Categories for Ikke-kategoriseret

• Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker USA’s strategiske mål

  Trumpadministrationens begrundelser for angrebet på Iran flytter sig fra dag til dag. Det samme gør målene. Vævet af begrundelser og mål er så flossede, at USA’s strategiske mål (hvis der er nogen) fortaber sig i tågerne. Og det samme er tilfældet med informationerne fra slagmarken. Officielle mål og de bagved liggende mål Trumpadministrationens målkaos har fået både militæranalytikere og geopolitiske analytikere til at kalde angrebene irrationelle, lidet gennemtænkte, analytisk- og strategisk mangelfulde og konsekvenserne uoverskuelige. Og sådan ser det unægtelig også ud. Men spørgsmålet er, om de indbyrdes modstridende begrundelser og skiftende mål reelt flugter hensigterne, som også indbefatter Trumps mulighed for ud i den blå luft at erklære ”missionen fuldført” og trække sig ud, eller om der bag de officielle begrundelser optræder langt mere vidtgående mål, som både har initieret angrebene og reelt bestemmer selve krigsudviklingens dynamik. Hvilket indebærer risikoen for, at USA tvinges ud i en optrapning med amerikanske soldater i kamp på iransk grund og Irans modsvar med udvidede angreb på Golfstaterne og Israel? Jeg vil afstå fra analyser af det helt konkrete og aktuelle militære og politiske krigsteater, da jeg som de fleste andre har mere end vanskeligt ved at danne mig et overblik over, hvad der faktisk foregår af militære aktioner, olieblokader og lignende i hele regionen. Men et er sikkert. Oliepriserne stiger faretruende for verdensøkonomien, og hele Golfområdet og måske hele Mellemøsten er i opbrud. De langsigtede konsekvenser kan vi på nuværende tidspunkt kun gisne om. Jeg vil derimod sætte fokus på, hvad jeg opfatter som USA’s mere grundlæggende strategiske interesser og mål, som ligger til grund for Trumpadministrationens statsterroristiske angreb på Venezuela og nu Iran, og som rækker langt videre end Trumpstyrets daglige diffuse og brovtende begrundelser. Angrebet på Iran er ikke tilfældigt, selv om tidspunktet måske er det. USA’s vigende dominans USA er stadig den ubetinget stærkeste kapitalistiske magt på verdensmarkedet, men er ikke længere i hegemon. Dvs. den amerikanske kapitalisme har for længst mistet den økonomiske, politiske og værdimæssige styrke til at udvikle og stabilisere verdensmarkedet. Det har siden finanskrisen forholdt sig modsat. USA er blevet verdensmarkedets parasit. USA’s er ikke længere nettoeksportør af kapital og industriinvesteringer. Det forholder sig omvendt. USA’s samlede gæld når i 2026 40 trillioner dollar og udgør 124% af BNP. Renter og afdrag andrager 2 trillioner dollar, og det bliver stadigt dyrere for UAS at finansiere sin gæld via obligationsmarkederne. Gældsudviklingen skal samtidig ses i forhold til den aftagende vækst, hvor den samlede amerikanske økonomi reelt ikke vokser med mere end 0.5-1% En gældsbyrde af den størrelsesorden ville føre et hvilket som helst andet land på fallittens rand. Men USA’s finansielle styrke som finanscentrum, dollarregimet, understøttet af verdens stærkeste militær har gjort det muligt for USA at tvinge det meste af verden til at betale gælden og kompensere for afindustrialiseringen og den faldende økonomiske vækst udenfor it-området. Magten til at opretholde dollardominansen, som institutionelt system i de globale forsyningskæder, der under USA’s jurisdiktion sætter betingelserne for transaktionerne i de globale forsyningskæder, er krumtappen i USA’s markedsdominans. Det samlede institutionelle finanssystem giver USA de legitime muligheder for at diktere den globale rente- og lånepolitik og dermed bl.a. fastholdelse af det globale Syds økonomiske afhængighed. Systemet udgør også grundlaget for USA’s vilkårlige sanktionspolitik og pres på nationalstater, der ikke imødekommer de økonomiske krav og frie adgang til at overføre billige ressourcer til USA. Det system, der institutionelt blev etableret efter 2. Verdenskrig og udvidet efter 1973, er nu under voksende pres, fordi nøglefaktoren - ”petrodollarsystemet” – som den bærende dollarbaserede forsyningskæde er under gradvis udtynding. På andre råstofområder, der også afhandles i dollars, indgås der i voksende omfang også kontrakter, der ikke er dollarbaserede. Kina arbejder målrettet på, at en større del af de kontrakter, man indgår på råstofområdet, skal indeholde betalinger i Yuan helt op til 50%. Målet er 100%. Truslen mod dollarsystemet Iran handler ikke olie i dollar. Saudi-Arabien har indgået aftale med Kina om, at betalingen foregår i den kinesiske valuta, Yuan. Flere andre Golflande følger efter. Tendensen fremskyndes dels på grund af USA’s vilkårlige sanktions- og toldpolitik, som er vokset næsten eksponentielt med krigen i Ukraine, og dels på grund af Trumps eksorbitante underskudspolitik og trusler mod alle lande inklusive de allierede om at finansiere USA’s industrielle genopretning, hvis de vil undgå invaliderende straftold. Sydkorea, Japan, Indien, EU-landene, Vietnam og flere andre lande er blevet truet til at indgå handelsaftaler, hvor de hver især har forpligtet sig til enorme investeringer i USA og af samme grund har måtte acceptere en lavere hjemlig investeringsrate. Det er faktisk kun Rusland og Kina, der på nuværende tidspunkt har udvist tilstrækkelig styrke til at afvise USA’s økonomiske angreb og sammen opbygge et begyndende industrielt- og finansielt alternativ til USA’s dominans. Hvor meget Biden regeringen og Trump regeringen end har forsøgt at bremse Kinas og Ruslands økonomiske og industrielle udvikling, er det ikke lykkedes. Det har bragt USA og faktisk også det USA afhængige EU i defensiven på verdensmarkedet forstået på den måde, at det ikke længere er dem, der driver verdensmarkedet fremad, indgår progressive handelsaftaler og nye finansielle transaktionsformer for at åbne og udvide verdenshandlen. Det er først og fremmest Kina og delvist Rusland i det løse samarbejde med landene indenfor BRICS+. Kinas Belt and Road initiativ (BRI) repræsenterer industrielt, finansielt, infrastrukturelt og sikkerhedspolitisk strategien for udviklingen af verdensmarkedet. Der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af to bestemmende og modstridende tendenser på verdensmarkedet. USA’s og Europas bestræbelser for at opretholde fordums magt og dominans, der bevirker, at væksten på verdensmarkedet er på det laveste niveau i flere årtier og kun udvider sig ganske langsomt, fordi USA og Europa stædigt fastholder det finansielle tyranni, det ulige bytte og de ulige og ringe vækstbetingelser for de tidligere kolonilande. Omvendt forfølger Kina bl.a. gennem BRI en vækststrategi, hvor de enkelte landes suverænitet respekteres og knyttes sammen i både multilaterale og bilaterale samarbejder, og hvor Kinas investeringer målrettes opbygning af velfungerende infrastrukturer, som understøtter samarbejdsrelationerne. BRI skal også bane vejen for et opgør med det ulige bytte. Det sker bl.a. ved, at basisindustrien, der i Kina fortrænges af de højteknologiske sektorer, overføres til samarbejdslandene i det globale Syd. Kinas investeringspolitik har som overordnet mål at bidrage til videreudviklingen af de enkelte landes basisindustri. Målet er på længere sigt at fremme den nødvendige handelsmæssige gensidighed, som alt andet lige vil bidrage til udvidelse af verdensmarkedet og af samme grund tjene Kinas økonomiske interesse for nye og større markeder, som ikke kontrolleres af Vesten. Men Kinas vækststrategi, som indbefatter en nyordning af verdensmarkedet og inklusionen af det globale Syd, står overfor flere centrale udfordringer, hvis ikke det lykkes langsomt at nedslide dollarregimet, USA’s finansielle- og militære og hermed geopolitiske magt. Det er i det konfliktbillede, Iran i mindst et årti har spillet en central rolle, og det har siden de sidste bombardementer i juni 2025 ikke handlet om, hvorvidt Iran ville blive angrebet igen, men om hvornår. Irans centrale placering i Eurasien Hvis USA og Israel ikke vinder krigen på en måde, så de offensivt kan forfølge de strategiske mål/interesser, vil det omvendt accelerere de mangesidige udfordringer af USA’s dominans, som allerede er i spil på flere fronter. Israel er i den sammenhæng ikke længere betydningsfuld. Israels rolle som Vestens geopolitiske forpost og lokale vogter er udspillet i og med det politiske, moralske og militære nederlag i Gaza. Israels politiske elite har med sin rabiate zionisme placeret landet som en paria på verdensscenen. Selv for den europæiske elite er Israel ved at blive til en belastning. Angrebet på Iran har da også afsløret, at USA og Israel ikke har identiske interesser. USA er først og fremmest interesseret i at vælte det iranske styre og erstatte det med et USA venligt regime og skabe grundlaget for et udbygget samarbejde mellem USA, Iran og Aserbajdsjan. Målet er opbygningen af en akse fra Caucasus-området til den Persiske Golf og derved lægge en spærrebom for Kinas og Ruslands ambitioner om at udvikle hele det Eurasiatiske område. Dvs. forbinde Kina og Rusland med Centralasien, Vestasien og de arabiske Golfstater. Israels mål er en balkanisering af Iran for at opretholde sin egen position som den eneste stærke militære magt, der kan holde den arabiske verden i skak og sikre et permanent underordningsforhold til Vesten – USA og Europa. Et selvstændigt og stærkt Iran udgør ikke blot en trussel mod Israels militære dominans, men opfattes også som en politisk-økonomisk udfordring af Israels transitfunktion, fordi Iran som en del af BRICS+ og SCO på sigt vil blive bindeleddet mellem en vækstorienteret Kina-Rusland alliance og Saudi Arabien og de øvrige Golfstater. Kina har i flere år sammen med bl.a. De forenede Arabiske Emirater udviklet Dubai til et finans-og handelsmæssigt knudepunkt for handelstransporten gennem Centralasien. I takt med udrulningen af det Eurasiatiske ”projekt” vil Israels betydning langsomt svinde ind og samtidig vende op og ned på den indre stabilitet i landet. De to centrale handels- og infrastrukturelle forbindelser fra Kina og Rusland til Centralasien og Mellemøsten forudsætter et tæt politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med Iran. Nord-Syd korridoren fra Rusland til den persiske Golf går via jernbanenettet og adgangen til de vigtige iranske havne. Syd korridoren går fra det vestlige Kina gennem flere af de centralasiatiske stater og via enten Aserbajdsjan eller Iran til Mellemøsten og Middelhavet. Og herfra til Europa. Her spiller Israel ingen rolle. Kinas og på det seneste også Ruslands strategi er gennem et udbygget industrielt, finansielt og sikkerhedspolitisk samarbejde at opnå vigtige mål i nyordningen af verdensmarkedet, hvor en stærk kapitalistisk supermagt som USA ikke kan diktere reglerne, transaktions- og investeringsbetingelserne og de suveræne nationalstaters politiske styrer og alliancer. I den sammenhæng indtager Iran en vital politisk og geografisk placering som direkte maritim forbindelse mellem Eurasien og Østafrika som brohoved til det øvrige Afrika. Kinas Folkekongres lægger i sin seneste samling, som netop er afsluttet, ikke skjul på nødvendigheden af at begrænse USA’s maritime inddæmningspolitik både militært og handelsmæssigt. Man har i Kinas øverste ledelse en klar analyse af sammenhængen mellem USA’s intervention i Venezuela, afkoblingen af Ruslands gasleverancer til Europa, ulovlige beslaglæggelser af ”fjendtlige” landes olietankere, trusler om militær blokade af Malaccastrædet og nu angrebet på Iran som USA’s strategiske operationer for at sikre kontrol med den internationale olie logistik dvs. transporten og afregningen af olie og hermed maritime inddæmning af Kina og Kinas strategiske markedsspredning samt og ikke mindst konsolideringen af petrodollarregimet. Kidnapningen i Venezuela og angrebet på Iran hænger sammen Det forekommer ikke overbevisende, når mange af de politiske kommentatorer hævder, at Trumpadministrationen har gjort sig illusioner om, at man i angrebet på Iran kunne gøre brug af drejebogen fra kidnapningen af Maduro i Venezuela og de facto beslaglæggelse af landets olieindustri. Hvor usammenhængende og overfladiske Trumpadministrationens begrundelser for at angribe Iran end er, forekommer det ikke sandsynligt, at hele det politiske- og militære apparat i USA skulle operere så amatøragtigt, at man ikke kan skelne Iran fra Venezuela. Det er korrekt, at man både i Venezuela og Iran har fulgt den samme drejebog med første at udsulte staterne gennem sanktioner og dollarblokade med det formål at foranstalte systermes sammenbrud, fremstille sig selv som befriere og sluttelig enten gennem direkte intervention eller oprør indefra gennemføre den tilsigtede regimeændring. Men det er ikke det samme som at overføre metoden i en til en. Sammenhængen mellem interventionerne skal derimod ses i et udvidet perspektiv, som er ganske præcist beskrevet i National Security Strategi (NSS), som har to sammenhængende ben. Et, sikring af kontrollen med den Vestlige Hemisfære – altså hele Amerika og Caribien og to, sikringen af USA’s fortsatte økonomiske- og finansielle magt som forudsætning for at fastholde USA dominansstilling på verdensmarkedet. I den strategi spiller hverken Europa eller Israel den samme centrale rolle som tidligere. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at NSS dokumentets mere afdæmpede tone overfor Kina og Rusland repræsenterer en reel opblødning af modsætningerne. Både Kina og Rusland udgør på alle områder USA’s hovedmodstandere. Erfaringerne fra de sidste ti års konfrontatoriske handelspolitik har vist, at deres industrielle og handelspolitiske udvikling og udfordring af USA’s førerposition ikke kan holdes nede. Den erfaring ligger bag forskydningen af accenten fra direkte angreb via straftold mv. til inddæmning på hele den globale scene. Det vil sige, at inddæmningen af Kina ikke længere begrænses til USA’s opbygning af især militære alliancer i Stillehavet, men nu udbredes til resten af verdensmarkedet, hvor den maritime kontrol udgør en vital faktor. Trumps tale på en konference – ”Shield of the Americas” – den 7. marts i Florida mellem USA og flere venligtsindede lande i Latinamerika og Caribien illustrerer meget præcist, hvordan Trumpadministrationen opfatter sammenhængen mellem Venezuela og Iran som elementer i USA’s samlede strategi.  Deltagere på konferencen var bl.a. Argentina, Bolivia, Chile, Costa Rica, Den Dominikanske Republik, Honduras, Panama, Ecuador, Paraguay, Trinidad og Tobago. Værd at bemærke i den sammenhæng er dog, at ingen af de stærke lande som Mexico, Columbia og Brasilien deltog. Forståeligt nok. Konferencens formål var nemlig at indlede opbygningen af en ny kontinental militær alliance under USA’s ledelse. Formelt har alliancen til opgave at bekæmpe narkokriminalitet og terrorisme i Latinamerika og Caribien. For så vidt alliancen godkendes politisk både i USA og i de deltagende lande er der skabt et legitimt grundlag for kommende amerikanske interventioner, som vil udgøre en permanent trussel mod kommende regeringer, der ikke følger USA’s linje. Trump fik på mødet deltagerne til at nikke til, at alliance samarbejdet også har til formål at dæmme op for ”fjendtlige fremmede kræfters indflydelse”. Her er som tidligere beskrevet adressen først fremmest Kina og sekundært Rusland. Og der er ikke tale om varm luft. Allerede nu forsøger USA og den nye stærkt højreorienterede præsident i Chile at ophæve det store kabelsamarbejde mellem Chile og Kina, og USA presser på for at få kontrollen med dybtvands-havnen i Peru, som dels indtager en central placering i Kinas BRI projekt i Latinamerika og dels styrker Perus uafhængighed af amerikansk økonomi. De fleste af de lande, som deltog i mødet den 7/3, har i forvejen udbyggede samarbejdsrelationer med Kina. De forskellige samarbejdskontrakter vil angiveligt blive genforhandlet, og dem på tegnebrættet obstrueret. Realiseres Trumps strategi kan det få helt uoverskuelige konsekvenser for de samme landes økonomi og politiske stabilitet, hvilket indvarsler en ny periode med økonomisk pres og militære interventioner. Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker målet Det er forventeligt, at Trumpadministrationen vil skrue op for den politisk-økonomiske og militære strategi i Latinamerika og Caribien, hvis ellers USA kommer helskindet ud af krigen med Iran. Dvs. uden at tabe for meget international prestige og afsløre militærstrategiske- og militærtekniske svaghedspunkter, som allerede nu viser sig efter fjorten dages krig.   Trumpadministrationen har, som billedet viser sig, mere på spil end afvæbningen eller pulveriseringen af Iran netop på grund af sammenhængen mellem krigens resultat og opretholdelse af amerikansk kapitalismes kontrol: med hele den Vestlige hemisfære, med Mellemøsten, Golfstaterne og Vestasien, med de vitale sø-ruter og med verdensmarkedets finansielle system og ikke mindst med Kinas økonomisk vækst og begrænsning af samarbejdet mellem Kina og Rusland. Hvis Iran som stat overlever USA’s og Israels massive bombardement, og styret i Teheran fortsætter, har Iran uanset Trumps forskellige bortforklaringen vundet og USA og Israel tabt. USA på den globale scene, hvor USA’s krig mod Iran har afsløret svagheder i det amerikanske militær og skabt kaos og sat centrifugale svingninger i gang på det kapitalistiske verdensmarked og ikke mindst invalideret alle hidtidige internationale regler, som indtil nu har beskyttet USA’s dominans. Og Israel i forhold til den tilstræbte regionale dominans. Golfstaterne har allerede nu i praksis erfaret hvor lidt, de kan regne med USA’s beskyttelse og samtidig noteret sig Israels begrænsede militære kapacitet og afhængighed af USA’s beskyttelse. Hvis Trump presses til at trække sig ud af krigen efter at have erklæret ”missionen tilendebragt” og sejr i forhold til et eller flere af de officielle mål, vil Israel heller ikke kunne fortsætte krigen. Det vil ganske givet igangsætte en omkalfatringsproces i hele Golfområdet og måske endda hele Mellemøsten, og bane vejen for den udvikling, der skulle forhindres:  Et fremtidigt udvidet samarbejde mellem Golfstaterne og Kina og Rusland med Iran som mellemled og en begrænsning af USA’s militære tilstedeværelse i Golfen og den amerikanske flådes maritime kontrol. Det mulige nederlags uoverskuelige konsekvenser Krigen har gjort det klart for Kina og delvist Rusland, at de allerede nu er tvunget til at hjælpe Iran ud af det økonomiske og sociale morads, som USA’s og Europas fyrreårige økonomiske blokade har bragt landet i. Krigen har også demonstreret for BRICS+ landene, at samarbejdet skal styrkes på alle fronter for at imødegå, at andre lande indenfor fællesskabet bukker under for USA’s og Europas økonomiske krigsførelse og regimeændrings politik. Festtalernes tid er forbi. Det kommer Indien og flere af Golfstaterne, der er tilsluttet BRICS+, til at indse. Irankrigen er et trin op ad eskalationstrappen – uanset hvordan den ender. Det vitale og afgørende spørgsmål er dog stadig, om Trump indenrigspolitisk kan tåle et nederlag og overvinde den voksende modstand mod hele hans militaristiske udenrigspolitik og ødelæggende økonomiske politik. Det drejer sig ikke kun om udsigten til at tabe midtvejsvalget. Den sociale og moralske forarmelse i USA vokser i en stigende kurve. Et flertal af amerikanere har ingen eller meget ringe tillid til både politikerne og det politiske system. Oplevelsen af USA som et dysfunktionelt demokrati vokser dybt ind i middelklassen, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at USA kun kan styres via autoritære dekreter og vilkårlige retskendelser. Det er vanskeligt at forestille sig, at Kongressen bliver i stand til at genvinde sin magt, fordi både den amerikanske kapitalismes økonomiske grundlag og USA’s udenrigspolitik konstant fastholder landet i en undtagelsestilstand, som sætter de almindelige forfatningsregler ud af kraft. Irankrigen som det seneste eksempel på USA’s brutale magtpolitik for at fastholde positionen som det kapitalistiske verdensmarkeds centrum forstærker i sin konkrete udfoldelse den dynamik og de eksterne og interne kræfter, der slider dominansen op indefra. Af samme grund har jeg svært ved at tro på, at Trump bare kan trække USA ud af krigen, hvis omkostningerne vokser. En militær invasion på landjorden kan blive en realitet, hvad der kan bringe hele situationen ud af kontrol. Men der er som sagt mere på spil end et banalt resultat af en militær aktion. Trumpadministrationens militarisering af hele udenrigspolitikken og svigagtige diplomati demonstrerer endnu en gang med angrebet på Iran, at vagtskiftet på verdensmarkedet ikke kommer til at foregå skridtvis, men først bliver en realitet, når lovløsheden, den økonomiske- og finansielle destabilisering og de evindelige krige og interventioner for at fastholde status quo bliver utålelige selv for USA’s allierede og en absolut bremse på verdensmarkedets vækst. Derfor er USA’s og Israels krig mod Iran alarmerende vigtig, fordi den allerede i lighed med krigen i Ukraine har demonstreret, at der for nuværende ikke er et magtsystem til at forhindre, at lokale krige antager uoverskuelige dimensioner og presser stormagterne ind i de konfrontationer, som de har forsøgt at undgå. Jan Helbak                        

  marts 13, 2026 7:01 pm

  Læs mere

• Hvor ligger Europas sikkerhed?  

