Socialisme som historisk mulighed

Dette blogindlæg er en lettere redigeret udgave af en artikel, jeg på opfordring skrev til tidsskriftet ”Eftertryk” i august måned. Nedenfor bringes redaktionens introduktion og efterfølgende selve artiklen.

”Claus Bryld har i en tidligere artikel (https://www.eftertrykket.dk/2025/06/01/14661/) diskuteret om socialismen er et muligt svar på dén økologiske krise, den kapitalistiske vækstøkonomi skaber. Jan Helbak kommer her med sit bud på ’hvad der må gøres’. Det er en opsang til det, han kalder utopiske socialister og et argument for en stringent og usentimental analyse af de faktiske magtforhold, enhver kamp for socialisme må tage udgangspunkt i”.

Indledende bemærkninger

Indledningen til Claus Brylds artikel er eksemplarisk kortfattet og rummer meget præcist hele artiklens essens: ”Gert Petersens vision om en demokratisk overgang til socialisme står som et af de klareste bud i dansk idehistorie”.

Der er flere problemer i denne formulering. For det første, hvad menes med en ”demokratisk overgang”? Der findes jo flere demokratiopfattelser, men den liberal-demokratiske parlamentariske model siden 2. Verdenskrigs afslutning har indtaget demokratidefinitionens hædersplads i den anglo-amerikanske verden og skubbet alle andre former ud i glemslens mørke. Herunder socialistisk demokrati som tidligere var et ligeværdigt modstykke til borgerlig parlamentarisme.

Denne sondring er vigtig, fordi den har betydning for, hvordan man forstår både de processuelle muligheder, og betingelser og statsmagtens rolle og magtfunktion i den socialistiske transformationsproces.

For det andet: Bryld fremhæver Gert Petersens vision som et vigtigt bidrag til den danske idehistorie, men er socialismen en ide, når den samtidig er en nødvendighed? Socialismen er begrundet i kapitalismens indre modsætninger og utålelige socio-økonomiske kriser. Socialisme er både en politisk-social bevægelse og en ny samfundsformation, der gennem samfundsovertagelse af produktionsmidlerne, planlagt produktion og distribution skal løse de opgaver, som ikke længere kan løses under kapitalismen. Som sådan er socialismen både som teori og som bevægelse praktisk mere end den er en ’ide’.

Claus Bryld spørger også: ”Hvilken socialisme er overhovedet mulig i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj”?

Der findes ingen kongevej til socialismen, og en hvilken som helst bevægelse mod socialisme må tage udgangspunkt i de givne betingelser. Vi ved eller burde vide, at klimakrisen ikke kan løses under kapitalismen. Den er født og udviklet under den kapitalistiske produktions- og markedslogik, og der kan ikke foretages radikale løsninger på klimaproblemerne, som ikke truer kapitalismens eksistensgrundlag. Faktisk må organiseringen af produktionen og indretningen af en fremtidig samfundsformation, som skal rette op på klimaproblemerne, udformes efter socialistiske principper. Hvordan det skal foregå i praksis, findes der ikke én, men mange forskellige bud på afhængig af de konkrete lokale og historiske betingelser.

Fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj, som Bryld henviser til, er ikke noget nyt fænomen, men er et produkt af klassekampens uensartede udvikling og ikke en statisk tilstand. Så spørgsmålet er rettere, hvordan socialister kommer ud af fyrre års defensiv efter at være tvunget i knæ af kapitalistklassernes alt omfattende neoliberale offensiv.

En offensiv der havde to mål. At genopbygge profitabiliteten, som var alvorligt truet i 70’erne, og at opløse den socialdemokratiske og socialliberale velfærdsstat indefra. Den offensiv lykkedes for den sidste dels vedkommende. Ikke alene er velfærdsstaten både som projekt og samfundssystem afmonteret, men den socialdemokratiske arbejderbevægelse er stort set reduceret til et skrøbeligt værn om de sidste tilbageblevne rester af velfærdsstaten. Og som den allervigtigste gevinst for kapitalistklasserne er det lykkedes via den neoliberale offensiv på alle tænkelige samfundsområder at gøre det næsten umuligt konkret og praktisk at tænke et alternativ.  Neoliberalismen æder samfundet op indefra og skaber samfundsmæssig entropi.

