Grænser for negativ integration?

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debat redaktion

”Er det muligt at have et fælles marked uden en føderal social, pengepolitisk og makroøkonomisk politik”? Jean Monnet.

”Vi starter en proces af kontinuerlige reformer, som kan skabe morgendagens verden mere holdbar end de revolutionære principper, der er så udbredt i Vesten” Jean Monnet.

De to citater rammer måske bedre end mange ord ned i hele EU’s indre konflikt helt tilbage fra dannelsen af Kul- og Stålunionen og op til i dag. På den ene side ønsket om at opbygge et forenet Europa i en eller anden form. Og på den anden side ønsket om at bevare nationalstaten som rammegrundlaget for europæisk kapitalisme. Endnu er skismaet ikke løst, og endnu har der ikke udviklet sig en samlende kraft til at gennemføre opbygningen af et forenet Europa i Monnets ånd. Omvendt bliver det stadigt tydeligere, at nationalstaterne har nået deres grænse for varetagelse af de samlede samfundsinteresser, uden der er opbygget et stabilt alternativ.

Spørgsmålet er, om EU, som vi kender det i dag, tangerer grænserne for det, jeg har valgt at benævne negativ integration. Dvs. en stadig tættere integration af nationalstaterne i Europa hovedsageligt forårsaget af tilpasning til udefra kommende krav/modsætninger eller som reaktion på indre spændinger/modsætninger i Europa. Linjen går fra dannelsen af Fællesmarkedet til allersidste skud på stammen; Kommissionens forslag om ”Single Market Emergency Instrument” som svar på pandemien og de grænseoverskridende forsyningsproblemer i forbindelse med krigen i Ukraine og de globale geopolitiske spændinger. Både det Indre Marked, Euroen, ECB osv. er blevet til som reaktioner på større problemer på verdensmarkedet, der blev opfattet som trusler mod europæisk stabilitet og sammenhængskraft.

Mit ærinde med denne artikel er at vise, at den negative integrations politik dels, som det er nævnt, har været en konsekvens af ydre pres men også af den teknokratiske europæiske elite formuleret som en bevidst strategi for at nedbryde de nationalstatslige interessers hæmmende dominans og opbygge et stærkt kapitalistisk og ikke mindst uafhængigt Europa. Det liberalt teknokratiske politiske forsæt har været nødvendiggjort af det uafgjorte spændingsforhold mellem de føderale tendenser og den nationalstatslige modreaktion, hvor sidstnævnte har stået stærkt helt op til slutningen af 70’erne, fordi de nationalstatslige politiske fraktioner magtede at forsvare den indre velfærdsstatslige udvikling.

Et tredje og bestemmende aspekt i udviklingen af det EU, vi kender i dag, har været det åbenlyse fravær af en samlende føderativ kraft. Borgerskaberne har aldrig frembragt en sådan kraft. Der har kun været tale om enkeltpersoner eller mindre grupper af intellektuelle eller fremsynede erhvervsledere, som har demonstreret tilstrækkelig sociologisk fantasi til erkende Europas Forenede Stater som en historisk nødvendighed.

Det er faktisk socialistiske intellektuelle og senere store dele af den europæiske arbejderbevægelse, der kom tættest på at formulere det føderative perspektiv. Først med Ventotene manifestet fra 1941 formulerede Ernesto Rossi og Altiero Spinelli m.fl. perspektiv for et frit og forenet socialistisk Europa. Manifestet var først og fremmest en overordnet begrundelse for et Forenet Europa og en række principper for, hvordan en sådan Union skulle se ud. Af gode grunde indgik en egentlig strategi for Unionens dannelse og politiske opbygning ikke i manifestet.

Få år senere, nærmere bestemt i kølvandet af 2. Verdenskrigs afslutning, blev det op til Pietro Nenni (leder af det Italienske socialistparti) og Lelio Basso at formulere en politisk strategi for Europas samling under ledelse af forenede socialistiske og kommunistiske partier i en slags europæisk folkefront. Der var ikke udelt begejstring for perspektivet i flere af de socialdemokratiske partier, men der var heller ikke en blank afvisning.

Alene bevægelsen for et forenet ”socialdemokratisk Europa” skabte indlysende nok uro i de europæiske borgerlige kredse men nok så meget i USA og England. Frygten havde sit udspring i de højspændte forestillinger om, at en sådan socialdemokratisk inspireret europæisk folkefront skulle åbne yderligere for Sovjetisk indflydelse i hele Europa. Det blev til spørgsmål om et ”frit Europa versus kommunistisk ufrihed”. Mere nøgternt vurderet handlede det om en borgerlig frygt for en ny massebevægelse bag kravet et opgør med den europæiske kapitalisme.

Borgerlig modoffensiv og splittelse i arbejderbevægelsen

Churhill åbnede de borgerliges modoffensiv med en tale i Fulton (Missouri) den 5. maj 1946, hvor han advarede mod den ”Bolsjevikiske fare”. Talen er også kaldt ”jerntæppetalen”, fordi Churchill meget malerisk formulerede forestilling om et jerntæppe trukket ned gennem Europa for at inddæmme den kommunistiske ”offensiv”. Et år senere fulgte den amerikanske præsident Truman op på Churchills tale med en åben erklæring om ”krig” mod kommunismen. Trumandoktrinen blev til den inddæmningspolitik overfor Sovjetunionen, som var den bærende verdensforståelse for den kolde krig under sloganet ”Kommunisme eller frihed og demokrati”. Doktrinen blev rent materielt fulgt op af Marshallhjælpen til de europæiske lande. Dels for at støtte genopbygningen og revitalisering af det europæiske marked og dels for at indhegne Europa under USA’s nyvundne hegemoni på verdensmarkedet.

Herefter blev spændingerne mellem Øst og Vest skærpet, og Stalin beordrede de lande, der efter krigen var under Sovjetisk indflydelse, til at underkaste sig Sovjetisk dominans og indføre ”socialisme fra oven”. Det resulterede igen i en uoprettelig splittelse af den europæiske arbejderbevægelse. Både mellem socialistpartierne, de socialdemokratiske partier og kommunistpartierne. Lignende brudlinjer udviklede sig også i den europæiske fagbevægelse. Socialdemokratierne, der var indfældet i nationalstaterne og deres logik, og som havde båret en skepsis/modstand overfor kommunistpartierne med sig fra mellemkrigsårene meldte sig langsomt ud af enhedsprojektet og erklærede sig for ”frihed og demokrati” og mod ”proletariatets diktatur”. Splittelsen fik tillige næring af ”Pragerkuppet” i Tjekkoslovakiet i 1948, hvor kommunistpartiet pressede socialdemokraterne ud af regeringssamarbejdet, hvad der pustede til spændingerne mellem de to partier i de fleste andre lande. Eksempelvis i Frankrig og Italien.

På den anden side stod kommunisterne i fraværet af alliancen med socialistpartierne uden styrke til ret meget andet end at forsvare de vundne positioner i de respektive nationalstater og forsvare Sovjetunionen og de annekterede østeuropæiske lande. Drømmen om eller perspektivet for en Europæisk Socialistisk/socialdemokratisk føderation forsvandt fuldstændigt fra det politiske billede i arbejderbevægelsen. Faktisk skete der op gennem 50’erne og 60’erne en 180 graders omvending, hvor den nye europæisk institutionsbygning under initiativ fra fremsynede liberale kræfter blev set som et nyt kapitalistisk projekt og som en trussel mod velfærdskampen og den parlamentariske kamp indenfor nationalstaternes grænser.

