“Det kollektive Vest” – realitet eller forestilling?

Denne artikels fokus er alene samtidens kolporterede forestillinger om ”Det kollektive Vesten” set i lyset af det, der faktisk sker lige foran øjnene af os.

Begrebet ”Det kollektive Vesten” er gængs i de geopolitiske analyser. Men er det overhovedet et brugbart begreb? Et kollektiv beror på gensidig tillid og fællesskab, der ikke ligefrem har præget forholdet mellem USA og Europa. End ikke i NATO. Og slet ikke efter Sovjets sammenbrud.

Hvad, der derimod eksisterer, er det Atlantiske dominanssystem, som siden afslutningen af 2. Verdenskrig først og fremmest har været holdt sammen af fælles ydre fjender. Under den kolde krig Sovjetunionen og siden Østblokkens sammenbrud af truslen om en Rusland/Kina alliance. Og ikke mindst af en imperialistisk fællesinteresse baseret på en hierarkisk dominansstruktur, hvor USA siden ophøret af den kolde krig indiskutabelt har udgjort dén dominerende magt.

”Det kollektive Vesten” er først og fremmest en upræcis politisk metafor.  Problemet med begrebet er, at det appellerer til forestillinger om entiteter med stærke fællesinteresser. Som sagerne står, er det i realiteten ikke tilfældet og som et følgeproblem forskubber forestillingen en forståelse af de faktiske modsætningers og handlingers dynamik.

Kort mellemspil om dominanssystemer

Men først et kort mellemspil om analysegrundlaget. I mine bestræbelser for at besvare det spørgsmål, jeg selv har stillet, faldt jeg over en ret vigtig artikel ”The powers of association” af Bruno Latour fra 1984 og fandt, at hans grundsynspunkter i dag kan bruges til at indfange den aktuelle dynamik i det Atlantiske dominanssystem. Jeg har dog valgt at udskifte associationer med systemer, idet associationer efter min opfattelse er et for åbent begreb i denne sammenhæng.

Bruno Latours udgangspunkt er, at dominans/magt ikke er noget man besidder. Dominans og magt eksisterer potentielt, men bliver først en realitet, når magten finder udøvere og udøves indenfor et bestemt system. Den faktiske magt er således ikke udgangspunktet, men effekten af et fungerende dominanssystem, hvor de underordnede aktører i systemet har en interesse i at ”oversætte”/tilpasse/formidle ”principalens” interesser som fællesinteresse for de forskellige niveauer indenfor dominanshierarkiet. I den forstand udøves dominansen for det meste ikke direkte og ikke i lige linje nedad i systemet. I de tilfælde, hvor det sker, er der i virkeligheden tale om krisesituationer. Dvs. i situationer, hvor de underordnede aktører ikke længere kan overtales til at oversætte den ledende aktørs interesser, eller hvor de underordnede aktører ikke længere kan forene egne lokale interesser med oversættelsen. Dvs. hvor aktørerne i de lokale dominanssystemer ikke længere kan opretholde deres egen dominans og samtidig oversætte/formidle den overordnede dominans.

I princippet adskiller dominansprocesserne i det Atlantiske dominanssystem sig ikke fra dem, vi kender i de offentlige institutioner/systemer. Man ved jo godt, at Max Webers forestillinger om de lineære delegationsprocesser i det bureaukratiske ”jernbur” hverken tidligere eller i dag stemmer overens med virkeligheden. Praksis viser, at magten ikke udøves direkte gennem en lige linje af instruktionsbeføjelser fra den øverste direktør til den lavest rangerende medarbejder. Formelt fremstår det sådan, men reelt indgår en række underordnede ledelsesled, der skal oversætte instrukserne på en sådan måde, at de transmitteres nedad i systemet samtidig med, at de indpasses i de underordnede lederes egeninteresser og styrker deres dominerende positioner. Hele systemet afhænger af, hvorvidt de mange oversættelser konvergerer og tilbageløbet understøtter den øverste ledelses hensigter og mål, og som af samme grund ikke er stærkere end de underordnede leds oversættelser og feedback tillader. Dvs. i den udstrækning de underordnede led finder deres egne interesser varetaget og konsolideret gennem oversættelserne.

