Hvem er fjenden?

Forsvarets efterretningstjeneste (FE) er med sin trusselsvurdering fra 9. februar 2025 ikke i tvivl. Hovedparten af Folketingets partier er ikke i tvivl. De fleste regeringsledere i Europa og kommissionsformand Ursula von der Leyen er ikke i tvivl. De fleste i den intellektuelle elite er ikke i tvivl.

Det er selvfølgelig Rusland – hvem skulle det ellers være?  I hvert fald under præsident Putin.

Europas sikkerhed står og falder med et stærkt forsvar. Oprustning i et accelereret tempo er en nødvendighed. Den danske regering og flertallet i Folketinget går i front. Også selv om det skal koste på velfærdsydelser.

Billedet er unisont. Når Rusland kunne invadere Ukraine, kan man selvfølgelig også forestille sig, at Rusland grundlæggende er imperialistisk og af samme grund vil drive aggressionen videre ind i Europa. Det er logikken.

Men et simpelt spørgsmål trænger sig på. Hvad skulle Rusland egentlig have ud af at angribe Europa nu eller om fem år, som FE anser som en reel trussel? Hvad skulle motivet være? Hvordan forestiller man sig det ske? Forestiller man sig en egentlig besættelse af et eller flere europæiske lande, og hvordan skulle en sådan håndhæves? Spørgsmålene står i kø. Svarene blafrer i vinden.

Ikke en unik historisk situation. Men ganske farlig, når vidtgående politiske beslutninger baseres på forestillinger, der hovedsageligt bygger gårsdagens fjendebilleder og leder til morgendagens magiske tænkning. Derimellem hersker forestillingen om, at modparten (Putin) ikke vil fred og kun lurer på fremtidens mulighed for aggression.

Så er enhver forhandling, ethvert diplomati, enhver sikkerhedsaftale udelukket. Tilbage er kun oprustning og indre krigstilstand.

Året var 1992

At oprustningens fortalere ikke interesserer sig voldsomt for at dokumentere deres forudsigelser eller forventninger, skal jo ikke afholde andre fra at søge en forståelse af, hvad der førte frem til Ruslands ”Specielle Militære Operation” i Ukraine i 2022.

Året var 1992, hvor den amerikanske forsvarsminister Dick Cheney beordrede sin viceminister Paul D. Wolfowitz til at udarbejde Defense Planning Guidance 1994-1999. Forud var Sovjet brudt sammen 25. december 1991, og USA stod tilbage som eneste reelle supermagt. Hvordan skulle dette nye magtgrundlag udvikles og konsolideres? Det blev Wolfowitz’ opgave at formulere svaret i et sikkerhedsstrategisk oplæg.

Men forud for Sovjets sammenbrud og opløsningen af de hidtidige sovjetiske randstater i Østeuropa var gået svære økonomiske kampe mellem USA, Europa og Japan. Amerikansk økonomi var efter stagflationen i 70’erne svækket, og centralbankchef Volkers radikale rentepolitik fra 1979 førte til en markant styrkelse af dollaren og svækkelse af USA’s konkurrenceevne og handelsbalance. I to omgange – først med Plazaaftalen fra 1985 og senere med Louvreaftalen i 1987 blev Europa og Japan tvunget til at løse USA økonomiske problem. Europa tog konsekvensen og indledte med ”det indre marked” en langsigtet frigørelsesproces fra USA.

Scenen var sat. Wolfowitz og hans team skulle formulere en fremtidig forsvarsplan, som med sikringen af USA’s unipolære styrke skulle kunne kontrollere det ”gamle” Europa, Østeuropa og holde Rusland tilpas afkræftet til, at ledelsen i Kreml ville underlægge sig amerikansk dominans.

Det blev til en ca. 50 sider lang plan, som blev gennemskrevet flere gange, indtil et passende diplomatisk sprogbrug var nået. New York Times opsnappede dokumentet og udkom med en fyldig artikel den 8. marts 1992, der referererede til oprindelige tekst. (afklassificeret i 2008).