Mange gode indsigter

Gert Petersens bog ”rummer stadig mange gode indsigter”, skriver Claus Bryld. Lad os tage nogle af de vigtigste i øjesyn. Det skal i den forbindelse med, at Gert Petersen rent historisk var et barn af den ulykkelige, men tidsbundne konflikt mellem arbejderbevægelsens revolutionære- og reformistiske fløj.

Gert Petersen advokerede på bedste marxistiske vis for et samarbejde med socialdemokraterne. Men sagde som det var vanligt, at det ikke skulle ”ske på reformisternes præmisser om at holde reformerne inden for kapitalismens rammer”. Det var faktisk heller ikke socialdemokratiets politiske strategi før begyndelsen af 1980’erne. Den var, som det lidt uklart blev formuleret i 1977-programmet, gennem reformer, øget offentlig styring og regulering at presse den kapitalistiske produktionsmåde ud af markedet gennem dettes socialisering. Den opfattelse grundstødte allerede to år efter med indgåelse af regeringssamarbejdet med Venstre, fordi der ikke var andre muligheder, i og med at socialdemokratiet som de fleste socialistiske partier hang fast i en borgerlig demokratisk samfundsopfattelse.

Velfærdsstrategien havde nedenunder de vage forestillinger om den ”demokratiske socialisme” reelt fortrængt enhver forestilling om en socialistisk magtovertagelse. Under krisen i 70’erne løb socialdemokratiet ind i den kapitalistiske virkeligheds mur. Det var ikke et spørgsmål om, at velfærdsstaten var blevet for dyr, som det forlød, og som partiet ikke havde noget modsvar til, men handlede om, at den kapitalistiske krise overbebyrdede velfærdsstaten. Overfor det problem magtede hverken socialdemokratiet eller SF at udforme en reformpolitik, der greb ind overfor de af kapitalismen skabte samfundsproblemer. Den krisefri kapitalismes tid var forbi.

I det store og hele var der ikke den store forskel på socialdemokratiets nye radikale principprogram fra 1977 og Gert Petersens visioner. Men i den konkrete virkelighed kunne hverken S eller SF drive det videre end til ØD, virksomhedsråd osv. uden i øvrigt overbevisende at forklare, hvordan en sådan overgangsstrategi skulle forløbe i et lille land afhængigt af et overvældende kapitalistisk verdensmarked.

Rent praktisk afskar Gert Petersen sine overgangsvisioner fra enhver forbindelse til virkeligheden ved at kræve et brud med EF, fordi institutionen var ”med til at opretholde kapitalismen”. Han og mange andre så bort fra det faktum, at den danske nationalstat havde og har nøjagtig samme funktion.

Afskrivningen af en fælles europæisk socialistisk strategi for omdannelsen af EF til en social føderation bl.a. op til vedtagelsen af ”det indre marked” i 1985 indskriver sig som en af den europæiske socialistiske bevægelses alvorligste fejltagelser i nyere tid. ”Ud af EF”-politikken førte til skjult nationalisme og forbrødring med de nationale småborgerlige kræfter og handicappede på den anden side enhver realistisk og grænseoverskridende social reformpolitik, der kunne forene de uhomogene europæiske lønmodtagerklasser og udgøre den måske vigtigste modoffensiv mod den neoliberale offensiv.

Det er fuldstændig korrekt, at der ikke i arbejderklassen var en klassebevidsthed, som rakte ud over kampen ”for bedre reproduktionsbetingelser”. Men problemet med den betragtning var og er, at arbejderklassen som sådan er en abstraktion. Den virkelige arbejderklasse dengang og nu består af mange forskellige sociale og politiske miljøer med vidt forskellige vilkår og politiske indsigter, som ikke kunne udvikle sig videre uden et politisk lederskab med en klar og praktisk strategi for den videre velfærdskamp. Hvorfor ”gå på barrikaderne”, når enhver kunne indse, at en socialistisk bevægelse i Danmark ville blive stoppet brutalt af den europæiske og amerikanske kapital. Man kan blot tænke på Mitterandregeringens traumatiske nederlag i Frankrig i 1982.

