Borgerkrigen i Ukraine

 

Af Hans Aage, pens. professor i nationaløkonomi, RUC, ph.d., dr.polit.

Ukraine er en anerkendt, selvstændig stat med folkeretsligt ukrænkelige grænser. Putin bærer det fulde ansvar for krigen og kunne i sin ondskab lige så vel være gået løs på andre europæiske stater, fx Finland og Danmark, hvad han sandsynligvis også ville gøre, hvis man gav ham den mindste indrømmelse.

Derfor må det relevante modsvar bestå i våbenhjælp til Ukraine, sanktioner og oprustning samt vor statsministers løfte til Finland om militær bistand i tilfælde af en russisk invasion inden optagelsen i NATO.

Sådan lyder den enerådende opfattelse, der har fortrængt, at krigen i Ukraine også kan ses som en uafsluttet, ulykkelig skilsmisseproces efter Sovjetunionens opløsning i 1991, hvor man aldrig fik en ordning på grænsedragning, russiske mindretalsrettigheder og russiske sikkerhedsinteresser. Krigen kan anskues som en løsrivelses- og borgerkrig med historiske paralleller.

I revolutionsåret 1848 ønskede Slesvig-Holsten forening med Tyskland, hvor den senere kuldsejlede, demokratiske revolution havde sejret under sin trikolore, Schwarz-Rot-Gold, som Adenauer gjorde til nationalflag hundrede år senere. Paulskircheparlamentet i Frankfurt var i gang med at udarbejde en demokratisk forfatning, som var klar året efter, men da var revolutionen nedkæmpet. I hertugdømmerne opfattede man løsrivelse fra Danmark som en demokratisk ret. I Danmark blev det – helt frem til nutiden – opfattet som oprør og forræderi. Løsrivelsen blev forhindret militært efter tre års blodig borgerkrig 1848-1850. Den demokratiske tilslutning til løsrivelsen var størst i de tysksprogede dele, Holsten og Sydslesvig, mindre i det danske Nordslesvig. Men hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør sluttede sig til slesvig-holstenerne og blev afbildet i bunden af de berømte natpotter med teksten:

I to! Forrædere ere tilvisse

Derfor alle Danske paa jer maa pisse!!

Og den ærøske delegerede i stænderforsamlingen i Slesvig stemte for optagelse i Det tyske Forbund, selv om, som han sagde, “vi har et udmærket forhold til vores naboland”, dvs. Danmark. I hertugdømmerne og i Tyskland var der mere økonomisk dynamik end i kongeriget, og for ærøboerne har pekuniære hensyn overtrumfet de patriotiske. De er også kendt for at være nærige og pengegriske, men dog næppe meget mere end andre.

Det næste eksempel er Jugoslaviens opløsning. Det havde knaget længe, for de mere velhavende i Slovenien og Kroatien ønskede frigørelse fra de snærende økonomiske bånd til de fattigere, sydlige republikker. Men Tito, som var kroat, holdt det sammen med successive selvstyrereformer og en hård politisk hånd. I Slovenien og Kroatien blev løsrivelse opfattet som en demokratisk ret, i Serbien som oprør og forræderi. I Kroatien stemte 90% for løsrivelse i 1991, deriblandt mange af Kroatiens serbiske indbyggere. Der var voldshandlinger, og Kroatien og Slovenien erklærede sig selvstændige og blev opmuntret med meget tidlig anerkendelse, i januar 1992, af EU med Tyskland i spidsen, lige som EU var lynhurtig til at anerkende bl.a. de baltiske stater med Danmark i front, dog kun som nr. 2, idet Island nåede at komme først.

Derpå fulgte fem års jugoslavisk borgerkrig med udløbere, som først sluttede i 1999, da England og USA med NATOs godkendelse bombede Serbien i strid med folkeretten (uden at nogen tænkte på sanktioner i den anledning) for at standse etnisk udrensning og folkedrab og støtte Kosovos løsrivelse fra Serbien. Kroatien fik indfriet alle sine territoriale krav, Slovenien og Kroatien blev optaget i EU, og Serbien blev tværet ud. Det tales der ikke meget om i EU og NATO, men hvis man spørger serberne, kan de godt huske det. Strategien lykkedes, selv om EU kunne have klaret det mere elegant, fx ved fra starten at stille Jugoslavien EU-medlemskab i udsigt, vel at mærke som samlet stat, og samtidig udbetale alle de penge, som siden er doneret til genopbygning af Serbien betinget af udleveringen af Milosevic til straffedomstolen i Haag, som USA og Rusland i øvrigt ikke har tilsluttet sig.

