Putins kvantefysik-metafor  

Hvorfor beskæftige sig med Putins tale i Sohci? Fordi den er interessant og åbner for en forståelse af, hvordan Putin og den politiske elite i Rusland tænker. (http://en.kremlin.ru/events/president/transcripts/78134)

Hvert år (22 i alt) afholdes der et større diskussionsseminar i Valdai Internationale Diskussionsklub i Sochi i Rusland. I de sidste år har der været tradition for, at præsident Putin har stået for hovedtalen. Således også i år, hvor talens indhold ikke forventedes at være så forudsigelig som de foregående år. Efter talen afholdes der altid en længere diskussion af tre timeres varighed med hovedtaleren.

Indholdet i Putins tale var for en stor dels vedkommende forudsigelig. Det gælder begrundelserne for den særlige militære operation i Ukraine, kritikken af de Vestlige ledere og retten til enhver tid il at forsvare Ruslands sikkerhedsinteresser. Talen indeholdt også den obligatoriske gennemgang af de geopolitiske styrkeforhold og en kort vurdering af de internationale brændpunkter.

Putins kvantefysiske metafor

Midt i talen foretog Putin, hvad han selv kaldte en kort digression, som absolut ikke er uden betydning: ”For at eliminere grundlaget for blokkonfrontationer og skabe et fælles sikkerhedsrum erklærede vores land to gange vores parathed til at slutte os til Nato. Første gang skete det i 1954 i Sovjet æraen. Den anden gang skete under Bill Clintons besøg i Moskva i 2000” ”Jeg diskuterede spørgsmålet med Mr. Clinton – med præsident Clinton. Han sagde: ”Ved du hvad, det lyder interessant. Jeg tror, det er muligt”. Efterfølgende sagde han om aftenen: ”Jeg har konsulteret mine folk – det er ikke muligt, ikke muligt nu”. ”Hvornår vil det blive muligt”? (Putins spørgsmål). ”Og det var det, og det hele gled ud i sandet”.

Ud over at have en vis historisk interesse for forståelsen af forløbet fra Sovjets opløsning og frem til i dag, indeholder Putins lille konkrete tilbageblik hans og den russiske elites helt grundlæggende ønske om at udarbejde én bindende europæisk sikkerhedsarkitektur for at skabe tryghed for alle de europæiske nationalstater (hvortil Rusland hører. Rusland har i århundreder i lange perioder hørt til Europa alt afhængig af de politiske konjunkturer i Europa) og som undertekst begrænse USA’s hegemoniske vilkårlighed.

Nu tilbage til den centrale del af Putins tale, som rækker langt ud over alle de andre temaer både hvad angår tyngde og perspektiv.

Efter at have gennemgået Ruslands placering i verden og vurderet landets fremtidige muligheder, indledet han det centrale afsnit på denne måde: ”Vi må også forstå, at en polycentrisk verden er meget dynamisk. Den fremstår skrøbelig og ustabil, fordi det er umuligt i det lange løb at fastholde en bestemt orden eller en magtbalance for en længere periode. Faktisk er der mange aktører i disse processer og deres styrker er asymmetriske og sammensat meget komplekst”. Disse bemærkninger ledte over til de mere principielle betragtninger eller måske i virkeligheden Putins verdens- og historiesyn, som burde interessere alle de kommentatorer, der har fulgt og beskrevet topmødet.

”Verden af i dag er et ekseptionelt komplekst og multifacetteret system. For at beskrive verden ordentligt og forstå den er det ikke længere tilstrækkeligt at forlade sig på simple logiske love og årsags-virknings relationer og de tendenser, der tilsyneladende udgår fra dem. Hvad, der er brug for, er en kompleksitetens filosofi – en tænkeform lig kvantefysikken – som giver en dybere forståelse og på en vis måde er mere kompleks end den klassiske fysik”.

”Og det er præcist på grund af denne kompleksitet i verden, at det samlede grundlag for aftaler ser ud til at øges, sådan som jeg ser det. Når alt kommer til alt, er lineære og unilaterale løsninger blevet umulige, og ikke lineære og multilaterale løsninger kræver seriøst, professionelt, upartisk, kreativ og til tider ukonventionel diplomati.”

”Det er præcist i den ånd – ånden i det 21. århundredes diplomati – at nye institutioner udvikles”. Her henviser Putin bl.a. til BRICS, SCO, Eurasiatiske samarbejdsorganisationer samt til en række andre regionale samarbejdsorganisationer, der skyder frem som alternativ til de kendte internationale efterkrigsinstitutioner, som efter hans opfattelse ikke længere er i stand til internationalt at afbalancere komplekset af nationalstatslige interesser.