Den ”kolde krig” havde allerede i sine første år og i hvert fald efter 1953 besejret den forenede arbejderbevægelses europæiske perspektiv. Arvtagerne blev en teknokratisk elite og fremsynede liberale kræfter, der indså, at skulle europæisk kapitalisme genrejses som selvstændig magt på verdensmarkedet, forudsatte det et stadigt tættere økonomisk- og politisk samarbejde mellem de mest centrale og toneangivende lande i Europa. Det blev til et fravalg af det positive føderale perspektiv og tilvalg af den negative integrations skridtvise politik – det europæiske borgerskabs levedygtige kompromis.

Genformulering af det føderale perspektiv

Siden beslutningerne først i 50´erne i EU’s formative år har det føderale perspektiv kun få gange og som regel i forbindelse med større internationale begivenheder eller opbrud været luftet for så at blive skudt ned igen som et måske hæderværdigt men utopisk perspektiv.

Nu befinder EU sig igen i en tumultarisk periode. Pandemien, hvor EU institutionerne spillede en afgørende stabiliserende rolle, var knap overvundet, før den blev efterfulgt af de store geopolitiske spændinger som konsekvens af Ukrainekrigen og voksende forsyningsproblemer på verdensmarkedet og på energimarkedet i særdeleshed og høj inflation bl.a. som følge af faldende produktivitet, eksorbitant pengeudpumpning og voksende protektionisme.

Det er i den forbindelse blevet indlysende, at EU’s udenrigspolitiske ageren, selv om udenrigskommissær Borrell ofte spiller med musklerne, lider under kravet om enstemmighed blandet de 26 medlemslandes regeringer. Det samme gælder sanktionspolitikken overfor Rusland og i spørgsmålet om udvidelse af EU. Krigen har også udstillet Unionens svage og dysfunktionelle forsvarssamarbejde, diffuse sikkerhedspolitik og utidssvarende afhængighed af USA’s militære magt.

Den sidste udvikling har bl.a. bragt den tyske kansler Scholz på banen med forslag om at ændre i forfatningstraktaten for at udbrede flertalsafstemninger til flere områder. Mere er det heller ikke blevet til, og reaktionerne rundt om i EU har ikke ligefrem været klare og entydige endsige positive.

Heldigvis – eller i det mindste – er der en person med en vis vægt, der har taget skridtet fuldt ud og formuleret de problemer og løsningsmuligheder, som man ellers ikke gerne taler åbent om. I en artikel i EUobserver i oktober måned slår Guy Verhofstadt (medlem af ”Forny Europa” gruppen i EU parlamentet og tidligere Belgisk premierminister) til lyd for omfattende traktatændringer. Titlen på artiklen er nok en kende dramatisk men også meget sigende: ”EU uforberedt på den nye periode med flere imperier; det er tid at handle”.

Han skriver for det første, at den kommende periode ikke vil være kendetegnet af et velreguleret samspil mellem 199 suveræne stater men af brutal konkurrence mellem store kontinentale blokke militært, økonomisk, teknologisk og geopolitisk – både på jorden og i rummet. Det indebærer for det andet, at EU ikke i sin nuværende form og institutionelle struktur er gearet til at klare de udfordringer. Når EU har reageret så langsommeligt overfor bl.a. krigen i Ukraine skyldes det ifølge Verhofstadt Unionens forældede institutionelle kompetencestruktur og forældede magtforhold mellem medlemslandene, kommissionen og parlamentet.

Dernæst peger han for det tredje på, at den store ”NextGenerationEUFond” på 808 mia. euro som støtte til medlemslandenes genopbygning efter pandemien i realiteten rækker langt ud over de ”tre søjler” i Maastrichttraktaten. Helt aktuelt gælder det en fælles energipolitik, fælles gasopkøb, fælles prispolitik og tilladelse til Unionen til at udstede obligationer for at opbygge den nye fond tilstrækkelig stor og robust til at støtte de enkelte lande, så de kan komme igennem den aktuelle ”økonomiske krise” og forhindre voksende social utilfredshed på grund af inflationen og de eksorbitant høje energipriser.

Verhofstadt går lige til biddet og foreslår en reel Energiunion. Endvidere opbygning af en decideret forsvarsunion og fælles bindende sikkerhedspolitik, hvilket igen vil fordre et udvidet EU budget og adgang til forskellige former for selvstændig EU skatteinddrivelse. Han afslutter sin artikel med følgende salut: ”Et geopolitisk Europa er kun muligt, hvis vi er rede til at redefinere vores politik og reformere vores institutioner. Ved at opgive vetoretten og dele suveræniteten på de områder, hvor der er størst behov nu. Ved at eliminere autokratisk styre indenfor EU, så det ophører med at underminere vore handlinger og troværdighed”. (der henvises slet skjult til Ungarn, Polen og måske Italien).

Længere går Verhofstadt ikke. Længere kan han nok ikke gå her og nu, men spørgsmålet om den tiltrængte reformering af EU’s politiske overbygning er sluppet ud af flasken, hvad der ingenlunde er nogen tilfældighed. Verhofstadt har formuleret det åbent, som man taler om diskret i kommissionen, i arbejdsgiverkredse, i den europæiske fagbevægelse og i medlemslandenes regeringskontorer. EU kan ikke komme videre uden en eller anden form for modificeret føderal struktur, hvor den politiske udbygning af EU’s institutioner videreudvikles og medlemslandenes suverænitet tilsvarende begrænses yderligere – eller rettere løftes ind i Unionens (kommende) demokratiske institutioner. Både EU’s usammenhængende og modsætningsfyldte håndtering af finanskrisen, efterfulgt af problemerne med at opbygge et samlet pandemiberedskab og senest den geopolitiske slingrekurs har gjort det uomgængeligt at igangsætte en ny proces for at ændre forfatningen både dens grundlagsparagraffer, procesreglerne og de indbyrdes kompetencerelationer mellem Kommission, Rådet og Parlamentet.

Problemet for Verhofstadt og andre ligesindede er som altid vanskeligheden ved at pege på de sociale-økonomiske og organiserede politiske kræfter, der skal sætte de afgørende punkter på dagsordenen i en sådan form, at de ikke kan skydes ned igen som ofre for medlemslandenes anakronistiske nationalinteresser og indirekte og diskrete protektionisme.

I den sammenhæng er det ikke ligefrem lovende at læse ”eDossier” (oktober 2022) fra den europæiske venstrefløjs samarbejdsorgan ”Transform Europe”. På næsten samme tidspunkt som Verhofstadts artikel udgiver sammenslutningen en længere gennemgang af ”The EU recovery and resilience programmes after COVID-19” med underteksten ”Delivering the reconstruction the EU needs?”

I publikationen gennemfører 11 forfattere en udmærket analyse af den nye genopbygningsfond på knap 800 mia. euro, og hvad administrationen af den vil få af vidtrækkende betydning for magtforskydningerne mellem kommissionen og de enkelte medlemslande. Helt korrekt peger de på de ”negative integrationseffekter” og yderligere udhuling af medlemslandenes suverænitet. Dokumentet går så langt som til at referere Stephen Gill og flere andre marxister for introduktionen af et nyt begreb, som måske i virkeligheden kan afløse begrebet negativ integration. Begrebet autoritær konstitutionalisme er nok mere tidsrelevant med pointen om: at både de nuværende inkrementelle forfatningsforskydninger og de kommende ændringer i logisk forlængelse af de mange ”krisetiltag”, der gennemføres som akutte kriseløsninger, vil antage autoritær karakter (eller i hvert fald ikke demokratisk karakter), hvis ikke de følges op af en radikal forfatningsreform og demokratisering af EU. Det er nemlig kendetegnende for de seneste udspil fra kommissionen, at de rent kompetencemæssigt placerer sig mellem kommissionen, parlamentet og de nationale parlamenter, hvor handlekompetencen de facto forskyder sig mod kommissionen og vil ifølge deres egen logik gøre det yderligere fremover.