Dokumentet opstillede fire mål:

• At opbygge en kapacitet til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udfordre USA,
• Styrke og udbygge forsvarsarrangementer, som binder demokratiske lande sammen og som undgår renationalisering af sikkerhedspolitikken. (Gennem bilaterale aftaler. Eksempelvis mellem Tyskland og Rusland),
• Udelukke enhver modstander fra at dominere en region, som er vigtig for amerikanske interesser,
• Reducere regional ustabilitet ved at udvide antallet af demokratiske regeringer og åbne økonomiske systemer.

Den kollektive internationalisme fra 1945 blev skrottet. På sigt skulle de Østeuropæiske lande integreres i en Europæisk sikkerhedsstruktur (Nato). Rusland skulle også integreres i Europa i takt med landets demokratisering, men rent militært skulle USA og Nato forberede sig på tilbageslag i Ruslands demokratiseringsproces og åbning af landets økonomi for vestlige investeringer.

USA’s tilstedeværelse i Europa skulle fortsætte som en samlende kraft, og man skulle forhindre ethvert forsøg på formulere en specifik europæiske sikkerhedsarkitektur, idet en sådan kunne underminere Nato.

Og så står det eksplicit: ”Øst/Centraleuropas medlemskab af EC så hurtigt som muligt, og udvidelse af Nato-tilslutning er nøglen i denne proces”. Senere blev det tilføjet, at Ukraine spillede en afgørende rolle i integrationsprocessen.

Så vidt hovedlinjerne i dokumentets europæisk-russiske del. Det er absolut ikke uden betydning, at Defense Planning Guidance blev udarbejdet samtidig med, at den sidste sovjetiske leder Gorbachev blev stillet i udsigt, at Nato ikke ville blive udvidet til de Østeuropæiske lande – ingen ”østudvidelse”. Men løftet var ikke skriftligt.

Ukraine – nøglefaktor i Østudvidelsen

I løbet af 90’erne skred realiseringen af planerne for østudvidelsen frem på trods af protester fra en svækket præsident Boris Jeltsin, som advarede om, at Natos østudvidelse kunne føre til en yderligere radikalisering af de nationalistiske kræfter i Rusland.

Advarslerne blev overhørt. For USA indebar østudvidelsen, at en række stærkt USA venlige stater blev integreret i Nato og i EU som modvægt til de ”gamle” EU landes ønske om større uafhængighed af USA. På den anden side – selv om det kun blev antydet, skulle østudvidelsen tjene som en ny inddæmning af mulig trussel fra Rusland. Her spiller Ukraine og delvist Georgien en central rolle.

Wolfowitz doktrinens helhedsperspektiv blev på et senere tidspunkt klarest formuleret af tidligere præsident Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i 1997 i bogen The Grand Chessboard: American primacy and its Geostrategic Imperatives. Her skriver han bl.a.: Ukraine, et nyt og vigtigt rum på det Euratiske skakbræt af geopolitisk betydning, fordi landet som selvstændig nation kan hjælpe med til at transformere Rusland. Uden Ukraine kan Rusland ikke længere blive et Eurasiatisk imperium. Uden Ukraine kan Rusland stadig stræbe efter at blive et imperium, men så vil landet hovedsageligt blive en asiatisk imperial stat”.

Senere skriver Brzezinski i en artikel samme år: ”Et større Europa vil udvide USA’s indflydelse uden samtidig at skabe et Europa så politisk integreret, at det vil kunne udfordre USA på spørgsmålet som geopolitisk vigtighed….”.

”Et nyt Europa er ved at tage form, og hvis det Europa skal forblive en del af det Euro-Atlantiske rum, så er udvidelsen af Nato afgørende”. Videre i artiklen står der, at man skal søge at integrere et svækket Rusland i en eller anden form for sikkerhedssamarbejde, og at et selvstændigt Ukraine er nøglen til også at integrere Azerbeijan og Usbekistan i USA’s samlede geostrategisk plan. Rent geografisk udgør Ukraine forbindelsen mellem den europæiske og asiatiske del af Eurasien.

Artiklen slutter med en vision: ”Kernen i den nye transnationale sikkerhedsramme kunne blive en stående komite sammensat af de store eurasiatiske lande som USA, Europa, Kina, Japan, et konføderalt Rusland og Indien”. Det hører med her, at Brzezinski havde anbefalet, at Rusland blev opdelt i flere autonome enheder og omdannet til en konføderation, hvilket på det tidspunkt gav god mening, idet Rusland under Jeltsin økonomisk og politisk var ved at  falde fra hinanden. Dels forårsaget af et bredt lag af grådige oligarker og dels støttet af vestlig finanskapital.

