demokratiske og liberale frihedsværdier indskrænkes som konsekvens af den Manikæiske dikotomi, eller som Georg W Bush indledte krigen mod terror med: ”Enten er I med os eller imod os”. Kritik af vores handlinger er odiøs og betænkelig. Bush lagde i virkeligheden grundstenen for den offentlige debats ”cordon sanitaire” (i samfundsdebatten en metafor for en ”hygiejnisk” isolation af en uønsket ideologi). Fremgangsmåden er ganske aktuel. Fjenden beskrives som barbarisk, ond, skrupelløs. Han eller de (Putin) har som udgangspunkt og mål at ødelægge vores vestlige demokratier. Fjenden er fuld af løgn og alt, hvad der kommer fra den kant eller fra personer, der måtte bringe fjendens synspunkter videre, deltager i hybrid krigsførelse og disinformation, hvorfor den hjemlige statsmagt eller i nyere tid EU må træde i karakter for at beskytte demokratiet og folket mod undergravende virksomhed. I den proces forvandles folket fra selvstændige politiske subjekter til passive objekter for statens beskyttelse. Sproget militariseres og den diplomatiske vej marginaliseres. Dem, der gør krav på at diskutere den diplomatiske vej, fastholde den kritiske dialog eller ønske om at forstå de styrer, der er under anklage, udskammes enten som naive og ansvarsløse humanister eller nyttige idioter for fjenden. Hele den proces, der udvikles sammen med narrativet, indsnævrer den hjemlige meningsdannelses domæne. Inkrementelt skabes en form for kognitiv hygiejne (cordon sanitaire), hvor det efterhånden ikke alene drejer sig om, hvad der skrives og tales om i det offentlige rum, men også om, hvad der kan tænkes uden at få stød. Fantasiens horisont og dermed også forskningens horisont får stadigt vanskeligere ved at overskride situationens autoriserede grænser og overvinde massemediernes massive reportagetæppe, der dagligt dramatiserer og formidler narrativet. Undtagelsestilstanden indsniger sig som norm. Ikke i form af en synlige autoritær stat. Det er et forvrænget billede, der ikke fremmer forståelsen. Vores demokratiske styreformer bevares, men den udøvende magt træffer politiske beslutninger, der lægges til grund for et helt kompleks af sanktioner både udadtil og indadtil. Handlinger, der er helt legale så som protester, demonstrationer diverse skrifter og kritiske diskussioner fratages deres legitimitet og kan sanktioneres, uden at de reelt kan prøves ved en domstol, da der ikke kan rejses en formel tiltale om brud på loven. Det mest vidtgående eksempel indtil dato handler om, at nogle få kritiske kommentatorer og analytikere i EU er blevet placeret på EU’s sanktionsliste med henvisning til handlinger, der takseres som disinformation eller stedfortrædende for Putins og Ruslands synspunkter. De pågældende har ikke gjort noget ulovligt, men ministerrådet har placeret dem på den udenrigspolitiske sanktionsliste sammen med en række russiske journalister. Den kafkaske pointe er, at deres sag ikke kan prøves ved en domstol. De er ikke anklaget for noget ulovligt. De er blot politisk kontroversielle og kan som sådan i en undtagelsessituation politisk placeres på en sanktionsliste. Generelt har belejrings- og trusselsbilledet frembragt en stemning, hvor blot det at tage et af de næsten tabuiserede temaer op som f.eks. om Ruslandsbilledet nu er rigtigt eller om dybden af korruptionen i Ukraine eller forsøg på at forstå styreformen i Iran, kan skade ens omdømme i civilsamfundet. Politisk betyder det, at det politiske systems subjektive og arbitrære legitimitetsfortolkning kommer til at overtrumfe legaliteten – altså overholdelse af landets love. Historiebevidstheden og respekten for alle landes særegne udvikling og politiske styre underkastes de intervenerende statsmagters narrativer og situationens tvingende tyranni uden blik for de langsigtede konsekvenser. Nuet bliver det afgørende, og historien reduceres til situationens baggrundstæppe. En afsluttende refleksion Som jeg indledte med, overholder enhver regimeændrings operation og det legitimerende narrativ ikke FN’s charter, der netop blev udformet