Det afgørende i denne meget summariske og stiliserede beskrivelse af dynamikken i et dominans- og magtsystem er, at magten ikke skal opfattes som absolut, og at systemet kun er stabilt og kan fremstå som et kollektiv, så længe aktørerne indenfor systemet finder deres forskellige og ofte modstridende interesser tilgodeset indenfor de værdidimensioner, der begrunder systemet. Politiske, økonomiske, kulturelle, ideologiske og kulturelle dimensioner, der i  harmonitilstanden fremstår og oversættes som en enhed, men hvor de samme dimensioner bliver til knudepunkter for konflikter, når oversættelseskæderne falder fra hinanden.

Magtudøvelsen og dens nedslidning kan med andre ord forekomme i en og samme proces, hvor det ofte er helt konkrete begivenheder, der bringer de underliggende gnidninger og modsætninger op til overfladen og svækker oversættelsernes troværdighed. Det sker ikke kun mellem de forskellige led i systemets hierarki, men nok så meget mellem de forskellige aktører på samme niveau, fordi de hver især har oversat dominansen på en måde, der svarede til deres konkrete vilkår og ambitioner og af samme grund har bragt sig i et afhængighedsforhold til det grundlag, de selv har bygget op.

Et dominanssystem braser således ikke bare sammen, men slides ned mens, det udøves. Nedslidningen viser sig sjældent åbenlyst og klart afgrænset. I de første faser henføres problemerne til bestemte ledere, enkeltpersoner, forstyrrere eller afvigere fra de fælles værdier. Senere udmønter nedslidningen og de indre interessemodsætninger i systemet sig i kaotiske eller uforståelige processer.

Det er den fase, vi nu er vidne til i det Atlantiske dominanssystem, sådan som modsætningerne mellem USA’s og Europas interesser brydes politisk, økonomisk og militærpolitisk.

Krigen i Ukraine og modsætningerne i det Atlantiske system

Perioden op til og efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og NATO-landenes reaktion tegnede et billede af et ”kollektiv Vesten”, der unisont var indstillet på maksimal militær støtte til Ukraine, at indføre skrappe økonomiske sanktioner og isolere Rusland i ”verdenssamfundet” bl.a. gennem FN og som alt omfattende straf at lægge økonomisk og politisk pres på de stater og regeringer, der støttede Rusland.

Flere årtiers reel konkurrence (siden ophævelse af guldindløseligheden i 1972 og frem) om styrkepositioner på verdensmarkedet og divergerende regionale interesser indenfor den Atlantiske alliance mellem den ledende magt USA og især Europa blev underordnet kampen mod den fælles fjende imperator Putin. Det gjaldt forsvaret af det Atlantiske systems globale overlegenhed. Parallelt med krigen mod Rusland var der enighed om at bremse eller forstyrre de tidligere kolonilandes begyndende udfordring af det imperialistiske system. Det sidste er ikke lykkedes – tværtimod har Trumps hasarderede og vilkårlige toldpolitik og de finansielle sanktioner styrket samarbejdsbestræbelserne mellem en flerhed af de tidligere kolonilande.

Men i Ukrainekrigens første fase udtrykte NATO-landene en fælles vilje til at tvinge Rusland i knæ økonomisk og til overgivelse på slagmarken. Målet var og er at bringe Putin administrationen til fald og gennemføre regime change. EU-landene underkastede sig fra dag et USA’s krav om sanktioner og stop for køb af olie og gas fra Rusland på trods af, at det ville påføre EU landene yderligere økonomiske problemer, som ellers var store nok i forvejen. Sanktionspolitikken sparkede endvidere til de uløste institutionelle problemer i EU.

I løbet af krigens første år blev de europæiske regeringers ”eksistenskamp” mod den russiske trussel kolporteret massivt og er i flere efterfølgende trin blevet lagt som en spændetrøje om de enkelte EU landes nationale politik og den interne offentlige debat. Enhver kritisk røst blev først indirekte sat lig en støtte til fjenden. Nu tre år inde i krigen, hvor krigshysteriet er vokset i omfang, ligger formelle begrænsninger af ytringsfriheden og de almindelige demokratiske rettigheder og lurer. Når det gælder befolkningernes almindelige forventninger om fortsat velfærd og naturlige nervøsitet for dens nedprioritering afvises bekymringerne af regeringerne. Nervøsiteten oversættes derimod til den officielle forklaring på, hvorfor militariseringen er nødvendig. Forsvaret af velfærdsstaten går over nedkæmpelsen af den russiske trussel.