Natos østudvidelse

Polen, Tjekkiet og Ungarn blev formelt optaget i Nato på topmødet i 1999. I 2002 på topmødet i Prag udsendte man invitationer til Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Makedonien, Rumænien og Slovenien. Den formelle optagelse i Nato blev konfirmeret i 2004. Samme år blev de fleste af de nævnte lande tillige optaget i EU.

Her skal man lægge mærke til rækkefølgen. Forud for optagelse af landene i EU var gået et relativt langt optagelsesforløb ind i Nato, hvor loyaliteten overfor USA’s interesser var blevet en central faktor i landenes politik og nationale selvforståelse. Hvad der jo i dag spiller en afgørende rolle i det aktuelle politiske landskab i Europa og splittelsen i forhold til krigen i Ukraine.

1999 er også året, hvor Putin vælges som præsident i Rusland. Foran ham og hans team stod en enorm opgave i at rette op på ti års politisk-økonomisk kaos og social deroute. Putin konsoliderede i ekspresfart sin magtbase og indledte et skånselsløst opgør med oligarkerne ved at gennemtvinge en renationalisering af vitale områder af økonomien. Året efter i 2000 ansøger Putin diskret om optagelse i Nato. Hans ansøgning blev blankt afvist af præsident Clinton.

Denne afvisning satte gang i en langstrakt proces, hvor Rusland delvist lukkede af for vestlig indflydelse og forstærkede bestræbelserne på at genskabe russisk suverænitet. Den linje følges op af en voksende antirussisk stemning i Vesten og især overfor Putin, der ellers var blevet modtaget som den, der kunne rydde op i et Rusland faretruende nær på et egentligt kollaps. Ukraine fulgte ikke i Ruslands spor og forblev underlagt Vestens chokterapi og vestlige firmaers udnyttelse af landets ressourcer.

Østudvidelsesprocessen pressede magteliten i Rusland. Man kunne ikke for alvor hævde overfor den russiske befolkning, at man var i gang med at styrke russisk suverænitet samtidig med, at Natos udvidelse og de facto inddæmning af Rusland svækkede landets strategisk sikkerhedspolitiske interesser.

Münchentopmødet 2007, hvor den ”røde linje” trækkes

Efter flere forhandlinger mellem Nato/USA og Rusland holdt Putin en skelsættende tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München 2007, hvor han dels gjorde op med forestillingerne om og strategien for at udvikle og styrke en unipolær verden under USA’s dominans. Især én sætning i hans tale vakte vrede i forsamlingen: ”Unipolaritet. Er en verden, hvor der er en herre, en suveræn. Når det kommer til stykket, er det ikke alene en utålelig situation for alle dem indenfor systemet, men også for suverænen selv, fordi han ødelægges indefra”.

I konsekvens lagde Putin op til dannelsen af en mere overordnet sikkerhedsarkitektur, der ikke alene skulle sikre militær- og politisk stabilitet, men også involvere global økonomisk sikkerhed og fremme og udvikle dialogen mellem de forskellige civilisationer.

Talen blev i hele det vestlige mediebillede takseret som aggressiv og udiplomatisk. Man så helt bort fra, at Putin først og fremmest sigtede til præsident Bush’s aggressive unilateralisme, invasionen af Irak og Natos offensive østudvidelse. Ruslands legitime interesser i en mere omfattende sikkerhedsarkitektur for Europa inkluderende Rusland og i det bredere perspektiv en eurasiaisk sikkerhedsarkitektur blev ignoreret.

Det hører med til forståelsen af Putins tale, at der var gennemført et tvivlsomt valg i Ukraine 2004-2005, hvor Yuvschenko vandt over Jankovic og efter valget udråbte den tidligere halvfascistiske leder Bandera til national helt. En status han stadig besidder blandt de mest ultranationalistiske grupper og områder i dagens Ukraine.

