Arbejdets centralitet som grundlag for en ny udviklingsmodel.

Forfatteren (f. 1961) er leder af Italiens største fagforbund CGIL, der har rødder tilbage til det første enhedsforbund, dannet i slutningen af 1800-tallet. Det gamle socialistiske CGL blev opløst under fascismen, men genopstod efter anden verdenskrig. Det blev hurtigt splittet op i mindre forbund som en følge af divergerende holdninger til Marshall-planen. Landini blev sat i spidsen for CGIL i 2019 efter i mange år at have været leder af metalarbejderne i FIOM. Bidraget er hentet fra tidsskriftet ItalianiEuropei n. 2, 2021, der er et forum for en bred centrum-venstre debat i Italien. Det blev grundlagt i 1998 af bl. a. Massimo d’Alema og Giuliano Amato, der begge har en fortid i de nu hedengangne partier PCI og PSI. Den danske oversættelse ved Gert Sørensen (red.).

Krisen, vi lever med, er uden fortilfælde. Tilmed er krisen tilbage i 2007-08, som ikke alle europæiske lande er kommet ud af, fuldt af en omfattende pandemi. Netop denne dramatiske situation viser med al ønskelig tydelighed, at den aktuelle vækstmodel har spillet fallit og har forstærket ulighederne mellem mennesker indbyrdes og nedbrudt det ligevægtige forhold mellem natur og menneske. Vi er virkelig midt i en systemisk krise. Der er en nødsituation på sundhedsområdet, og samtidig udvikler den økonomiske og sociale situation sig med stor hast og fletter sig ind i en alvorlig miljøkrise. Det er især landene i det højt udviklede Vesten, der er ramt. De er taget på det forkerte ben, og de har heller ikke været forberedt på at tackle begivenheder af det omfang. Besparelsespolitikken, der har været ført i disse år og med særlig nidkærhed netop i Europa, har ramt velfærdsydelserne, reduceret de sociale modforanstaltninger og undermineret det demokratiske engagement og hele netværket af sociale relationer. Det paradoksale er, at de samfund, der anser sig selv for at være stærkere og mere ‘moderne’, også er dem, der har afsløret deres sårbarhed.

Arbejdets marginalisering og den nye teknologi

Når det kommer til stykket, har pandemien åbnet en Pandoras æske og fået en i forvejen udbredt følelse af utilpassethed til at eksplodere. Social fragmentering og løsarbejde som arbejds- og livsvilkår er træk, der naturligvis i vekslende målestok er til stede i alle udviklede lande. Faktisk forholder det sig sådan, at arbejdets værdi og vægt i samfundet såvel som i den førte politik er helt og aldeles marginaliseret.

I overgangsårene fra det 20. til det 21. århundrede har der kunnet spores en regulær politisk og kulturel fortrængning af det store spørgsmål vedrørende arbejdet. I årtier har det politiske niveau, og det omfatter også venstrefløjen i alle dens komponenter, mistet evnen til at forstå de igangværende processer og dynamikker og konsekvenserne deraf for de enkelte individers konkrete vilkår. Helt bevidst har man tilsidesat idéen om arbejdets centrale rolle. Det er naturligvis ikke en tilfældighed, at venstrefløjen har været fuldstændig tonedøv og ude af stand til at give udtryk for et alternativ til en af de alvorligste kriser, som kapitalismen har været ude i med finanskrisen.

Alt dette er paradoksalt nok indtruffet, samtidig med at arbejdet har invaderet hverdagslivet og nuanceret selve begreberne om arbejdstid og arbejdssted, der overskrider fabrikkernes og kontorernes fysiske rammer og breder sig ud over territoriet og helt ind i mænds og kvinders boliger. Segmenteringen af produktionens cyklus – fra idéfasen til en vares eller en ydelses introduktion på markedet – reguleres og kontrolleres af informatiksystemer og af konkurrencen om omkostningerne. Det har bidraget til at udbrede typer af aftalekontrakter, der går i retning af lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår.

