Nyliberalisme – selvstændig politisk kategori eller strategisk koncept?

I disse tider, hvor den geopolitiske debat dagligt indtager de øverste spalter i medierne, refereres der fra både venstre og højre til begrebet nyliberalisme som bagved liggende forklaringsfaktor. Begrebet anvendes meget frit, ofte journalistisk og beskrivende (anekdotisk), men desværre også med en status og påstået forklaringskraft, som var der tale om en velafgrænset politisk-økonomisk kategori.

Alene derfor kan det være hensigtsmæssigt at undersøge: Om det, som vanligt er, kan bruges til at forklare de aktuelle historiske hovedtræk.

Jeg har siden, begrebet sammen med globaliseringsstrategien efter 1992 indtog en central position i den politisk-økonomiske debat, haft et mildest talt anstrengt forhold til begge begreber. Jeg vil som følger her forsøge at indkredse begrebet og i den øvelse helt se bort fra, hvad der konkret foregår her og nu på den store arena.

Nyliberalisme – bogstaveligt

Ny lader sig ganske simpelt definere som noget, der adskiller noget aktuelt fra noget, der er gået forud. Ordet skal således hente sit indhold fra noget, der er gået forud for at give mening. Det skal fyldes ud med beskrivelser af, hvori det adskiller sig fra det gamle, og hvad det aktuelt positivt indeholder. Uden disse afgrænsninger indtager det en blot konnotativ funktion, hvor der indirekte henvises til en række positive eller negative forestillinger eller verdensanskuelser. Vi må derfor først en omvej og se på begrebet liberalisme.

Liberalisme kommer fra det latinske ord liberalis, som betyder frisindet. Ordet er igen afledt af begrebet liber, som betyder frihed eller størst mulig frihed, uden at frihedens grænser eller orientering dog er nærmere bestemt. Altså begreb, der ikke giver mening, uden at relationen bestemmes. Og i den liberale ideologi bestemmes forholdet negativt som ”fri fra”.

Når ny og liberalisme sammenstilles, og ny bliver prædikat for liberalisme, får vi et samlebegreb, der strengt taget ikke siger andet, end at denne form for liberalisme er ny. Forskellen mellem det, der er nu og det, der var, beskrives imidlertid sjældent og endnu sjældnere foldes begrebet og dets kategoriale status ud.

Hvad der kan lyde som en slet skjult ironisering, skal faktisk tages alvorligt, i og med begrebet ofte optræder som et skældsordsagtigt samleudtryk for stort alle de fænomener, der opleves som en trussel mod den velkendte velfærdsstat. Ofte uden der gøres rede for, hvorledes nyliberalismens liberalistiske træk adskiller sig fra hidtidige liberalismes politik- og ideologiformer.

Men nu er det sådan, at når man trækker noget frem, lader man noget tilbage. Og det er måske det, der lades tilbage, der er det vigtige.

Hvad er det nye?

Hvorved nyliberalisme adskiller sig fra ”gammelliberalisme” lader sig ikke besvare entydigt. Det skyldes, at liberalisme historisk langt fra har foldet sig ud som et entydigt og konsistent politisk-ideologisk begreb. Begrebet har ændret indhold af flere omgange og er blevet ofte delt i tre underkategorier: økonomisk liberalisme, politisk liberalisme og kulturel liberalisme. Ændringerne har til dels været begrundet i begrebets ideologiske funktion op gennem historiens voldsomme klassekampe om magten i samfundet.

Således optrådte begrebet første gang som distinkt begreb i spaniernes oprør mod Napoleons herredømme over Spanien. Siden blev begrebet som selvstændig politisk kategori indføjet som det nye borgerskabs politiske samlingspunkt i kampen mod resterne af den enevældige stat, for fri markedsdannelse og beskyttelse af den private ejendomsret. Indenfor samfundsteorien blev denne version først og fremmest repræsenteret ved John Mill og Bentham. Fra midten af det 19. århundrede ændredes begrebets indhold yderligere. Det skete i og med John Stuart Mills opgør med den rendyrkede markedstænkning og dennes trussel mod samfundsstabiliteten. Som et modsvar til den sociale polarisering, armoden i arbejderklassen og dennes begyndende organisering omkring politiske og ideologiske ambitioner, som rakte ud over den liberale samfundsfilosofis grænser. Man kan sige, at han og flere andre engelske samfundsteoretikere lagde grunden til det, der senere er blevet kaldt socialliberalisme.