Så meget desto mere ærgerligt er det, at dokumentet stiller sig tilfreds med at analysere indholdet i EU’s COVID-19 genopbygningsfond og tangere de mest relevante implikationer uden at opstille bare konturerne af et venstrefløjens politisk-institutionelle alternativ. Meget bedre står de ikke til hos de enkelte nationale venstrefløjsorganisationer. Hovedparten hænger fast i, hvad man kan kalde EU ambivalenssyndromet. Man har fra starten defineret EU som et særegent kapitalistisk projekt og op gennem 50’erne og 60’erne stillet opbygningen af de nationale velfærdsstater i modsætning til EU og det indre føderative drive. Senere er retorikken blevet skærpet til EU som et i bund og grund neoliberalt projekt. Glemt har været socialisternes bestræbelser lige efter 2. Verdenskrig. Konsekvensen har været, at venstrefløjen i det store hele har dyrket og kolporteret flere mere eller mindre luftige alternativer til Unionsgrundlaget og strukturen – som i princippet ikke har adskilt sig fra Moores ”Utopia”. Dermed har de og gør det stadig overladt det til de progressive og teknokratiske liberale kræfter at formulere ønsket om og retningen for politikkens primat over økonomien i EU. Vel og bemærke i teknokratisk udformning.

Kort rids af den negative integrations udviklingsbane

Det fortløbende uafklarede spændingsforhold mellem kommissionen og Rådet lå allerede som grundkonflikt i forhandlingerne om den endelige udformning af Kul- og stålunionen i 1950, hvor den franske udenrigsminister Robert Schuman og senere industrimanden Jean Monnet forestillede sig og slog til lyd for et tæt samarbejde mellem Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland og Luxemburg. Monet sigtede ved de afsluttende forhandlinger på, at Unionen skulle styres af en overstatslig myndighed med den ”høje myndighed” i centrum, og at medlemslandene skulle afgive suverænitet hertil. Sådan kom det ikke til at gå. Beneluxlandene krævede oprettelse af et ministerråd, der kunne gribe ind i særlige situationer. Beneluxlandene afviste også direkte valg til en parlamentarisk forsamling, som i realiteten først blev en realitet i 1979.

Tegningen blev den høje myndighed i centrum og et modererende ministerråd samt en række rådgivende underkomiteer. Altså et stykke fra de oprindelige tanker og slet ikke i overensstemmelse med Monnets tanker. ESKF traktaten blev underskrevet i 1951. Mellem traktatens vedtagelse og den endelig aftale om Romtraktaten februar 1957 blev en række andre forsøg på at oprette overstatslige institutioner så som forsvarssamarbejde, en domstol etc. skrinlagt. Tyskland var og havde hele vejen siden 1950 været fortaler for øget økonomisk-politisk- og institutionel integration, hvorimod Frankrig den anden hovedakse plæderede for den skridtvise og sektorbestemte integration.

Det blev til et fælles marked (EØF) og fælles atomart samarbejde (EURATOM). Lovgivningskompetencen blev flyttet til ministerrådet som det vigtigste lovgivende organ. Den høje myndighed blev afløst af kommissionen, som fortrinsvis skulle være ”lovforslagsproducerende” og føre kontrol med, at medlemslandene overholdt de vedtagne bestemmelser.

Der kom ikke egentlig nye tilføjelser til EØF før, der i 1970 blev vedtaget afgørende nye institutionelle reformer så som, at fællesskabet skulle have egne skatteindtægter. Holland insisterede på, at det svage parlament skulle have kontrol med EF’s budget, og det Europæiske Råd (ministerrådet) blev oprettet som institution for de enkelte landes ministerielle indflydelse på udviklingen i EF. Dertil kom forhandlinger om udvidelse af EF bl.a. med Danmark og England.

Det europæiske samarbejde med de toneangivende lande som autonom presfaktor kom som konsekvens af krisen i 1973 hurtigt på arbejde og demonstrerede en afgørende gennemslagskraft ved at gennemtrumfe beslutningen om afholdelse af direkte valg til Europa-parlamentet og indføresle af valutasamarbejdet EMS’en. Det sidste skridt var foranlediget af Nixons ophævelse af dollarens guldindløselighed, som i realiteten opløste de faste valutaforhold på verdensmarkedet og bragte de ødelæggende spændinger mellem EF landenes valutaer i fokus. EF blev tvunget til at opbygge en erstatning for dollaren som fast referencepunkt. Ordningen blev aldrig den succes, man havde håbet på. Der skulle noget mere til.

Den økonomiske verdenskrise i 1973 blev ikke overvundet. Hele den vestlige verden oplevede, at vækstlokomotivet siden 1945 bremsede op og dens økonomisk teoretiske overbygning – keynesianismen – ikke længere bidrog til at styre væksten. I stedet blev ekspansionspolitikken afløst af et helt nyt fænomen, stagflation, der kulminerede med Washington konsensus i 1979, hvor den amerikanske centralbank hævede renten i et stort hug. Beslutningen fremprovokerede recession først i USA og senere i Europa. Samtidig pressede amerikanerne Europa og Japan til at sikre dollaren og USA’s konkurrencedygtighed. Det skete i de første år af 80’erne, hvorfor det blev klart for flere europæiske regeringsledere og den økonomiske elite, at EF ikke kunne komme videre og frigøre sig fra USA’s vilkårlige dominans uden at skabe sit eget indre marked og på sigt en tilsvarende fælles valuta.

Nye skridt mod en egentlig Union

Efter hårdt pres fra Tyskland og Frankrig blev der indkaldt til en hurtigt arbejdende konference i 1985. Forinden havde Delorsgruppen udarbejdet et traktatudkast. Dern europæiske fællesakt blev vedtaget. Ud over kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed, skulle det fremover være muligt for Rådet at træffe beslutninger ved kvalificeret flertal. EU-parlamentets rolle blev styrket ved ”samarbejdsproceduren”. Men det lykkedes ikke Italien og Tyskland at få ligestillet Parlamentet og Rådet som europæisk lovgiver.

Som det forhåbentligt allerede nu fremgår, er magtforskydningen fra de nationale suveræne parlamenter og institutioner til de overstatslige besluttende organer og hele institutionelle struktur ikke sket som en forfølgelse af positive politiske mål men som reaktioner på udefra kommende problemer for europæisk kapitalisme bl.a. magtkampene på verdensmarkedet, den langsomme opløsning af Bretton Wood institutionerne og erkendelsen af, at EF/EU måtte frigøre sig fra amerikansk dominans. Det har betydet, at den ene ad hoc foranstaltning logisk har afstedkommet de senere integrative beslutninger. De er ikke blevet til som en planlagt opbygning af en stadigt mere integreret og stærk overstatslig unionsstruktur.

