Konsekvenser af liberal rettighedstænkning?  

Det bliver stadigt tydeligere, at det politiske liv i de vestlige liberale demokratier ledes af parlamentariske oligarkier og i tiltagende grad inficeres af autoritære tendenser, påbud og formynderi, som vi ellers henviser til de autokratiske stater og styrer. Disse tendenser vokser i takt med den økonomiske lavvækst, de skærpede geopolitiske spændinger og konfrontationer og ikke mindst, fordi nutidens afpolitiserede parlamentarisme ikke kan løse de påtrængende økonomiske og sociale problemer indenfor den liberale retshorisont.

Det neoliberale hegemoni

Den filosofiske kerne i alle liberale fremtrædelsesformer, som de historisk har foldet sig ud, er, at mennesket eksisterer som en selvberoende enhed og naturligt er udstyret med umistelige rettigheder. De hævdes i den vestlige verden at være universelle og har efter 2. Verdenskrig været skrevet ind i menneskerettighederne. Alt, hvad der måtte stride mod de naturgivne eller kontraktbestemte frihedsrettigheder, er som følger uden legitimitet. I sagens natur må det selvfølgelig være sådan, når rettighedsværdierne er universelle og henfører til alle mennesker.

Dvs. der kan ikke tænkes nogen legitim samfundsform og retsnorm på den anden side af disse rettigheder, og der kan heller ikke tænkes et samfund, hvor mindste enhed ikke er individet, og hvor de specifikke relationer mellem individerne opfattes som bærende politisk, social og moralsk realitet, hvis legitimitet rækker ud over individet.

Liberalismens filosofiske kerne er af samme grund tendentielt antidemokratisk både som tænkningsform, politikform og institutionelt. Hvis de liberale frihedsrettigheder, hvor omdrejningspunktet – kerneværdien – er ejendomsretten, antages/hævdes at være universelle, må det nødvendigvis indebære en indskrænkning af folkesuveræniteten og rummet for demokratisk politik. Demokratiske bevægelser, politiske institutioner og politiske beslutninger kan ikke legitimt overskride, hvad der er universelt gyldigt som ret for alle mennesker.

Som politisk filosofi, økonomisk tænkning og verdenssyn deler de forskellige retninger indenfor det liberale spektrum samme udgangspunkt – det enkelte individ som rationalitetens eneste legitime grundlag og forankret i retslige kontraktformer til omverdenen.

Det ”neoliberale” hegemoni, hvad der strengt taget ikke betyder andet end historiens og kapitalismens moderne periode med et uomtvisteligt liberalt hegemoni, som i sin grundform henter sin historiske legitimitet netop i retsuniversalismens og menneskerettens dna-streng. Eller med Fukuyamas ord kendetegner den i historien endeligt opdagede politikform for det gode og rationelle samfund – dvs. som ophøjet historisk måleenhed for alle menneskelige bevægelser, udviklingsbestemmelser og tildragelser.

Hegemoniet her skal forstås som den politisk-teoretiske dominansform, der udgrænser demokratiske beslutninger, regeringer og forfatninger, der kolliderer med den liberale retsstatstænkning som universel retsnorm. Disse politiske ”anomalier” benævnes ”illiberale” demokratier (eks. Ungarn), for så vidt man ikke kan komme uden om, at de demokratiske institutioner i disse lande rent faktisk respekteres. Eller populistiske bevægelser (f.eks. AfD), der anerkender de demokratiske spilleregler, men udfordrer de herskende retsformer og de liberal-demokratiske institutioner. Og selvfølgelig alle de nationalstater, der godt nok både bygger på en forfatning og styrer samfundet gennem formelle demokratiske institutioner, men hvor forfatningen ikke sikrer de universelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder.

Det særlige ved det neoliberale hegemoni, som kan dateres til afslutningen på den kolde krig, som ”Vesten vandt”, er, at til forskel fra tidligere perioder med stærke liberale strømninger, har liberalismen som tankemæssigt verdenssyn for første gang opnået en dominansposition af næsten absolut betydning.