  Præsident Trumps Grønlandsraid har på alle områder rykket ved balancen i EU. Og mellem EU og USA. Selv om han foretog en taktisk frontafkortning på Davos ved at skrinlægge tanken om en militær løsning og i stedet introducere en forhandling om Grønlands fremtid, var den egentlige skade sket. Alene truslen fra et Nato land mod en alliancepartner har sat Natos indre opløsning i gang. Europæernes reaktion var også derefter. Efter Trumps tale blev der øjeblikkeligt indkaldt til hastemøde i det Europæiske råd. Konklusionen var forventelig. Der blev stablet en enhed på benene overfor Trumps helt uacceptable underkendelse af Danmarks/Grønland suverænitet. Enhedens styrke blev pustet op, og den danske udenrigsminister gentog i det ene program efter det andet, at efter Trumps ”tilbagetog” var der grund til behersket optimisme. Forhandlingerne kunne begynde indenfor den ramme, som Trump og Natos generalsekretær Mark Rutte havde aftalt. Det er dog stadigt uklart, hvori rammen består bortset fra vage forestillinger om Natos øgede aktivitet i det Arktiske område. Trump har ikke siden åbent testet den europæiske enhed. Det har heller ikke været nødvendigt. Trump har opnået, hvad han ville. At splitte EU i flere grupper i forhold til, hvor langt man skulle gå for at holde amerikanerne i Europa og i Nato. Og i regeringskontorerne i Europa har det spørgsmål i det skjulte vejet tungere end den ædle enighed om at forsvare Danmarks/Grønlands suverænitet. En lapsus? Det til trods for, at de fleste statsledere og rådgivere indenfor EU ikke længere kan være i tvivl om, at Trumps ønske om at overtage Grønland ikke er en fiks ide. Hans tale på Davos og det efterfølgende drama var nøje koreograferet og lå i lige linje af Trumpadministrationens National Security Strategi (NSS) og National Defence Strategi (NDS). I begge dokumenter fremgår det rimeligt klart, at Europa spiller en mindre rolle i USA’s samlede sikkerhedspolitik, og at Europa fremover skal tvinges til bære sine egne udgifter til sikkerhed. I NSS-dokumentet er der to afsnit om Europa, der siger det hele: Europas problemer handler ikke alene om de utilstrækkelige militære investeringer. Problemerne stikker dybere. Europa har mistet en betydelig andel af det globale BNP. Fra 25% i 1990 til 14% i dag. (retteligt er det 13%). Og skulle den tendens fortsætte vil Europa som kontinent være betydningsløs om tyve år. Hvad, de fleste mere eller mindre bevidst overser eller undlader at kommentere, er, at dokumentet lægger op til, at EU for sin egen fremtids skyld skal forlige sig med Rusland og etablere en strategisk stabilitet. USA’s sikkerhedspolitiske forpligtelser over Europa tales ned. Alligevel klistrer de europæiske ledere ved dødemandsknappen og er ved at sprænge noget i sig selv for at holde USA i Europa og bevare Nato. På trods af, at Trumpadministrationens strategiske udspil først og fremmest retter hele opmærksomheden mod at forsvare USA’s suveræne dominans på det amerikanske kontinent og inddæmme eller i hvert fald bremse og kontrollere Kinas vækst. Heri indgår også de maksimale bestræbelser for at forhindre Kina og Rusland i at aftale en egentlig alliance. Bortset fra de helt tydelige markeringer i de amerikanske udspil, hører det med til historien som et uhyre centralt punkt, at de to dokumenter ikke kommer ud af den blå luft og heller ikke repræsenterer et brud med amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk ligger indledningen til NSS i forlængelse af de strategiske linjer, der i 1992 blev trukket i det amerikanske forsvarsministeriums strategiplan, der blev døbt Wolfowitz doktrinen. Ingen magt måtte blive så stor, at den kunne true USA’s globale stilling. Ingen regional magt måtte udvikle sig til at kunne true USA’s interesser. Ingen allierede skulle udvikle sig på en måde, hvor de kunne udgøre en konkurrent til USA. Rusland skulle inddæmmes, ”demokratiseres” og opdeles i flere selvstændige regioner. De tidligere Østeuropæiske lande skulle optages i Nato, og EU skulle forpligtes til udvidelser, der integrerede de samme lande i Unionen. Natos Øatudvidelse blev set som en bro til EU-integration. Rationalet var, at EU ville få en trojansk hest af USA-loyale lande, der kunne afbalancere de mere selvstændighedssøgende kræfter i EU så som Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal og Italien. Wolfowitz doktrinen blev reformuleret af Obama uden at blive ændret væsentligt. Det nye var, at accenten skulle flyttes fra Europa til Kina. Præsidenterne efter Obama har fulgt op på det strategiske skifte. Trumps udspil skal som følge ses i lige linje fra udspillet i 1992 over Obamas revisioner. I den sammenhæng kan teatret på Davos ikke ses som et ekstemporalspil, men nærmere som åbningen af en indledning til en langsigtet afkobling af Europa fra USA’s sikkerhedsforpligtelser. Perioden efter Davos har sådan set underbygget trenden. Europa spiller ingen rolle i fredsforhandlingerne om Ukraine. De europæiske toplederes snak om sikkerhedsgarantier og ”koalitionen af villiges” bidrag forbliver snak. EU spiller heller ingen rolle i konflikten mellem USA og Iran eller i løsningen af Gazakrisen eller for den sags skyld i det geopolitiske spil om hele Mellemøsten. Europas uomtvistelige marginalisering demonstreres helt tydeligt i spillet om forlængelse af NEW-START aftalen om begrænsning af interkontinentale atomvåben, som Rusland og USA indgik i 2010 (udvidet i 2021). Her spiller EU ingen rolle, hvorimod Trump i samtaler med Putin og Xi Jinping udfolder stor aktivitet for indgåelse af en ny aftale mellem Rusland, USA og Kina, hvor inddragelsen af Kina tegner et billede af en ny matrix for en regionaliseret global magtdeling. USA’s defensive træk, fordi USA ifølge NSS ikke længere har den nødvendige kapacitet til fortsat at optræde som ”verdens politibetjent”. Det forekommer rimeligt at betragte de forskellige åbne og mere udramatiske diplomatiske konflikter, der involverer de tre stormagter, som strategiske positionskampe indenfor et verdensmarked i opbrud. Og hvor stiller det så Europa? Nato uden Amerika: Europa ”tænker det utænkelige”” Det var titlen på en artikel i Financial Times (FT) umiddelbart efter topmødet i EU. Artiklen refererer EU’s forsvarskommissær og en række højt placerede EU-embedsmænd for den opfattelse, at EU geopolitisk står overfor den opgave at formulere en klar strategi for en ny sikkerhedsarkitektur på kontinentet. Europa måtte følge op på den amerikanske krigsministers udtalelser om: ”at Europa må tage primært ansvar for Europas konventionelle afskrækkelse og forsvar”. Som et modsvar blev det på EU-topmødet aftalt, at Europa på sigt ”systematisk” må reducere afhængigheden af USA. Dermed tog EU lederne i virkeligheden afstand fra Mark Ruttes udtalelser i EU-parlamentet om, at det vil være den rene illusion at tro, at Europa kan klare sig uden USA’s sikkerhedsgarantier, og at en særlig EU-arm inden for Nato vil være det rene blændværk. Han afviste samtidig Europas mulighed for selv at opbygge atomar afskrækkelse. Det ville koste mia. og atter mia. af euro at nå dertil. Resten af artiklen refererede forskellige eksperters analyser af, hvad det reelt vil koste at udvikle EU’s egen forsvars- og sikkerhedsorganisation. Hvordan hele den militære forsvarsstruktur skal omkalfatres både hvad angår samlet militær kapabilitet, militær infrastruktur og en bindende enhedskommando. Hovedproblemet kan ifølge artiklen kortes ned til en eksorbitant udgift i størrelsesorden en til to trillioner euro og de 27 landes respektive opgivelse af national forsvarsplanlægning og som sådan opgivelse af det, der kendetegner en nationalstat – magten til at forsvaret eget territorium. Artiklen slutter med en næsten profetisk og kynisk udtalelse fra den tidligere italienske ambassadør til Nato: ”Du fjerner deres tilstedeværelse (USA’s), og Europa desintegrerer, og det samme gør Nato”. Der skulle kun en uge, før en ny artikel i FT bekræftede profetien. Artiklen omhandler den tyske rustningsmastodont Rheinmetalls ekspansionsambitioner om at blive hovedleverandør i Europas EU’s gældsfinansierede oprustningsræs. Udtalelser fra Rheinmetalls direktør Armin Papperger har i den grad foruroliget de øvrige EU landes rustningsvirksomheder og forsvarsministerier. Især har Frankrig reageret skarpt overfor den tyske regerings mildes talt lemfældige omgang med EU’s udbudsregler i forhold til Rheinmetall og kansler Merz’ forestillinger om at opbygge Europas stærkeste hær uanset omkostningerne. Kansler Merz og Armin Papperger deler tydeligt en ambition om at opbygge et tysk militært-industrielt kompleks i modsætning til EU kommissionens planer om en centraliseret oprustning i EU regi. Men som formanden for Rheinmetall tørt kommenterer de mange kommentarer: ”Ekspansionens størrelse (anslået to trillioner euro frem til 2030) kan forekomme exceptionel. Men det er ekstraordinære tider”. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen afviger ikke fra den opfattelse, fastholder højlydt, at den militære opbygning skal finansieres via EU obligationer. Den vej vil de facto omdanne EU til det politisk-juridisk subjekt i forsvars- og udenrigspolitikken. Men det er ikke Merz’ planer, hvad der begrunder Rheimetalls overambitiøse markeringer. Så meget for den rent forsvarspolitiske dimension, som nok skal trække de indre modsætninger i EU helt frem på scenen. På den politiske og geopolitiske front er præsident Macrons tyndslidte slogan om ”Europas strategiske autonomi” ved at få sin anden luft. Endnu er det uden substans, og ingen af statslederne endsige EU-kommissionen har nærmet sig nærmere bestemmelse af autonomiens anatomi. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at EU’s usammenhængende markedsbaserede konstruktion står i vejen for en betydningsfuld unison optræden på den globale scene. Selv når kommissionen forhandler handelsaftaler, aftaler om fredsudspil eller sanktionsregimer, skal der først tages udstrakt hensyn til de 27 landes nationale interesser. Eller, hvad der giver helt groteske situationer, skal de givne EU regler fortolkes så sindrigt, at de trufne beslutninger i betænkelig grad udfordrer Unionstraktatens bestemmelser. (eksempelvis farcen om annekteringen af Rusland indefrosne mia. euro for at finansiere krigen i Ukraine). Så der kan med rimelighed rejses spørgsmål ved al snakken om effekten af de enorme forsvarsinvesteringer og infrastrukturelle ændringer, der for nuværende er på bordet i EU og i alle 27 medlemslande. En kættersk vending Europas sikkerhed ligger imidlertid ikke i en forceret og omkostningstung oprustning. Hvem skal oprustningen og afskrækkelsen rette sig imod? Imod Rusland selvfølgelig. Men er det en selvfølge? EU kan opruste sig fattig og væk fra velfærdsstaten uden nogensinde at opfylde håbet om et sikkert Europa. Modparten, hvis man mener Rusland, vil opruste tilsvarende, og en større del af BNP i de 27 medlemslande og i EU vil skulle allokeres til oprustning. Hvert lille forspring i afskrækkelsesstyrke vil være kortvarig. Det er oprustningsspiralens logik, som i EU’s tilfælde vil dræne Unionens investeringer i den re-industrialisering, alle taler om. Min påstand er, at Europas fremtidige sikkerhed ligger i en omfattende sikkerhedsaftale med Rusland. Samarbejdet med Rusland om en ny paneuropæisk sikkerhedsarkitektur er nøglen til Europas sikkerhed og EU strategiske autonomi og suverænitet. Og afsættet for forhandlingerne om en sikkerhedsaftale kan uden malice tage udgangspunkt i det forslag til ”Aftale om foranstaltninger til sikring af den Russiske Føderations og den Nordatlantiske traktats medlemsstater”, som det russiske udenrigsministerium offentliggjorde den 17. december 2021, men som først og fremmest præsident Biden blankt afviste. Havde man indledt seriøse forhandlinger, og havde Europa insisteret på disse, kunne krigen i Ukraine sandsynligvis være undgået. Ruslands udkast, som Putin har gentaget til bevidstløshed, består af 9 artikler/paragraffer omhandlende: styrkefordeling, bestemmelser for troppepositioner og bevægelser, militært materiel, gensidig overvågning og kontrol og ikke mindst forpligtelser og procedurer for fælles information og konfliktløsning. Udkastet understreger, hvad der burde være indlysende, at en varig og solid europæisk sikkerhedsarkitektur forudsætter, at den omhandler alle europæiske lande (ikke kun NATO-lande) inklusive Rusland. Senere har Putin foreslået, at et samlet Europa kunne indlede med flere Eurasiatiske om lignende sikkerhedsaftaler. (eks. Georgien, Armenien, Tyrkiet og Aserbajdsjan). Det russiske udkast er hverken udtømmende eller formuleret i tilstrækkeligt præcise diplomatiske vendinger, men det udgør en gennemgående kerne i forskellige russiske fredsudspil. En fælles sikkerhed i hele Europa er kardinalpunktet for Rusland. Krigen i Ukraine handler dybest set ikke om territorier, men om strategisk sikkerhed og anerkendelse af Rusland som en del af Europa. Der er nok langt igen. Det afgørende er imidlertid, at det er et perspektiv og en dimension, der, om man vil det eller ej, skal tænkes ind som mulighed i den højprofilerede, men også ensidige oprustnings- og sikkerhedsdiskussionen, hvis EU og de 27 medlemslande skal undgå at blive fanget i et komplet udsigtsløst rustningskapløb. For igen, uanset hvordan man vender og drejer situationen trækker hele tankegangen en stribe af problemer efter sig og fremmer EU’s verserende ustabilitet. Vi ser allerede i dag flere problemer i slipvinden fra Davos. Kansler Merz er i Saudi-Arabien og Bahrain for at forhandle olie- og gasforsyninger til Tyskland. Det drejer sig om at mindske afhængigheden af USA, nu hvor samarbejdet med Rusland er afskrevet, meddeler Merz. Hvad de andre lande vil gøre for at opnå samme uafhængighed, afficerer ham ikke. Hver især valfarter det ene lands regeringsdelegation og kommercielle entourage til Kina efter det andet for at indgå separate handels- og favorable investeringsaftaler. Svaghederne i EU’s nuværende Unionsstruktur stilles til skue hver eneste dag. EU kan kun under ydre tvang handle unisont. EU er historisk blevet til som en institutionaliseret markedsudbygning uden udviklingen af en tilsvarende politisk-demokratisk overbygning og en fælles kultur og historisk bevidsthed. Og som det gælder for alle markeder store eller små, integrerede eller mindre integrerede kæmper alle agenter grundlæggende for egne interesser og eksternaliserer konstant problemerne til hinanden. I EU er landenes gensidige relationer af samme grund ikke præget af tillid. Unionen holdes i dag sammen af et magtfuldt bureaukrati og et kompliceret tvangsapparat til at holde medlemslandene på plads også på de områder, hvor EU i dag har brug for politisk enhed og handlekraft. Sat på spidsen er EU’s fremtid som samlingspunkt for hele Europa afhængig af en kopernikansk vending overfor Rusland og et samtidigt opgør med Wolfowitzdoktrinens modsætningsbilleder og systematiske underordning af EU under amerikanske interesser. Anerkendelse af Rusland som en del af det europæiske kontinent og de fælles sikkerhedsinteresser er forudsætningen for at udvikle EU’s strategiske autonomi og suverænitet. Det modsatte vil være at begrænse og fastholde EU i en permanent væksthæmmende usikkerhedssituation. For hvordan handle frit på verdensmarkedet, hvis man aldrig kan vide sig sikker overfor det største land på kontinentet. Men radikale vendinger kommer ikke af sig selv Præsident Macron har måske indset vendingens historiske nødvendig, når han nu ret insisterende foreslår genoptagelse af den diplomatiske kontakt til Rusland og møder med Putin. Om der kun er tale om selvprofilerende udspil, kan vi ikke vide noget om på nuværende tidspunkt. Det gør dog ikke åbningen mindre vigtig. I sig indebærer udspillets logik, at man i EU bliver tvunget til at genvurdere hele den officielle historiske fortælling helt tilbage fra begyndelsen af Natos Øst-udvidelse og således også synet på Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. En kritisk genfortælling, der kan bidrage til at trække legitimiteten ud af statsledernes påstand om Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine og åbne for en offentlig debat om årsagerne til Ruslands brud på Folkeretten. EU’s ledere bærer et stort ansvar for, at diplomatiet op til Ruslands invasion af Ukraine spillede fallit. Og et stort ansvar for at helbrede sig selv for krigspsykosen og formulere et grundlag for en fredsløsning og en sikkerhedspolitisk aftale, der specifikt sikrer både Rusland og Ukraine som uomgængelige parter i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur. Som en del af en holdbar fredsløsning indgår en fælles forpligtelse til at genopbygge Ukraine. Indtil nu har ingen andre europæiske regeringsledere officielt forholdt sig til Macrons forslag om at søge forpligtende kontakt til Putin. Men, som det hedder, vinduet er åbnet, og konflikterne over Atlanten kan yderligere skubbe på de diskrete forskydninger i forholdet til Rusland, selv om de lige nu overskygges af statsledernes kollektive paranoia og handlingsparalyse. Fra en noget anden vinkel men ikke uden sammenhæng åbner Mario Draghis for en anden påtrængende diskussion. Ifølge ham skal EU hurtigst muligt til at reformere hele Unionsstrukturen og omdanne sig til en egentlig politisk føderation. I modsat fald, skriver han, vil EU blive afhængig af, hvad stormagterne bestemmer. EU opnår ikke tilstrækkelig politisk og økonomisk tyngde uden at bevæge sig væk fra konføderationsmodellen til en egentlig føderation med fælles udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og industripolitik, herunder fælles finanspolitik og en egentlig bankunion. Hvem der skal tage initiativerne, og hvordan en egentlig føderationsreform skal se ud og gennemføres, kommer Draghi af gode grunde ikke ind på. Men det er tanker, som langsomt tager form bl.a. næret af den voksende modstand mod kommissionsformandens bureaukratiske og autoritære centraliseringspolitik. Men lige så nødvendig som en omfattende Unionsreform forekommer, lige så usandsynlig er udsigterne, hvis ikke krigen i Ukraine afsluttes gennem en forsoning med Putinregeringen og udarbejdelse af gensidigt forpligtende sikkerhedsaftaler med Rusland. I den sammenhæng vil nyforhandling af samhandelsaftaler og et fælles projekt ”genopbygning af Ukraine”, være de afgørende skridt, der skal til, for at frigøre reformkræfterne i EU og genåbne for de politiske og visionære debatter på tværs af landegrænserne. Hvis EU-lederne og de ledende lag i de 27 medlemslande vil forebygge en ny stormagtsdeling i svøb, hvor Europa marginaliseres på den globale scene og forsvare de internationale institutioner og respekten for international lov, går vejen ikke gennem en fastholdelse af USA i Europa for enhver pris eller opretholdelse af et Nato, men gennem gensidig forsoning mellem Rusland og det øvrige Europa. De kræfter, der skal presse på den kopernikanske vending, står ikke ligefrem i kø for at komme på talerstolen hverken i EU eller blandt de 27 regeringsledere. Ikke desto mindre arbejder de molekylære bevægelser, og de bliver vigtigere efterhånden, som hovedtalerne blot taler, fordi de ikke kan finde løsningerne. Jan Helbak                

  februar 5, 2026 9:00 pm

  Læs mere

• Regimeændringernes skyggeside

    USA’s gentagne regimeændringsoperationer og de transatlantiske partneres stiltiende accept eller hykleriske beklagelser har ingen legitimitet overhovedet. Derfor korrumperer samtlige operationer det grundlag, som FN-charteret bygger på som alle nationalstaters værn mod stormagtsdominans og vilkårlighed. Krumtappen i FN-charteret er artikel 2 stk. 4, hvor der står: ”Alle medlemmer skal i deres internationale forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politisk uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål”. Som er at forhindre krig og sikre freden. Det har ikke afholdt først og fremmest USA og i slipvinden de europæiske magter fra at foretage regimeændringsoperationer denne ene gang efter den anden. Antallet af operationer er for så vidt ikke det vigtigste. Det er begrundelsen for operationerne og deres uhyrlige konsekvenser. Selvfølgelig fremstår den spektakulære kidnapning af Venezuelas præsident Maduro som et fuldstændigt magtarrogant brud på FN-charteret. Og end ikke Trumpadministrationen kan formulere en plausibel begrundelse for operationen andet end, at det er i USA’s sikkerhedsinteresse at kunne bestemme, hvilke styrer og deres politik, der er acceptable og uacceptable i Latinamerika og Caribien. Begrundelserne for at iværksætte nye regimeændringsoperationer, som Trumpadministrationen har ventileret, vil selvfølgelig skifte afhængigt af de konkrete narrativer, der med bare et skin af rimelighed kan opbygges. De fleste andre regimeændringsoperationer, som har fundet sted siden 1992, har været mindre spektakulære, hvad der ikke kan siges om konsekvenserne. Det fælles problem er imidlertid de forud opbyggede narrativer, som i indhold og perspektiver rækker langt ud over de konkrete operationer. Regimeændringernes proces Vi kender efterhånden mønsteret, som stort set ikke har ændret sig siden det CIA og MI6 orkestrerede kup mod Irans valgte præsident i 1953. Frem til 1992 blev operationerne forholdsvist åbent iværksat for at sikre den ”frie verden” mod Sovjets indflydelse. Efter Sovjets sammenbrud og med USA’s status som verdens eneste supermagt antog begrundelserne en drejning. Verden blev opdelt i liberale demokratier og autokratier/autoritære styrer, og med udgangspunkt i menneskerettighederne blev operationerne legitimeret som indgreb for at hjælpe undertrykte befolkninger og gennemføre en tvingende transformation af de pågældende landes styreform i overensstemmelse med Vestens selverklærede universelle liberale frihedsnormer. At håndhævelsen af de fremstillede historier så har været særdeles selektivt, er noget ganske andet. Men karakteristisk er det, at operationerne kun er igangsat overfor de stater, der enten har udfordret den samlede Transatlantiske sikkerhedsdoktrin eller USA’s og Europæiske landes geopolitiske og politisk-økonomiske interesser. Groft taget forløber operationsprocesserne i fem faser, hvor hver fase antager specifik form afhængig af de pågældende landes størrelse, betydning i magthierarkiet og geostrategiske rolle. Fem faser Første fase er i virkeligheden den vigtigste. Opbygningen af det bestemmende situationsbillede. Det er her Vestens generelle verdensanskuelse og hævdelse af egne værdier anlægges som narrativets rammer og proceslogik. Pågældende stats styre beskrives som brutalt, undertrykkende, og at det kun fastholder magten ved at slå hårdt ned på enhver opposition. Styret beskrives som autokratisk eller direkte som et diktatur. Forestillingen om ”House of cards” kolporteres i en lind strøm af artikler og reportager i medierne. Billedet om det ”lille vestlige skub” til at vælte regimet dannes og valideres af efterretningstjenesternes rapporter til det politiske system. Operationerne som hjælp til de undertrykte folk kan forbedredes og sættes i værk. Det legitimerende narrativ kan ”sælges” til befolkningerne i hjemlandet. ”Vi griber ind, for at de kan få det lige så godt som os”. Blikket fikseres på dem, der skal hjælpes. Det ideologiske udgangspunkt tages som en selvfølge og kommunikeres alene i overordnede vendinger/banaliteter, som ingen rigtigt kan være imod. Selvfølgelig støtter vi frihed, demokrati, parlamentarisme og individets selvbestemmelse mv. Narrativet giver ikke anledning til at reflektere nærmere over de konkrete begrundelser. Den forudgående abstrakte fortynding af de anvendte begreber har slået rod og skygger for en mere kritisk forståelse af, hvad der egentlig foregår i de lande, som operationerne retter sig imod. Korrumperingens genetik ligger indlejret i denne fase både som forudsætning og som konsekvens. Når først den Manikæiske dikotomi er dannet – de onde mod de gode og Vestens målestok som den universelle – kan anden fase legitimeres, besluttes og eksekveres. Det gælder sanktionspolitikken. Politisk er der få i USA og det Transatlantiske Vesten, som ytrer betænkeligheder ved iværksættelse af sanktioner mod de pågældende lande. Sanktionerne tæller som regel udelukkelse fra SWIFT og begrænset adgang til dollar og euro. Handelsboycot og total blokade for import af vitale produkter, som medicin, bestemte fødevarer, reservedele og it-produkter. Formålet er gennem økonomisk forarmelse at skærpe modsætningerne mellem den etablerede/fabrikerede opposition og regimet samt vende stemningen i hele befolkningen til fordel for oppositionslederne, der som hovedregel allerede er udvalgt og sammen med en række ledende NGO-repræsentanter trænet i udlandet et eller andet sted. Efterhånden som sanktionerne og straftolden sætter sine spor og forårsager social mistrivsel i den brede befolkning, skærpes modsætningerne i en grad, hvor styret må skærpe undertrykkelsen og i samme bevægelse flytte sympatien over til oppositionen. Oppositionens internationale legitimitet styrkes, og formidles ofte ukritisk af mainstreammedierne. Et ikke helt uinteressant spørgsmål i den sammenhæng er måske, om efterretningsvæsenerne selv tror på det narrativ, der serveres for det politiske system: At styret er ustabilt og kan vælte, hvornår det skal være, hvis oprøret i befolkningen eksponeres i tilstrækkelig grad og bliver synligt for ”det internationale samfund”. Forudsigelsernes succesrate har historisk ikke været imponerende. Tredje og fjerde fase er, hvor demonstrationer bryder ud og kan slå over i optøjer eller ligefrem opstand, og hvor der viser sig sprækker i regimets sammenhængskraft. Den situation er operationsfeltet for de trænede NGO’er og aktivistgrupper, der ofte er i forbindelse med professionelle operatører udenfor landet, eller som et stykke tid forud for begivenhederne har fungeret ”under cover”. Grundstrukturen for operationerne blev beskrevet meget præcist og konkret af Elon Musk i hans opgør med ”Deep state” efter hans udnævnelse til leder af departementet for ”Effektivisering af regeringen” (DOGE). Umiddelbart efter sin indsættelse i embedet skrev Musk på X: ”NED er en forfærdelig organisation”. NED står for National Endowment for Democracy. Organisationen er delvist finansieret af regeringen og en række stærkt konservative tænke-tanke. Organisationen blev oprettet under præsident Ronald Reagan og har fungeret som finansieringskilde forud for regimeændringsoperationerne frem til i dag og som et knudepunkt for et netværk af NGO’er og ”ekspertpaneler”, som de fleste mainstreammedier ofte refererer til som sandhedsvidner. Musk skrev videre: ”Der var områder, hvor NED’s aktiviteter ikke var forenelig med dets mission om at fremme demokrati men snarere indikerede bredere geopolitiske strategier end klar demokratisk støtte”. Kritikken gjaldt: ”udførelse af CIA-aktiviteter under demokratisk forklædning, øve indflydelse på valgresultater i forskellige lande ved at finansiere medier og NGO’er og ad den vej rette fokus mod angivelig valgsvindel, finansiering af oppositionsbevægelser på en måde, der kan ses som fremmede magters indgriben i et lands indre anliggender”. Og han tilføjede videre, at NED har: ”manipuleret den offentlige opinion ved at finansiere forskellige medier og NGO’er for at fremme narrativer, der var/er favorable for amerikanske interesser, finansieret anti-regerings demonstrationer som f.eks. i Ukraine Maidankuppet (i 2014), der destabiliserer de pågældende lande; og støttet ”color revolutioner”, der indikerer, at demokratifremme er blevet styret for geopolitisk vinding”. Man skulle forvente, at med Musk’s hårde dom, ville NED’s operationsmuligheder være udtømte. Det har ikke været tilfældet. Elon Musk blev gået, og NED består og har været aktiv i både Venezuela og Iran. Hverken CIA eller MI6 eller Mossad kan i dag fabrikere narrativer, der kan kolporteres bredt indenfor rammen af Vestens verdensbillede. Organisationerne er alt for tæt knyttet til snævre nationale sikkerhedsinteresser og kompromitterede. Efter senatshøringerne i 80’erne, hvor CIA’s renommé befandt sig på et lavpunkt efter en række fejlslagne operationer, der kulminerede med Irankrisen i 1979, besluttede man sig for at oprette forskellige konkurrerende organisationer som eksempelvis NED. Det, som Elon Musk ikke beskæftiger sig med, er, at hele processen med at opbygge ”tilstandsbillederne, der har til formål at legitimere de kommende operationer, på den anden side bekræfter og understøtter den hjemlige opinions selvforståelse og accept af Vestens Manikæiske verdensbillede og følgelig udhuling af FN’s charterets status og autoritet. Den proces er afgørende for femte fase – selve interventionen. Den  kan være af militær karakter eller direkte paramilitær støtte til en opstand eller eskalering af demonstrationer og omfattende uro og politisk kaos. Afgørende for interventionernes ”succesrige karakter” er, hvorvidt destabiliseringen bliver så omfattende, at styret krakelerer og splittes i forskellige fraktioner, og hvor de provestlige fraktioner i militæret, sikkerhedspolitiet og statsadministrationen kan forenes med den opposition, der forinden er formeret, og om den selv er tilstrækkelig stærk til politisk at gribe magten og gennemtvinge en vis legitimitet både overfor befolkningen og internationalt. Den sidste fase er det springende punkt og bestemmende for, om den samlede regimeændrings operation lykkes eller ender i forstærket kaos og yderligere samfundsmæssigt forfald, eller som i tilfældet Iran ender med en vending på 180 grader og bred folkelig opbakning til det styre, man ellers har demonstreret imod. I nyere tid har selve udgangspunktet for operationerne imidlertid skabt deres egne fiaskoer. De Vestlige lederes og elitens fordomme, selvforherligelse og foragt for de respektive landes egne historie, traditioner, politiske erfaringer og indre klasseforhold og ikke mindst nationale stolthed, har forårsaget en blindhed overfor de faktiske forhold, som ved de fleste operationer har udløst helt uforudsete begivenheder, modstand og åbnet låget for et kompleks af modsætninger, som Vestens politiske ledere ikke forstår og derfor ikke magter at inddæmme. Tænk blot på Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen som er blevet efterladt i indre kaos og sekteriske magtkampe, der har bragt dem flere årtier tilbage i udvikling og samtidig, hvilket ikke er uden betydning, forstærket især det Globale Syds bestræbelser for at søge nye alliancer som forsikring mod nye regimeændrings operationer. Sidste skud på stammen er Irans helt åbenlyse anmodning om fremtidig politisk- og økonomisk- og militær støtte fra Kina og Rusland. Iran har ikke hidtil officielt anmodet om støtte. Det sker nu efter, at præstestyret angiveligt har neutraliseret de opstandslignende operationer og vendt folkestemningen til et forsvar mod en mulig amerikansk og israelsk militær intervention. Operationernes hjemlige skyggeside Hele det narrativ, der bygges op forud for hver intervention eller regimeændrings projekt, har en korrumperende skyggeside, som kan benævnes belejringsoplevelsen. Oplevelsen af, at vores Transatlantiske værdier er i fare, at ”vi i den velordnede have er under belejring af junglen udenfor”. Vores højt besungne demokratiske og liberale frihedsværdier indskrænkes som konsekvens af den Manikæiske dikotomi, eller som Georg W Bush indledte krigen mod terror med: ”Enten er I med os eller imod os”. Kritik af vores handlinger er odiøs og betænkelig. Bush lagde i virkeligheden grundstenen for den offentlige debats ”cordon sanitaire” (i samfundsdebatten en metafor for en ”hygiejnisk” isolation af en uønsket ideologi). Fremgangsmåden er ganske aktuel. Fjenden beskrives som barbarisk, ond, skrupelløs. Han eller de (Putin) har som udgangspunkt og mål at ødelægge vores vestlige demokratier. Fjenden er fuld af løgn og alt, hvad der kommer fra den kant eller fra personer, der måtte bringe fjendens synspunkter videre, deltager i hybrid krigsførelse og disinformation, hvorfor den hjemlige statsmagt eller i nyere tid EU må træde i karakter for at beskytte demokratiet og folket mod undergravende virksomhed. I den proces forvandles folket fra selvstændige politiske subjekter til passive objekter for statens beskyttelse. Sproget militariseres og den diplomatiske vej marginaliseres. Dem, der gør krav på at diskutere den diplomatiske vej, fastholde den kritiske dialog eller ønske om at forstå de styrer, der er under anklage, udskammes enten som naive og ansvarsløse humanister eller nyttige idioter for fjenden. Hele den proces, der udvikles sammen med narrativet, indsnævrer den hjemlige meningsdannelses domæne. Inkrementelt skabes en form for kognitiv hygiejne (cordon sanitaire), hvor det efterhånden ikke alene drejer sig om, hvad der skrives og tales om i det offentlige rum, men også om, hvad der kan tænkes uden at få stød. Fantasiens horisont og dermed også forskningens horisont får stadigt vanskeligere ved at overskride situationens autoriserede grænser og overvinde massemediernes massive reportagetæppe, der dagligt dramatiserer og formidler narrativet. Undtagelsestilstanden indsniger sig som norm. Ikke i form af en synlige autoritær stat. Det er et forvrænget billede, der ikke fremmer forståelsen. Vores demokratiske styreformer bevares, men den udøvende magt træffer politiske beslutninger, der lægges til grund for et helt kompleks af sanktioner både udadtil og indadtil. Handlinger, der er helt legale så som protester, demonstrationer diverse skrifter og kritiske diskussioner fratages deres legitimitet og kan sanktioneres, uden at de reelt kan prøves ved en domstol, da der ikke kan rejses en formel tiltale om brud på loven. Det mest vidtgående eksempel indtil dato handler om, at nogle få kritiske kommentatorer og analytikere i EU er blevet placeret på EU’s sanktionsliste med henvisning til handlinger, der takseres som disinformation eller stedfortrædende for Putins og Ruslands synspunkter. De pågældende har ikke gjort noget ulovligt, men ministerrådet har placeret dem på den udenrigspolitiske sanktionsliste sammen med en række russiske journalister. Den kafkaske pointe er, at deres sag ikke kan prøves ved en domstol. De er ikke anklaget for noget ulovligt. De er blot politisk kontroversielle og kan som sådan i en undtagelsessituation politisk placeres på en sanktionsliste. Generelt har belejrings- og trusselsbilledet frembragt en stemning, hvor blot det at tage et af de næsten tabuiserede temaer op som f.eks. om Ruslandsbilledet nu er rigtigt eller om dybden af korruptionen i Ukraine eller forsøg på at forstå styreformen i Iran, kan skade ens omdømme i civilsamfundet. Politisk betyder det, at det politiske systems subjektive og arbitrære legitimitetsfortolkning kommer til at overtrumfe legaliteten – altså overholdelse af landets love. Historiebevidstheden og respekten for alle landes særegne udvikling og politiske styre underkastes de intervenerende statsmagters narrativer og situationens tvingende tyranni uden blik for de langsigtede konsekvenser. Nuet bliver det afgørende, og historien reduceres til situationens baggrundstæppe. En afsluttende refleksion Som jeg indledte med, overholder enhver regimeændrings operation og det legitimerende narrativ ikke FN’s charter, der netop blev udformet og vedtaget for at beskytte ethvert lands suverænitet mod overgreb fra større og militært dominerende stormagter. Chartrets artikel 2 stk. 4 er som et tveægget sværd. Hvis vi tillader indgreb i andre landes indre anliggender, fordi vi ikke sympatiserer med disse landes styre og undertrykkelse af egne befolkninger, eller fordi de strider mod vores værdier, som vi kalder universelle, må vi også acceptere, at lignende interventioner vendes mod os selv, hvis de internationale magtforhold skifter og andre stormagter mener sig berettiget til at udbrede deres udgave af universelle værdier og mål for korrekte styreformer. Det er selvfølgeligt prisværdigt, at man rundt om i verden demonstrerer mod Trumpadministrationens kidnapning af Maduro og kritiserer de europæiske regeringslederes passivitet eller, som det nu er ved at ske, langsomt åbner for en kritisk efterforskning af, hvad der egentlig er foregået i Iran. Men protesterne kan ikke erstatte den principielle politiske kamp for at presse vores egne regeringer i Vesten til at respektere FN chartret. Ikke ud fra et abstrakt principrytteri, men ud fra den opfattelse, at en overholdelse af chartret tvinger os til at forstå de lande og deres styreformer, som vi ikke sympatiserer med, og finde politiske og diplomatiske veje for kritisk dialog, hvor også vores egen selvforståelse er på spil. I den praksis ligger muligheden for den kollektive frigørelse fra korrumperingen af vores egne demokrati- og frihedsidealer og som grundlag for at overvinde Vestens moralske kaos. Dobbeltstandarden, men også det tveæggede sværd viser sig allerede nu med Trumps ønske om regimeændring i Grønland og trusler mod sine egne allierede i Nato. Jan Helbak                        

