Tyskland i Supervalgåret 2021

Vort store naboland mod syd Forbundsrepublikken Tyskland befinder sig i et politisk spændende år. Med afholdelse af valg til Forbundsdagen til september og også valg i hele seks delstater – Baden-Württemberg, Berlin, Mecklenburg-Vorpommern, Rheinland-Pfalz, Sachsen-Anhalt og Thüringen – bliver 2021 et såkaldt supervalgår i landet.

Op imod 1/3 af de tyske vælgere skal to gange til valgurnerne og således være med til at bestemme over de kommende 4 år i tysk politik. Det skal de gøre i et valgsystem, der, som det nok ikke er de fleste bekendt, er lidt specielt. Der findes en ret høj spærregrænse på 5% for partiers repræsentation, hver vælger råder over to stemmer: en stemme kan afgives på en kandidat, den anden på en liste med partier, og der er et kompliceret udligningssystem, således at partiernes antal af valgte medlemmer af Forbundsdagen kommer til at svare til vælgernes procentvise stemmer på de indvalgte partier.

Ud over de i øjeblikket i Forbundsdagen repræsenterede 7 store partier altså CDU, CSU, SPD, FDP, De Grønne, Die Linke og Alternative für Deutschland (AfD) plejer der at opstille op imod 50 andre partier til valget til Forbundsdagen. Herunder befinder sig kendte partier som NPD, Piratpartiet og Zentrum, men også mere ukendte partier der som en-interesse-partier bare har ét programmatisk mål: det gælder eksempelvis et parti for dyrebeskyttelse Die Partei, et økologisk-demokratisk parti ÖDP, et humanistisk parti, et haveparti (Gartenpartei), et gråt parti Die Grauen og lignende. Normalt kommer kun de allerede nævnte 7 store partier over spærregrænsen, og ved det sidste valg i 2017 faldt 4.1% af stemmerne på et utal af andre partier, der ikke blev repræsenteret.

Endelig skal den kommende forbundskansler vælges med absolut flertal (dvs. halvdelen + 1) blandt alle medlemmer af den nyvalgte Forbundsdag inden han/hun kan danne regering. Det giver kansleren en stærk position, idet han/hun kun kan væltes, hvis der i en hemmelig afstemning i Forbundsdagen er absolut flertal for en anden navngiven kanslerkandidat. Det er kun sket en gang i Forbundsrepublikkens 70-årige historie, at en kansler er blevet væltet. Derfor er Tyskland også blevet fremstillet som et kanslerdemokrati, og valget til Forbundsdagen ses ofte lige så meget som et valg mellem mulige kanslerkandidater.

Merkels mangelfulde krisehåndtering

Valgene finder sted under en corona-epidemi der med mange smittede, mange indlagte på hospitaler og også et stort antal døde har ramt det ellers velorganiserede og sundhedsmæssigt godt udrustede Tyskland på et ømt sted og hårdere end forventet. Og dette har medført stærk utilfredshed og voksende kritik af forbundsregeringens og dermed af forbundskansler Angela Merkels håndtering af krisen. Især det førende regeringsparti CDU og Merkel er blevet skarpt angrebet, og opbakningen til regeringen og tilfredsheden med dens politik er faldet det sidste år til her i foråret 2021 bare 38% af vælgerne, mens 56% er utilfredse dermed. Hele 80% af befolkningen synes at regeringen har håndteret corona-krisen lidt eller meget dårligt. En udbredt utilfredshed har samtidig ført til demonstrationer mod regeringen og dens coronapolitik i mange byer; de er blevet organiseret af de såkaldte “påtværstænkere” (Querdenker) eller systemmodstandere, der har været i stand til at mobilisere et sammenrend af kritikere og modstandere, der rækker fra konspirationstilhængere over vaccinemodstandere til AfD, Reichsdeutsche inklusiv højreekstremister i Bruderschaft Deutschland og egentlige nynazister.

Derfor kan det kommende valg til Forbundsdagen, men også valgene i delstaterne synes at se ud til at skulle blive et opgør med regeringens politik over for corona-epidemien. Forbundsregeringen er overordnet med Merkel og sundhedsminister Jens Spahn (CDU) med til at lægge politikken og med i håndteringen af corona-krisen, men Tyskland er jo en forbundsstat, og i det føderale system er det i praksis de 16 delstater der har indre suverænitet mht. sundhed – samt kultur og uddannelse – der ikke altid helt koordineret har skullet tage hånd om håndtering og bekæmpelse af corona-krisen. Ja, af og til synes forbundsstat og delstater decideret at arbejde mod hinanden. Merkel har bestræbt sig på at få gennemført kriseforanstaltninger, der var enighed om mellem forbundsstaten og delstaterne, og dermed få skabt større ensartethed (Einheitlichkeit). Men hun har ikke haft større succes med det. Det er dog i den uge sidst i april lykkedes at få gennemført en såkaldte “nødbremse” (Bundesnotbremse) der vil give forbundsstat og regering større beføjelser og skabe mere ensartede retningslinjer i bekæmpelsen af krisen. Det har dog efter manges mening taget alt for lang tid at nå dertil.

