Nationalkonservatives ”bløde bug”  

Det politiske nyhedssite Politico bragte den 26. maj en interessant artikel med overskriften: ”Den franske radikale højrefløjs svage punkt – dens usammenhængende økonomiske politik”.

Det er også denne artikels hovedfokus, hvor der argumenteres for et fokusskift væk fra det fremmedpolitiske tema over mod partiernes usammenhængende miskmask af småborgerlig og bagstræberisk økonomisk politik og decideret videreførelse af de mest radikale dele af neoliberal politik. Det er i det konfliktfelt, at de samme partier er mest sårbare jo tættere, de kommer på at opnå afgørende parlamentarisk indflydelse.

Billedet i Frankrig

Politico artiklens første to linjer slår tonen an: ”Når det kommer til økonomi, har Rassemblement Nationale en identitetskrise – og partiets modstandere ser (måske) en mulighed for at sætte et angreb ind her”.

Det rumler i Rassemblement Nationale. Både i partiets politiske top og i de lokale afdelinger, hvor spaltningssignalerne både kan ses og høres. Partiets frontfigur Jordan Bardella, der lige nu tegner til at blive partiets præsidentkandidat i 2027, forsøger systematisk at appellere til ”big business” og den liberale elite i Frankrig ved at deltage i møder i de mondæne saloner og på konferencer med de førende personligheder indenfor fransk erhvervsliv. Her har han gjort sig til talsmand for en udpræget erhvervsvenlig økonomisk politik og en skattepolitik, som først og fremmest gavner den rigeste del af erhvervslivet og den velbjergede del af middelklassen.

Der er endnu ikke tale om et åbent opgør med Marine Le Pen og partiets oprindelige socialkonservative og statsinterventionistiske nationalisme, der først og fremmest har appelleret til dele af den franske arbejderklasse og de småborgerlige kræfter i provinsen og de mindre landmænd. Men konflikten er der, og uenighederne om den økonomiske strategi vokser jo tættere, man kommer på valget i 2027 og partiets reelle mulighed for gøre indhug i den traditionelle konservative vælgerskare og vinde præsidentposten (og måske premierministerposten).

Både Marine Le Pen og Jordan Bardella gør et stort nummer ud af at forsværge den grundlæggende enighed og forsøger at glide af på modsætningerne. Men de er der, og det drejer sig ikke kun om to forskellige personprofiler. Forskellene har deres rod i partiets inderste politiske og ideologiske modsætninger, som indtil nu ikke har været helt synlige og af samme grund ikke forstyrret billedet af et enigt og stærkt ledet parti med en solid og bred vælgerbase. Det er analytisk vigtigt at holde fast i, at det er de indre politiske modsætninger, der skaber personerne og ikke omvendt.

Udenfor partiet rejses der i den brede offentlighed tvivl om, hvorvidt partiet kan hænge sammen i den situation, hvor det som landets ledende parti skal præstere økonomisk regeringsduelighed og samtidig holde sammen på det socialkonservative grundlag og de traditionelle vælgergrupper. Konfliktlinjen skærpes af en intern opposition mod Bardellas økonomiske rådgiver Francois Durvye, der som finansmand repræsenterer en radikal frimarkedsstrategi, som reelt indebærer et liberalt opgør med partiets hidtil økonomiske politik.

Billedet i EU-parlamentet

Modsætningerne i Rassemblement Nationale folder sig også ud i EU parlamentsgruppen ”Patrioter for Europa”. DF hører til i samme parlamentsgruppe, hvor hovedparten af de andre partier i gruppen (bl.a. FPÖ i Østrig, Lega i Italien og VOX i Spanien) i større eller mindre grad bærer præg af de samme indre politisk-ideologiske modsætninger.