  januar 19, 2026 10:20 pm

  Læs mere

• Kidnapningens strategiske perspektiv – del II

  I den foregående artikel (https://kritiskdebat.dk/2026/01/04/kidnapningens-strategiske-perspektiv/) var hovedfokus på USA’s strategiske perspektiver bag kidnapningen af Madoro. Jeg skrev, at kidnapningen skulle ses som første egentlige realisering af USA’s National Security Strategy (NSS), der blev offentliggjort i november 2025. Her fremgår det utvetydigt, at Latinamerika og Caribien er USA’s suveræne interesseområde, og at fremmede konkurrenters indflydelse skal reduceres eller helt ophøre. (Fortrinsvis Kina, Rusland og delvis Europa). Sat på spidsen og lidt kynisk kan man sige, at USA’s kidnapningsaktion og trusler til regeringen i Venezuela om, at USA overtager styringen af hele landet, hvis Delcy Rodriguez’s regering ikke efterkommer Trumpadministrationens krav, repræsenterer en form for show-case. Udfaldet af interventionen i de kommende måneder og konsekvenserne af USA’s brud på alle relevante internationale retsnormer vil have afgørende betydning for Trumps og Marco Rubios kalibrering og eskalering af interventionsstrategien. Med det afsæt skrev jeg følgende: ”Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika”? USA’s nye vending mod Latinamerika begyndte under Biden USA’s hovedkonkurrent i Latinamerika er uden sidestykke Kina. Og det er helt utilsløret Kina, strategien er rettet i mod. Rusland og Europa har også været aktive med investeringer og handel, men hverken i samme størrelsesorden eller med samme indhold. Kinas investeringer i Latinamerika og Caribien tog for alvor fart efter 2008, som en af flere strategier for at overvinde finanskrisen. I 2008 blev Kinas første officielle ”politikpapir” vedr. Latinamerika formuleret. Det blev fulgt op i 2016. Det sidste officielle ”politikpapir” blev offentliggjort i 2025. Linjen fra 2008 og frem til nu er rimelig konsistent: Oprettelse af handelsforbindelser til gensidig fordel for de enkelte lande. Gradvis indførelse af swaps (komplekse finansielle byttehandler) og handel i lokale valutaer. Oprettelse af transnationale samarbejdsinstitutioner på kontinentet som f.eks. CELAC (China-community of Latin American and Caribbian States bestående af samarbejdet mellem Kina og 33 stater på kontinentet), som igen har tilknyttet en række underordnede fora/organisationer, institutioner og projekter. Sidste møde blev afholdt i Beijing 2025. Ingen militarisering og ingen ideologiske krav til de respektive regeringer, herunder indblanding i enkeltstaternes indre anliggender. Først relativt sent stod det klart for i hvert fald Biden administrationen, at Kina var ved at blive en strategisk udfordring i Latinamerika, og at Kina ikke kun skulle inddæmmes og bekæmpes i den Asiatiske region. I 2022 frigav Bidenadministrationen en ”Ny national forsvarsstrategi”, hvis hovedsigte var at konfrontere Kina og de vigtigste regionale områder, heriblandt Latinamerika. Strategien defineres som ”integreret afskrækkelse”, hvilket råt oversat indebærer, at politiske-juridiske-økonomiske-og militære midler skal anvendes som samlet afskrækkelse. Latinamerika blev set som en central del af det ”Globale Syd”, hvor Kina opererer for at skabe ”et favorabelt eksternt område”. ”Kina tilstræber at blive repræsentant for det ”Globale Syd”. ”Kinas sikkerheds- og udviklingsinitiativer falder i tråd med udviklingslandene, som opfatter den internationale orden under amerikansk og europæisk ledelse som ude af stand til at adressere de indbyggede problemer i det ”Globale Syd”. Trumpadministrationens nye NSS har med andre ord ikke set dagens lys ud af den blå luft. Joe Bidens administration og Pentagon havde allerede stillet skarpt på den ”Latinamerikanske udfordring”. De væsentligste forskelle består for det første i NSS dokumentets eksplicitte opdeling af verden i hovedregioner og disses betydning for USA’s sikkerhed og vækst. For det andet er tonen en anden. Hvis man ser bort fra selvforherligelsen i NSS, er dokumentet slet og ret et brutalt kampskrift for at bevare USA’s magt uden ideologisk legitimering. (lige nu kommer det tydeligt frem i Grønlandsdebatten). Kinas investeringer og aktiviteter På nuværende tidspunkt er Kina involveret i ca. 300 større projekter i Latinamerika og Caribien, hvoraf infrastrukturprojekter alene udgør 268. Der er skabt i omegnen af 2 mio. arbejdspladser. Dels i projekterne og dels i 2000 virksomheder, som kineserne har part i. Siden 2020 er Kina blevet Latinamerikas største samhandelspartner med en handelsværdi på 510 mia. dollar om året. I 2000 udgjorde samhandlen 12 mia. dollar. Ved udgangen af 2023 havde Kina investeret 600 mia. dollar. Kinas samlede engagement i Latinamerika og Caribien overgås kun af engagementerne i Asien. Det betydningsfulde er dog karakteren af Kinas investeringer, der adskiller sig radikalt fra USA’s og EU’s investeringer. For det første er der over de seneste år sket en ændring i investeringerne fra ordinær råstofudvinding til en mere massiv satsning på fælles opbygning af infrastruktur og større sammenhængende investeringer i it-systemer og kommunikationsstrukturer, herunder udrulning af open source AI projekter. Projekterne er kendetegnet ved at fremme billige AI løsninger med praktisk betydning for den samlede industriudvikling og med fokus på robotteknologi og effektivisering og kvalificering af produktionen indenfor high-end industrier og bilindustrien. Med investeringerne hører også investeringer i uddannelse af arbejdskraften, herunder opbygning af uddannelsesinstitutioner. Parallelt med disse investeringer er der igangsat flere landbrugsprojekter med overførsel af erfaringer fra Kinas nationale effektivisering af landbruget kombineret med miljøvenligt energiforbrug som alternativ til USA’s ”plantageimperialisme”, hvor landbrugsinvesteringerne hovedsageligt rettes mod opbygningen af plantager for amerikansk fødevareforbrug. Konkrete eksempler og USA’s modsvar Nogle få eksempler kan kaste lys over rationalet bag de kinesiske investeringer og tydeliggøre, hvor de adskiller sig fra især de amerikanske investeringer, og hvorfor USA nu reagerer kraftigt. I 2024 blev Latinamerikas mest moderne og robotstyrede dybvandshavn til 3.5 mia. dollar indviet i Chancay i Peru lige nord for hovedstaden Lima. Men det drejer sig ikke kun om pågældende havn. Den er et led i et langt større projekt, som Xi Jinping ved indvielsen kaldte:  ”den maritime Silke- og Inca vej” forstået som et nyt knudepunkt for den maritime handelstrafik fra Asien, der på sigt skal forbindes med den gamle Incavej fra Chile til Colombia. Fuldt gennemført vil projektet forbinde flere landes samhandel og effektivisere infrastrukturen på et helt nyt niveau. Hvor langt projektet udvikler sig, vil bl.a. afhænge af de implicerede landes vilje til lokalt at indgå gensidige kontrakter og samlet kontrakter med Kina. Med USA’s nye magtpolitik er det indlysende, at man vil forsøge at presse de lokale regeringer til ikke at indgå i de nødvendige delprojekter og det samlede projekt. Når præsident Trump nu efter kidnapningen af Maduro langer ud efter Columbias præsident Petro skal det ses i lyset af, at Columbia har søgt om optagelse i Belt and Road projektet og dermed de facto samarbejde med BRICS-landene og New Development Bank. Bl.a. med henblik på finansiering og realisering af et ret vidtgående projekt, hvor Columbias Stillehavskyst forbindes med det Caribiske hav som et landbaseret jernbanealternativ til en langt dyrere kanal. Trumpadministrationen er allerede i gang med at presse regeringen i Columbia til at ”genforhandle” kontrakterne med Kina. USA’s krav om overtagelse af Venezuelas olieindustri har været forsidestof og fået flere til at stedfæste motivet for kidnapningen her. Der har også været skrevet en del om, hvad det vil få af negative konsekvenser for Kina. Forholdet er dog det, at Kina har reduceret sin import af olie fra Venezuela til et minimum, så importen kun udgør mellem 1- og 4%. Samlet set har Kina indenfor de sidste fire år neddroslet sine aktiviteter i Venezuela på grund af styrets tiltagende ustabilitet. Men Kina driver stadig Venezuelas it-net og det officielle kommunikationssystem gennem Huawei og ZTE, herunder det nationale ID-system. Projektet er defineret som et forsøgsprojekt, hvis metoder og typer af udstyr mv. skal kunne overføres til andre lande i Latinamerika. Den kommende tid vil vise, om regeringen i Venezuela presses til at opsige disse og andre kontrakter med Kina og erstatte it-strukturen med amerikanske produkter styret af amerikanske virksomheder. Problemet vil være, at de ikke har samme erfaring med udrulning af it-teknologi i lande med en ikke udviklet it-teknologi og tilsvarende arbejdskraft. Under alle omstændigheder vil udviklingen i Venezuela give et fingerpeg om, hvordan USA vil gribe samme problematik an i flere af de andre lande, som har indgået samarbejdskontrakter med Kina. Bl.a. Chile, Uruguay og Brasilien. Vi ved på indeværende tidspunkt meget lidt om, hvad det kommer til at betyde for Mexicos økonomi, at Trumpadministrationen har tvunget regeringen i Mexico til at lægge en høj told på importen af biler, tekstiler og plastikprodukter, der er vitale dele af mexicansk produktion. Mexicos regering er blevet tvunget ud i en hårfin balancegang mellem hensynet til en øget samhandel med ikke blot Kina, men også flere andre Asiatiske lande og nedtoning af en konflikt med USA. Trumps trusler overfor Mexicos præsident er ikke tomme. Sandsynligvis vil han afstå fra militære indgreb. Det forekommer mere nærliggende, at Trump indfører sanktioner, der vil ramme Mexicansk industri og landbrug hårdt og det facto opløse North American Free Trade Agreement. Et sidste eksemplarisk område, der skal nævnes, er de Latinamerikanske landes valutasamarbejde med både Kina og Rusland. Indenfor de sidste år nærmere bestemt efter Covid 19 krisen er en større del af samhandlen enten foregået i lokale valutaer eller i yuan og rubler helt uden om dollarsystemet. Dertil kommer enten kinesisk udviklede eller fælles udviklede swap-systemer til at forestå enten valutaomveksling eller omveksling af fysiske produkter. Det var et sådant system, Argentinas præsident Milei var ved at indgå aftaler med Kina om i sommeren 2025. USA saboterede aftalen med trusler om at blokere for Argentinas nye lån i IMF. Til gengæld kunne USA bevilge et større lån for at redde den stærkt højreorienterede præsident. Det har dog indtil dato ikke afskrækket Argentina og Chiles højreorienterede præsident Kats fra fortsat at ”sondere” lignende mekanismer. Afgørende er det dog, at præcis hele problematikken om dollarens fortsatte dominans ikke bare i Latinamerika men også i Centralasien og Afrika udgør det måske mest prekære og eksplosive konfliktpunkt, idet hele USA’s fortsatte økonomiske dominans står og falder med dollarsystemet. Afsluttende bemærkninger Over tid er Kinas og BRICS mål at bidrage til en ny Latinamerikansk udviklingsidentitet gennem opbygningen af et kompleks af gensidige projekter og bindende samarbejdsaftaler uafhængig af de respektive regeringers politiske observans. Livskraften i den strategi står og falder med de mange projekters faktiske forbedring af befolkningernes levevilkår og politisk stabilitet, hvad der i hvert fald på papiret tages højde for ved at understrege alle projekteres applikation til lokale vilkår, politiske og kulturelle traditioner. Som noget relativt nyt indgår stærke sikkerhedsgarantier i Kinas investeringspolitik. Allerede før USA’s kidnapning af Maduro måtte kineserne konstatere på den hårde måde, at Venezuela ikke ville være i stand til at overholde sine gældsforpligtelse. Den sikkerhedspolitiske dimension i investerings- og kontraktpolitikken vil helt sikkert blive udviklet i forceret tempo som modsvar til USA’s Nationale Sikkerheds Strategi og aktuelle intervention i Venezuela. Det helt afgørende spørgsmål i den nære fremtid er, hvad Kina vil kunne stille op, hvis USA presser de forskellige lande til enten at annullere de kontrakter, der er på tegnebrættet eller opsige allerede indgåede aftaler? Rent militært kan Kina for nuværende ikke stille noget op overfor USA’s militære opbud i Latinamerika og Caribien. USA har 76 militære baser i Latinamerika. Kina og Rusland har ingen militær tilstedeværelse overhovedet. Og med Trumpadministrationens tilsidesættelse af enhver respekt for international lov og indgåede aftaler er juridiske- og diplomatiske modforholdsregler begrænsede. Kinas og BRICS landenes modsvar vil angiveligt være at undgå direkte konfrontationer og fortsætte den valgte strategi dèr, hvor USA ikke står tilstrækkeligt stærkt til at gennemføre de nødvendige magtdemonstrationer eller har udsigt til udbredt folkelig modstand og trusler mod de siddende Trumpvenlige regeringer. For nuværende eksponerer USA’s intervention i Venezuela, truslerne mod Columbia, Mexico og Cuba et nyt og uforudsigeligt konfliktbillede i Latinamerika, hvor USA vil sætte alt ind for at gennemføre sin strategi og devaluere Kinas Belt and Road strategi som et reelt og troværdigt alternativ til USA’s ”America First” politik. Jan Helbak                              

  januar 8, 2026 9:54 pm

  Læs mere

• Kidnapningens strategiske perspektiv

    Venezuelas præsident Nicolas Maduro blev natten til den 3. januar 2026 kidnappet af amerikanske specialstyrker. USA’s begrundelse: ”gennemførelse af en anholdelse for at retsforfølge Maduro i New York på grundlag af et 20 sider langt anklageskrift. Hovedanklagen er medskyldighed i ”narkotikaterrorisme” til skade for USA’s befolkning””. Få tager med rette den anklage alvorligt. Få kan definere begrebet narkoterrorisme. Det er forså vidt også ligegyldigt, for USA’s retssystem er under alle omstændigheder underlagt international lov og FN-charteret, når det gælder internationale forhold. USA har ingen eksterritorial retskompetence! Det er patetisk at høre den ene regeringsleder rundt om i verden beklage USA’s aktion med henvisning til, at international lov skal overholdes. Hvornår har USA respekteret international lov, hvis lovene kom i vejen for landets interesser. Det vil her føre for vidt at opremse alle USA’s brud på international lov, og antallet i sig selv er heller ikke videre interessant. Så lad os sætte den side af sagen i parentes og nøgternt konstatere, at USA’s og Europæiske regeringers lemfældige omgang med international lov har skabt en præcedens, der efterhånden udstiller enhver henvisning til international lov i bedste fald naiv og i værste fald fuldstændig arbitrær. Hykleriet vedrørende regimeændringer kan vi også hurtigt runde. Vi kender efterhånden opskriften: Der er et regime, som ikke passer ind i USA’s eller Europas interessefelt. Først anfægtes regimets legitimitet. Derefter flyttes det over på den forkerte side som autokratisk. Så kommer sanktionerne efterfulgt af økonomisk pres. Oppositionen dyrkes og vejen banes for åben opposition og utilfredshed. Destabiliseringsprocessen udvikler sig, og snart er landet modent for regimeændring enten gennem regimets kapitulation eller via intervention. Succesraten har i de sidste årtier ikke været imponerende. Kidnapningsaktionen er den lidt mere spektakulære variation. Om aktionen vil lykkes på lidt længere sigt, ved ingen. Om det er realistisk, at Trump kan indlede et ”styret” samarbejde med fungerende præsident Delcy Rodríguez og dele af den øverste militære ledelse om at gennemføre en kontrolleret normalisering er langt fra sikkert. Men planen ligger i kortene. Muligheden eller risikoen for kaos og langvarig ustabilitet kan absolut ikke udelukkes, fordi der åbnes for et reelt magtvakuum og en ny scene for stormagtsrivalisering. Den scene eksisterer allerede og har eksisteret længe før kidnapningen. Det Venezuelanske samfund og dets politiske liv har længe være præget af de forskellige magtgruppers præferencer for amerikansk, russisk eller kinesisk indflydelse.  Interessekampe, der rækker langt ud over kontrollen over olien. Men fra og med kidnapningen og Trumps bemærkninger gælder det, at den videre udvikling i Venezuela er blevet hans stedfortræderproblem. Indtil videre forbliver de mange diskussioner om mulige scenarier de rene gisninger eller regelrette konspirationsteorier. Den overdrevne fokus på Venezuelas olieforekomster og Trumps forkvaklede påstand om, at det nu gælder om at tage USA’s ejendom tilbage, kan forvride forståelseshorisonten. Hensigten er selvfølgelig en afnationalisering af olieindustrien og geninstallering af amerikanske olieselskaber som ejere. Mange har fokuseret på, hvad overtagelsen af kontrollen med olieindustrien vil få af konsekvenser for oliemarkedet, og hvad det vil betyde for Rusland og Kina i særdeleshed. Det billede kan imidlertid let fortrænge det mere vidtgående perspektiv, som udgør et af flere operationsfelter i USA’s Nationale Sikkerheds Strategi. Trump og USA accepterer ikke andre landes legitime ret til at nationalisere egen ejendom, fordi det begrænser de store amerikanske og også europæiske virksomheders frihed til at ”investere” sig til monopolstillinger på vitale samfundsområder. ”Kampen om retten til olien” i Venezuela er ikke et unikt fænomen, men et konfliktpunkt der genaktualiseres i flere Latinamerikanske lande i disse år. USA’s Nationale Sikkerheds Strategi (NSS) Selve aktionen er alvorlig nok i sig selv, men vi bliver nødt til at se bort fra situationens spektakulære narrativ og Trumps brovtende selvhævdelse. herunder udtalelserne om, at USA vil styre Venezuela indtil, en ny regering kan tage over og indføre en rolig og stabil overgang til demokrati og velfærd for hele befolkningen. Lykkeligvis er der færre og færre, der tager bravaderne alvorligt. Kun frygten for konsekvenserne styrer de frekvenser, der tunes ind på. Det alvorlige ligger bag bravaderne. Kidnapningen af Maduro indgår som første realisering af USA’s nye Nationale Sikkerheds Strategi. Nærmere beskrevet i afsnittet om regioner. Her gælder det Western Hemesphere og hvad der beskrives som Trumps videreførelse af Monroe doktrinen. Mildest talt en fordrejning der vil noget, men lad det være. Dokumentets selvovervurderende og i øvrigt inkonsistente tirader om USA’s fantastiske overlegenhed på alle livets områder og respekt for alle landes suverænitet og frihed, kan man med fordel springe over. Så reduceres strategidokumentets 29 sider til nogle relativt få centrale statements, der til gengæld bliver styrende for USA’s fremtidige udenrigspolitik. Hvad det får af indenrigspolitiske konsekvenser skal ikke behandles her. Blot skal nævnes i forbifarten, at strategien har forårsaget flere revner i MAGA bevægelsen. Helt overordnet er den nye strategi som udgangspunkt  kontraktiv og defensiv. USA skal ikke længere tilstræbe global dominans, men prioritere sine styrker og indsatser, herunder genopbygningen af sig selv som uovertruffen industri- og militær nation. Målet er at fastholde en bestemt magtbalance, hvor ingen magt i verden vil blive tilladt en størrelse, som kan true USA’s interesser. Det er dokumentets maxime. ”At fokusere og prioritere er at vælge”, og det strategiske dokument prioriterer først fremmest den absolutte dominans i hele Latinamerika som en afgørende prioritet. En prioritet, som Trumpadministrationen beskylder de tidligere amerikanske regeringer for at have negligeret i deres ”ideologiske globaliseringspolitik”. USA skal gennemtvinge en overlegen tilstedeværelse og skabe adgang til alle geografiske områder på hele kontinentet. USA skal forhindre ”fremmede” magter og interesser udenfor Latinamerika i at få fodfæste og true amerikanske interesser. Fremgangsmåden skal primært bestå i at binde (enlist) venligtsindede regimer til USA’s interesser og udvide antallet (expand) af lande, der potentielt kan blive USA’s fremtidige partnere. Som f.eks. Venezuela. Bagtæppet beskrives på følgende måde: Udefra kommende konkurrenter, som er trængt dybt ind i Latinamerika til skade for USA’s økonomiske- og strategiske interesser. At tillade en sådan fremmed indtrængen gennem årtier har udgjort en strategisk fejltagelse. Målet må være at trænge disse konkurrenter tilbage eller helt ud af Latinamerika. Her tænkes først og fremmest på Kinas og i mindre grad Ruslands voksende økonomiske indflydelse i Latinamerika. Men det er også et signal til EU om at underordne sig USA’s interesser. Aktuelt med adresse til EU’s ønske om at indgå en større handelsaftale med Mercosur-landene. Eksempelvis er Mexico blevet tvunget til at indføre told på import fra Kina, hvilket bringer mislyde mellem de to lande, der ellers har haft et upåklageligt samarbejde. Kina er blevet tvunget væk fra administrationen af Panamakanalen. Brasilien har fået pålagt en meget høj straftold, fordi man handler med Rusland. USA har også rettet fokus på samarbejdet mellem Peru og Kina om havne- og transportnet og flere latinamerikanske landes kontrakter med Kina omhandlende it-udvikling, udrulning af G5 netværk, eksport af landbrugsprodukter til Kina mv. Dertil kommer måske det allervigtigste Kinas og Ruslands finansielle interesser i Latinamerika og bestræbelserne for at opbygge mellemstatslige handler i lokale valutaer uden om dollarsystemet. Selv om Kina stadig kun er tredjestørste investor i hele Latinamerika er investeringsraten vokset eksponentielt siden 2020. I december 2025 offentliggjorde Kina et strategisk ”politikpapir”, som beskrev en agenda for: ”Institutionaliseret, udvidet og prioriteret samarbejde med de latinamerikanske lande”. Politikpapiret følger den generelle kinesiske opskrift. Samhandel, favorable investeringer og institutionsopbygning, hvor sidstnævnte skal konsolidere og sikre det videre samarbejde og ikke mindst mulig fremtidig tilslutning til BRICS. Afgørende for Kinas strategi er, at man altid respekterer de eksisterende regeringer og politiske forhold og altid sikrer en bredde i samarbejdet, som er til fordel for de lokale samfund og interesser. Det betyder eksempelvis, at både Argentina og Chile, som er styret af ekstremt højreorienterede regimer, har opretholdt deres samarbejde med Kina uden de helt store problemer. Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika? Kinas ”Belt and Road” er vidt udbredt i flere af de Latinamerikanske lande. Venezuela udgør kun en begrænset del af det samlede projekt. Det tredje spørgsmål er, hvordan befolkningerne og det politiske liv i de Latinamerikanske lande vil reagere, hvis en mulig amerikanske udmanøvrering medfører forringede levevilkår, langsommere it-vækst, opløsning i de etablerede institutionelle strukturer og svækket national økonomi? Hidtil – dvs. historisk – har amerikansk militær og økonomisk dominans i området ikke fremmet Latinamerikas samlede økonomiske og samfundspolitiske udvikling. Kidnapningen og herfra Med kidnapningen af Madura har Trumpadministrationen udfoldet det første konkrete lærestykke i, hvordan NSS skal fortolkes. Om Trump kan ”styre” regimeændringen i Venezuela efter planen, eller om kidnapningsoperationen ender i kaos og binding af USA’s kræfter i længere tid er først og fremmest interessant, fordi udfaldet i Venezuela siger noget om, hvor hurtigt og effektivt (eller det modsatte) Trumpadministrationen kan forfølge sine strategiske mål på resten af kontinentet. Forløbet indenfor den nærmeste tid vil også give et fingerpeg om, hvorvidt USA vil være i stand til at overføre sit magtopbud til den globale scene. I Mellemøsten forbereder Iran sig på et angreb fra USA og Israel. Om det kommer, kan afhænge af udfaldet i Venezuela. På det afrikanske kontinent overvejer staterne i Sahelområdet om bombningerne i Nigeria alene var en tom magtdemonstration eller et seriøst forvarsel. Retningen og tempoet for gennemførelsen af USA’s strategi i Latinamerika afhænger også af de mulige geopolitiske konflikter mellem USA, Kina og Rusland og ikke mindst, om de to lande formår at holde sammen på BRICS, herunder udbygge alliancen med Indien og Brasilien. Lidt kynisk kan man antage, at de fire lande kan have en vis interesse i, at USA hænger fast i Venezuela, tilraner sig oliereserverne og kompromitter sig overfor de øvrige Latinamerikanske lande. For selv om USA demonstrerede et enormt militært magtopbud forud for kidnapningen, bidrager samme magtdemonstration til at svække USA’s styrke på lidt længere sigt, fordi enhver svækkelse eller fejltagelse åbner for modstand på alle fronter. USA under Trump bygger ikke på politiske og gensidigt forpligtende alliancer, men på taktisk underordning, hvad der eksempelvis gør USA’s dominans i Stillehavsregionen skrøbelig. Alle er jo nu bekendt med, hvad USA First betyder. På den anden side bliver det Latinamerikanske orkester også prøven på BRICS sammenhængskraft. Festtalernes tid er forbi. Man bør bemærke, at både Nigeria og Venezuela er ansøgere til BRICS, og at Iran lige er blevet medlem i 2025. Det drejer sig ikke så meget om styrken i selve BRICS-perspektivet, men om hvorvidt den aktuelle BRICS-konstruktion kan holde overfor USA’s demonstrerede rå og defensive magtpolitik. Samme betragtning kan faktisk anlægges hvad angår styrken og den fortsatte sammenhæng i den Transatlantiske alliance. Hvor længe kan Europa fortsætte med at følge USA i forsvaret af en verdensdominans, der med voksende hastighed falder fra hinanden, og hvor Europa og ikke mindst EU kan ende med at blive den store taber. Det sidste kan måske opfattes som en overfortolkning af kidnapningens konsekvenser. Men hele aktionen giver slet ingen mening uden at blive sat ind i en Latinamerikansk kontekst og USA’s udenrigspolitiske strategi for kontinentet. Som igen giver meget lidt mening, hvis den strategi ikke kædes sammen strategipapirets samlede strategi for at forhindre USA i globalt at blive udfordret. For selv om retorikken i de øvrige afsnit vedr. Asien, Mellemøsten og Europa er let aggressiv, skjuler den ikke det faktum, at hele strategidokumentet er defensivt og totalt blottet for ethvert offensivt perspektiv for en fremtidig global orden. Derfor skal Kinas og Ruslands aktuelle og kommende reaktioner på kidnapningen også læses ganske nøje på samme måde, som de to landes regeringer har læst NSS ganske nøje og antageligt draget den konklusion, at Trumpadministrationen styrer mod en global magtdeling med relativt skarpt opdelte regionale interessesfærer. Det er ikke i Kinas langsigtede interesse, hvorimod det er eksistentielt for USA, hvad der gør perspektiverne alvorlige. I den henseende er kidnapningens perspektiver vigtigere end selve kidnapningen og dens umiddelbare konsekvenser. Jan Helbak            