Det var således også Murens fald og Sovjetunionens opløsning, der for alvor satte gang i den videre udbygning af EF til at blive til Unionen. Først med Maastrichtaftalen i 1992, senere kompromisset i Edinburgh, Amsterdamtraktaten i 1999 og endelig Lissabontraktaten i 2009. Fælles for alle traktaterne er, at de ligger i logisk forlængelse af de foregående traktater, som alle har båret præg af at være nødvendige korrektioner begrundet i ændrede forhold i den europæiske kapitalismes indre udvikling, presset fra verdensmarkedet og de geopolitiske ændringer med Sovjets og Østeuropas opløsning og sidstnævntes integration i Unionen.

Den europæiske fællesakt (det indre marked) kunne ud fra almindelig økonomisk logik ikke udvikles på sigt uden en fælles valuta. Sådan blev det også. Euroen, der vedtaget som perspektiv i 1992 trådte i kraft i 1999. En fælles valuta krævede også en europæisk centralbank. Det blev til ECB i bedste neoliberale stil med udstrakt autonomi og armslængde til det politiske system. De evindelige spændinger mellem landenes suverænitet og EU’s suverænitetsudvidelse måtte rammes ind af opdelingen af Unionen i tre søjler med rene EU anliggender på markedsområdet og bibeholdelse af vetoretten i en anden søjle udenfor det indre marked så som udenrigspolitikken og andre områder, der greb dybt ind i medlemslandenes traditionelle suverænitet.

Punktum for over 25 års traktatforhandlinger blev Lissabontraktaten, som endnu engang var et suverænitetskompromis. Allerede i 2003 forhandlede man en egentlig forfatningstraktat. Den blev vedtaget men ikke ratificeret i Frankrig og Holland. Den blev nedstemt ved folkeafstemninger i 2005.

Lissabon er ikke en forfatningstraktat, og alligevel er den det praksis, skønt den byzantinske kompromisstruktur og magtstrukturerne fra Maastrichttraktaten ikke er ændret. Det blev til endnu en traktat, hvor det europæiske råd blev en del af den institutionelle bygning med egen formand. Der blev oprettet en udenrigskommissær og områderne for samarbejdsprocedurerne mellem Parlamentet og Rådet blev udvidet. Omvendt blev de nationale parlamenter nu legalitetsmæssigt inddraget i lovgivningsprocedurerne (måske i virkeligheden en af de vigtigste nyskabelser at bygge videre på i fremtiden).

Men den måske mest vidtgående bestemmelse i Lissabontraktaten er, at Unionen ifølge Artikel 3 stk.3 eksplicit bygger på markedsmekanismer som økonomisk og institutionel grundenhed for Unionen: ”Unionen opretter et indre marked. Den arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne…..”. Ingen medlemslande kan således på indeværende tidspunkt begrænse eller ophæve markedsøkonomien som grundstruktur uden at komme i konflikt med traktatens bestemmelser, kommissionen og EU domstolen.

Selv om Lissabontraktaten ikke er en forfatning, har den de facto forfatningsmæssig karakter, hvilket betyder, at Unionen nu endelig har fået en markedskapitalistisk grundbestemmelse og legalitetsramme. Det betød og betyder på den anden side delegitimeringen af alle andre samfundspolitiske alternativer – så som forskellige former for socialistiske samfundsformationer, der måtte bryde med den kapitalistiske markedsmodel.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. I de 25 års ”traktatkamp” er Unionens struktur og institutioner blevet styrket og medlemslandenes suverænitet tilsvarende svækket, uden at det har ført til løsningen af det egentlige problem – opbygningen af en demokratisk politiske overbygning til den overstatslige institutionsstruktur og forpligtet overfor samarbejdet med de nationale parlamenter.

Finanskrisen – begyndelsen på den neoliberale politiks krise

Det skulle blive finanskrisen i 2008 og den efterfølgende eurokrise, der bekræftede hele Maastricht bygningens indre svaghed. Allerede i 1990 havde to fremtrædende EU kendere advaret mod de indre svagheder i konvergenskriterierne og indførelse af euroen. Som John Grahl og Paul Teague skriver i bogen ”1992 The big market”, er der er inkonsistens mellem faste valutakurser, uafhængig pengepolitik i de enkelte lande og fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital i det indre marked. Medlemslandenes endelige binding til en fælles valuta ville ikke kunne løse det problem, fordi man ikke samtidig oprettede en politisk finansoverbygning (finansunion og bankunion) og institutionelle udligningsordninger til at imødegå de enkelte landes forskellige økonomiske udvikling, og finanspolitiske dispositioner herunder produktivitetsudvikling og arbejdsmarkedspolitik. Konsekvensen ville på et eller andet tidspunkt blive en udfordring af euroens sammenhængskraft og krav til de svageste økonomier om at rette ind gennem intern devaluering (nedskæringspolitik) for at tilpasse sig kravene fra de stærkeste økonomier, der udgjorde grundstammen i euroens monetære stabilitet.

Hvis kapitalen og arbejdskraften kan bevæge sig frit, fordrer det i sidste ende en overstatslig magt og politik til at udligne de forskelle, som markedsbevægelserne skaber. Markedet har ikke, skulle det vise sig, indbygget de nødvendige udligningsmekanismer, som er forenelig med en moderne kapitalistisk velfærdsstat.

Disse indvendinger mod en valutaunion blev formuleret af flere ud over de to nævnte forfattere, men den neoliberale markedsfundamentalistiske linje blev den, som alle anså for at være den eneste duelige udviklingsmodel, herunder også som grundlag for ECB’s institutionelle indplacering i hele Unionsbygningen.

Eurokrisen demonstrerede brutalt, at kritikerne havde ret. De svageste økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien kunne ikke efter finanskrisen indfri konvergenskriterierne, hvilket truede euroen. Løsningen blev med Tyskland i spidsen gennemførelsen af den hårdeste krise- og genopretningspolitik i nyere tid. De fire lande blev reelt sat under administration, og med Finanspagten (mellemstatslig traktat) fra 2012 gennemtrumfede de stærkeste økonomier i Unionen et finanspolitisk regime hvis konsekvens blev markante indgreb i medlemslandenes velfærdsordninger. (i Danmark blev det til Budgetloven, der efterlignede den Tyske Schuldenbremse, som reelt underlagde landenes finanspolitiske suverænitet under kravet om balance på statsbugetterne). Dertil kom indførelse af ”det europæiske semester, hvor kommissionen fik adgang til at kontrollere de enkelte medlemslandes økonomier, herunder finanspolitik og ikke mindst adgang til at godkende landenes forslag til national økonomisk politik. Som sikkerhedsnet vedtog man at oprette European Stability Mechanism i 2012 med en lånekapacitet på 500 mia. euro men udstyret med meget skrappe krav til eurolandenes finanspolitik.

Det paradoksale i alle de ”pagter”/traktater, der blev vedtaget i eurokrisens kølvand var, at de blev vedtaget som mellemstatslige pagter/traktater men med kommissionen som kontrollerende og bestemmende myndighed. Det vil sige, at medlemslandene mere eller mindre frivilligt underlagde sig kommissionen myndighed på det finanspolitiske- og nationaløkonomiske område, hvilket selvklart havde indflydelse på alle de andre politikområder, der ellers hører under en stats suverænitet.