Partibilledet indenfor parlamentets højrenationale fløj er noget flimrende og ustabilt. Af samme grund kan partierne ikke alene bedømmes på deres forskellige brug af kontroversielle markører og antiestablishment retorik. De mange udmeldinger, der stritter i alle retninger, er præget af opportunisme og situationsbetingede stemninger alt afhængig af hvor tæt, de i hjemlandet er på magten eller muligheden for at gribe den.

Partiernes fælles kendetegn er som udgangspunkt en grundlæggende nationalistisk xenofobi, som spænder fra direkte fremmedhad (især overfor ”muslimer”) til en mere udtalt frygtbaseret fjendtlighed overfor fremmede og mindretal i almindelighed. Partierne fremstiller nationalkonservatismen og kravet om den beskyttende stat som de nationale borgeres mest sikre værn mod den oplevede sociale-kulturelle- og økonomiske utryghed og vilkårlighed, der nu har lejret sig i en fast tilstand som resultat af globaliseringen og EU’s og medlemslandenes austeritypolitik siden finanskrisen i 2008.  Samtlige partier fremstiller sig selv som kompromisløse talsmænd for den ”lille mand” og hans interesser mod et arrogant og selvstrækkeligt parlamentarisk oligarki beskyttet af de kulturbærende lag i middelklassen og i statssystemet. Af samme grund plæderer partierne stærkt for, at der skal renses ud i magtens korridorer og i den statsstøttede medieverden.

Det vigtige her er imidlertid at holde fast i, at xenofobien hovedsageligt tjener som overliggende tiltrækningsmarkør (knastaksel) og indgår med større eller mindre vægt som undertekst i partiernes øvrige socialkonservative programpunkter, der i overskriftsform er:

  • Værn om den nationale idealfamilie som identitetsbærende fundament for samfundets sociale- og kulturelle sammenhængskraft. Beskyttelse af de nationale værdier, sprog og kultur, som trues af indvandringen.
  • Fremtrædende EU-skepsis eller direkte modstand mod Unionen og ønsket om at genskabe Fællesmarkedet for den frie samhandel mellem nationale økonomier.
  • Et stærkt politi og en markant indsats overfor al kriminalitet. En helt traditionel konservativ linje.
  • Disciplin i skolerne og genindførelse af undervisningen i en forgangen national kultur formuleret gennem klare antielitære markører.
  • Opgør med bureaukratiet og snærende regler, der forhindrer det nationale erhvervsliv og de mange entreprenører i at udfolde sig og vokse.
  • Tilbagerulning af de overdrevne bureaukratiske og fordyrende miljøregler. Atomkraft som svaret på problemet med de fossile brændstoffer.
  • En social- og sundhedspolitik, der beskytter de svage i samfundet, selv om den faktiske og udbredte ulighed ikke adresseres.
  • Fremhævelse af de nationale interessers ubetingede forrang overfor verden udenfor og hermed også en snæver begrænsning af respekten for ”den regelbaserede ordens institutioner”. Det gælder både det økonomiske, det geopolitiske og det forsvarspolitiske område.
  • Forherligelse af det folkelige demokrati – dvs. krav om flere folkeafstemninger som modvægt til det repræsentative demokratis elitære samfundsforvaltning. Parlamentarismen som sådan afvises ikke.

Partierne er ikke antidemokratiske og er ikke autoritære i deres politiske udgangspunkt. De er nationalistisk socialkonservative og småborgerlige.

Janushovedet anden side er, at de samme partier dyrker en nærmest superliberal økonomisk politik, der går markant længere end de traditionelle liberale partier. Det gælder: skattepolitikken, som gennem markante skattelettelser skal tilgodese erhvervslivet og i særdeleshed de små- og mellemstore virksomheder. Landbruget skal lettes for miljøafgifter. Fødevarekontrol og regulering af markedet skal lettes for ”bureaukratiske regler”. Arbejdsmarkedet skal dereguleres, så beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder overgår til staten og ikke reguleres af overenskomster underlagt fagforeningernes indflydelse. Finanspolitikken skal være ultrastram og statsudgifterne skal reduceres. I det hele taget tangerer partiernes økonomiske politik i dag mere og mere de nationalistisk liberale kræfter i centrum-højrepartierne.