og vedtaget for at beskytte ethvert lands suverænitet mod overgreb fra større og militært dominerende stormagter. Chartrets artikel 2 stk. 4 er som et tveægget sværd. Hvis vi tillader indgreb i andre landes indre anliggender, fordi vi ikke sympatiserer med disse landes styre og undertrykkelse af egne befolkninger, eller fordi de strider mod vores værdier, som vi kalder universelle, må vi også acceptere, at lignende interventioner vendes mod os selv, hvis de internationale magtforhold skifter og andre stormagter mener sig berettiget til at udbrede deres udgave af universelle værdier og mål for korrekte styreformer. Det er selvfølgeligt prisværdigt, at man rundt om i verden demonstrerer mod Trumpadministrationens kidnapning af Maduro og kritiserer de europæiske regeringslederes passivitet eller, som det nu er ved at ske, langsomt åbner for en kritisk efterforskning af, hvad der egentlig er foregået i Iran. Men protesterne kan ikke erstatte den principielle politiske kamp for at presse vores egne regeringer i Vesten til at respektere FN chartret. Ikke ud fra et abstrakt principrytteri, men ud fra den opfattelse, at en overholdelse af chartret tvinger os til at forstå de lande og deres styreformer, som vi ikke sympatiserer med, og finde politiske og diplomatiske veje for kritisk dialog, hvor også vores egen selvforståelse er på spil. I den praksis ligger muligheden for den kollektive frigørelse fra korrumperingen af vores egne demokrati- og frihedsidealer og som grundlag for at overvinde Vestens moralske kaos. Dobbeltstandarden, men også det tveæggede sværd viser sig allerede nu med Trumps ønske om regimeændring i Grønland og trusler mod sine egne allierede i Nato. Jan Helbak                        

  januar 19, 2026 10:20 pm

  Læs mere

• Kidnapningens strategiske perspektiv – del II

  I den foregående artikel (https://kritiskdebat.dk/2026/01/04/kidnapningens-strategiske-perspektiv/) var hovedfokus på USA’s strategiske perspektiver bag kidnapningen af Madoro. Jeg skrev, at kidnapningen skulle ses som første egentlige realisering af USA’s National Security Strategy (NSS), der blev offentliggjort i november 2025. Her fremgår det utvetydigt, at Latinamerika og Caribien er USA’s suveræne interesseområde, og at fremmede konkurrenters indflydelse skal reduceres eller helt ophøre. (Fortrinsvis Kina, Rusland og delvis Europa). Sat på spidsen og lidt kynisk kan man sige, at USA’s kidnapningsaktion og trusler til regeringen i Venezuela om, at USA overtager styringen af hele landet, hvis Delcy Rodriguez’s regering ikke efterkommer Trumpadministrationens krav, repræsenterer en form for show-case. Udfaldet af interventionen i de kommende måneder og konsekvenserne af USA’s brud på alle relevante internationale retsnormer vil have afgørende betydning for Trumps og Marco Rubios kalibrering og eskalering af interventionsstrategien. Med det afsæt skrev jeg følgende: ”Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika”? USA’s nye vending mod Latinamerika begyndte under Biden USA’s hovedkonkurrent i Latinamerika er uden sidestykke Kina. Og det er helt utilsløret Kina, strategien er rettet i mod. Rusland og Europa har også været aktive med investeringer og handel, men hverken i samme størrelsesorden eller med samme indhold. Kinas investeringer i Latinamerika og Caribien tog for alvor fart efter 2008, som en af flere strategier for at overvinde finanskrisen. I 2008 blev Kinas første officielle ”politikpapir” vedr. Latinamerika formuleret. Det blev fulgt op i 2016. Det sidste officielle ”politikpapir” blev offentliggjort i 2025. Linjen fra 2008 og frem til nu er rimelig konsistent: Oprettelse af handelsforbindelser til gensidig fordel for de enkelte lande. Gradvis indførelse af swaps (komplekse finansielle byttehandler) og handel i lokale valutaer. Oprettelse af transnationale samarbejdsinstitutioner på kontinentet som f.eks. CELAC (China-community of Latin American and Caribbian States bestående af samarbejdet mellem Kina og 33 stater på kontinentet), som igen har tilknyttet en