Røde linjer

Hvornår skal man egentlig tage ”røde linjer” eller grænsedragninger alvorligt, hvis de flere gange brydes uden mærkbare konsekvenser? Det er jo, hvad der både politisk og i medierne er blevet diskuteret, hver gang en af Putins ”røde linjer” i Ukrainekrigen er blevet overskredet af NATO-landene.

Nu forholder det sig ikke helt sådan, at det er antallet af overskridelser, der kan udsige, om en ny overskridelse vil medføre nogle utilsigtede eller ganske enkelt uoverskuelige konsekvenser. Kalkulationen må gå på, hvad en given ”rød linje” er ”rød linje for”.

I tilfældet USA’s og Englands mulige tilladelse til, at Ukraine kan anvende langtrækkende Storm Shadow og ATTACMS missiler til at nå mål dybt inde i Rusland, vil det nok være mere end klogt at tage Putins ”røde linje” alvorligt.

Forud for mødet mellem Joe Biden og den engelske premierminister Keir Starmer fredag den 13. september, hvor en sådan tilladelse skulle drøftes,  meddelte præsident Putin, at med en sådan tilladelse ville USA og England og givetvis hele NATO befinde sig i krig med Rusland.

Putin delte sin kommentar op i to punkter. At Ukraine forsøger at ramme mål dybt inde i Rusland med egne droner og kortrækkende missiler mod mål på  Krim er ikke noget nyt. Det kan Rusland uden de store problemer håndtere. Men hvis der gives tilladelse til, at Ukraine kan affyre langtrækkende missiler, er USA’s og Englands deltagelse i krigen et faktum. Begrundelsen for den sidste konklusion er: Ukraine har ikke know how til at håndtere missilerne. Ukraine har ikke satellit- og navigationsudstyret til at kalibrere retning og koordinater. Det har kun amerikanske og delvist engelske militære enheder. Som sådan er Ukraine alene at betragte som affyringsrampe for amerikansk-engelsk aggression.

Man skal i spillet bemærke, at Joe Biden afstod fra at kommentere Putins udtalelse, som i øvrigt efterfølgende blev forstærket af Ruslands viceudenrigsminister Sergey Ryabkov og faste diplomat i FN’s sikkerhedsråd, Vasily Nebenzya. Rusland vil opfatte en tilladelse fra USA og England som en eksistentiel trussel og som et angreb på landets strategiske sikkerhed.

Måske er alvoren efter Bidens og Starmers møde ved at sænke sig i de europæiske regeringskontorer og så småt også i dele af presselandskabet, som op til lørdag den 14. september, mere eller mindre har ladet hånt om eller bagatelliseret Putins udspil og kaldet hans trusler ”det rene bluff”. Polens premierminister og flere skandinaviske ministre har opfordret til ikke at tillægge Putins udmelding den helt store betydning og samtidig plæderet for en udvidelse af Ukraines muligheder for at affyre missiler dybt ind i Rusland.

Det afgørende er heldigvis, at USA har udskudt en endelig beslutning og dermed også lukket for, at England kan anvende amerikanske satellitter og andet nødvendigt kommunikationsudstyr. Og heldigvis har den tyske kansler Scholz gjort det helt klart, at Tyskland ikke vil godkende brugen af Taurus missiler til at ramme mål i Rusland. Og Tysklands stemme i det spil vejer nok mere i overvejelserne i de europæiske regeringskontorer end stemmerne fra de skandinaviske lande og Polen.

Spørgsmålet om, hvornår en ”rød linje” skal tages alvorligt, burde hermed være besvaret. Putins advarsel blev bevidst ikke formuleret udtømmende. Andre russiske talspersoner har dog bl.a. i nyhedsorganet TASS trukket nogle ildevarslende konsekvenser frem. Ukraine kan bombes sønder og sammen, eller europæiske byer og militære anlæg kan rammes. Russerne kan angribe satellitter og indlede en ”rumkrig”. De mulige russiske militære modsvar er legio og på nuværende tidspunkt uforudsigelige.

Disse scenarier er indenfor de sidste døgn blevet analyseret og kommenteret af mange mere nøgterne militæranalytikere. Og lige nu er der lidt ro på. Når jeg så alligevel skriver dette blogindlæg, er det, fordi jeg er noget forundret over, at mange ledende og ansvarlige politikere og pressefolk ikke kan se hvorfor, ”den røde linje” er et ”hertil og ikke længere”.

Cirklen er nemlig sluttet. Allerede på topmødet i Bukarest i 2008, gjorde Putin det klart overfor NATO lederne, at en optagelse af Ukraine i NATO ville blive opfattet som en strategisk og eksistentiel sikkerhedstrussel. Den melding blev gentaget med Putins forhandlingsudspil i december 2021og helt frem til Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Kravet fra Rusland var og er, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO. At Ukraine skal afmilitariseres og defineres som en neutral stat.

Den bagved liggende begrundelse var og er indlysende nok at med Ukraine integreret i NATO, vil Rusland være omringet/inddæmmet af langtrækkende missiler – både konventionelle og atomare – helt op til egne grænser. Og NATO styrker vil frit kunne bevæge deres militære kapacitet fra Bulgarien helt op til Østersøen. Et scenarie Rusland ikke vil kunne leve med, fordi det i russisk selvforståelse opfattes som en eksistentiel trussel mod landets suverænitet.

Hvis NATO landene og i det aktuelle tilfælde USA og England skulle give den ukrainske regering tilladelse til at anvende langtrækkende missiler håndteret af amerikansk og engelsk personel og styret via amerikanske satellitter, vil det de facto skabe præcis den militære og sikkerhedspolitiske situation, som russerne i 2008 forudså ville blive tilfældet med Ukraines optagelse i NATO.

Det har strategerne i Washington og London og i NATO som helhed selvfølgelig gennemdiskuteret. De har også vejet for imod hvad angår NATOs evne til at føre krig mod Rusland. Og den evne, har krigen i Ukraine vist, er ikke så suveræn, som f.eks. politikerne har troet. I det amerikanske forsvarsministerium Pentagon har man med den viden in mente anlagt en mere nøgtern tilgang. Pentagon udtrykker i modsætning til det amerikanske udenrigsministerium en berettiget tvivl om udfaldet af en krig mellem Rusland og NATO. Lige nu kan NATO landene ikke engang levere de missiler, som Ukraine efterspørger. Så spørgsmålet er i hvilket omfang, NATO landene i Europa ville kunne svare igen på russiske angreb.

Forhåbentligt har USA og England forstået, at der er tegnet ”en rød linje”, der ikke kan overskrides uden at åbne for helt uforudsigelige konsekvenser. Alligevel kan det undre, at spillet har fået lov til at køre så langt, i og med det har bekræftet Ruslands antagelser og gjort kravet om, at Ukraine ikke må optages i NATO endnu mere ufravigeligt. Ja i det hele taget vanskeliggjort de kommende fredsforhandlinger yderligere.

Endnu er den ”røde linje” ikke overskredet. Ikke engang tangeret. Den amerikanske ledelse har handlet ansvarligt. Hvor længe Bidens beslutning holder, og om han magter at holde Keir Starmers regering i snor ved ingen. Men holder Bidens linje, er parterne også låst, og reelle fredsforhandlinger kan så ikke udskydes meget længere, fordi ingen hverken i Ukraine, Rusland eller i Europa har en interesse i Ukraines totale sammenbrud.

Jan Helbak