Det er den fællesnævner, der kan blive fremtidens omdrejningspunkt for partiernes bestræbelser for at bevæge ud over placeringen som perifere protestpartier og fremstå samarbejdsduelige. Hvilket i sin konsekvens indebærer både en politisk og praktisk modsætning til de samme partiers socialkonservative udgangspunkt.

I EU-parlamentet tilstræber Patrioter for Europa under Jordan Bardellas ledelse strategisk at afbalancere de indre modsætninger mellem nationalkonservatismen og socialkonservatismen. Parlamentsgruppen udfolder stor aktivitet for at positionere sig som formidler af samarbejdet med de mest radikale højrenationale partier på den ene side og de mest konservative fraktioner i parlamentsgrupperne ”Det europæiske folkeparti” (EPP) og ”Det europæiske Reform- og Konservative parti” (ECR) på den anden side.

Hvad man kan kalde den samlede politiske strategi, formuleres meget præcist af parlamentsgruppens ”chefindpisker” Marieke Ehlers og indgår som central bestanddel i Jordan Bardellas utallige forhandlingsrunder med de nævnte parlamentsgrupper. Målet er at etablere en flertalsfront, der kan svække kommissionens magt og ensidige favorisering af det europæiske transnationale erhvervsliv. Ministerrådet skal styrkes i nationalistisk liberal retning og medlemslandes nationale suverænitet skal genoprettes. Hvor partierne i gruppen Patrioter for Europa tidligere advokerede en udtræden af EU, er den linje til forskel fra den øvrige radikale højrefløj veget for en mere pragmatisk antiføderal politik, som også deles af flere af de traditionelle konservative partier.

Strategien ser ud til – i hvert fald på den korte bane – at have succes, idet den appellerer til flere fraktioner i de nationale centrum-højre regeringer, der nu mere officielt opponerer mod kommissionsformand Ursula von der Leyens autoritære og antinationale magtcentralisering. Modsætningerne mellem de nationale særinteresser og kommissionsformandens grandiose samling af EU’s transnationale erhvervsliv i konkurrence med Kina/Rusland og USA kommer tydeligt til udtryk i den tyske regerings armlægning med kommissionsformanden om, hvem der skal lægge linjen for styrkelsen/genrejsningen af den europæiske økonomi – ministerrådet eller kommissionen – eller de nationale regeringer.

DF’s og AfD’s programmer – ligheder

Selv om Dansk Folkepartis politiske grundlag – ”Arbejdsprogram – 2025” – ikke adskiller sig nævneværdigt fra de gennemgående programpunkter for partierne i Patrioter for Europa, kan det være hensigtsmæssigt i forhold til det politiske billede herhjemme at se nærmere på DF’s program.

Interessant er det i øvrigt, at hvad angår DF’s program – dets tematiske opbygning, anvendelse af signalord og politiske linje – adskiller det sig i det store og hele ikke fra AfD’s i Tyskland.

Den helt afgørende forskel er, at der i DF nok ikke findes de samme rabiate røster, man finder i AfD. Og som angiveligt er grunden til, at partiet af sikkerhedstjenesten karakteriseres/stemples som et ekstremistisk og forfatningsstridigt parti. Regeringskoalitionen under kansler Friederich Merz overvejer faktisk at forbyde partiet på trods af advarsler fra alle sider i den tyske offentlighed og ikke mindst fra ledende kræfter indenfor Merz’ eget parti CDU.