I og med afvisningen af det europæiske føderale perspektiv i næsten alle europæiske arbejderbevægelser, fandtes der ikke et politisk lederskab til at udvikle klassekampen og den politiske bevidsthed, der jo ikke folder sig ud på baggrund af gode og tiltrækkende ideer og værdier, men som svar på konkrete problemer.

Når Gert Petersen antog, at der først skulle ske en ”kulturrevolution, hvor mennesker er begyndt at tænke alternativt om sig selv og samfundet” som forudsætning for overgangen til socialisme, opgav han de facto klassekampen som en dannende og langstrakt magtkamp mellem de brede lønmodtagergrupper og de herskende klasser. Som alternativ tildelte han de mange forskellige bevægelser en entydig progressiv dynamik, hvilket igen og igen er bevist ikke er tilfældet. Og han rettede ikke op på illusionen ved formaningen om, at ”vi må vogte os for ikke at falde i den modsatte grøft og undervurdere de materielle basis-betingede forhold”. Gert Petersen faldt hermed faktisk tilbage til de mest dogmatiske og sterile opfattelser af basis-overbygningsmodellen, som med Marx og Engels’ egne ord ikke var andet end en abstrakt analysemodel og ikke en virkelighedsbeskrivelse. (Klart formuleret i Engels’ brev til Joseph Bloch september 1890).

Gert Petersens gode indsigter rakte og rækker ikke længere end til at være endnu et bidrag til de mange abstrakte modeldebatter om vejen til socialisme, som florerede på venstrefløjen på præcist det tidspunkt, hvor socialdemokratiet abdicerede fra regeringsmagten, og den neoliberale offensiv mod velfærdsstaten og de organiserede lønmodtagergrupper for alvor tog fat og tvang ét langt tilbagetog igennem. Den defensive og til tider udsigtsløse kamp for at forsvare velfærdsstaten, statens velfærdsforpligtelser og lønmodtagernes rettigheder har efterfølgende, som det var formålet, slidt ikke bare arbejderbevægelsen, men også dens socialistiske del ned til at være protestbevægelser og vogtere af modeller uden offensive perspektiver overhovedet.

Dæmonerne i skabet

Claus Brylds fremstilling af det teoretiske gods, socialismen bygger på, er efter min opfattelse diskutabel. Det gælder f.eks. omtalen af Lenins værk Staten og revolutionen, hvor Lenin forudsagde statens bortdøen, når overgangsprocessen under proletariatets diktatur var ført til ende. Som en sidekommentar skriver Claus Bryld, at ”som bekendt gik det lige modsat i Sovjetunionen. I virkelighedens verden skabte bolsjevikkerne historiens største og mest undertrykkende statsapparat, i hvert fald inden Folkerepublikken Kina, der ligeledes er bygget på en leninistisk model”. Forklaringen på Sovjets degeneration skal med andre ord helt udenfor historiens gang findes i Lenins model (hvilken?) og ikke i den blodige klassekamp og borgerkrig, der sammen med invasionen af fremmede troppers forsøg på at bringe Sovjetstyret i knæ, førte Rusland ud i dyb armod.

Gert Petersen tog afstand fra revolution forstået som et kup, skriver Bryld, og ”dermed tager han afstand fra den russiske oktoberrevolution”. Men var oktoberrevolutionen et kup og i givet fald hvordan? Hvis ikke sovjetterne under bolsjevikkernes ledelse havde taget magten, ville general Kornilov have gennemført et brutalt militærdiktatur. Vilkårene for at gennemføre bolsjevikkernes politik var elendige, og det betød, at partiet og sovjetterne blev tvunget ud i en abrupt politik, der førte til flere politisk strategiske fejltagelser. Bl.a. Lenin forsøgte at rette op på flere af disse fejltagelser i opgøret med ”krigskommunismen” og med vedtagelsen af NEP-politikken. I det opgør på den 11. partikongres 1922 advokerede han indstændigt for, at de ledende dele af arbejderklassen skaffede sig et klarere og mere realistisk billede af de mulige eller umulige betingelser for at gennemføre en socialistisk transformation med eller uden borgerkrig. Og samtidig bragte overensstemmelse mellem programmerne og folkets praktiske virkelighed.

