Gert Sørensen

(Præsentation af W.F. Haug, Det praksisfilosofiske blik fra neden. Bidrag 2007-2021, ved et arrangement på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet, den 24. maj 2023)

Når vi tænker på de store filosofiske traditioner i Europa ned igennem kulturhistorien, er der næppe tvivl om, at det er Tyskland, Frankrig og England, der har tegnet billedet. Italienernes bidrag har aldrig haft helt samme status. Antagelsen har vel været, at italiensk tænkning bare var en afglans af, hvad der tænktes i de førende lande. I Frankrig spærrede (først Sartres og de Beauvoirs eksistentialisme og derefter?) Althusser-skolens strukturalisme for Gramscis praxisfilosofi. Althusser-eleven Christine Buci-Glucksmann ændrede på det med sin bog om Gramsci og staten fra 1975. Det er mit indtryk, at udbredelse i Tyskland også kom relativt sent. Haug vender så op og ned på disse forestillinger og forudfattede meninger.

Grundlæggende er det Haugs arbejdshypotese, at når det kommer til arven efter Marx, finder man de mest produktive arvtagere i Italien med traditionen fra Antonio Labriola til Antonio Gramsci. De to dækker årene fra midten af 1890’erne, da Labriola publicerer sine tre store Marx-afhandlinger, og frem til midten af 1930’erne, da sygdom tvinger Gramsci til at opgive at skrive videre på de såkaldte Fængselsoptegnelser. Det er i disse fire årtier, at den såkaldte praxisfilosofi eller praksisfilosofi, som oversætter her foretrækker, bliver til. Sætter vi offentliggørelsen af Gramscis skrifter fra slutningen af 1940erne og deres virkningshistorie op igennem efterkrigstiden, bliver der tale om den mest dramatiske periode i Europas nyere historie.

Man kan naturligvis også spørge, om der går en ubrudt linje mellem Labriola og Gramsci. Det er et spørgsmål, som Haug også tager op (1) og hælder til den opfattelse, at der er en høj grad af kontinuitet mellem de to. Jeg vil dog mene, at bagom denne kontinuitet, markerer de to forskellige udviklingstrin i selve praxisfilosofien, nogle begrebslige accentforskydninger, der først og fremmest skyldes de markante ændringer i den sociale og politiske kontekst fra århundredetskiftet og frem til Første Verdenskrig, Den Russiske Revolution, Fascismen, Stalinismen og Amerikanismen. Allerede betydningen for Gramsci af Benedetto Croces og Niccolò Machiavellis forfatterskaber gør en forskel mellem de to.

Man kan så sige, at også i Haugs tilfælde, er det jo Marx, der dikterer opgaven, mens det der gør de to italienere interessante for ham er netop, at de har forstået arven fra Marx rigtigere end andre. Man kan så hævde, at, når Labriola-Gramsci opfanger signalerne fra Marx og arbejder videre på dem, hænger det sammen med, at der i den italienske tænkning i forvejen er en særlig lydhørhed, en særlig sensibilitet til stede.

Det er den napolitanske filosof Roberto Esposito, der de seneste år har eksponeret nogle træk ved den italienske tænkning, der igen lægger op til en nuancering af det vante hierarki i europæisk tænkning. I bogen Pensiero vivente slår Esposito ned på, hvad han kalder “den komplette historicering” som et afgørende træk ved den italienske tænkning. Dermed henviser han ikke bare til, at der i den italienske tænkning er en bevidsthed til stede om tænkningens historiske karakter, men også til, at der kan spores en tendens “til at gøre sig […] til en ‘tanke, der bliver til i handling’ [pensiero in atto] – i betydningen både af aktion og aktualitet”. Esposito slår her ned på, hvorledes denne tænkning indsætter mennesket i en “verdensgørelse” (mondializzazione), dvs. i en historisk og politisk proces, der verdensgør eller verdsliggør og giver mennesket en plads i denne verden i forhold til andre mennesker og til naturen og omgivelserne. Der lægges i dette perspektiv op til en afvisning af enhver form for dualisme, der måtte operere med en metafysisk forståelse af en hinsides og transcendent øvre verden af forudetablerede ‘sandheder’ over for en nedre verden, hvori meninger og fordomme er fremherskende. Esposito plæderer i stedet for en absolut immanens eller dennesidighed, der ledsager og forstærker menneskets verdensgørelse: “For at blive verden, for at til-egne sig magt i verden må den filosofiske viden på en eller anden måde overskride sig selv og inkorporere sit eget andet – det som i almindelighed bliver betragtet som ‘det ikke-filosofiske’. Ved at bryde med en i traditionel forstand intellektualistisk opfattelse knytter den italienske tænkning i 1900-tallet sig igen til sin egen genealogis dybe karaktertræk. Og dette ikke kun fordi den fuldbyrder den tilbøjelighed til det praktiske, eller til det civile, som kendetegner denne tilbøjelighed allerede i udgangspunktet. Men også fordi den leverer et radikalt svar på det spørgsmål, som blev stillet på dramatisk vis i perioden forud, vedrørende det uovervindelige skel mellem ‘videnskab og liv’ – vedrørende den overvægt, som dette sidste udviser i forhold til alle forsøgene på begrebsligt at forstå det” (2).