Familien beskrives som fundamentet for trivsel, velstand og harmoni indenfor den stærke nationalstats rammer. AfD’s program indledes faktisk med de formuleringer, men med en højere grad af sproglig sofistikation, end det ses DF’s program. Den store indvandring udgør en trussel mod den nationale kultur. De indvandrere, der har opholdstilladelse skal assimileres ikke integreres. Altså fuldstændigt opsuges i det danske samfund og i alle betydningsfulde sammenhænge opføre sig og tænke som ”indfødte danskere”. For at modgå det globale kulturpres, der sammen med indvandringen truer dansk kultur, dansk sprog og danske traditioner, skal der sættes ind på alle fronter for at forsvare dansk kulturarv og værne om den kristne tro (forbud mod alle fremmede religiøse institutioner og symboler). Dansk henholdsvis tysk kultur og tradition giver den almindelige dansker henholdsvis tysker stolthed. Et billede, der står i et nostalgisk og sentimentalt modsætningsforhold til det liv, de fleste borgere faktisk lever.

Både AfD og DF argumenterer for ”remigration” som en metode til at lette presset mod samfundet og tynde ud i antallet af personer fra især de ”muslimske” lande. Det står ikke ganske klart, hvad ordet betyder og dermed dets praktiske virkningsgrad. Ikke desto mindre er remigration begge partiers slagnummer (og er også ved at blive det for de identitære grupper). ”Indvandringen fra muslimske lande” danner bagtæppe for deres forklaringer på en række andre problemer, så som øget kriminalitet, belastning af socialvæsenet, kvindeundertrykkelse, manglende disciplin i skolerne og ghettodannelser.

Den socialkonservative linje, som nok er den, der rækker længst ud til flest vælgere, retter sig mod markante forbedringer indenfor hele ældre- og handicapområdet. Men de konkrete politiske forslag er vage og adresserer ikke hele områdets struktur som en samlet del af samfundets velfærdsorganisering.

Folkepensionens grundbeløb skal hæves. Statslige penge til ældreområdet skal øremærkes for at forhindre, at kommunerne bruger pengene til alt andet – hvor behovet måske er større. Her peger DF med en vis ret på et faktisk problem, da kommunernes budgetlægning påvirkes af de stærkeste borgergrupper, og her kommer de ældre ikke i første række. Men forslagene står i modsætning til partiets næsten patetiske dyrkelse af det nære og det lokale demokrati. I det hele taget går modsætningen mellem den centrale statsstyring (Regering/Folketing) og den lokale forvaltning (Kommuner og Regioner) gennem hele programmet. Samme problem kan spores i partiets sundhedspolitik, som går helt uden om sundhedssektorens årelange og uløste struktur- og finansieringsproblemer indenfor såvel sygehussektoren og praksissektoren. For så vidt programmet beskæftiger sig med ulighed i sundhed, er fokus først fremmest på modsætningerne mellem land og by og de ældre- og handicappedes adgang til sundhedsydelser.

Når linjen på trods af uklarhed og indre modsætninger alligevel har en vis bred appel til de ældre, handicappede, deres familier og øvrige socialt udsatte grupper hænger det sammen med, at partiet forstår bedre end andre at formulere betydningsbærende omvendinger af fremherskende og skjult stigmatiserende begreber i offentligheden. F.eks. erstattes det utålelige begreb ”ældrebyrden” til dem: ”vi i dag står i gæld til”. ”Som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje”. Samme fremgangsmåde anvendes i programmets sundhedspolitik, handicappolitik og psykiatripolitik, hvor linjen overfor danske minoritetsgrupper fremstår som inkluderende.

Reelt adskiller DF’s program sig kun punktuelt (eks. ældreområdet) fra de andre borgerlige partiers social- og sundhedspolitik eller for den sags skyld fra disse partiers evindelige tale om værn om ”danske værdier”. Forskellen består i betoningen og fokus. Men grundlæggende følger programmet i sin konsekvens men ikke i dets bogstav en gammelkendt konservativ-liberal politik, hvor velfærdsstatens universelle ydelser via ændringer i tildelingskriterierne glidende omdannes til privat forsikring og en residualpolitik målrettet de ”svageste” i samfundet.