Østudvidelsens endelige formelle afslutning blev vedtaget året efter på Natotopmødet i Bukarest 2008. Her anbefalede man Ukraines og Georgiens optagelse i Nato. USA’s tidligere ambassadør William Burns advarede sammen med en række andre prominente amerikanske og europæiske diplomater og geopolitiske analytikere mod beslutningen. Flere af dem forudså en kommende åben konfrontation mellem Rusland og Nato. Man var på det rene med, at optagelsen af Ukraine og Georgien udgjorde en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed, idet Rusland herefter ville være ”lukket inde” fra Nord til Syd.

Samme år åbnede den georgiske regering en konflikt med Rusland, som svarede igen med en kortvarig invasion. EU-landene kritiserede den georgiske regering for den unødige provokation. Men den passede i USA’s kram og var angiveligt støttet af CIA. Det var efterhånden ikke et spørgsmål om, men om, hvornår en åben konflikt mellem Nato/USA ville bryde ud.

Man skal ikke glemme, at Natos uautoriserede bombardement af Serbien  i 1999 havde til formål at undergrave den Ruslandvenlige regering i Beograd men nok så meget at skabe to nye koncepter. ”Out of area interventions”, og ”humanitær intervention”. Et nyt begreb skabt udenom FN’s regelsæt. Natos optræden med USA i spidsen vakte bekymring i Europa og gjorde klart for Putin, hvad der kunne blive en realitet, når Ukraine og Georgien efter planen formelt skulle optages i Nato 2009.

Kreml og den russiske elite forsøgte som svar på Natos beslutning om optagelse af Ukraine og Georgien at vinde tilslutning til et nyt sikkerhedsarrangement for hele Europa. Udkastet indeholdt forslag om nedlæggelse af Nato og OSCE for at bane vejen for en helt ny sikkerhedsarkitektur, der tog højde for de eksisterende geopolitiske interesser og styrkeforhold. Den russiske præsident Medvedev havde allerede året forinden i 2008 formuleret kernen i det senere udspil: ”Jeg er overbevist om, at Europas problemer ikke vil blive løst før der er skabt en enhed, en organisk helhed af alle de forskellige parter inklusive Rusland.

I hele forløbet frem til 2014 er det tydeligt, at Ruslands udspil er defensive diplomatiske forsøg på at værne om russiske strategiske interesser og alliere sig med det ”gamle” EU mod USA’s mere og mere tydelige inddæmningspolitik og yderligere svækkelse af Rusland for at frigøre strategiske kræfter til at inddæmme Kina, som Obama i sin anden præsidentperiode havde gjort til et hovedmål.

Søvngængergangen frem mod 2022

Med den korrupte og Ruslandvenlige Junakovich’s genvalg til præsident i Ukraine i 2010 indledtes den egentlige proces frem mod Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Umiddelbart efter valget indgik han realitetsforhandlinger med EU om en associeringsaftale. Imidlertid fandt han og regeringen i Ukraine de vilkår, EU stillede for uacceptable bl.a., fordi der skulle gennemføres omfattende privatiseringer, åbnes for vestlige investeringer og ikke mindst skulle grænsen til Rusland omdannes til en toldgrænse, der som konsekvens ville medføre enorme tab for det stærke sværindustrielle kompleks i Donbasområdet. Associeringsprocessen skulle midlertidigt stilles i bero. I stedet valgte regeringen i Ukraine at tage imod en samarbejdsaftale med Rusland, som ville sikre Ukraines økonomiske- og industrielle grundlag. Beslutningen skabte en voksende modstand fra landets oligarker, der fik støtte fra erhvervslivet og bureaukratiet i EU.

Regeringens beslutning udløste massive protester især i den vestlige del af Ukraine, hvor man havde set frem til en tilslutning til EU. USA og EU pustede  til modstanden, der kulminerede i det, der er blevet kaldt Maidanopstanden og af andre Maidankuppet. Protesterne voksede til voldelige sammenstød og en hård kerne af demonstranters angreb på det ukraineske parlament og præsidentboligen. Janukoviech følte sig truet og flygtede til Rusland.