Hvad mere er fortsatte Putin: ”Alle disse nye (samarbejds) strukturer er meget forskellige, men de er forenet af én vigtig kvalitet: Deres modus operandi er ikke princippet om hierarki og underordning under en enkelt dominerende magt. De afgrænser sig ikke negativt overfor andre. De opererer i egen ret.”

Som en opfølgning på dette verdens-historiesyn drager Putin konsekvensen: ”Humanitetens sikkerhed afhænger af menneskehedens evne til at reagere (rationelt) på de mange udfordringer i form af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer, den teknologiske udvikling og radikale sociale, demografiske og informationsmæssige processer. Alle disse forskellige udfordringer er tæt forbundne og skyder frem næsten af sig selv og ganske ofte. Jeg har allerede sagt det – helt uforudsigeligt og på en måde, hvor de følger deres egen indre logik og regler og til tider, tør jeg sige, uden om menneskers vilje og forventninger”.

Som afslutning på denne korte gennemgang af sit verdenssyn i talen konkluderede Putin: ”Jeg vil ikke skjule: I dag er der ikke konsensus om, hvordan verden skal organiseres og på hvilke principper flere årtier ud i fremtiden. Vi har bevæget os ind i en lang periode, hvor vi er tvunget til at søge og ofte bevæge os fremad via ”trial and error”. Hvordan et nyt og stabilt system endeligt vil tage form – og hvordan rammen vil se ud – forbliver ukendt. Vi må være klare på det faktum, at for en lang tid fremover vil politisk og økonomisk udvikling være uforudsigelig og til tider turbulent.”

Kort sagt samtidig med, at begivenheder og udfordringer folder sig ud og ofte slet ikke som forventet, bliver det afgørende at definere egne positioner/narrativer og horisonter for ikke at blive begivenhedernes fanger eller ofre. Det er her, Putins reference til kvantefysikkens teoretiske kompas bliver vigtig.

Kort kommentar til Putins kvantemetafysiske metafor

Den klassiske fysik er deterministisk, hvilket vil sige, at hvis man kender al information om et system, vil man kunne forudsige den fremtidige udvikling. Ideelt set behøver man ikke at operere med usikkerheder. Omvendt opererer kvantefysikken alene med sandsynligheder, idet man ikke kan måle på punkt og bevægelse på en og samme tid og kan af samme grund ikke nøjagtigt og entydigt bestemme hverken bevægelse eller punkt. Hvad der eksempelvis sker mellem to målepunkter, kan man kun sige noget om med en vis statistisk sandsynlighed. Hvilket igen betyder, at den klassiske årsags-virknings logik ikke kan anvendes.

Enhver ved selvfølgelig godt, at for alt det, vi kan se, gælder den klassiske fysiks love, men ikke når det gælder iagttagelse af den mikroskopiske atomare verden, hvor det, man iagttager og måler på, påvirkes af målemetoden. Bevægelserne her foregår for det meste i spring, der ikke kan forudsiges, fordi springene ikke forløber kontinuert. Vi må med andre ord acceptere, hvad Verner Heisenberg i 1927 definerede som ubestemthedsrelationer, hvor observationerne ikke kan bestemmes med vilkårlig nøjagtighed. Ifølge Heisenberg er ubestemtheden en uomgængelig del af naturen og ikke et udtryk for menneskelig uformåenhed eller mangel på viden. Ubestemthedsfaktoren skal tværtimod accepteres som udgangspunkt.

Hvis jeg har forstået Putin ret, forsøger han i forenklet form at overføre kvantefysikkens opdagelser og metoder som grundlag for sin forståelse af verden. Vi kan forsøge at forstå verden og verdenssituationen i dag på grundlag af geopolitiske analyser, som vi har været vant til i årtier. De spiller i dag en afgørende rolle i diskussionerne om verdens tilstand, som når vi eksempelvis anvender begreber som ”en ny verdensorden”, konflikterne mellem Vesten og det Globale Syd, modsætningerne mellem demokratier og autokratiske styrer osv. Men det bringer også ikke meget nærmere en forståelse af, hvad der faktisk sker, og hvad de enkelte begivenheder har af konsekvenser. F.eks. når vestlige statsmagter eller alliancer af statsmagter, som vi kender det, finder sig berettigede til at gribe ind i andre staters interne forhold, eller når man iværksætter omfattende sanktioner for at tvinge andre stater til at rette ind efter de regler, som de mest magtfulde stater har udformet.