Det er således ikke lige til at definere ”det nye”  som et brud eller som forlængelse i forhold til en bestemt forudgående definition af kategorien liberalisme.

Første gang, begrebet nyliberalisme optræder, er i en række diskussioner i perioden efter depressionen i 30’erne. Her slog økonomen Hayek til lyd for et noget ændret syn på statsmagten i forhold til f.eks. Mills og Benthams opfattelse. Han og flere andre økonomiske teoretikere advokerede den stærke stat som det bedste forsvar for den private ejendomsret og den frie markedsdannelse mod de fremherskende monopoltendenser og heraf afledte konkurrenceforvridning. Hayek-gruppens angrebsmål var dobbeltsidig. Kritik af laissez faire kapitalismen, fordi den resulterede i monopoldannelser og svækket konkurrence, og kritik af Roosevelts statsdirigerede New Deal politik.

Liberalisme – begrebets grund- og fællestræk

Men måske er det vigtigere at fremhæve fællestræ frem for det, der skiller. Dvs. fællesnævnerne i de forskellige historiske, politologiske, filosofiske og sociologiske/økonomiske udgaver af liberalismebegrebet – nu som tidligere.

Her skulle man tro, at den første betydningsmæssige fællesnævner er frihedsbegrebet. Det forholder sig faktisk ikke sådan.

Grundbegrebet i den liberale verdensfortolkning er det singulære individ. Fra det udgangspunkt har liberalismen mere end nogen anden samfundsfilosofisk tendens indskrevet sig i historien som arvtager af renæssancens tidlige opgør med det gudsafledte menneskebegreb. Individbegrebet tager udgangspunkt i naturrettens sanktionering af individet som samfundets begyndelses- og slutpunkt. Frihedsbegrebet trænger først frem senere som parole i det filosofiske og politiske opgør med den feudale adel og de herskende standsprivilegier. I de store og mindre store revolutionskampe foldes frihedsbegrebet ud som værn om det enkelte menneskes naturgroede rettigheder og ejendomsret til sig selv og sit produkt. Som følge heraf indtager rettighedstænkningen og hermed frihedsrettighederne en central politisk plads i det opkommende borgerskabs politisk ideologi. Individbegrebet og det afledte frihedsbegreb indskrives som væsentlige oplysningsfilosofiske tendenser (Locke og Hume og Kant) i den politiske begrebsdannelse og i de senere menneskerettighedserklæringer.

Som en arv fra bl.a. Descartes, Locke og økonomen Adam Smith indføjes begreber som rationel kalkulation og økonomisk rationalitet i den liberalistiske tænknings samlede verdensforståelse. Begreberne autonomt individ, individets ret til sig selv/ejendom, frihed, rationel orden og økonomisk kalkulation indgår i mange klædedragter i den liberale verdensfortælling som grundlæggende forudsætninger for al videre fremskridt og civilisation. Begreberne forbindes med og indføjer sig det historiske forløb i den kapitalistiske samfundsorden som uomgængelig socio-økonomisk realitet.

I de efterrevolutionære perioder skifter frihedsbegrebet accent fra at være parole og fælles frihedsevangelium for de undertrykte klasser mod de tidligere herskende klassers privilegier til at blive borgerskabets credo mod dets egen stats tilbøjelighed til selvstændiggørelse i forhold til klasserne, samfundet og markedet.

Men det forekommer ikke korrekt at tolke denne accentforskydning i den efterrevolutionære udvikling som et generelt udtryk for tesen om, at liberalismen står for ”mindre stat og mere marked”. For selv om de forskellige retninger indenfor den liberale skole altid har haft et noget ambivalent forhold til statsmagten som samfundsinstitution, har en stor del af debatten først og fremmest drejet sig om statsmagtens bestemmelse og formål og i mindre grad om dens størrelse. I tilknytning hertil har spørgsmålet om, hvad samfundet egentlig er, givet anledning til mange stridigheder mellem eksempelvis laissez faire liberalisterne og socialliberalisterne, hvor førstnævnte helt ortodokst har strakt den metodiske individualisme så langt, at de har benægtet, at samfundet er andet end summen af singulære individer. (mest plastisk udtrykt af Margaret Thatcher). Hvorimod socialliberalisterne har anerkendt samfundet som en eller anden form for socialt og institutionelt fællesskab, hvor statsmagten i konsekvens heraf er blevet tildelt en større og mere positiv rolle – som overordnet regulerende instans til at afbalancere samfundsformationens indbyggede modsætninger og konflikter på et fortsat liberalt grundlag.

