Ukrainekrigen, de globale styrkeforhold og venstrefløjens dilemma

 

Af Morten Ougaard, professor ved Institut for organisation, CBS.

Ruslands brutale angrebskrig mod Ukraine har budt på flere overraskelser. For det første kom angrebet i sig selv som en overraskelse for de fleste, selvom der i stigende gad havde lyst advarende røster, især fra USA. For det andet var Ukraines evne og vilje til at kæmpe imod angrebet en overraskelse, ikke mindst for Rusland. Og for det tredje var det overraskende, hvor hurtigt og stærkt Vesten samledes om massiv støtte til Ukraine økonomisk, politisk og militært.

I det følgende vil jeg først kort opsummere, hvordan den aktuelle styrkelse af Triaden kan aflæses. Derefter ser jeg nærmere på, hvem og hvad Triaden er, og går videre til en belysning af dens styrke i verdenssamfundet. Afslutningsvis diskuterer jeg konsekvenserne for venstrefløjen.

I skrivende stund (maj 2022) er udfaldet af krigen ukendt. Uanset denne uvished giver forløbet indtil nu og især netop Vestens samling, anledning til at tage temperaturen på de økonomisk-politiske styrkeforhold og spørge, hvor stærkt Vesten egentlig står, og hvad dette betyder for den internationale venstrefløj og andre progressive kræfter.

Strengt taget er ’Vesten’ ikke et godt navn for den gruppe lande det handler om, da nogle af medlemmerne befinder sig i Østen. For at understrege, at det handler om økonomier fra tre kontinenter, Nordamerika. Europa og Asien, har forskere foreslået navnet Triaden (Nölke and Taylor 2010; Starrs 2013). I det følgende bruger jeg for variationens skyld begge navne.

Følgende begivenheder markerer den aktuelle styrkelse af Triaden. Den 24. marts afholdtes i Nato hovedkvarteret i Bruxelles først et Nato topmøde og derefter et topmøde for G7 landene, hvor EU er medlem, og hvor Natos Generalsekretær deltog i mødet. Altså Nato, EU og alle G7 lande samlet. Her erklærede man støtte til Ukraine, man enedes om fortsatte og skærpede sanktioner mod Rusland, enedes om at opruste militært, og om at yde Ukraine mere militær støtte (NATO 2022). En måned senere, den 25. april enedes man om at forøge våbenstøtten til Ukraine markant. Dette møde fandt sted på den amerikanske Ramstein militærbase i Tyskland, hvilket understregede USA’s ledende rolle, og her deltog også ikke-medlemmer af Nato, heriblandt Japan, Kenya og Tunesien, Israel og Qatar (DeYoung et al. 2022). Sidst i maj måned kom så beslutningen om finsk og svensk medlemskab af Nato.

Imellem de to møder, den 7. april, scorede Vesten en diplomatisk sejr i FNs Generalforsamling ved at få vedtaget en resolution, der suspenderede Ruslands medlemskab af FNs menneskerettighedsråd. 93 lande stemte for, 24 stemte imod, og 58 undlod at stemme – mens 18 medlemmer var fraværende (afstemningsresultat fra United Nations Digital Library 2022).

Denne samling af Vesten og mobilisering af global støtte markerede et foreløbigt højdepunkt på Vestens styrkelse i konjunkturen. Derfor værd at tage som udgangspunkt.

På den anden side viser stemmetallene i FN, at der er grænser for hvor stærkt Vesten står globalt. Der var trods alt 82 lande, eller næsten halvdelen af de tilstedeværende, der ikke støttede Vesten. Grænsen for Vestens indflydelse blev også tydelig den 20. april, hvor G20 landenes finansministre og centralbankchefer mødtes i Washington i forbindelse med et møde Verdensbanken og IMF. Her udvandrede vestlige repræsentanter, da den russiske delegerede talte, men forsøget på at udelukke Rusland fra G20 mødet lykkedes ikke (Rappeport 2022). Det samme gælder foreløbigt forsøget på at få udelukket Rusland fra topmødet i Indonesien i november dette år (Widakuswara 2022).

Tabel 1: Hvem er Triaden?
NATO Anden militæralliance med USA G7 EU + EØS G20
USA X X x
Canada X X x
Japan X X x
Korea X x
Australien X x
New Zealand X
UK X X x
Tyskland X X X x
Frankrig X X X x
Italien X X X x
Øvrige EU + EØS NATO medlemmer X (Via EU) X (Via EU)
Finland X (snart) (Via EU) X (Via EU)
Sverige X (snart) (Via EU) X (Via EU)
Norge X X

Hvem og hvad er ”Vesten”?

Triaden består af de lande, der er med i et eller flere af følgende fællesskaber: militær alliance med USA i NATO eller på anden vis, G7 samarbejdet, og EU + EØS. Flere af dem er også med i G20 samarbejdet. Tabel 1 giver en oversigt. Det er de lande, der i imperialismeteoretisk sammenhæng blev kaldt de kapitalistiske centersamfund.