Med til billedet hører, at den fælles vilje i virkelighedens verden udøves af europæiske regeringer, der for flertallets vedkommende er ustabile og ikke specielt respekterede af befolkningerne. Det gælder hovedsageligt i Tyskland, Frankrig, England, Holland, Belgien, hvor den ene koalitionsregering efter den anden siden 2008 har kæmpet med blot at bevare status quo og forsvare Europas betydning på verdensmarkedet. Bedre er det ikke gået i EU, som endnu ikke er rehabiliteret efter eurokrisen, og hvor de samme lande stadigt eksporterer strukturelle problemer til en stadig mere upopulær og autoritær kommission og samtidigt hen over hovedet på kommissionen konkurrerer om den reelle magtfordeling i Europa og indenfor Unionen.

Kort sagt bygger den opreklamerede fællesvilje på et politisk-økonomisk ustabilt grundlag både i USA og i Europa, som søges kompenseret gennem aggressiv krigspolitik og intern krigsretorik med kun en tone: Rusland må ikke vinde krigen! Om, Ukraine taber krigen og som nation går i opløsning, er underordnet. Ukraine er og bliver stedfortræderen for det Atlantiske dominanssystems kamp for at opretholde sig selv i krigens indledende fase under Joe Biden USA’s kamp for at holde dominanssystemet sammen og bevare den unipolære dominans på verdensmarkedet.

I Ukrainekrigens første to år var den klare forventning i NATO-alliancen, sådan lød fortællingen i hvert fald, at Rusland ville tabe krigen og politisk og økonomisk falde sammen. ”Vestens” massive økonomiske og finansielle pres samt militærteknologiske overlegenhed ville tvinge et dårligt udrustet russisk militær til tilbagetrækning og fremkalde en økonomisk implosion i Rusland. Det er ikke sket.

Faktisk er det gået omvendt. Rusland klarer sig hæderligt omstændighederne taget i betragtning. De økonomiske og politiske problemer i EU og medlemslandene er vokset i løbet af de sidste tre år. Ingen er i tvivl om, at USA politisk, økonomisk og moralsk står i problemer op til halsen. Splittelsen af landet opleves helt ude på prærien som et tyngende traume. Det er heller ikke lykkedes at isolere Rusland. Tværtimod har især Bidens sanktionspolitik og senere Trumps toldpolitik i sig selv øget betydningen af BRICS og Shanghai Cooperation Organisation (SCO), som Rusland er et aktivt og førende medlem af.

Det er i den sammenhæng og i den udviklingsproces, at de nu synlige og til tider højrøstede modsætninger mellem Trumpadministrationen og de Europæiske regeringsledere skal ses. Herunder de interne modsætninger mellem ”koalitionen af villige” (Tyskland, Frankrig, England), der konstant pisker stemningen op og de enkelte EU-lande, som viger tilbage fra et egentligt engagement, der kan skade deres position i EU. Flere medlemslande har kritiseret koalitionen af villige for reelt at kolonisere EU og nedbryde Unionen som samlet institution.

De forskellige ”oversættelser” af magten i det Atlantiske dominanssystem er i dag inde i en proces som i form og logik mere end nogen sinde tidligere udfordrer USA’s dominerende regulering af systemet og som sådan åbner for handlinger, som indtil for få år siden var utænkelige – en konfrontation mellem NATO-landene og Rusland.

Trumps ”fredspolitik” og EU landenes krigspolitik

Umiddelbart efter Trumps møde med Putin i Alaska var det en forventning, at Trump på trods af modstand fra de europæiske regeringsledere og præsident Zelensky stilede efter at udforme et udkast til en fredsaftale, som både europæerne og Zelensky ikke kunne andet end acceptere. På det efterfølgende møde mellem Trump og Macron, Merz, Starmer, Zelensky, og Ursula von der Leyen blev det klart, at trods deres ydmyge optræden på mødet var de ikke indstillet på at acceptere nogen fredsaftale, der afveg fra deres hidtidige krav om ubetinget våbenhvile og Ruslands tilbagetrækning fra Ukrainsk jord. Dog måtte de acceptere, at kravet om ubetinget og øjeblikkelig våbenhvile ikke længere var på dagsordenen.