Man kan i en vis forstand sige, at den markedsfundamentalistiske negative integrationsmodel når sin kulmination med hele det traktatkompleks, der bygges op omkring Finanspagten for at afværge en decideret nedsmeltning af euroen. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Finanspagten og de tilstødende pagter som mellemstatslige aftaler også omfatter medlemslandene udenfor eurosamarbejdet bortset fra England. Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, at disse aftaler reelt skrives ind i Unionens juridiske og beslutningsmæssige system på trods af, at de er mellemstatslige. På den led strækkes den markedsdominante integration langt ud over, hvad man i Lissabontraktaten turde have ambitioner om og i samme moment nedbrudt en del af medlemslandenes modstand eller ønske om suverænitetsafgivelse. Selv lande som Tyskland og Frankrig har i modsætning til tidligere måtte underkaste sig aftalernes bestemmelser.

Ikke desto mindre nåede man med Finanspagten og de andre aftaler alene at redde euroen fra kollaps men ikke at løse de indre årsager til kollapset. Man udskød opgøret med illusionerne om markedets selvregulerende mekanismer og tog, trods mange opfordringer og seriøse økonomiske anbefalinger, ikke hul på diskussionen om en finanspolitisk overbygning (finans- og bankunion) og oprettelse af reelle udligningsmekanismer på arbejdsmarkedet og indenfor industripolitikken. Det seneste slagsmål blev taget i forbindelse med vedtagelsen af Unionens budget, hvor det lykkedes de Unionsskeptiske lande (heriblandt Danmark) at bremse for dels et øget budget og dels udvidet budgetkompetence til kommissionen og parlamentet samt udbygning af EU’s finansielle grundlag.

Og så alligevel var skredet mod øget penge- og finanspolitisk overstatslige myndighed indledt med ECB’s offensive opkøb af obligationer for at redde euroen og den europæiske finanssektor i samme stil som tiltagene i den amerikanske centralbanks opkøbspolitik for at redde den amerikanske finanssektor. Retten til at opkøbe obligationer og manipulere renten med virkning for alle medlemslandene udgør faktisk det økonomiske og strukturelle grundlag for den nu aktuelle finansielle magtcentralisering som resultat af pandemien, krigen i Ukraine og de geopolitiske forskydninger på verdensmarkedet.

Vendepunktet?

Pandemien og krigen i Ukraine samt ikke mindst inflationen, som ikke mindst er skabt gennem den akkumulerede gæld og ECB’s massive pengeudpumpning efter bedste markedsfundamentalistisk princip repræsenterer reelt om ikke formelt vendepunktet for den neoliberale strategi og omfattende tankesæt.

Pandemien krævede i særdeleshed genopfindelse af den stærke og indgribende stat, hvilket ikke alene gav sig udslag på nationalstatsligt niveau men også i EU. Kommissionen og EU institutionerne måtte gribe ind og bremse medlemslandenes nationalistiske og nationalegoistiske tendenser bl.a. gennem grænselukninger og hamstring af vacciner. På den positive side nåede man i EU til enighed om SURE programmets lån til de nationale økonomier og satte regeringerne i stand til at kompensere for de tvungne nedlukninger i erhverves- og samfundslivet i almindelighed. Pandemien gjorde også en egentlig fælles sundhedspolitik (sundhedsunion) til et aktuelt tema i drøftelserne af den videre udvikling af EU.

Efterfølgende enedes man om gennem fælles og forpligtende obligationsudstedelse at skabe grundlaget for genopbygningsfonden på ca. 808 mia. euro. Fondens midler skal fordeles efter en fordelingsnøgle men også efter et sæt kriterier, der bl.a. fordrer investeringer i moderne teknologi og miljøvenlig infrastruktur. Det er op til at kommissionen at overvåge, at både den direkte støtte og lånemulighederne fordeles efter hensigten, og at de enkelte regeringers ansøgningsprogrammer realiseres.

Beslutningen forekommer selvfølgelig både rationel og nødvendig. Ikke desto mindre øger selve fondens finansielle mekanismer og administrationen og kontrollen af fordelingen en linje, hvor der overdrages yderligere finanspolitisk, erhvervspolitisk og arbejdsmarkedspolitisk kompetence fra de enkelte medlemslande til EU’s institutioner.

Sideløbende med kommissionens indsats mod pandemien i hele Europa genoptog man drøftelserne af de første udkast om konceptet Europæisk Strategisk Autonomi med udenrigskommissær Borrell som pennefører og offensiv drivkraft. Forestillingerne i konceptet er ganske vist vage og ikke specielt konkrete, men hovedretningen består af en kombination af sikkerhedspolitiske tiltag og en mere systematisk og målrettet opbygning af et egentligt europæisk forsvar/herunder våbenproduktion og harmonisering af sikkerheds- og kommunikationssystemer. Mellem linjerne i de mange dokumenter, der har bidraget til de i øvrigt temmelig spredte drøftelser, står ønsket om uafhængighed af amerikansk beskyttelse og en selvstændig strategi for at opbygge nye sikkerhedszoner, der også inddrager Mellemøsten, Afrika og de Vestlige dele af Centralasien. Der er ikke formelt tale om et opgør med Nato. Men den logiske konsekvens af strategien ville føre til et helt andet styrkeforhold i alliancen og i realiteten også ændre dens karakter. Af samme grund har amerikanerne forholdt sig temmelig kritisk overfor projektet. Også af økonomiske årsager fordi konsekvensen af projektet vil blive EU som rammen om en konkurrerende militærindustri.

Indadtil er kernen i Borrells projekt en styrkelse af udenrigskommissærens kompetencer og autoritet på bekostnings af medlemslandenes traditionelle suverænitet på disse områder. Borrells kardinalpunkt er en radikal reduktion af medlemslandenes vetoret på udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål ved at indføre kvalificeret flertalsafgørelser.

I den aktuelle tilspidsede situation har krigen i Ukraine og sikkerhedshysteriet presset konceptet om strategisk autonomi ud i den politiske periferi. Konceptet overskygges klart af alle regeringsledernes ønske om at styrke Nato – her og nu. Krigen har på brutal vis tydeliggjort EU’s militære- og sikkerhedspolitiske svaghed, hvor især de Østeuropæiske medlemslande har advokeret stærkt for at udbygge Nato og nedtone det strategiske perspektiv for en selvstændig europæisk forsvarsunion. Hele vejen igennem optakten til krigen i 2021 og efter Ruslands invasion i februar 2022 har det været Nato og dermed USA, der har lagt linjen og sikret en ”Vestlig alliance”, hvor EU landenes interesser de facto er blevet underordnet USA’s overordnede geostrategiske magtinteresser.

Omvendt er regningen sendt til Europa med Ruslands gensvar til Vestens sanktioner ved at lukke ned for eksport af olie og gas. EU landene er ikke bare sikkerhedspolitisk men også ernegiforsyningsmæssigt blevet endnu mere afhængig af USA end tidligere. Bl.a. på grund af opkøb af gas i USA til overpris for at sikre tilstrækkelige forsyninger til de nødlidende medlemslande. Der er her og nu og måske ikke i overskuelig fremtid ikke meget tilbage af den strategiske autonomis projekt. Hvilket i øvrigt ikke gør konceptet mindre aktuelt og påtrængende.

Hertil kommer USA’s pres i forbindelse med den strategiske militære og økonomiske inddæmning af Kina for, at EU landene skal indgå samlet og hver for sig i den alliance, som USA forsøger at opbygge. Det er nok her den ”røde linje” trækkes. EU landene hver for sig har vidt forskellige interesser i forhold til Kina. Og de store EU lande er på det rene med, at det kun er et spørgsmål om tid før USA flytter det økonomiske og geopolitiske tyngdepunkt til Asien. Hvis EU accepterer at indgå i den spil, som kommissionsformand Von der Leyen i modsætning til store dele af kommissionen lægger op til, vil det yderligere svække EU på verdensmarkedet. EU landene har brug for et tæt handelssamarbejde med Kina og kan ikke tåle at blive mere afhængig af USA på tech området. Af samme grund var der indgående kontakter mellem Xi Jinping og ledere fra Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien på G20 topmødet.