Haugs anliggende er at genoptage en Marx-reception, der efter hans opfattelse marginaliseres ikke bare i Anden Internationale men også i Tredje Internationale (Komintern). Således konstaterer Haug, at Labriolas filosofiske bestræbelser på at tænke ud over den traditionelle materialisme måtte vige for den linje, som som den russiske marxistiske filosof Plekhanov repræsenterede. Labriolas samarbejde med Neue Zeit ophørte da også, som Haug påpeger flere steder. For sit vedkommende gjorde Gramsci, der i første halvdel af 1920erne selv blev skolet i Kominterns politiske kultur, op med denne ideologiske bagage og afviste Nikolaj Bukharins reduktion af arven fra Marx til ren sociologi i en folkelig håndbog i de sager, der udkom på russisk i 1921 og fik mange genoptryk og oversættelser og derfor var med til at præge en kommunistisk elites magtkultur.

Overhovedet er det karakteristisk, at i Gramscis Optegnelser spiller Den Russiske Revolution ikke samme rolle som historisk vendepunkt, som den gjorde i Kominterns selvforståelse. I stedet er det fascismen og den amerikanske model, amerikanismen, der for Gramsci definerer de nye skillelinjer. Det er derfor en ganske anden filosofisk såvel som politisk-kulturel optik, der forskyder sig langs linjen fra Labriola til Gramsci.

For mig som først og fremmest italianist har det derfor været meget stimulerende at læse udvalget her af Haugs bidrag. Der er naturligvis mange ting i spil hos Haug. Men når det gælder de to italienere, hæfter jeg mig ved, at der hos Haug er to hovedtemaer, der motiverer hans beskæftigelse med Labriolas og Gramscis praxisfilosofi: 1. Deres genindsættelse af filosofiens fortrinsstilling, efter at marxismen-leninismen havde reduceret den til noget i retning af en sociologi. 2. Objektivismekritikken og overvindelsen af det nedarvede filosofiske skel mellem materialisme og idealisme og disse -ismers indbyggede dualisme.

I et opslag i sine Optegnelser fremhæver Gramsci Labriolas originalitet og nødvendigheden af at vende tilbage til hans nærmest glemte afhandlinger, skrevet mellem 1895 og 1898 (3). Labriola havde en tæt korrespondance med Engels. Det er også årene, der begynder at tegne marxismens første krise’ og den store revisionismedebat med Bernstein, Sorel og Croce som penneførere. Sidstnævnte Croce var elev af Labriola, men brød med marxismen. Ikke desto mindre bidrog Croce til at få Labriola tre store afhandlinger i omløb og gjorde det igen i 1938, midt under fascismen. Denne sene udgave havde da også et efterskrift, der proklamerede den teoretiske marxismes død i Italien i årene 1895-1900; men Croces udgave fik en stor virkningshistorie og fremskyndede allerede ved genudgivelsen i 1938 en fornyet interesse for Labriola blandt de unge generationer, der efter krigen skulle tegne en ny kommunistisk intellegentsia i og omkring Det Italienske Kommunistparti, PCI.

Haug skriver, at Engels sendte sin Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang til Labriola, da den udkom i 1888 med et appendiks, der indeholdt en første udgivelse af Marx’ Feuerbach-teser fra 1845-46 (4). Haug understreger, at netop disse teser og deres opgør med det, som Gramsci i forlængelse af Benedetto Croce kaldte den metafysiske materialisme, er helt afgørende for Labriolas praxisfilosofi. Han kalder Teserne for en af Labriolas kildetekster, der så at sige bliver ‘recyclet’ i Labriolas værker. Inspirationen på dette punkt fra Marx er dog mere indirekte påviselig. Måske kunne Haug godt have elaboreret lidt mere på det konkrete gennemslag af Teserne hos Labriola, ikke mindst fordi netop kildeteksters genanvendelse spiller en central rolle i eksempelvis Gramscis eget begrebsudviklingsarbejde. Der kan da også hos Gramsci spores en mere proaktiv tilgang til Teserne, som han tilmed oversætter.

Labriola skal have klandret Engels for i sin materialisme ikke rigtigt at følge op på nytænkningen af den materialistiske historieopfattelse i Teserne. Engels er efter Labriolas opfattelse for låst fast i den klassiske filosofiske dualisme mellem subjekt og objekt, teori og praksis, idealisme og materialisme. Gramsci er på dette punkt mere direkte i kritikken end Labriola, når han et sted anklager Engels for mange af de fejltagelser, som Bukharin senere gør sig skyldig i (5).