Som sagt adskiller DF’s og AfD’s programmer sig ikke substantielt fra hinanden. Forskellen gælder først og fremmest de to partiers vidt forskellige optræden både parlamentarisk og i den brede offentlighed. Her gør de historiske betingelser og forskellige traditioner/muligheder for udøvelse af politik sig selvfølgelig gældende. AfD skal konstant bruge kræfter på at frigøre sig fra Tysklands traumatiske og politisk ekstreme fortid for at undgå det stigmatiserende stempel som forfatningsstridigt parti.

Ikke desto mindre er ligheden mellem DF’s og AfD’s programmer større end forskellene. Det gælder også forholdet til EU. Forsvaret af national økonomisk politisk suverænitet. Kun på et punkt står de to partier skarpt overfor hinanden. Det gælder forholdet til Rusland og støtten til Ukraine, hvilket dels kan forklares med Tysklands historiske forhold til Rusland, og at AfD’s bagland udgår fra de landsdele, som udgjorde det tidligere DDR.

Ellers er der et sammenfald i betoningen af, at det er varetagelsen af de nationale interesser, der er styrpinden. De internationale og overordnede institutioner ses alene gennem den nationalkonservative linse uagtet de samme institutioners afgørende, faktiske og konkrete betydning for regulering af den moderne kapitalisme, det internationale marked og samhandel, som man partierne tager for givet.

Partiernes indre strukturelle modsætninger

”Danskerne skal være Herre i eget Hus”. Derfor skal Danmark ud af EU, hvis den nationale suverænitet ikke respekteres. Samme linje findes i alle partierne i Patrioter for Europa og i AfD. Nationalstaten og nationaløkonomien sættes i modsætning til den globale økonomis voksende integration, konkurrencen om forsyningskæder og de store transnationale konglomeraters indiskutable indflydelse på vækstbetingelserne for selv de store nationale økonomier som f.eks. den tyske.

Både DF’s og AfD’s erklærede økonomiske erhvervs- og finanspolitik er i det perspektiv rene anakronismer. Man foregiver muligheden af stabil økonomisk vækst gennem nationens massive satsning på støtten til de små og mellemstore virksomheder. Helt i modsætning til den faktiske udvikling i den globale kapitalisme. Det er de store virksomheder både herhjemme og i Tyskland, som rent faktisk driver væksten. (Hvis eksempelvis den danske medicinalindustri kommer i vanskeligheder vil det få afgørende negativ betydning for den samlede danske økonomi. Det beskæftiger DF sig ikke med).

Kort sagt er de nationalkonservative partiers økonomiske ”visioner” og erhvervspolitik reaktionær i ordets bogstavelige betydning. Det gælder også DF’s og AfD’s politik. Det samme kan siges om skattepolitikken og de nationale støtteordninger. Når partierne ikke indtil dato er blevet direkte udfordret på deres reaktionære og utopiske økonomiske politik og nationalkonservative nostalgi, hænger det bl.a. sammen med, at centrumpartierne i den nuværende globale opbrudssituation med de uoverskuelige geopolitiske spændinger, voksende protektionisme og handelsspændinger heller ikke kan samles om en strategi for ”Europas økonomiske og politiske genrejsning”.

Men tiden nærmer sig, hvor partiernes håbløst vage økonomiske programmer bliver et afgørende politisk problem for AfD i tysk politik, for Rassemblement Nationale i Frankrig og for Patrioter for Europa i EU. (i Danmark er DF indtil videre ikke i nærheden af ansvarets åg).

Ingen af partierne har udsigt til parlamentarisk majoritet og til at danne regeringer alene. De må realistisk satse på koalitioner med de konservative partier og trække dem fri af centrumspolitikken.  I det stille arbejdes der på at moderere og senere bevæge sig væk fra deres egne småborgerlige økonomiske visioner og de ekstreme fremmedpolitiske markører og åbne for centrum-højres mere respektable forestillinger om genrejsningen af den kapitalistiske økonomi i Europa og løsning af ”indvandrer- og flygtningeproblemet”.