Et tredje eksempel er Cataloniens forsøg på løsrivelse med en folkeafstemning i 2017, af løsrivelsestilhængerne anset for en demokratisk ret, som resten af EU viede en larmende mangel på opmærksomhed, af Spanien opfattet som oprør og forræderi, der med held blev bekæmpet med magt. I afstemningen, der blev erklæret ulovlig af den spanske regering, deltog 42% af vælgerne, hvoraf 90% stemte for løsrivelse.

Andre eksempler er Irland og – mere civiliseret – Skotland og Grønland og så endelig Ukraine, hvor afskæring af de gamle bånd til Rusland og tilnærmelse til vesten, EU og NATO opfattes som en demokratisk ret af regeringen, mens russerne opfatter det som oprør og forræderi. Formålet med Putins invasion var at opnå kontrol med hele Ukraine. Putin er utvivlsomt en klam skurk (og ikke den eneste), men man kan også gøre skarn uret, og jeg kan ikke se rettere, end at de oprindelige, pure afviste russiske ønsker ved de diplomatiske henvendelser til NATO og EU i januar er mere beskedne og rimelige og nødvendigvis må tages alvorligt.

Angående sikkerhed ønskede Rusland garanti mod Ukraines indtræden i NATO, et rimeligt ønske, idet fx USA også med rimelighed kunne modsætte sig det, hvis Rusland påtænkte at opstille raketter på Cuba, eller hvis Mexico påtænkte en militæralliance med Kina. Det er også beskedent, mindre end lovet i 1990: “Vi står fast på, at NATO ikke må udvides mod øst” (Hans-Dietrich Genscher), “ikke en tomme mod øst” (James Baker). Men privat sagde George Bush til Helmuth Kohl: “Vi kan ikke lade russerne snappe sejren fra nederlagets kæber”. Og Dick Cheney: “Hvorfor opgive, hvad der ser ud som en vinderhånd?”. NATO brød løftet og har forsøgt at benægte og bortforklare det og dermed bevare et skin af moralsk overlegenhed. “Historien om et løfte i 1990 er en skrøne” (Uffe Ellemann-Jensen, Jyllandsposten, 9.1.2022).

Angående nationalitetsgrænser og mindretalsrettigheder har Rusland ønsket grænserevisioner og garantier. Der er store russisk befolkede områder i det østlige og sydlige Ukraine, som fra gammel tid har været splittet i en østlig, russisk og ortodoks del og en vestlig, ukrainsk-nationalistisk, vestorienteret og katolsk del. Ukraine er en nation, der lige som kurderne ikke har haft en nationalstat bortset fra korte perioder. Ukraine indgik i det jagiellonske litauisk-polske imperium, som i det 15. og 16. århundrede strakte sig fra Østersøen til Sortehavet, og har senere været delt mellem det østrig-ungarske og det russiske imperium.

Under revolutionen bekæmpede en større hær under anarkisten Nestor Makhno både hvide og røde hære, men endte med at blive slået af bolsjevikkerne. Under anden verdenskrig blev de tyske tropper hilst velkommen som befriere af dele af befolkningen, og de højreorienterede nationalister havde et, meget kortvarigt, samarbejde med tyskerne. Stepan Bandera, en af lederne, som i dag hyldes som frihedshelt, blev arresteret, interneret i KZ-lejr og til sidst myrdet af sovjetiske agenter i München i 1959.