  januar 4, 2026 8:23 pm

  Læs mere

• USA’s 28 punkts plan – et vendepunkt  

  USA’s 28 punkts plan for en fredsproces i Ukraine er nok det vigtigste udspil siden de aborterede fredsforhandlinger i Istanbul marts-april 2022. Og hvorfor så det? Uanset planens videre skæbne i det diplomatiske magtspil vil den i sit overordnede og substantielle indhold indtage pladsen som matrix for det videre forløb eller kommende fredsforhandlinger. Overordnede betragtninger Procesplanen for de kommende fredsforhandlinger mellem Rusland, Ukraine og USA kommer på et tidspunkt, hvor Ukraine er på tilbagetog alle steder på fronten, og hvor Kiev er plaget af flere korruptionsskandaler, som vi stadig kun kender toppen af (CIA har spillet en rolle i det forløb hele tiden). Der kan være flere afsløringer på vej, som yderligere vil svække Zelensky og hans entourage og af samme grund legitimere USA’s stop for yderligere amerikansk politisk-militær- og økonomisk støtte til Zelenskys krig. I forvejen har USA diskret skruet ned for den militære- og økonomiske støtte. USA kan tillige diskret udfase efterretningsstøtten, herunder it-støtte og bemanding af de langtrækkende missiler. Ukraine kan ikke klare sig uden den støtte, og europæerne kan ikke kompensere. A har en klar interesse i at få stoppet krigen hurtigst muligt af den simple grund, at man ikke ret meget længere kan finansiere Ukraines krig hverken militært eller økonomisk. Fortsætter krigen med den aktuelle militære udvikling, har Trump efterhånden indset, at Ukraine vil tabe yderligere og en kapitulation vil være uundgåelig. Sporene fra Vietnam-krigens sidste dage i Saigon og udgangen fra Afghanistan i Kabul spøger stadig som et mareridt for USA. Europæerne optræder som om, en sådan forsmædelig udgang ikke bliver en realitet. Hvis ikke der kommer gang i fredsprocessen nu, hvor Rusland accepterer forhandlingsgrundlaget, kan USA blive presset til at skrue op for sanktionerne (for at vise styrke). Sanktionspolitikken har allerede i dens eksisterende form resulteret i et stadigt tættere økonomisk-politisk- og militært samarbejde mellem Rusland og Kina. Den proces vil over tid stille USA overfor en modstander, som USA ikke kan magte. En Rusland/Kina akse vil svække inddæmningspolitikken overfor Kina og hele USA’s Stillehavsdoktrin. Processen vil også styrke Kinas og Ruslands dominans i hele det Eurasiatiske område og svække USA’s position overfor dets allierede i Stillehavsområdet. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før bl.a. Japan og Sydkorea tvinges til at indlede normaliseringsforhandlinger med Kina. Det billede var Zbigniew Brzezinskis (tidligere rådgiver for præsident Jimmy Carter) rædselsbillede, som han beskrev meget præcist i 1997, og som Wolfowitz-doktrinen skulle forhindre blive en realitet. På den anden side har Rusland en lige så klar interesse i at imødekomme USA og indgå konstruktivt i en fredsproces baseret på den meget løst formulerede fredsproces plan. Planen udgør nemlig rent historisk et de facto opgør med Wolfowitz doktrinen fra 1992, som kom til at danne grundlag for Nato’s Østudvidelse. Doktrinens europæiske dimension og mål var at inddæmme Rusland totalt og bidrage til Ruslands indre opløsning og fragmentering. Det mål er ikke nået, og Trump er nu, hvor USA’s styrke ikke er som i 1992, interesseret i at slippe fri af doktrinen og normalisere forholdet til Rusland for at undgå en samlet global svækkelse og måske drive en kile ind mellem Rusland og Kina. Rusland kan ved at indgå konstruktivt i fredsprocessen på grundlag af 28 punkts planen sikre ubetinget opbakning fra sit eget bagland i BRICS, hvor især Indien, Kina og Brasilien på det sidste tydeligt har plæderet for en fredsløsning, fordi de delvist bliver presset af Trumps sanktionspolitik. Planen er tillige en delvis imødekommelse af Ruslands sikkerhedspolitiske udspil fra december 2021 overfor NATO-landene om en ny sikkerhedsarkitektur for Europa (hvor Rusland er inkluderet). Præsident Biden fejede temmelig brutalt udspillet af bordet. Trump-planens de diskrete anerkendelse af grundtankerne i det udspil er tillige en anerkendelse af de begrundelser for en fredsløsning, som Rusland lagde på bordet i 2022 ved fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, og som Putin har fremhævet igen og igen. Senest overfor Trump på mødet i Alaska. Trump har med fremlæggelse af planen lagt pres på Zelensky og tvunget europæerne til formelt at fravige deres maksimalistiske krav om Ruslands kapitulation og betingelsesløs våbenhvile. De kan ikke komme udenom at forholde sig til procesplanen. Europæerne har da heller ikke afvist Trumps udspil som sådan, men har i stedet anvendt den gammelkendte taktik med at tømme planen for indhold og selv fremlægge en ”modificeret” plan. Alle ved, at den plan aldrig vil blive accepteret af Rusland. Kreml henviser tørt til stillingen på slagmarken. Som europæerne i øvrigt lukker øjnene for. Hvorfor er procesplanen så vigtig Forløbet i sig selv forklarer ikke, hvorfor procesplanen udgør det vigtigste fredspolitiske udspil siden fredsforhandlingerne i 2022. På trods af planens mange indbyggede svagheder og løse formuleringer vil planen selv, hvis den amputeres, eller Trump forsøger at ”bløde den op” for at imødekomme Zelenskys og europæernes indvendinger, stå som det grundlag eller den matrix enhver kommende fredsproces må bygge på, hvis krigen ikke skal ende med Ukraines totale nederlag på slagmarken og Europas og ikke mindst EU-ledernes politiske blamage. Planen er også vigtig af en anden og hidtil overset dimension. Rusland har aldrig været og er ikke interesseret i at erobre land og har ikke været det under hele krigen. Der har aldrig været fugls føde på de europæiske regeringslederes skrækscenarier. De er jo ikke idioter i Kreml, selv om man i Vesteuropa har forsøgt at fremstille dem som sådan. Ruslands mål har hele tiden været: At sikre de fire oblaster som russiske. At sikre, at Ukraine ikke optages i Nato. At Ukraine forbliver en neutral nationalstat. At det russiske sprog (som for tiden er forbudt i Ukraine) tillades. At Ukraine svækkes militært. (Hovedparten af indbyggerne i Østukraine taler russisk). At det ukrainske regime ændres og renses for de ultranationalistiske og Ruslandsfjendtlige kræfter i militæret og det ukrainske styre. Hvis ikke disse mål tilnærmelsesvist kan opnås gennem fredsforhandlinger mellem USA og Ukraine og med nølende, hændervridende og passiv accept fra de europæiske regeringsledere, kan Rusland blive tvunget til at føre krigen helt til Kiev og dermed stå med hele ansvaret for at vinde freden eller alternativt hænge fast i Ukraine som besættelsesmagt. Og forbløde. Det er ikke i Ruslands interesse. Ej heller at skulle operere med risikoen for en borgerkrig i Ukraine. Planen lægger i den dimension også en ramme for forhandlinger om, hvordan krigen skal afsluttes og freden vindes og sikres. Hovedpunkter i fredsprocesplanen Det giver ikke meget mening her at gennemgå alle 28 punkter. Mange har gennemgået dem i medierne, og flere af punkterne bærer tydeligt præg af at være ”forhandlingsoplæg” (Eller tomme punkter, der kan hives ud) både overfor Ukraine og Rusland men også overfor europæerne. De centrale punkter i procesplanen kan lidt hårdhændet koges ned til ni punkter: Ruslands de facto overtagelse af Krim, Donbas og det meste af Zaporizhzia og Kherson. Overtagelsen vil medføre, at Ukraine skal afgive de sidste 35%, som de kontrollerer. (det hører med, at disse områder som konsekvens af Istanbulforhandlingernes sammenbrud blev indføjet i den russiske forfatning som værende russiske). En demilitariseret zone på ca. 100 km. på Ukrainsk grund. Der er forskellige opfattelser af, hvem eller hvordan zonen skal overvåges og kontrolleres. Men mellem linjerne er det udelukket, at NATO tropper eller Koalitionen af villige (UK, Tyskland og Frankrig) kommer til at spille nogen rolle. Ukraines og Natos juridisk bindende erklæring om, at Ukraine ikke kan optages i Nato, og at Nato ikke vil foretage nogen videre østudvidelse. Det betyder, at der ikke kan stationeres Nato styrker eller andre fremmede styrker på Ukrainsk grund. (USA skal stå for forhandlingen i Nato som en magt udenfor alliancen, hvilket selvfølgelig vil give interne rolleproblemer). Ukraine skal anerkendes som en suveræn neutral stat og vil i forhold hertil opnå relevante sikkerhedsgarantier, som også vil inddrage juridisk bindende garantier fra Rusland. Disse garantiers rækkevidde og juridiske holdbarhed er meget løst formuleret i procesplanen. Det ukrainske militær begrænses til en aktiv styrke på 600.000 mand. Det mål ligger langt fra russernes oprindelige krav på 85.000 mand. Men en styrke på 600.000 mand må siges at være et fremtidsmål for Ukraine. Ukraine skal tillige afstå fra at blive en atommagt. Ukraine skal også afstå fra at operere med missiler, der kan ramme Moskva. (Attacms, Stormshadow og lignende missilsystemer). Omdannelse af de indefrosne russiske aktiver i Euroclear på ca. 250 mia. euro fra at blive ”stjålet” af EU landene som det økonomiske grundlag for en ”krigsfront” til en ”fredsfront”. Fonden skal bidrage til genopbygningen af Ukraine, hvor en stor del af det område, der skal genopbygges, vil være beliggende indenfor russiske grænser. Genopbygningen overvåges af USA og Rusland. (Det er bl.a. på det punkt, Europæerne stritter imod under henvisning til, at planen opererer med midler, der er europæiske. Hvilket de juridisk ikke er. De er bundet i Euroclear på lige fod med indestående fra alle mulige andre stater og finansinstitutioner. Indefrysningen som led i sanktionspolitikken er i sig selv juridisk problematisk). Gradvis ophævelse af sanktionerne overfor Rusland via løbende forhandlinger. Ukraine skal afholde valg indenfor 100 dage. Hvad der i sig selv formodes at føre til den regimeændring, som Rusland har haft som mål fra krigens første dag. Alle parter i konflikten vil blive tildelt fuld amnesti for deres handlinger, hvad der vil betyde lige meget for begge parter, selv man hidtil ensidigt har udråbt russerne som krigsforbrydere. (sidste punkt er selvfølgelig et ønske om at lægge låg på hele konflikten vel vidende, at uden det punkt, vil der komme et langt og opslidende juridisk efterspil, som i sig selv kan spænde ben for udviklingen af den ønskede europæiske sikkerhedsarkitektur). Det skal understreges, at hele procesplanen er løst formuleret og de enkelte punkter meget summarisk forfattet. Alt andet ville også være kontraproduktivt, da punkterne og dokumentet først og fremmest skal opfattes som en ramme for fredsforhandlingerne og kan af samme grund ikke være juridisk bindende. Derimod lægger planen op til, at en våbenhvile kan besluttes, hvis Rusland og Ukraine kan tilslutte sig de centrale punkter i procesplanen. Europæernes modstand Det var forventeligt, at EU, Koalitionen af villige og de øvrige europæiske statsledere ville afvise planen og i øvrigt klage over ikke at være inddraget i udarbejdelsen af 28 punkts planen. Reaktionerne og siden europæernes optræden var også forud diskonteret. Forargelse, et væld af interne møder om målrettede træk for at sabotere hele processen på topmødet i Geneve den 23-24 november. Det er dog vigtigt at bemærke, at europæernes modstand ikke har kunnet tage anden form end forsøg på at udhule planen ved bl.a. at fremlægge en ”modificeret” plan på 24 punkter. Den imødekommer USA’s plan på alle de ikke centrale punkter. Den er renset for punkterne om: de territoriale ændringer. begrænsningerne af de ukrainske militære styrker. blokering for Ukraines optagelse i Nato (i stedet krav om, at alle sikkerhedsgarantier skal have samme status som Natos §5) og afvisningen af kravet om, at der ikke må være fremmede tropper stationeret på ukrainsk grund. Europæisk indflydelse på genopbygningen af Ukraine. Krav om, at Rusland skal betale. Nyvalg i Ukraine skal ikke ske indenfor 100 dage, men skal afholdes hurtigst muligt. (Altså uden deadline). Kort sagt er udspillet fra Koalitionen af frivillige renset for de helt centrale punkter i USA’s plan, der af Rusland opfattes som det afgørende udgangspunkt og som ses som den længe ventede udbygning og forlængelse af aftalerne mellem Trump og Putin på topmødet i Alaska. Det europæiske udspil er også prompte blevet afvist af præsident Putins rådgiver og udenrigsminister Lavrov. Samme modtagelse er overgået det modificerede udkast på 19 punkter, som er aftalt mellem den ukrainske og amerikanske delegation Doha. Dvs. processen vil sandsynligvis lide skibbrud, hvis ikke de centrale punkter i 28 punkts planen sættes ind igen, og Trumps ultimatum til Zelensky håndhæves. Afsluttende kommentarer I hele forløbet har USA med sit udspil faktisk givet Rusland ”overhånden”, idet man fra Kremls side med det samme kunne accepterede den fremlagte plan som et godt grundlag for de videre forhandlinger. Når grundlaget så ændres på de vigtigste punkter, bliver det ikke Rusland, men både USA og Zelensky, der står med et forklaringsproblem overfor resten af verden – inklusive Kina, Indien og Brasilien. Europæerne er afskåret fra at gå videre ad diplomatiets vej på egen hånd, idet EU kommissionens formand Ursula von der Leyen, allerede inden planen fra Koalitionen af villige blev fremlagt, formulerede følgende tre principper, som i sit indhold blokerer for enhver diplomatisk kontakt med Rusland og alene kan opfattes som grundlag for fortsættelse af krigen i Ukraine: For det første: Grænser skal ikke kunne flyttes ved magt. For det andet: Der kan ikke sættes grænser for den suveræne stat Ukraines militære styrker. Sådanne grænser vil svække Ukraine overfor fremtidige angreb og underminere Europas sikkerhed. For det tredje: EU skal sikres en central placering i sikringen af fred for Ukraine. De tre krav eller principper, som von der Leyen kalder dem, har i den ene eller den anden form været EU landenes indstilling gennem hele krigen, selv om de var formuleret mere klart ved krigens begyndelse, hvor man troede på, at Ukraine kunne vinde krigen. Den gang var kravet, at Rusland skulle trække sine tropper ud af alle områder i Ukraine, og at Ukraine selvfølgelig skulle optages i Nato, og at ingen fremmed magt skulle have indflydelse på, hvem Ukraine inviterede til at stationere tropper på ukrainsk grund. Det blev kaldt Natos ”åbne dørs politik”. Længere er de europæiske regeringsledere og EU-bureaukratiet ikke kommet, og længere kommer de nok heller ikke, før Ukraines militære nederlag ikke længere kan negligeres, og modviljen i befolkningerne mod at betale for fortsat krig truer de forskellige regeringers og kommissionselitens politiske liv. Hvordan det videre spil om USA’s udspil forløber skal jeg afstå fra at gisne om. Trumpregeringen forekommer ikke for nuværende at være stærk nok til at løbe risikoen og ”banke” Zelensky og de europæiske regeringsledere alvorligt på plads. Trump regeringen kan ganske givet heller ikke helt droppe støtten til Ukraine og heller ikke kompromittere Nato helt. Trump regeringen kan som sagt diskret neddrosle al støtte til Ukraine og undgå et åbent brud med europæerne. Og kan så sende regningen videre til EU og de enkelt europæiske lande, som hverken har økonomien eller den militær kapacitet til reelt at substituere USA. Det forløb gavner overhovedet ikke USA i det større geopolitiske spil. G20 topmødet, som USA boykottede, viste klart, at de øvrige lande ikke længere lader sig paralysere af USA kortsigtede magtdemonstrationer. Det eneste helt sikre er nok, at hvis USA ikke står fast overfor Zelensky og europæerne, vil Rusland optrappe krigsindsatsen og skærpe betingelserne for de fredsforhandlinger, som på et eller andet tidspunkt bliver påtvunget europæerne og Zelensky. I mellemtiden kan Ukraine falde helt fra hinanden og de europæiske regeringsledere rent politisk og moralsk være klædt af til skindet. USA vil i forhold til egne geopolitiske interesser stå svagere overfor Kina-Rusland. Det er vigtigt at have in mente i det videre forløb, at krigen i Ukraine fra starten har været en stedfortræderkrig. Og kampen om Ukraine siden 1992 har indgået i det overordnede geopoliske magtspil. Det er stadigt tilfældet. Krigen er på ingen måde et isoleret Europæisk anliggende. Jan Helbak            