Liberalisme og demokrati – en indskudt note

Jeg har med vilje undladt at behandle demokratibegrebets placering i den liberalistiske ideologis historie nærmere. Det har sin begrundelse i, at de forskellige liberalistiske teoretikere og tendenser har haft og stadig har et særdeles anstrengt forhold til demokratibegrebet, som faktisk fortjener en særskilt behandling. (vil ske i et senere indlæg)

Men sat på spidsen kan man vel sige, at individbegrebet og frihedsbegrebet og forestillingerne om det retsligt regulerede markedssamfund betydningsmæssigt overtrumfer den liberalistiske ideologis forskelligartede demokratiforestillinger – her forstået som forestillinger om folkestyre og parlamentarisme.

Faktisk er det først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at de forskellige liberalistiske strømninger for alvor anerkender demokratiet – men vel at mærke først og fremmest som parlamentarisk demokrati – dvs. som styreform. Nærmest til en nøgtern og ærlig beskrivelse af liberalismens forhold til demokratiet kommer først og fremmest økonomen Schumpeters definition af demokratiet: som en hensigtsmæssig procedure for borgerne at udpege deres ledere på. Ikke ud fra et folkesuverænitetens synspunkt. Men ud fra en konkurrencedemokratisk tilgangsvinkel: at politisk konkurrence skal modsvare markedets afbalancerende natur og forhindre autokrati og magtmonopolisering til skade for kapitalismens udvikling. Måske en kynisk demokratiopfattelse, men alligevel den mest præcise beskrivelse af det liberale demokrati.

Pointen i denne meget sammentrængte gennemgang af liberalismebegrebets begrebsmæssige grundelementer er ikke, at disse har ændret sig over tid. Kun deres periodiske farvning og indre position i forhold til hinanden. Tværtimod har de været fællesgods i liberalismens tre hundrede år lange historie. Det er betydnings- og anvendelseshistorien, der er det centrale. Og denne kan hverken beskrives eller forstås uafhængigt af kapitalismens egen historie og klassekampens forskellige konjunkturer, som begrebet er indlejret i. Om det ene eller det andet grundbegreb – det singulære individ og frihed – har været fremherskende, og hvilket forhold, de har stået i til de andre begreber, har først og fremmest været funktionsbestemt ud fra de givne historiske perioders hegemonikamp mellem klasserne og indenfor de respektive klasser.

Hvad er nyliberalisme så?

Hårdt trukket op og lidt forenklet vil jeg definere nyliberalismen som: En særlig periodebestemt politisk strategi og et ideologisk credo for samling af de herskende klasser i et fælles opgør med efterkrigstidens historiske socioøkonomiske kompromis i form af velfærdsstaten.

Det afgørende i definitionen er, at der er tale om en strategi, der udgår fra en politisk kategori (liberalismen) for at samle de herskende klasser og deres ledende personel om en praktisk udformning- og implementering af et klasseregime til forsvar for profitten som kapitalismens væsentligste drivmiddel. Ikke alene ud fra forud bestemte og alment accepterede forestillinger om, at den liberalistiske verdensopfattelse både er indlysende og et gode, men nok så meget ud fra deres ønske om at fremstille den politiske, sociale og kulturelle ombrydning af velfærdsstatens etiske og socialt institutionelle værn som en historisk nødvendighed og til gavn for det store flertal i fremtiden. (TINA; There Is No Alternative).

Som følge heraf vælger jeg at forstå nyliberalismen som en bevidst politisk strategi og ideologisk legitimering af de herskende klassers genopretningspolitik og frisættelse fra samfundsmæssig regulering og begrænsninger. Som sådan skal det strategiske begreb også først og fremmest sættes i forbindelse med den herskende klasses reale opgør med velfærdsstaten og de samfundsklasser og deres organisering, som frem for nogen har nydt fordele af denne historisk specifikke og begrænsede stats- og samfundsordning af kapitalismen.

Derimod har strategien, som mange har anført, aldrig reelt haft til formål at reducere statsmagten eller indskrænke dens reguleringsfunktion. Der har i al væsentligt været tale om en formålsforandring.