Efter mødet udfoldede koalitionen af villige og EU-kommissionen en hektisk mødeaktivitet for at udforme et sæt af sikkerhedsgarantier, der inkluderede europæiske tropper i Ukraine for at sikre en fredsaftale. Dog skulle USA inkluderes som ”bagstopper”. Alle vidste, at Rusland aldrig ville acceptere disse krav. Alligevel fortsatte de europæiske ledere med at fremsætte deres krav og kræve opbakning fra USA. (Den er endnu ikke kommet i klar tekst).

Efter de utallige møder mellem de europæiske regeringsledere og militære eksperter foreligger der stadig ikke noget troværdigt og konkret udkast til sikkerhedsgarantier. Det har ikke dæmpet krigsretorikken, og enhver hændelse som f.eks. de russiske droner i Polen, pustes op til beviser for, at Rusland nu er en direkte trussel mod NATO, og at Putin har planer om at gå videre end at vinde krigen i Ukraine og tvinge en fredsløsning igennem på russiske betingelser. De offentlige belejringsfortællinger har som mål at underbygge rimeligheden i kravet om yderligere sanktioner mod Rusland og lande, der køber olie og gas af russerne. EU kommissionens sanktionskrav koordineres nu med den rabiate krigsfront i Trumps eget parti, og Ursula von der Leyen handler langt ud over sit mandat for at få opbakning til en markant oprustning af EU i grad, hvor EU de facto antager karakter af en militær alliance i slet skjult konkurrence med NATO.

Den skærpede krigsretorik og på den anden side EU’s ydmygende handelsaftaler med USA har med von der Leyens egne ord i EU-parlamentet først og fremmest til formål at holde USA i Europa – på europæernes betingelser – og  forhindre en åbenlys handelskrig mellem USA og EU. I modsætning til det fortløbende europæiske drama, tales dronekonflikten ned af Trump, hvor europæerne bruger dronekonflikten som afsæt for yderligere oprustning i Polen og de øvrige Østeuropæiske stater. Hvordan ”dronebekæmpelsen” helt konkret skal håndteres, hersker der uklarhed om, og hvordan en fredssikringsstyrke i Ukraine skal agere, hersker der endnu større usikkerhed om. Det afgørende er imidlertid, at de europæiske topledere og EU’s kommissionsformand fortsætter med febrilsk at øge oprustningen og krigsretorikken uden at fremlægge hverken strategi for at tvinge Rusland til forhandlingsbordet eller bare omridset af en realistisk fredsaftale. Ude i kulisserne ved alle, at en fredsaftale i den nuværende fase kun er mulig som en aftale mellem Trump og Putin, hvilket langt fra er ensbetydende med, at en sådan aftale kommer i stand.

De europæiske ledere eller i hvert lederne i koalitionen af villige og EU’s kommissionsformand kalkulerer råt med, at de på den ene side kan bremse Trump og på den anden side kan oversætte krigens logik og overbevise borgerne i medlemslandene om det ”fælles bedste” og nødvendigheden af at yde ofre og betale for nye gigantiske våbenkøb i USA. F.eks. ved at de nationale regeringer accepterer, at EU optager kollektiv forpligtende lån på150 mia. euro, og at de enkelte medlemslande efterfølgende skal overtage nationale dele af lånet.

Presset for at konfiskere de indefrosne russiske værdier og bryde alle internationale regler desangående for at betale for den videre krigsførelse vokser i takt med, at Trump overfører krigens omkostninger til Europa, og præsident Zelensky gentager sine krav om milliardstøtte fra NATO-landene stadig mere højrøstet (aktuelt et krav om 120 mia. dollar).  Krigen i Ukraine ”er jo ikke hans krig, men Bidens og europæernes”, derfor skal de fremover bære den økonomiske byrde. Sikkert er det dog, og det er det, der holder EU tilbage, vil en konfiskation af de indefrosne aktiver afstedkomme yderligere kapitalflugt fra de europæiske banker.

Men midt i den officielle enighed blandt de europæiske ledere, har det ”rige nord” i EU afholdt et uformelt møde i Wien for at udarbejde en budgetstrategi og lukke af for eksempelvis Polens, Spaniens og Italiens krav om en udvidelse af EU’s næste budget. Frankrig, Tyskland, Holland, Danmark og Sverige vil ikke bidrage mere til det fælles EU-budget. Så enigheden i hele EU og opbakningen til von der Leyens oprustningspolitik rækker ikke så langt, når den skal oversættes til at øge de nationale bidrag til EU’s budget. Man er heller ikke kommet ret meget videre med at definere, hvordan NATO-bidraget på de 5% af BNP skal udmøntes og ikke mindst måles. Alle er reelt godt klar over, at et NATO-bidrag på 5% rækker langt ud over, hvad de enkelte NATO-lande kan klare uden at gennemføre drastiske nedskæringer i velfærdsydelserne og modernisering af den efterhånden nedslidte infrastruktur og et skrantende sundheds- og uddannelsesvæsen.