Hvad angår Claus Brylds reference til Kina, udgør denne henvisning et aktuelt teoretisk-analytisk problem, fordi udviklingen i Kina med et pennestrøg identificeres med Sovjets degeneration. Hermed lukkes der af for en konkret analyse af Kinas udvikling som ”socialisme med kinesiske særtræk”. Den betragtningsmåde er idealistisk dogmatik og ikke det, der er brug for, hvis socialister skal rejse sig fra asken. Der lukkes også af for at følge det brede spekter af seriøse politiske diskussioner blandt mange kinesiske intellektuelle om Kinas udvikling af en konkret socialistisk markedsøkonomi som led i landets omfattende transformationsproces

I Kina forsøger man at finde praktiske veje til på den ene side at gennemføre socialistiske samfundsforandringer og på den anden side af ren og skær tvang indgå kompromiser med de internationale kapitalistklasser. I den klassekampsdynamik findes der ingen facitlister, og man er helt på det rene med, at der er begået og vil blive begået mange fejl.

Men samme realitetssans finder man ikke hos Gert Petersen. ”Socialismen skal indføres ad demokratisk vej, og alle demokratiske grundrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed med flere skal respekteres, også under overgangen. Det indebærer, at en revolutionær regering må gå af, hvis den taber et valg”. Som om det skulle være muligt uden at få katastrofale følger.

Forestillingen her er, at revolutionen skal gennemføres indenfor det borgerlige demokratis parlamentariske rammer.  Af samme grund afviser Gert Petersen ”total-nationalisering” og ”total-statsplanlægning”. Hans modbillede er et demokratisk selvforvaltningssystem.

Nu står de to formationer principielt ikke i modsætning til hinanden, hvilket man bl.a. kan se praktisk behandlet i den aktuelle diskussion i Kina om udviklingen af en ”multi-tier” model.

Og hvad er det helt konkret for et statssystem, der tales om? Hvad er det for en statsplanlægning? Og er et selvforvaltningssystem per definition progressivt, selv om det er demokratisk? Gert Petersen skævede til Jugoslavien, som faktisk gik i indre opløsning, fordi det ikke lykkedes at opbygge en sammenhængende og rationel omformning af samfundet. I stedet blev landet plaget af regionalisme og lokalegoisme, og arbejderklassen blev spundet ind i disse interessekampe.

Fællesviljen kommer, som Emile Durkheim skriver i Professional ethics and civic morals, ikke af sig selv. Den skal gennemføres gennem institutioner, bestemte normer og grænser for social acceptabel adfærd på en sådan måde, at den internaliseres og opleves som individernes indre nødvendighed.

I lighed med Marx og Engels forstod han, at de forskellige klasser er abstrakte kategorier for forskellige grupper af individer, der udfolder deres interesser under ganske bestemte betingelser, og ofte er de i virkelighedens verden modstridende. Den modsætningernes enhed, som bl.a. Gert Petersen forudsætter, skabes alene gennem en lang kamp dels mod de herskende klasser og deres professionelle bobestyrere i de øvre middelklasser og dels mod den herskende klasses ideer, tænkemåde og verdenssyn, som hidtil har formet fællesviljen. Et opgør med den går over den erobrede statsmagts tvangsforanstaltninger. En af metoderne formulerede Lenin for eksempel klart, da han i en tale på den Alrussiske Sovjetkongres i 1920 retorisk stillede spørgsmålet: ”Hvad er socialisme” og svarede ”det er Sovjetmagt og elektrificering”. Socialismen kunne under de givne betingelser ikke udvikles uden elektrificering, og elektrificeringen kunne ikke gennemføres uden et tvunget tæt samarbejde mellem arbejdere og de tekniske lag i den russisk middelklasse

Fællesviljen eller den socialistiske bevidsthed og vilje former sig ikke af sig selv. At nå dertil forudsætter langvarige opgør med de vidt forskellige særinteresser i samfundet, som ikke er indstillet på at rette ind. Hertil kræves tvang, og statsmagten er og bliver det ultimative tvangsapparat, uanset om den fungerer i en kapitalistisk eller en socialistisk samfundsformation. Og uanset om statsmagten bygger på arbejderråd, mange forskellige civile organisationer og bevægelser. Statsmagten som tvangsapparat forsvinder eller opløses først den dag, hvor tvang er overflødig. Om det overhovedet er muligt, ved vi af gode grunde ikke en pind om.

