Venstrepopulisme som politisk udfordring til centrumvenstre

Aktuel europæisk venstrepopulisme er en bevægelsesorienteret socialdemokratisme, der er autonom i forhold til neoliberalisme og højrepopulisme. Den er især udbredt i Sydeuropa i partier som fx Podemos og Syriza, men mange af ideerne findes også i forskellig grad i Danmark inden for de partier, der er tilknyttet Rød blok. Selvom det ikke fremgår så tydeligt af debatten i Danmark, er venstrepopulisme ret beset allerede til stede som del af de politiske identiteter, der understøtter det aktuelle regeringsprojekt.

Set som populistisk projekt kendetegnes venstrepopulismen ved at se på verden som delt i to lejre, folket og eliten. De to poler kan gives mange forskellige navne alt efter tradition og nationale særtræk. Podemos talte fx om ’almindelige spaniere’ og ’kasten’. I USA har de talt om de ’99 procent’ og ’Wall Street’.

Venstrepopulisme er også det seneste årtis store fornyelse indenfor europæisk venstrepolitik, og alene derfor bør den diskuteres. Den forrige fornyelse, om end ikke nødvendigvis forbedring, var amerikaniseringen af dele af centrumvenstre. Det vil sige den drejning i retning af USA’s demokratiske parti og modificeret neoliberalisme, der kom til at præge mange socialdemokratiske partier. Mest kendt var Tony Blairs projekt, New Labour. Med venstrepopulismen er der kommet et alternativ til denne drejning, Denne gang er der tale om en latinamerikanisering, for den europæiske venstrepopulisme tog erfaringer fra lande som Bolivia og Argentina op i deres tidlige politikformulering. Venstrepopulismen er i dag et foreløbigt og ufærdigt ’work in progress’-kapitel i socialismens historie, men deri ligner det jo ret beset den øvrige socialdemokratisme og venstrefløj.

Udover en saglig interesse for dette projekt er der selvfølgelig en politisk. Skal venstrepopulismen ses som et problem for, en udfordring af, et supplement til eller en modstander af centrumvenstre? Sådanne spørgsmål er blevet stillet, og de har været styrende for denne artikel, der, som det fremgår neden for, er gennemført partisk. Den fremhæver ganske vist nogle i sig selv forholdsvis neutrale politiske sondringer, men den gør det med et politisk sigte: at argumentere for, at centrumvenstre har brug for at lære af venstrepopulismen, uden dog at give køb på sine definerende særtræk; bekendelse til idealerne om frihed og lighed for alle, politisk reformisme og fortløbende teoretisk revisionisme.

Populistisk stil eller bare dårlig stil?

I slutningen af januar i år kom Enhedslisten på Vesterbro i København på dagsordenen et par dage. Lokale aktivister havde opsat hundreder af plakater, hvoraf det fremgik, at der inden for en overskuelig fremtid skulle køre over 700 tunge lastbiler ekstra gennem Vesterbro. Det vil sige, hvis det såkaldte Lynetteholm-projekt til frembringelse af en kunstig ø blev vedtaget. Kilden til den alarmerende oplysning var angiveligt kommunalt udarbejdede planer.

Plakaten var et eksempel på det, nogle kalder fake news. Planerne indeholder ikke skyggen af en trussel om 700 tunge lastbiler gennem Vesterbro dagligt. Tallet 720 nævnes, men det er som mål for den samlede københavnske trafikbelastning, og det skal ses i relation til de aktuelle transporter, der skal trækkes fra den samlede nye belastning. For Vesterbros vedkommende kan det sagtens ende med, at der kommer færre tunge lastbiler igennem bydelen set i forhold til det samlede udviklingsprojekts trafik.