I 1960erne og 1970erne herskede der nærhed mellem dem, der arbejdede, og der var også en ensartethed i arbejdsvilkårene. I dag står vi over for et arbejdsmarked, der er fragmenteret og opdelt. Allokeringen af funktioner, der før blev varetaget inden for virksomhedens mure, samt de lange kæder af licitationer og underlicitationer har skabt uligheder i løn og rettigheder. Meget ofte forholder det sig sådan, at der på de samme arbejdspladser findes kvindelige og mandlige arbejdere, der, selv om de udøver identiske operationer, alligevel arbejder under forskellige vilkår og har forskellige rettigheder. Det skaber splittelse, mens solidariteten ikke længere er givet. Og det falder tungt tilbage på den enkelte. Som et sted for identitet og frigørelse (i økonomisk, social, politisk og kulturel henseende) giver arbejdet stadig mere anledning til ensomhed og fremmedgørelse. Man har skabt det indtryk, at ved at reducere rettighederne vil man opnå vækst og udvikling. Det er ikke sket, og i stedet har man fået en drastisk forringelse af arbejdsvilkårene i et sådant omfang, at man meget ofte forbliver fattig, selv om man er i arbejde. Løsarbejde, ufrivilligt arbejde på part time basis og reduktion af rettighederne har skabt en udbredt følelse af utilpassethed og udelukkelse. Det er processer, der truer med at generere mere systematiske former for marginalisering, og som i særlig grad rammer kvinderne og de unge.

Man siger gerne, at den teknologiske revolution danner det materielle grundlag for en ny fase med vækst og udvikling. Der er ikke tvivl om, at kommunikations- og informationsteknologierne vil kunne tilbyde en mulighed for at tilrettelægge arbejdet i mindre hierarkiske og mere åbne former, hvor det drejer sig om at investere i i den mandlige og kvindelige arbejders selvstændighed og faglige kunnen. Det er dog i dag ikke den retning, som den teknologiske fornyelse og videnssamfundet, som det i almindelighed kaldes, er slået ind på. I virkeligheden er denne fornyelse et åbent felt for modsætninger og konflikter. Den er præget af de værdier og målsætninger, der har slået igennem de sidste årtier, og af de valg og strategier, som de store økonomiske grupper og magtinstanser har lanceret og – det ligger i deres natur – skilt ud fra individers og deres territoriers videre skæbne. Det er netop i denne sammenhæng, at brugen af stadig mere komplekse teknologier med idéudviklingen i en centrale rolle har skabt en uhørt koncentrering af de strategiske funktioner, af viden og indsigt, og en tilsvarende decentralisering af de store virksomheders operative aktiviteter.

Desuden har der været en tendens til at prioritere de kortsigtede investeringer fremfor de langsigtede investeringer i udviklingen af nye produkter eller i opkvalificeringen af de kvindelige og mandlige arbejderes kompetencer. Det har banet vejen for splittelser og uligheder, eksempelvis mellem en snæver gruppe af individer, der er engageret i virksomhedernes strategiske funktioner, og et bredt lag af arbejdere, der varetager rutineprægede opgaver, og som ser en risiko for, at deres faglige bagage bliver overflødig. Den aktuelle fragmentering, parcellering og underordning af arbejdet træder også frem i disse processer. Det er et vilkår, der går langt videre end det manuelle og snævert produktive arbejde.

Pandemien har med andre ord gjort det endnu mere indlysende, at denne vækstmodel ikke er holdbar. I særlig grad i Italien, fordi vores land allerede fra de første faser befandt sig i en meget alvorlig situation. Italiens krise handlede ikke kun om udbredelsen af en virus; den har dybe rødder og går langt tilbage i tiden. Den interagerer med svaghederne i det produktive system, der samler sig om meget lidt innovative sektorer og har en overvægt af små virksomheder. Dertil kommer så en mangeårig mangel på offentlige investeringer i infrastruktur, i forskning og innovation, samt udbredelsen af forskellige former for løsarbejde af ringe kvalitet og meget ofte uden nogen form for beskyttelse. Det er ikke tilfældigt, at vi midt under nødsituationen har kæmpet for at aktivere forskellige instrumenter – arbejdsløshedskasse og lønsikring -, der kunne beskytte alle former for arbejde.