Historien har været omtumlet, jf. denne polske fy-fy-vittighed fra sovjettiden om to polakker, der har været i Kiev. Den første er begejstret, fest hver aften med blinier, kaviar og Krim-champagne i stride strømme. Den anden er lige det modsatte: Alt var trist og kedeligt, dårligt hotel, elendig mad: “Jeg rejste med Intourist. Var du også med Intourist?”. Den første: “Nej, jeg var med Pilsudski”. Det drejer sig om året 1920, hvor den polske hær under marskal Pilsudski, den senere diktator frem til 1935, erobrede Vestukraine og Kiev i maj, måske fordi man fandt tiden inde til at genskabe polsk storhed. Pilsudski blev slået på flugt af Den røde Hær, som i juni nåede frem til Warszawa og fandt tiden inde til at udbrede socialismen vestover, men hurtigt blev slået på flugt af den polske hær med hjælp fra et fransk ekspeditionskorps. –

Anneksionen i 2014 af Krim, som blev ukrainsk i 1954 som en symbolsk gestus, der ikke var tiltænkt synderlig reel betydning, var med Gorbatjovs ord et folkeønske. Gorbatjov udtalte også, at “det glæder mig, at Krim har sluttet sig til Rusland”. Befolkningen på Krim er 60% russisk, 25% ukrainsk, og en række uafhængige meningsmålinger viser overvældende tilslutning til anneksionen i alle befolkningsgrupper. Anneksionen i 2014 opfattes i Rusland på samme måde, som genforeningen i 1920 blev opfattet i Danmark, og selv om man tænker over det, er det svært at øjne egentlige forskelle. Grænserevisionen i Slesvig i 1920 er et forbillede, enestående og lykkelig, men ikke uden sværdslag, to blodige krige og en påskekrise, og H.P. Hanssen, sønderjydernes store frontkæmper, fik ikke lov at tale ved den store genforeningsfest under forsæde af Christian X, fordi han havde støttet zoneinddelingen med Flensborg i Zone 2, hvor der stemtes sogn for sogn, mens der som begunstigelse af de danske stemtes under ét i Zone 1, hvori det ligeledes tyske Tønder indgik.

Hvad befolkningsgrupperne i Ukraine mener, er ikke godt at vide, da prorussiske partier og organisationer er blevet forbudt. Der ville sikkert være et stort flertal for løsrivelse også i de russiske områder, lige som blandt ærøboerne i Slesvig og blandt serberne i Kroatien. Hvem ville ikke vælge EU, hvis man fik valget mellem indlemmelse i EU og i Rusland? Lige som Milosevic og Frederik VII har Putin ikke så meget at byde på ud over patriotisme og militærmagt. Hvem der er russere og hvem der er ukrainere, er heller ikke ligetil, for der er mange familiebånd på kryds og tværs, og mange taler begge sprog, som er nært beslægtede lige som dansk og svensk og har 60% af ordforrådet fælles. Men der bliver ingen afstemning, for russerne vil have hele Ukraine, og Ukraines regering, NATO og EU vil også have hele Ukraine inkl. de russiske områder og Krim.

Selv om Putin havde haft held til at besætte hele Ukraine, kan man ikke forestille sig, at han ville fortsætte mod vest, for det har Rusland hverken kræfter til eller interesse i. Putins bestræbelser gælder russisk befolkede områder i de tidligere sovjetrepublikker. Det er svært at se noget formål med vestlig oprustning og finsk og svensk NATO-medlemskab. Svenskerne kan selvfølgelig glæde sig over, at de omsider er med i et stort imperium, hvor Østersøen næsten er et indhav – drømmen fra storhedstiden, som brast med Karl XII:s nederlag til Peter den Store og hans tyske generaler ved Poltáva 300 km sydøst for Kyiv i 1709, hvorefter Østersøimperiet gik tabt, dog ikke Skåne, Halland og Blekinge.

Derimod tjener NATO-medlemskab et formål for de baltiske lande, for i forhold til dem har Putin både kræfter og interesser. Narva i Estland (hvor Karl XII triumferede med en strålende sejr over Peter den Store i år 1700) ved den russiske grænse er inden for cykelafstand af Skt.Petersborg, og der er store russiske mindretal, med hvis rettigheder det er så som så. I Letland blev det forbudt russerne at højtideligholde sejrsdagen den 9. maj i år. Letland har som det foreløbig eneste land efterkommet den ukrainske regerings ønske om at forbyde indrejse for russiske turister. I Letland er knap halvdelen af befolkningen russisktalende; alligevel er kun lettisk blevet officielt sprog i EU. Riga er halvt russisk, befolkningerne er blandede, navnlig i byerne, og grænserevisioner kan ikke være en del af en løsning.