Statsmagten har f.eks. i USA både ved ”Washingtonkuppet” i 1978 og ved den senere konceptualisering af den nye politik i ”Washington consensus” spillet en afgørende rolle i dereguleringen af de finansielle markeder, nedbrydning af modstanden mod frihandlen især i det fattige og afhængige lande og ikke mindst i afkoblingen af profitspekulationen i finanssektoren fra samfundenes realøkonomi. Ligeledes har strategien indebåret en tiltagende og til tider autoritær magtcentralisering i statssystemerne, og statsmagten har i hidtil uset grad medvirket ved nedkæmpningen af modstanden i arbejderklassen og i den politisk ideologiske fragmentering af dens klasseorganisationer – både de politiske og de faglige. Og har sammen med den politiske elite advokeret individets særstilling i alle løsninger på kollektive problemer gennem målrettet mistænkeliggørelse af alle former for kollektive løsningsmåder.

Det samme gælder for så vidt de centrale kapitalistiske landes statsapparaters vitale andel i at befordre de transnationale koncerners uhæmmede ekspansionsproces på verdensmarkedet – det der i dag kaldes ”globaliseringen” i ubestemt form.

Gældende for begge begreber er, at de praktisk ideologisk har antaget form af selvstændigt handlende subjekt. (neoliberalismen gør det og det, og globaliseringen har forårsaget det og det).

Begrebets praktiske funktion

Det singulære individ- og frihedsbegreb understøttet af den abstrakte og verdensfjerne neoklassiske økonomiske ligevægtsteori (i modsætning til den klassiske bl.a. formuleret af Adam Smith) har først og fremmest indtaget en placering i den samlede strategi som ideologiske stødtropper i opgøret med  socialdemokratismen. Dvs. i opgøret med velfærdsstatens etos og arbejderbevægelsens traditionelle solidaritets- og lighedsbegreb.

Opgøret har kun i få tilfælde udspundet sig som en direkte konfrontation. I stedet har der i den nyliberale strategi været indbygget et ”socialt ingeniørperspektiv” for udhulingen af velfærdsstatens institutionelle norm og virke indefra gennem den inkrementelle ”ideologiske formning” af det liberale menneske. Dvs. ændring af måden at tænke individ og samfund på gennem radikale omfortolkninger af de institutionelle strukturers måde at fungere på, herunder også omfortolkningen af borgerbegrebet og offentlighedsbegrebet, der successivt er blevet privatiseret i brugerret.

Strategien skal forstås som et socio-politisk perspektiv, subsidiært som et kulturelt fænomen, hvis legitimitet er er båret af de uomtvistelige svagheder, som velfærdsstaten udviste i slutningen af 70’erne. Det gælder det næsten eksponentielt voksende statssystem, de offentlige udgifters tiltagende belastning af samfundsøkonomien, ineffektivitet overfor de voksende sociale problemer, tiltagende formynderiske tendenser i takt med de voksende krisetendenser i samfundsøkonomien og som følge heraf en voksende utilfredshed i befolkningerne.

I sin udfoldelseshistorie minder det ideologiske opgør med velfærdsstaten, hvor især den ekstreme individualisme/privatgørelse og frihedsperspektivet har indtaget en fremtrædende rolle, en del om liberalismens hegemoniske betydning i det opkommende borgerskabs opgør med adelen og dets forfatningskamp. I begge tilfælde lykkedes det at give den liberalistiske verdensanskuelse en omfattende resonansbund i brede dele af befolkningen. Også selv om visionerne i den udstrækning, de er blevet realiseret – den gang og nu har  ført til afgørende svækkelse af stort set alle de underordnede klassers livsbetingelser.

Selv om strategien har foldet sig forskelligt ud i de forskellige lande, har de praktiske metoder være forbavsende ens. Det drejer sig eksempelvis om privatisering af offentlige virksomheder, markedsgørelse af offentlige institutioner, kapitalistiske rationalitets- og styringsformer i den offentlige sektor, omformning af velfærdsbegrebet til et snævert ydelsesbestemt servicebegreb og i tilknytning hertil omdannelse af det offentliges professionelle forvaltere til simple serviceproducenter. Og ikke mindst omdefineringen af borgerne til ”gemene” forbrugere, hvorved frihedsbegrebet har kunne individualiseres som abstrakt menneskeret og således fortrængt borgerretten.