Herhjemme er modsætningerne under Morten Messerschmidts intelligente genrejsning af DF endnu ikke kommet op til overfladen. En ikke ubetydelig forklaring er bl.a. den politiske- og parlamentariske fragmentering i Danmark, hvor højrefløjen er så internt splittet og uden sammenhæng, at DF i endnu en periode kan vokse på protesten og håndtere skismaet mellem partiets liberale økonomiske politik og det socialkonservative udhængsvindue uden at komme i modsætning til vælgergrundlaget. Men lige så sandsynligt er det, at partiets vækst vil flade ud, hvis det ikke formår i praktisk politik at konfrontere det alt overskyggende hovedtema i dansk og europæisk politik: den voksende nationale ulighed, der på alle samfundets områder danner et stadigt tydeligere grundtema.

Faktisk forholder det sig sådan, at forestiller man sig, at DF eller AfD, eller Rassemblement Nationale eller de andre nationalkonservative partier skulle få magt til at gennemføre deres økonomiske politik, ville de blive tvunget til at føre en politik på de tunge dele af erhvervslivet og finanssektorens betingelser, der de facto ville øge uligheden, svække lønmodtagernes stilling på arbejdsmarkedet og på ingen måde evne at realisere deres socialkonservative programpunkter.

Jo nærmere magten desto tydeligere bliver de indre modsætninger

Modsætningsbilledet er som i Frankrig mere åbent i AfD. Her udspiller modsætningerne sig mellem partiets frontfigur Alice Weidel, der er uddannet finansøkonom og har en fortid indenfor finansverdenen, og partiets radikale nationalistiske fløj med rødder i det tidligere DDR repræsenteret ved Björn Höcke.

Indtil nu er modsætningerne mere slået igennem på gadeplan og på partikonventer med fri udblæsning af radikale slagord end i partiets optræden i Bundestag. Men det bliver stadigt klarere, at Alice Weidels økonomiske politik ikke adskiller sig væsentligt fra den økonomisk politiske tænkning i store dele af højrefløjen i CDU/CSU. Alice Weidels fløj arbejder som Patrioter for Europa målrettet på at nedbryde de konservatives og kansler Merz’s ”brandmauer” (politiske bandmur) overfor AfD. I længden kan de konservative i CDU/CSU ikke opretholde forsikringen om, at man ikke vil indgå i et forpligtende samarbejde med AfD. Ude i delstaterne er ”muren” stille og roligt ved at blive perforeret. Alice Weidel og hendes fløj afprøver hyppigere og hyppigere grænserne for, hvordan man effektivt får lukket munden på den radikale og kompromisløse fløj i AfD og samtidig får gjort sig salonfæhig overfor CDU/CSU’s vælgere.

Vejen til magten går nemlig over brolægning af kompromiser bl.a. om erhvervspolitikken og den økonomiske politik, hvor den mere radikale fløj i hvert fald i offentlig tale selv tror på den ensidige vej til magten uden om politiske koalitioner med den traditionelle højrefløj.

Modsætningerne i partiet har nu nået et åbenlyst højdepunkt efter den seneste meningsmåling, der gør AfD til det største parti med 28% af stemmerne mod CDU/CSU’s 22% og sætter af samme grund partiet under massiv medieovervågning. Hvert eneste skridt og fejltrin tæller.

Hvis AfD skal udnytte den upopulære centrum-højre regerings voksende vanskeligheder og tab af autoritet, er vejen frem for Alice Weidel hendes fløjs evne til at kombinere den socialkonservative profil med videreførelse af den neoliberale økonomiske politik, som i virkeligheden er den, der har skabt AfD. Alice Weidel træder som Jordan Bardella i Frankrig varsomt i den forsigtige, men også nødvendige orientering mod det parlamentariske samarbejde med højrefløjen i CDU/CSU i Tyskland og den fragmenterede højrefløj i Frankrig.