  november 25, 2025 8:23 pm

  Læs mere

• Generation Z går på gaden – 10 opmærksomhedspunkter

  Næsten hver uge rapporteres der om massedemonstrationer i en eller anden storby eller i mange større byer på et og samme tidspunkt. Demonstrationerne forekommer flere gange i løbet af en måned. Massedemonstrationerne udspiller sig nu jævnligt overalt i verden. I Europa, i Asien, i USA, i Latinamerika og i Afrika. De færreste af demonstrationerne dækkes fyldestgørende af mainstreammedierne. Deres fokus retter sig først og fremmest mod de mest spektakulære demonstrationer og fortrinsvis mod dem, der foregår i nogle få af de europæiske hovedstæder. I det store mediebillede er demonstrationerne endnu fortrængt af de geopolitiske spændinger (bl.a. mellem USA og Kina, EU og Kina), krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza og Trumps forsøg på del og hersk politik overalt, hvor det er muligt uden at lide nederlag og tabe ansigt (aktuelt; Venezuela, Ecuador, Columbia, Nigeria). Hvad fortæller demonstrationerne? Zoomer man ind på demonstrationerne, tegner der sig et meget varieret billede med vidt forskellige betingelser og forløb. Vidt forskellige narrativer og resultater og en bred vifte af forskellige krav (regeringer tvinges til at trække upopulære lovforslag tilbage eller til selv at træde tilbage). Som fænomen koges demonstrationerne og protestbevægelserne af medierne og de ledende meningsdannere ned til at være diffuse og ofte pøbelagtige politiske massefænomener udenfor de traditionelle politiske institutioner og regler for politisk optræden. Man ser bort fra det mest interessante. Nemlig at de foregår mange forskellige steder på en gang uden synlige forbindelser og dog indenfor samme tidsrum, og med mange enslydende problemkomplekser og sidst men ikke ikke mindst i et voksende omfang. Indenfor det sidste år har der været utallige massedemonstrationer: i Bangladesh, Nepal, Tanzania, Sydkorea, Peru, Ecuador, Colombia, USA, Nigeria, Marokko, Kenya, Filippinerne, Indonesien, Madagaskar, Grækenland, Italien, Frankrig, Schweitz, Tyskland, Holland, Belgien, England og Mexico for blot at nævne de største og vigtigste demonstrationer. Hvis man undersøger disse demonstrationer nærmere, viser det sig, at der faktisk gør sig en række centrale fællestræk gældende, som oftest overskygges af de fremhævede forskelligheder. Af fællestræk skal her indledningsvis nævnes vigtige forskydninger i demonstrationstemaerne i løbet af det sidste år. (De vil blive behandlet nedenfor). Et fællestema er også befolkningernes syn på statsmagten og den voksende afstand mellem de politiske magthavere og institutioner på den ene side og befolkningerne på den anden. Og ikke mindst de yngre generationers toneangivende og synlige rolle i demonstrationerne. Det gælder først og fremmest generation Z (Gen-Z, som tæller unge i alderen 17-25 år). Generationsspørgsmålet For at opnå en vis forståelse af det sidste fællestræk – Gen-Z’s rolle – har det været nødvendig at bevæge sig ud over de almindelige generationsfraser og det fremherskende billede af en generation, der hovedsageligt kommunikerer, lever og organiserer fællesskaber gennem de sociale medier som Tik TOK, Instagram og Discord, eller som drukner i Gaming. Der findes en del sociologiske undersøgelser fra de sidste tre år. Men fælles for dem er, at de først og fremmest beskriver de unge generationer på baggrund af adfærdsparametre og almindelige normrelationer. Politiske teoretiske analyser er derimod sparsomme. Jeg kan ikke udelukke, at de findes, men jeg har fundet det nødvendigt at søge tilbage i tiden – nærmere bestemt til 1928. Her finder man en givende analyse i et ret spændende essay af den ungarske sociolog Karl Mannheim. Essayet blev udgivet i 1928 og omhandlede generationers betydning for den sociologiske forskning. (The sociological problem of generations). Selvfølgelig bærer essayet præg af sin tid. Ikke desto mindre besidder essayet en vis generaliseringsværdi og kan som sådan bidrage til at etablere nogle frugtbare vinkler på generationsspørgsmålet i de politiske bevægelser, som vi oplever i dag. Karl Mannheims største bidrag er nok hans begrebsafklaringer og fokus på, hvad de nye generationer fortæller om deres tid, tidsånd og underlæggende dynamik. Kort fortalt skelner han mellem generationernes naturlige afløsning af hinanden, og at hver ung generation indgår i verden "med friske øjne spændt ud mellem tradition og nyorientering. På den anden side, påpeger Mannheim, vokser de nye generationer ind i en ganske bestemt historisk tid, struktureret på en ganske bestemt måde med ganske bestemte typer af modsætninger, institutionelle systemer og værdier. Det politiske spil, der udfolder sig indenfor denne konkrete historiske ramme, øver igen indflydelse på formeringen af generationernes forskellige undergruppers måder at forholde sig på. Her spiller lokation og social-økonomiske faktorer en bestemmende rolle. Med andre ord bliver alt det, der definerer generationens forestillinger, håb, ambitioner, normdannelse og de faktiske mulighedsbetingelser, som generationen eller generationsgrupperne eksponerer, det vigtigste. Altså det afgørende i tiden, som den hvirvler op eller afslører. Som kanariefuglen i minerne. Med det sidste som udgangspunkt vil jeg nedenfor formulere en række opmærksomhedspunkter for at indfange de temaer, der mere eller mindre optræder i alle demonstrationerne og som sættes på spidsen af Gen-Z, og som giver et vist tidsbillede og indblik i, hvad der egentlig foregår nedenunder den højspændte geopolitiske radar og de trivielle parlamentariske trakasserier. Ti opmærksomhedspunkter I. Som sagt foregår der stort set demonstrationer flere gange om ugen et eller andet sted i Europa og også udenfor Europa. De er meget forskellige både i omfang og politiske temaer/paroler. Men det er fællestrækkene, som er de mest interessante. Det drejer sig om: manglende tiltro til det parlamentariske politiske system og en udbredt skepsis overfor parlamentarismen i almindelighed. Den manglende tillid retter sig ikke kun mod systemet, men også mod den politiske elite. Især de unge generationer i demonstrationerne udtrykker heller ikke den veneration overfor demokratiet som sådan, sådan som det er tilfældet i den etablerede offentlige debat. Faktisk er frustrationen over ikke at blive hørt og set indenfor det traditionelle politiske system et gennemgående træk, hvorfor gaden bliver det foretrukne sted for manifestation. Gader og pladser fyldes med tusinder af mennesker hvis isolerede situation i det almindelige politiske liv ophæves. Man oplever at være en del af noget større end en selv og for Gen-Z’s vedkommende bliver den livlige kommunikation og debat på de sociale medier til en praktisk og fysisk realitet. I den sammenhæng spiller Gen-Z en vigtig rolle i mobiliseringen og som drivere og organisatorer. Fænomenet ses på begge fløje. Hvilket også gælder foragten overfor det politiske centrum (centrum-højre/centrum-venstre), der klamrer sig til stolene i de parlamentariske forsamlinger uden reelt at adressere de sociale-og økonomiske problemer, som rammer de unge hårdere end foregående generationer, og som har betydning for et bredt udsnit af generationen. II. Der er flere og måske mere interessante sammenfald. Nedenunder forskellighederne er nye fællesnævnere ved at tage form. Protester mod alt for høje huslejer og for få boliger, der gør det næsten uoverkommeligt for de unge at finde en egnet bolig i de større byer. Problemet er globalt og rammer selvfølgelig også den brede befolkning, men de unge rammes hårdest. Protester mod forringede uddannelsesmuligheder, herunder støtte til at uddanne sig. Et gennemgående tema i alle de nævnte demonstrationer. Protester mod inflation og skjult dyrtid. Det er en udbredt oplevelse, at der er et stort gab mellem de officielle inflationstal og de faktiske prisstigninger og afgifter, som den brede befolkning oplever. Protester mod manglen på ordentlig offentlig transport og det voksende trafikhelvede. Protester mod dyre pasningsmuligheder for børnene. Protester mod nepotisme og korruption, hvor man oplever, at det politisk system favoriserer erhvervslivet og den øvre middelklasse. Og protester mod de stinkende rige, der også i dagligdagen vælter sig rundt i privilegier, og som nu også begunstiges med eksklusive rettigheder indenfor rejsebranchen, turistbranchen, boligplacering, miljøbeskyttelse mv. Om det er i Nepal eller Stuttgart, går utilfredshedens grundsubstans og kravene igen. Det er først og fremmest demonstrationernes form og radikalitet begrundet i de forskellige regimers natur og repressionsmetoder, der skiller. III. Ofte dækker demonstrationernes hovedparoler ikke underskoven af frustrationer og krav. Det har for en del demonstrationers vedkommende betydet, at myndighederne har fejlfortolket demonstrationernes indre dynamik og forsøgt at inddæmme dem ved betydningsløse indrømmelser eller at skræmme deltagerne med et enormt magtopbud og uhæmmet brutalitet. Indtil videre uden større held. De sidste måneders demonstrationer tegner også en ny tendens, som indholdsmæssigt rummer perspektiver, der rækker langt videre og langt ud over de aktuelle konfliktsituationer. Det gælder først og fremmest bevægelsen væk fra woke-ånden, værdipolitikken og identitetspolitikken mod det, man kalder bread and butter temaerne. Det gælder: Løn og arbejdsforhold. Protester mod de voksende og mere radikale arbejdsgiverangreb på overenskomster og erhvervslivets ret massive krav om strammere arbejdsmarkedspolitiske begrænsninger af lønmodtagernes rettigheder. Lønmodtagerne i både arbejderklassen og middelklassen presss til at tåle jobsikkerhed. Massefyringer indenfor it-branchen, som først og fremmest rammer middelklassen. Globalt har de unge og nyuddannede tiltagende vanskeligheder med overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet. Flere og flere oplever indskrænket karrierehorisont og prekære leveforhold i dagligdagen. Ifølge ILO befinder 262 mio. unge mellem 18 og 25 år sig helt udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsesvæsnet (udgør ca. 25%). Den gennemsnitlige arbejdsløshed blandt unge, der er registreret som lønmodtagere er på 13% og over gennemsnittet i de flest europæiske lande. Andelen af de helt unge, der er låst fast i stillinger, som de er overkvalificerede til, vokser over hele kloden. Samtidig er de tynget af en høj studiegæld. Alene i USA andrager studiegælden 1450 mia. dollar. Den abnorme ulighed både mellem de rige og fattige lande og indenfor de enkelte lande giver sig også udslag i forskydninger i oplevelsen af klassetilhørsforhold og sågar specifikke klasseinteresser. Forskydningerne registreres bl.a. ved deltagersammensætningen i demonstrationerne og i de paroler, der dukker op nedenunder hovedparolerne. F.eks. parolerne i de seneste demonstrationer i Frankrig: ”Macron er ikke problemet. Det er kapitalismen”. Ved flere demonstrationer i Tyskland fremgår det også tydeligt, at de ikke kun er rettet mod regeringen, men også mod de anstrengte arbejdsforhold og et stadigt mere aggressivt erhvervsliv. En ny undersøgelse i USA tegner måske mest eksemplarisk forskydningerne. For tre år siden opfattede 85% af den amerikanske befolkning sig som middelklasse. I dag drejer det sig kun om 54%, og hele 40% definerer sig nu positivt som arbejderklasse. Det ser ud til, at der er et voksende sammenfald mellem forskydningerne i befolkningsgruppernes sociale selvopfattelse og den mere synlige fremkomst af socio-økonomiske temaer og paroler. I løbet af det sidste halvår i 2025 er fagforeninger blevet presset til at organisere og deltage i de forskellige demonstrationer sammen med Gen-Z med paroler, som de ikke har rørt ved i årtier. Fagforeningerne har på det seneste spillet en større rolle end hidtil ved demonstrationerne i Tyskland, Italien, Portugal, Frankrig, Belgien, USA mv. Der er en vis bevægelse fra Gen-Z ind i fagforeningerne eller rettere en tilnærmelse til samarbejde. Det sker samtidig med, at den sociokulturelle kløft mellem den akademiske ungdom og de unge arbejdere og gruppen udenfor arbejdsmarkedet nedbrydes i demonstrationerne. For tiden afskediger de store techvirksomheder akademiske og administrative medarbejdere en blok og øger presset helt urimeligt på de tilbageblevne. Karrieremuligheder lukkes. For både de unge fra middelklassen og arbejderklassen gælder det, at deres arbejdsvilkår ændrer karakter til kortidsansættelser, ansættelser ”på prøve”, ”fleksible ansættelser osv., der gør det næsten umuligt af planlægge fremtiden. Dertil svarer selvsagt lave lønninger og vanskelighed ved at nedbringe studiegælden. De oplever også boligproblemer og de generelt stigende udgifter i storbyerne. Og det er på disse bread and butter spørgsmål, at de unge fra forskellige klasser finder sammen indenfor samme generation, hvilket er nyt. IV. Det tendentielle skift eller bevægelsen væk fra den politikløse og elitære værdi- og identitetspolitik, som i høj grad har præget den generation, der gik forud for Gen-Z, er nu også den bevægelse, som gør, at repræsentanterne for det politiske og kulturelle establishment står usikre overfor fænomenet og af samme grund øger det politiske og ideologiske beredskab overfor demonstrationerne. Understøttet af en brutal ordensmagt. På den anden side mister de samme repræsentanter autoritet, fordi det ikke længere kan skjules, at de i realiteten ikke aner, hvad de skal stille op med de problemer, som afstedkommer demonstrationerne. F.eks. er boligproblemet, dagligdagens vold og utryghed i storbyerne, dyrtiden og de miljømæssige ødelæggelser nærværende for langt hovedparten af dem, der demonstrerer. Men de politiske systemer har reelt ingen politik for at løse disse og andre presserende problemer. Derfor forekommer de i al magtudfoldelsen magtesløse og talentløse – i både centrum-venstre og centrum højre. Moralen og den selvsikre og forstandige administration af samfundene har ikke længere noget tøj på. Men den samme tendens bort fra identitetspolitikken over mod socioøkonomisk realpolitik, der nu udfordrer de centrumsledede systemer, kan også få som konsekvens, at den radikale højrefløj kommer til at stå overfor mobiliseringsproblemer. V. På den ene side oplever de unge fra Gen-Z, der er aktive og fremtrædende i de højreradikale bevægelser nøjagtig de samme problemer, som de unge fra den anden fløj. Hidtil har de stået fjendtligt overfor hinanden på grund af de forskellige grundholdninger til de sociokulturelle spørgsmål. På den anden side vil det radikale højres politiske projekt enten blive kompromitteret gennem det øgede samarbejde med centrum-højre eller som medspillere i magtens cirkler, fordi det radikale højre ikke kan andet end føre den samme liberale realpolitik om end på et autoritært grundlag, som nu også vinder frem indenfor flere centrum-højre regeringer i Europa. Indtil nu har de luftige skænderier om værdi- og identitetspolitikken, udlændingepolitikken og de lige så abstrakte diskussioner om den demokratiske korrekthed og samfundsstabiliteten mellem establishment og de nationalkonservative protestpartier skygget for det radikale højres yderligtgående og reaktionære støtte til arbejdsgivernes krav om øget deregulering og fritagelse for en række sociale forpligtelser og miljøhensyn. Der er også et voksende sammenfald mellem de nationalkonservative og centrums højres angreb på fagforeningerne. På sin vis adskiller centrum-højre/centrum-venstre regeringernes faktiske politik på alle de spørgsmål, der betyder noget for den brede befolkning (inflation, boliger, pensioner, sociale ydelser og uddannelsesmuligheder), sig i indhold efterhånden ikke fra de nationalkonservative partier i Tyskland, Portugal, Italien, Frankrig, Østrig, Holland, England mv. Barrieren for en tilnærmelse er først og fremmest, at det radikale højre er vokset frem som en protest mod den politiske elites arrogante og selvtilstrækkelige administrationspolitik, hvilket indtil nu har afholdt det etablerede centrum i at lukke protestpartierne ind i et parlamentarisk samarbejde. Men den front er langsomt ved at blive nedbrudt, fordi de forskellige centrumsregeringer paralyseres af indre modsætninger og manglende styrke til at regere. I forlængelse af den tendens kan der ligge et vigtigt og helt uforudsigeligt konfrontationsfelt i de mange demonstrationers politiske forskydninger, fordi Gen-Z jo også er mangfoldigt til stede som drivere på den radikale højrefløj. I flere af de sidste store protestdemonstrationer har Gen-Z’s højre- og venstre fløj kunnet forenes i modstanden mod den øgede oprustning og støtten til Ukraine, fordi oprustningen i EU og medlemsstaterne finansieres gennem nye nedskæringer på de nationale budgetter. Hvorimod de tørner sammen, når det gælder indvandrerspørgsmålet og forsvaret af minoriteter, hvor det sidste konfliktpunkt dog langsom pladsen for majoritetsproblemerne. VI. I den forbindelse er valget i New York også interessant. Mandamis valgprogram var næsten renset for værdi- og identitetspolitiske temaer. Det var hard core bread and butter krav. Og præcist det forhold præger nu de interne kampe i det demokratiske parti op til primærvalgene. Partiets top er i vildrede på nuværende tidspunkt og kan komme det endnu mere, hvis Trump f.eks. slår hårdt ned på New York og med sine vilde udsving og politiske stunts samt dyrkelse af techeliten forårsager yderligere opbrud i MAGA-basen med afskalninger til Z-generationens venstrefløj. Der foregår også politiske forskydninger i flere af de europæiske parlamenter og partier. Macrons deroute er indlysende. Friedrich Merz’ regering melder næsten dagligt om indre modsætninger, og indenfor Merz’ eget parti kritiserer de ”ungkonservative” ham nu for at være for blød på pensionsspørgsmålet. Men han kan ikke ændre position uden at sprænge regeringen. Keir Starmer i England bliver undergravet af en voksende opposition internt i Labour på grund af regeringens reaktionære social- og arbejdsmarkedspolitik og helt usete ufølsomhed overfor de unge briters fortvivlede leveforhold og uddannelsesmuligheder. Der er store demonstrationer og en varslet storstrejke på vej mod Melonis skattereform, som trods alle løfter viser sig kun at gavne de øverste 20% af befolkningen og slet ikke de unge, der ikke kan finde arbejde eller bruge deres uddannelse. Hundrede tusinde gik på gaden i Lissabon mod centrumregeringens nye arbejdsmarkedslove, der i den grad ødelægger de almindelige arbejdsbetingelser, og som også her først og fremmest vil ramme Gen-Z’s fremtidsvilkår. I Stuttgart har der i lighed med andre større tyske byer været demonstrationer mod forringelser af pensionerne, de umulige boligforhold og et nedslidt kollektivt trafiknet. Også her blev hovedparolerne kombineret med modstanden mod den fortsatte militære støtte til Ukraine. Det tema vokser også i Frankrig og Belgien og i Spanien. I Nepal, Bangladesh, Sri Lanka, Madagaskar, Peru, Nigeria, Tanzania, Zambia, Serbien mv. flyder de hårde socioøkonomiske krav sammen med protester mod en ufattelig ulighed, daglig politichikane, nepotisme, korruption og elendig regeringsførelse. De økonomiske krav blander sig med krav om regimeskifte, og heri indgår ikke illusioner om blot og bar forskydninger i de nationale parlamenter. Kravene er radikale forandringer og reel inddragelse af befolkningen og ungdommen i det politiske liv og de politiske beslutninger. I det hele taget spiller de formelle parlamentariske demokratikrav og de liberale rettigheder ikke samme fremtrædende rolle som tidligere. Det drejer sig mindre om hvem, der regerer og mere om, hvorvidt de helt kontante eksistentielle problemer bliver løst. VII. Dertil skal lægges – som et ikke uvæsentligt forklaringspunkt – det eksisterende politiske nomenklarturs næsten eksponentielle tab af moralsk legitimitet. Indadtil kommer det til udtryk i de unges manglende respekt for de politiske myndigheder og ligegyldighed overfor truslerne om magtanvendelse. (som en Gen-Z’er i Chile udtrykte det på hele demonstrationens vegne: ”De har taget alt fra os. Selv vores frygt”). Udadtil på den geopolitiske scene fremstår de politiske magthavere i Europa og faktisk også i USA samt deres intellektuelle entourage stedse mere febrilske og usikre. I alle konfliktområderne er de i defensiven, selv om de optræder offensivt eller decideret aggressivt. Von der Leyen er i defensiven både i EU og i geopolitikken og ikke mindst som repræsentant for den europæiske elites bevidstløse støtte til krigen i Ukraine og venden ryggen til uhyrlighederne i Gaza. Trumps problemfelter vokser også både nationalt og internationalt. Det gælder eksempelvis hans militære borgerkrigsretorik og den voksende modstand mod det, administrationen kalder ”krigen mod narko”. Frygten for endnu en konfrontation med Venezuela og virkningerne i resten af Latinamerika kommer ikke kun til udtryk i Kongressen men bredt i befolkningen og ikke mindst i hans egen MAGA bevægelse. Presset forårsager flere uoverlagte beslutninger og handlinger både indenrigs- og udenrigspolitisk, som igen undergraver USA’s præstige og samlede alliancepolitik i Europa og Asien. Den danske statsminister optræder heller ikke så markant og krigslysten som tidligere. Krigen i Gaza har skåret dybt i hendes og de andre regeringsleders moralske habitus. Hykleri og kynisk blindhed klistrer til dem. Ukraines tilbagetog overalt på fronten og korruptionsskandalen i Kiev, som reelt har været på vej siden august, betyder, at det i dag er forbundet med stor politisk usikkerhed at sige noget om klart om Ukraine. Selv den danske og britiske presse er nu begyndt diskret at tage forbehold overfor Zelenskys udlægninger af situationen på fronten og lægge afstand til den politiske-militære klike i Kiev, som Zelensky er afhængig af. Hans fald fra tronen og en åben magtkamp i Kiev vil få uoverskuelige følger for regeringslederne i Europa og for EU kommissionsformandens autoritet og troværdighed. Hvor meget man end bedyrer sin uforbeholdne støtte til ”kampen for demokratiet mod det russiske imperialistiske autokrati”, kan EU ledelsen efterhånden heller ikke føre sin egen krigspolitik igennem. Den finansielle bund er nået. Man er så presset, at man er villig til at sætte resterne af den sparsomme politiske kapital på spil ved at gribe til obskur juridisk teknik for at kunne finansiere Ukraine ved de facto at beslaglægge russiske indestående i Euroclear. Men det kan man heller ikke enes om, hvilket kun øger mistilliden til, at EU-kommissionen overhovedet kan handle rationelt og forsvarligt og i overensstemmelse med ”den regelbaserede orden”, som de politiske ledere fremturer med hver eneste gang, de føler deres magtgrundlag truet. For selv om den brede befolkning har begrænsede muligheder for at følge med i manipulationerne vedr. finansieringen af krigen i Ukraine og den forcerede oprustning indenfor EU, efterlader de i sig selv et indtryk af politisk og juridisk vilkårlighed og et moralsk lavpunkt. Det lavpunkt vil få indflydelse på de europæiske regeringers mulighed for fortsat støtte til Ukraine og den ønskede oprustning i EU. Efterhånden som det bliver åbent for enhver, at støtten skal finansieres enten gennem uansvarlig EU-lånoptagelse/gæld, som i realiteten reducerer de enkelte landes finansielle suverænitet, eller gennem medlemslandene vidtgående besparelser på statsbudgetterne, tyder alt på, at det forhold vil blive et centralt tema i de kommende demonstrationer. Så fra nu drejer det sig ikke kun om, hvorvidt den ene eller den anden regering vil fortsætte krigspolitikken og om, hvad den ene eller den anden regeringsleder mener, men om regeringslederne længere har befolkningernes og især de unges støtte til at gennemføre krigspolitikken og begå sig på den geopolitiske scene. VIII. Man skal i det samlede billede se to afgørende bevægelser, som kompletterer hinanden i et og samme moment: Den første bevægelse er protesternes vandring fra det værdi- og identitetspolitiske domæne til det socialøkonomiske domæne. Den bevægelse øges, fordi de socio-økonomiske problemer i dagligdagen helt lavpraktisk overtrumfer de værdipolitiske temaer, der har mistet deres materielle grundlag. Det betyder, at Gen-Z lever og handler i en noget forskellig verden fra den foregående generation. Det betyder også, at politisk handling, organisation og form godt kan være den samme som tidligere, men indholdet og dynamikken er ændret. Derfor skal man passe på med at fokusere alene på formen og instrumentalisere generationens liv i tech-narrativer. Den anden bevægelse er arbejdsgivernes og finansverdenens nu helt uhæmmede krav til politikerne om at varetage deres interesser og asfaltere vej for øget økonomisk vækst – profittens vækst. Kapitalismens elite og intellektuelle protagonister udstiller frejdigt deres grådighed, selvforherligelse og jagt på nemme profitter og forbrugsafgifter alle steder i hele samfundet. Det betyder, at det politiske system får stadigt vanskeligere ved at balancere og handle for overhovedet få velfærdsstaten til at ligne en velfærdsstat. Regeringerne optræder derfor svagt og eftergivende. De politiske partier fungerer som opportunistiske valgmaskiner og demonstrerer hverken regeringsduelighed eller fremtidshorisont. Hverken centrumsregeringerne eller partierne kan længere påkalde sig respekt og lægge dæmpere på de unges utilfredshed og utålmodighed. Det politiske establishment opleves ikke længere som uovervindeligt. Derved er tidligere tiders integrationspotentiale, som virkede overfor de forrige generationer, blevet svækket. Heri ligger der en egen dynamik gemt, fordi de problemer, der især forfølger Gen-Z, kun kan løses gennem radikale politiske indgreb overfor en mere og mere destruktiv kapitalistisk samfundsøkonomi og den samfundsnedbrydende ulighed overalt på jorden. Det formår centrum-venstre og centrum højre ikke. Det gælder også de politiske institutioners handledygtighed. På den anden side har de mange demonstrationer og protestbevægelser heller ikke formået hverken at formulere en ny politisk horisont andet end i overskriftsform eller frembringe et lederskab, der kan udfordre den siddende magt og dens etablerede lag af administratorer og ideologer. IX. Det vigtigste er måske også, at de mange massedemonstrationer i både rum og tid i dag artikulerer en voksende vrede og utilfredshed, som ikke har kunnet finde vej i de parlamentariske systemer, og som hidtil har kunnet inddæmmes af den politiske og intellektuelle elite. I sig selv er demonstrationerne både en refleksion af en voksende social- og økonomisk ustabilitet og kilden til voksende politisk ustabilitet, hvor Gen-Z og de dynamiske bevægelser og spaltninger her indenfor vil få en helt anden betydning på den politiske scene end de foregående generationer. Ikke fordi generationen er noget ganske særligt i sig selv, men fordi Gen-Z handler i en tid, hvor dens egne specifikke generationsproblemer falder sammen med de almene samfundsproblemer. X. Man kan som sagt ikke forklare det ene fænomen – massedemonstrationerne og de unges fremtrædende rolle – uden at inddrage det andet – det etablerede politiske systems magtesløshed overfor de påtrængende samfundsproblemer. Og her ligger netop det dynamiske eksplosionspunkt, som vi blot kan se konturerne af, men ikke forudsige nogen resultater ud fra. Derfor er overvejelserne i denne artikel også kun formuleret som foreløbige observationspunkter inspireret af Gen-Z’s optræden på gadens politiske scene  udenfor magtens korridorer og neden under de geopolitiske kampe om en såkaldt ny verdensorden, som ingen ud over de mange overordnede fraser kan tegne et nogenlunde troværdigt billede af. Alene de mange demonstrationer og kampe for regimeændringer fortæller, at vejen til ny orden på verdensmarkedet ikke kun afgøres af regeringsledernes magtambitioner, krigsberedskab og indbyrdes magtpositioneringer, men nok så meget af den politiske udvikling i de enkelte nationalstater, hvor en større del af de politiske modsætninger og interessekampe er flyttet ud på gaden. Jan Helbak    

  november 18, 2025 10:08 pm

  Læs mere

• Konsekvenser af liberal rettighedstænkning?  