Af den grund er spørgsmålet ikke, om det liberale hegemonis verdensbillede kan overleve sine synlige forfaldstendenser på grund af sine indre modsætninger og retræte på verdensmarkedet, der nu er blevet fremtrædende i de geopolitiske magtspil, men om hvordan fremtidens politiske- og sociale kampe kan overskride de liberal-demokratiske samfundsformer og skabe en historie hinsides den liberale filosofis monoperspektiviske og eurocentriske grundlagsbestemmelser.

Velfærdsstatens begrænsning og åbning for den neoliberale horisont

Efterkrigstidens velfærdsstater og især de socialdemokratiske dominerede havde selv i de konstitutionelle monarkier, som var historiske kompromisser, (eks. Danmark, Norge, Sverige) det republikanske borgerperspektiv som udgangspunkt. Efterkrigstidens store og bærende lovgivningsinitiativer var baseret på positive friheds- og ikke mindst frigørelseskriterier. Ikke for det enkelte individ som abstrakt entitet, men for den enkelte som forpligtet borger i en velfærdsstat. (Som det f.eks. fremgik af det danske Socialdemokratis uddannelsespolitiske program fra 1969 og principprogram fra 1977). Borgernes positive grundlagsbetingelser for at leve i velfærdsstaten skulle sikres af statssystemet, der voksede enormt i 60’erne og 70’erne. Dels for at efterleve velstaternes mål, dels for at tilfredsstille forventningerne og dels for at kompensere for de mange sociale- og økonomiske byrder på samfundet, som den kapitalistiske vækst afstedkom.

Imidlertid overskred velfærdspolitikken kun i ekstraordinære situationer den liberale retshorisont, som efter verdenskrigen blev fastlagt som det kapitalistiske markeds legitime retsgrundlag. Konflikterne mellem velfærdsstatspolitikken og de kapitalistiske produktions- og markedsforhold førte i kortere eller længere perioder til ”grænsestridigheder” dér, hvor ejendomsretsgrænsen og de liberale individuelle frihedsrettigheder blev truet.  Ingen af velfærdsstatspartierne – heller ikke socialdemokratierne eller disses venstrefløj (eks. SF) – formåede på noget tidspunkt at udvikle bred tilslutning til et opgør med det underliggende liberale verdensbillede. Man kom aldrig længere end til at formulere ”det retfærdige samfund” som velfærdsstatens og velfærdsstatspolitikkens rationale. Hvilket i velfærdsstatens udviklingshistorie afstedkom et uløseligt spændingsforhold mellem den individuelle retshorisont og velfærdsstatens kollektiv-etos i alle samfundsanliggender både på den offentlige scene og i civilsamfundet.

Resultatet blev, at den politiske demokratiske kamp om den videre udformning af velfærdsstaten snigende blev remplaceret af en voksende ingeniørtænkning i samfundsforvaltningen. De demokratiske velfærdsforanstaltninger og deres politiske forankring i civilsamfundets mangfoldige eksistensformer blev professionaliseret og opslugt i statssystemet. Det kollektive borgerbegreb blev tilsvarende stadigt mere abstrakt og den individuelle ret stadig mere konkret og dominerende. Realiteten var i slutningen af 70’erne, at de kollektive velfærdsordninger stod i et stadigt mere anspændt forhold til det fremtrængende enkeltindivids retskrav i liberal forstand.

Krisegennemslaget i slutningen af 70’erne trak grundlaget væk under velfærdsstatens kollektive udviklingsorienterede og frigørende vækst. Fremtidsscenarierne, der politisk havde styret den politiske horisont, faldt sammen, og det, man kaldte og kalder ”vogterne” i statssystemet, fortrængte ”advokaterne” for borgernes interesser i betydning og indflydelse.