Bedre bliver det ikke, når det alene er ensidige moralske værdier, der lægges til grund for at legitimere de forskellige handlinger, som når f.eks. den danske udenrigsminister anfører som forudsætning for at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat – altså en to-statsløsning, at Hamas skal afvæbnes og ophøre med at eksistere som politisk magt. Ved at komme med sådanne udtalelser ændrer han totalt ved det hidtidige grundlag for anerkendelse af nationalstater, som hidtil intet har haft med statens indre politiske opbygning at gøre. Der indføres en vilkårlighed, som igen kan åbne for en række ikke forudsete konflikter, der udelukker den klassiske årsag-virkningslogik. Eller sagt på en anden måde åbnes der for en ny kompleksitet af vilkårlige referencepunkter, der tillige forskyder det punkt, hvorfra den første handling udgik, hvilket igen reducerer mulighederne for at handle rationelt i forhold til de mål, man ønsker at opnå. I Løkke Rasmussens tilfælde indtager afvæbningen af Hamas tronpladsen og forskubber palæstinensernes statsretlige og legitime krav om en statsanerkendelse til en betinget følge af det første. Løkke Rasmussens logik flugter præcist med USA’s og Europas tilsidesættelse af FN’s charter og vilkårlige indgreb i andre nationalstaters interne anliggender.

Kernen i Putins metafor er netop, at vi i dag er henvist til at kalkulere med spring i begivenhederne og forlade os på sandsynlighedsanalyser, der kan øge kvaliteten af analyserne, hvis de frigør sig fra den traditionelle fokusfiskering og i stedet forsøger at indfange hele det kompleks af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forskydninger, der som oftest optræder som enkeltbegivenheder. Her er det, at Putin insisterer på at operere med tilnærmede helheder, hvis omfang og dybde aldrig kan bestemmes med ”vilkårlig nøjagtighed”, men må begribes som tendenser eller mindre spring, der på et tidspunkt slår igennem som faktiske ændringer på den store politiske scene og ofte frembringer forvirring og lige så ofte afstedkommer opfattelser, beslutninger og handlinger, der bidrager til at øge forvirringen eller fører til handlinger med helt uoverskuelige konsekvenser.

Med afsæt i Putins kvantefysiske metafor vil jeg i de næste afsnit forsøge at lægge den til grund for en mere lokal analyse af krigens forløb i Ukraine. Det vil sige, at jeg afstår fra at inddrage alle de mange konflikter og politisk-militære udfordringer, der konstant popper op som nye brændpunkter i verden. Jeg afstår tillige fra at inddrage de seneste aktuelle begivenheder.

At se bort fra komplekset af processer, der lige nu udspiller sig på verdensscenen og alene fokusere på en enkelt, men dog meget vigtig begivenhed, er selvfølgelig lidt kunstig og dog nødvendig for på overskuelig måde at afprøve, om Putin overhovedet har sagt noget, vi kan bruge.

Ukraine – det forudsigelige bliver uforudsigeligt

Ruslands særlige militære operation i Ukraine kan dog retteligt ikke behandles eller forstås som en enkeltstående begivenhed. Den har tværtimod afstedkommet en hel række af handlinger med afgørende betydning for hele Europas udvikling. Derud over har den igangsat eller indirekte åbnet for en række processer overalt i verden, der allerede nu udfolder sig i dynamiske spring (handelskrige, regimeændringer, sanktioner mv.), som har og vil få afgørende indflydelse på den geopolitiske og økonomiske udvikling og af samme grund øve indflydelse på snart sagt alle nationalstaters indre politiske liv, puste til de socioøkonomiske modsætninger og konflikter og skabe radikale ændringer i det hidtil kendte internationale institutionelle billede.

Men her skal det alene handle om krigen i Ukraine og dens betydning for Europa og den Atlantiske alliance.

Forløbet op til Ruslands invasion af Ukraine i 2022 var i det store og hele forudsigelig. I hvert fald siden Putins tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München i 2007, hvor han gjorde klart, at Rusland af sikkerhedspolitiske grunde ikke ville acceptere Ukraines optagelse i Nato og Nato-tropper helt op til Ruslands grænser. Siden 1992 havde det ellers været USA’s dobbeltstrategi at svække Rusland gennem Natos Østudvidelse og i samme moment disciplinere Europa i et permanent spændingsrum for på den måde at sikre USA mod enhver form for magtpolitisk udfordring af sin unipolære dominans.