række underordnede fora/organisationer, institutioner og projekter. Sidste møde blev afholdt i Beijing 2025. Ingen militarisering og ingen ideologiske krav til de respektive regeringer, herunder indblanding i enkeltstaternes indre anliggender. Først relativt sent stod det klart for i hvert fald Biden administrationen, at Kina var ved at blive en strategisk udfordring i Latinamerika, og at Kina ikke kun skulle inddæmmes og bekæmpes i den Asiatiske region. I 2022 frigav Bidenadministrationen en ”Ny national forsvarsstrategi”, hvis hovedsigte var at konfrontere Kina og de vigtigste regionale områder, heriblandt Latinamerika. Strategien defineres som ”integreret afskrækkelse”, hvilket råt oversat indebærer, at politiske-juridiske-økonomiske-og militære midler skal anvendes som samlet afskrækkelse. Latinamerika blev set som en central del af det ”Globale Syd”, hvor Kina opererer for at skabe ”et favorabelt eksternt område”. ”Kina tilstræber at blive repræsentant for det ”Globale Syd”. ”Kinas sikkerheds- og udviklingsinitiativer falder i tråd med udviklingslandene, som opfatter den internationale orden under amerikansk og europæisk ledelse som ude af stand til at adressere de indbyggede problemer i det ”Globale Syd”. Trumpadministrationens nye NSS har med andre ord ikke set dagens lys ud af den blå luft. Joe Bidens administration og Pentagon havde allerede stillet skarpt på den ”Latinamerikanske udfordring”. De væsentligste forskelle består for det første i NSS dokumentets eksplicitte opdeling af verden i hovedregioner og disses betydning for USA’s sikkerhed og vækst. For det andet er tonen en anden. Hvis man ser bort fra selvforherligelsen i NSS, er dokumentet slet og ret et brutalt kampskrift for at bevare USA’s magt uden ideologisk legitimering. (lige nu kommer det tydeligt frem i Grønlandsdebatten). Kinas investeringer og aktiviteter På nuværende tidspunkt er Kina involveret i ca. 300 større projekter i Latinamerika og Caribien, hvoraf infrastrukturprojekter alene udgør 268. Der er skabt i omegnen af 2 mio. arbejdspladser. Dels i projekterne og dels i 2000 virksomheder, som kineserne har part i. Siden 2020 er Kina blevet Latinamerikas største samhandelspartner med en handelsværdi på 510 mia. dollar om året. I 2000 udgjorde samhandlen 12 mia. dollar. Ved udgangen af 2023 havde Kina investeret 600 mia. dollar. Kinas samlede engagement i Latinamerika og Caribien overgås kun af engagementerne i Asien. Det betydningsfulde er dog karakteren af Kinas investeringer, der adskiller sig radikalt fra USA’s og EU’s investeringer. For det første er der over de seneste år sket en ændring i investeringerne fra ordinær råstofudvinding til en mere massiv satsning på fælles opbygning af infrastruktur og større sammenhængende investeringer i it-systemer og kommunikationsstrukturer, herunder udrulning af open source AI projekter. Projekterne er kendetegnet ved at fremme billige AI løsninger med praktisk betydning for den samlede industriudvikling og med fokus på robotteknologi og effektivisering og kvalificering af produktionen indenfor high-end industrier og bilindustrien. Med investeringerne hører også investeringer i uddannelse af arbejdskraften, herunder opbygning af uddannelsesinstitutioner. Parallelt med disse investeringer er der igangsat flere landbrugsprojekter med overførsel af erfaringer fra Kinas nationale effektivisering af landbruget kombineret med miljøvenligt energiforbrug som alternativ til USA’s ”plantageimperialisme”, hvor landbrugsinvesteringerne hovedsageligt rettes mod opbygningen af plantager for amerikansk fødevareforbrug. Konkrete eksempler og USA’s modsvar Nogle få eksempler kan kaste lys over rationalet bag de kinesiske investeringer og tydeliggøre, hvor de adskiller sig fra især de amerikanske investeringer, og hvorfor USA nu reagerer kraftigt. I 2024 blev Latinamerikas mest moderne og robotstyrede dybvandshavn til 3.5 mia. dollar indviet i Chancay i Peru lige nord for hovedstaden Lima. Men det drejer sig ikke kun om pågældende havn. Den er et led i et langt større