Disse lande er alle konsoliderede demokratier, og blandt de lande i verden, hvor respekten for retsstatsprincipper, menneskerettigheder og kvinders ligestilling er mest udviklet. Det gælder også præferencen for en rets baseret international orden, hvor princippet om national selvbestemmelse er centralt, og hvor fredeligt internationalt samarbejde vægtes højt. Ikke alle lande lever lige godt op til alle demokratiske principper, og demokrati og retsstat er under angreb internt i flere lande, ikke mindst i USA. Respekten for en international retsorden og national selvbestemmelse klinger også i flere tilfælde hult, ikke mindst i forhold til Palæstina.

Alligevel er det svært at nævne lande, hvor disse værdier står stærkere end i Triaden, og omvendt er det let at pege på lande, hvor de står markant svagere. Det er værdier, som det er afgørende at forsvare og kæmpe for. De er værdifulde i sig selv, og i et venstrefløjsperspektiv er de centrale, fordi demokrati, ytrings- forsamlings- og organisationsfrihed giver de bedste betingelser for kampen for progressive samfundsforandringer.

I den vestlige diskurs, såvel fra politikere som i medierne og offentligheden, er et dominerende tema, at det er disse værdier, der er truet og skal forsvares. Ukraine lever ganske vist ikke på alle punkter op til vestlige demokratiske standarder. – en Ukrainsk vits er nok ikke helt ved siden af: forskellen på Ukraine og Rusland er, at i Ukraine bestemmer oligarkerne, hvem der kan blive præsident, i Rusland bestemmer præsidenten, hvem der bliver oligark. Uanset dette er det vigtigt at forsvare Ukraines selvstændighed, og her er Triaden blevet samlet.

Triaden er altså i globalt perspektiv en demokratisk højborg. Men samtidig er Triaden den dominerende blok i en imperial verdensorden, en verdensorden præget af stor og voksende ulighed, enorme økonomiske magtkoncentrationer, og en vækstmodel, der på trods af gode hensigtserklæringer ikke er bæredygtig, men tværtimod fastholder kloden på en økologisk katastrofekurs. Nogle skridt tages i den rigtige retning, men fortsat alt for lidt i forhold til problemernes omfang.

Vækstmodellen leverer imidlertid også en høj materiel levestandard til en stor del af Triadens befolkning. Dette argument er udfoldet både teoretisk og empirisk i bogen ’Den imperiale livsform: hverdagsliv og kapitalismens økologiske krise’ af Ulrich Brand og Markus Wissen (Brand and Wissen 2021). Den internationale arbejdsdeling, udflytning af produktion til lavtlønsområder og indtægterne fra lukrative markeder sammesteds, billige råvarer med videre, er med til at muliggøre en livsstil med stort og miljøbelastende forbrug af privatbiler, flyrejser, elektriske apparater og så videre.

Dilemmaet for venstrefløjen og andre progressive kræfter er, at et forsvar for ”Vestens værdier” meget nemt bliver et forsvar for den imperiale livsform og for den eksisterende globale magtfordeling. Det er roden til venstrefløjens problemer med at forholde sig til krigen og Vestens styrkelse. I Danmark er det velkendt, at det ikke har været let for venstrefløjen at finde fodslag i de spørgsmål, som krigen har rejst, og noget tilsvarende gælder i andre lande. Se for eksempel om den amerikanske venstrefløj Zevins artikel (Zevin 2022).

Triadens styrke

Forskellige indikatorer kan belyse Triadens styrke. Den aktuelle politiske samling og mobilisering samt den diplomatiske sejr i FN er en af dem. Men man kan også se på mere grundlæggende strukturelle indikatorer. Antallet af lande kan være en af dem, men det siger kun noget om stemmestyrken i FNs Generalforsamling. Det har nogen legitimitetsmæssig betydning, men et flertal, der hovedsageligt består af små lavindkomstlande, betyder ikke meget uden for Generalforsamlingens mødelokale.

Mere vægt må man tillægge befolkningsstørrelsen. Man kan selvsagt ikke regne med, at hele et lands befolkning støtter regeringens politik, men det giver nogen tyngde legitimitetsmæssigt, at man repræsenterer en væsentlig del af menneskeheden. På denne parameter står Triaden ikke stærkt. I 2020 havde Triaden en samlet befolkning på 1,0 mia. ud af verdens 7,8 mia. mennesker, altså omkring 13 pct. I FN-afstemningen fik Triaden støtte fra lande med en befolkning på 0,8 mia., således at der i alt var 1,8 mia. bag resolutionen. Over for det stod så 2,1 mia. bag stemmerne imod resolutionen, hvor Kinas og Ruslands tilsammen 1,6 mia. vejede tungt. Målt på denne måde var der altså flere mennesker imod resolutionen end for. Nok så vigtigt er, at lande med en samlet befolkning på 3,5 mia. undlod at stemme. I alt var der således 5,6 mia. der ikke støttede resolutionen over for de 1,8, der stemte for (beregnet ud fra Verdensbankens tal, World Bank 2022).