Pandemien, håndteringen af de forsyningsmæssige problemer i kølvandet på krigen i Ukraine og ECB’s rentepolitik, som kan ende i en recession i Europa kan betyde, at Unionen endnu engang hænger fast som offer for de geostrategiske modsætninger på verdensmarkedet. Hvor meget Borrell end taler om Europa som ”en have og resten af verden som en urskov”, har EU på nuværende tidspunkt hverken en struktur, kompetence eller magtmidler til at gøre sig selvstændigt gældende på verdensmarkedet, hvis der for alvor udbryder ”kold techkrig mellem USA og Kina.

Her rammer Verhofstadts kritik plet. Konceptet om Europas Strategiske Autonomi er overhovedet ikke muligt, med mindre der på alle områder overføres mere kompetence og suverænitet fra medlemslandene til EU. Hvilket implicerer traktatændringer eller nok mere korrekt en gennemgribende traktatreform med forfatningsstatus.

Man skal i den sammenhæng holde sig for øje, at nedenunder samlingen af Vestens alliance mod Rusland, vokser de handelspolitiske spændinger igen mellem USA og EU. Det skyldes bl.a. Bidenregeringens protektionistiske politik på it- og chip området, som led i USA’s inddæmningspolitik (bl.a. med Chip act og Inflation Reduction Act (IRA)) overfor Kina. Og da Bidens udspil er meget omfattende, hæmmer USA’s ensidigt erklærede ”chip-krig” også EU’s, Japans og Koreas tech-industri og disse landes suveræne handelsrelationer. På den anden side forhindrer Bidens lovforslag de samme landes bilindustrier i at opnå de samme skattefordele i produktionen af elbiler som de amerikanske producenter, medmindre de investerer direkte i USA.

Alliancen mellem USA er under voksende pres, fordi EU og især Tyskland og Frankrig har taget til genmæle under de bilaterale forhandlinger i TTC (Trade af Technology Council). Uenighederne er spidset til op til næste møde den 5. december. Bl.a. Frankrig kræver en Europæisk pendant til Bidens ”chip-act” og IRA. I samme ombæring gennemfører flere EU lande meget intensive sonderinger og afsøgninger af alternative markeder. Så på den ene side fastholdes alliancen af Ukrainekrigen og på den anden side presses den af de helt uundgåelige konsekvenser af den nationalistiske protektionisme, som Trump initierede, og som Biden viderefører endnu mere grænseoverskridende og systematisk.

I øvrigt indeholder USA’s overordnede alliancestrategi ikke mange økonomiske indrømmelser og sikkerhedspolitiske garantier til lande, som Bidenadministrationen forsøger at rekruttere til et tilsigtet netværk af forskellige alliancer, hvis eneste reelle formål reelt er at værne om USA’s hegemoni på verdensmarkedet og forhindre opbygningen af konkurrerende alliancer bl.a. med Kina som drivende kraft.

Hamilton moment? (1)

Det er i lyset af de samlede bevægelser og tildragelser – opbruddet i den hidtidige verdensorden og det geopolitiske atmosfæriske tryk, at de mange forskellige projekter og forslag, som kommissionen har søsat gennem de seneste måneder, skal vurderes.

Mest vidtgående er uden tvivl forslaget om et Single Market Emergency Instrument i kommissionens Arbejdsprogram 2022, som med afsæt i beskyttelse af det indre marked og de fire bevægelsesfriheder plæderer for en overdragelse kompetencen til kommissionen til på legalt grundlag (omend lovgivningsmæssige og ikke lovgivningsmæssige regler skal kombineres) at handle i to spor i ”nødretsforanstaltningerne”.

For det første at styre opbygningen af et egentligt nødberedskab indenfor sundhedsområdet, vigtige forsyningsområder, herunder vitale råstoffer, indenfor tech området og strategiske lagre. For det andet håndhævelse af et kriserespons spor, hvor kommissionen kan handle for at regulere medlemslandenes offentlige indkøb, indsamle informationer fra erhvervslivets forskellige ”operatører”, screene erhvervsinvesteringer og monitorere medlemslandenes import/eksport samt og ikke mindst indførelse af kommissionens fordelingskompetence indenfor Unionen under nødret.

Dertil skal tilføjes kommissionens delvise og trods alt begrænsede kompetence til at erklære nødret. Men selv om der i forslaget indgår forhandlinger i Rådet forud for sanktionering af kommissionens udspil/beslutning, og der skal oprettes et rådgivende ekspertorgan, står selve kommissionens kompetence til at initiere og forvalte nødretten tilbage som forslagets afgørende moment, der flytter endnu mere kompetence fra medlemslandene til kommissionen og EU’s institutioner.

Rent praktisk åbner forslaget for, at EU institutioner og kommissionen kan gribe ind i de enkelte landes erhvervsliv og arbejdsmarked og pålægge bestemte industrier at øge deres produktion eller omlægge den for at sikre de nødvendige forsyninger i EU. Kommissionen skal også kunne gribe ind og fjerne eventuelle grænselukninger for at sikre både varernes men også arbejdskraftens fri bevægelighed.

Med Carl Schmitts diktum er det nu en gang sådan, at suverænen kendetegnes ved at kunne erklære nødretten.

Endnu er kommissionens forslag til diskussion i medlemslandene og i Rådet og parlamentet. Men uanset udfaldet af behandlingen i den kommende tid vil forslaget ligge som en bestemmende retning for, hvordan EU skal håndtere kommende forsyningskriser og sundhedspolitiske risici og som følge begrænsning af medlemslandenes suverænitet.

Samtidig med de igangværende sonderinger vedr. Single market emergency mechanism foreslår kommissionen nu at bløde op på de stramme konvergenskriterier og Finanspagtens bestemmelser. Det sker som konsekvens af medlemslandenes voksende statsunderskud frembragt i forbindelse med pandemien, energikrisen og afhjælpning af inflationens sociale omkostninger. Det afgørende her er ikke så meget det diskrete opgør med Finanspagten og de andre aftaler i forbindelse med eurokrisen. Det opgør repræsenterer en simpel nødvendighed og har været på vej længe. Det afgørende er de vedføjede betingelser, idet forslaget indeholder øgede beføjelser til kommissionen i forhold til overvågning af medlemslandenes bestræbelser for at nedbringe statsgælden og de budgetmæssige underskud. I den forstand lægger forslaget sig op af de betingelser, der er knyttet til anvendelse af genopbygningsfonden. Selve strukturen for kommissionens kompetence og kontrol, som indgår i det nye forslag, ligger allerede som mekanisme i ”det europæiske semester”, hvor medlemslandene dels skal forpligte sig til at følge de af kommissionen udarbejdede økonomiske og finanspolitiske retningslinjer og dels acceptere kommissionens kontrol med, at de overholdes.

Måske mindre spektakulært skal man også i den sammenhæng se ECB’s forbedrede mulighed for at handle som ”lender of last resort” i forbindelse med finansielle kriser, hvor hele finanssektoren er presset. I sin konsekvens er det en tilnærmelse af ECB’s pengepolitiske kompetencer til dem, den amerikanske centralbank har.