  Det bliver stadigt tydeligere, at det politiske liv i de vestlige liberale demokratier ledes af parlamentariske oligarkier og i tiltagende grad inficeres af autoritære tendenser, påbud og formynderi, som vi ellers henviser til de autokratiske stater og styrer. Disse tendenser vokser i takt med den økonomiske lavvækst, de skærpede geopolitiske spændinger og konfrontationer og ikke mindst, fordi nutidens afpolitiserede parlamentarisme ikke kan løse de påtrængende økonomiske og sociale problemer indenfor den liberale retshorisont. Det neoliberale hegemoni Den filosofiske kerne i alle liberale fremtrædelsesformer, som de historisk har foldet sig ud, er, at mennesket eksisterer som en selvberoende enhed og naturligt er udstyret med umistelige rettigheder. De hævdes i den vestlige verden at være universelle og har efter 2. Verdenskrig været skrevet ind i menneskerettighederne. Alt, hvad der måtte stride mod de naturgivne eller kontraktbestemte frihedsrettigheder, er som følger uden legitimitet. I sagens natur må det selvfølgelig være sådan, når rettighedsværdierne er universelle og henfører til alle mennesker. Dvs. der kan ikke tænkes nogen legitim samfundsform og retsnorm på den anden side af disse rettigheder, og der kan heller ikke tænkes et samfund, hvor mindste enhed ikke er individet, og hvor de specifikke relationer mellem individerne opfattes som bærende politisk, social og moralsk realitet, hvis legitimitet rækker ud over individet. Liberalismens filosofiske kerne er af samme grund tendentielt antidemokratisk både som tænkningsform, politikform og institutionelt. Hvis de liberale frihedsrettigheder, hvor omdrejningspunktet – kerneværdien – er ejendomsretten, antages/hævdes at være universelle, må det nødvendigvis indebære en indskrænkning af folkesuveræniteten og rummet for demokratisk politik. Demokratiske bevægelser, politiske institutioner og politiske beslutninger kan ikke legitimt overskride, hvad der er universelt gyldigt som ret for alle mennesker. Som politisk filosofi, økonomisk tænkning og verdenssyn deler de forskellige retninger indenfor det liberale spektrum samme udgangspunkt – det enkelte individ som rationalitetens eneste legitime grundlag og forankret i retslige kontraktformer til omverdenen. Det ”neoliberale” hegemoni, hvad der strengt taget ikke betyder andet end historiens og kapitalismens moderne periode med et uomtvisteligt liberalt hegemoni, som i sin grundform henter sin historiske legitimitet netop i retsuniversalismens og menneskerettens dna-streng. Eller med Fukuyamas ord kendetegner den i historien endeligt opdagede politikform for det gode og rationelle samfund – dvs. som ophøjet historisk måleenhed for alle menneskelige bevægelser, udviklingsbestemmelser og tildragelser. Hegemoniet her skal forstås som den politisk-teoretiske dominansform, der udgrænser demokratiske beslutninger, regeringer og forfatninger, der kolliderer med den liberale retsstatstænkning som universel retsnorm. Disse politiske ”anomalier” benævnes ”illiberale” demokratier (eks. Ungarn), for så vidt man ikke kan komme uden om, at de demokratiske institutioner i disse lande rent faktisk respekteres. Eller populistiske bevægelser (f.eks. AfD), der anerkender de demokratiske spilleregler, men udfordrer de herskende retsformer og de liberal-demokratiske institutioner. Og selvfølgelig alle de nationalstater, der godt nok både bygger på en forfatning og styrer samfundet gennem formelle demokratiske institutioner, men hvor forfatningen ikke sikrer de universelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Det særlige ved det neoliberale hegemoni, som kan dateres til afslutningen på den kolde krig, som ”Vesten vandt”, er, at til forskel fra tidligere perioder med stærke liberale strømninger, har liberalismen som tankemæssigt verdenssyn for første gang opnået en dominansposition af næsten absolut betydning. Af den grund er spørgsmålet ikke, om det liberale hegemonis verdensbillede kan overleve sine synlige forfaldstendenser på grund af sine indre modsætninger og retræte på verdensmarkedet, der nu er blevet fremtrædende i de geopolitiske magtspil, men om hvordan fremtidens politiske- og sociale kampe kan overskride de liberal-demokratiske samfundsformer og skabe en historie hinsides den liberale filosofis monoperspektiviske og eurocentriske grundlagsbestemmelser. Velfærdsstatens begrænsning og åbning for den neoliberale horisont Efterkrigstidens velfærdsstater og især de socialdemokratiske dominerede havde selv i de konstitutionelle monarkier, som var historiske kompromisser, (eks. Danmark, Norge, Sverige) det republikanske borgerperspektiv som udgangspunkt. Efterkrigstidens store og bærende lovgivningsinitiativer var baseret på positive friheds- og ikke mindst frigørelseskriterier. Ikke for det enkelte individ som abstrakt entitet, men for den enkelte som forpligtet borger i en velfærdsstat. (Som det f.eks. fremgik af det danske Socialdemokratis uddannelsespolitiske program fra 1969 og principprogram fra 1977). Borgernes positive grundlagsbetingelser for at leve i velfærdsstaten skulle sikres af statssystemet, der voksede enormt i 60’erne og 70’erne. Dels for at efterleve velstaternes mål, dels for at tilfredsstille forventningerne og dels for at kompensere for de mange sociale- og økonomiske byrder på samfundet, som den kapitalistiske vækst afstedkom. Imidlertid overskred velfærdspolitikken kun i ekstraordinære situationer den liberale retshorisont, som efter verdenskrigen blev fastlagt som det kapitalistiske markeds legitime retsgrundlag. Konflikterne mellem velfærdsstatspolitikken og de kapitalistiske produktions- og markedsforhold førte i kortere eller længere perioder til ”grænsestridigheder” dér, hvor ejendomsretsgrænsen og de liberale individuelle frihedsrettigheder blev truet.  Ingen af velfærdsstatspartierne – heller ikke socialdemokratierne eller disses venstrefløj (eks. SF) – formåede på noget tidspunkt at udvikle bred tilslutning til et opgør med det underliggende liberale verdensbillede. Man kom aldrig længere end til at formulere ”det retfærdige samfund” som velfærdsstatens og velfærdsstatspolitikkens rationale. Hvilket i velfærdsstatens udviklingshistorie afstedkom et uløseligt spændingsforhold mellem den individuelle retshorisont og velfærdsstatens kollektiv-etos i alle samfundsanliggender både på den offentlige scene og i civilsamfundet. Resultatet blev, at den politiske demokratiske kamp om den videre udformning af velfærdsstaten snigende blev remplaceret af en voksende ingeniørtænkning i samfundsforvaltningen. De demokratiske velfærdsforanstaltninger og deres politiske forankring i civilsamfundets mangfoldige eksistensformer blev professionaliseret og opslugt i statssystemet. Det kollektive borgerbegreb blev tilsvarende stadigt mere abstrakt og den individuelle ret stadig mere konkret og dominerende. Realiteten var i slutningen af 70’erne, at de kollektive velfærdsordninger stod i et stadigt mere anspændt forhold til det fremtrængende enkeltindivids retskrav i liberal forstand. Krisegennemslaget i slutningen af 70’erne trak grundlaget væk under velfærdsstatens kollektive udviklingsorienterede og frigørende vækst. Fremtidsscenarierne, der politisk havde styret den politiske horisont, faldt sammen, og det, man kaldte og kalder ”vogterne” i statssystemet, fortrængte ”advokaterne” for borgernes interesser i betydning og indflydelse. Velfærdsstaten var for dyr og for ineffektiv. Væksten i det offentlige skulle bremses og adgangen til velfærdsordningerne begrænses. Velfærdsstaten fremstod som økonomisk uforsvarlig og ude afstand til at løse de sociale- og økonomiske problemer, som krisen førte med sig. Det blev til en omfattende ideologisk konfrontation mellem velfærdsstatens universelle ordninger og  det enkelte individs universelle rettigheder. I Europa blev det måske sidste virkelige opgør mellem den borgerlige kapitalistiske restaurationspolitik og velfærdsstatens venstrefløj gennemført under præsident Mitterand og Pierre Mauroy regeringen i 1982 i Frankrig med støtte fra venstrefløjen og kommunistpartiet. Regeringen vedtog en række nationaliseringslove bl.a. af banker og store industrier for at løse kriseproblemerne og forsvare velfærdsstaten. Omfattende kapitalflugt og investeringsstrejke blev resultatet. Regeringen tabte og blev tvunget til på alle fronter at tilpasse sig både neoklassisk økonomisk politik og neoliberal samfundsideologi. Mig bekendt har der ikke været de store opgør siden. Det var i øvrigt samme år den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen opgav at videreføre sin regering. Det liberale angreb på velfærdsstaten – rehabilitering af kapitalistisk vækstlogik Den politiske bevæbning til at gennemføre skiftet blev hentet fra både de moderate liberale fordelingsteoretikere som eksempelvis John Rawls og fra den radikale orientering med Robert Nozick, Friedrich August von Hayek og Milton Friedman i spidsen som toneangivende teoretikere. I opgøret med velfærdsstatens økonomiske grundlag og tænkning kom ammunitionen fortrinsvis fra Hayek og Friedmann, som ellers siden krigen havde været henvist til periferien indenfor samfundsvidenskaberne. Mainstreamtænkerne havde i efterkrigstiden med Keynesiansk dominans ikke taget de liberale tænkere helt alvorligt. De havde fristet en tilværelse i skyggen af den succesfulde ”blandingsøkonomi” og dens teoretikere – heri blandt mange socialdemokratiske samfundsingeniører, men som med krisen og dens karakter som stagflation i løbet af et årti mistede både forklaringskraft og betydning som strategisk akse for en videreførelse af velfærdskompromisset. Det historiske regnebræt skulle gøres op. Profitten skulle genopbygges og borgerskabets klasseherredømme restaureres. Borgerbegrebet i kollektiv betydning stod i vejen for angrebne på fagforeningerne, de kollektive klasseorganisationer, de tilbageværende civilsamfundsbevægelser og statssystemernes følsomhed overfor borgerne. Men borgerbegrebet som sådant kunne ikke aflives, alene fordi det indgik/indgår i det liberale raritetskabinet. Vejen gik over en fusion af borger- og markedsbegrebet. Borgerbegrebet blev stillet lig individbegrebet, og politikken – den demokratiske politik i videste betydning – blev opsuget i kontraktpolitikken og over en periode på 40 år konverteret til ”konkurrencedemokrati” i Schumpetersk forstand. Over en bred kam blev hovedparten af de institutioner, der havde befordret socialiseringen til og vedligeholdelsen af den kollektive borgertilværelse og tilsvarende bevidsthed og værdiopfattelse remplaceret af et komplekst net af individuelle kontraktformer, individuelle tildelingskriterier osv. Vilkårene på det kapitalistiske marked, som velfærdssystemet netop havde skullet modificere og regulere, blev ophøjet til ideal. En så dramatisk vending lader sig ikke gennemføre over en nat eller over et årti. Vendingen skulle gennemføres på alle tilværelsens områder, og gennem flere faser har det været tilfældet i tidsspandet fra 1979 (Washington Concensus) og frem til i dag. Vendingens teoretiske udgangspunkt blev de forskellige varianter af rational choice og public choice, som i al enkelhed spejlede neoklassisk økonomisk tænkning på politik. Påstanden var, at alle menneskelige og institutionelle relationer kunne indordnes i vareudvekslingsskema. Alle handlede for at sikre sig selv. Begreber som borgerpligt, borgerdyd, solidaritet osv. var og blev abstraktioner og var med postmodernisternes ord gået under sammen med de store fortællingers skibbrud. Der var kun den daglige kamp for tilværelsen,  personlig lykke og den ”lille fortælling” tilbage. Selve det politisk demokratiske system agerede efter samme motiver. Public choice teorien konstaterede, at de politiske partier og de enkelte politikere og embedsmænd i og udenfor de demokratiske institutioner i al væsentligt altid handlede i egen interesse. I den forstand kunne liberalismens ældgamle rædselsbillede vækkes til live: den evige risiko for statens vilkårlige overgreb på individet. Ud over omfanget af intellektuel indsats for at fremme paradigmeskiftet med dets institutionelle udløbere helt ud til den mest beskedne forening hører det med som forklaringsfaktor, at borgerne i almindelighed og arbejderklassen og den lavere middelklasse i særdeleshed i det daglige rent faktisk erfarede de vilkår og problemer, som de liberale teoretikere og opinionsdannere beskrev i medierne. Den enkelte stod alene. Det var et faktum. De høje lønkrav og den megen militante tumult i 70’erne havde bidraget til inflationen, svækket nationens konkurrencedygtighed og bremset for tilpasningen til de nye teknologiske muligheder. Politikerne snakkede og snakkede, sagde et og gjorde noget andet. At forlade tillidsprincippet og overtage kontraktbindingen i alle forhold lød fornuftigt. Det var som om den økonomiske krise og arbejderbevægelsens paralyse havde pustet levende liv i det neoklassiske primitive menneskesyn. Den liberale verdensopfattelse og opløsningen af det virkelige levende menneske i en ahistorisk essentialistisk menneskefigur havde fået sin praktiske begrundelse i velfærdspolitikernes magtesløshed og vilje til at sikre kollektive løsninger på kollektive opgaver/problemer. Det blev i et snigende tempo tilladeligt at se bort fra: At ”i den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men som politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier” (Carl Schmitt, Parlamentarismens krise 1923). Efter de første store og spektakulære konfrontationer meldte spørgsmålet sig praktisk, om Reagan, Thatcher og Schlüter kunne fastholde den første sejr over arbejderklassen og dele af middelklassen og videreføre restaurationspolitikken? Eller om oppositionen skulle vise sig stærk nok til at tilbagevise den ideologiske offensiv og mobilisere for en nyformuleret progressiv velfærdsstats politik og rehabilitere det tidligere socialdemokratiske mindset. Paradigmeskiftets institutionalisering Arbejderbevægelsen, den samlede fagbevægelse og venstrefløjen forstod ikke at svare igen. Konsekvenserne af et åbent klasseopgør blev opfattet som uoverskuelig. Hovedtrenden i efterkrigstidens samfundspolitik og politisk-økonomisk teori havde været indrettet på opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten og statslig regulering af kapitalismen. De socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstatens udgrænsning af det kapitalistiske marked figurerede stadig som en del af partiets teoretiske gods. Men selv under de højspændte klassekonfrontationer op gennem 70’erne blev fremtidens ”socialdemokratiske projekt” aldrig operationaliseret og folkeligt forankret. Af samme grund bevægede den liberale tankegang sig mere ind i samfundspolitikkens centrum som indlysende funktionsduelige politisk/teoretiske alternativ til socialdemokratiernes fortvivlede bestræbelser for at løse 70’ernes stagnationsproblem. Den liberale ”kriseterapi” blev svaret på udfordringen. Statssystemet og dermed statsudgifterne skulle slankes. Det offentlige system skulle udsættes for systemkonkurrence. Alle offentligt ansatte og ledere skulle vise deres værd på et nyt og udbredt marked for velfærdsydelser. Borgerne eller i realiteten individerne skulle som på det ”rigtige” marked vide, hvad de betalte for, og hvad de modtog. Det frie valg skulle være en gennemgående reguleringsmetode. Alle offentlige institutioner skulle markedsdeklareres. Det offentliges magtmonopolisering skulle nedbrydes af markedskræfterne og de offentligt ansattes formynderi sættes i gabestokken. Trods betydelige forskelle i omfang og tempo blev linjen et credo i hele Europa. I Danmark, hvor Schlüters regeringer lå i læ af især Thatchers brutale angreb på velfærdsstaten, arbejderklassen og dens forskellige organisationer, kunne man med den nye ideologiske medvind undvige de store konkrete konfrontationer og hovedsageligt fokusere på den politiske, ideologiske og mentale forberedelse af de store institutionelle ændringer, der skulle sikre den senere institutionalisering af det liberale hegemoni. Der blev nedsat kommissioner og udvalg til at granske alle hjørner af velfærdsstaten. Reelt blev der op gennem 80’erne ikke ændret meget. Men alle velfærdsstatens svagheder, den automatiske udgiftsopdrift, de systemiske svagheder, den lave samfundseffektivitet, de offentlige ansattes formynderi og bedrevidenhed blev lagt blot og hudflettet i de toneangivende medier og i utallige videnskabelige undersøgelser og rapporter. Som rationelle løsningsmodeller indførte man mål- og rammestyring, virksomhedsplaner, præstationsorienteret ledelse og i det hele taget en styrkelse af ledelsesbegrebet. Ledere blev til direktører. Administrationen blev flyttet ind centralt, hvor en helt ny type akademikere blev ansat til at styre den øgede kompleksitet. Det afgørende i den periode blev selvfølgelig ikke virkeliggørelsen af alle de mange modeller og nye ”styringsparadigmer”. Det var heller ikke det strategiske mål. Det var derimod kampen om sjælene – dannelsen af den liberale psykologi og det ideologiske og mentale herredømme. Den kamp vandt de borgerligt liberale kræfter over hele linjen og det i en sådan grad, at de socialdemokratiske partier ikke længere kunne vinde regeringsmagten eller blot fastholde deres hidtidige styrke i egen ret. De måtte låne hos de liberale ideologer og i betragteligt omfang tilpasse sig liberal økonomisk politik og teori og opgive alle forestillinger om republikanske socialdemokratiske kollektivformer. Selv i de interne debatter i socialdemokratierne trådte det liberale enkeltindivid mere og mere i forgrunden som samfundsstyrende ideologiske kerne. ”Welfare blev til Workfare” (arven fra Bill Clinton) blev oversat til ”Ret og pligt”, hvor retten alene blev pligtens forvalter. Det generelle og det gennemsnitligt relevante og fagligt funderede trådte i baggrunden fortrængt af den i bund og grund illusoriske frase om ”altid at tage udgangspunkt i den enkelte og den enkeltes behov”, der blev omkvæd i enhver politisk udmelding. Samfundets og borgernes samlede behov både som borgerret og borgerforpligtelse blev individualiseret og mistede status som social- og politisk realitet. Thatcher fik med sin radikale fortolkning af samfundsbegrebet, som en ansamling af individer – aggregering og ikke en bestemt struktur – ret. Ikke i ren form. Selvfølgelig ikke. Men som måde at tænke samfund og individ på – individ blev til det reelle og konkrete. Samfundet blev til en abstrakt omgivelse. Kontrakt- og retspolitikken Den anden og afgørende institutionaliseringsfase slog for alvor igennem omkring årtusindskiftet båret frem af dot.com krisen og af samme grund socialdemokratiernes sidste udløbsdato som centrale regeringsbærende partier og politisk-ideologisk forsvarsværk mod den liberale bølge. Partierne havde allerede op gennem 80’erne og 90’erne indoptaget en del liberalt tankegods. Dot.com krisen forstærkede den udvikling især på det økonomiske område. I Danmark rullede den nye Fogh-regering institutionaliseringen (2002) af den liberale politik ud med en bredspektret ekspresfart i 00’erne. Fritvalgsloven indenfor ældreplejen i 2003 blev ideologisk og praktisk krumtap i liberaliseringsoffensiven op gennem 00’erne: Krav om konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Overgang fra opgaver til ydelser. Borgerkontrakter og individuelle retskrav og indførelse af effektmål som gennemgående styringsparadigme på næsten alle offentlige områder. Det hele sat i system og nødvendiggjort på makroniveau af strukturreformen fra 2007, hvor velfærdsstatens  institutionelle opbygning som demokratisk forvaltning blev atomiseret, og hvor udvekslingen mellem sektorområder og forvaltningsområder blev konverteret fra politisk-administrative vilkår til markedslignende transaktioner og tilsvarende metodekrav. Strukturreformen skulle i Danmark få en langt mere vidtrækkende konsekvens for institutionaliseringen af den liberale samfundsopbygning og forankringen af den liberale tænkning end noget andet politisk skridt i perioden fra midt i 80’erne og frem til i dag. I den forstand er virkningshorisonten uden for de omhandlede institutioner og forvaltningsområder blevet undervurderet. Med strukturreformen blev politiske normer og interesser opløst i økonomisk- og pseudovidenskabelig teknik og bundet i kontraktformen som suveræne retsanliggender. Opsplitningen af institutionskomplekser indenfor de offentlige sektorer, degraderingen af velfærdspersonalet til leverandører i en ydelsesdrift og de daglige økonomiske transaktioner mellem de forskellige offentlige enheder, konkurrenceudsættelse på helt op til 26% af offentlig drift og kontraktforholdet til borgerne skabte over årene det materielle grundlag og handlingsspor for de mentale ændringer og skift i politisk bevidsthed, holdninger og politiske præferencer. Den neoklassiske kalkule erstattede den politisk-sociale overvejelse og etik, og den offentlige sektors fagprofessionelle grundlag og handlingskodeks blev underordnet forudbestemte og fagligt arbitrære effektmål og budgetkalkuler. Det liberale credo om adskillelse af økonomi og politik som den højest form for rationalitet (har aldrig været virkelighed) blev lovfæstet med Budgetloven i 2012. Som svar på eurokrisen vedtog regeringslederne i EU ”finanspagten”, som i Danmark blev omsat i en egentlig Budgetlov kalkeret efter den tyske ”schuldenbremse”. Statsbudgettet skulle lovmæssigt balancere eller holde sig indenfor en snæver udsvingsgrænse, der blev sat på baggrund af fiktive beregninger. Det blev kaldt ”råderummet”, der begrænsede det politiske muligheds- og beslutningsrum fuldstændigt uafhængigt af, hvad der måtte være politisk fornuftigt og fremadrettet (eks. kollektive investeringsbehov til fremtidssikring af infrastrukturen). Som en historiens ironi blev tilslutningen til Finanspagten og det lovforberedende arbejde udført af en socialdemokratisk regering, som uden tøven lagde en rendyrket liberal-og småborgerlig husmandslogisk argumentation for dagen. ”Man skulle sætte tæring efter næring”. ”Man skulle nødigt havne i sammen økonomiske uføre som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor regeringerne havde ført en uansvarlig økonomisk politik”. Hermed havde man udtømmende argumenteret for at lægge politikken i spændetrøje. Eftervirkningerne af den stort anlagte og vidtforgrenede institutionalisering af markedsrelationerne og den liberale retshorisont i både det offentlige liv og i civillivet har i Danmark været en omfattende juridificering af det politiske liv. (Internationalt har den liberale ”rules based order” fortrængt aftalerne om international lov i f.eks. FN). Der er foregået og foregår en kontraktlig indsnævring af den demokratiske politiske suverænitet og beslutningshorisont og nok så meget den politiske debat, der er blevet steriliseret til teknik og afkoblet fra de forskellige samfundsgruppers legitime interesser. Samme forhold gør sig gældende for de politiske interessemodsætninger i de parlamentariske forsamlinger. Stadigt hyppigere ender politiske (store og små) uenigheder i parlamentariske spil eller som ”politiske sager”, der løftes over i pseudojuridiske kommissioner sammensat af eksperter, som hævdes at stå over politik og politiske særinteresser og alene referere til bestemte retsnormer. (Her skal blot som eksempel henvises til minksagens forløb, hvor ret og snæver lovforvaltning blev sat over sund fornuft og samfundsmæssigt rettidig omhu. Det var mere tydeligt end ved tidligere sager, at den ubetingede respekt for ejendomsretten stod over hensynet til samfundets tarv). Men det helt centrale aspekt her som ved alle de andre moderne kommissionssager er, at de politiske stridspunkter er druknet i juridiske fortolkninger, som har været nær umuligt at forholde sig til for borgerne/vælgerne. Det har været op til den institutionaliserede visdom: jurister, retsteoretikere, parlamentariske ledere, statstoretikere mv. at udlægge teksten og fælde dom over politikken, mens borgernes har været henvist til tilskuerpladserne med retten til at råbe højt i alle retninger, men heller ikke andet. Den anden eftervirkning er mere dybtgående og strukturel. Den viser sig nu i snart sagt alle samfundsspørgsmål. Den ”liberale revolution” (Måske lidt overdrevet, men alligevel) har gennem den 40 årige offensiv omdannet ikke bare statssystemet, men også det parlamentariske system til politisk og administrativt oligarki (med det politiske centrum som ideal) uden vitale rødder og kanaler ud i civilsamfundet. Konsekvensen er, at det politiske oligarki er blevet tættere forbundet med den akademiske elite og medieverdenen og mere sårbart overfor markedsagenternes pres (erhvervslivet) og omvendt ikke på bølgelængde med vælgerne. Måske ikke det helt store problem så længe velfærdsgoderne ikke er krympet alt for meget. Men i og med det ikke længere er tilfældet, bliver selve den oligarkiske politikforståelse et fremrædende problem. Befolkningens tillid svinder, fordi dem derinde i ekkorummet blot snakker, uden at problemerne løses. De vokser tværtimod. Det mest aktuelle eksempel er det katastrofale boligproblem både i Danmark og i de andre europæiske lande, som politikerne reelt ikke ved, hvad de skal gøre ved. Og skulle de komme på kreative løsninger, ville de ikke selv kunne mobilisere for radikale forandringer. Baglandet er der ikke mere eller er splittet i en række individualistiske interessefraktioner hvorfor dem, der profiterer af boligmanglen, roligt kan fortsætte spekulationen, og hvis det skulle blive nødvendigt mobilisere til forsvar for de velerhvervede rettigheder og markedets rationalitet – set ”i et langt perspektiv”. Intet udenfor retshorisonten Helt afgørende for forståelsen af det liberale tankesæts dybde er, at skiftet er foregået på en sådan måde og over flere årtier, at de liberale tænkeformer, liberal samfundsteori og moral, neoklassisk økonomisk teori, som notorisk bygger på abstrakte modeller og helt urealistiske opfattelser af individet og indlysende forkerte antagelser om, hvordan et samfund fungerer og hænger sammen, ikke desto mindre er blevet naturaliseret i en sådan grad, at det ”liberale menneske” er blevet vores anden natur: At alle mennesker (formelt) er lige i kraft af deres menneskelighed er ikke demokrati, men en særlig form for liberalisme, det er ikke en statsform, men en individualistisk-humanitær moral og verdensanskuelse. Eller som Karl Marx i 1846 skriver om det samme: ”Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois”. I den forstand er det, man kalder det neoliberale hegemoni, langt stærkere og mere resilient, end den aktuelle samfundsdebat giver indtryk af. Det er måske et af de allerstørste problemer nu, hvor det liberale verdenssyn og samfundsudformning skaber flere problemer og konflikter, end den løser, og hvor samfundenes sociale og moralske sammenhængskraft og de tilsvarende institutioner tyndslides af individualismens rethaveri og emfatisk egoisme. Og hvor de kræfter indenfor centrum-venstre (S+SF+EL+R), der fremhæver sig selv som alternativ til ”de rå markedskræfters politik”, døjer med at tænke ud over og på den anden side af det liberale verdens- og menneskesyn. Det gælder både hvad angår politisk perspektiv og principper, synet på politik som sådant, overvindelse af individualismens forsnævrede horisont, den anvendte diskurs og den konkrete teoretiske og institutionelle udfordring af liberalismen. Hele det mentale billede er forankret i retstænkningen. Hvor meget man end henviser til den uretfærdige fordeling af rigdommen, til konsekvenserne af udhulingen af velfærdsstaten, til forråelsen af samfundslivet, til atomismen og til markedets kolonisering af civilsamfundet, så vil disse politiske og moralske henvisninger falde på stengrund, så længe de samme partier ikke tør udfordre vores ”anden natur” og de historisk grundløse forestillinger om de liberale frihedsrettigheders og den liberale retstats universelle status. Horisonten skal overskrides – og det er ikke lige til Hermed være også sagt, at den socialistiske venstrefløj ikke skal gøre regning på at blive en positiv ledende politisk-og social kraft i fremtiden, hvis ikke bevægelsen formår et bredspektret og politisk-filosofisk opgør med det liberale paradigme. Først og fremmest et længe påkrævet filosofisk opgør med den Lockianske ejendomsreifikations påstand om: ”at individet ejer sig selv”. Altså den ultimative selvobjektivering af mennesket. For uden de historisk mangfoldige fortolkninger og fornyelser/genformuleringer af John Lockes mantra ville de liberale teoretikere, politikere og mediekommentatorer ikke kunne fastholde kravet om de liberale frihedsværdier og de abstrakte menneskerettigheders universalitet og forsvar af den totalitarisme, der er forbundet hermed. Den anden side af mønten er, at i takt med, at de liberale samfunds sammenhængskraft reduceres med foruroligende hast, herunder den folkelige respekt for det politiske- og administrative establishment, oplever vi i dag en glidende autoritær metamorfose. Antallet af love – forbudslove og foreskrivende love – vokser i takt med, at markedsrelationerne trænger ind alle steder og forstyrrer/ødelægger de traditionelle og værdifulde mellemmenneskelige relationer og borgerdyder. Den liberale drøm om respekten for den enkelte, retten til at udtrykke sig, retten til at eje, retten til at holde det offentlige fra døren, til frit at bevæge sig mv. indskrænkes nu oftere og oftere af lovgivningsmagten og regeringerne, fordi samfunds- og civillivet er blevet mere og mere ustyrligt, intolerant og aggressiv rethaverisk. Hvis neoliberalismens dehumanisering skal overvindes af et socialistisk velfærds alternativ forankret i en fælles vilje, forudsætter det som første skridt venstrefløjens vilje og evne til selv i egne rækker kognitivt, mentalt og filosofisk at vriste sig fri af den næsten absolutte individfigurs forståelses- og erkendeform. En renæssance for kollektivforståelsen og den fælles vilje udgår ikke fra et abstrakt ideal, men over dekonstruktionen af illusionen om individet som samfundets mindste enhed. Komplekset af relationer er samfundets konstitutive element, og samfundets struktur er en strukturering af levede komplekse relationer, hvorigennem menneskene producerer deres egen historie og samfundsformation. Hvis venstrefløjen blot fortsætter med at kritisere kapitalismens ustyrlige kræfter og borgernes voksende velfærdstab uden teoretisk at opløse liberalismens grundformer indefra, vil velfærdsbegrebet – som enheden af politik-økonomi- og det sociokulturelle liv – fortsat friste tilværelsen som moralsk og abstrakt tillæg til den liberale individualisme, der tyranniserer det politiske og det offentlige liv. Foreviget af åndselitens metafysiske dyrkelse af nuet som virkelighedens udgangspunkt og historiens fortrængningspunkt. Jan Helbak.          