Har vi her et bastant eksempel på ’venstrepopulisme’? Ja, hvis man opfatter populisme som en politisk stil, der blot har at gøre med fake news, skinger tale og usaglig forenkling af komplicerede sager, må svaret være bekræftende. Set i et lidt bredere perspektiv er svaret nej. Det var dårlig dømmekraft og manglende evne til selvrefleksion, der fik Enhedslisten maltrakteret i et rettidigt realitetstjek, men ikke bekymringen for teknokratisk byplanlægning. Imidlertid rejste sagen spørgsmålet om, hvad ’venstrepopulisme’ kunne være. Både Socialdemokraterne og SF beskyldte nemlig mere eller mindre direkte Enhedslisten for at bruge populistiske og Trump-agtige metoder.

Donald Trump er ikke fortid i USA, selvom han ikke er præsident mere. En stor del af den politiske dagsorden i USA vil i et godt stykke tid være optaget af opgøret med og forsvaret for Trumps præsidentskab. Det samme argument kunne bruges på dansk politik. Med Inger Støjbergs afgang fra Venstre er en fase for så vidt slut i dansk politik, men ikonet ’Inger Støjberg’ er langt fra væk. Det vil kaste skygger i form af angreb og forsvar et stykke tid fremover. I begge tilfælde er populismen som politisk stil derfor fortsat på dagsordenen.

Foreløbig er det med højrepopulisterne i rollen som dem, der skal forsvare sig, men hvem ved, hvor længe det holder? Enhedslisten fik i hvert fald vist, hvordan en vis fortolkning af ’venstrepopulisme’ kan sætte lus i skindpelsen på Rød bloks naturlige partnere. Alene af den grund må det fremadrettet være vigtigt at diskutere venstrepopulismens udfordring til det traditionelle centrum-venstre i tilgang, der inddrager mere end stil og de retoriske teknikker.

Om faren ved at tale om populisme ’som sådan’ – når man egentlig mener højrepopulisme

Opfattelsen af, hvad populisme er, er naturligvis med til at bestemme, hvad der for den enkelte eller for grupper skal menes om den. I Danmark er den største barriere for en konstruktiv diskussion af populisme erfaringsmæssigt den forudantagelse, at ’populisme’ har særlige træk, der gør den potentielt udemokratisk, måske endda totalitær.

Når man taler om populisme i almindelighed, men i realiteten henviser til populisme som fx Donald Trumps og Pia Kjærgaards politiske ideer, risikerer man at underspille det egentlige problem ved dem, nemlig at disse er meget stærkt højreorienterede. Det er ikke fordi Kjærgaard og Pernille Vermund er populister, at de støtter op omkring Venstres og De konservatives Blå blok i Danmark. Det er fordi, der er højreorienterede populister. Eller mere præcist fremmedangste, nationalkonservative populister. Deres angreb på eliterne er ikke betinget af et ønske om at støtte de marginaliserede i vores samfund, men om at bevare særlige privilegier for særlige grupper og på den måde modvirke idealer om frihed og lighed for alle.

Højrepopulisternes politik er helt generelt betinget af denne vilje til at bevare privilegier for særlige grupper, som er bestemt ud fra nationale, etniske, sproglige eller religiøse normer. Og det er helt klassisk højrepolitik. Som den italienske politolog Noberto Bobbio sagde, så er den nemmeste måde at kende forskel på højre og venstre på, at højre vil have mere ulighed og venstre vil have mindre.

Alene af den grund er det vigtigt at sondre mellem det strengt populistiske og det strengt højrepolitiske, ulighedsfejrende, element af højrepopulismen. Lige så vigtigt det kan være at sondre mellem venstre og højre, når man taler om populismer, er det at sondre mellem ’højre’ og ’populisme’, når man taler højrepopulisme.

Det kan fx ikke være i det danske centrumvenstres interesse at underkende de almindelige højreorienterede træk ved de enkelte partier, som Blå blok er komponeret af. At en højreorienteret partialliance er sammensat af partier med forskellige træk, ligger i selve forestillingen om partisamarbejde. Sådan er det også til venstre. Derfor er der ikke noget mærkeligt ved, at overvejende populistiske højrepartier som DF kan samarbejde med overvejende klassiske magtpartier som Venstre og De konservative. De tre partier binder sig sammen ved deres højretræk, men ikke på grund af deres eventuelle populisme.