Et sted skriver Labriola, at der samtidig med en intellektuel revolution i hans egen tid, hvori han mener, at man opererer med “absolut objektive processer i menneskets historie”, indtræffer en anden intellektuel revolution, der hævder “at historicere den fysiske natur” (6). Dette sidste udsagn er så mere i overensstemmelse med Labriolas eget anliggende. Det er tydeligvis i dette regi, med afsæt i dette aksiom, som Haug kalder det (7), at Labriola og med ham også Gramsci tænker deres praxisfilosofi. Der ligger heri en forestilling om, at der ikke er noget en gang givet, en gang sket, der ikke befinder sig under dannelse og tilblivelse. Der er aldrig noget, der forbliver statisk. Alt er under bestandig forandring, i proces (8).

I forlængelse heraf er Labriola også lidt forsigtig i sine forudsigelser af, hvilken retning historien så tager, når det kan være svært at identificere nogle absolut objektive historiske lovmæssigheder. Jeg kan derfor godt savne hos Haug en diskussion af Labriolas begreb la previsione morfologica (den morfologiske forudsigelse), som Labriola introducerer allerede i den første af de tre afhandlinger, der handler om Det kommunistiske Manifest. Her heddder det: “Den form for forudsigelse, som Manifestet for første gang hentydede til, var ikke kronologisk, i retning af en forudannoncering eller af et løfte; men den var med et ord, som efter min mening udtrykker det hele kortfattet, morfologisk” (9), dvs. fremtiden anskues som mulige scenarier, kunne man måske oversætte det til.

Der er ingen tvivl om, at Haug anskuer praxisfilosofien i et dynamisk perspektiv og understreger dens resiliente karakter. Det så man også i Gramscis evne til at tilpasse praxisfilosofien til sin egen tid, præget af Første Verdenskrig, Den Russiske Revolution, Fascismen, Stalinismen og Amerikanismen. Og Haug viser det i det store afsnit, der har Jason W Moore som omdrejningspunkt og integrerer praxisfilosofien med dennes verdensøkologiske tilgang. Man kan måske sige, at den amalgamering, der her sker over længere tid, fra Labriolas samtid og frem til i dag, realiseres ved, at der aktiveres nogle accentforskydninger i det praxisfilosofiske begrebskompleks. Lad mig give et eksempel. Jeg opfatter ikke umiddelbart Labriola som specielt økologisk sindet. Det ville nærme sig anakronien. I samme omfang havde han heller ikke eller kunne ikke have blik for fænomener som fascismen og amerikanismen, som Gramsci havde det.

Men ikke desto mindre finder man hos Labriola nogle formuleringer, der kan danne basis for de nævnte accentforskydninger og ajourføringer og dermed begrunde praxisfilosofiens fortsatte relevans. Således hedder det hos Labriola, at “menneskene, der lever socialt, kan ikke undgå også at leve i naturen. De er dog ikke knyttet til den som dyrene, fordi de lever på et kunstigt terræn….. Men naturen er altid den umiddelbare undergrund under det kunstige terræn og det område, der omslutter os alle. Mellem os som sociale dyr og naturen har teknikken indføjet nogle formidlinger, der forandrer og omdirigerer eller afværger de naturlige påvirkninger, men derved har den ikke udelukket deres virkeevne [efficacia], tværtimod, mærker vi den hele tiden” (10). I forlængelse heraf taler Gramsci netop om praxisfilosofiens absolutte jordiskhed (11). Og dermed er vi fremme ved en ny begyndelse for praxisfilosofien.

(1) Haug, 2023, s. 89.

(2) Esposito, 2010, s. 150.

(3) Gramsci, 1929-35, s. 225. Se Labriola, 1895, 1896, 1898.

(4) Haug, 2023, s. 78.

(5) Gramsci, 1929-35, s. 211.

(6) Labriola, 1898, s. 208.

(7) Haug, 2023, s. 159.

(8) Id., s 112.

(9) Labriola, 1895, s. 35.

(10) Id., 1896, s. 147-48. Se også Haug, 2023, s. 113.

(11) Gramsci, 1929-35, s. 201.

Anvendt litteratur:

Esposito, Roberto (2010), Il pensiero vivente, Torino: Einaudi.

Gramsci, Antonio (1929-35), Fængselsoptegnelser (red., da.overs., komm. ved Gert Sørensen), København: MuseumTusculanums Forlag, 1991.

Haug, Wolfgang Fritz (2023), Det praksisfilosofiske blik fra neden. Bidrag 2007-2021 (red. og da.overs. Klaus Schulte, Rolf Czeskleba-Dupont og Hartmut Haberland), København: Selskabet for Arbejderhistorie.

Labriola, Antonio (1895), In memoria del Manifesto dei Comunisti. Genoptrykt i Id., Saggi sul materialismo storico (red. Valentino Gerratana & Augusto Guerra), Rom: Editori Riuniti, 1964.

– (1896), Del materialismo storico. Genoptrykt i Ibid.

– (1898), Discorrendo di socialismo e filosofia. Genoptrykt i Ibid.