  oktober 30, 2025 9:34 pm

  Læs mere

• Putins kvantefysik-metafor  

  Hvorfor beskæftige sig med Putins tale i Sohci? Fordi den er interessant og åbner for en forståelse af, hvordan Putin og den politiske elite i Rusland tænker. (http://en.kremlin.ru/events/president/transcripts/78134) Hvert år (22 i alt) afholdes der et større diskussionsseminar i Valdai Internationale Diskussionsklub i Sochi i Rusland. I de sidste år har der været tradition for, at præsident Putin har stået for hovedtalen. Således også i år, hvor talens indhold ikke forventedes at være så forudsigelig som de foregående år. Efter talen afholdes der altid en længere diskussion af tre timeres varighed med hovedtaleren. Indholdet i Putins tale var for en stor dels vedkommende forudsigelig. Det gælder begrundelserne for den særlige militære operation i Ukraine, kritikken af de Vestlige ledere og retten til enhver tid il at forsvare Ruslands sikkerhedsinteresser. Talen indeholdt også den obligatoriske gennemgang af de geopolitiske styrkeforhold og en kort vurdering af de internationale brændpunkter. Putins kvantefysiske metafor Midt i talen foretog Putin, hvad han selv kaldte en kort digression, som absolut ikke er uden betydning: ”For at eliminere grundlaget for blokkonfrontationer og skabe et fælles sikkerhedsrum erklærede vores land to gange vores parathed til at slutte os til Nato. Første gang skete det i 1954 i Sovjet æraen. Den anden gang skete under Bill Clintons besøg i Moskva i 2000” ”Jeg diskuterede spørgsmålet med Mr. Clinton – med præsident Clinton. Han sagde: ”Ved du hvad, det lyder interessant. Jeg tror, det er muligt”. Efterfølgende sagde han om aftenen: ”Jeg har konsulteret mine folk – det er ikke muligt, ikke muligt nu”. ”Hvornår vil det blive muligt”? (Putins spørgsmål). ”Og det var det, og det hele gled ud i sandet”. Ud over at have en vis historisk interesse for forståelsen af forløbet fra Sovjets opløsning og frem til i dag, indeholder Putins lille konkrete tilbageblik hans og den russiske elites helt grundlæggende ønske om at udarbejde én bindende europæisk sikkerhedsarkitektur for at skabe tryghed for alle de europæiske nationalstater (hvortil Rusland hører. Rusland har i århundreder i lange perioder hørt til Europa alt afhængig af de politiske konjunkturer i Europa) og som undertekst begrænse USA’s hegemoniske vilkårlighed. Nu tilbage til den centrale del af Putins tale, som rækker langt ud over alle de andre temaer både hvad angår tyngde og perspektiv. Efter at have gennemgået Ruslands placering i verden og vurderet landets fremtidige muligheder, indledet han det centrale afsnit på denne måde: ”Vi må også forstå, at en polycentrisk verden er meget dynamisk. Den fremstår skrøbelig og ustabil, fordi det er umuligt i det lange løb at fastholde en bestemt orden eller en magtbalance for en længere periode. Faktisk er der mange aktører i disse processer og deres styrker er asymmetriske og sammensat meget komplekst”. Disse bemærkninger ledte over til de mere principielle betragtninger eller måske i virkeligheden Putins verdens- og historiesyn, som burde interessere alle de kommentatorer, der har fulgt og beskrevet topmødet. ”Verden af i dag er et ekseptionelt komplekst og multifacetteret system. For at beskrive verden ordentligt og forstå den er det ikke længere tilstrækkeligt at forlade sig på simple logiske love og årsags-virknings relationer og de tendenser, der tilsyneladende udgår fra dem. Hvad, der er brug for, er en kompleksitetens filosofi – en tænkeform lig kvantefysikken – som giver en dybere forståelse og på en vis måde er mere kompleks end den klassiske fysik”. ”Og det er præcist på grund af denne kompleksitet i verden, at det samlede grundlag for aftaler ser ud til at øges, sådan som jeg ser det. Når alt kommer til alt, er lineære og unilaterale løsninger blevet umulige, og ikke lineære og multilaterale løsninger kræver seriøst, professionelt, upartisk, kreativ og til tider ukonventionel diplomati.” ”Det er præcist i den ånd – ånden i det 21. århundredes diplomati – at nye institutioner udvikles”. Her henviser Putin bl.a. til BRICS, SCO, Eurasiatiske samarbejdsorganisationer samt til en række andre regionale samarbejdsorganisationer, der skyder frem som alternativ til de kendte internationale efterkrigsinstitutioner, som efter hans opfattelse ikke længere er i stand til internationalt at afbalancere komplekset af nationalstatslige interesser. Hvad mere er fortsatte Putin: ”Alle disse nye (samarbejds) strukturer er meget forskellige, men de er forenet af én vigtig kvalitet: Deres modus operandi er ikke princippet om hierarki og underordning under en enkelt dominerende magt. De afgrænser sig ikke negativt overfor andre. De opererer i egen ret.” Som en opfølgning på dette verdens-historiesyn drager Putin konsekvensen: ”Humanitetens sikkerhed afhænger af menneskehedens evne til at reagere (rationelt) på de mange udfordringer i form af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer, den teknologiske udvikling og radikale sociale, demografiske og informationsmæssige processer. Alle disse forskellige udfordringer er tæt forbundne og skyder frem næsten af sig selv og ganske ofte. Jeg har allerede sagt det – helt uforudsigeligt og på en måde, hvor de følger deres egen indre logik og regler og til tider, tør jeg sige, uden om menneskers vilje og forventninger”. Som afslutning på denne korte gennemgang af sit verdenssyn i talen konkluderede Putin: ”Jeg vil ikke skjule: I dag er der ikke konsensus om, hvordan verden skal organiseres og på hvilke principper flere årtier ud i fremtiden. Vi har bevæget os ind i en lang periode, hvor vi er tvunget til at søge og ofte bevæge os fremad via ”trial and error”. Hvordan et nyt og stabilt system endeligt vil tage form – og hvordan rammen vil se ud – forbliver ukendt. Vi må være klare på det faktum, at for en lang tid fremover vil politisk og økonomisk udvikling være uforudsigelig og til tider turbulent.” Kort sagt samtidig med, at begivenheder og udfordringer folder sig ud og ofte slet ikke som forventet, bliver det afgørende at definere egne positioner/narrativer og horisonter for ikke at blive begivenhedernes fanger eller ofre. Det er her, Putins reference til kvantefysikkens teoretiske kompas bliver vigtig. Kort kommentar til Putins kvantemetafysiske metafor Den klassiske fysik er deterministisk, hvilket vil sige, at hvis man kender al information om et system, vil man kunne forudsige den fremtidige udvikling. Ideelt set behøver man ikke at operere med usikkerheder. Omvendt opererer kvantefysikken alene med sandsynligheder, idet man ikke kan måle på punkt og bevægelse på en og samme tid og kan af samme grund ikke nøjagtigt og entydigt bestemme hverken bevægelse eller punkt. Hvad der eksempelvis sker mellem to målepunkter, kan man kun sige noget om med en vis statistisk sandsynlighed. Hvilket igen betyder, at den klassiske årsags-virknings logik ikke kan anvendes. Enhver ved selvfølgelig godt, at for alt det, vi kan se, gælder den klassiske fysiks love, men ikke når det gælder iagttagelse af den mikroskopiske atomare verden, hvor det, man iagttager og måler på, påvirkes af målemetoden. Bevægelserne her foregår for det meste i spring, der ikke kan forudsiges, fordi springene ikke forløber kontinuert. Vi må med andre ord acceptere, hvad Verner Heisenberg i 1927 definerede som ubestemthedsrelationer, hvor observationerne ikke kan bestemmes med vilkårlig nøjagtighed. Ifølge Heisenberg er ubestemtheden en uomgængelig del af naturen og ikke et udtryk for menneskelig uformåenhed eller mangel på viden. Ubestemthedsfaktoren skal tværtimod accepteres som udgangspunkt. Hvis jeg har forstået Putin ret, forsøger han i forenklet form at overføre kvantefysikkens opdagelser og metoder som grundlag for sin forståelse af verden. Vi kan forsøge at forstå verden og verdenssituationen i dag på grundlag af geopolitiske analyser, som vi har været vant til i årtier. De spiller i dag en afgørende rolle i diskussionerne om verdens tilstand, som når vi eksempelvis anvender begreber som ”en ny verdensorden”, konflikterne mellem Vesten og det Globale Syd, modsætningerne mellem demokratier og autokratiske styrer osv. Men det bringer også ikke meget nærmere en forståelse af, hvad der faktisk sker, og hvad de enkelte begivenheder har af konsekvenser. F.eks. når vestlige statsmagter eller alliancer af statsmagter, som vi kender det, finder sig berettigede til at gribe ind i andre staters interne forhold, eller når man iværksætter omfattende sanktioner for at tvinge andre stater til at rette ind efter de regler, som de mest magtfulde stater har udformet. Bedre bliver det ikke, når det alene er ensidige moralske værdier, der lægges til grund for at legitimere de forskellige handlinger, som når f.eks. den danske udenrigsminister anfører som forudsætning for at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat – altså en to-statsløsning, at Hamas skal afvæbnes og ophøre med at eksistere som politisk magt. Ved at komme med sådanne udtalelser ændrer han totalt ved det hidtidige grundlag for anerkendelse af nationalstater, som hidtil intet har haft med statens indre politiske opbygning at gøre. Der indføres en vilkårlighed, som igen kan åbne for en række ikke forudsete konflikter, der udelukker den klassiske årsag-virkningslogik. Eller sagt på en anden måde åbnes der for en ny kompleksitet af vilkårlige referencepunkter, der tillige forskyder det punkt, hvorfra den første handling udgik, hvilket igen reducerer mulighederne for at handle rationelt i forhold til de mål, man ønsker at opnå. I Løkke Rasmussens tilfælde indtager afvæbningen af Hamas tronpladsen og forskubber palæstinensernes statsretlige og legitime krav om en statsanerkendelse til en betinget følge af det første. Løkke Rasmussens logik flugter præcist med USA’s og Europas tilsidesættelse af FN’s charter og vilkårlige indgreb i andre nationalstaters interne anliggender. Kernen i Putins metafor er netop, at vi i dag er henvist til at kalkulere med spring i begivenhederne og forlade os på sandsynlighedsanalyser, der kan øge kvaliteten af analyserne, hvis de frigør sig fra den traditionelle fokusfiskering og i stedet forsøger at indfange hele det kompleks af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forskydninger, der som oftest optræder som enkeltbegivenheder. Her er det, at Putin insisterer på at operere med tilnærmede helheder, hvis omfang og dybde aldrig kan bestemmes med ”vilkårlig nøjagtighed”, men må begribes som tendenser eller mindre spring, der på et tidspunkt slår igennem som faktiske ændringer på den store politiske scene og ofte frembringer forvirring og lige så ofte afstedkommer opfattelser, beslutninger og handlinger, der bidrager til at øge forvirringen eller fører til handlinger med helt uoverskuelige konsekvenser. Med afsæt i Putins kvantefysiske metafor vil jeg i de næste afsnit forsøge at lægge den til grund for en mere lokal analyse af krigens forløb i Ukraine. Det vil sige, at jeg afstår fra at inddrage alle de mange konflikter og politisk-militære udfordringer, der konstant popper op som nye brændpunkter i verden. Jeg afstår tillige fra at inddrage de seneste aktuelle begivenheder. At se bort fra komplekset af processer, der lige nu udspiller sig på verdensscenen og alene fokusere på en enkelt, men dog meget vigtig begivenhed, er selvfølgelig lidt kunstig og dog nødvendig for på overskuelig måde at afprøve, om Putin overhovedet har sagt noget, vi kan bruge. Ukraine – det forudsigelige bliver uforudsigeligt Ruslands særlige militære operation i Ukraine kan dog retteligt ikke behandles eller forstås som en enkeltstående begivenhed. Den har tværtimod afstedkommet en hel række af handlinger med afgørende betydning for hele Europas udvikling. Derud over har den igangsat eller indirekte åbnet for en række processer overalt i verden, der allerede nu udfolder sig i dynamiske spring (handelskrige, regimeændringer, sanktioner mv.), som har og vil få afgørende indflydelse på den geopolitiske og økonomiske udvikling og af samme grund øve indflydelse på snart sagt alle nationalstaters indre politiske liv, puste til de socioøkonomiske modsætninger og konflikter og skabe radikale ændringer i det hidtil kendte internationale institutionelle billede. Men her skal det alene handle om krigen i Ukraine og dens betydning for Europa og den Atlantiske alliance. Forløbet op til Ruslands invasion af Ukraine i 2022 var i det store og hele forudsigelig. I hvert fald siden Putins tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München i 2007, hvor han gjorde klart, at Rusland af sikkerhedspolitiske grunde ikke ville acceptere Ukraines optagelse i Nato og Nato-tropper helt op til Ruslands grænser. Siden 1992 havde det ellers været USA’s dobbeltstrategi at svække Rusland gennem Natos Østudvidelse og i samme moment disciplinere Europa i et permanent spændingsrum for på den måde at sikre USA mod enhver form for magtpolitisk udfordring af sin unipolære dominans. På trods af Putins advarsel fortsatte Østudvidelsen af Nato. I 2008 blev det på Nato-topmødet besluttet at igangsætte en tilslutningsproces for Ukraine og Georgien. Efter den beslutning var det kun et spørgsmål om tid før, det ville komme til en åben konfrontation mellem Rusland og Nato – med Ukraine som stedfortræder. Men var forløbet frem til Ruslands særlige militære operation i Ukraine forudsigelig, skulle det ikke komme til at gælde konsekvenserne bl.a. på grund af en række fejlberegninger og fordomme indlejret i beslutningerne om Natos Østudvidelse. Bag Natos Østudvidelse lå den udbredte opfattelse til grund, at Rusland var økonomisk og militært svag. Faktisk byggede NATO-landenes vurdering af Rusland på et billede, der gik tilbage til Jeltsin-tiden. Man havde et fejlkalkuleret billede af, hvad hele kredsen omkring Putin havde sat i gang hvad angår velfærdsforanstaltninger, økonomisk udvikling af moderne industri, opdyrkning af nye eksportområder og omfattende reformer af militæret og det militærindustrielle kompleks. Forestillingen var at med en massiv oprustning af Ukraine ville det være muligt at tvinge Rusland til kapitulation og gennem lige så massive sanktioner tvinge Rusland økonomisk i knæ. Rationalet var og er til dels i dag, at et sådant resultat ville tvinge Putin og hans administration fra magten og åbne Rusland for nye mere provestlige kræfter. Dette forsimplede årsag-virknings narrativ kom til at bestemme USA’s og de europæiske regeringslederes dispositioner op til og umiddelbart efter invasionen og har – i hvert fald i offentligheden – været lagt til grund for deres beslutninger helt frem til i dag tre et halvt år inde i krigen. Dvs. at man på højeste plan har tilsidesat alle historiske erfaringer vedr. krig mod Rusland og forbrudt sig mod en indlysende forholdslogik ved at se bort fra det simple faktum, at Ukraine ikke på noget tidspunkt har haft styrken til at vinde krigen, og at Rusland ikke kan og ikke vil tabe den. Fejlberegninger der som grundtone udspringer af forestillingen om, at den Atlantiske alliance vandt den kolde krig på grund af de amerikanske og europæiske liberal-demokratiske samfunds næsten universelle overlegenhed. Og som følge heraf ikke har haf nogen grund til at vurdere eget grundlag kritisk. De andre var jo underlegne på alle områder, og Rusland blev hånet som ”verdens største tankstation”. Kort sagt har udviklingen siden 1992 fulgt en underliggende kurve, men konsekvenserne har mildest talt været uoverskuelige. Truslen fra Øst Nu svæver et narrativ ikke frit i luften. Der ligger altid et helt sæt af ganske jordnære og konkrete interesser indlejret i ethvert narrativ. Det er for så vidt banalt. Det er derimod mindre banalt, at narrativet ofte vender op og ned på årsag og virkning – eller rettere helt tilsidesætter årsag-virkningslogikken – og stik mod forventninger virker bestemmende tilbage på formningen og udviklingen af de indlejrede interesser. Det billede, der i Europa er malet af den epokale trussel fra Rusland og af et land styret af en autokratiske enehersker, blev systematisk opbygget samtidig med Natos Østudvidelse. Det var ikke længere Sovjetspøgelset, man så, men derimod et autokratisk og samfundsmæssigt tilbagestående Rusland med et imperialistisk dna. Som sådan blev Rusland særlige militære operation læst ind i det billede og udvidet til, at blev Putin ikke stoppet i Ukraine, ville hele Europa være i farezonen. Det interessante her er billedets fetichagtige primitivitet og indlysende irrationalitet. Men på trods af, at narrativet ikke har blot et skær af realisme, blev det kolporteret som et givet faktum til de europæiske befolkninger, der mand og mand imellem kunne gøre sig forestillinger om russiske kampvogne i Berlins, eller Paris’ eller Bruxelles gader. Sådan virker narrativets propagandistiske funktion. Men hvis funktionen ophøjes til grundlag for Nato-alliancens strategi og mål, hvilket er tilfældet, åbnes der for magisk tænkning, hvad ”koalitionen af frivillige” er eksempel på, og diplomatiet degenerer til politisk magtspil og bedrag. Fikseringen på overlegenheds-narrativet og blindheden overfor karakteren af først og fremmest Europas egen position har i sig selv bidraget til at vanskeliggøre eller direkte umuliggøre enhver realistisk fredsforhandling. I modsætning til præsident Trumps bestræbelser for at lægge krigsengagementet bag sig og nedtone USA’s sikkerhedsforpligtelser i Europa – stormagtsrivaliseringen med Kina vejer tungere – er de europæiske statsledere nu fanget i deres eget narrativ og er af samme grund her tre et halvt år inde i krigen ude af stand til at formulere en militær strategi og praktiske politisk-diplomatiske mål. Krigen og de hektiske oprustningsbestræbelser er blevet målet, hvad der af samme grund har ført til den ene eskalering af konfrontationerne efter den anden. Eksempelvis har hele virakken vedr. dronerne i Polen og Danmark og de russiske jageres overflyvning af Estisk luftrum bidraget til, at man nu i ramme alvor i både Nato hovedkvarteret og i EU overvejer at opstille en dronemur og vedtage en ”no-fly zone” i den vestlige del af Ukraine vel vidende, at sidstnævnte har karakter af en krigserklæring. De europæiske statsledere (bortset fra the usual suspects i Slovakiet og Ungarn) har uden at tænke konsekvenserne igennem på de utallige krisemøder skruet på krigsretorikkens volumeknap og malet sig selv op i et hjørne, hvor springet fra militær støtte til Ukraines stedfortræderkrig til selv at blive direkte involveret er rykket nærmere. Skulle man være i tvivl, bortvejres den af EU’s udenrigspolitiske repræsentant Kaja Kallas’ fuldtonede politiske og økonomiske støtte til præsident Zelenskys ønske om erhverve langtrækkende Tomahawk-missiler fra USA (finansieret af Europa gennem den særlige Nato indkøbsfacilitet) vel vidende, at i fald Ukraine skulle modtage og affyre disse missiler mod mål dybt inde i Rusland, vil springet til en konfrontation mellem Rusland og Nato være en realitet. Blindheden og søvngangen Især europæernes narrativ og forestillinger om Ruslands kapitulation har indskrænket deres egen horisont i den forstand, at statslederne, deres rådgivere og de mange mainstreamkommentatorer ikke på noget tidspunkt har forholdt sig konkret til russernes krav/mål og deraf afledte militære strategi. Allerede i 2022 gjorde Putin det ganske klart, at den særlige militære operation først og fremmest havde som mål at tvinge regeringen i Kiev til forhandling om de fire østlige oblasters (Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizzja) vilkår og status og sikring af den russisktalende befolknings sikkerhed. Ved forhandlingerne i Istanbul fremlagde russerne de vigtigste krav om: at de fire Østukrainske oblaster skulle have status af autonome regioner indenfor Ukraines grænser eller som alternativ integreres i den russiske føderation, og at den ukrainske hærs og de radikale nationalistiske militsers angreb i Donbass-området skulle indstilles øjeblikkeligt. At det russiske sprog skulle accepteres og respekteres. At Ukraine skulle forblive en neutral nationalstat uden fremmede tropper på Ukrainsk grund. Som bekendt blev forhandlingerne saboteret, og den særlige militære operation ændrede karakter til åben krig, hvad der åbnede for det meget komplekse billede, vi kender i dag. Russerne har siden ikke ændret meget på deres krav, men det er stadig ikke Putins hensigt på nogen måde hverken at besætte hele Ukraine eller tvinge en kapitulation igennem. Det sidste nævnes kun som den mest ulykkelige og utilsigtede løsning, hvis alle diplomatiske bestræbelser og forhandlinger forbliver frugtesløse. Og helt modsat alle de europæiske militære kommentarer skal Ruslands langsomme fremgang på slagmarken ikke tolkes som svaghed eller traditionel nedslidningstaktik, men forstås indenfor rammen af de første forhandlinger og fredsudspillenes logik. For russerne har det hele tiden været ret indlysende, at man ville tabe freden og været bundet til permanent mobilisering, hvis man blev tvunget til at indtage Kiev eller endog besætte hele Ukraine. Derfor har krigen for russerne aldrig handlet om at erobre andre dele af Ukraine end de fire Østukrainske oblaster og fastholde Krim. Med andre ord har to vidt forskellige narrativer og som sådan forestillinger om en mulig afslutning på krigen stået overfor hinanden siden forhandlingsnedbruddet i Istanbul. Ikke desto mindre er det stadig den ufærdige fredsplan fra Istanbulmødet, der lever sit eget liv nedenunder virvaret af politiske udspil og retorikken om Ruslands kapitulation og truslen om Ruslands (Putins) imperiale ambitioner. Og medmindre krigsretorikken og hysteriet i de europæiske hovedstæder omsættes til ansvarsløse konfrontationer helt ude af kontrol, kan man forestille sig, at de diplomatiske skridt, som på et tidspunkt vil finde sted, vender tilbage til start – dvs. tager udgangspunkt i de udkast til  fredsaftaler, der lå klar til de endelige forhandlinger i april 2022. Afhængigheden af truslen fra Øst Nu forholder det sig ikke sådan, at de europæiske statsledere bare er vildfarne krigsgale og blottet for realitetssans. For samtlige ledere og regeringer i Europa gælder, at deres narrativ er formet af en bred og ikke nødvendigvis unison vifte af interesser. I kort form kan de koges ned til at bevare magten og stabiliteten, sikre EU’s fortsatte sammenhængskraft og overvinde den voksende afstand i alle europæiske lande mellem den politiske elite og befolkningerne. Men også at overvinde de voksende modsætninger mellem USA og Europa og endnu vigtigere at overvinde den udbredte oplevelse af en uendelig række af sociale- og økonomiske tilbageskridt uden løsninger på den anden side af horisonten. En tilstand, der blev til en accelereret og helt uigennemtrængelig proces efter Coronaepidemien, der først og fremmest forstærkede globaliseringens fragmentering af verdensmarkedet og som følge de internationale institutioners autoritet og handlekraft. Udviklingen fra det CIA fabrikerede Maidankup i Kiev 2014 (og præsident Janukovitjs flugt) og frem til Ruslands invasion af Ukraine skal selvfølgelig forstås i regi af Østudvidelsen, men nok så meget i forhold til de socioøkonomiske problemer i EU og delvist USA: Voksende statsgæld og statsunderskud. Inflationen ude af kontrol, og som i dag stadig er meget høj for husholdningerne, og hvad værre er, ikke kan forklares ud fra de traditionelle økonomiske paradigmer. Finanspolitiske stramninger og en reformpolitik, der næsten er gået i stå. Om det er i EU eller i medlemsstaterne eller i USA overskygger regeringernes defensive politik det mulige offensive udsyn. Kulturelt, moralsk og filosofisk og ikke blot økonomisk og geopolitisk har forsvaret af de vestligt definerede universelle værdier været det bærende omdrejningspunkt, selv om afstanden mellem værdigrundlaget og virkeligheden på den store scene er vokset år for år. Kort sagt er Europa og delvist USA blevet fanget i deres egen globaliseringspolitik, der over fyrre år har betydet en ekstrem dynamisk og helt uforudsigelig og springende udvikling på verdensmarkedet og en modsvarende afindustrialisering af USA og Europa. Et voldsomt skifte, der ironisk nok er blevet opfattet som økonomisk vækst og lagt til grund for BNP beregningerne og som sådan den politiske forestilling om fortsat vestlig økonomisk overlegenhed. Ud fra den forestilling troede man, at Nato landene gennem sanktioner kunne tvinge Rusland i knæ. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Til gengæld har sanktionerne bl.a. på grund af øgede energiudgifter svækket EU landenes økonomi, så den samlede vækst i 2025 er helt nede på 0.2% ifølge Eurostat. For det andet har sanktionerne fremskyndet de tidligere kolonilandes sammenslutningsbestræbelser (BRICS, SCO og flere andre samarbejdsfora) om økonomisk- og finansielt samarbejde udenom USA og Europa. For det tredje har EU’s interne forhandlinger om at konvertere Ruslands indestående i Euroclear beliggende i Belgien allerede nu fået en voksende kapitaludstrømning fra Europa som konsekvens. Og for det fjerde har det vist sig, at Europas militære kapacitet er svag og usammenhængende samt, at Europa ikke længere både kan finansiere Ukraines krig med Rusland og samtidig bevare forestillingerne om de nationale velfærdsstater og et EU i økonomisk og miljømæssig fremdrift. De europæiske statsledere og de centristiske regeringskoalitioner (centrum-venstre/højre), der greb det antirussiske narrativ ud fra forestillingen om en relativ hurtig politisk kapitalisering, står nu som haren i lyskeglen og kan hverken gå frem og tilbage. Hvad, der er på spil for de politiske ledere, er mindre krigens menneskelige og økonomiske omkostninger i Ukraine, men derimod deres autoritet og politisk moralske præstige. Hvad der igen kun er de personlige og snævre politiske udtryk for Europas svindende politisk-økonomiske og kulturelle dominans og selvforståede overlegenhed. For tredje, eller fjerde eller femte gang i historien er Rusland blevet tildelt rollen som inkarnationen af civilisatorisk tilbageståenhed og imperial brutalitet og som sådan en eksistentiel trussel mod det Europa, der i hele sin udviklingsbane eller baner – helt op til i dag – har forfulgt den negative afgrænsning for at overvinde interne stridigheder. (Man kan eksempelvis endnu i dag konstatere, at sårene fra euro-krisen ikke er lægt). Når narrativet falmer Som bekendt forudsætter et selvbillede for at være virkningsfuldt omverdens anerkendelse. I Europas tilfælde er den vigende. Og dette langsomme og snigende tab af en selvindlysende overlegenhedsforståelse æder sig mere og mere ind i befolkningernes egenforståelse. Det sker i takt med Ukraines tilbagegang på slagmarken. Man kan næppe overvurdere, hvilken betydning det vil få for den almindelige selvforståelse og selvtillid i de europæiske lande efterhånden, når meldingerne om den reelle udvikling på slagmarken vinder frem og river ”tyrkertroen og trusselsbilledet” i stykker. Europa bevæger sig næsten søvngængeragtigt mod et punkt, hvor regeringskriser som i Frankrig og Tyskland, de mange møder i EU og Nato om øget militær uden reelle resultater æder sig ind på det hidtil så stærke narrativ, der fængede i krigens første år. Flere rapporter og udtalelser fra eksperter dokumenterer, at Europa ikke kan mobilisere den tilstrækkelige militære produktion. At støtten trods de mange proklamationer om det modsatte falder (er faldet med hele 43% de sidste måneder). De sidste meningsmålinger viser på den anden side en faldende tilslutning til den militære oprustning, fordi det ikke kan bortforklares, at betalingen skal hentes i nedskæringer andre steder i statsbudgetterne (det er officielt i både Frankrig og Tyskland). Hvis eller rettere når den snigende fornemmelse af, at Ukraine ikke kan vinde krigen og Rusland ikke tabe den uanset oprustningens omfang slår igennem, falder hele den fortælling, som støtten til Ukraine har bygget på, sammen. Ikke fra den ene dag til den anden og sandsynligvis heller ikke som et spektakulært sammenbrud. Det centrale spørgsmål, som stadigt hyppigere trænger sig på her tre et halvt år inde i krigen, er ikke længere, hvordan Ukraine kan vinde krigen, men hvad der skal til for at nå en fredsløsning? Overvejelser Krigens gang i Ukraine og dens uhyre vidtrækkende og komplicerede konsekvenser demonstrerer om nogen enkeltbegivenhed, hvor utilstrækkelig den traditionelle årsag-virkningslogiske determinisme, fokusfiksering og tro på strategiske prognoser, der ofte løftes ud over de konkrete historiske rammer, er. Ingen og i hvert fald ganske få gjorde sig i 1992 eller i 2014 eller i perioden op til Ruslands invasion i 2022 forestillinger om, at krigen ville udløse de mange nye problemer og skift i de internationale styrkeforhold, som krigen ikke har skabt, men netop udløst. En gyldig forklaring kan være, at tendenserne allerede lå i svøb, og at europæerne og amerikanerne stadig hang så meget fast i Vestens dominansnarrativ, at man enten ikke så eller også undervurderede omfanget af de kræfter og den modstand udenfor den Atlantiske alliance, der længe havde vist sig som enkeltstående begivenheder, og som hidtil kunne tackles gennem enkeltstående interventioner. Nu forholder det sig ikke sådan, som det ellers er et yndet tema på YouTubes mangfoldige antal af kommentator-cites eller i dele af mainstreammedierne, at et kollaps er nært forestående, eller at Vestens dominans braser sammen og en ny verdensorden rejser sig som fugle Phøniks. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan processerne (i flertal) på verdensarenaen vil forløbe og hvilke aktører, der vil drive dem fremad. BRICS og SCO med flere regionale samarbejdsorganisationer er ikke bare de nye og sammenhængende drivere på verdensscenen. Selv om Trumps sanktions- og toldpolitik både bremser den globale økonomiske udvikling og sætter nationalstatslige regeringsinteresser op mod grundlæggende kapitalistiske profitinteresser, og selv om vi måske går ind i en periode, hvor AI boblen sprænger, indebærer disse begivenheder ikke automatiske kollaps. Men den komplicerede sum af alle disse handlinger og Vestens forsmag for regimeændringer i lande, der ikke efterkommer Vestens krav, følger i sig selv deres egen logik og dynamik og ikke mindst en voldsom forøgelse af uforudsigeligheden i en form for systemisk og institutionel entropi. Mulige horisontåbninger Hvordan stiller det så helt konkret udsigterne til en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine? Det spørgsmål afføder et nyt spørgsmål. Er det muligt, at Macron, Friederik Merz, Keir Starmer, Mette Frederiksen og alle de andre ledere i Europa skulle kunne forlade deres selviscenesatte narrativ og selv bevæge sig mod et punkt – også presset af præsident Trumps ønsker om at komme ud af engagementet i Ukraine – hvor de kan enes om at formulere eller tilslutte sig et reelt udspil til en realistisk fredsplan, som sikrer både Ruslands og Ukraines nationale interesser og som baner vejen for forhandlinger om en omfattende sikkerhedsarkitektur i Europa, hvor Rusland også hører til? Vurderet ud fra det punkt, hvor vi befinder os lige nu, er svaret forsigtigt formuleret – næppe. Med den eskalering af krigsretorikken, det politiske hysteri og oprustning er det aktuelle billede, at krigslogikken er det enerådende og determinerende narrativ. Men for ikke at blive paralyseret af det fastlåste fokus, kan det være hensigtsmæssigt at rette blikket væk fra de formelle parlamentariske stridigheders lukkede rum og nærmere undersøge strømninger og bevægelser, der udspiller sig om end diffust udenfor regeringsbygningerne. I de sidste to måneder er eksempelvis hundrede af tusinder gået på gaden igen og igen i protest mod massedrabene i Gaza. Men protesterne har ikke kun været rettet mod den israelske regering og Trumps uforbeholdne støtte til Netanyahu. Protesterne har også været vendt mod de europæiske regeringers hykleri og de facto støtte til hans politik såvel som mod det moralske forfald, de europæiske regeringsledere har bragt over hele Europa. Skammen og den ophobede indignation tilsat flere års håbløshed og passivitet er drivkraften i massedemonstrationerne, herunder tabet af tillid til, at deres egne ledere og de politiske institutioner overhovedet længere har blik for anstændighed og borgeres interesser og tryghed. Et vigtigt observationspunkt her er selvfølgelig, om denne udvikling vil stimulere den psykologi, der kan spores hos ”Generation Z”, som overalt har sat sig i spidsen for massedemonstrationerne. Og om demonstrationernes indre dynamik vil udfordre de højrenationales fremgang i takt med, at det viser sig, at de heller ikke sidder inde med svar på den mange underliggende problemer, der præger stort set hele Europa. (Samme billede ses i øvrigt i Sydkorea, Japan, Indonesien og USA og Latinamerika, hvor protestbevægelserne også vokser). Generation Z (en mangefacetteret strømning) er den gruppe i befolkningen, der i det daglige har stadigt vanskeligere ved at få ”enderne til af hænge sammen”. Hermed ikke sagt, at demonstrationerne er udtryk for politisk klarhed, at de præges af bestemte programpunkter, eller at de automatisk vil udvikle sig fra reaktion til politisk offensiv. Men de repræsenterer åbenlyse udfordringer til den teknokratiske parlamentarisme og det politiske centrums styr på begivenhederne. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt vide, hvad mobiliseringerne udvikler sig til. Ejheller kan vi forudsige hvor dybe indhug, de vil forårsage i den parlamentariske stabilitet. Men der er en sandsynlighed for, at disse ret spektakulære bevægelser i Europas gader kan slå over i modstand mod fortsat krig i Ukraine og gribe dybt i den krigsmodstand, som indtil nu har været det radikale højres mærkesag i modstanden mod den politiske elite. Det vil sige, om den sociale og politisk-moralske indignation, der har præget de mange demonstrationer, vil aflejre en bredere krigsmodstand og en politisk udfordring af det politiske centrum. Demonstrationerne og andre modstandsformer bliver politisk betydningsfulde i den udstrækning de bliver til alment anerkendte samlingspunkter for en ophobet diffus utilfredshed. For så vidt de mange demonstrationer bevæger sig ud over de aktuelle frustrationsudbrud, kan de intonere et opgør med det herskende krigsnarrativ, og belejringspsykosen og presse de europæiske regeringers tornede vej til en kursændring. En mulig kursændring vil så igen åbne for helt nye udviklingsspring bl.a. i forhold til den Atlantiske alliance og den interne politiske geografi både i EU og i medlemslandene, som bl.a. på grund af krigen i Ukraine indtil nu ikke har kunnet tage form. Det hører i den forstand med til billedet, at de forestillinger om en mulig fredsløsning i Ukraine, vi gør os, også må indeholde en diskussion af de mulige nye konsekvenser, som vi på nuværende tidspunkt under det givne narrativ helt har fritaget os selv fra at tænke igennem og diskutere politisk. Jan Helbak            