På samme måde kunne man principielt forestille sig, at der til venstre var et samarbejde mellem partier, der var mere eller mindre populistiske eller institutionelt orienterede, men som blev bundet sammen af et ønske om opgør med Blå bloks støtte til neoliberalismen, opgøret med velfærdsstaten og en fornyet udbredelse af markedet, i dens forskellige former. Og dette er vel netop, hvad der kendetegner Rød blok?

Højre- og venstrepopulisme

Der er også historiske grunde til at diskutere en venstrepopulisme i Danmark i dag. Populismen bliver i Danmark ofte opfattet som noget, der i sig selv er negativt. Den forbindes med Donald Trump, Boris Johnson og Pia Kjærsgaard. Det er ikke forkert. Men det er heller ikke hele sandheden.

I den såkaldte ’neogramscianisme’ i UK i 1980’erne gik man mere fintmærkende til værks. Kultursociologen Stuart Hall skelnede mellem noget negativt populistisk og noget ægte folkeligt, eller mellem ’authoritarian’ og ’popular populism’/autoritær og folkelig populisme. Det gav en mulighed for at diskutere populisme mere nuanceret, end vi almindeligvis gør i Danmark i dag, hvor det tit bare bliver for eller imod populisme – og i realiteten for eller imod DF, NB og tilgrænsende grupperinger. For mange er svaret så givet på forhånd. Populisme er dårligt, anti-populisme er godt. Det er måske derfor, at en debattør som Jan-Werner Müller er blevet så forholdsvis populær i ’politikken+ segmentet’. Dem, der læser Information, har abonnementskort til Cinemateket og går på kunstudstillinger, er typisk også anti-populister og opfatter, som Müller, populisme som et grundlæggende autoritært forstadie til totalitarisme.

Men man bør i det mindste i princippet sondre mellem højre- og venstrepopulisme, hvilket svarer nogenlunde til Stuart Halls sondringer. Det andet bliver forsimplet og i det lande løb misvisende. Tidligere blev sondringen da også rutinemæssigt gjort af historikere og politologer. Når de diskuterede populisme i slutningen af 1960’erne opfattede de fx Mao Zedongs politiske linje som populisme fra venstre. Han samlede ’et folk’ omkring sig, og bekæmpede med det først den internationale imperialisme (befrielseskrigen) og derefter borgerlige rester i Kina (kulturrevolutionen). Der kunne dengang gnidningsløst sondres mellem Juan Perons argentinske, nationalistiske højrepopulisme og Maos venstrepopulisme.

Godt nok kaldte formand Mao sig selv marxist, men i virkeligheden blæste han Marx’ og Engels’ ideer om arbejderklassen en lang march. Det handlede i Kina om ’folket’ og dets befrielseshær, ikke om arbejderklassen og dens hær af velorganiserede fagforeninger. Socialisme var folkets, herunder de kinesiske kapitalisters, politik, som Mao så det. Socialisme var kort sagt populisme vendt mod imperialister og ideologisk borgerlige elementer. Nogenlunde det samme kunne siges og blev sagt, om Nassers ’arabiske socialisme’ og Nyeres keynesianske. De tre bevægelser var fælles om at organisere folket som en politisk kraft i afkoloniseringen efter Anden verdenskrig. Populisme var med lidt andre ord et politisk instrument under afkoloniseringen, og det blev som regel brugt fra venstre.

I den ovenstående forstand er der ikke noget nyt i at tale om venstrepopulisme som princip. Det nye er, at vi i dag diskuterer, om der findes en relevant ’venstrepopulisme’ i Europa, der på liberaldemokratiske præmisser kan bidrage meningsfuldt til centrumvenstres udvikling og styrkelse.

