Tyskland efter valget september 2021

Karl Christian Lammers

Det nyligt afholdte valg til Forbundsdagen udtrykte et opbrud i tysk politik og dermed indvarslede det et regeringsskifte i Tyskland.

Efter 16 år med Angela Merkel som forbundskansler blev valget 26. september 2021 også en afslutning på hvad CDU/CSU mente var deres option på kanslerposten. Med bare 24.2 % af stemmerne fik de to kristelige partier det dårligste valg siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949. Og Merkels “dynepolitik” har en del af ansvaret herfor. Selv om Merkel internationalt er anerkendt som krisemanager og kompromismager, er hendes indenrigspolitiske status mere omdiskuteret og blakket. Som forbundskansler har hun i det tyske demokrati (kanslerdemokrati) haft stor magt, og det har været hende der har fastlagt de politiske retningslinjer for sine regeringer med SPD og FDP. Men hun har taget få initiativer, har kun gennemført få reformer og nærmest ført en afventende “se på og vent”- politik over for de store indenrigspolitiske problemer. Hun har ansvaret for at have forsømt for alvor at føre Tyskland ind i det 21. Århundrede. Det gælder vigtige områder som mht. den nødvendige digitalisering, hvor Tyskland er næsten håbløst bagefter, det gælder mht. den såkaldte energivending til vedvarende (og grøn) energi, mht. afbureaukratiseringen.

Som selvbevidst og selvbestaltet “klimakansler” – og hun er endda fysiker – har hun forsømt den nødvendige klimapolitik da hun øjensynligt ikke tog klimakrisen alvorligt. Og sidst har hendes håndtering af coronakrisen været alt andet end overbevisende og sikker. Selv om hun måske lidt paradoksalt fortsat er populær hos de tyske vælgere må de have skønnet at et brud med denne politik, et opbrud var nødvendigt, og det synes vel at have været opfattelsen at det ville CDU/CSU ikke kunne levere. Der skulle nye kræfter til. Så valget fremstår klart også som et fravalg af CDU/CSU og Merkel-linjen.

Valget til Forbundsdagen fik derfor et overraskende udfald idet SPD med Olaf Scholz i spidsen som kanslerkandidat med 25.7 % blev største parti og valgets reelle vinder. De Grønne gik også frem, men slet ikke så meget som forventet. Også det liberale FDP havde fremgang. Udfaldet var overraskende fordi SPD længe med bare 15 % støtte har ligget dårligt i meningsmålingerne, partiet blev nærmest dømt ude i kampen om kanslerposten, og først efter sommerens oversvømmelseskatastrofe i det sydvestlige Tyskland oplevede det en historisk genrejsning. Det skyldtes ikke bare at partiets kanslerkandidat Olaf Scholz under katastrofen viste statsmandskvaliteter hvad hans to modkandidater Armin Laschet (CDU/CSU) og Annalena Baerbock (de Grønne) ikke gjorde. Men det må formentlig også ses i sammenhæng med at partiet endelig så ud til at være kommet over Harz IV- traumaet – altså sænkningen af de sociale ydelser under Schröder-regeringen i 2004 – der har belastet partiet. Samt at partiet havde overvundet den interne splittelse idet SPD har optrådt enigt og samlet bag Scholz.

Undersøgelser af vælgernes vandringer har vist at SPD har vundet mange vælgere tilbage fra især CDU og formentlig har det overvejende været arbejderstemmer som det som følge af Harz IV- fadæsen havde mistet. Meget tyder på at SPD har genvundet sin position som førende arbejder- og lønmodtagerparti. Med 25.7 % af vælgerne bag sig kan man tale om en reel genrejsning – så stor opbakning har partiet ikke haft siden 2005. SPD vandt for øvrigt også landdagsvalgene i de to delstater Berlin og Mecklenburg- Vorpommern. I den sidste delstat opnåede partiet hele 38 % af stemmerne!

Da de to mindre partier og mulige regeringspartnere die Grünen og FDP også havde fremgang, fandtes for første gang siden 2005 en mulighed for at der med en såkaldt “Ampel- koalition (“lyskurvskoalition”) mellem SPD, FDP og de Grønne for første gang siden 2005 ville kunne dannes en regering uden CDU/CSU og uden en kristelig demokratisk kansler. En regering der hvis man skal tro de tre partier indvarsler et nybrud i tysk politik mht. klima, energi, digitalisering og social ulighed. Hvad angår disse emner er de tre partier enige om at der skal gennemføres nybrud og reformer – der består dog også uenigheder især mht. den økonomiske og finansielle politik og tempoet i nybruddet. Især hvad angår større fokus på klimapolitikken hvor især SPD har lagt vægt på at det skal ske afbalanceret dvs. at der skal tages hensyn til økonomi og arbejdspladser.