Hvad, der egentlig skete i februar 2014, er stadig i dag kun delvist blotlagt. Men det er heller ikke i denne sammenhæng særligt vigtigt. Det afgørende er, at en lovlig valgt præsident tvinges til at flygte, og at der indsættes en russisk fjendtlig præsident. Det betød samtidig, at russerne anså lejeaftalen for den russiske flåde i Sevastopol på Krim for usikker. Modstanden mod Kiev på Krim blev for Rusland anledningen til de facto at annektere Krim og efterfølgende afholde afstemning om Krims nationale tilhørsforhold. Resultatet blev et overvældende flertal for tilslutning til Rusland. Valgets afholdelse og resultat kan absolut kritiseres men ikke befolkningens (60% russere) ønske om at blive en del af Rusland.

Måneden efter i april startede et oprør mod Kiev i Donbasområdet, som angiveligt blev støttet af Rusland politisk, økonomisk og militært. Ruslands støtte til separatisterne blev overdrevet i vestlige medier. Optakten til en egentlig borgerkrig, der stort set skulle vare lige til Ruslands invasion, var en realitet. Fra vestligt hold var der opbakning til Kievregeringens offensiv mod separatisterne, især USA påbegyndte en massiv eksport af våben til Ukraines militære enheder samtidig med, at USA og EU vedtog en række ret vidtgående sanktioner overfor Rusland.

Borgerkrigen i Østukraine ændrede ikke nævneværdigt på de indre styrkeforhold og i september 2014 indledtes de første forhandlinger om en fredsaftale. Forhandlingerne mundede ud i Minsk I aftalerne, som mere var en protokol for, hvordan kamphandlingerne skulle afsluttes. Frankrig og Tyskland deltog i forhandlingerne som mediatorer. Forhandlingerne løste ikke konflikten. De tolv punkter, der skulle sikre bilateral våbenhvile, overvågning af grænserne mellem Østukraine og Rusland og gennemførelse af valg i overensstemmelse med en midlertidig bestemmelse om lokal selvbestemmelse mv. blev ikke overholdt.

I februar 2015 indledtes de endelige forhandlinger om Minsk II. Den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Hollande deltog i forhandlingerne. Den fransk-tyske plan, som var blevet klaret af med Ukraines præsident Poroshenko, blev af alle involverede parter opfattet som et nyt og bedre grundlag end Minsk I protokollen.

Minsk II aftalen var relativ konkret og forfattet mere forpligtende end Minsk I. Ud over bilæggelse af den militære konflikt og grænsedragningerne var det vigtigste resultat aftalens punkt 11 og 12, der stadfæstede ”oprørsregionernes” krav om udstrakt politisk, juridisk og økonomisk autonomi indenfor staten Ukraines grænser. I selve aftaleudkastet blev implementeringsproceduren beskrevet udførligt og konkret.

Den Ukrainske regering og militær overholdt ikke aftalen. Ruslands handlinger er kun vagt beskrevet. Resten af verden vendte det blinde øje til, og konflikten i Donbasområdet eskalerede. Valgene blev udskudt igen og igen.

Zelenski vandt en overvældende valgsejr i 2019 bl.a. med lovning om et omfattende opgør med korruptionen og respekt for og vilje til at implementere Minsk II aftalerne. Kort tid efter sin valgsejr vendte Zeleenski blad og lagde  afstand til aftalerne og støttede den militære offensiv i Østukraine. Vesten gjorde ikke stort for at presse Zelenski til at overholde Minsk II aftalen, som efterfølgende ikke blev taget alvorligt.

I perioden frem til efteråret 2021 øger Nato sin militære tilstedeværelse og sender store mængder våben til Ukraine. Militæreksperter fra Nato organiserede og tilpassede det Ukrainske militærs ”Nato-operabilitet” indenfor Natos kommandostruktur. I den periode, nærmere bestemt 2016, advarer den tyske udenrigsminister Frank Walter Steinmeier mod unødig sabelraslen og krigsspil. Han opfordrer til dialog med Putin og udtaler, at ”det vil være fornuftigt ikke at puste til en fornyet konfrontation”. Det ”vil være fatalt alene at søge militære løsninger og afskrækkelsespolitik”.