I Danmark startede vi imidlertid først for alvor med at diskutere populisme med Mogens Glistrup og Fr. P. i starten af 1970’erne. Der blev lidt uheldigt grundlagt en udbredt tradition for at kalde det, der rettelig var højreorienteret populisme, for ’populisme’ slet og ret. Men at traditionen blev grundlagt, er jo ikke det samme, som at den så også skal videreføres.

I dag er det alligevel nødvendigt at skelne mellem forskellige populistiske bevægelser, som fx nynationalistiske bevægelser som fx DF og DNB og mere klassiske thatcherister som LA. Så der er mange gode grunde til at bryde med de sproglige vaner fra 1970erne. Populisme er ikke bare populisme. Det er altid en bestemt slags populisme.

Centrumvenstre og venstrefløj (socialdemokrater og kommunister, revisionister og revolutionære)

De sidste ti års store fornyelse på venstresiden af europæisk politik har som nævnt været udviklingen af en mere populistisk tilgang til politisk mobilisering. Spørgsmålet er, om centrumvenstre kan og bør lære noget af de historiske erfaringer med venstrepopulisme?

det lange løb er det en forudsætning for at nærme sig dette spørgsmål at fastlægge, hvad der skal karakterisere de to fænomener ud over det rent definitoriske. Fra dannelsen af de første moderne arbejderpartier på et marxistisk grundlag i anden halvdel af det nittende århundrede og frem til de første årtier af det tyvende var arbejderbevægelsen en enhed af faglige og politiske organisationer med en overbygning af overvejende marxistisk teori. Efterhånden blev der skelnet skarpere mellem den faglige del og den politiske samtidig med, at nogle mente, at marxismen var kommet i krise.

Efter første verdenskrig blev bevægelsens politiske organisationer delt i to slags partier, socialdemokrater og kommunister (’reformister og revolutionære’). Kriteriet for valg mellem dem var i det store og hele holdningen til USSR og efterhånden også til det liberale demokrati. Kommunisterne fulgte USSR, mens Socialdemokraterne tog afstand fra etpartisystemet og valgte det liberale demokrati og pluralisme som politisk udviklingsmodel. I nogle lande skiltes man også fagligt, men i fx Danmark bevarede man en enhedsfagbevægelse: set fra neden fulgtes man i hverdagen og skiltes først på valgdagen.

Denne situation varede nogenlunde stabilt i ’det korte århundrede’ frem til Den kolde krigs slutning og USSR’s sammenbrud, om end fx Ungarnkrisen og tressernes antiautoritære kampe op til og omkring 1968 skabte mindre afskalninger fra de klassiske partier (i DK fx SF og VS).

Den nye verdensorden efter Murens fald skabte i første omgang ikke de store forandringer i arbejderbevægelsens og socialismens politiske organisering. Tilpasningen skete typisk inden for partierne, hvor fx Blairs koncept om ’New Labour’ og Gerhard Schröders ’Neue Mitte’ nærmede dele af socialdemokratismen til nogle træk fra Demokraterne i USA. Partier blev trukket i en retning, som nogle har opfattet som neoliberal. I nogle lande blev der lavet nye alliancer på venstresiden af socialdemokratismen. DK er et eksempel, hvor de nu relativt små venstrefløjspartier sluttede sig sammen omkring resterne af DKP og VS og skabte Enhedslisten.

Skulle man samle op på den historie kunne man sige, at der siden Første verdenskrigs slutning komparativt set har været to fløje i arbejderbevægelsens politiske ben i Europa: et Centrumvenstre (med socialdemokrater som bærende kraft) og en Venstrefløj (med kommunister – sovjettro eller ej – i den bærende position). Når der bortses fra det britiske Labour (der betinget af et arkaisk valgsystem forenede de to strømninger i samme parti), har der ikke været betydende undtagelser fra dette mønster.