Bedre står det ikke til med EU kommissionens planer om at forstærke EU’s konkurrencedygtighed i forhold til USA og Kina. Alle 16 udspil fra kommissionen om at opruste EU økonomisk er havnet i langtrukne tovtrækkerier, fordi hovedparten af forslagene anfægter medlemslandenes suverænitet og overfører udgiftskrævende opgaver til de enkelte lande.

Men disse helt indlysende problemer forstærket af en ineffektiv og atomiseret forsvarsindustri har blot fået de europæiske ledere til at skærpe krigsretorikken. Man har bragt sig derud, hvor Ursula von der Leyen på det årlige statusmøde med EU-parlamentet patetisk insisterede på følgende: ”Europa må kæmpe! For sin plads i en verden, hvor mange ledende magter enten er ambivalente eller åbenlyst fjendtlige overfor Europa. En verden med imperiale ambitioner. En verden hvor afhængige forhold er blevet hensynsløst militariserede”. Adressen var selvfølgelig Rusland, Kina, Indien, men også USA. Hun fortsatte med at redegøre for, hvorledes EU landende skulle forberede sig på kampen. Ikke synderligt overbevisende men angiveligt nok til for en stund at fortrænge indtrykket af EU’s kapitulation overfor USA i handelsaftalerne. Men ydmygelserne er i øvrigt ikke overstået. Trump har truet med ny told, hvis EU øger reguleringen af de store Tech virksomheder.

I den seneste tid har man kunnet få det indtryk, at europæernes og Zelenskys modstand (sabotage) mod enhver fredsaftale med Rusland, der ikke indebærer kapitulation, har bragt Trump i defensiven og i en dobbelt klemme. Presset, som han er, i sit eget parti af megafonhøgen Linsay Grahams bestræbelser for at samle Senatet om en udvidelse af krigsindsatsen mod Rusland og ”bonecrashing” sanktioner mod alle, der handler med Rusland. Kort sagt at Trump er havnet i en situation, hvor hans muligheder for at udøve magt er indsnævret, fordi de sædvanlige allierede ikke længere vil eller rettere ikke kan oversætte hans magtudøvelse, hvad angår en løsning på krigen i Ukraine. En situation med konsekvenser, der rækker langt videre end til den aktuelle konflikt f.eks. i forhold til krigen eller krigene i Vestasien, Mellemøsten og Israel, hvor europæerne, hvad angår Israels folkedrab i Gaza, ikke længere kan holde til at oversætte USA’s politik og samtidig forsvare de ”universelle” værdier og menneskerettigheder, som man ellers langer over disken.

Trump har på sin side svaret igen med et næsten mafiaagtigt trick. Hvis Europa vil sanktionere Kina, Indien og Brasilien m.fl. med høje toldsatser på helt op til 100%, hvis de køber russisk olie eller i det hele taget handler med Rusland, er USA indstillet på at følge trop. Vel vidende, at det kan EU ikke uden at pådrage sig uoverskuelige økonomiske problemer i et omfang, der ikke vil kunne oversættes som rimelige omkostninger til den europæiske befolkning. Europa er afhængig af handlen med Kina.

Trump har med den sidste undvigemanøvre tilføjet europæerne et i hvert fald midlertidigt nederlag ved at presse EU til at udskyde vedtagelsen af endnu en sanktionspakke. Ydmygelsen bliver ikke mindre af, at Trump har sendt en delegation af observatører til Belarus for at følge den store Zapad 2025 militærmanøvre og tillige gennem præsident Lukashenko åbnet for nye forhandlinger med Putin og normalisering af handelsrelationerne.

Lost in translation

Magtspillet mellem USA, Europa og Ukraine foregår uge efter uge, hvor de politiske omkostninger begge parter vokser og skærpes i samme omfang, som Rusland vinder terræn på slagmarken. Rapporterne fra Zelensky fjerner sig mere og mere fra virkeligheden og bidrager nu til i den udstrækning, der refereres til disse, at svække de europæiske lederes troværdighed.