På trods af Putins advarsel fortsatte Østudvidelsen af Nato. I 2008 blev det på Nato-topmødet besluttet at igangsætte en tilslutningsproces for Ukraine og Georgien. Efter den beslutning var det kun et spørgsmål om tid før, det ville komme til en åben konfrontation mellem Rusland og Nato – med Ukraine som stedfortræder. Men var forløbet frem til Ruslands særlige militære operation i Ukraine forudsigelig, skulle det ikke komme til at gælde konsekvenserne bl.a. på grund af en række fejlberegninger og fordomme indlejret i beslutningerne om Natos Østudvidelse.

Bag Natos Østudvidelse lå den udbredte opfattelse til grund, at Rusland var økonomisk og militært svag. Faktisk byggede NATO-landenes vurdering af Rusland på et billede, der gik tilbage til Jeltsin-tiden. Man havde et fejlkalkuleret billede af, hvad hele kredsen omkring Putin havde sat i gang hvad angår velfærdsforanstaltninger, økonomisk udvikling af moderne industri, opdyrkning af nye eksportområder og omfattende reformer af militæret og det militærindustrielle kompleks.

Forestillingen var at med en massiv oprustning af Ukraine ville det være muligt at tvinge Rusland til kapitulation og gennem lige så massive sanktioner tvinge Rusland økonomisk i knæ. Rationalet var og er til dels i dag, at et sådant resultat ville tvinge Putin og hans administration fra magten og åbne Rusland for nye mere provestlige kræfter. Dette forsimplede årsag-virknings narrativ kom til at bestemme USA’s og de europæiske regeringslederes dispositioner op til og umiddelbart efter invasionen og har – i hvert fald i offentligheden – været lagt til grund for deres beslutninger helt frem til i dag tre et halvt år inde i krigen. Dvs. at man på højeste plan har tilsidesat alle historiske erfaringer vedr. krig mod Rusland og forbrudt sig mod en indlysende forholdslogik ved at se bort fra det simple faktum, at Ukraine ikke på noget tidspunkt har haft styrken til at vinde krigen, og at Rusland ikke kan og ikke vil tabe den.

Fejlberegninger der som grundtone udspringer af forestillingen om, at den Atlantiske alliance vandt den kolde krig på grund af de amerikanske og europæiske liberal-demokratiske samfunds næsten universelle overlegenhed. Og som følge heraf ikke har haf nogen grund til at vurdere eget grundlag kritisk. De andre var jo underlegne på alle områder, og Rusland blev hånet som ”verdens største tankstation”. Kort sagt har udviklingen siden 1992 fulgt en underliggende kurve, men konsekvenserne har mildest talt været uoverskuelige.

Truslen fra Øst

Nu svæver et narrativ ikke frit i luften. Der ligger altid et helt sæt af ganske jordnære og konkrete interesser indlejret i ethvert narrativ. Det er for så vidt banalt. Det er derimod mindre banalt, at narrativet ofte vender op og ned på årsag og virkning – eller rettere helt tilsidesætter årsag-virkningslogikken – og stik mod forventninger virker bestemmende tilbage på formningen og udviklingen af de indlejrede interesser.

Det billede, der i Europa er malet af den epokale trussel fra Rusland og af et land styret af en autokratiske enehersker, blev systematisk opbygget samtidig med Natos Østudvidelse. Det var ikke længere Sovjetspøgelset, man så, men derimod et autokratisk og samfundsmæssigt tilbagestående Rusland med et imperialistisk dna. Som sådan blev Rusland særlige militære operation læst ind i det billede og udvidet til, at blev Putin ikke stoppet i Ukraine, ville hele Europa være i farezonen. Det interessante her er billedets fetichagtige primitivitet og indlysende irrationalitet. Men på trods af, at narrativet ikke har blot et skær af realisme, blev det kolporteret som et givet faktum til de europæiske befolkninger, der mand og mand imellem kunne gøre sig forestillinger om russiske kampvogne i Berlins, eller Paris’ eller Bruxelles gader. Sådan virker narrativets propagandistiske funktion. Men hvis funktionen ophøjes til grundlag for Nato-alliancens strategi og mål, hvilket er tilfældet, åbnes der for magisk tænkning, hvad ”koalitionen af frivillige” er eksempel på, og diplomatiet degenerer til politisk magtspil og bedrag.

Fikseringen på overlegenheds-narrativet og blindheden overfor karakteren af først og fremmest Europas egen position har i sig selv bidraget til at vanskeliggøre eller direkte umuliggøre enhver realistisk fredsforhandling. I modsætning til præsident Trumps bestræbelser for at lægge krigsengagementet bag sig og nedtone USA’s sikkerhedsforpligtelser i Europa – stormagtsrivaliseringen med Kina vejer tungere – er de europæiske statsledere nu fanget i deres eget narrativ og er af samme grund her tre et halvt år inde i krigen ude af stand til at formulere en militær strategi og praktiske politisk-diplomatiske mål. Krigen og de hektiske oprustningsbestræbelser er blevet målet, hvad der af samme grund har ført til den ene eskalering af konfrontationerne efter den anden.