Derfor er tilliden til stat og regering på tilbagegang hos tyskerne. Til utilfredsheden med regeringens politik under krisen, der i høj grad rammer Merkel som øverste politiske ansvarlige, er i den sidste tid kommet anklager om korruption og bestikkelse inden for de to kristelige partier CDU og CSU (også kendt som “Amigo-Bayern”) i forbindelse med fremskaffelsen af mundbind. Der er derfor talt om, at især CDU/CSU er karakteriseret ved dårligt krisemanagement, og at de befinder sig i en reel tillidskrise, en politisk krise. Det har i mindre grad ramt regeringspartneren SPD der i forvejen ikke stod stærkt hos de tyske vælgere i meningsmålingerne. Men utilfredsheden synes også at vise et tab af tillid i forhold til staten, hvilket de mange demonstrationer kan hævdes at illustrere. Utilfredsheden blandt vælgerne er politisk især kommet De Grønne og i mindre grad det liberale FDP til gode, men derimod overraskende nok ikke det systemkritiske og populistiske AfD, der ikke synes at have haft held til at fremstille sig som noget reelt alternativ til det, partiet omtaler som “systemet Merkel”.

De første parlamentsvalg for nylig i marts i de to sydlige delstater Baden-Württemberg og Rheinland- Pfalz kunne til en vis grad opfattes som indikatorer på den politiske stemning i Tyskland og dermed som varsler om, hvad der måske kan komme til at ske under valgåret. Det næste valg kommer i Sachsen-Anhalt i juni. Mest bemærkelsesværdigt har været en reel afstraffelse af CDU – og dermed indirekte af Merkel – der har mistet mellem 10 og 20 % af deres vælgere i partiets såkaldte Stammländer (“moderlande”) hvor CDU traditionelt har stået stærkt og længe har haft regeringsmagten. Men også SPD har tabt, selv om partiet takket være den såkaldte ministerpræsident bonus – altså opbakning bag regeringschefen Malu Dreyer – vandt valget i Rheinland-Pfalz. Derfor kan valgresultaterne tolkes som udtryk for utilfredshed med forbundsregeringen og især CDU, overraskende nok ikke så meget med regeringerne i de to delstater, selv om de som nævnt har stået for den praktiske krisehåndtering og også har været udsat for en del kritik.

Mens Angela Merkel med sit “Wir schaffen das” strålede som følge af sin kontante, humanitære og liberale håndtering af flygtningekrisen i september 2015, der som bekendt bragte knap 1 million flygtninge og asylansøgere til Tyskland, så efterlader corona-krisen og forbundsregeringens krisemanagement hende skamskudt og noget ramponeret, fordi den lader tvivl, om der vil komme et nyt “Wir schaffen das” i forhold til corona-epidemien. For det er jo hende som kansler, der skal samle og fastlægge den overordnede politiske linje. Hun har ikke været i stand til og måske ikke villet skære igennem over for delstatsregeringerne i de mange møder mellem hende og regeringscheferne fra delstaterne – det er jo valgår -; hun ser heller ikke til at have haft nogen strategi i forhold til krisen og har virket famlende og usikker i sin krisepolitik; og hun er derfor blevet kritiseret for manglende ledelse og for i stedet at lade tingene løbe og udvikle sig og dermed under mottoet “weiter so” at se tiden an. Resultatet har været et stærkt stigende smittetal, et hårdt presset sundhedssystem, og her i begyndelsen af maj over 83.000 døde samt også et noget kaotisk billede af, hvorledes testning og vaccinering er foregået. Men også et på forbundsplan ret uensartet billede af omgangen med lockdown og genåbning der har varieret fra delstat til delstat. Forbundsdagen har dog som nævnt just her i slutningen af april fået vedtaget en såkaldt Bundesnotbremse, der giver forbundsstaten mere kompetence og betyder fælles retningslinjer (i forhold til det såkaldte incidenstal) for lockdown bl.a. for indførelsen af udgangsforbud om natten. Merkel har virket passiv og måske også træt, og mange synes, at det er på tide, at hun til september 2021 træder tilbage som forbundskansler efter 16 år på posten. Hendes håndtering af corona-krisen kommer til at give nogle negative skrammer til en ellers flot politisk karriere.