Selv om strategien selvfølgelig har mødt modstand, ændrer det ikke ved, at de liberale grundforestillinger som generaliseret verdensforståelse har fortrængt efterkrigstidens keynesiansk inspirerede socialdemokratisme og er trængt så dybt ind i det samlede samfundsliv, at den virker horisontafkortende ind på både den politisk-økonomisk tænkning, diskurs og kulturformer og ikke mindst står som en spærreballon for formuleringen af politiske veje, der overskrider kapitalismens horisont.

Som det er fremgået, opfatter jeg således ikke begrebet nyliberalisme som en ny selvstændig politisk-økonomisk kategori, men som én ud af flere varianter af den liberale ideologi praktisk omdannet til strategi for den herskende klasses nødvendige omstrukturering af både de nationale økonomier og af verdensmarkedet.

Med en spidsformulering; som de herskende klassers og samfundselitens nødvendige omvej for at restaurere klasseherredømmet. Som sådan kan nyliberalismen ikke fortolkes som en selvstændig social realitet/social orden eller som (en betegnelse for) en særlig virulent udgave af kapitalismen, men alene som begreb for en historisk bestemt aktionsform.

Den nyliberale strategis implosion?

Nyliberalismen har som historisk begrænset restaurationsstrategi været nødvendig som det specifikke opgør dels med velfærdsstatens politiske-sociale skranker for den fri kapitalakkumulation efter ”oliekriserne” og dels med arbejderklassens og den lavere middelklasses stærke position indenfor velfærdsstatens rammer.

Omkostningerne er dog med tiden vokset. Statssystemernes sociale integrationspotentiale er blevet svækket. New Public Management som taktisk styringsteknologi har afstumpet den offentlige sektor, reduceret de offentligt ansattes loyalitet og ødelagt de institutionsformer, der tidligere dels kunne skabe forbindelse til borgerne og dels inddæmme den sociale ulighed og utilfredshed. I dag skal de samme institutioner konkurrere om bevillinger og om at nå centralt fastsatte effektmål. Sådanne institutioner kan ikke integrere. De kan kun forvalte og administrere eller virke indenfor et samlet autoriseret volds- og kontrolsystem.

Og på den anden side har den samme strategi, der skulle fremelske den liberale borger og det livsduelige entreprenante individ frembragt en ny rethaverisk, reaktionær og ansvarsløs borgertype, der som konsekvens oplever sig selv som værende isoleret og i modsætning til statssystemet. Stadigt hyppigere oplever den ”myndiggjorte men isolerede borger” sig værgeløs overfor statssystemets krav, overfor kontrollen, den snigende mistænkeliggørelse og den permanente trussel om social- og statusmæssig deroute. Reaktionen og krænkelsesoplevelsen er trængt ind som fremherskende eksistensformer.

I det politiske felt har strategien affødt en foruroligende invalidering af det politiske demokrati, hvilket nu tærer på frihedsideologiens hidtidige store kredit. Den tidligere omtalte Schumpeterske demokratiforståelse er blevet en konkret realitet – som ikke kan tænkes anderledes. Den liberale offensiv har ifølge sit væsen afpolitiseret politikken gennem juridicering og udgrænsning af de legitime politiske interessemodsætninger i samfundet, hvilket bl.a. har ført til afkoblingen af det politiske liv fra det almindelige samfundsliv. Politik er i dag blevet ensbetydende med teknokratisk samfundsadministration.

Som yderligere konsekvens har kombinationen af afpolitiseringen af det offentlige liv og devalueringen af den kollegiale og professionelle etos i statssystemet fremelsket et behov for øget magtcentralisering – for overhovedet at holde den tiltagende fragmentering og de centrifugale tendenser i ave. På det politiske niveau er der flyttet mere og mere magt fra den lovgivende til den udøvende magt bl.a. gennem flere ministerbeføjelser. En udvikling i åbenlys modsætning til liberalismens eget højprofilerede demokrati- friheds- og decentraliseringsbudskab.

For selv om det over de sidste tyve år er lykkedes for de liberalistiske ideologer at overtage de politiske modstanderes begreber og først tømme dem for meningsfyldt indhold for derefter at integrere dem i deres egen ideologiske offensiv, er det dog ikke lykkedes dem at nedfryse befolkningens reale ønske om politisk suverænitet, frihed, lighed og (til en vis grad) solidaritet – som borgere.