Eksempelvis har hele virakken vedr. dronerne i Polen og Danmark og de russiske jageres overflyvning af Estisk luftrum bidraget til, at man nu i ramme alvor i både Nato hovedkvarteret og i EU overvejer at opstille en dronemur og vedtage en ”no-fly zone” i den vestlige del af Ukraine vel vidende, at sidstnævnte har karakter af en krigserklæring. De europæiske statsledere (bortset fra the usual suspects i Slovakiet og Ungarn) har uden at tænke konsekvenserne igennem på de utallige krisemøder skruet på krigsretorikkens volumeknap og malet sig selv op i et hjørne, hvor springet fra militær støtte til Ukraines stedfortræderkrig til selv at blive direkte involveret er rykket nærmere. Skulle man være i tvivl, bortvejres den af EU’s udenrigspolitiske repræsentant Kaja Kallas’ fuldtonede politiske og økonomiske støtte til præsident Zelenskys ønske om erhverve langtrækkende Tomahawk-missiler fra USA (finansieret af Europa gennem den særlige Nato indkøbsfacilitet) vel vidende, at i fald Ukraine skulle modtage og affyre disse missiler mod mål dybt inde i Rusland, vil springet til en konfrontation mellem Rusland og Nato være en realitet.

Blindheden og søvngangen

Især europæernes narrativ og forestillinger om Ruslands kapitulation har indskrænket deres egen horisont i den forstand, at statslederne, deres rådgivere og de mange mainstreamkommentatorer ikke på noget tidspunkt har forholdt sig konkret til russernes krav/mål og deraf afledte militære strategi.

Allerede i 2022 gjorde Putin det ganske klart, at den særlige militære operation først og fremmest havde som mål at tvinge regeringen i Kiev til forhandling om de fire østlige oblasters (Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizzja) vilkår og status og sikring af den russisktalende befolknings sikkerhed. Ved forhandlingerne i Istanbul fremlagde russerne de vigtigste krav om: at de fire Østukrainske oblaster skulle have status af autonome regioner indenfor Ukraines grænser eller som alternativ integreres i den russiske føderation, og at den ukrainske hærs og de radikale nationalistiske militsers angreb i Donbass-området skulle indstilles øjeblikkeligt. At det russiske sprog skulle accepteres og respekteres. At Ukraine skulle forblive en neutral nationalstat uden fremmede tropper på Ukrainsk grund.

Som bekendt blev forhandlingerne saboteret, og den særlige militære operation ændrede karakter til åben krig, hvad der åbnede for det meget komplekse billede, vi kender i dag. Russerne har siden ikke ændret meget på deres krav, men det er stadig ikke Putins hensigt på nogen måde hverken at besætte hele Ukraine eller tvinge en kapitulation igennem. Det sidste nævnes kun som den mest ulykkelige og utilsigtede løsning, hvis alle diplomatiske bestræbelser og forhandlinger forbliver frugtesløse. Og helt modsat alle de europæiske militære kommentarer skal Ruslands langsomme fremgang på slagmarken ikke tolkes som svaghed eller traditionel nedslidningstaktik, men forstås indenfor rammen af de første forhandlinger og fredsudspillenes logik. For russerne har det hele tiden været ret indlysende, at man ville tabe freden og været bundet til permanent mobilisering, hvis man blev tvunget til at indtage Kiev eller endog besætte hele Ukraine. Derfor har krigen for russerne aldrig handlet om at erobre andre dele af Ukraine end de fire Østukrainske oblaster og fastholde Krim.

Med andre ord har to vidt forskellige narrativer og som sådan forestillinger om en mulig afslutning på krigen stået overfor hinanden siden forhandlingsnedbruddet i Istanbul. Ikke desto mindre er det stadig den ufærdige fredsplan fra Istanbulmødet, der lever sit eget liv nedenunder virvaret af politiske udspil og retorikken om Ruslands kapitulation og truslen om Ruslands (Putins) imperiale ambitioner. Og medmindre krigsretorikken og hysteriet i de europæiske hovedstæder omsættes til ansvarsløse konfrontationer helt ude af kontrol, kan man forestille sig, at de diplomatiske skridt, som på et tidspunkt vil finde sted, vender tilbage til start – dvs. tager udgangspunkt i de udkast til  fredsaftaler, der lå klar til de endelige forhandlinger i april 2022.