Både i Frankrig, i Tyskland og i EU-parlamentet står den langsomme strategiske vending overfor en mulig eksplosiv modstand fra den radikale højrefløj. Skismaet vil sandsynligvis slå ud i åbenlyse magtkampe i partiet og måske splittelse, for så vidt Alice Weidels og Jordan Bardellas linje får succes. En forsmag på splittelsen kan allerede nu ses i Italien, hvor det nye højreradikale parti Futuro Nazionale udfordrer både Melonis Fratelli d’Italia  og Lega, som anklages for at søge mod midten og konsensus.

Ikke dermed sagt at samme problematik i et en til en forhold kan overføres til DF. De forskellige landes helt indlysende politiske forskelle skal tages i betragtning og overdrevne generaliseringer undgås. Men de samme betingelser for fremtidige spændinger i DF ligger som i AfD og Rassemblement National gemt i partiernes programmatiske indre modsætninger, som igen reflekterer partiernes socialt/klassemæssigt brogede og uhomogene vælgergrundlags generelle utilfreds og protest mod den politisk-økonomiske elites krisepolitik siden eurokrisen i 2010, hvor den brede befolkning måtte betale for redningen af euroen og finansverdenen – og ikke samfundsøkonomien.

Det italienske billede sammenholdt med udviklingen i Rassemblement og AFD sandsynliggør en kommende splittelse af partierne i en konform og opportunistisk nationalkonservativ linje, som kan indgå alliancer med de traditionelle konservative partier og udkrystalliseringen af en mere militant højrenational strømning, som kun kan overleve ved at radikalisere partiernes oprindelige vælgergrundlag. Som igen kan fragmentere det parlamentariske og politiske billede yderligere, svække midten og åbne for mere militante konflikter. Og det er præcist i den situation og i den historiske kontekst, at xenofobien og partiernes potentielle racisme kan antage et nyt og dynamisk mobiliseringspotentiale, fordi socialkonservatismen er trængt i defensiven forårsaget af dens egen utopiske og anakronistiske karakter.

Afsluttende overvejelser

For at opsummere. Denne artikel har haft til hensigt at afdække de radikale nationalkonservative partiers indre modsætninger og potentielle splittelseslinjer. Formålet har været at argumentere for nødvendigheden af, at centrum-venstrepartierne (og især venstrefløjen) foretager en tiltrængt forkusforskydning. Væk fra den elitære og moralske kritik af disse partiers hysteriske xenofobi og kryptoracisme.

Den kritiske kamp kan ikke vindes moralsk eller akademisk af den simple men også forstemmende grund, at de højrenationales xenofobi indskriver sig i en langt mere rodfæstet og udbredt residual-kolonialistisk tænkning, der har martret Europa gennem de sidste to hundrede år, og som i dag stadig lever som en understrøm i det borgerlige Europas selvforståelse. Som naturaliseret geopolitisk kompas og historieforståelse. De højrenationales skingre og ofte modbydelige retorik er blot den ekstreme variant af tidsånden i det mondæne centrums saloner. Af samme grund er der en vis folkelig modtagelighed overfor de nationalkonservatives xenofobi og politiske utopier, hvorfor mange af vælgerne reagerer i protest over at blive stigmatiseret sammen med det parti hvis protestlinje, de støtter, fordi de ikke finder lydhørhed andre steder, og fordi tidsåndens selvforståelse er naturaliseret i den brede europæiske offentlighed.

De nationalkonservatives ”bløde bug” er deres anakronistiske og usammenhængende programmer, hvor det ene programpunkt modsiger det andet – ovenikøbet i samme kapitel eller paragraf. Derfor drejer det sig ikke om at skyde på partierne og deres luftige stressmarkører eller deres ledere som sådan, men om at gå efter partiernes ustabile forbindelse til vælgerne. Altså fokusere på det, der er vigtigt og nærværende for de mange vælgere i arbejderklassen, den lavere middelklasse og de mange småborgerlige entreprenører og ikke mindst de mange pressede ældre og personer i samfundets periferi både sociale og geografisk. Med det formål at demonstrere, at partiernes socialkonservatisme reelt aldrig bliver andet end en moderne fortolkning af konservatismens residualpolitik i modsætning til den velfærdsstat, man hævder at ville forsvare.