Velfærdsstaten var for dyr og for ineffektiv. Væksten i det offentlige skulle bremses og adgangen til velfærdsordningerne begrænses. Velfærdsstaten fremstod som økonomisk uforsvarlig og ude afstand til at løse de sociale- og økonomiske problemer, som krisen førte med sig. Det blev til en omfattende ideologisk konfrontation mellem velfærdsstatens universelle ordninger og  det enkelte individs universelle rettigheder.

I Europa blev det måske sidste virkelige opgør mellem den borgerlige kapitalistiske restaurationspolitik og velfærdsstatens venstrefløj gennemført under præsident Mitterand og Pierre Mauroy regeringen i 1982 i Frankrig med støtte fra venstrefløjen og kommunistpartiet. Regeringen vedtog en række nationaliseringslove bl.a. af banker og store industrier for at løse kriseproblemerne og forsvare velfærdsstaten. Omfattende kapitalflugt og investeringsstrejke blev resultatet. Regeringen tabte og blev tvunget til på alle fronter at tilpasse sig både neoklassisk økonomisk politik og neoliberal samfundsideologi. Mig bekendt har der ikke været de store opgør siden. Det var i øvrigt samme år den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen opgav at videreføre sin regering.

Det liberale angreb på velfærdsstaten – rehabilitering af kapitalistisk vækstlogik

Den politiske bevæbning til at gennemføre skiftet blev hentet fra både de moderate liberale fordelingsteoretikere som eksempelvis John Rawls og fra den radikale orientering med Robert Nozick, Friedrich August von Hayek og Milton Friedman i spidsen som toneangivende teoretikere. I opgøret med velfærdsstatens økonomiske grundlag og tænkning kom ammunitionen fortrinsvis fra Hayek og Friedmann, som ellers siden krigen havde været henvist til periferien indenfor samfundsvidenskaberne. Mainstreamtænkerne havde i efterkrigstiden med Keynesiansk dominans ikke taget de liberale tænkere helt alvorligt. De havde fristet en tilværelse i skyggen af den succesfulde ”blandingsøkonomi” og dens teoretikere – heri blandt mange socialdemokratiske samfundsingeniører, men som med krisen og dens karakter som stagflation i løbet af et årti mistede både forklaringskraft og betydning som strategisk akse for en videreførelse af velfærdskompromisset.

Det historiske regnebræt skulle gøres op. Profitten skulle genopbygges og borgerskabets klasseherredømme restaureres. Borgerbegrebet i kollektiv betydning stod i vejen for angrebne på fagforeningerne, de kollektive klasseorganisationer, de tilbageværende civilsamfundsbevægelser og statssystemernes følsomhed overfor borgerne. Men borgerbegrebet som sådant kunne ikke aflives, alene fordi det indgik/indgår i det liberale raritetskabinet. Vejen gik over en fusion af borger- og markedsbegrebet. Borgerbegrebet blev stillet lig individbegrebet, og politikken – den demokratiske politik i videste betydning – blev opsuget i kontraktpolitikken og over en periode på 40 år konverteret til ”konkurrencedemokrati” i Schumpetersk forstand. Over en bred kam blev hovedparten af de institutioner, der havde befordret socialiseringen til og vedligeholdelsen af den kollektive borgertilværelse og tilsvarende bevidsthed og værdiopfattelse remplaceret af et komplekst net af individuelle kontraktformer, individuelle tildelingskriterier osv. Vilkårene på det kapitalistiske marked, som velfærdssystemet netop havde skullet modificere og regulere, blev ophøjet til ideal.

En så dramatisk vending lader sig ikke gennemføre over en nat eller over et årti. Vendingen skulle gennemføres på alle tilværelsens områder, og gennem flere faser har det været tilfældet i tidsspandet fra 1979 (Washington Concensus) og frem til i dag.

Vendingens teoretiske udgangspunkt blev de forskellige varianter af rational choice og public choice, som i al enkelhed spejlede neoklassisk økonomisk tænkning på politik. Påstanden var, at alle menneskelige og institutionelle relationer kunne indordnes i vareudvekslingsskema. Alle handlede for at sikre sig selv. Begreber som borgerpligt, borgerdyd, solidaritet osv. var og blev abstraktioner og var med postmodernisternes ord gået under sammen med de store fortællingers skibbrud. Der var kun den daglige kamp for tilværelsen,  personlig lykke og den ”lille fortælling” tilbage.