Afhængigheden af truslen fra Øst

Nu forholder det sig ikke sådan, at de europæiske statsledere bare er vildfarne krigsgale og blottet for realitetssans. For samtlige ledere og regeringer i Europa gælder, at deres narrativ er formet af en bred og ikke nødvendigvis unison vifte af interesser. I kort form kan de koges ned til at bevare magten og stabiliteten, sikre EU’s fortsatte sammenhængskraft og overvinde den voksende afstand i alle europæiske lande mellem den politiske elite og befolkningerne. Men også at overvinde de voksende modsætninger mellem USA og Europa og endnu vigtigere at overvinde den udbredte oplevelse af en uendelig række af sociale- og økonomiske tilbageskridt uden løsninger på den anden side af horisonten. En tilstand, der blev til en accelereret og helt uigennemtrængelig proces efter Coronaepidemien, der først og fremmest forstærkede globaliseringens fragmentering af verdensmarkedet og som følge de internationale institutioners autoritet og handlekraft.

Udviklingen fra det CIA fabrikerede Maidankup i Kiev 2014 (og præsident Janukovitjs flugt) og frem til Ruslands invasion af Ukraine skal selvfølgelig forstås i regi af Østudvidelsen, men nok så meget i forhold til de socioøkonomiske problemer i EU og delvist USA: Voksende statsgæld og statsunderskud. Inflationen ude af kontrol, og som i dag stadig er meget høj for husholdningerne, og hvad værre er, ikke kan forklares ud fra de traditionelle økonomiske paradigmer. Finanspolitiske stramninger og en reformpolitik, der næsten er gået i stå.

Om det er i EU eller i medlemsstaterne eller i USA overskygger regeringernes defensive politik det mulige offensive udsyn. Kulturelt, moralsk og filosofisk og ikke blot økonomisk og geopolitisk har forsvaret af de vestligt definerede universelle værdier været det bærende omdrejningspunkt, selv om afstanden mellem værdigrundlaget og virkeligheden på den store scene er vokset år for år. Kort sagt er Europa og delvist USA blevet fanget i deres egen globaliseringspolitik, der over fyrre år har betydet en ekstrem dynamisk og helt uforudsigelig og springende udvikling på verdensmarkedet og en modsvarende afindustrialisering af USA og Europa. Et voldsomt skifte, der ironisk nok er blevet opfattet som økonomisk vækst og lagt til grund for BNP beregningerne og som sådan den politiske forestilling om fortsat vestlig økonomisk overlegenhed.

Ud fra den forestilling troede man, at Nato landene gennem sanktioner kunne tvinge Rusland i knæ. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Til gengæld har sanktionerne bl.a. på grund af øgede energiudgifter svækket EU landenes økonomi, så den samlede vækst i 2025 er helt nede på 0.2% ifølge Eurostat. For det andet har sanktionerne fremskyndet de tidligere kolonilandes sammenslutningsbestræbelser (BRICS, SCO og flere andre samarbejdsfora) om økonomisk- og finansielt samarbejde udenom USA og Europa. For det tredje har EU’s interne forhandlinger om at konvertere Ruslands indestående i Euroclear beliggende i Belgien allerede nu fået en voksende kapitaludstrømning fra Europa som konsekvens. Og for det fjerde har det vist sig, at Europas militære kapacitet er svag og usammenhængende samt, at Europa ikke længere både kan finansiere Ukraines krig med Rusland og samtidig bevare forestillingerne om de nationale velfærdsstater og et EU i økonomisk og miljømæssig fremdrift.

De europæiske statsledere og de centristiske regeringskoalitioner (centrum-venstre/højre), der greb det antirussiske narrativ ud fra forestillingen om en relativ hurtig politisk kapitalisering, står nu som haren i lyskeglen og kan hverken gå frem og tilbage. Hvad, der er på spil for de politiske ledere, er mindre krigens menneskelige og økonomiske omkostninger i Ukraine, men derimod deres autoritet og politisk moralske præstige. Hvad der igen kun er de personlige og snævre politiske udtryk for Europas svindende politisk-økonomiske og kulturelle dominans og selvforståede overlegenhed.

For tredje, eller fjerde eller femte gang i historien er Rusland blevet tildelt rollen som inkarnationen af civilisatorisk tilbageståenhed og imperial brutalitet og som sådan en eksistentiel trussel mod det Europa, der i hele sin udviklingsbane eller baner – helt op til i dag – har forfulgt den negative afgrænsning for at overvinde interne stridigheder. (Man kan eksempelvis endnu i dag konstatere, at sårene fra euro-krisen ikke er lægt).