Hvad, vi derimod ved med sikkerhed, er, at klassekampen ikke kun indeholder kampen mod de herskende klasser, men nok så meget folder sig ud som politiske og ideologiske kampe mellem de mange forskellige samfundsfraktioner (som eks. husejere, lejere, faglærte/ufaglærte, professionsuddannede, byboere/beboere i periferien osv.) om den praktiske omsætning af den socialistiske strategi. Dvs. som overvindelse af afstanden mellem de mange og hver især rationelt begrundede enkeltinteresser og skabelsen af den nye fællesvilje.

En anakronisme?

Claus Bryld tager i anden del af sin artikel med rette forbehold overfor Gert Petersens visioner/ideer med sætningen: ”Thi medmindre man kunne påvise en forbindelse mellem SF’s politiske praksis og Gert P’s ”revolutionære” retorik, ville det hele jo ende med blot at være ord, ren retorik”.

Jeg vil ikke kalde Gert Petersens visioner/ideer tom retorik. Det forekommer mig mere frugtbart at placere Gert Petersen i kategorien utopiske socialister, der repræsenterede ganske bestemte ideale forestillinger om socialismen og vejen dertil uden at forholde sig realistisk til magtspørgsmålet, karakteren af den politiske ledelse og hvordan klassebevidstheden skulle udvikles. I stedet udviklede de i mange forskellige versioner et smukt politisk univers, som både var tiltrækkende og fungerede som demarkationslinje overfor henholdsvis socialdemokrater og stalinister. Det ulykkelige var, at de i virkelighedens verden bidrog til at handlingslamme hele den socialistiske venstrefløj, da den neoliberale offensiv tog fart.

Faktisk ser jeg ikke som Claus Bryld Gert Petersens skrift som en anakronisme. Rigtig nok har ”tidens tand gnavet” i skriftet, men dets indhold lever en stille eksistens på dagens venstrefløj, hvor den utopiske socialisme har antaget mere uskarpe konturer og er uden Gert Petersens marxistiske vokabular. Og den kan som sådan tilbyde et mere tilforladeligt alternativ til en degenereret socialdemokratisme og indtage pladsen i det samlede politiske billede som et moralsk komfortabelt sted at befinde sig i en periode, hvor kapitalismen på alle områder viser sig fra sin mest brutale side. Men lede klassekampen kan de utopiske socialister ikke, for hertil kræves skarp virkelighedsanalyse, politisk strategi og et politisk parti, der vil magten og ikke ideale modeller for socialismen og vejen dertil.

Claus Bryld mener, at ”hverken nationale eller internationale revolutioner af socialistisk art er sandsynlige på nuværende tidspunkt”. Men strengt taget har vi aldrig været vidne til socialistiske revolutioner. Vi har været vidne til revolutioner, der ud fra den konkrete historiske nødvendighed udviklede sig til socialistiske revolutioner, men som startede som demokratiske revolutioner. Det forhold gælder også i dag, hvilket bl.a. burde få socialister til indgående at beskæftige sig med, hvad der er i proces i flere afrikanske lande og omvendt påbegynde en radikal nyorientering af socialisters EU-strategi og analyse af det frigørelsespotentiale, der ligger indbygget i Ukrainekrigen og de geopolitiske spændinger. Herunder lægge afstand til dæmoniseringen af Rusland og i stedet hæve sig over den borgerlige retshorisont og seriøst analysere, hvad der sker i landet og betydningen af tilnærmelsen mellem Rusland og Kina. Samt denne tilnærmelses betydning for videreudviklingen af BRICS. I hele dette kompleks gemmer der sig en række frisættende opbrud, som især socialister må tage alvorligt.