Merkels afløser?

Det mest spændende aspekt ved supervalgåret er naturligvis, hvordan corona-krisen og Merkels bebudede afgang som kansler vil komme til at påvirke udfaldet af valget til Forbundsdagen søndag den 26. september 2021. Kan de kristelige partier CDU/CSU uden Merkel i spidsen bevare kanslerposten og dermed ledelsen af tysk politik? Det virker, som det tegner sig i øjeblikket, bestemt ikke sikkert, ja, tvivlsomt. Spændende er det selvfølgelig også om end i mindre grad, hvad de kommende landdagsvalg i fire østtyske delstater vil fortælle om AfD’s styrke – AfD har her haft en stabil opbakning på omkring 20 % af vælgerne, men partiet har ellers ikke set ud til at have udgjort et alternativ under krisen og kunnet lukrere på den. Partiets nye program “Deutschland – aber normal” rummer ikke noget svar herpå. Men selvfølgelig er det vigtigt, om CDU også vil blive afstraffet her i de østtyske delstater.

Der er i øjeblikket også andre åbne spørgsmål. Uafklaret var længe, hvem CDU/CSU ville opstille som kanslerkandidat efter Merkel, valget stod mellem to ministerpræsidenter Armin Laschet (CDU) fra Nordrhein-Westfalen eller Marcus Söder (CSU) fra Bayern. Hvem der skulle være de to kristelige partiers kanslerkandidat blev til sidst afgjort i april. CDU’s landsledelse valgte at stå fast på, at partiets formand Laschet skulle være kandidat, hvorefter Söder trak sig som kandidat. Længe så udfaldet uvist ud, efter at Markus Søder lod vide at han godt ville stille op som kanslerkandidat. Det førte til en rivalisering, der lignede en åben magtkamp mellem de to kandidater, der risikerede at splitte CDU/CSU. De tyske vælgere syntes at tro mest på Söder, der har optrådt bestemt og lidt som Mette Frederiksen under krisen, mens Laschet mere har fremtrådt vag, ja, famlende og usikker i stil med Merkel. Mens Söder repræsenterer en dynamisk og moderne konservatisme, står Laschet mere for Merkels centrumslinie og status quo politik. Men nu synes det afgjort til fordel for Laschet, der også fremstår mindre populær og i de tyske vælgeres øjne mindre egnet som kansler. Et afgørende spørgsmål synes længe at have været, om det store CDU ville acceptere en kanslerkandidat fra det mindre søsterparti CSU – det er sidst sket for godt 20 år siden med Edmund Stoiber, der lige som tidligere Franz-Josef Strauss i 1980 tabte valget til SPD. En selvbevidst kansleraspirant fra CSU har endnu ikke vundet et kanslervalg. Stod en mulig CSU-kandidat foran for tredje gang at skulle tabe et valg? Historien tilsagde det nok. Det videre spørgsmål er imidlertid, om det med forventet fortsat afstraffelse af CDU/CSU vil være nok med enighed om en fælles kandidat til at beholde kanslerposten – det ser ud til at være ret usikkert. For der synes at være opstået tvivl om CDU’s påståede kompetence til og angivelige eneret eller krav på at regere Tyskland. Som meningsmålingerne står i øjeblikket tyder det på, at der som følge af utilfredsheden med regeringen (og især CDU) ikke længere efter det kommende valg vil være flertal for den nuværende koalitionsregering mellem CDU/CSU og SPD. Til gengæld tegner der sig for første gang i lang tid (i næsten 16 år) en reel mulighed for at der kan dannes en regering uden CDU/CSU og dermed uden en kristelig-demokratisk kansler – sidste gang det syntes muligt var i 2005, da Gerhard Schröder (SPD) alligevel ikke var parat til at indgå en såkaldt rød-rød-grøn koalition med De Grønne og Die Linke, der så ud til at kunne mønstre et lille flertal. En alternativ regeringsmulighed, en såkaldt “Ampelkoalition” (“lyskurvskoalition”) mellem SPD, FDP og De Grønne står nemlig pt. til at skulle få opbakning fra knap 48% af vælgerne og dermed med det nødvendige absolutte flertal i Forbundsdagen for at kunne vælge en grøn eller socialdemokratisk forbundskansler.