Det er allerhøjst lykkedes med det neoliberale koncept at skabe en slags politisk-ideologisk horisontafkortning, hvilket i parentes bemærket fremtræder som et næsten uoverstigeligt problem for venstrefløjens radikale politiske opposition og teoretisk funderede kapitalismekritik.

Ikke desto mindre indebærer frekvensen og antallet af samfundspolitiske konflikter og utålelige modsætninger et gab mellem, hvad der siges fra elitens parnas, og hvad der gøres praktisk politisk. Det er efterhånden åbenlyst, at den liberale ideologis autoritet er så trængt, at der især fra nationalkonservativt hold stilles spørgsmål ved dominanspolitikken.

Og hvor disse brudflader og åbne spørgsmål indtil nu enten har været sektorialt begrænset og kunne udskammes som illegitime partsinteresser eller kunnet fremstilles som anakronistiske drømme om at vende tilbage til den ”gamle og ineffektive velfærdsstat”, så har de nu med nyliberalismens tab af moralsk og intellektuel autoritet fået et konfliktpotentiale, der kan åbne for eller endog frembringe politiske kriser, vi ikke har set længe. Hvilket forstærkes af, at den nyliberale politiske økonomi ikke længere fremstår som den indlysende løsning på kapitalismens vækstproblemer, og at de herskende klasser og samfundseliten så åbenlyst er gerådet i omfattende teoretisk og praktisk politisk borgerkrig om en ny strategi og et nyt teoretisk grundlag for at legitimere videreførelsen af kapitalismens samfundsmæssige magtgrundlag.

 Uden at drage for vidtgående konklusioner eller bringe næring til mekaniske sammenbrudsforestillinger, mener jeg, at der er grundlag for at tale om den nyliberale strategis begyndende implosion. Først og fremmest begrundet i den overbevisning, at strategien ikke længere kan understøtte den herskende klasses omstrukturering af verdensmarkedet og bane vejen for en ny reel vækstcyklus, fordi strategien har undergravet betingelserne for en ny vækstperiode, i og med den hidtidige vækst fortrinsvis har været baseret på omfattende kreditfinansieret forbrug og investeringer i gigantiske spekulationsprojekter uden at skabe et nyt reelt og produktivt investeringsgrundlag. Og for det andet fordi den nyliberale strategi har undergravet de nuværende store kapitalmagters globale styrke og skabt så grundlæggende uorden i det kapitalistiske verdenssystem, at ingen på nuværende tidspunkt rigtig tør spå om, hvilken form konkurrencen og magtkampen om fremtidens udformning af verdensmarkedet vil tage. Og for det tredje har den sociale polarisering antaget et omfang og en dybde, som nu også truer brede dele af middelklassen og som sådan samfundenes klassemæssige og politiske, sociale og moralske sammenhængskraft og stabilitet.

Afsluttende overvejelser

Kan vi så bare skrotte begrebet nyliberalisme? Som selvstændig politisk kategori – ja. Men selv om begrebet hovedsageligt er overlæsset med vidt forskellige konnotationer, så har begrebet over en lang periode gennemløbet en politisk naturalisering i den almindelige debat, og er af samme grund vanskeligt at komme uden om i dag.

Derfor har jeg først og fremmest bestræbt mig på at bidrage med en positiv bestemmelse af begrebets indhold og samtidig underkaste det et statusskift fra at blive opfattet som selvstændig politisk-ideologisk kategori til det, jeg mener er mere korrekt, et begrebsligt udtryk for den herskende klasses restaurationsstrategi.

Hermed lægger jeg som konsekvens afstand til de forskellige kontraideologiske dæmoniserings- og konspirationsperspektiver, der efter min opfattelse fejlagtigt er blevet læst og skrevet ind i begrebet med det underforståede politiske rationale, at der på den anden side af nyliberalismen findes en mere human liberal udgave af kapitalismen.

Det er faktisk dét, der er problemet med begrebet nyliberalisme postuleret som politisk kategori. Det skygger for det egentlige forhold: at begrebet nyliberalisme udspringer af og viderefører liberalismens grundlæggende menneskesyn og som sådan bidrager om end negativt til at cementere liberalismen som vores anden natur. Nu, hvor vi har brug for et opgør med hele den liberale verdensfortolkning for at komme videre.

 Jan Helbak