projekt, som Xi Jinping ved indvielsen kaldte:  ”den maritime Silke- og Inca vej” forstået som et nyt knudepunkt for den maritime handelstrafik fra Asien, der på sigt skal forbindes med den gamle Incavej fra Chile til Colombia. Fuldt gennemført vil projektet forbinde flere landes samhandel og effektivisere infrastrukturen på et helt nyt niveau. Hvor langt projektet udvikler sig, vil bl.a. afhænge af de implicerede landes vilje til lokalt at indgå gensidige kontrakter og samlet kontrakter med Kina. Med USA’s nye magtpolitik er det indlysende, at man vil forsøge at presse de lokale regeringer til ikke at indgå i de nødvendige delprojekter og det samlede projekt. Når præsident Trump nu efter kidnapningen af Maduro langer ud efter Columbias præsident Petro skal det ses i lyset af, at Columbia har søgt om optagelse i Belt and Road projektet og dermed de facto samarbejde med BRICS-landene og New Development Bank. Bl.a. med henblik på finansiering og realisering af et ret vidtgående projekt, hvor Columbias Stillehavskyst forbindes med det Caribiske hav som et landbaseret jernbanealternativ til en langt dyrere kanal. Trumpadministrationen er allerede i gang med at presse regeringen i Columbia til at ”genforhandle” kontrakterne med Kina. USA’s krav om overtagelse af Venezuelas olieindustri har været forsidestof og fået flere til at stedfæste motivet for kidnapningen her. Der har også været skrevet en del om, hvad det vil få af negative konsekvenser for Kina. Forholdet er dog det, at Kina har reduceret sin import af olie fra Venezuela til et minimum, så importen kun udgør mellem 1- og 4%. Samlet set har Kina indenfor de sidste fire år neddroslet sine aktiviteter i Venezuela på grund af styrets tiltagende ustabilitet. Men Kina driver stadig Venezuelas it-net og det officielle kommunikationssystem gennem Huawei og ZTE, herunder det nationale ID-system. Projektet er defineret som et forsøgsprojekt, hvis metoder og typer af udstyr mv. skal kunne overføres til andre lande i Latinamerika. Den kommende tid vil vise, om regeringen i Venezuela presses til at opsige disse og andre kontrakter med Kina og erstatte it-strukturen med amerikanske produkter styret af amerikanske virksomheder. Problemet vil være, at de ikke har samme erfaring med udrulning af it-teknologi i lande med en ikke udviklet it-teknologi og tilsvarende arbejdskraft. Under alle omstændigheder vil udviklingen i Venezuela give et fingerpeg om, hvordan USA vil gribe samme problematik an i flere af de andre lande, som har indgået samarbejdskontrakter med Kina. Bl.a. Chile, Uruguay og Brasilien. Vi ved på indeværende tidspunkt meget lidt om, hvad det kommer til at betyde for Mexicos økonomi, at Trumpadministrationen har tvunget regeringen i Mexico til at lægge en høj told på importen af biler, tekstiler og plastikprodukter, der er vitale dele af mexicansk produktion. Mexicos regering er blevet tvunget ud i en hårfin balancegang mellem hensynet til en øget samhandel med ikke blot Kina, men også flere andre Asiatiske lande og nedtoning af en konflikt med USA. Trumps trusler overfor Mexicos præsident er ikke tomme. Sandsynligvis vil han afstå fra militære indgreb. Det forekommer mere nærliggende, at Trump indfører sanktioner, der vil ramme Mexicansk industri og landbrug hårdt og det facto opløse North American Free Trade Agreement. Et sidste eksemplarisk område, der skal nævnes, er de Latinamerikanske landes valutasamarbejde med både Kina og Rusland. Indenfor de sidste år nærmere bestemt efter Covid 19 krisen er en større del af samhandlen enten foregået i lokale valutaer eller i yuan og rubler helt uden om dollarsystemet. Dertil kommer enten kinesisk udviklede eller fælles udviklede swap-systemer til at forestå enten valutaomveksling eller omveksling af fysiske produkter. Det var et sådant system, Argentinas præsident Milei var ved at indgå aftaler med Kina om i sommeren 2025. USA saboterede aftalen med trusler om at blokere for Argentinas nye lån i IMF. Til gengæld kunne USA bevilge et større lån for at redde den stærkt