Selve det politisk demokratiske system agerede efter samme motiver. Public choice teorien konstaterede, at de politiske partier og de enkelte politikere og embedsmænd i og udenfor de demokratiske institutioner i al væsentligt altid handlede i egen interesse. I den forstand kunne liberalismens ældgamle rædselsbillede vækkes til live: den evige risiko for statens vilkårlige overgreb på individet.

Ud over omfanget af intellektuel indsats for at fremme paradigmeskiftet med dets institutionelle udløbere helt ud til den mest beskedne forening hører det med som forklaringsfaktor, at borgerne i almindelighed og arbejderklassen og den lavere middelklasse i særdeleshed i det daglige rent faktisk erfarede de vilkår og problemer, som de liberale teoretikere og opinionsdannere beskrev i medierne. Den enkelte stod alene. Det var et faktum. De høje lønkrav og den megen militante tumult i 70’erne havde bidraget til inflationen, svækket nationens konkurrencedygtighed og bremset for tilpasningen til de nye teknologiske muligheder. Politikerne snakkede og snakkede, sagde et og gjorde noget andet. At forlade tillidsprincippet og overtage kontraktbindingen i alle forhold lød fornuftigt. Det var som om den økonomiske krise og arbejderbevægelsens paralyse havde pustet levende liv i det neoklassiske primitive menneskesyn. Den liberale verdensopfattelse og opløsningen af det virkelige levende menneske i en ahistorisk essentialistisk menneskefigur havde fået sin praktiske begrundelse i velfærdspolitikernes magtesløshed og vilje til at sikre kollektive løsninger på kollektive opgaver/problemer.

Det blev i et snigende tempo tilladeligt at se bort fra: At ”i den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men som politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier” (Carl Schmitt, Parlamentarismens krise 1923).

Efter de første store og spektakulære konfrontationer meldte spørgsmålet sig praktisk, om Reagan, Thatcher og Schlüter kunne fastholde den første sejr over arbejderklassen og dele af middelklassen og videreføre restaurationspolitikken? Eller om oppositionen skulle vise sig stærk nok til at tilbagevise den ideologiske offensiv og mobilisere for en nyformuleret progressiv velfærdsstats politik og rehabilitere det tidligere socialdemokratiske mindset.

Paradigmeskiftets institutionalisering

Arbejderbevægelsen, den samlede fagbevægelse og venstrefløjen forstod ikke at svare igen. Konsekvenserne af et åbent klasseopgør blev opfattet som uoverskuelig. Hovedtrenden i efterkrigstidens samfundspolitik og politisk-økonomisk teori havde været indrettet på opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten og statslig regulering af kapitalismen. De socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstatens udgrænsning af det kapitalistiske marked figurerede stadig som en del af partiets teoretiske gods. Men selv under de højspændte klassekonfrontationer op gennem 70’erne blev fremtidens ”socialdemokratiske projekt” aldrig operationaliseret og folkeligt forankret. Af samme grund bevægede den liberale tankegang sig mere ind i samfundspolitikkens centrum som indlysende funktionsduelige politisk/teoretiske alternativ til socialdemokratiernes fortvivlede bestræbelser for at løse 70’ernes stagnationsproblem. Den liberale ”kriseterapi” blev svaret på udfordringen.

Statssystemet og dermed statsudgifterne skulle slankes. Det offentlige system skulle udsættes for systemkonkurrence. Alle offentligt ansatte og ledere skulle vise deres værd på et nyt og udbredt marked for velfærdsydelser. Borgerne eller i realiteten individerne skulle som på det ”rigtige” marked vide, hvad de betalte for, og hvad de modtog. Det frie valg skulle være en gennemgående reguleringsmetode. Alle offentlige institutioner skulle markedsdeklareres. Det offentliges magtmonopolisering skulle nedbrydes af markedskræfterne og de offentligt ansattes formynderi sættes i gabestokken. Trods betydelige forskelle i omfang og tempo blev linjen et credo i hele Europa.