Ingen tog notits af den tyske udenrigsministers advarsler eller for den sags skyld højtstående amerikanske analytikeres bekymringer og næsten profetiske forudsigelser. Oprustningen fortsætter og en konfrontation synes uundgåelig, selv om de færreste i efteråret 2021 reelt forventede en russisk invasion.

Slutspillet – den uundgåelige invasion

Umiddelbart efter sin tiltrædelse som præsident i USA januar 2021 formulerede Joe Biden sit dictum for amerikansk udenrigspolitik: ”Som den globale kamp mellem demokratier og autokratier”. Og med til autokratier hørte Rusland og Kina. Vestens universelle værdier skulle bære denne kamp. Indenfor den ramme blev modsætningerne mellem USA, EU og Nato alliancen på den ene side og Rusland på den anden skærpet, og Ruslands modstand mod Ukraines optagelse i Nato blev opfattet som illegitim og i strid med Folkeretten. Et land skulle ikke kunne forhindre en anden suveræn nation i at tilslutte sig Nato.

Svaret på Bidens og Natos kampagne mod autokratiet i Rusland kom med et sidste udspil fra Putin i efteråret 2021. Det blev i Vesten opfattet som et ultimatum, hvad selve teksten dog ikke giver belæg for. Den vestlige alliance afviste Putins udspil med henvisning til, at Rusland ingen adkomst havde til at blande sig i de centraleuropæiske staters og Ukraines suveræne dispositioner ejheller i Natos ageren indenfor alliancens sikkerhedsområde.

En nærlæsning af udspillet giver imidlertid et klart indtryk af et defensivt forsøg på at afværge en konfrontation, selv om der i dokumentet nok kan anes en indirekte trussel om åben konflikt.

Artikel 2 i udkastet foreslår, at der mellem Rusland og Nato skal oprettes sikkerhedsmekanismer til hastekonsultationer på et bilateralt og multilateralt grundlag. Artikel 3 slår fast, at parterne ikke opfatter hinanden som modstandere. Artikel 4 indeholder forslag om, at parterne ikke indsætter væbnede styrker i de nævnte territorier, som ikke var der før 1997. (altså før Natos østudvidelse blev en realitet). Artikel 6 er nok den vigtigste, hvor der står, at Nato forpligter sig til ikke at optage Ukraine i Nato. De sidste artikler omhandler en nedskalering af de militære øvelser mv.

For alle parter var det indlysende, at Putins udspil ville blive afvist og i konsekvens accelererede Rusland den militære opmarch ved grænsen til Ukraine. Det var kun et spørgsmål om tid, før Rusland ville invadere Ukraine, medmindre man kunne nå til en sidste øjebliksaftale. Som Joe Bidens udenrigspolitiske dictum indlysende udelukkede.

Invasionen februar 2022 og de kuldsejlede Istanbulforhandlinger

Med en forholdsvis begrænset styrke invaderede Rusland Ukraine i februar 2022. Putin formulerede formålet med den ”specielle militære operation” som at tvinge Ukraine til forhandling, herunder udelukke Ukraines medlemskab af Nato. I realiteten gik russerne også efter at vælte den siddende regering, som siden 2019 havde ført en meget aggressiv offensiv i Østukraine.

Operationen forekom ikke særligt vel planlagt og gav det indtryk, at Rusland var militært taktisk tilbagestående og relativt let ville kunne tvinges til retræte. Det skulle få måneder senere vise sig at være rigtigt. De russiske styrker blev trængt tilbage. I Vesten og i den Ukrainske regering vurderede man Ruslands ”dilettantiske” invasion som bevis på det russiske militærs tilbageståenhed, hvad der affødte den parole, der lige siden de kuldsejlede Istanbulforhandlinger har stået som krigens mål: ”tilbagetrækning af Rusland til grænserne før 2014”. I Natos hovedkvarter og i USA var man overbeviste om, at Ukraine med vestlig støtte kunne vinde krigen.

Krigsretorikken fik og har fået flere nøk op siden. Invasionen blev fremstillet som Ruslands først skridt mod videre angreb på Europa og i hvert fald mod flere af de gamle øst stater som Polen, Litauen, Estland og Letland i nord og Rumænien og Bulgarien i syd. Helt bevidst afviste man Rusland formulering af krigen som en: ”speciel militære operation” og kaldte det en eufemisme for invasion og krig, hvor målet i første omgang havde været besættelse af Ukraine.

Fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland blev indledt i Belarus knap en måned efter invasionen. Det var også Ruslands erklærede mål. Forhandlingerne blev senere i marts 2022 flyttet til Istanbul. Man nåede relativt hurtigt i april til et kompromis om en aftaletekst. Det var et gennembrud, men parterne var afgørende uenige om den fremtidige tilladte størrelse af det Ukrainske militær.

Ukraine accepterede ikke at søge medlemskab af Nato mod at få stillet sikkerhedsgarantier for landets neutralitet svarende i forpligtelse til Natos artikel 5. Flere store lande skulle forpligte sig på sikkerhedsgarantien. Begge parter enedes om en forhandlingsperiode på 15 år til at løse Krimspørgsmålet. Ukraine skulle afstå fra at udvikle atomvåben og lukke landet for militære øvelser, der indebar Nato-tropper på Ukrainsk grund. De østlige løsrivelsesregioners status skulle afgøres gennem forhandling og afstemning. Og Rusland skulle øjeblikkeligt trække sine tropper tilbage fra Kiev.

Efterfølgende har der været sået tvivl om, hvor enige parterne i virkeligheden var og hvor langt fremme, man egentlig var med formuleringen af slutkommunikeet, før Zelenski begyndte at tage forbehold under indtryk af Ruslands tilsyneladende militære svaghed og hurtigt lod sig overtale af Boris Johnson til at droppe forhandlingerne og forberede sig på en åben krig med Rusland. Herunder en egentlig modoffensiv bakket op af Vesten med overvældende militær støtte. Forestillingen om, at Ukraine kunne vinde krigen havde fået næring af Ruslands fejlslagne invasion. Præsident Biden gik så langt som til at formulere muligheden af et regimeskifte i Moskva som følge af Ukraines militære modoffensiv og Vestens hårde sanktionspolitik.

Efterreplik

Det gik ikke som præsten prædikede, og her tre år og mange tusinde menneskeliv efter, er Ukraine på vej til opløsning, uden at der overhovedet er tegnet et klart billede af indholdet af en varig fredsløsning.

Det ”kollektive vesten” er datid. Europa er splittet på kryds og tværs i flere uforsonlige fraktioner og har med krigen og oprustningen antaget mere og mere parlamentarisk autoritær karakter. Spørgsmålet er, om den transatlantiske sammenslutning holder ret meget længere. Rusland kan vinde krigen men ikke freden, uden der udarbejdes en paneuropæisk sikkerhedsaftale. Det værst tænkelige slutscenarie for Rusland og ikke mindst den politiske ledelse er risikoen for at skulle besætte det meste af Ukraine for at tvinge regeringen til kapitulation.

Det er ved at gå Europa og USA, som det gik hellenerne i det gamle Grækenland, der kaldte alle, som ikke talte hellensk for barbarer – de fremmede med det uforståelige og grove tungemål. Efterhånden kom begrebet ikke bare til at stå som udtryk for de fremmede, men blev efterhånden til en forestilling om, at alle ikke hellenere var barbarer – primitive, brutale, ukultiverede, underbegavede og aggressive. Disse betydningsforskydninger foregik under Perserkrigene og var medvirkende til, at hellenerne blev slaver af deres eget fjendebillede.

Nået hertil og med de europæiske regeringslederes trusselsbillede som oprustningens ræson d’etre kan det måske være fremmende for en formulering af en fremtidig fælles nedrustningspolitik at lytte til præsident Trumps udtalelser om, at krigen i Ukraine kunne være undgået adskillige gange indenfor de sidste fire år, og vicepræsident J.D. Vances’ pointering af, at Europas fjende hverken er Rusland eller Kina, men Europas egen indre politiske drift begrundet i et trusselsbillede, man blindt har overtaget og dyrket med arven fra 1992. Den erkendelse vil det også klæde J.D.Vance at nå frem til. Med den amerikanske udenrigsmister Marco Rubios ord: ”en unipolær verden er et misfoster. Vi går mod en multipolær verden”. Den erkendelse skulle der en blodig krig i Ukraine til at skabe.

Jan Helbak