Økonomiske indikatorer

Anderledes ser det ud, når man ser på økonomiske indikatorer. Der gøres ganske vist ofte meget ud af, at Kina med sine højere vækstrater er ved at overhale USA som verdens største økonomi. Men ser man på hele Triaden er billedet, at Kinas bruttonationalprodukt i 2020 var knap 15 billioner dollars (forkortet bio.), over for USA’s 21 bio. og EU’s 15 bio. Hele Triaden tegnede sig for 47 bio., og tæller man de lande med, der støttede resolutionen er tallet 51 bio. De lande, der stemte imod resolution tegnede sig tilsammen for 17 bio., og de lande der undlod at stemme havde et samlet BNP på 12 bio. Med andre ord havde de lande, der enten var imod eller undlod at støtte resolutionen, et samlet BNP på 29 bio., over for Triade- koalitionens 51 bio (World Bank 2022a).

Et andet mål for Triadens økonomiske vægt er de direkte internationale investeringer, vel at mærke beholdningen og ikke de årlige strømme. Det siger noget om, hvor stor en del af verdensøkonomien uden for hjemlandene, de pågældende landes virksomheder kontrollerer. I 2020 tegnede Triaden sig for 78 pct. af verdens direkte investeringer (tal fra Unctadstat 2022). Til sammenligning tegnede Kina, den største ikke-Triade investor, sig for ca. 11 pct. Et forbehold er dog, at en stor del af Triadelandenes investeringer er i andre Triade lande, hvilket på den anden side er udtryk for hvor tæt disse lande er integreret økonomisk – et solidt strukturelt fundament for Triadens sammenhold.

Tabel 2: Triad share of profits of top 2000 corporations in 2012*
Selected economic sectors Triad share
Aerospace & Defence 87%
Auto, truck & motorcycle 73%
Chemicals 44%
Computer hardware and software 80%
Electronics 68%
Healthcare equipment and services 93%
Heavy machinery 63%
Pharmaceutical & personal care 76%
Source: Based on Table 1, p. 822 in Starrs 2013.

*The table shows the global profit share of Triad countries among the top 3 countries in each sector. For instance in chemicals, no. 1 was the US with 25%, no.2 Germany at 19% and Saudi Arabia at 12%. Thus, Triad countries among the top 3 accounted for 44%.

Nok så interessant er en beregning, som forskeren Sean Starrs publicerede i 2013 (Starrs 2013). Noget kan have ændret sig siden, men ikke nok til grundlæggende at ændre billedet. Starrs tog udgangspunkt i en analyse tidsskriftet Forbes havde lavet af de 2000 vigtigste virksomheder i en række brancher, og så på disse virksomheders regnskabstal. Han identificerede så de tre lande, der tegnede sig for den største andel af den samlede profit i hver sektor. Det er ikke nogen ligegyldig indikator: den, der kontrollerer overskuddet, bestemmer hvad der skal investeres i og hvor. I computer hardware og software tegnede USA sig for eksempel for 74%, Sydkorea for 6 pct. og Taiwan for 5 pct. Tabel 2 viser hvor stor en del af profitten Triaden tegnede sig for i udvalgte brancher i 2012.

En anden central branche er motorer til civile fly, der er totalt domineret af fire selskaber, nemlig Rolls Royce fra England, Pratt & Whitney og General Electric fra USA og CFM International, der er et amerikansk fransk joint-venture (Statista 2022). Dertil kan føjes, at markedet for fly også er domineret af vestlige producenter; indenrigsflyvning i Kina og Rusland foretages således overvejende med Boeing og Airbus fly. Triadefirmaers andel af bilmarkederne i Kina og Rusland er også markant større end det omvendte.

Til dette kan man føje indikatorer for landenes stilling I high-tech brancherne. Kina er blevet verdens største producent af mikrochips – en central component I rigtig mange produkter. Alligevel tegnede amerikanske selskaber sig i 2019 for 47 pct. af de globale indtægter fra salg af semi-conductors (US International Trade Administration n.d.). Endnu mere kritisk er det højteknologiske udstyr, hvormed micro-chips produceres. Fortsat adgang til dette udstyr, herunder reservedele, er en nødvendighed for chips-producenter. Ifølge det amerikanske handelsministerium havde amerikanske firmaer i 2014 en global markedsandel på 47 pct., Japan havde 30 pct., og Holland 17 pct. Tyskland og Sydkorea havde mindre end 3 pct. hver, og andre producenter herunder Kina havde mindre end en halv procent hver (US International Trade Administration 2016, 20). Ifølge en aktuel vurdering fra en brancheinsider vil det være meget svær’ for Kina at udvikle spidsteknologi på dette område (Slodkowski 2022), se også (Sheehan 2021)). Denne afgørende branche er altså helt domineret af Triade virksomheder.

Kina har udviklet styrkepositioner på nogle områder. De fleste kender Huaweis telefoner og selskabet er blandt de globalt førende mht. 5G teknologi. Kinesiske højhastighedstog kører flere steder i verden, og landet har et relativt avanceret rumprogram. På et højteknologisk område er de klart globalt førende, nemlig supercomputere. Men selv på dette område er det uvist, i hvilke grad deres udviklingsindsats på dette område har været baseret på importerede komponenter. Baseret på kinesisk design, men uklart om de var fremstillet i Kina eller Taiwan (FT, 18.5.2022).