Spørgsmålet er nu, om der med den såkaldte Venstrepopulisme er ved at ske et brud på mønstret? Det er nok for tidligt at begynde at besvare dette spørgsmål. Men det er bestemt ikke for tidligt at begynde at diskutere det! Hvis det er rigtigt, at venstrepopulismen udgør et brud med det tidligere mønster, og ikke bare en mindre justering, er det faktisk på højre tid.

Venstrepopulismen og dens aktualitet

Spørgsmålets aktualitet har dybest set udgangspunkt i Den kolde krigs slutning og Den nye verdensordens gennembrud, men det har umiddelbar baggrund i udviklingen i europæisk politik i tiden efter finanskrisen. Især i Sydeuropa fik finanskrisen en politisk indslag i partimønstret. I Grækenland, Italien og Spanien, men også til en vis grad i Frankrig, blev der dannet partier som reaktion på det, der blev oplevet som de gamle partiers politiske svigt. Disse havde både haft et vist medansvar for den økonomiske krise og for de politikker, der blev udviklet som svar på den.

De nye partier kom både til højre og venstre, ligesom et ældre højrepopulistisk parti som Le Pen’s i Frankrig fik et løft som talerør for en del af utilfredsheden med den statslige politik, der generelt lå inden for det neoliberale felt, og med de gamle partier, der udviklede og fik den vedtaget. I Spanien fik man først Ciudadanos og senere Vox, og i Grækenland kom Gyldent Daggry til at repræsentere højrestrømningen. Den italienske femstjernebevægelse så i udgangspunktet ud til at repræsentere en ny kombination af venstre og hørepolitik, men faldt efterhånden til ro som nyt højreparti. Hørjepartierne interesserer os ikke her som andet end som en del af baggrundstæppet for det egentlige anliggende, det vil sige de nye venstrepopulistiske partier: Syriza, Podemos og La France Soumise.

Disse partier har formået at mobilisere en del utilfredshed, der i mange andre lande blev organiseret af højrepopulister, på programmer, der mere eller mindre eksplicit ligger til venstre. De har en række fælles træk, der gør det rimeligt, at behandle dem som en samlet gruppe her.

For det første tematiserede de finanskrisen som relateret til iboende træk ved kapitalismen, selvom om den specifikke krise ikke i sig blev forklaret alene ved disse træk men også ved politiske tiltag, fejltagelser og/eller bevidste politikker fra magtpartier, oligarkier, kaster, etc.

For det andet var de modstandere af den neoliberale krisepolitik. De så denne som et angreb på den almindelige befolknings livsbetingelser og som en støtte til snævre økonomiske interesser baseret på illegitime privilegier.

For det tredje var de skeptiske over for de centrumvenstrepartier, der havde været med til at skabe det statslige ansvar for finanskrisens udbrud og/eller havde været med til at indføre krisepolitikker, der gjorde tilværelsen endnu vanskeligere for dem, der i forvejen var ramt af krisen. PASOK er et sådant eksempel på en nærmest kriminel uansvarlighed på borgernes vegne.

For det fjerde havde de flyttet fokus fra økonomiske klassepositioner til folkelige positioner. Eller med andre ord, de fokuserede på dem, de ville mobilisere til modstand, som borgere evt. statsborgere (fra Iglesias’ ’os almindelige spaniere’ til Melonchons ’ukuelige franskmænd’) til forskel fra arbejdere, statsansatte, fiskere eller bønder.

De tre første træk af deres politik er også formuleret som kritikker inden for de klassiske horisonter for venstrepolitik. Det er derfor det sidste træk, der umiddelbart gør det rimeligt at betegne disse partier som ’noget andet’ og noget nyt. Det vil sige som ’venstrepopulister’ til forskel fra tilhørende det klassiske centrumvenstre eller venstrefløjen.