Når narrativet falmer

Som bekendt forudsætter et selvbillede for at være virkningsfuldt omverdens anerkendelse. I Europas tilfælde er den vigende. Og dette langsomme og snigende tab af en selvindlysende overlegenhedsforståelse æder sig mere og mere ind i befolkningernes egenforståelse. Det sker i takt med Ukraines tilbagegang på slagmarken. Man kan næppe overvurdere, hvilken betydning det vil få for den almindelige selvforståelse og selvtillid i de europæiske lande efterhånden, når meldingerne om den reelle udvikling på slagmarken vinder frem og river ”tyrkertroen og trusselsbilledet” i stykker.

Europa bevæger sig næsten søvngængeragtigt mod et punkt, hvor regeringskriser som i Frankrig og Tyskland, de mange møder i EU og Nato om øget militær uden reelle resultater æder sig ind på det hidtil så stærke narrativ, der fængede i krigens første år. Flere rapporter og udtalelser fra eksperter dokumenterer, at Europa ikke kan mobilisere den tilstrækkelige militære produktion. At støtten trods de mange proklamationer om det modsatte falder (er faldet med hele 43% de sidste måneder).

De sidste meningsmålinger viser på den anden side en faldende tilslutning til den militære oprustning, fordi det ikke kan bortforklares, at betalingen skal hentes i nedskæringer andre steder i statsbudgetterne (det er officielt i både Frankrig og Tyskland).

Hvis eller rettere når den snigende fornemmelse af, at Ukraine ikke kan vinde krigen og Rusland ikke tabe den uanset oprustningens omfang slår igennem, falder hele den fortælling, som støtten til Ukraine har bygget på, sammen. Ikke fra den ene dag til den anden og sandsynligvis heller ikke som et spektakulært sammenbrud.

Det centrale spørgsmål, som stadigt hyppigere trænger sig på her tre et halvt år inde i krigen, er ikke længere, hvordan Ukraine kan vinde krigen, men hvad der skal til for at nå en fredsløsning?

Overvejelser

Krigens gang i Ukraine og dens uhyre vidtrækkende og komplicerede konsekvenser demonstrerer om nogen enkeltbegivenhed, hvor utilstrækkelig den traditionelle årsag-virkningslogiske determinisme, fokusfiksering og tro på strategiske prognoser, der ofte løftes ud over de konkrete historiske rammer, er. Ingen og i hvert fald ganske få gjorde sig i 1992 eller i 2014 eller i perioden op til Ruslands invasion i 2022 forestillinger om, at krigen ville udløse de mange nye problemer og skift i de internationale styrkeforhold, som krigen ikke har skabt, men netop udløst. En gyldig forklaring kan være, at tendenserne allerede lå i svøb, og at europæerne og amerikanerne stadig hang så meget fast i Vestens dominansnarrativ, at man enten ikke så eller også undervurderede omfanget af de kræfter og den modstand udenfor den Atlantiske alliance, der længe havde vist sig som enkeltstående begivenheder, og som hidtil kunne tackles gennem enkeltstående interventioner.

Nu forholder det sig ikke sådan, som det ellers er et yndet tema på YouTubes mangfoldige antal af kommentator-cites eller i dele af mainstreammedierne, at et kollaps er nært forestående, eller at Vestens dominans braser sammen og en ny verdensorden rejser sig som fugle Phøniks. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan processerne (i flertal) på verdensarenaen vil forløbe og hvilke aktører, der vil drive dem fremad. BRICS og SCO med flere regionale samarbejdsorganisationer er ikke bare de nye og sammenhængende drivere på verdensscenen. Selv om Trumps sanktions- og toldpolitik både bremser den globale økonomiske udvikling og sætter nationalstatslige regeringsinteresser op mod grundlæggende kapitalistiske profitinteresser, og selv om vi måske går ind i en periode, hvor AI boblen sprænger, indebærer disse begivenheder ikke automatiske kollaps.

Men den komplicerede sum af alle disse handlinger og Vestens forsmag for regimeændringer i lande, der ikke efterkommer Vestens krav, følger i sig selv deres egen logik og dynamik og ikke mindst en voldsom forøgelse af uforudsigeligheden i en form for systemisk og institutionel entropi.