Mulige vindere. Mulige koalitioner

Der ser derfor ud til at tegne sig to regeringsmuligheder efter forbundsdagsvalget til september. På den ene side en “Ampelkoalition” formentlig ledet af De Grønne, der nemlig pt. med 23% støtte ligger klart foran SPD (16%) og FDP (9%). Og på den anden side ser den eneste mulighed for CDU/CSU (pt. 28%) at beholde kanslerposten ud til at være i en regeringskoalition med De Grønne. Men om den er realistisk med en kansler fra et svækket CDU/CSU er uvist. Også De Grønne lod længe vente på sig med deres kansleroption – partiet havde to mulige kandidater Annalena Baerbock og Robert Habeck -, men partiet fremstod meget stærkt og selvbevidst. Ikke mindst fordi et flertal af tyskerne anser De Grønne som mest kompetente til at løse det problem der optager tyskerne mest. Nemlig klimakrisen. Lige som CDU/CSU har De Grønne afgjort valget af kanslerkandidat her i april – De Grønne har just i demonstrativ fordragelighed afgjort at Annalena Baerbock bliver nr. 1 og kanslerkandidat, mens Robert Habeck bliver nr. 2. Annalena Baerbock ser ud til at være et frisk pust, hun er veltalende og talte efter valget af hende om nødvendigheden af et op- eller nybrud og en fornyelse i Tyskland, og at De Grønne var parate til at udvise “Führungsqualität”, altså dygtig ledelse af en regering. Første prioritet vil kampen for beskyttelse af klimaet få. Om CDU/CSU eventuelt vil gå ind i en regering under ledelse af en grøn kansler er uvist. For CDU har altid haft ledelsen i de forbundsregeringer partiet har været med i – og kan partiet virkeligt acceptere en rolle som juniorpartner? Det er næppe troligt. Et sådant samarbejde har ellers tilsyneladende fungeret godt i delstaten Baden-Württemberg hvor De Grønne under ledelse af Winfried Kretschmann har regeret sammen med CDU som juniorpartner og også har tilkendegivet, at de efter delstatsvalget agter at fortsætte regeringssamarbejdet.

Ud over de to nævnte kanslerkandidater Laschet og Baerbock stiller SPD også med den nuværende finansminister Olaf Scholz som partiets kandidat. Men trods sin integritet og intelligens tilskrives han færre chancer med mindre SPD ved valget skulle blive større end De Grønne. Og det tyder udviklingen ikke på. Krisen for SPD hænger sammen med, at partiet ikke synes at have fået noget ud af regeringssamarbejdet med CDU/CSU, og at det har været fodslæbende i det spørgsmål, der optager tyskerne mest. Nemlig klimakrisen. Størst chancer må i øjeblikket tilskrives Annalena Baerbock, mens Laschet nok med en noget kikset optræden mere ligner en taber. Eller kan han overraske? Hvis kansleren skulle vælges direkte af de tyske vælgere, ligger Baerbock her i maj et stykke foran de to andre kandidater. Annalena Baerbock udstråler den charme og karisma som hendes to modkandidater Laschet og Scholz savner, og hun symboliserer det opbrud og den fornyelse, som de ikke repræsenterer. Så alt i alt tegner valget til Forbundsdagen sig åbent og spændende – med en fordel til De Grønne: For ifølge de seneste meningsmålinger her fra sidst i april er De Grønne med 28% opbakning fra vælgerne i øjeblikket det største parti, mens CDU/CSU er røget ned på 21% opbakning og SPD ligger på 16%. Så et opbrud ser ud til at aftegne sig. Men meget kan nå at ændre sig – der er fortsat godt 5 måneder til at valget til Forbundsdagen skal finde sted.

Tyskland i Europa

For Europa, EU og tysk Europapolitik vil et sådant muligt regeringsskifte til en “Ampel-Koalition” i Berlin næppe få de store konsekvenser, da såvel SPD, FDP som De Grønne er deciderede og stærke tilhængere af europæisk samarbejde i EU. Alle tre har beklaget at Storbritannien har meldt sig ud af EU. Men kan de tilføre tysk Europapolitik nyt input? Det bliver spændende at iagttage. Merkel har i europæisk henseende ikke været nogen visionær lederskikkelse som sin forgænger Helmut Kohl, men snarere en habil manager eller forvalter, der effektivt har bidraget til at løse kriser i EU, men som ikke er fremkommet med fremsynede planer. Og det er tænkeligt, at en eventuel grøn forbundskansler ville kunne mobilisere et større og mere dynamisk engagement i tysk Europapolitik. Der skal i den sammenhæng bare erindres om at sidst De Grønne var i regering fremlagde daværende udenrigsminister Joschka Fischer i en berømt tale i 2000 ideen om at udbygge og uddybe integrationen med en europæisk forfatning for EU, der som bekendt ikke blev til noget, fordi vælgerne i Holland og Frankrig stemte nej.