højreorienterede præsident. Det har dog indtil dato ikke afskrækket Argentina og Chiles højreorienterede præsident Kats fra fortsat at ”sondere” lignende mekanismer. Afgørende er det dog, at præcis hele problematikken om dollarens fortsatte dominans ikke bare i Latinamerika men også i Centralasien og Afrika udgør det måske mest prekære og eksplosive konfliktpunkt, idet hele USA’s fortsatte økonomiske dominans står og falder med dollarsystemet. Afsluttende bemærkninger Over tid er Kinas og BRICS mål at bidrage til en ny Latinamerikansk udviklingsidentitet gennem opbygningen af et kompleks af gensidige projekter og bindende samarbejdsaftaler uafhængig af de respektive regeringers politiske observans. Livskraften i den strategi står og falder med de mange projekters faktiske forbedring af befolkningernes levevilkår og politisk stabilitet, hvad der i hvert fald på papiret tages højde for ved at understrege alle projekteres applikation til lokale vilkår, politiske og kulturelle traditioner. Som noget relativt nyt indgår stærke sikkerhedsgarantier i Kinas investeringspolitik. Allerede før USA’s kidnapning af Maduro måtte kineserne konstatere på den hårde måde, at Venezuela ikke ville være i stand til at overholde sine gældsforpligtelse. Den sikkerhedspolitiske dimension i investerings- og kontraktpolitikken vil helt sikkert blive udviklet i forceret tempo som modsvar til USA’s Nationale Sikkerheds Strategi og aktuelle intervention i Venezuela. Det helt afgørende spørgsmål i den nære fremtid er, hvad Kina vil kunne stille op, hvis USA presser de forskellige lande til enten at annullere de kontrakter, der er på tegnebrættet eller opsige allerede indgåede aftaler? Rent militært kan Kina for nuværende ikke stille noget op overfor USA’s militære opbud i Latinamerika og Caribien. USA har 76 militære baser i Latinamerika. Kina og Rusland har ingen militær tilstedeværelse overhovedet. Og med Trumpadministrationens tilsidesættelse af enhver respekt for international lov og indgåede aftaler er juridiske- og diplomatiske modforholdsregler begrænsede. Kinas og BRICS landenes modsvar vil angiveligt være at undgå direkte konfrontationer og fortsætte den valgte strategi dèr, hvor USA ikke står tilstrækkeligt stærkt til at gennemføre de nødvendige magtdemonstrationer eller har udsigt til udbredt folkelig modstand og trusler mod de siddende Trumpvenlige regeringer. For nuværende eksponerer USA’s intervention i Venezuela, truslerne mod Columbia, Mexico og Cuba et nyt og uforudsigeligt konfliktbillede i Latinamerika, hvor USA vil sætte alt ind for at gennemføre sin strategi og devaluere Kinas Belt and Road strategi som et reelt og troværdigt alternativ til USA’s ”America First” politik. Jan Helbak                              

  januar 8, 2026 9:54 pm

  Læs mere

• Kidnapningens strategiske perspektiv

    Venezuelas præsident Nicolas Maduro blev natten til den 3. januar 2026 kidnappet af amerikanske specialstyrker. USA’s begrundelse: ”gennemførelse af en anholdelse for at retsforfølge Maduro i New York på grundlag af et 20 sider langt anklageskrift. Hovedanklagen er medskyldighed i ”narkotikaterrorisme” til skade for USA’s befolkning””. Få tager med rette den anklage alvorligt. Få kan definere begrebet narkoterrorisme. Det er forså vidt også ligegyldigt, for USA’s retssystem er under alle omstændigheder underlagt international lov og FN-charteret, når det gælder internationale forhold. USA har ingen eksterritorial retskompetence! Det er patetisk at høre den ene regeringsleder rundt om i verden beklage USA’s aktion med henvisning til, at international lov skal overholdes. Hvornår har USA respekteret international lov, hvis lovene kom i vejen for landets interesser. Det vil her føre for vidt at opremse alle USA’s brud på international lov, og antallet i sig selv er heller ikke videre interessant. Så lad os sætte den side af sagen i parentes og nøgternt konstatere, at USA’s og Europæiske regeringers lemfældige omgang med international lov har skabt en præcedens, der efterhånden udstiller