Hvorfor titlen “Overvejelser”?
september 15, 2024 7:40 pmBloggens titel, ”overvejelser”, forekommer måske lidt aparte. Ja, får man i øvrigt lyst til at besøge en blog, hvor der bare står overvejelser? Støder man på hjemmesiden, vil man nok undre sig over, hvad en sådan titel egentlig dækker over af koncept og indhold. Det er også hensigten.
Besøgende på bloggen vil nemlig ikke kunne finde andet end korte kommentarer og essaylignende overvejelser over vores samtids politisk-økonomiske udvikling og vores selvforståelse i den fremherskende diskurs. Man vil ikke på bloggen finde færdige analyser eller afklarede positioner men først og fremmest undersøgelser af de holdninger, politiske udmeldinger og handlinger, der repræsenterer vigtige begivenheder i en samtid præget af opbrud i hidtidige faste og autoritative verdensanskuelser. Det gælder også vores ellers faste begreber om dette og hint, som viser sig utilstrækkelige i mødet med, hvad der sker lige foran næsen på os.
Det er bloggens formål. Begrundelsen for oprettelse af bloggen har tråde tilbage til tidsskriftet Kritisk Debat, som efter tyve år er gået ind. Betingelserne for at videreføre tidsskriftet og kræfterne til at fortsætte er sluppet op. Så hellere lukke og slukke før, det døde ud af sig selv af mangel på debattens ilt. Det hører med til historien, at Kritisk Debat startede i 2004 med det fortsæt kritisk og fordomsfrit at analysere samfundsudviklingen i et centrum-venstre perspektiv. Spidsartiklen i 2004 hed meget betegnende ”Kampen om definitionsmagten”. Dog vil det være en overdrivelse at påstå, at det gennem alle årene lykkedes at holde tidsskriftet på den kritisk diskuterende linje med en horisont, der rakte meget ud over det verserende venstrefløjsmiljø.
Imidlertid er tidsskriftets oprindelige målsætning ikke blevet mindre relevant i en tid, hvor en binær tænkning trænger frem i næsten alle forhold. Og hvor den åbne kritiske debat har trange kår, og hvor undrende og kritiske spørgsmål, der ikke passer ind i mainstream metrikken, udstemples som populistiske, uden videnskabelig evidens eller som anslag mod vores universelle værdier.
Bloggen skal af de samme grunde opfattes som en videreførelse af ønsket om åben kritisk debat. Som en insisteren på nødvendigheden af: at undres, at overveje, at undersøge og at kaste resultaterne ud på en blog. Og forhåbentlig på den måde levere små bidrag til tænkemåder og overvejelser, der peger ud over tidens binære moralisme og dæmonisering af alt og alle alle, der ikke lige passer ind i de kanoniserede værdisæt og tilsvarende stigmatisering af de mange spredte forsøg på at trænge ind i tidens kompleksitet for at finde mening i galskaben.
Motivet er selvfølgelig også rundet af en udbredt skepsis overfor samtidens politiske system, tænkning, sprogbrug, kulturelle normer og ikke mindst den politiske og intellektuelle elites krav på uantastet autoritet og autoritative udlægning af verdenssituationen.
Men skepsis er ikke det samme som skepticisme, der repræsenterer en grundindstilling til tilværelsen. Denne blogs insisteren på skeptiske overvejelser henter netop sin tilgang i de mange opbrudstendenser og nok så meget fra renæssancetænkeren Michel de Montaigne, der ikke var skeptiker men forholdt sig skeptisk.
Montaigne levede fra 1533 til 1592. En periode med opbrud i de kirkelige institutioner. Der var et voksende krav om, at troen skulle kunne begrundes via fornuften og som bivogn en kritik af især den katolske kirkes krav til de troende om total underkastelse. På den anden side stod den reformerte kirke, hvor troens vogtere blev flyttet ud af kirken og ind i hovederne på det enkelte menneske. Kampen mellem de to kirkeretninger herskede på det blodigste i Frankrig på Montaignes tid. De store filosofisystemer var også i opbrud, og kampen mellem den jordiske og den himmelske magt var i anmarch. Tillige begyndte det videnskabelige miljø efter Kopernikus at blive sig selv bevidst som en væsentlig samfundsfaktor, hvilket især efter den ”Sorte død” også fik indflydelse på tilliden til den gamle lægevidenskab.
I dette virvar af brudlinjer kom Michel de Montaigne til den ”sikre” konklusion, at det eneste sikre, han kunne foretage sig, var at overveje og undersøge de forskellige brydningslinjers status og fremtid. Hvor skulle man placere sig, blev for ham renæssancetidens nøglespørgsmål og som følge retten til tvivl og retten til at publicere sin tvivl.
Det blev til tre store essaysamlinger. Essay betyder netop forsøg, undersøgelse, overvejelse og udkast, og det var den metode, Montaigne tyede til for at ”grave sig ind i sin tid” og forstå den. Det blev til essays om stort og småt. Mest for selvafklaring men også som grundlag for diskussion med venner og fjender.
Det centrale essay i hele samlingen er nok ”Forsvar for Raimond Sebond”. En spansk teolog, der argumenterede for, at troen ikke alene kunne forlade sig på den rene tro men også måtte søge støtte i fornuften. Montaigne tager handsken op og undersøger via mange forskellige tilgange selve begrebet fornuft. Den måske nedslående konklusion bliver, at begrebet ikke entydigt lader sig indfange. Den absolutte sandhed står hen i det uvisse, hvorfor alle må udvise pragmatik, respekt for erfaringen og ikke mindst tolerance.
Især de sidste to konkluderende bemærkninger i essayet har inspireret til oprettelsen af denne blog og dens grundlag. Derfor refereres de her i deres helhed:
”Men morsomme er de jo, når de for at give deres love sikkerhed siger, at der findes nogle, som er faste, evige og uforanderlige, nemlig dem, de kalder ”medfødte” eller ”naturlige love”, som i kraft af menneskets sande væsen, skal være indskrevet i dets hjerte. Nogle mener, der er tre, andre fire, nogle siger lidt flere, andre lidt færre, et bevis på, at dette kendetegn er lige så usikkert som alle andre”
”Kort sagt: der gives intet konstant, hverken i os selv eller i tingene, og både vi og vort skøn og alt, hvad dødeligt er, flyder og glider uden ophør. Der kan følgelig ikke etableres nogen sikker forbindelse mellem de to, fordi både den erkendende og det erkendte er i stadig fart og bevægelse”.
”Da nu altså alting undergår en forandring fra en tilstand til en anden, bliver fornuften, som søger noget virkeligt bestående, narret, idet den ikke kan finde noget blivende eller bestandigt, fordi alt enten er sin vorden eller slet ikke er endnu eller begynder at dø, endnu før det er født”.
Man finder måske ikke et mere præcist signalement af renæssancetiden og foregribelse af eftertidens filosofiske- og videnskabelige rationalitetskrav end i disse essayets sidste konklusioner.
Men hvad der for os måske er endnu vigtigere også et præcist signalement af vores egen opbrudstid, som kalder på overvejelser over og undersøgelser af: hvad der er, hvad der peger ud over det, der er og vores daglige forventninger.
Kort sagt er det bloggens formål at udkaste overvejelser og skal bedømmes herefter.
Jan Helbak