USA’s og EU’s centrale stilling i den globale finanssektor skal også tages i betragtning. Sanktionerne mod Rusland har tydeligt vist, hvor stærk denne position er, og i hvor høj grad det er muligt at udnytte denne politisk, når det gælder.

Endelig er det vigtigt at bemærke, at Vesten i høj grad bidrager til globale problemer, som for eksempel udslip af drivhusgasser. I dag er Kina klart den største CO2 udleder, på niveau med den samlede triade, og samlet overgås Triaden af resten af verden i denne henseende. Men det skal ses på baggrund af, at Triadelandene tegnede sig for 2/3 af verdens kumulative CO2 udledninger i perioden 1751-2017 (Richie 2019). Dertil kommer, at målt på CO2 udslip pr indbygger er Triaden fortsat den største forurener bortset fra en håndfuld oliestater.

Samlet set er det indiskutabelt, at i økonomisk henseende er Triaden uden sammenligning dominerende i verdenssamfundet.

Hvem er ”resten”

Udtrykket ’Resten’ for de samfund, der ikke er en del af vesten, blev introduceret af Samuel Huntington i 1997 (Huntington 1997). I nærværende artikel benyttes det som en bekvem sammenfatning af ikke-Triade landene. Denne gruppe, der rummer over 80% af verdens befolkning, er meget sammensat. I Verdensbankens statistikker spænder gruppen hele registeret fra lav-indkomstlande, over lavere og højere mellem-indkomstlande til nogle få høj-indkomstlande (Chile og Singapore samt Saudi Arabien og andre oliestater i Golfen). De er helt overvejende kapitalistiske, nogle har en ret avanceret økonomi med betydelig industriproduktion, mens andre overvejende er landbrugs- og råvareproducenter. Politisk er der både demokratier og diktaturer af forskellig slags.

Blandt de 54 ikke-triade lande, der stemte for resolutionen mod Rusland var en række demokratiske lande som Argentina, Tyrkiet, Chile, Uruguay, Philippinerne, med flere, men også f.eks. militærdiktaturet Myanmar. De 24 Lande, der stemte imod resolution med Rusland og Kina i spidsen var helt overvejende ikke demokratier, f.eks. Iran, Nordkorea, Vietnam og Belarus. I gruppen af lande, der undlod at stemme, finder vi demokratierne Brasilien, Indien, Indonesien, Mexico og Sydafrika, og kongedømmet Saudi Arabien og en række økonomisk set mindre tungtvejende lande som Bangladesh, Egypten, Kenya, Malaysia, Pakistan, Singapore, Thailand, Tunesien, og Emiraterne. Det er tydeligvis ikke skellet mellem demokratier og ikke-demokratier, der definerede frontlinjen i den diplomatiske styrkeprøve i FN.

En del kan forklares med de politiske og økonomiske bånd, som især de mindre lande har til den ene eller anden stormagt. Men dette forklarer ikke de mere velstående landes position i konjunkturen. Det er værd at bemærke, at blandt de ikke-Triade lande der er medlemmer af G20, de ’økonomisk signifikante landes’ globale samarbejdsforum, var det kun Argentina og Tyrkiet, der stemte for resolutionen, mens de ovennævnte seks lande, fra Brasilien til Saudi Arabien, undlod at stemme og medlemmerne Kina og Rusland stemte imod. En forklaring på dette er, at disse lande, såvel demokratier som autokratier, på nogle punkter har fælles interesser, der går imod Triaden. USA og de rige lande bestemmer for meget og gør for lidt for at imødekomme ’restens’ interesser, er et omkvæd man ofte hører.

Resten mod Vesten

Dette kan aflæses i forskellige internationale organisationer. Ganske vist er oprettelsen af G20 som et forum for de mest betydningsfulde landes statsledere en erkendelse af, at disse lande skal være med, når globale økonomiske spørgsmål skal drøftes.

Og ganske vist er G20 op gennem 2010erne blevet enige om nogle reformer med progressivt indhold, i nogle tilfælde på G20 initiativ, i andre ved erklæret G20 støtte til reformer undervejs i FN systemet, Verdensbanken og andre fora. Det gælder for eksempel kampen mod hvidvask, kampen mod skatteundvigelse og kampen mod korruption, og det gælder adskillige initiativer på udviklingsområdet.

Men på andre områder er det blevet ved hensigtserklæringer, hvor det kniber med at leve op til intentioner og løfter. For eksempel har Triaden langt fra levet op til de løfter, man har givet om økonomisk støtte til grøn omstilling.

IMF og WTO

Nok så vigtigt er der nogle centrale områder, hvor man ikke kan blive enige. En vedvarende kilde til utilfredshed for de nye magter er spørgsmålet om stemmevægte i Den Internationale Valutafond (IMF). I denne organisation stemmer man efter, hvor meget kapital man har indskudt, og samtidig siger reglerne, at vigtige beslutninger, herunder ændringer i kvote – og stemmefordelingen, skal vedtages med et kvalificeret flertal på 85% af stemmerne USA har 17,43% af stemmerne, og har således i praksis veto (Congressional Research Service 2022a).