Derudover kommer andre træk, som også er mere eller mindre fælles, nemlig et fokus på sociale bevægelser og identitetspolitik, der er større, end det har være almindeligt i de klassiske ’arbejderpartier’. Desuden et vist fokus på lederens rolle, nye bud på ’politisk stil’ med videre. Disse sidstnævnte træk er imidlertid ikke nødvendigvis typedannende, men kan for tiden genfindes i mange partier af forskellig politisk retning.

Den europæiske arbejderbevægelses historie og den europæiske socialismes. Er de stadig sammenfaldende i det lange løb?

Den store udfordring ved at uforbeholdent at tilslutte sig ideen om ’venstrepopulisme’ i Europa i et principielt perspektiv er, at tankegangen til en vis grad (eller fuldstændigt?) er uforenelig med forestillingen om, at den europæiske socialismes og den europæiske arbejderbevægelses historie i det lange er sammenfaldende.

F

ra socialdemokratismens etablering i midten af det nittende århundrede omkring en marxistisk fortolkning af de udfordringer, som den spæde arbejderbevægelse stod overfor, har der været en nogenlunde konsensus om, at socialisme både skulle være et sammenfattende svar på den kapitalistiske produktions anarki og irrationalisme og på den politiske ulighed og ufrihed, der var blev arvet fra absolutismen og som fortløbende blev understøttet af det kapitalistiske samfunds specifikke uligheder. Centrumvenstre og venstrefløj har på tværs af de forskellige opsplitninger og organisationer kunnet samles om dette minimum som politisk horisont.

Siden slutningen af 1960’erne er det imidlertid blevet stadigt sværere at se samlingspunkterne. Blandt andet fordi der er kommet nye konfliktdimensioner til: køn, klima, etc. Dette har skabt teoretiske brud og omstruktureringer således, at marxismen ikke mere er den selvfølgelige horisont for aktuel socialistisk tænkning. Det har også skabt nye debatter inden for den overordnede bevægelse, der generelt er blevet tematiseret som spørgsmålet om de nye sociale bevægelser.

Det har endelig også sat spørgsmålet om arbejderbevægelsen og/eller ’folket’, eller med andre ord spørgsmålet om klassepolitik eller populisme, på dagsordenen. Hvis folket fremover skal afløse arbejderklassen som den primære motor i kampen for socialisme, sådan som den mest konsekvente venstrepopulisme foreslår, er der naturligvis ikke mere basis for at hævde, at arbejderbevægelsens historie er sammenfaldende med socialismens. Så er vi, hvad den relation angår, på vej tilbage til situationen før marxismen. Man kunne hævde, at dette er Alex Tsipris’, Pablo Iglisias’ og Jean-Luc Melonchons langsigtede udfordring til centrumvenstre og, måske især, venstrefløj.

Set på den måde kan venstrepopulismen selvfølgelig ikke bare behandles som ’en variant’ inden for et i øvrigt fastlagt skema, hvor venstrepopulismen for tiden i flere lande har overtaget ’venstrefløjens’ position som opposition og alternativ til centrumvenstre. Der mere på spil.

Især burde spørgsmålet om arbejderbevægelsens rolle diskuteres nærmere, når man diskuterer de venstrepopulistiske partiers erfaringer. Partierne har haft størst succes i syd, men i fx Skandinavien, hvor arbejderbevægelserne har en anden status, stiller spørgsmålene sig måske anderledes. Her formidles nogle af de ’folkelige erfaringer’ via fagbevægelsen til de politiske partier, hvor de i syd samles langsommere og mere sporadisk op, fordi de faglige organisationer ikke er så fintmaskede og medlemsrige. Hvilket har givet plads til venstrepopulisme som partipolitik, der er hurtigere omstillelig.

Det sidste kunne antyde, at det snarere var syd, der burde lære af nord i dette spørgsmål. Det er fra et klassisk (klassepolitisk) synspunkt måske rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at de venstrepopulistiske bevægelser i syd har haft nogle succeser og erfaringer, som det under alle omstændigheder og fra alle synspunkter ville være synd ikke at få med i nord. Eller ved at de nu og sikkert et godt stykke tid fremover er en del af det miljø, som centrumvenstre (og venstrefløjen) skal forholde sig til i europæisk politik.