  oktober 19, 2025 3:00 pm

  Læs mere

• Socialisme som historisk mulighed

  Dette blogindlæg er en lettere redigeret udgave af en artikel, jeg på opfordring skrev til tidsskriftet ”Eftertryk” i august måned. Nedenfor bringes redaktionens introduktion og efterfølgende selve artiklen. ”Claus Bryld har i en tidligere artikel (https://www.eftertrykket.dk/2025/06/01/14661/) diskuteret om socialismen er et muligt svar på dén økologiske krise, den kapitalistiske vækstøkonomi skaber. Jan Helbak kommer her med sit bud på ’hvad der må gøres’. Det er en opsang til det, han kalder utopiske socialister og et argument for en stringent og usentimental analyse af de faktiske magtforhold, enhver kamp for socialisme må tage udgangspunkt i”. Indledende bemærkninger Indledningen til Claus Brylds artikel er eksemplarisk kortfattet og rummer meget præcist hele artiklens essens: ”Gert Petersens vision om en demokratisk overgang til socialisme står som et af de klareste bud i dansk idehistorie”. Der er flere problemer i denne formulering. For det første, hvad menes med en ”demokratisk overgang”? Der findes jo flere demokratiopfattelser, men den liberal-demokratiske parlamentariske model siden 2. Verdenskrigs afslutning har indtaget demokratidefinitionens hædersplads i den anglo-amerikanske verden og skubbet alle andre former ud i glemslens mørke. Herunder socialistisk demokrati som tidligere var et ligeværdigt modstykke til borgerlig parlamentarisme. Denne sondring er vigtig, fordi den har betydning for, hvordan man forstår både de processuelle muligheder, og betingelser og statsmagtens rolle og magtfunktion i den socialistiske transformationsproces. For det andet: Bryld fremhæver Gert Petersens vision som et vigtigt bidrag til den danske idehistorie, men er socialismen en ide, når den samtidig er en nødvendighed? Socialismen er begrundet i kapitalismens indre modsætninger og utålelige socio-økonomiske kriser. Socialisme er både en politisk-social bevægelse og en ny samfundsformation, der gennem samfundsovertagelse af produktionsmidlerne, planlagt produktion og distribution skal løse de opgaver, som ikke længere kan løses under kapitalismen. Som sådan er socialismen både som teori og som bevægelse praktisk mere end den er en ’ide’. Claus Bryld spørger også: ”Hvilken socialisme er overhovedet mulig i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj”? Der findes ingen kongevej til socialismen, og en hvilken som helst bevægelse mod socialisme må tage udgangspunkt i de givne betingelser. Vi ved eller burde vide, at klimakrisen ikke kan løses under kapitalismen. Den er født og udviklet under den kapitalistiske produktions- og markedslogik, og der kan ikke foretages radikale løsninger på klimaproblemerne, som ikke truer kapitalismens eksistensgrundlag. Faktisk må organiseringen af produktionen og indretningen af en fremtidig samfundsformation, som skal rette op på klimaproblemerne, udformes efter socialistiske principper. Hvordan det skal foregå i praksis, findes der ikke én, men mange forskellige bud på afhængig af de konkrete lokale og historiske betingelser. Fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj, som Bryld henviser til, er ikke noget nyt fænomen, men er et produkt af klassekampens uensartede udvikling og ikke en statisk tilstand. Så spørgsmålet er rettere, hvordan socialister kommer ud af fyrre års defensiv efter at være tvunget i knæ af kapitalistklassernes alt omfattende neoliberale offensiv. En offensiv der havde to mål. At genopbygge profitabiliteten, som var alvorligt truet i 70’erne, og at opløse den socialdemokratiske og socialliberale velfærdsstat indefra. Den offensiv lykkedes for den sidste dels vedkommende. Ikke alene er velfærdsstaten både som projekt og samfundssystem afmonteret, men den socialdemokratiske arbejderbevægelse er stort set reduceret til et skrøbeligt værn om de sidste tilbageblevne rester af velfærdsstaten. Og som den allervigtigste gevinst for kapitalistklasserne er det lykkedes via den neoliberale offensiv på alle tænkelige samfundsområder at gøre det næsten umuligt konkret og praktisk at tænke et alternativ.  Neoliberalismen æder samfundet op indefra og skaber samfundsmæssig entropi. Mange gode indsigter Gert Petersens bog ”rummer stadig mange gode indsigter”, skriver Claus Bryld. Lad os tage nogle af de vigtigste i øjesyn. Det skal i den forbindelse med, at Gert Petersen rent historisk var et barn af den ulykkelige, men tidsbundne konflikt mellem arbejderbevægelsens revolutionære- og reformistiske fløj. Gert Petersen advokerede på bedste marxistiske vis for et samarbejde med socialdemokraterne. Men sagde som det var vanligt, at det ikke skulle ”ske på reformisternes præmisser om at holde reformerne inden for kapitalismens rammer”. Det var faktisk heller ikke socialdemokratiets politiske strategi før begyndelsen af 1980’erne. Den var, som det lidt uklart blev formuleret i 1977-programmet, gennem reformer, øget offentlig styring og regulering at presse den kapitalistiske produktionsmåde ud af markedet gennem dettes socialisering. Den opfattelse grundstødte allerede to år efter med indgåelse af regeringssamarbejdet med Venstre, fordi der ikke var andre muligheder, i og med at socialdemokratiet som de fleste socialistiske partier hang fast i en borgerlig demokratisk samfundsopfattelse. Velfærdsstrategien havde nedenunder de vage forestillinger om den ”demokratiske socialisme” reelt fortrængt enhver forestilling om en socialistisk magtovertagelse. Under krisen i 70’erne løb socialdemokratiet ind i den kapitalistiske virkeligheds mur. Det var ikke et spørgsmål om, at velfærdsstaten var blevet for dyr, som det forlød, og som partiet ikke havde noget modsvar til, men handlede om, at den kapitalistiske krise overbebyrdede velfærdsstaten. Overfor det problem magtede hverken socialdemokratiet eller SF at udforme en reformpolitik, der greb ind overfor de af kapitalismen skabte samfundsproblemer. Den krisefri kapitalismes tid var forbi. I det store og hele var der ikke den store forskel på socialdemokratiets nye radikale principprogram fra 1977 og Gert Petersens visioner. Men i den konkrete virkelighed kunne hverken S eller SF drive det videre end til ØD, virksomhedsråd osv. uden i øvrigt overbevisende at forklare, hvordan en sådan overgangsstrategi skulle forløbe i et lille land afhængigt af et overvældende kapitalistisk verdensmarked. Rent praktisk afskar Gert Petersen sine overgangsvisioner fra enhver forbindelse til virkeligheden ved at kræve et brud med EF, fordi institutionen var ”med til at opretholde kapitalismen”. Han og mange andre så bort fra det faktum, at den danske nationalstat havde og har nøjagtig samme funktion. Afskrivningen af en fælles europæisk socialistisk strategi for omdannelsen af EF til en social føderation bl.a. op til vedtagelsen af ”det indre marked” i 1985 indskriver sig som en af den europæiske socialistiske bevægelses alvorligste fejltagelser i nyere tid. ”Ud af EF”-politikken førte til skjult nationalisme og forbrødring med de nationale småborgerlige kræfter og handicappede på den anden side enhver realistisk og grænseoverskridende social reformpolitik, der kunne forene de uhomogene europæiske lønmodtagerklasser og udgøre den måske vigtigste modoffensiv mod den neoliberale offensiv. Det er fuldstændig korrekt, at der ikke i arbejderklassen var en klassebevidsthed, som rakte ud over kampen ”for bedre reproduktionsbetingelser”. Men problemet med den betragtning var og er, at arbejderklassen som sådan er en abstraktion. Den virkelige arbejderklasse dengang og nu består af mange forskellige sociale og politiske miljøer med vidt forskellige vilkår og politiske indsigter, som ikke kunne udvikle sig videre uden et politisk lederskab med en klar og praktisk strategi for den videre velfærdskamp. Hvorfor ”gå på barrikaderne”, når enhver kunne indse, at en socialistisk bevægelse i Danmark ville blive stoppet brutalt af den europæiske og amerikanske kapital. Man kan blot tænke på Mitterandregeringens traumatiske nederlag i Frankrig i 1982. I og med afvisningen af det europæiske føderale perspektiv i næsten alle europæiske arbejderbevægelser, fandtes der ikke et politisk lederskab til at udvikle klassekampen og den politiske bevidsthed, der jo ikke folder sig ud på baggrund af gode og tiltrækkende ideer og værdier, men som svar på konkrete problemer. Når Gert Petersen antog, at der først skulle ske en ”kulturrevolution, hvor mennesker er begyndt at tænke alternativt om sig selv og samfundet” som forudsætning for overgangen til socialisme, opgav han de facto klassekampen som en dannende og langstrakt magtkamp mellem de brede lønmodtagergrupper og de herskende klasser. Som alternativ tildelte han de mange forskellige bevægelser en entydig progressiv dynamik, hvilket igen og igen er bevist ikke er tilfældet. Og han rettede ikke op på illusionen ved formaningen om, at ”vi må vogte os for ikke at falde i den modsatte grøft og undervurdere de materielle basis-betingede forhold”. Gert Petersen faldt hermed faktisk tilbage til de mest dogmatiske og sterile opfattelser af basis-overbygningsmodellen, som med Marx og Engels’ egne ord ikke var andet end en abstrakt analysemodel og ikke en virkelighedsbeskrivelse. (Klart formuleret i Engels’ brev til Joseph Bloch september 1890). Gert Petersens gode indsigter rakte og rækker ikke længere end til at være endnu et bidrag til de mange abstrakte modeldebatter om vejen til socialisme, som florerede på venstrefløjen på præcist det tidspunkt, hvor socialdemokratiet abdicerede fra regeringsmagten, og den neoliberale offensiv mod velfærdsstaten og de organiserede lønmodtagergrupper for alvor tog fat og tvang ét langt tilbagetog igennem. Den defensive og til tider udsigtsløse kamp for at forsvare velfærdsstaten, statens velfærdsforpligtelser og lønmodtagernes rettigheder har efterfølgende, som det var formålet, slidt ikke bare arbejderbevægelsen, men også dens socialistiske del ned til at være protestbevægelser og vogtere af modeller uden offensive perspektiver overhovedet. Dæmonerne i skabet Claus Brylds fremstilling af det teoretiske gods, socialismen bygger på, er efter min opfattelse diskutabel. Det gælder f.eks. omtalen af Lenins værk Staten og revolutionen, hvor Lenin forudsagde statens bortdøen, når overgangsprocessen under proletariatets diktatur var ført til ende. Som en sidekommentar skriver Claus Bryld, at ”som bekendt gik det lige modsat i Sovjetunionen. I virkelighedens verden skabte bolsjevikkerne historiens største og mest undertrykkende statsapparat, i hvert fald inden Folkerepublikken Kina, der ligeledes er bygget på en leninistisk model”. Forklaringen på Sovjets degeneration skal med andre ord helt udenfor historiens gang findes i Lenins model (hvilken?) og ikke i den blodige klassekamp og borgerkrig, der sammen med invasionen af fremmede troppers forsøg på at bringe Sovjetstyret i knæ, førte Rusland ud i dyb armod. Gert Petersen tog afstand fra revolution forstået som et kup, skriver Bryld, og ”dermed tager han afstand fra den russiske oktoberrevolution”. Men var oktoberrevolutionen et kup og i givet fald hvordan? Hvis ikke sovjetterne under bolsjevikkernes ledelse havde taget magten, ville general Kornilov have gennemført et brutalt militærdiktatur. Vilkårene for at gennemføre bolsjevikkernes politik var elendige, og det betød, at partiet og sovjetterne blev tvunget ud i en abrupt politik, der førte til flere politisk strategiske fejltagelser. Bl.a. Lenin forsøgte at rette op på flere af disse fejltagelser i opgøret med ”krigskommunismen” og med vedtagelsen af NEP-politikken. I det opgør på den 11. partikongres 1922 advokerede han indstændigt for, at de ledende dele af arbejderklassen skaffede sig et klarere og mere realistisk billede af de mulige eller umulige betingelser for at gennemføre en socialistisk transformation med eller uden borgerkrig. Og samtidig bragte overensstemmelse mellem programmerne og folkets praktiske virkelighed. Hvad angår Claus Brylds reference til Kina, udgør denne henvisning et aktuelt teoretisk-analytisk problem, fordi udviklingen i Kina med et pennestrøg identificeres med Sovjets degeneration. Hermed lukkes der af for en konkret analyse af Kinas udvikling som ”socialisme med kinesiske særtræk”. Den betragtningsmåde er idealistisk dogmatik og ikke det, der er brug for, hvis socialister skal rejse sig fra asken. Der lukkes også af for at følge det brede spekter af seriøse politiske diskussioner blandt mange kinesiske intellektuelle om Kinas udvikling af en konkret socialistisk markedsøkonomi som led i landets omfattende transformationsproces I Kina forsøger man at finde praktiske veje til på den ene side at gennemføre socialistiske samfundsforandringer og på den anden side af ren og skær tvang indgå kompromiser med de internationale kapitalistklasser. I den klassekampsdynamik findes der ingen facitlister, og man er helt på det rene med, at der er begået og vil blive begået mange fejl. Men samme realitetssans finder man ikke hos Gert Petersen. ”Socialismen skal indføres ad demokratisk vej, og alle demokratiske grundrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed med flere skal respekteres, også under overgangen. Det indebærer, at en revolutionær regering må gå af, hvis den taber et valg”. Som om det skulle være muligt uden at få katastrofale følger. Forestillingen her er, at revolutionen skal gennemføres indenfor det borgerlige demokratis parlamentariske rammer.  Af samme grund afviser Gert Petersen ”total-nationalisering” og ”total-statsplanlægning”. Hans modbillede er et demokratisk selvforvaltningssystem. Nu står de to formationer principielt ikke i modsætning til hinanden, hvilket man bl.a. kan se praktisk behandlet i den aktuelle diskussion i Kina om udviklingen af en ”multi-tier” model. Og hvad er det helt konkret for et statssystem, der tales om? Hvad er det for en statsplanlægning? Og er et selvforvaltningssystem per definition progressivt, selv om det er demokratisk? Gert Petersen skævede til Jugoslavien, som faktisk gik i indre opløsning, fordi det ikke lykkedes at opbygge en sammenhængende og rationel omformning af samfundet. I stedet blev landet plaget af regionalisme og lokalegoisme, og arbejderklassen blev spundet ind i disse interessekampe. Fællesviljen kommer, som Emile Durkheim skriver i Professional ethics and civic morals, ikke af sig selv. Den skal gennemføres gennem institutioner, bestemte normer og grænser for social acceptabel adfærd på en sådan måde, at den internaliseres og opleves som individernes indre nødvendighed. I lighed med Marx og Engels forstod han, at de forskellige klasser er abstrakte kategorier for forskellige grupper af individer, der udfolder deres interesser under ganske bestemte betingelser, og ofte er de i virkelighedens verden modstridende. Den modsætningernes enhed, som bl.a. Gert Petersen forudsætter, skabes alene gennem en lang kamp dels mod de herskende klasser og deres professionelle bobestyrere i de øvre middelklasser og dels mod den herskende klasses ideer, tænkemåde og verdenssyn, som hidtil har formet fællesviljen. Et opgør med den går over den erobrede statsmagts tvangsforanstaltninger. En af metoderne formulerede Lenin for eksempel klart, da han i en tale på den Alrussiske Sovjetkongres i 1920 retorisk stillede spørgsmålet: ”Hvad er socialisme” og svarede ”det er Sovjetmagt og elektrificering”. Socialismen kunne under de givne betingelser ikke udvikles uden elektrificering, og elektrificeringen kunne ikke gennemføres uden et tvunget tæt samarbejde mellem arbejdere og de tekniske lag i den russisk middelklasse Fællesviljen eller den socialistiske bevidsthed og vilje former sig ikke af sig selv. At nå dertil forudsætter langvarige opgør med de vidt forskellige særinteresser i samfundet, som ikke er indstillet på at rette ind. Hertil kræves tvang, og statsmagten er og bliver det ultimative tvangsapparat, uanset om den fungerer i en kapitalistisk eller en socialistisk samfundsformation. Og uanset om statsmagten bygger på arbejderråd, mange forskellige civile organisationer og bevægelser. Statsmagten som tvangsapparat forsvinder eller opløses først den dag, hvor tvang er overflødig. Om det overhovedet er muligt, ved vi af gode grunde ikke en pind om. Hvad, vi derimod ved med sikkerhed, er, at klassekampen ikke kun indeholder kampen mod de herskende klasser, men nok så meget folder sig ud som politiske og ideologiske kampe mellem de mange forskellige samfundsfraktioner (som eks. husejere, lejere, faglærte/ufaglærte, professionsuddannede, byboere/beboere i periferien osv.) om den praktiske omsætning af den socialistiske strategi. Dvs. som overvindelse af afstanden mellem de mange og hver især rationelt begrundede enkeltinteresser og skabelsen af den nye fællesvilje. En anakronisme? Claus Bryld tager i anden del af sin artikel med rette forbehold overfor Gert Petersens visioner/ideer med sætningen: ”Thi medmindre man kunne påvise en forbindelse mellem SF’s politiske praksis og Gert P’s ”revolutionære” retorik, ville det hele jo ende med blot at være ord, ren retorik”. Jeg vil ikke kalde Gert Petersens visioner/ideer tom retorik. Det forekommer mig mere frugtbart at placere Gert Petersen i kategorien utopiske socialister, der repræsenterede ganske bestemte ideale forestillinger om socialismen og vejen dertil uden at forholde sig realistisk til magtspørgsmålet, karakteren af den politiske ledelse og hvordan klassebevidstheden skulle udvikles. I stedet udviklede de i mange forskellige versioner et smukt politisk univers, som både var tiltrækkende og fungerede som demarkationslinje overfor henholdsvis socialdemokrater og stalinister. Det ulykkelige var, at de i virkelighedens verden bidrog til at handlingslamme hele den socialistiske venstrefløj, da den neoliberale offensiv tog fart. Faktisk ser jeg ikke som Claus Bryld Gert Petersens skrift som en anakronisme. Rigtig nok har ”tidens tand gnavet” i skriftet, men dets indhold lever en stille eksistens på dagens venstrefløj, hvor den utopiske socialisme har antaget mere uskarpe konturer og er uden Gert Petersens marxistiske vokabular. Og den kan som sådan tilbyde et mere tilforladeligt alternativ til en degenereret socialdemokratisme og indtage pladsen i det samlede politiske billede som et moralsk komfortabelt sted at befinde sig i en periode, hvor kapitalismen på alle områder viser sig fra sin mest brutale side. Men lede klassekampen kan de utopiske socialister ikke, for hertil kræves skarp virkelighedsanalyse, politisk strategi og et politisk parti, der vil magten og ikke ideale modeller for socialismen og vejen dertil. Claus Bryld mener, at ”hverken nationale eller internationale revolutioner af socialistisk art er sandsynlige på nuværende tidspunkt”. Men strengt taget har vi aldrig været vidne til socialistiske revolutioner. Vi har været vidne til revolutioner, der ud fra den konkrete historiske nødvendighed udviklede sig til socialistiske revolutioner, men som startede som demokratiske revolutioner. Det forhold gælder også i dag, hvilket bl.a. burde få socialister til indgående at beskæftige sig med, hvad der er i proces i flere afrikanske lande og omvendt påbegynde en radikal nyorientering af socialisters EU-strategi og analyse af det frigørelsespotentiale, der ligger indbygget i Ukrainekrigen og de geopolitiske spændinger. Herunder lægge afstand til dæmoniseringen af Rusland og i stedet hæve sig over den borgerlige retshorisont og seriøst analysere, hvad der sker i landet og betydningen af tilnærmelsen mellem Rusland og Kina. Samt denne tilnærmelses betydning for videreudviklingen af BRICS. I hele dette kompleks gemmer der sig en række frisættende opbrud, som især socialister må tage alvorligt. Ingen steder i denne verden lever nogen regimer op til de gængse ideale forestillinger om socialisme og ”ægte demokratisk” socialistisk overgangspolitik. Men det er ikke ensbetydende med fraværet af en økonomisk-social- og politisk dynamik flere steder, der kan slå over i socialistisk retning, fordi massebevægelserne vokser, og deres politiske lederskaber modnes. F.eks. er det værd at studere udviklingen i Burkina Faso (og hele Vestafrika), som i dag er under et militærstyre, men samtidig underlagt en indre dynamik, der fører til det ene opgør med de imperialistiske magter efter det andet og breder sig til det øvrige Vestafrika. Ikke for at idealisere hverken kuppet eller det, der sker. Men for at blive klogere på dynamikken. Ligeledes må det i dag være socialisters forpligtelse af analysere BRICS, SCO og Belt and Road initiativet ganske tæt. Kina spiller en hovedrolle i begge fora, fordi Kina kun kan udvikle sin overgangsøkonomi ved at skabe nye markeder udenom de imperialistiske centre og gennem politisk-økonomisk- og kulturelt samarbejde ”eksportere” sin samfundsopbygning, politiske ideologi og kultur. Og det er præcist det, Kina gør: At være integreret på verdensmarkedet og underlagt imperialistisk inddæmningspolitik på den ene side og praktisk bane vejen for sin egen udvikling på verdensmarkedet på den anden side. Det handler her ikke om at være for eller imod, men først og fremmest om at analysere de mange brud og krisetendenser, som slår igennem på det kapitalistiske verdensmarked som forudsætning for, at socialister i Europa kan udvikle en politisk strategi, der forbinder en social europabevægelse med de mange opbrudskræfter – socialistiske eller ej. Modsat den gængse opfattelse var det præcist den metode, Marx og Engels anvendte (og især sidstnævnte efter Marx’ død) i forhold til de forskellige oppositionsbevægelser i Europa. Lenin fulgte op på arven og anvendte den efter den mislykkede 1905-revolution. Linjen herefter blev til ”arbejdernes- og bøndernes revolutionære demokratiske diktatur”. Denne parole var ikke en model – et ideal, men en strategisk handlingsfigur. Den blev afløst af parolen om sovjetmagt, da den demokratiske februarrevolution i 1917 havde nået sine grænser, og kontrarevolutionen stod for døren. Faktisk kan socialister i dag lære en hel del af ”de gamle”. Især fra de perioder, hvor borgerskabet var i offensiven og arbejderbevægelsen svag. Min påstand vil derfor være, at så længe Gert Petersens ånd (forstået som en fællesbetegnelse for den utopiske socialisme) lever videre blandt venstrefløjens socialister, vil der være en fare for at man undviger nødvendige indgreb, der ikke lever op til de ideale modeller. Og så risikerer man endnu engang at havne i tvivlens rundkørsel som Claus Bryld, når han skriver: ”Sagt på en anden måde: Hvilken socialisme vil være mulig? Socialismen skulle jo overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende?” Der er ingen kongevej til en socialisme, der har overvundet den ødelæggende og inhumane kapitalisme. Men jorden går for det første ikke under i morgen. For det andet kan de globale miljøødelæggelser ikke stoppes under kapitalismen, i og med at de er produkter af kapitalismens vækstlogik. Det betyder for det tredje, at socialister har en forpligtelse til at stoppe de skolastiske diskussioner om, ”hvilken socialisme”, der er mulig og i stedet samles om at levere et sammenhængende og praktisk billede af, hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det og hvordan. Socialisme er en mulighed, politisk tvang en nødvendighed Claus Bryld sætter selv fingeren på det ømme punkt, når han skriver: ”I stedet for frihed og lighed blandt mennesker (øjensynligt i en borgerlig-demokratisk forståelsesramme) vil en fremtidig socialisme, hvis den kommer, snarere blive en nødvendig, men barsk affære, som med kraftige indgreb skal styre bedst muligt for at begrænse skaderne fra miljø- og klimaforandringerne”. Jeg er ikke enig i, at det kun vedrører indgreb i forhold til de klimatiske forandringer. Kapitalismen er endt i parasitær spekulation og uhæmmet forbrugerisme, der bl.a. ødelægger vores fødevareproduktion, gør det stadigt vanskeligere for almindelige lønmodtagere at betale for en ordentlig bolig, tilsidesætter alle WHO’s sundhedsanbefalinger osv. Ingen regering kan i dag løse disse problemer uden at gribe afgørende ind i de kapitalistiske produktions- og distributionsforhold. Eller sagt på en anden måde: uden at gribe ind overfor de herskende klassers profitinteresser. Hvilket ikke lader sig gøre indenfor den demokratiske parlamentarismes rammer og uden at udfordre de daglige og internaliserede livsformer, som hovedparten af de brede lønmodtagergrupper lever i. Alle taler f.eks. om de eksorbitant høje boligpriser og anklager med rette kapitalfonde som bl.a. Blackstone for ejendomsspekulation. Men alene her vil statsindgreb, der virkelig skal ændre på forholdene, kræve en stærk statsmagt. Mange almindelige lønmodtagere vil blive trådt over tæerne, og store kapitalinteresser vil gøre alt for at vælte en sådan regering gennem den efterhånden kendte metode med regime change. I den forstand har Claus Bryld helt ret, når han skriver: ”det kan ikke kun gøres på et nationalt grundlag”. Spørgsmålet er derfor ikke tvang eller ikke tvang, demokrati eller ikke demokrati, men hvordan tvangen kan udføres, hvordan staten skal udvikles, og hvordan der kan opbygges og udvikles nye demokratiske beslutnings- og administrationsformer som grundlag for overvindelse af den kapitalistiske samfundsformation. Men igen spærrer de ideale socialismeopfattelser for vurderingen af de faktiske forsøg, der gøres eller er gjort. Claus Bryld eksemplificerer selv problemet i den tidligere reference til Kina. Det er vigtigt at studere, hvad der reelt foregår i Kina, specielt udviklingen af hele den politiske struktur, som kineserne kalder ”den omfattende demokratiske proces”. Her drejer det sig ikke om, hvorvidt den strategiske opbygning af det folkelige delegationsdemokrati praktisk og reelt fungerer efter hensigten her og nu, men om at lære, hvordan den lange vej mod socialisme i et fjendtligt kapitalistisk miljø kan udvikles eller også køre af sporet gennem trial and error. Hvilken rolle det eller de socialistiske partier skal indtage, forholdet mellem tvang og konsensus, og hvordan forholdet mellem fælleseje og privateje til produktionsmidlerne kan håndteres, herunder udrulningen af strukturer for arbejder/medarbejder-kontrol. Beklageligvis er den almindelige holdning i brede venstrefløjskredse, at Kina er et autoritært diktatur, der intet har med socialismen at gøre. Kina passer ikke ind i modellerne. Enhver radikal omvæltning af en samfundsformation udgår fra og skaber så mange voldsomme modsætninger mellem de involverede klasser, at magt og politisk tvang og den konsekvens, hvormed den udføres og håndhæves, bliver afgørende for transformationens forløb og retning. Socialismen er ikke en abstrakt nødvendighed, men en historisk mulighed, som den brede befolkning kan vælge, hvis den vil vriste sig fri af tiltagende utålelige livsbetingelser under den kapitalistiske samfundsformation. Den brede befolkning som konkret masse rejser sig måske nok spontant og ”går på gaden” i protest i et væld af tilfælde, men det er ikke det samme, som at den skaber løsninger spontant. Og hvis løsningen konkret historisk trænger sig på som en socialistisk transformation, forudsætter omsætningen af de brede massers energi til praktiske løsninger socialistiske partier og masseorganisationer med praktiske og ikke mindst fleksible strategier for, hvad der skal gøres, herunder kompetencer til at administrere den nye samfundsformation i bevægelse. Bevidstheden udvikler sig ikke uden en praktisk og realistisk horisont. Jan Helbak                  

  september 25, 2025 4:37 pm

  Læs mere