Sammenfattende peger de mange forskellige udspil, der for tiden er på dagsordenen i EU såvel i kommissionens arbejdsprogram som de spredte signaler fra de toneangivende regeringsledere på, at de ledende politiske kræfter i den europæiske elite er ved at indse nødvendigheden af en større omkalfatring af Unionens grundlag og struktur, hvis europæisk kapitalisme skal bevare sin rolle som vigtig magtfaktor på verdensmarkedet. Selvom ønsket om strategisk autonomi som praktisk koncept ikke lige nu spiller en fremtrædende rolle, bliver det et uomgængeligt mål, hvis Europa i fremtiden skal kunne måle sig med Kina og USA og gøre sig gældende bl.a. i Afrika og i resten af Europas nærområder. Tillige spøger ustabiliteten i USA og risikoen for en ny præsidentperiode med Trump eller en anden republikansk nationalist ganske afgjort som en ubekendt faktor, EU og Europa er nødt til at forholde sig til.

De nævnte udspil og initiativer og flere til vidner også om, at den politiske- og økonomiske elite i Europa forsigtigt nærmer sig et opgør med den neoliberale markedsfundamentalisme. Både pandemien og krigen i Ukraine har åbnet for både en teoretisk og praktisk nyfortolkning af den nødvendige statsinterventionisme både i EU som helhed og i de enkelte medlemslande. Markedskapitalismen skal reddes fra den selv, og det er de enkelte medlemslande ikke længere i stand til i en periode, hvor stormagterne på alle fronter konkurrerer og udfordrer hinanden på randen af åben konfrontation. Sanktionspolitikken overfor Rusland, som EU er aktivt medvirkende i, har ironisk nok afdækket USA’s finansielle magt og ensidige vilje til at straffe alle, der udfordrer dets magt og dominans. Det er nogenlunde tydeligt, at enkeltlande eller hele EU på et hvilket som helst andet tidspunkt i fremtiden kan blive offer for egen medicin.

EU kommissionens forslag om nødretskompetence, institutionelle muligheder for at stabilisere forsyningssikkerheden, indgreb i de enkelte medlemslande for at bekæmpe inflationen, opbygge en selvstændig sikkerheds- og forsvarspolitisk styrke (og reducere afhængigheden af USA) og ikke mindst reaktualisering af det gamle ønske om at gøre euroen til konkurrerende verdensvaluta sammen med dollaren og renmimbien (kinesisk valuta) vidner om større realisme end den integrationskritiske front bestående af flere nordeuropæiske medlemslande (heri blandt Danmark). Alene USA’s ensidige rente- og valutapolitik taler for en reorientering af europolitikken, hvilket realistisk må ske via en genoptagelse af Keynes gamle forslag om at oprette ”en kurv af valutaer” som ankerpunkt for fremtidens internationale valutasystem.

EU når aldrig til det punkt, hvor Europa vedvarende kan forsvare sin autoritet og autonomi og føre en selvstændig demokratisk og retfærdig og plural geopolitik, så længe de interne stridigheder mellem kommissionen og enkelte medlemslandes hægen om den nationale suverænitet blokerer for, at Unionen som enhed kan opbygge en sammenhængskraft institutionelt, politisk-økonomisk og militært.

Det afgørende spørgsmål og dermed det afgørende vendepunkt bliver, om det, der er i gang, ender med et ”Hamilton moment”, hvor integrationen og overførsel af kompetence til EU institutionen (herunder parlamentet) i fremtiden gennemføres som bevidst politisk strategi, hvor de nødvendige traktatændringer indeholder ændringer i den politiske overbygning på en sådan måde, at magt- og kompetenceforskydningen også sikrer en politisk demokratisk ændring af hele EU’s institutionelle bygning i føderal retning?

I modsat fald vil udtyndingen af medlemslandenes suverænitet, som forekommer uomgængelig resultere i den negative integrations logiske nedslidning af Unionens demokratiske grundlag og vige pladsen for den snigende autoritære institutionalisme, som allerede kan konstateres nu. (den tendens har nu langt om længe nået den danske EU debat men stadig på et meget lavintensivt niveau og kun i begrænsede kredse. Se bl.a. artikel i Altinget 24. november med titlen: ”EU kortslutter magten og spytter nødretslove ud som aldrig før”. Men endnu nøjes man med at være bekymret).

Selvfølgelig vil den videre integrationsproces, herunder et mere åbent opgør om en traktatreform være kendetegnet af et komplekst spil af mellemformer og stærke magtkampe mellem de forskellige medlemslande (nogen vil måske ryge ud af EU) og kommissionen og parlamentet samt mellem EU’s institutioner indbyrdes, herunder Rådets bestræbelser for at bevare den magt, som logisk har været truet siden oprettelsen af det Europæiske Fælles Marked i 1957. Ikke desto mindre forekommer det ikke urimeligt at påstå, at det er det mulige udviklingsperspektiv og scenarie, den europæiske venstrefløj skal forholde sig til, hvis dens paroler om et socialistisk alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi skal give mening.

Afsluttende bemærkninger

Der er ikke nogen enkeltbegivenhed i nyere tid som krigen i Ukraine og sanktionspolitikken, der så plastisk har dokumenteret, at de lande eller samling af lande, der besidder de militære- og finansielle institutionelle magtmidler til at regulere de finansielle processer, også besidder styrken til at bevare dominansen på verdensmarkedet, rekonstruere verdensordenen og holde udfordrerne nede. Her tænkes langt fra kun på Kina men på Kina som repræsentant for en bred alliance af lande, der hidtil har spillet en underordnet og underudviklet rolle i det gamle verdenssystem.

Den anden æg på sværdet viser dog samtidig, at selv medlemmer af den Vestlige alliance og allierede med USA kan blive offer for de selv samme magtmidler, hvis de ikke makker ret. Helt aktuelt udfolder USA store bestræbelser for at indordne EU landene og flere af de Asiatiske lande i inddæmningspolitikken overfor Kina. Det vigtigste pressionsmiddel ud over dollarmonopolet er dominansen indenfor chip-produktionen og dens vidt forgrenede netværk. Makker de enkelte lande ikke ret, er de i fare for at blive ramt af ”The chip act” i den verserende ”chipkrig”, som Biden administrationen eskalerede den 7. oktober i år. Formålet med loven er at give den amerikanske administration fuldmagten til tvinge alle chip producenter og producenter af maskiner til produktionen i hele verden til at underlægge sig amerikanske clearingskrav.

Allerede nu er USA og EU som sagt ude i vigtige handelskonfrontationer, fordi den amerikanske administration har fået vedtaget en ”antiinflationslov”, der først og fremmest har til formål at støtte produktionen af amerikanske el-biler eller presse andre bilproducerende lande til at placere fremtidige produktioner i USA.

Det bliver stadigt tydeligere, at stedfortræderkrigen i Ukraine er afsæt for USA’s ambitioner om at tilbageerobre den ubetingede dominans på verdensmarkedet, inddæmme Kina og disciplinere Europa ind under amerikansk indflydelse og diktat. Hvilket umiddelbart ser ud til at være lykkedes.