Derfor opsamling af erfaringer med venstrepopulisme

På de ovenstående seks indfaldsvinkler til diskussion af populisme fra et Rød blok-standpunkt kan sammenfatte nogle retningslinjer:

Populisme er mere end et stilspørgsmål. Fake news, højrøstet protest og nemme løsninger er kun en del af historien.

Populisme er især mere end aktuel højrepopulisme.

Populisme er som så meget andet fordelt på højre- og venstredimensioner.

Opfattelsen af, hvad der er centrumvenstre og venstrefløj, bliver påvirket og udfordret af venstrepopulismen.

Venstrepopulismens særtræk i dag er bevægelsespolitik/folkelige positioner, modstand mod neoliberalisme og viljen til at forbinde forskellige politiske kræfter.

Venstrepopulismen rejser relevante spørgsmål om, hvad der kan og skal være en aktuel demokratisk socialismes kendetegn og politiske pejlemærker.

Men de ovenstående retningslinjer er, som Antonio Gramsci ville have sagt ’villede og rationalistiske’. Eller med andre ord skrivebordskonstruktioner og ikke folkelige ideologier. Og dynamikken i udviklingen af politiske ideer, strategier og taktikker kommer ikke fra skriveborde, men fra politiske bevægelsers gensidige påvirkninger, samarbejde og kampe. Venstrepopulismen er da heller ikke skabt af intellektuelle, selvom det nogle gange godt kan se sådan ud, når man læser deres egne politiske opsamlinger. Den kommer i stedet fra de politiske erfaringer, som opsamlingerne bearbejder: vejen fra finanskrise til Podemos gik fx først via lokale demonstrationer og pladsbesættelser og over ’De vrede’, før den blev opsamlet og videre iscenesat af Pablo Iglesias, Íñigo Errejón m.fl.

Ved siden af det løbende politiske og faglige arbejde og deres stadige tilpasninger til nye situationer, kommer der nye processer til. Neoliberalismen fremkaldte finanskrisen, og finanskrisen fremkaldte den nye europæiske venstrepopulisme. Den er som nævnt allerede blevet opsamlet og diskuteret i mange forskellige fora, og dette temanummer er tænkt som vores bidrag til denne proces.

En aktiv politisk læreproces forudsætter selvfølgelig erfaringsopsamling og i den forstand skrivebordsarbejde, men den forudsætter også bearbejdning og formidling, der går ud over dette. Om erfaringerne og bearbejdningerne så peger i retning af at anbefale videre udvikling i venstrepopulistisk retning eller besindelse på, at klassepolitikken stadig er i centrum for mobilisering, er i et sekundært spørgsmål i denne omgang. Et forslag til foreløbigt kompromis omkring arbejderbevægelsen kunne være at lande på, den er en bevægelse, som så mange andre, men at den givet fx den danske politiske historie og den danske model uden tvivl er ’den første blandt ligeværdige’. Man kan måske diskutere socialisme uden arbejderbevægelsen – men resultatet ville også blive derefter – for nu at parafrasere en stor dansk forfatter.

Det vigtigste politiske emne er trods alt ikke forholdet mellem venstrepopulisme og centrumvenstre, men konflikten mellem venstre og højre. Forholdet mellem venstrepopulisme og centrumvenstre kan vendes til et spørgsmål om opgavefordelingen mellem de enkelte elementer af Rød blok. En sådan vending forudsætter enighed om, at Rød blok er vigtigere end de enkelte partier, og det forudsætter nok en del års diskussioner. Men hvis man tænker i de baner, kan man ikke komme uden om, at tilgangen forudsætter en forestilling om Rød blok som identitet i en eller anden form. Dette spørgsmål har ikke rigtigt været diskuteret eksplicit endnu, men den venstrepopulistiske udfordring er en af anledningerne til at gøre det.