Mulige horisontåbninger

Hvordan stiller det så helt konkret udsigterne til en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine? Det spørgsmål afføder et nyt spørgsmål. Er det muligt, at Macron, Friederik Merz, Keir Starmer, Mette Frederiksen og alle de andre ledere i Europa skulle kunne forlade deres selviscenesatte narrativ og selv bevæge sig mod et punkt – også presset af præsident Trumps ønsker om at komme ud af engagementet i Ukraine – hvor de kan enes om at formulere eller tilslutte sig et reelt udspil til en realistisk fredsplan, som sikrer både Ruslands og Ukraines nationale interesser og som baner vejen for forhandlinger om en omfattende sikkerhedsarkitektur i Europa, hvor Rusland også hører til?

Vurderet ud fra det punkt, hvor vi befinder os lige nu, er svaret forsigtigt formuleret – næppe. Med den eskalering af krigsretorikken, det politiske hysteri og oprustning er det aktuelle billede, at krigslogikken er det enerådende og determinerende narrativ.

Men for ikke at blive paralyseret af det fastlåste fokus, kan det være hensigtsmæssigt at rette blikket væk fra de formelle parlamentariske stridigheders lukkede rum og nærmere undersøge strømninger og bevægelser, der udspiller sig om end diffust udenfor regeringsbygningerne.

I de sidste to måneder er eksempelvis hundrede af tusinder gået på gaden igen og igen i protest mod massedrabene i Gaza. Men protesterne har ikke kun været rettet mod den israelske regering og Trumps uforbeholdne støtte til Netanyahu. Protesterne har også været vendt mod de europæiske regeringers hykleri og de facto støtte til hans politik såvel som mod det moralske forfald, de europæiske regeringsledere har bragt over hele Europa. Skammen og den ophobede indignation tilsat flere års håbløshed og passivitet er drivkraften i massedemonstrationerne, herunder tabet af tillid til, at deres egne ledere og de politiske institutioner overhovedet længere har blik for anstændighed og borgeres interesser og tryghed.

Et vigtigt observationspunkt her er selvfølgelig, om denne udvikling vil stimulere den psykologi, der kan spores hos ”Generation Z”, som overalt har sat sig i spidsen for massedemonstrationerne. Og om demonstrationernes indre dynamik vil udfordre de højrenationales fremgang i takt med, at det viser sig, at de heller ikke sidder inde med svar på den mange underliggende problemer, der præger stort set hele Europa. (Samme billede ses i øvrigt i Sydkorea, Japan, Indonesien og USA og Latinamerika, hvor protestbevægelserne også vokser).

Generation Z (en mangefacetteret strømning) er den gruppe i befolkningen, der i det daglige har stadigt vanskeligere ved at få ”enderne til af hænge sammen”. Hermed ikke sagt, at demonstrationerne er udtryk for politisk klarhed, at de præges af bestemte programpunkter, eller at de automatisk vil udvikle sig fra reaktion til politisk offensiv. Men de repræsenterer åbenlyse udfordringer til den teknokratiske parlamentarisme og det politiske centrums styr på begivenhederne.

Vi kan ikke på nuværende tidspunkt vide, hvad mobiliseringerne udvikler sig til. Ejheller kan vi forudsige hvor dybe indhug, de vil forårsage i den parlamentariske stabilitet. Men der er en sandsynlighed for, at disse ret spektakulære bevægelser i Europas gader kan slå over i modstand mod fortsat krig i Ukraine og gribe dybt i den krigsmodstand, som indtil nu har været det radikale højres mærkesag i modstanden mod den politiske elite. Det vil sige, om den sociale og politisk-moralske indignation, der har præget de mange demonstrationer, vil aflejre en bredere krigsmodstand og en politisk udfordring af det politiske centrum. Demonstrationerne og andre modstandsformer bliver politisk betydningsfulde i den udstrækning de bliver til alment anerkendte samlingspunkter for en ophobet diffus utilfredshed.

For så vidt de mange demonstrationer bevæger sig ud over de aktuelle frustrationsudbrud, kan de intonere et opgør med det herskende krigsnarrativ, og belejringspsykosen og presse de europæiske regeringers tornede vej til en kursændring.

En mulig kursændring vil så igen åbne for helt nye udviklingsspring bl.a. i forhold til den Atlantiske alliance og den interne politiske geografi både i EU og i medlemslandene, som bl.a. på grund af krigen i Ukraine indtil nu ikke har kunnet tage form. Det hører i den forstand med til billedet, at de forestillinger om en mulig fredsløsning i Ukraine, vi gør os, også må indeholde en diskussion af de mulige nye konsekvenser, som vi på nuværende tidspunkt under det givne narrativ helt har fritaget os selv fra at tænke igennem og diskutere politisk.

Jan Helbak