Men uanset det ødelæggende spil, kan de europæiske statsledere og hele den politiske elite samt Zelensky ikke acceptere et kompromis om en fredsaftale, der på nogen måde indeholder de indrømmelser, som Rusland kræver. Skulle de blive tvunget ud i den situation, ville de miste al politisk autoritet både som Union og som regeringsledere, hvad der både for dem og for stabiliteten i Europa ville få uoverskuelige konsekvenser. Især i en situation, hvor EU-landene i forvejen er plaget af en lav gennemsnitsvækst på 0.2%, og hvor regeringerne i de toneangivende EU-lande har varslet drastiske nedskæringer på velfærdsområderne, og hvor f.eks. Frankrig og England er så tæt på at måtte søge økonomisk støtte i IMF, fordi statsgælden bare vokser og vokser.

Krigen mod Rusland og det oppiskede trusselsbillede er for den europæiske politiske elite blevet en eksistenskamp, hvor omvendt Trumps bestræbelser for at få krigen afsluttet har afgørende betydning for dels at fastholde billedet af USA som den afgørende verdensmagt og dels frigøre ressourcer til at gennemføre den tilspidsede inddæmning af Kina og forhindre en videreudvikling af Rusland/Kina alliancen som det udviklende tyngdepunkt i BRICS og SCO. Udviklingen i Eurasien udgør en større strategisk trussel for USA end konflikterne med europæerne og en evt. svækkelse af NATO. Blot USA kan vedblive med at placere sine atommissiler på Europæisk grund. EU og de europæiske statsledere har i forvejen udvist så åbenlyse økonomiske og politisk-moralske svagheder på verdensmarkedet (bl.a. på grund af hykleriet vedr. Israels folkedrab i Gaza), at de, som sagerne står, ikke har hverken de økonomiske ressourcer eller militære kraft til at sprænge det Atlantiske dominanssystem og indgå nye internationale alliancer.

USA strategiske interesser ligger i dag udenfor Europa. Men USA kan ikke definitivt forlade Europa og NATO uden af miste militær strategisk fodfæste overfor Rusland. Men USA kan få europæerne til at betale regningen. På den anden side kan Europa ikke bevare sin position i verden uden gennem en alliance med USA. Og de europæiske statsledere kan ikke bevare deres autoritet og holde sammen på Europa uden at bevare den hidtidige position på verdensscenen. Af samme grund søger de europæiske statsledere igen og igen at optrappe modsætningerne til Rusland ved at fremmane truslen om Ruslands imperialisering af Europa og eskalere krigen i Ukraine for at fastholde forestillingen om USA og Europa som en enhed indenfor NATO-alliancen.

Det bekymrende er, at optrapningen nærmer sig et punkt, hvor retorikken og spillet med musklerne kan slå over i reelle konfrontationer, der uden nogens ønske kan ende i en åben konfrontation mellem NATO og Rusland.

Jo længere tid denne ”oversættelseskonflikt”/interessekonflikt løber i magtspillet mellem USA og Europa, desto længere ud ad planken vil de europæiske ledere gå og på samme tid undergrave deres autoritet overfor befolkningen. Et forhold og en proces, der måske er ved at blive en større trussel mod deres magt end konflikten med USA. I givet fald vil ”oversættelsessystemet” bryde sammen.

Det centrale spørgsmål er, om Trump vil gennemføre en magtforskydning og magtudøvelse, hvor Europæernes betydning for magtudøvelsen antager sekundær betydning. Og om Trumpadministrationen går planken ud og overlader hele Ukrainekonflikten til europæerne m.h.p. at konsolidere USA’s fortsatte styrke til at udøve global magt blot med andre ”oversættere”. Formelt vil det ikke i det korte perspektiv være ensbetydende med en afvikling af den Atlantiske alliance. Men reelt vil det blive stadigt vanskeligere at opretholde billedet af et ”kollektiv Vesten”.

USA befinder sig i dag i en historisk situation, hvor handlefriheden og styrken til at indgå bindende stormagtforhandlinger med Kina, Rusland og flere af de andre BRICS-lande betyder mere end bevarelsen af den Atlantiske alliance.  Europa vil på den anden side fortsætte med at binde USA’s magtudøvelse og magtpotentiale for at fastholde USA i Europa og sikre alliancen.

På den måde bidrager begge parter til langsomt at udhule det Atlantiske dominanssystem og indskrænke oversættelsesmulighederne.

Jan Helbak