Forhandlingerne om et regeringsprogram og en ny regering er just blevet afsluttet. Under overskriften “Mehr Fortschritt wagen” (“Vove mere fremskridt”) – med hentydning til Willy Brandts berømte udspil “Mehr Demokratie wagen” (“Vove mere demokrati”) fra 1969 – lægger regeringsprogrammet op til et nybrud på områder som klima, energi, digitalisering og det sociale område. Som det tegner sig nu synes de tre partier at være enige om at indgå en koalition, og dermed er de også enige om at Olaf Scholz skal være ny forbundskansler. Det kommer i Tyskland til at foregå på den måde at den nyvalgte Forbundsdag formentlig en gang i december med absolut flertal vil vælge Scholz til ny forbundskansler og at han derefter vil kunne danne regering. Det afgørende skridt er at Forbundsdagen med absolut flertal (halvdelen af medlemmerne plus en) vælger en kansler der vil få stor magt og som kun kan væltes hvis der i en hemmelig afstemning er absolut flertal for en ny navngiven kandidat (det såkaldte konstruktive mistillidsvotum). Men den mulighed som CDU/CSU’ s kanslerkandidat Armin Laschet mente at kunne øjne for en anden koalition mellem CDU/CSU, FDP og de Grønne – en såkaldt “Jamaica-koalition -findes således ikke længere.

Så Tyskland ser ud til at skulle få en “Ampel”- regering. Hvad kan man så forvente sig af den nye regering? Den har stillet reformer og mere tempo i udsigt. Men kan man forvente det af et SPD der i flere år trods alt var del af den Store koalition med Merkels CDU/CSU? For repræsenterer SPD dermed ikke også kontinuitet i tysk politik?Det må tiden vise. Men især de to mindre koalitionspartnere presser på for at få gang i et reelt opbrud i tysk politik. Det gælder først og fremmest hvad angår den forsømte digitalisering og hvad angår en mere engageret og aktiv klimapolitik hvor Tyskland halter efter flere andre europæiske lande. Hvad angår den økonomiske og finansielle politik har de Grønne og SPD måttet gå med til at fortsat gældsopbremsning (den såkaldte Schuldenbremse) og ingen ny skatter vil være ledetråden. Da skattegrundlaget dog ifølge de seneste prognoser vil stige de kommende år, synes der at være penge til sociale forbedringer for især de dårligst stillede, hvilket har været et vigtigt punkt for SPD, endvidere til at hæve mindstelønnen og til investeringer i digitalisering, grøn energi og måske i anden infrastruktur som jernbanedriften.

Hvad gælder udenrigspolitikken kommer der næppe til at ske store ændringer. Tyskland vil fortsat være stærkt engageret i NATO og FN og vil næppe forsøge at spille en selvstændig rolle i international politik og sikkerhedspolitik. Og alle tre partier er tilhængere af et stærkere og mere integreret EU – spørgsmålet er mere hvor aktivt Tyskland vil engagere sig i det franske ønske om at EU også skal have en forsvarsdimension således at EU kommer til at råde over egne fælles militære styrker. Og er Tyskland tilhænger af en udvidelse af EU på Balkanområdet? I princippet ja, men … de Grønne er nok interesseret i at Tyskland skal spille en større humanitær rolle, også i udviklingspolitikken, og at Tyskland optræder mere fast over for Kina og Rusland. Og de afviser at Nordstream II bliver taget i brug. Meget kan komme til at afhænge af hvem der bliver ny tysk udenrigsminister.

I øvrigt er det ikke uinteressant fra et dansk perspektiv at Tyskland igen får en socialdemokrat som kansler. De dansk- tyske relationer har nemlig altid været tættest når en socialdemokrat var tysk kansler. Det hænger formentlig sammen med at alle socialdemokratiske kanslere har været nordtyskere, mens CDU-kanslere med undtagelse af Merkel alle har været sydtyskere (og katolikker). Olaf Scholz er som Willy Brandt og Helmut Schmidt også nordtysker og kommer fra Hamburg.

Der er foreløbig ikke sluppet meget ud om fordelingen af og navne på personer til ministerposter – bort set fra at Olaf Scholz skal være ny kansler. Mantraet har været at der først skulle opnås enighed om et regeringsprogram og om regeringens politik. Men her i onsdags blev det aftalt at SPD skal have 7, de Grønne 5 og FDP 4 ministre. Det har forlydt at begge de to mindre partier skulle være interesseret i at besætte finansministerposten og formentlig dermed også i vicekanslerposten. Det er endt med at De Frie Liberale har fået deres leder Christian Lindner placeret på posten som ny finansminister. Men de Grønne har også været stærkt interesseret heri. De har i stedet for fået Robert Habeck som leder af et superministerium for økonomi og klimabeskyttelse samt Annalena Baerbock som udenrigsminister. Desuden skal de have vicekanslerposten. Så fordelingen af ministerierne antyder at Tyskland indadtil og i EU vil fortsætte den stramme finanspolitik som under Merkel.