For NATO og EU er formålet med at vælge side i borgerkrigen at blive endnu større og endnu stærkere og at inddæmme Rusland endnu mere. Man har gjort Rusland uret og trængt Putin op i en krog, så det er svært at se, hvordan han med NATO stående på sin dørtærskel ellers kunne reagere, når han nu er utilbøjelig til at lægge sig fladt ned og rulle rundt. Man har gentaget fejlene fra 1919, men man burde have taget ved lære af USA i 1945 og handlet mere hensynsfuldt mod taberen i den kolde krig, som USA havde format til gøre mod taberne i anden verdenskrig.

Imperieopbygning og krig mod de onde iklædt ophøjede idealer må være lige så dybt genetisk forankret som kønsdriften. Et pudsigt eksempel er netop Finland, som blev selvstændigt efter oktoberrevolutionen. Og hvad var så det første, finnerne gjorde udover at føre borgerkrig? Det var at nægte det pæresvenske Åland samme ret. Der var løsrivelsespartisankrig på Åland i flere år.

Men det konkrete formål med at sende våben til Ukraine er uklart. Militær fordrivelse af russerne forekommer usandsynlig. Mere realistisk er at forvente flere års borgerkrig lige som i Jugoslavien samt russisk anneksion af de nuværende besatte områder og måske mere til.

Man kan håbe, at der blandt stormagterne findes kloge og ansvarsbevidste politikere, der kan standse krigbegejstring, død, ødelæggelse og had, lige som der var i Danmark i 1920 og i USA i 1945. En nødvendig forudsætning er, at nogle af de rimelige russiske krav efterkommes, og at sanktionerne ophæves – for mig at se ligner de til forveksling lovløshed og røveri ved højlys dag; men det vil de bebudede retssager vise. Et nærliggende og lovligt russisk modtræk ville være at lukke for gassen, hvilket i fx Politikens saglige journalistik betegnes som russisk “pression”, mens EU-NATOs midler i den økonomiske krig betegnes som “sanktioner”. Der udspiller sig en stedfortræderkrig. Mens våbenhjælp til Kroatien under borgerkrigen kun foregik i det skjulte, idet man vedkendte sig princippet om ikke at sælge våben til krigsførende parter, så foregår våbenhjælpen til Ukraine i dag i meget stor skala og fuldkommen åbenlyst og skamløst.

Krigen er en ulykke. Udstødelsen af Rusland er også en ulykke, og man kan befrygte, at det er en større ulykke for Vesteuropa, politisk, økonomisk og kulturelt, end det er for Rusland.

Hadet til alt russisk er blevet ubændigt. Valerij Gergiev og Mariinskij-teatrets orkester kan ikke spille i Paris; Jacob Ellemann-Jensen har (forgæves) foreslået Christianiagade omdøbt til Ukrainegade; en buste af kejserinde Dagmar på Frederiksberg, en gave fra en tidligere russisk ambassadør, foreslås returneret til Rusland, og Pelle Dragsted er “ikke afvisende”. Folketinget har frataget danske studerende i Rusland (syv personer) deres SU; kun Marie Krarup stemte imod. Nu er hadet så opflammet mod alt russisk og mod Putin, at Pusjkin-busten (måske har man forvekslet navnene?) på universitetsbiblioteket på Amager med universitetets accept er blevet tildækket med et smædeskrift.

Det er opløftende at lade sig rive med i fælles had til det onde, bekæmpe det med våben i (Ukraines) hånd, føle os selv tilsvarende gode og for en stund lade krigsbegejstring få os til at glemme de egentlige problemer, der som bekendt udgøres af den globale fordeling og det globale miljø, hvor der ikke er nogen anden skurk end os selv. Hvis man skulle føle trang til at gøre noget ved det, er der ingen vej uden om samarbejde med Ukraine og med Rusland og med mange andre regimer, som det er lige så svært at sige noget pænt om.