Der er imidlertid endnu et aspekt, der ikke er mindre vigtigt end de øvrige, og som her skal trækkes frem i lyset. Med udbruddet af pandemien er man begyndt at diskutere den idé, at arbejdet ikke længere er relevant, at arbejdet, især det manuelle arbejde, ikke længere eksisterer og er blevet noget marginalt i de moderne, udviklede samfund. I løbet af det sidste års dramatiske nødsituation er denne fordom blevet fejet til side. I dag står vi over for den kendsgerning, at former for arbejde, der blev betragtet som marginale og overflødige, nu har vist sig at være helt essentielle. Også de former for arbejde, der var usynlige, er pludseligt gået hen og ligefrem blevet uundværlige. Det drejer sig om de såkaldte riders, der arbejder inden for logistik, om dem, der arbejder i landbrugs- og fødevaresektoren og inden for vareudbringning, og om dem, der arbejder med renligholdensen af vore byer og med bortfjernelsen af affald. Alle betaler de en høj pris for deres ekstraordinære engagement, når man sammenligner med manglen på ressourcer, der igen er et resultat af de nedskæringer, der i disse år er foretaget i vort velfærdssystem.

Et nyt paradigme i et europæisk perspektiv

Det er netop her, man er nødt til at tage afsæt, i arbejdets centrale rolle som målestok og kriterie for grundlæggelsen af en ny vækstmodel. Når nødsituationen er overstået, kan man ikke vende tilbage til, hvordan det var før. Der er en cæsur mellem før og efter pandemien. Og tiden efter har behov for nogle valg, der er radikalt forskellige fra tidligere valg. Så længe sundhedskrisen står på, drejer det sig i dag imidlertid om at forlænge stoppet for afskedigelser og opretholde diverse løntilskudsordninger. I den forbindelse skal der defineres en reform, der omfatter de sociale støddæmperforanstaltninger og relateres til en national plan for uddannelse af arbejdskraften, inspireret af universelle og solidariske principper. Desuden medfører pandemien og den afstand og adskillelse, der følger deraf, en udbredelse af smart working og af fjernarbejde. Disse former for arbejde kan antage forskellige karakterer. De kan øge arbejdsrytmerne og kontrollen og isolere arbejderne, eller de kan udvide de mandlige og kvindelige arbejderes råderum for selvstændighed, ansvar og faglighed. Af den grund er det afgørende at få dette redskab ind i forhandlingerne med fokus på at beskytte den, der arbejder: Arbejdstid, ret til at koble sig af nettet, pauser, efteruddannelse, fastholdelse af et princip om kollektivt arbejde, også når man er alene. Der er med andre ord behov for en radikal ændring.

På den baggrund er den europæiske kontekst afgørende. Det ville være for snæversynet ikke at fange de forandringer, der det sidste år er indtruffet i EU’s politik. Den Europæiske Centralbanks initiativer, fastfrysningen af Stabilitetspagtens stramme budgetkrav og af forbuddet mod statsstøtte, de enorme summer, som Next Generation programmet repræsenterer, alt sammen er en klar kursændring i forhold til de retningslinjer, som den økonomiske politik har fulgt de seneste år. De seneste valg har efter en fase med usikkerhed og uro banet vejen for, at man kan tage fat på nødsituationen og præcisere de initiativer, der skal til for igen at sætte gang i hjulene. Det er klart for alle, at alle disse forholdsregler er resultatet af en politisk konfrontation, der er åbnet på det europæiske plan, og som også har defineret nye alliancer mellem landene. Netop af den grund bliver det vigtigt at bruge de europæiske ressourcer godt. De skal anvendes ikke kun for at ændre og genskabe betingelserne for Italiens og det enkelte lands udvikling men også med henblik på at fremme en ændring af EU’s traktater. Netop tragedien med Covid-19 har synliggjort den strukturelle karakter af den krise, som vi lever i. Af den grund er der behov for at gentænke og omlægge vækst- og udviklingspolitikkerne. Igennem lang tid har man i eksempelvis Italien undladt at definere den relevante industripolitik og pege på, hvad der skal prioriteres og investeres i. Man har valgt en vej, der satser på at mindske de sociale bidrag for i stedet at give bonusser og skattefordele uden nogen betingelser. Disse foranstaltninger har opslugt enorme ressourcer; men de har givet lidt, hvad angår vækst og arbejde.