Ingen steder i denne verden lever nogen regimer op til de gængse ideale forestillinger om socialisme og ”ægte demokratisk” socialistisk overgangspolitik. Men det er ikke ensbetydende med fraværet af en økonomisk-social- og politisk dynamik flere steder, der kan slå over i socialistisk retning, fordi massebevægelserne vokser, og deres politiske lederskaber modnes.

F.eks. er det værd at studere udviklingen i Burkina Faso (og hele Vestafrika), som i dag er under et militærstyre, men samtidig underlagt en indre dynamik, der fører til det ene opgør med de imperialistiske magter efter det andet og breder sig til det øvrige Vestafrika. Ikke for at idealisere hverken kuppet eller det, der sker. Men for at blive klogere på dynamikken.

Ligeledes må det i dag være socialisters forpligtelse af analysere BRICS, SCO og Belt and Road initiativet ganske tæt. Kina spiller en hovedrolle i begge fora, fordi Kina kun kan udvikle sin overgangsøkonomi ved at skabe nye markeder udenom de imperialistiske centre og gennem politisk-økonomisk- og kulturelt samarbejde ”eksportere” sin samfundsopbygning, politiske ideologi og kultur. Og det er præcist det, Kina gør: At være integreret på verdensmarkedet og underlagt imperialistisk inddæmningspolitik på den ene side og praktisk bane vejen for sin egen udvikling på verdensmarkedet på den anden side.

Det handler her ikke om at være for eller imod, men først og fremmest om at analysere de mange brud og krisetendenser, som slår igennem på det kapitalistiske verdensmarked som forudsætning for, at socialister i Europa kan udvikle en politisk strategi, der forbinder en social europabevægelse med de mange opbrudskræfter – socialistiske eller ej. Modsat den gængse opfattelse var det præcist den metode, Marx og Engels anvendte (og især sidstnævnte efter Marx’ død) i forhold til de forskellige oppositionsbevægelser i Europa. Lenin fulgte op på arven og anvendte den efter den mislykkede 1905-revolution. Linjen herefter blev til ”arbejdernes- og bøndernes revolutionære demokratiske diktatur”.

Denne parole var ikke en model – et ideal, men en strategisk handlingsfigur. Den blev afløst af parolen om sovjetmagt, da den demokratiske februarrevolution i 1917 havde nået sine grænser, og kontrarevolutionen stod for døren. Faktisk kan socialister i dag lære en hel del af ”de gamle”. Især fra de perioder, hvor borgerskabet var i offensiven og arbejderbevægelsen svag.

Min påstand vil derfor være, at så længe Gert Petersens ånd (forstået som en fællesbetegnelse for den utopiske socialisme) lever videre blandt venstrefløjens socialister, vil der være en fare for at man undviger nødvendige indgreb, der ikke lever op til de ideale modeller. Og så risikerer man endnu engang at havne i tvivlens rundkørsel som Claus Bryld, når han skriver: ”Sagt på en anden måde: Hvilken socialisme vil være mulig? Socialismen skulle jo overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende?”

Der er ingen kongevej til en socialisme, der har overvundet den ødelæggende og inhumane kapitalisme. Men jorden går for det første ikke under i morgen. For det andet kan de globale miljøødelæggelser ikke stoppes under kapitalismen, i og med at de er produkter af kapitalismens vækstlogik. Det betyder for det tredje, at socialister har en forpligtelse til at stoppe de skolastiske diskussioner om, ”hvilken socialisme”, der er mulig og i stedet samles om at levere et sammenhængende og praktisk billede af, hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det og hvordan.

Socialisme er en mulighed, politisk tvang en nødvendighed

Claus Bryld sætter selv fingeren på det ømme punkt, når han skriver: ”I stedet for frihed og lighed blandt mennesker (øjensynligt i en borgerlig-demokratisk forståelsesramme) vil en fremtidig socialisme, hvis den kommer, snarere blive en nødvendig, men barsk affære, som med kraftige indgreb skal styre bedst muligt for at begrænse skaderne fra miljø- og klimaforandringerne”.