I Danmark, hvor Schlüters regeringer lå i læ af især Thatchers brutale angreb på velfærdsstaten, arbejderklassen og dens forskellige organisationer, kunne man med den nye ideologiske medvind undvige de store konkrete konfrontationer og hovedsageligt fokusere på den politiske, ideologiske og mentale forberedelse af de store institutionelle ændringer, der skulle sikre den senere institutionalisering af det liberale hegemoni.

Der blev nedsat kommissioner og udvalg til at granske alle hjørner af velfærdsstaten. Reelt blev der op gennem 80’erne ikke ændret meget. Men alle velfærdsstatens svagheder, den automatiske udgiftsopdrift, de systemiske svagheder, den lave samfundseffektivitet, de offentlige ansattes formynderi og bedrevidenhed blev lagt blot og hudflettet i de toneangivende medier og i utallige videnskabelige undersøgelser og rapporter. Som rationelle løsningsmodeller indførte man mål- og rammestyring, virksomhedsplaner, præstationsorienteret ledelse og i det hele taget en styrkelse af ledelsesbegrebet. Ledere blev til direktører. Administrationen blev flyttet ind centralt, hvor en helt ny type akademikere blev ansat til at styre den øgede kompleksitet.

Det afgørende i den periode blev selvfølgelig ikke virkeliggørelsen af alle de mange modeller og nye ”styringsparadigmer”. Det var heller ikke det strategiske mål. Det var derimod kampen om sjælene – dannelsen af den liberale psykologi og det ideologiske og mentale herredømme. Den kamp vandt de borgerligt liberale kræfter over hele linjen og det i en sådan grad, at de socialdemokratiske partier ikke længere kunne vinde regeringsmagten eller blot fastholde deres hidtidige styrke i egen ret. De måtte låne hos de liberale ideologer og i betragteligt omfang tilpasse sig liberal økonomisk politik og teori og opgive alle forestillinger om republikanske socialdemokratiske kollektivformer. Selv i de interne debatter i socialdemokratierne trådte det liberale enkeltindivid mere og mere i forgrunden som samfundsstyrende ideologiske kerne. ”Welfare blev til Workfare” (arven fra Bill Clinton) blev oversat til ”Ret og pligt”, hvor retten alene blev pligtens forvalter.

Det generelle og det gennemsnitligt relevante og fagligt funderede trådte i baggrunden fortrængt af den i bund og grund illusoriske frase om ”altid at tage udgangspunkt i den enkelte og den enkeltes behov”, der blev omkvæd i enhver politisk udmelding. Samfundets og borgernes samlede behov både som borgerret og borgerforpligtelse blev individualiseret og mistede status som social- og politisk realitet. Thatcher fik med sin radikale fortolkning af samfundsbegrebet, som en ansamling af individer – aggregering og ikke en bestemt struktur – ret. Ikke i ren form. Selvfølgelig ikke. Men som måde at tænke samfund og individ på – individ blev til det reelle og konkrete. Samfundet blev til en abstrakt omgivelse.

Kontrakt- og retspolitikken

Den anden og afgørende institutionaliseringsfase slog for alvor igennem omkring årtusindskiftet båret frem af dot.com krisen og af samme grund socialdemokratiernes sidste udløbsdato som centrale regeringsbærende partier og politisk-ideologisk forsvarsværk mod den liberale bølge. Partierne havde allerede op gennem 80’erne og 90’erne indoptaget en del liberalt tankegods. Dot.com krisen forstærkede den udvikling især på det økonomiske område.