enhver henvisning til international lov i bedste fald naiv og i værste fald fuldstændig arbitrær. Hykleriet vedrørende regimeændringer kan vi også hurtigt runde. Vi kender efterhånden opskriften: Der er et regime, som ikke passer ind i USA’s eller Europas interessefelt. Først anfægtes regimets legitimitet. Derefter flyttes det over på den forkerte side som autokratisk. Så kommer sanktionerne efterfulgt af økonomisk pres. Oppositionen dyrkes og vejen banes for åben opposition og utilfredshed. Destabiliseringsprocessen udvikler sig, og snart er landet modent for regimeændring enten gennem regimets kapitulation eller via intervention. Succesraten har i de sidste årtier ikke været imponerende. Kidnapningsaktionen er den lidt mere spektakulære variation. Om aktionen vil lykkes på lidt længere sigt, ved ingen. Om det er realistisk, at Trump kan indlede et ”styret” samarbejde med fungerende præsident Delcy Rodríguez og dele af den øverste militære ledelse om at gennemføre en kontrolleret normalisering er langt fra sikkert. Men planen ligger i kortene. Muligheden eller risikoen for kaos og langvarig ustabilitet kan absolut ikke udelukkes, fordi der åbnes for et reelt magtvakuum og en ny scene for stormagtsrivalisering. Den scene eksisterer allerede og har eksisteret længe før kidnapningen. Det Venezuelanske samfund og dets politiske liv har længe være præget af de forskellige magtgruppers præferencer for amerikansk, russisk eller kinesisk indflydelse.  Interessekampe, der rækker langt ud over kontrollen over olien. Men fra og med kidnapningen og Trumps bemærkninger gælder det, at den videre udvikling i Venezuela er blevet hans stedfortræderproblem. Indtil videre forbliver de mange diskussioner om mulige scenarier de rene gisninger eller regelrette konspirationsteorier. Den overdrevne fokus på Venezuelas olieforekomster og Trumps forkvaklede påstand om, at det nu gælder om at tage USA’s ejendom tilbage, kan forvride forståelseshorisonten. Hensigten er selvfølgelig en afnationalisering af olieindustrien og geninstallering af amerikanske olieselskaber som ejere. Mange har fokuseret på, hvad overtagelsen af kontrollen med olieindustrien vil få af konsekvenser for oliemarkedet, og hvad det vil betyde for Rusland og Kina i særdeleshed. Det billede kan imidlertid let fortrænge det mere vidtgående perspektiv, som udgør et af flere operationsfelter i USA’s Nationale Sikkerheds Strategi. Trump og USA accepterer ikke andre landes legitime ret til at nationalisere egen ejendom, fordi det begrænser de store amerikanske og også europæiske virksomheders frihed til at ”investere” sig til monopolstillinger på vitale samfundsområder. ”Kampen om retten til olien” i Venezuela er ikke et unikt fænomen, men et konfliktpunkt der genaktualiseres i flere Latinamerikanske lande i disse år. USA’s Nationale Sikkerheds Strategi (NSS) Selve aktionen er alvorlig nok i sig selv, men vi bliver nødt til at se bort fra situationens spektakulære narrativ og Trumps brovtende selvhævdelse. herunder udtalelserne om, at USA vil styre Venezuela indtil, en ny regering kan tage over og indføre en rolig og stabil overgang til demokrati og velfærd for hele befolkningen. Lykkeligvis er der færre og færre, der tager bravaderne alvorligt. Kun frygten for konsekvenserne styrer de frekvenser, der tunes ind på. Det alvorlige ligger bag bravaderne. Kidnapningen af Maduro indgår som første realisering af USA’s nye Nationale Sikkerheds Strategi. Nærmere beskrevet i afsnittet om regioner. Her gælder det Western Hemesphere og hvad der beskrives som Trumps videreførelse af Monroe doktrinen. Mildest talt en fordrejning der vil noget, men lad det være. Dokumentets selvovervurderende og i øvrigt inkonsistente tirader om USA’s fantastiske overlegenhed på alle livets områder og respekt for alle landes suverænitet og frihed, kan man med fordel springe over. Så reduceres strategidokumentets 29 sider til nogle relativt få centrale statements, der til gengæld bliver styrende for USA’s fremtidige udenrigspolitik. Hvad det får af