Men de historiske erfaringer helt tilbage fra det ”Nederlandske imperium” viser på den anden side, at det aldrig er lykkedes nogen suveræn at holde en ny opkommende og magtfuld udfordrer nede, og omkostningerne både ved den neoliberale globaliseringspolitik og den omfattende sanktionspolitik overfor Rusland er, at mange lande både i Asien, Latinamerika og i Afrika er begyndt at orientere sig mod alternativer til det amerikansk dominerede finansielle system. Den tendens er set før i historien. Man kan blot gå tilbage til Tysklands forcerede industrialiseringspolitik i slutningen af 1800 tallet og den samtidige udfordring af Englands økonomiske og militære dominans.

Det er ikke et spørgsmål om men snarere om hvornår, europæisk kapitalisme igen ryger ud i konfrontationer med den dominerende amerikanske kapitalisme. Det gælder både direkte og indirekte i Europas bestræbelser for at pleje sine legitime interesser overalt på verdensmarkedet. USA og EU landene har allerede mange sammenstød i Latinamerika og Afrika. De overskygges lige nu af konfrontationerne med de kinesiske fremstød, men de ulmer under overfladen. EU har aktuelt også mere brug for et velfungerende internationalt regelsystem med tilsvarende stærke institutioner som f.eks. WTO og FN institutionerne, end USA har.

Så hvor meget EU kommissionen og den europæiske elite end taler om Strategisk Autonomi, forbliver det en from men luftig ambition uden gennemførelse af afgørende reformer, som Verhofstadt og kansler Scholz m.fl. peger på, eller som visse kommissærer og dele af den europæiske økonomiske- og intellektuelle elite forsøger at gennemføre med teknokratiske midler. Men Europæisk kapitalisme kan ikke udvikle sig og ekspandere økonomisk uden Strategisk Autonomi, hvilket direkte oversat betyder uden uafhængighed af amerikansk dominans. Alene Scholz besøg i Kina for nylig, som var til stor fortrydelse for kommissionens formand og Biden i USA, viser hvor afhængig f.eks. den tyske økonomi er af et multipolært verdensmarked, hvor ingen enkeltmagt har styrke til ensidigt at tvinge sine interesser igennem. Meget tyder på, at ”Kinasagen” bliver et centralt omdrejningspunkt i spillet mellem USA og EU og indenfor EU internt.

Man kan sige, at de sidste fyrre års neoliberale formning af Unionen gennem negativ integration for at indkapsle de interne rivaliseringer indenfor europæisk kapitalisme og tilsvarende styrke Unionen på verdensmarkedet nu vender sig til sin modsætning. De europæiske lande står splittede og uden de nødvendige politiske – økonomiske – militære – og sikkerhedspolitiske institutioner og uden den legale politiske overbygning til at kunne handle selvstændigt på den store verdensscene. Hvor centrale temaer bliver kampen for en multipolær verden som ramme om det fælles forsvar af klodens miljø og udbredelse af økonomisk- og social lighed.

Skulle man forud for krigen i Ukraine have haft forestillinger om de europæiske nationaløkonomiers selvstændige vækstmuligheder, og skulle centrum-venstre have haft forestillinger om en selvstændig genopbygning af de nationale velfærdsstater, så fremstår ambitionerne i dag som politiske fantasier. Krigshysteriet, Ruslandsparanoiaen og den alarmistiske kriseretorik spiller allerede en central rolle i de enkelte medlemslandes parlamentsvalg og dannelsen af den offentlige mening. Velfærdsdagsordenen er kommet under pres fra krisedagsordenen og den fælles heroiske kamp for at bremse Ruslands ekspansionisme, der selv om den er faldet som en brugt mirage, stadig markedsføres politisk som epokens største trussel mod hele Europa. I en sådan situation og med en sådan horisont giver det sig selv, at medlemslandene må underlægge sig krisepolitikkens (og måske nødrettens) imperativ og afstå fra progressiv velfærdspolitik.

Hvis venstrefløjen ikke skal forvises til perifer ligegyldighed, må den, hvor vi står nu, som udgangspunkt vende tilbage til Ventotene manifestet og de italienske socialister initiativer til at samle de europæiske socialister og socialdemokrater samt fagbevægelse for et forenet socialt og demokratisk Europa.

Bestræbelserne blev i sin tid saboteret af den forenede storkapital og Trumans inddæmningsdoktrin, hvorfor det var op til de liberale at gennemføre den nødvendige Unionsopbygning. Nu er Unionen her faktisk om end i teknokratisk og halvautoritær form. Men der er historisk skabt et politisk-økonomisk og delvist institutionelt (og delvist kulturelt) grundlag for arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelses opgør med den neoliberale negative og teknokratiske integrationspolitik.

Omvendt kan man sige, at hvis ikke venstrefløjen og centrum venstre distancerer den aktuelle krisepsykologi, vil den i den nærmeste fremtid (måske flere årtier) være dømt til en politisk-parlamentarisk Sisyfos tilværelse. Hvis venstrefløjen fortsætter med at hænge fast i ambivalenssyndromet og ikke overvinder det nationale snæversyn og 60’ernes drømme om den suveræne nationale velfærdsstat, forskertser den at samle et bredt centrum-venstre om en social- og demokratisk reformpolitik, herunder et konkret program for en reform af EU traktaten til en egentlig forfatningstraktat med en demokratisk politisk overbygning og demokratiske beslutningsprocesser.

EU er ganske rigtigt den politisk institutionelle organisering af europæisk kapitalisme. Sådan er det, og som sådan er fødslen også forløbet i sin tid, ligesom nationalstaterne organiserer og beskytter den nationale kapitalisme. Det springende punkt er, at sidstnævnte bliver mindre og mindre betydningsfuld, når det drejer sig om kampen om reformer og samfundsformationer. Selv en forholdsvis moderat centrum-venstre regerings reformpolitik vil kunne knuses og kues økonomisk og juridisk af f.eks. EU’s magtfulde institutioner, sådan som forholdene og magtbalancen er nu. (se den sidste hændelse i Spanien. Den spanske Kongres vedtager at beskatte olie- og gassektoren samt bankerne, der scorer overprofitter på forsyningskrisen og ECB’s renteforhøjelser. Beslutningen i Kongressen var næppe taget, før den spanske regering blev stærkt kritiseret af ECB og IMF for at skabe økonomiske problemer og investeringskrise. Nu står den spanske regering og skal forsvare sig selv og afværge eventuelle interventioner. Det er dog ikke mere end nogle uger siden, at flere andre lande havde de samme forsæt. De er bare ikke realiseret. Intet er afgjort, men meget taler for, at det blot er det sidste eksempel på, hvor svagt de enkelte lande hver især står overfor de transnationale institutioner).

Kort sagt må venstrefløjen og centrum-venstre tage parolen om Strategisk Autonomi ganske alvorligt for at placere Europa selvstændigt på verdenskortet, men vel at bemærke gennem en kamp for at demokratisere EU’s institutioner og processer. Men det handler ikke kun om reformeringen af EU som politisk projekt og kampplads. Det handler nok så meget om her igennem at tilføre de politiske kampe indenfor de nationalstatslige rammer et troværdigt perspektiv, der overskrider den iscenesatte ”nødvendighedens politik”.

Noter

  1. Som Amerikas første finansminister udnævnt af George Washington i 1789 opfordrede han til at skabe så meget gæld som muligt i Uafhængighedskrigen og forslog samtidig føderal forbrugsbeskatning for at dække de tretten staters gæld ved, at føderationen påtog sig gældsforpligtelserne. Hermed lagde grundlaget for USA’s nationalbank. Med Hamilton moment menes at anvende økonomiske-finansielle midler til at overvinde modstand mod bestemte politiske mål som f.eks. en sammenhængende politisk føderation.