I Danmark rullede den nye Fogh-regering institutionaliseringen (2002) af den liberale politik ud med en bredspektret ekspresfart i 00’erne. Fritvalgsloven indenfor ældreplejen i 2003 blev ideologisk og praktisk krumtap i liberaliseringsoffensiven op gennem 00’erne: Krav om konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Overgang fra opgaver til ydelser. Borgerkontrakter og individuelle retskrav og indførelse af effektmål som gennemgående styringsparadigme på næsten alle offentlige områder. Det hele sat i system og nødvendiggjort på makroniveau af strukturreformen fra 2007, hvor velfærdsstatens  institutionelle opbygning som demokratisk forvaltning blev atomiseret, og hvor udvekslingen mellem sektorområder og forvaltningsområder blev konverteret fra politisk-administrative vilkår til markedslignende transaktioner og tilsvarende metodekrav.

Strukturreformen skulle i Danmark få en langt mere vidtrækkende konsekvens for institutionaliseringen af den liberale samfundsopbygning og forankringen af den liberale tænkning end noget andet politisk skridt i perioden fra midt i 80’erne og frem til i dag. I den forstand er virkningshorisonten uden for de omhandlede institutioner og forvaltningsområder blevet undervurderet. Med strukturreformen blev politiske normer og interesser opløst i økonomisk- og pseudovidenskabelig teknik og bundet i kontraktformen som suveræne retsanliggender.

Opsplitningen af institutionskomplekser indenfor de offentlige sektorer, degraderingen af velfærdspersonalet til leverandører i en ydelsesdrift og de daglige økonomiske transaktioner mellem de forskellige offentlige enheder, konkurrenceudsættelse på helt op til 26% af offentlig drift og kontraktforholdet til borgerne skabte over årene det materielle grundlag og handlingsspor for de mentale ændringer og skift i politisk bevidsthed, holdninger og politiske præferencer. Den neoklassiske kalkule erstattede den politisk-sociale overvejelse og etik, og den offentlige sektors fagprofessionelle grundlag og handlingskodeks blev underordnet forudbestemte og fagligt arbitrære effektmål og budgetkalkuler.

Det liberale credo om adskillelse af økonomi og politik som den højest form for rationalitet (har aldrig været virkelighed) blev lovfæstet med Budgetloven i 2012. Som svar på eurokrisen vedtog regeringslederne i EU ”finanspagten”, som i Danmark blev omsat i en egentlig Budgetlov kalkeret efter den tyske ”schuldenbremse”. Statsbudgettet skulle lovmæssigt balancere eller holde sig indenfor en snæver udsvingsgrænse, der blev sat på baggrund af fiktive beregninger. Det blev kaldt ”råderummet”, der begrænsede det politiske muligheds- og beslutningsrum fuldstændigt uafhængigt af, hvad der måtte være politisk fornuftigt og fremadrettet (eks. kollektive investeringsbehov til fremtidssikring af infrastrukturen). Som en historiens ironi blev tilslutningen til Finanspagten og det lovforberedende arbejde udført af en socialdemokratisk regering, som uden tøven lagde en rendyrket liberal-og småborgerlig husmandslogisk argumentation for dagen. ”Man skulle sætte tæring efter næring”. ”Man skulle nødigt havne i sammen økonomiske uføre som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor regeringerne havde ført en uansvarlig økonomisk politik”. Hermed havde man udtømmende argumenteret for at lægge politikken i spændetrøje.

Eftervirkningerne af den stort anlagte og vidtforgrenede institutionalisering af markedsrelationerne og den liberale retshorisont i både det offentlige liv og i civillivet har i Danmark været en omfattende juridificering af det politiske liv. (Internationalt har den liberale ”rules based order” fortrængt aftalerne om international lov i f.eks. FN).