Jeg er ikke enig i, at det kun vedrører indgreb i forhold til de klimatiske forandringer.

Kapitalismen er endt i parasitær spekulation og uhæmmet forbrugerisme, der bl.a. ødelægger vores fødevareproduktion, gør det stadigt vanskeligere for almindelige lønmodtagere at betale for en ordentlig bolig, tilsidesætter alle WHO’s sundhedsanbefalinger osv. Ingen regering kan i dag løse disse problemer uden at gribe afgørende ind i de kapitalistiske produktions- og distributionsforhold. Eller sagt på en anden måde: uden at gribe ind overfor de herskende klassers profitinteresser. Hvilket ikke lader sig gøre indenfor den demokratiske parlamentarismes rammer og uden at udfordre de daglige og internaliserede livsformer, som hovedparten af de brede lønmodtagergrupper lever i.

Alle taler f.eks. om de eksorbitant høje boligpriser og anklager med rette kapitalfonde som bl.a. Blackstone for ejendomsspekulation. Men alene her vil statsindgreb, der virkelig skal ændre på forholdene, kræve en stærk statsmagt. Mange almindelige lønmodtagere vil blive trådt over tæerne, og store kapitalinteresser vil gøre alt for at vælte en sådan regering gennem den efterhånden kendte metode med regime change. I den forstand har Claus Bryld helt ret, når han skriver: ”det kan ikke kun gøres på et nationalt grundlag”.

Spørgsmålet er derfor ikke tvang eller ikke tvang, demokrati eller ikke demokrati, men hvordan tvangen kan udføres, hvordan staten skal udvikles, og hvordan der kan opbygges og udvikles nye demokratiske beslutnings- og administrationsformer som grundlag for overvindelse af den kapitalistiske samfundsformation.

Men igen spærrer de ideale socialismeopfattelser for vurderingen af de faktiske forsøg, der gøres eller er gjort. Claus Bryld eksemplificerer selv problemet i den tidligere reference til Kina. Det er vigtigt at studere, hvad der reelt foregår i Kina, specielt udviklingen af hele den politiske struktur, som kineserne kalder ”den omfattende demokratiske proces”.

Her drejer det sig ikke om, hvorvidt den strategiske opbygning af det folkelige delegationsdemokrati praktisk og reelt fungerer efter hensigten her og nu, men om at lære, hvordan den lange vej mod socialisme i et fjendtligt kapitalistisk miljø kan udvikles eller også køre af sporet gennem trial and error. Hvilken rolle det eller de socialistiske partier skal indtage, forholdet mellem tvang og konsensus, og hvordan forholdet mellem fælleseje og privateje til produktionsmidlerne kan håndteres, herunder udrulningen af strukturer for arbejder/medarbejder-kontrol. Beklageligvis er den almindelige holdning i brede venstrefløjskredse, at Kina er et autoritært diktatur, der intet har med socialismen at gøre. Kina passer ikke ind i modellerne.

Enhver radikal omvæltning af en samfundsformation udgår fra og skaber så mange voldsomme modsætninger mellem de involverede klasser, at magt og politisk tvang og den konsekvens, hvormed den udføres og håndhæves, bliver afgørende for transformationens forløb og retning.

Socialismen er ikke en abstrakt nødvendighed, men en historisk mulighed, som den brede befolkning kan vælge, hvis den vil vriste sig fri af tiltagende utålelige livsbetingelser under den kapitalistiske samfundsformation. Den brede befolkning som konkret masse rejser sig måske nok spontant og ”går på gaden” i protest i et væld af tilfælde, men det er ikke det samme, som at den skaber løsninger spontant. Og hvis løsningen konkret historisk trænger sig på som en socialistisk transformation, forudsætter omsætningen af de brede massers energi til praktiske løsninger socialistiske partier og masseorganisationer med praktiske og ikke mindst fleksible strategier for, hvad der skal gøres, herunder kompetencer til at administrere den nye samfundsformation i bevægelse. Bevidstheden udvikler sig ikke uden en praktisk og realistisk horisont.

Jan Helbak