I 2010 gennemførte man en lille kvotereform, der ikke tilfredsstillede de nye magter, og i 2012 forpligtede man sig til at foretage endnu en revision med deadline i 2014. Denne deadline blev senere udsat til 2019, men i 2019 måtte man erkende, at det ikke var muligt at nå til enighed om en reform af kvotesystemet (IMF 2020). Med andre ord benyttede Triaden den gældende kvotefordeling og afstemningsreglerne til at blokere for en reform, der imødekommer især de nye magters ønsker.

Nok så vigtig er Verdenshandelsorganisationen WTO. Tilbage i 2001 søsattes den såkaldte Doha forhandlingsrunde med det erklærede formål at reformere handelssystemet i en mere udviklingsorienteret retning. Det gik dog meget trægt, og i 2004 opgav man reelt forhandlingerne. Men fra G20s begyndelse som forum for statsledere i 2009 erklærede man en fælles ambition om at føre forhandlingerne frem til succes. Denne ambition blev gentaget i de følgende år, uden at det førte til fremskridt. Senest, i 2020, kunne man registrere, at landene var enige om, at WTOs regelsystem burde ændres, og at det samme gjaldt organisationens konfliktløsningsmekanisme (Dispute Settlement Mechanism, DSM). Men man var hverken enige om hvordan de handelspolitisk spilleregler skulle ændres eller om hvordan DSM skulle reformeres (G20 2020).

Nogle eksempler fortæller, hvad konflikterne drejer sig om. Et udestående spørgsmål er udpegningen af nye medlemmer til appelinstansen i DSM, en nødvendighed hvis mekanismen skal fungere. Efter at Præsident Trump nægtede at udpege nye dommere til denne instans, ophørte den i 1919 med at fungere. I perioden fra december 2020 til oktober 2021 har man diskuteret en række forslag til løsning af dette problem, der alle blev afvist af USA (Congressional Research Service 2022b).

Med hensyn til forhandlingerne om regelsættets udvikling er flere emner interessante, fordi de vedrører udenlandske selskabers vilkår i udviklingslandene og forholdet mellem dem og værtslandene. Et af disse emner er netop investeringer.

Regler om internationale investeringer

Ved grundlæggelsen af WTO i 1995 enedes man om en aftale om ”Trade related investment measures”, TRIMs. USA og andre Triade-lande fandt, at den gav for ringe beskyttelse af selskabernes interesser, og forsøgte så i stedet i OECD at forhandle en ’Multilateral aftale om Investeringer’, et forsøg der mislykkedes (Walter 2001). Et nyt forsøg var så at lave en investeringsaftale med EU, den såkaldte TTIP, der også grundstødte. I disse initiativer gik man, og især USA, efter en ’ambitiøs’ aftale med liberalisering af adgangen til at investere i partnerlandene, stærk investeringsbeskyttelse, og særlige mekanismer til at håndtere konflikter mellem værtsland og investor uden om værtslandets retssystem.

I WTO blev investeringsspørgsmålet taget op i Doha-runden, men blev opgivet i 2004. I 2017 begyndte nogle medlemslande så igen at drøfte en investeringsaftale, denne gang kaldet ’Investment facilitation for Development,’ hvor formålet er en aftale, der fremmer udviklingsorienterede investeringer, især i mindre udviklede lande. Det var – og er – en ’plurilateral’ aftale, der forhandles i WTO regi men ikke involverer alle medlemmer. Forhandlingerne blev formelt startet i september 2020 , og selv om der rapporteres om fremskridt, er det for tidligt at vurdere, hvad de kan føre til (WTO 2022).

Mere end 100 af WTOs medlemslande deltager, herunder de fleste Triade lande og nye magter, men det er bemærkelsesværdigt, at hverken USA eller Indien er med. I USA’s tilfælde er det formentlig, fordi man ikke finder projektet ambitiøst nok (det er ikke lykkedes at finde oplysninger om USA’s holdning på de relevante amerikanske officielle hjemmesider). I forhandlingerne har man nemlig tydeligt og eksplicit understreget, at spørgsmålene om markedsadgang, investorbeskyttelse og investor-stat konfliktløsning ikke skal inddrages. Altså netop de emner, som USA har lagt stor vægt på i tidligere initiativer. Indiens modstand skyldes dels, at landet principielt ikke mener, at Investeringer hører hjemme i WTO, og dels at man frygter, at aftalen vil åbne op for, at netop den slags hensyn alligevel bliver ført ind ad bagvejen på længere sigt (Augustine 2021).

Teknologi

Et andet emne, der vedrører de transnationale selskabers interesser, er spørgsmålet om handel og teknologioverførsel. Her har man siden 2008 diskuteret et forslag fra Indien, Pakistan og Philippinerne med den mundrette titel ’Fremme adgang til information om tilpasset teknologi – et skridt til at forøge strømmen af teknologi til udviklingslande’ – kort sagt at give u-landene bedre adgang til teknologi. Status ved udgangen af 2021 er, at der er gjort nogle fremskridt, men at meget arbejde udestår (WTO 2021a). Det fremgår, at det ikke er nemt for forslagsstillerne at formulere projektet, så det har en chance for at blive accepteret af de øvrige medlemmer af WTO.