Der er foregået og foregår en kontraktlig indsnævring af den demokratiske politiske suverænitet og beslutningshorisont og nok så meget den politiske debat, der er blevet steriliseret til teknik og afkoblet fra de forskellige samfundsgruppers legitime interesser. Samme forhold gør sig gældende for de politiske interessemodsætninger i de parlamentariske forsamlinger. Stadigt hyppigere ender politiske (store og små) uenigheder i parlamentariske spil eller som ”politiske sager”, der løftes over i pseudojuridiske kommissioner sammensat af eksperter, som hævdes at stå over politik og politiske særinteresser og alene referere til bestemte retsnormer. (Her skal blot som eksempel henvises til minksagens forløb, hvor ret og snæver lovforvaltning blev sat over sund fornuft og samfundsmæssigt rettidig omhu. Det var mere tydeligt end ved tidligere sager, at den ubetingede respekt for ejendomsretten stod over hensynet til samfundets tarv).

Men det helt centrale aspekt her som ved alle de andre moderne kommissionssager er, at de politiske stridspunkter er druknet i juridiske fortolkninger, som har været nær umuligt at forholde sig til for borgerne/vælgerne. Det har været op til den institutionaliserede visdom: jurister, retsteoretikere, parlamentariske ledere, statstoretikere mv. at udlægge teksten og fælde dom over politikken, mens borgernes har været henvist til tilskuerpladserne med retten til at råbe højt i alle retninger, men heller ikke andet.

Den anden eftervirkning er mere dybtgående og strukturel. Den viser sig nu i snart sagt alle samfundsspørgsmål. Den ”liberale revolution” (Måske lidt overdrevet, men alligevel) har gennem den 40 årige offensiv omdannet ikke bare statssystemet, men også det parlamentariske system til politisk og administrativt oligarki (med det politiske centrum som ideal) uden vitale rødder og kanaler ud i civilsamfundet. Konsekvensen er, at det politiske oligarki er blevet tættere forbundet med den akademiske elite og medieverdenen og mere sårbart overfor markedsagenternes pres (erhvervslivet) og omvendt ikke på bølgelængde med vælgerne. Måske ikke det helt store problem så længe velfærdsgoderne ikke er krympet alt for meget. Men i og med det ikke længere er tilfældet, bliver selve den oligarkiske politikforståelse et fremrædende problem. Befolkningens tillid svinder, fordi dem derinde i ekkorummet blot snakker, uden at problemerne løses. De vokser tværtimod. Det mest aktuelle eksempel er det katastrofale boligproblem både i Danmark og i de andre europæiske lande, som politikerne reelt ikke ved, hvad de skal gøre ved. Og skulle de komme på kreative løsninger, ville de ikke selv kunne mobilisere for radikale forandringer. Baglandet er der ikke mere eller er splittet i en række individualistiske interessefraktioner hvorfor dem, der profiterer af boligmanglen, roligt kan fortsætte spekulationen, og hvis det skulle blive nødvendigt mobilisere til forsvar for de velerhvervede rettigheder og markedets rationalitet – set ”i et langt perspektiv”.

Intet udenfor retshorisonten

Helt afgørende for forståelsen af det liberale tankesæts dybde er, at skiftet er foregået på en sådan måde og over flere årtier, at de liberale tænkeformer, liberal samfundsteori og moral, neoklassisk økonomisk teori, som notorisk bygger på abstrakte modeller og helt urealistiske opfattelser af individet og indlysende forkerte antagelser om, hvordan et samfund fungerer og hænger sammen, ikke desto mindre er blevet naturaliseret i en sådan grad, at det ”liberale menneske” er blevet vores anden natur: At alle mennesker (formelt) er lige i kraft af deres menneskelighed er ikke demokrati, men en særlig form for liberalisme, det er ikke en statsform, men en individualistisk-humanitær moral og verdensanskuelse. Eller som Karl Marx i 1846 skriver om det samme: ”Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois”.