indenrigspolitiske konsekvenser skal ikke behandles her. Blot skal nævnes i forbifarten, at strategien har forårsaget flere revner i MAGA bevægelsen. Helt overordnet er den nye strategi som udgangspunkt  kontraktiv og defensiv. USA skal ikke længere tilstræbe global dominans, men prioritere sine styrker og indsatser, herunder genopbygningen af sig selv som uovertruffen industri- og militær nation. Målet er at fastholde en bestemt magtbalance, hvor ingen magt i verden vil blive tilladt en størrelse, som kan true USA’s interesser. Det er dokumentets maxime. ”At fokusere og prioritere er at vælge”, og det strategiske dokument prioriterer først fremmest den absolutte dominans i hele Latinamerika som en afgørende prioritet. En prioritet, som Trumpadministrationen beskylder de tidligere amerikanske regeringer for at have negligeret i deres ”ideologiske globaliseringspolitik”. USA skal gennemtvinge en overlegen tilstedeværelse og skabe adgang til alle geografiske områder på hele kontinentet. USA skal forhindre ”fremmede” magter og interesser udenfor Latinamerika i at få fodfæste og true amerikanske interesser. Fremgangsmåden skal primært bestå i at binde (enlist) venligtsindede regimer til USA’s interesser og udvide antallet (expand) af lande, der potentielt kan blive USA’s fremtidige partnere. Som f.eks. Venezuela. Bagtæppet beskrives på følgende måde: Udefra kommende konkurrenter, som er trængt dybt ind i Latinamerika til skade for USA’s økonomiske- og strategiske interesser. At tillade en sådan fremmed indtrængen gennem årtier har udgjort en strategisk fejltagelse. Målet må være at trænge disse konkurrenter tilbage eller helt ud af Latinamerika. Her tænkes først og fremmest på Kinas og i mindre grad Ruslands voksende økonomiske indflydelse i Latinamerika. Men det er også et signal til EU om at underordne sig USA’s interesser. Aktuelt med adresse til EU’s ønske om at indgå en større handelsaftale med Mercosur-landene. Eksempelvis er Mexico blevet tvunget til at indføre told på import fra Kina, hvilket bringer mislyde mellem de to lande, der ellers har haft et upåklageligt samarbejde. Kina er blevet tvunget væk fra administrationen af Panamakanalen. Brasilien har fået pålagt en meget høj straftold, fordi man handler med Rusland. USA har også rettet fokus på samarbejdet mellem Peru og Kina om havne- og transportnet og flere latinamerikanske landes kontrakter med Kina omhandlende it-udvikling, udrulning af G5 netværk, eksport af landbrugsprodukter til Kina mv. Dertil kommer måske det allervigtigste Kinas og Ruslands finansielle interesser i Latinamerika og bestræbelserne for at opbygge mellemstatslige handler i lokale valutaer uden om dollarsystemet. Selv om Kina stadig kun er tredjestørste investor i hele Latinamerika er investeringsraten vokset eksponentielt siden 2020. I december 2025 offentliggjorde Kina et strategisk ”politikpapir”, som beskrev en agenda for: ”Institutionaliseret, udvidet og prioriteret samarbejde med de latinamerikanske lande”. Politikpapiret følger den generelle kinesiske opskrift. Samhandel, favorable investeringer og institutionsopbygning, hvor sidstnævnte skal konsolidere og sikre det videre samarbejde og ikke mindst mulig fremtidig tilslutning til BRICS. Afgørende for Kinas strategi er, at man altid respekterer de eksisterende regeringer og politiske forhold og altid sikrer en bredde i samarbejdet, som er til fordel for de lokale samfund og interesser. Det betyder eksempelvis, at både Argentina og Chile, som er styret af ekstremt højreorienterede regimer, har opretholdt deres samarbejde med Kina uden de helt store problemer. Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika? Kinas ”Belt and Road” er vidt udbredt i flere af de Latinamerikanske lande. Venezuela udgør kun en begrænset del af det samlede projekt. Det tredje spørgsmål er, hvordan befolkningerne og det politiske liv i de Latinamerikanske lande vil reagere, hvis en mulig amerikanske udmanøvrering medfører forringede levevilkår, langsommere it-vækst, opløsning i de etablerede institutionelle strukturer og svækket national økonomi? Hidtil – dvs. historisk – har amerikansk militær og økonomisk dominans i området ikke fremmet Latinamerikas samlede økonomiske og samfundspolitiske udvikling. Kidnapningen og herfra Med kidnapningen af Madura har Trumpadministrationen udfoldet det første konkrete lærestykke i, hvordan NSS skal fortolkes. Om Trump kan ”styre” regimeændringen i Venezuela efter planen, eller om kidnapningsoperationen ender i kaos og binding af USA’s kræfter i længere tid er først og fremmest interessant, fordi udfaldet i Venezuela siger noget om, hvor hurtigt og effektivt (eller det modsatte) Trumpadministrationen kan forfølge sine strategiske mål på resten af kontinentet. Forløbet indenfor den nærmeste tid vil også give et fingerpeg om, hvorvidt USA vil være i stand til at overføre sit magtopbud til den globale scene. I Mellemøsten forbereder Iran sig på et angreb fra USA og Israel. Om det kommer, kan afhænge af udfaldet i Venezuela. På det afrikanske kontinent overvejer staterne i Sahelområdet om bombningerne i Nigeria alene var en tom magtdemonstration eller et seriøst forvarsel. Retningen og tempoet for gennemførelsen af USA’s strategi i Latinamerika afhænger også af de mulige geopolitiske konflikter mellem USA, Kina og Rusland og ikke mindst, om de to lande formår at holde sammen på BRICS, herunder udbygge alliancen med Indien og Brasilien. Lidt kynisk kan man antage, at de fire lande kan have en vis interesse i, at USA hænger fast i Venezuela, tilraner sig oliereserverne og kompromitter sig overfor de øvrige Latinamerikanske lande. For selv om USA demonstrerede et enormt militært magtopbud forud for kidnapningen, bidrager samme magtdemonstration til at svække USA’s styrke på lidt længere sigt, fordi enhver svækkelse eller fejltagelse åbner for modstand på alle fronter. USA under Trump bygger ikke på politiske og gensidigt forpligtende alliancer, men på taktisk underordning, hvad der eksempelvis gør USA’s dominans i Stillehavsregionen skrøbelig. Alle er jo nu bekendt med, hvad USA First betyder. På den anden side bliver det Latinamerikanske orkester også prøven på BRICS sammenhængskraft. Festtalernes tid er forbi. Man bør bemærke, at både Nigeria og Venezuela er ansøgere til BRICS, og at Iran lige er blevet medlem i 2025. Det drejer sig ikke så meget om styrken i selve BRICS-perspektivet, men om hvorvidt den aktuelle BRICS-konstruktion kan holde overfor USA’s demonstrerede rå og defensive magtpolitik. Samme betragtning kan faktisk anlægges hvad angår styrken og den fortsatte sammenhæng i den Transatlantiske alliance. Hvor længe kan Europa fortsætte med at følge USA i forsvaret af en verdensdominans, der med voksende hastighed falder fra hinanden, og hvor Europa og ikke mindst EU kan ende med at blive den store taber. Det sidste kan måske opfattes som en overfortolkning af kidnapningens konsekvenser. Men hele aktionen giver slet ingen mening uden at blive sat ind i en Latinamerikansk kontekst og USA’s udenrigspolitiske strategi for kontinentet. Som igen giver meget lidt mening, hvis den strategi ikke kædes sammen strategipapirets samlede strategi for at forhindre USA i globalt at blive udfordret. For selv om retorikken i de øvrige afsnit vedr. Asien, Mellemøsten og Europa er let aggressiv, skjuler den ikke det faktum, at hele strategidokumentet er defensivt og totalt blottet for ethvert offensivt perspektiv for en fremtidig global orden. Derfor skal Kinas og Ruslands aktuelle og kommende reaktioner på kidnapningen også læses ganske nøje på samme måde, som de to landes regeringer har læst NSS ganske nøje og antageligt draget den konklusion, at Trumpadministrationen styrer mod en global magtdeling med relativt skarpt opdelte regionale interessesfærer. Det er ikke i Kinas langsigtede interesse, hvorimod det er eksistentielt for USA, hvad der gør perspektiverne alvorlige. I den henseende er kidnapningens perspektiver vigtigere end selve kidnapningen og dens umiddelbare konsekvenser. Jan Helbak            

  januar 4, 2026 8:23 pm

  Læs mere