Fælles for disse to emner er at de involverer kontrol med teknologi og dermed patentrettigheder. Det er et af de mest omstridte spørgsmål i WTO og har været det siden TRIPs aftalen blev vedtaget i 1995 efter hårde politiske slagsmål mellem Triaden med USA i spidsen på den ene side, og de nye magter og en række udviklingslande på den anden (Sell 1999). Denne aftale giver en stærk beskyttelse af patentrettigheder, og har været under kritik fra u-landenes side. Konkret ønsker man bedre muligheder for at udnytte de fleksibiliteter, der trods alt er i aftalen, og man ønsker større fleksibilitet.

Et symptomatisk udtryk for stillingen er diskussionerne om et hjørne af TRIPs reglerne, nemlig spørgsmålet om brugen af ’geografiske indikationer på vin og spiritus.’ Efter det seneste møde i arbejdsgruppen sagde formanden, at der ikke blandt de delegerede var vilje til at fortsætte forhandlingerne på denne side af det næste ministermøde i WTO, og selv til den tid vil det være nødvendigt med ’betydelige anstrengelser fra alle delegationers side på at overvinde de vedvarende uenigheder om mandatet og substansen i forhandlingerne (WTO 2021c). Et nok så vigtigt eksempel er spørgsmålet om produktion og fordeling af vacciner i forbindelse med COVI-19 pandemien. Her kunne man hurtigere have forøget den globale vaccineproduktion, hvis man fra Vestens side havde være villig til at lempe på patentrettighederne. I november 2021 havde man stadig ikke nået fremskridt på dette og andre områder.

Mere generelt kan man sige, at Rådet for TRIPS aftalen holder regelmæssige møder, hvor mange spørgsmål og forslag diskuteres. Men som det fremgår af den seneste årsrapport fra rådet, er det generelle billede, at man ikke har truffet beslutninger og at diskussionerne skal fortsætte (WTO 2021b).

Flere konfliktemner kan føjes til, for eksempel spørgsmål om brug af subsier og statsejede virksomheder til fremme af udviklingsformål og krav til udenlandske investorer om at bidrage til national udvikling. Det generelle billede er, at det er op ad bakke for ’Resten’ at få deres interesser tilgodeset i WTO, lige som de møder modstand i IMF og andre internationale organisationer. Det giver dem fælles interesse i at svække Vesten og specielt USA politisk i det globale politisk-økonomiske system.

Billedet er ikke helt så enkelt, da der også er konflikter internt i ’Resten’. Specielt gør flere lande fælles sag med Vesten i bestræbelserne på at inddæmme kinesiske ambitioner, tydeligst i det såkaldte Quad Plus samarbejde, der netop er rettet imod Kina. Her har Indien været med længe, sammen med Australien, Japan og USA, men nu deltager også Vietnam, hvortil kommer Triade landet Sydkorea (Panda 2022). Uanset dette deler de fleste lande i ”Resten” og herunder de økonomisk stærke G20 medlemmer, i væsentlige økonomiske spørgsmål interessen i at svække Triaden politisk.

Hvad betyder dette nu, når det kombineres med Triadens dominerende position og aktuelle styrkelse? Det er emnet for det næste og sidste afsnit.

En vigtig baggrund for denne diskussion er den gensidige afhængighed mellem Vesten og Resten.

Perspektiver

Resten er på mange måder afhængige af Triaden – det gælder markeder for deres eksport, adgang til teknologi og investeringer, udviklingsbistand af forskellig slags, med mere. Men Triaden er også afhængig af Resten. Det blev slået fast af G20 i 2010. I et dokument, der ledsagede topmødeerklæringen hed det blandt andet, at de rige lande ’i deres bestræbelser på at udvide kilderne til global efterspørgsel og placering af investeringsoverskud har brug for, at udviklingslandene og de mindst udviklede lande bliver nye vækstpoler’ (G20 2010).

Dertil kommer, at Vesten har brug for Resten, når det gælder alle de presserende fælles globale problemer. Det gælder den globale opvarmning, biodiversitetskrisen og andre alvorlige miljøproblemer, det gælder styrkelse af beredskabet i forhold til pandemier, hvor covi-19 givetvis ikke bliver den sidste af slagsen. Og det gælder generelt udviklingen i de mindst udviklede lande, hvor fattigdom, sult og almindelig håbløshed er en grundkilde til indvandringspresset på Vesten. Triaden er nødt til at samarbejde med Resten, men viser sig alt for ofte uvillig til at indgå de nødvendige kompromisser og stille de nødvendige ressourcer til rådighed.

Hvorfor er det voigtigt?

Det er det fordi Triadens styrkede politiske og militære sammenhold har betydning for forholdet mellem Vesten og Resten, og dermed betydning for verdenssamfundets fortsatte udvikling og evnen og viljen til at adressere de presserende globale problemer.