I den forstand er det, man kalder det neoliberale hegemoni, langt stærkere og mere resilient, end den aktuelle samfundsdebat giver indtryk af. Det er måske et af de allerstørste problemer nu, hvor det liberale verdenssyn og samfundsudformning skaber flere problemer og konflikter, end den løser, og hvor samfundenes sociale og moralske sammenhængskraft og de tilsvarende institutioner tyndslides af individualismens rethaveri og emfatisk egoisme. Og hvor de kræfter indenfor centrum-venstre (S+SF+EL+R), der fremhæver sig selv som alternativ til ”de rå markedskræfters politik”, døjer med at tænke ud over og på den anden side af det liberale verdens- og menneskesyn. Det gælder både hvad angår politisk perspektiv og principper, synet på politik som sådant, overvindelse af individualismens forsnævrede horisont, den anvendte diskurs og den konkrete teoretiske og institutionelle udfordring af liberalismen.

Hele det mentale billede er forankret i retstænkningen. Hvor meget man end henviser til den uretfærdige fordeling af rigdommen, til konsekvenserne af udhulingen af velfærdsstaten, til forråelsen af samfundslivet, til atomismen og til markedets kolonisering af civilsamfundet, så vil disse politiske og moralske henvisninger falde på stengrund, så længe de samme partier ikke tør udfordre vores ”anden natur” og de historisk grundløse forestillinger om de liberale frihedsrettigheders og den liberale retstats universelle status.

Horisonten skal overskrides – og det er ikke lige til

Hermed være også sagt, at den socialistiske venstrefløj ikke skal gøre regning på at blive en positiv ledende politisk-og social kraft i fremtiden, hvis ikke bevægelsen formår et bredspektret og politisk-filosofisk opgør med det liberale paradigme. Først og fremmest et længe påkrævet filosofisk opgør med den Lockianske ejendomsreifikations påstand om: ”at individet ejer sig selv”. Altså den ultimative selvobjektivering af mennesket. For uden de historisk mangfoldige fortolkninger og fornyelser/genformuleringer af John Lockes mantra ville de liberale teoretikere, politikere og mediekommentatorer ikke kunne fastholde kravet om de liberale frihedsværdier og de abstrakte menneskerettigheders universalitet og forsvar af den totalitarisme, der er forbundet hermed.

Den anden side af mønten er, at i takt med, at de liberale samfunds sammenhængskraft reduceres med foruroligende hast, herunder den folkelige respekt for det politiske- og administrative establishment, oplever vi i dag en glidende autoritær metamorfose. Antallet af love – forbudslove og foreskrivende love – vokser i takt med, at markedsrelationerne trænger ind alle steder og forstyrrer/ødelægger de traditionelle og værdifulde mellemmenneskelige relationer og borgerdyder. Den liberale drøm om respekten for den enkelte, retten til at udtrykke sig, retten til at eje, retten til at holde det offentlige fra døren, til frit at bevæge sig mv. indskrænkes nu oftere og oftere af lovgivningsmagten og regeringerne, fordi samfunds- og civillivet er blevet mere og mere ustyrligt, intolerant og aggressiv rethaverisk.

Hvis neoliberalismens dehumanisering skal overvindes af et socialistisk velfærds alternativ forankret i en fælles vilje, forudsætter det som første skridt venstrefløjens vilje og evne til selv i egne rækker kognitivt, mentalt og filosofisk at vriste sig fri af den næsten absolutte individfigurs forståelses- og erkendeform. En renæssance for kollektivforståelsen og den fælles vilje udgår ikke fra et abstrakt ideal, men over dekonstruktionen af illusionen om individet som samfundets mindste enhed. Komplekset af relationer er samfundets konstitutive element, og samfundets struktur er en strukturering af levede komplekse relationer, hvorigennem menneskene producerer deres egen historie og samfundsformation.

Hvis venstrefløjen blot fortsætter med at kritisere kapitalismens ustyrlige kræfter og borgernes voksende velfærdstab uden teoretisk at opløse liberalismens grundformer indefra, vil velfærdsbegrebet – som enheden af politik-økonomi- og det sociokulturelle liv – fortsat friste tilværelsen som moralsk og abstrakt tillæg til den liberale individualisme, der tyranniserer det politiske og det offentlige liv. Foreviget af åndselitens metafysiske dyrkelse af nuet som virkelighedens udgangspunkt og historiens fortrængningspunkt.

Jan Helbak.