De nationalkonservative partier har ingen svar på ulighedens problem i deres økonomiske-politiske-sociale og kulturelle perspektiv. Faktisk bagatelliserer DF f.eks. ulighedsproblemet. Partierne vil, hvis de erobrer regeringsmagten, blive tvunget til at løbe fra de fleste af de socialkonservative løfter, hvis de skal accepteres af ”de tunge drenge” i erhvervslivet, finanssektoren og de stærkeste kræfter i samfundenes kulturbærende lag. Det helt afgørende fællestræk for samtlige partier er, at de ikke programmatisk, intellektuelt eller praktisk politisk kan fremlægge perspektiver, der peger fremad. De tangerer heller ikke løsninger på situationens problemer i de respektive nationalstater eller Europa. De peger kun tilbage til en tid, som historiens gang har ladt tilbage. Hvor staten kunne være den trygge ramme om nationens borgere og understøtte det nationale fællesskab.

Centrum-venstre kommer ingen vegne ved konstant at hænge partierne ud for at være populistiske, udemokratiske og racistiske. Populismemærkatet opfattes af partiernes tilhængere som den politiske midtes selvgode stigmatisering af alle politiske partier, bevægelser og vælgergrupper, der ikke vil eller kan adoptere ”Midtens” politikforståelse og parlamentariske indspisthed. Og som af samme grund også opleves af partiernes vælgere som en nedgøring af dem som politisk mindrebemidlede.

De radikale nationalkonservative partier eller den radikale højrefløj er hverken antidemokratiske eller racistiske. Men større eller mindre fraktioner i partierne og deres vælgergrundlag har potentialet til at blive det.

Hvis det scenarie skal forebygges, skal centrum-venstres politiske kritik målrettes den ”bløde bug”. Modgiften er ganske enkel og alligevel besværlig – om end nødvendig.

Det drejer sig om allerede nu at fremprovokere en åben og målrettet debat især udenfor parlamenterne om deres samlede og alligevel usammenhængende politik. Dvs. punkt for punkt demonstrere den politiske inkonsistens og de konkrete og jordnære konsekvenser for de vælgergrupper, som tiltrækkes af partiernes tilsyneladende varetagelse af netop deres interesser. Med det formål at tvinge de samme partier ud i en fortløbende politisk krydsild, hvor de skal forklare sig og praktisk demonstrere overfor deres vælgere, at skulle partierne opnå magt, som de har agt, ville netop de blive taberne.

Men forudsætningen for at anlægge den linje indeholder i sig selv et problem for centrum-venstre. Eller i hvert fald en udfordring. Centrum-venstre må for at udstille den manglende sammenhæng i den nationalkonservative utopi selv demonstrere en sammenhængende politik og organisatorisk samling både nationalt og i EU, der adresserer de samfundsmæssige hovedproblemer (eks. ulighedens og fremtidsfrygtens problem), hvis manglende løsning fra centrums side konstant nærer højrefløjens utopier.

Og det er ikke alene en parlamentarisk og elitær/akademisk opgave. Så langt fra. Centrum-venstre bør tage ved lære af de nationalkonservative partiers eksemplariske evne til at mobilisere og praktisk udfylde gabet mellem et mere og mere passiviseret og segregeret civilliv og en politisk-økonomisk elite, der parlamentarisk og kulturelt lukker sig om sig selv og banaliserer det offentlige politiske liv.

Spørgsmålet om højrenationalisternes regeringsduelighed er og bliver deres ”bløde bug”. Den moralske kritik, som er den fremherskende, forudsætter en anerkendt moral, som ikke længere findes. Derfor må kritikken være praktisk politisk.

Jan Helbak.