Hvorledes og hvorhen skal udviklingen så rette sig? Hvilke strategiske sektorer skal ressourcerne og kompetencerne styres hen imod. Årtiers liberalistiske politik har efterladt det indtryk, at markedet, blot det var frit til at agere, ville skabe vækst og velfærd for alle. Imidlertid kommer vi ikke alene fra år med gentagne kriser og haltende vækst; men vækstmodellen, der bygger på markedets fortrinsstilling, har medført en eksplosiv udvikling af ulighederne, en forarmelse af de fælles offentlige goder og en dramatisk miljøkrise, som klimaforandringen er det mest indlysende bevis på. Faktisk har udbredelsen af Corona-virussen meget at gøre med ødelæggelsen af miljøet, af biodiversiteten, med luftforureningen og med jordens udpining. I dag kommer kampen og initiativet til at stå om at fremme en ny udviklingsmodel, der er rettet mod kvaliteten i, hvad der produceres, og gælder opvurderingen af de fælles offentlige goder og af viden og kultur, af et kvalificeret socialt liv. Der findes paradoksalt nok i de mest udviklede samfund en stor efterspørgsel, endnu uden svar, på følgende områder: fornyelse af territoriet og af byzonerne, den kollektive mobilitet, vedvarende energikilder og energibesparelser, sundhed og uddannelse, fødevarernes kvalitet, cirkulær økonomi og gennemtænkt vedligeholdelse. Alt dette betyder, at det er den samme industri, der går ind i en afbalanceret og bæredygtig udvikling på det sociale og miljømæssige plan.

Hvad der her er linet op, er behov og spørgsmål, der i vid udstrækning endnu ikke har fundet et svar, men som, hvis de virkeligt bliver taget op, kan forbedre livskvaliteten og åbne op for betydelige jobmuligheder.

Selve den digitale revolution kan ledes i den retning. I dag er de nye ressourcer at finde i data og i deres brug. Kontrollen med disse ligger ene og alene i hænderne på en snæver gruppe af store multinationale selskaber, der har skabt deres magt og deres formuer netop ved at forvalte data med kommercielle formål og med henblik på profit. Dataene er dog knyttet til enkeltpersoners liv, og det rejser et stort demokratisk spørgsmål. Tiden er inde til at bringe disse ressourcer tilbage til fællesskabet og lede dem i retning af de store sociale opgaver, der omfatter temaer som sundhed, kampen mod forureningen og borgernes deltagelse i det offentlige liv.

Den nære fremtids valg

De spørgsmål, vi hidtil har peget på, vedrører ikke en fjern fremtid. De kræver engagementer og præcise valg allerede i dag med ressourcerne fra EU’s Next Generation program som en første begyndelse. Og de lægger op til at definere kriterierne klart. For det første kan en forandring af disse dimensioner ikke overlades til markedet. Der er derimod behov for en ny rolle til staten, der påtager sig opgaven at sørge for ‘fuld beskæftigelse’ og følgelig definerer prioriteringer, retninger og strategier.

For det andet, hvis emnet, der i dag er på bordet, gælder Italiens produktive og sociale fremtid, er der behov for at aktivere og fremskynde samfundets forskellige aktører til at deltage i den demokratiske proces. Faktisk vil forandring sige at skabe liv til et socialt transformationsprojekt, der forankrer sig i de konkrete forhold mellem enkeltpersoner og har afsæt i arbejdets verden. For at opbygge landets fremtid er der behov for arbejdernes aktive deltagelse. Det kræver investeringer i arbejdet og herunder en sikring af retten til kontinuerlig uddannelse og til viden, dvs. et individs subjektive ret; en fundamental ret, hvis man vil undgå at ligge under for arbejdets nye organisationsformer, og hvis ikke man vil give op over for de nye uligheder, blandt hvilke udelukkelsen fra viden og indsigt udgør den alvorligste og mest diskriminerende form. Hvis arbejdets kvalitet, individet og værdigheden skal i centrum for de økonomiske, politiske og sociale valg, vil det sige, at arbejderne har ret til at blive involveret og tage del i virksomhedernes valg og give deres besyv med, når der investeres.

En ny udviklingsmodel kan ikke stoppe ved virksomhedernes indgange, men må give sig udslag i nye former for demokrati og deltagelse.