Krigens udfald har også betydning, og kan ikke forudses. Hvis Ukraine lykkes med at slå Rusland helt tilbage, hvad der i skrivende stund er Ukraines mål, omend måske ikke realistisk, vil det være en sejr for både Ukraine og for Vesten, der vil styrke Vestens prestige og selvtillid. Hvis krigen ender med, at Rusland konsoliderer kontrollen med en god bid af det østlige Ukraine, vil Vesten kunne sige, at man opnåede en delvis sejr ved at redde et selvstændigt omend mindre Ukraine. Men det vil være et prestigetab, da man ikke nåede de erklærede mere omfattende mål. Samtidig vil Rusland også kunne erklære det som en sejr, idet man nu bliver forenet med de rige industriområder i Donbas regionen. I begge tilfælde vil det imidlertid have konsekvenser, der afhænger af de politiske valg, der træffes i Triaden.

Én mulighed er, at Triaden benytter sit styrkede sammenhold og den folkelige opbakning til forsvaret af demokrati og andre vestlige værdier, der også blev styrket i konjunkturen, til at koncentrere sig om egen sikkerhed og egne interesser, prioritere oprustning og økonomisk og militær inddæmning af Kina og Rusland, og dermed fastholde uviljen til at indgå kompromisser med Resten, og nedprioriterer allokering af ressourcer til løsning af de globale problemer. Forsvaret for den imperiale verdensorden bliver hovedsagen.

Men et andet muligt scenarie er, at Triaden tager bestik af den begrænsede opbakning, den fik fra resten af verdenssamfundet til kampen mod Rusland, og indser, at det på sigt er klogere at styrke samarbejdet med Resten, selvom det også koster. Det koster indrømmelser og kompromisser i de centrale politisk-økonomiske konflikter, og det koster ressourcer til løsning af globale problemer. Det kan også beskrives som et forsvar for ’vestlige værdier’ men på globalt plan, især hvis man regner bæredygtighed med til disse værdier.

Venstrefløjens dilemma i denne situation er ganske enkelt, at på den ene side kan den nødvendige støtte til kampen for demokrati, en international retsorden og national selvbestemmelse meget nemt blive en støtte til den imperiale verdensorden. Og på den anden side kan en vedholdende og ensidig kritik af denne orden føre til en svækkelse at Triadelandenes evne til at imødegå de trusler mod denne orden, der har vist sig at være reelle – eller, og det er måske mere realistisk, føre til at venstrefløjen marginaliseres i Triadens politiske liv. Det er ikke noget nemt terræn at navigere i.

På dette punkt er det nyttigt at minde om en historisk erfaring. Da Storbritannien efter anden verdenskrig opgav imperiet, var det ikke fordi Indien og de øvrige kolonier havde overhalet kolonimagten økonomisk, men på grund af koloniernes selvstændighedskamp. Omkostningerne ved at opretholde en samfundsorden, som det store flertal fandt uretfærdig, blev for store. Det er også værd at huske, at den ret hurtige og fredelige opgivelse af magten over Indien skyldtes et markant politisk skift fra højre til venstre i Storbritannien med Labours overtagelse af regeringsmagten i 1945 (Hobsbawm 1994, 219).

Hvis det andet af de to ovennævnte scenarier skal blive til virkelighed, kræver det et stærkt pres fra venstre. Og det er et pres, der skal udfolde sig på alle niveauer, nationalt, regionalt, i Danmarks tilfælde i EU, og globalt i organisationer og fora som FN, klimaforhandlingerne, WTO, OECD, G7 og G20, med flere.

Referencer:

Augustine, Peter. 2021. “Why India Resists an Investment Facilitation Agreement in WTO.” Financial Express, November 19, 2021. https://www.financialexpress.com/opinion/why-india-resists-an-investment-facilitation-agreement-in-wto/2371961/.

Brand, Ulrich, and Markus Wissen. 2021. The Imperial Mode of Living: Everyday Life and the Ecological Crisis of Capitalism. London, New York: Verso.

Congressional Research Service. 2022a. “The International Monetary Fund.” In Focus. 2022. https://crsreports.congress.gov/product/pdf/IF/IF10676.

2022b. “The World Trade Organization.” In Focus. 2022. https://crsreports.congress.gov/product/pdf/IF/IF10002.

DeYoung, Karen, Dan Lamothe, Cate Cadell, and John Hudson. 2022. “U.S., Allies Promise to Keep Backing Ukraine in Its War with Russia.” Washington Post, April 26, 2022.

G20. 2010. Seoul Development Consensus for Shared Growth. Toronto: University of Toronto G20 Information Centre. http://www.g8.utoronto.ca/g20/summits/2010seoul.html.

2020. Trade and Investment Ministerial Meeting Communique Tuesday, September 22, 2020, Annex I, Riyadh Initiative on the Future of the WTO, TIWG Chair’s Summary. Riyadh.

Hobsbawm, Eric. 1994. The Age of Extremes. A History of the World, 1914 – 1991. New York: Pantheon Books.

Huntington, Samuel. 1997. “The West and the Rest.” Prospect, no. February 20.

IMF. 2020. Fifteenth and Sixteenth General Reviews of Quotas—Report of the Executive Board to the Board of Governors. Washington DC. https://www.imf.org/en/Publications/Policy-Papers/Issues/2020/02/13/Fifteenth-and-Sixteenth-General-Reviews-of-Quotas-Report-of-the-Executive-Board-to-the-Board-49049.

NATO. 2022. “NATO Secretary General Participates in G7 Leaders Meeting.” 2022. https://www.nato.int/cps/en/natohq/news_193676.htm.

Nölke, Andreas, and Heather Taylor. 2010. “Non-Triad Multinationals and Global Governance: Still a North-South Conflict?” In Business and Global Governance, edited by Morten Ougaard and Anna Leander, 156–78. London: Routledge.

Panda, Jagannath. 2022. “Making ‘Quad Plus’ a Reality.” The Diplomat, 2022. https://thediplomat.com/2022/01/making-quad-plus-a-reality/.

Rappeport, Alan. 2022. “Treasury Secretary Janet Yellen Walked out of a G20 Meeting as Russia’s Finance Minister Spoke.” New York Times, April 20, 2022.

Richie, Hannah. 2019. “Who Has Contributed Most to Global CO2 Emissions? – Our World in Data.” 2019. https://ourworldindata.org/contributed-most-global-co2.

Sell, Susan K. 1999. “Multinational Corporations as Agents of Change.” In Private Authority and International Affairs, edited by A. Claire Cutler, Virginia Haufler, and Tony Porter, 169–92. Albany: State University of New York Press.

Sheehan, Matt. 2021. “Beijing’s Tech Ambitions: What Exactly Does It Want?” 2021. https://macropolo.org/beijings-tech-ambitions-what-exactly-does-it-want/?rp=m.

Slodkowski, Antoni. 2022. “Chip Supplier Says China Will Struggle to Develop Advanced Technology | Financial Times.” Financial Times. 2022. https://www.ft.com/content/a3e2c685-2f1f-46cf-892b-c44cdda88919.

Starrs, Sean. 2013. “American Economic Power Hasn’t Declined?It Globalized! Summoning the Data and Taking Globalization Seriously.” International Studies Quarterly 57 (4): 817–30. https://doi.org/10.1111/isqu.12053.

Statista. 2022. “Market Share of the Leading Commercial Aircraft Engine Manufacturers Worldwide in 2020.” 2022. https://www.statista.com/statistics/1099835/global-aircraft-engine-manufacturer-market-share/.

Unctadstat. 2022. “Foreign Direct Investment: Inward and Outward Flows and Stock, Annual, 2020. Stock.” 2022. https://unctadstat.unctad.org/wds/TableViewer/tableView.aspx.

United Nations Digital Library. 2022. “Suspension of the Rights of Membership of the Russian Federation in the Human Rights Council : Resolution / Adopted by the General Assembly.” 2022. https://digitallibrary.un.org/record/3967778?ln=en.

US International Trade Administration. n.d. “Semiconductors.” Accessed May 1, 2022. https://www.trade.gov/semiconductors.

2016. “2016 Top Markets Report Semiconductors and Related Equipment A Market Assessment Tool for U.S. Exporters.” Washington DC. www.trade.gov/industry.

Walter, Andrew. 2001. “NGOs, Business, and International Investment: The Multilateral Agreement on Investment, Seattle, and Beyond.” Global Governance 7 (1): 51–73.

Widakuswara, Patsy. 2022. “US Set to Include Ukraine in G-20 Agenda.” Voice of America. 2022. https://www.voanews.com/a/us-set-to-include-ukraine-in-g-20-agenda/6528949.html.

World Bank. 2022a. “GDP Current US$ 2020.” 2022. https://data.worldbank.org/indicator/SP.POP.TOTL?view=chart.

2022b. “Population Data.” 2022. https://data.worldbank.org/indicator/SP.POP.TOTL?view=chart.

WTO. 2021a. “(Report (2021) Of The Working Group On Trade And Transfer Of Technology To The General Council,.” 2021. https://docs.wto.org/dol2fe/Pages/SS/directdoc.aspx?filename=q:/WT/WGTTT/23.pdf&Open=True.

2021b. “Annual Report (2021) of the Council for TRIPS.” 2021. https://docs.wto.org/dol2fe/Pages/FE_Search/FE_S_S009-DP.aspx?language=E&CatalogueIdList=278804&CurrentCatalogueIdIndex=0&FullTextHash=&HasEnglishRecord=True&HasFrenchRecord=True&HasSpanishRecord=True.

2021c. “Multilateral System of Notification and Registration of Geographical Indications for Wines and Spirits. Report by the Chairman.” 2021. https://docs.wto.org/dol2fe/Pages/FE_Search/FE_S_S009-DP.aspx?language=E&CatalogueIdList=279043,278804,278736,278751,278711,278707,278239,278190,277607,277470&CurrentCatalogueIdIndex=3&FullTextHash=371857150&HasEnglishRecord=True&HasFrenchRecord=True&HasS.

2022. “Joint Initiative on Investment Facilitation for Development. State of Play — 6 January 2022.” 2022. https://www.wto.org/english/thewto_e/minist_e/mc12_e/briefing_notes_e/bfinvfac_e.htm.

Zevin, Alexander. 2022. “Alexander Zevin, A Normal War — Sidecar.” NLR Sidecar. 2022. https://newleftreview.org/sidecar/posts/a-normal-war.