Tid til gentænkning. Neoliberalismens udfasning og Rød bloks udfordringer i en udpræget krisetid

“Når alt kommer til alt, står vi så ikke altid i en undtagelsessituation?” (Louis Althusser). Overfor den situation står en politisk blok til venstre, der ikke ved om den skal stå på sit klasse- eller sit folkelige ben. Så hvis ikke ‘nu’ er tid til gentænkning, hvornår så?

På kort tid er store dele af det politiske landskab blevet forandret. I Danmark, Europa og globalt. Neoliberalismen er nu reelt i åben krise, hvilket ændrer de betingelser som dens modstandere til venstre skal forholde sig til. I denne sommer har USA’s præsident sat centralstatens magt ind mod lokalt aktionerende borgere på trods af enkeltstaternes udtalte uvilje. Over hele kloden skrumper økonomier med en hastighed, der nærmer sig den, der præger isafsmeltningen ved polerne, mens befolkningernes handlefrihed er blevet indskrænkede med mere eller mindre eksplicitte undtagelsestilstande. I mange lande er der stadig styr på de fleste ting, men i juli august 2020 virker det fair at sige, at fremtiden ikke har været så usikker i de seneste par generationer. Overfor disse dybe krisetegn står en politisk blok til venstre, der ikke ved om den skal stå på sit klasse- eller sit folkelige ben. Så hvis ikke ‘nu’ er tid til gentænkning, hvornår så?

Gentænkningen skal omfatte mindst fire dimensioner, nemlig spørgsmålene om 1) hvilke aktører, der skal tages livtag med for at få løsninger til venstre, 2) hvilke selvforståelser centrum-venstre og venstrefløj skal tage udgangspunkt i (bevægelses- og partiidentiteter), 3) hvad lederskab betyder i en aktuel rød blok, og 4) hvordan venstresiden skal organisere sig indbyrdes fremover.

Der er to fælder ved at skrive om politisk gentænkning i en multikrisetid. Den ene er at fokusere for meget på de enkelte kriser, den anden er at overse dem. Især forekommer viruskrisen at være uden for kontrol og med globale potentialer til at brede sig til og understøtte den økonomisk krise. Med det resultat at løsninger på klimakrisen bliver udskudt af i den sammenhæng kortsigtede budgethensyn. Denne kompleksitet må mane til forsigtighed i enhver snak om fremtidige spørgsmål.

Selvom Danmark ser ud til at være et af de lande, der foreløbigt er kommet nådigt igennem den usikre konjunktur, er der stadig tale om en lille åben økonomi, der er meget sårbar udadtil. Landet kan hurtigt blive hårdere og bredere ramt. I så fald er der erfaringer for, at politiske konflikter tilspidses, og at de mest udsatte rammes først og hårdest af besparelser og nedskæringer. Derfor er må alle strategiske udsagn pt. anses for at være foreløbige og tages med forbehold. Defensiv politik fra venstresiden kan hurtigt blive mere nødvendig i de kommende år, end det umiddelbart ser ud til målt på Folketingets sammensætning og aktuelle holdningsundersøgelser.

På denne komplekse baggrund forekommer det måske paradoksalt, at de nedenstående overvejelser sine steder fremstår postulatoriske, programmatiske og i nogen grad pompøse – i stedet for ydmyge og søgende. Det skyldes dels det oplæg, der kom fra redaktionen, som tilsluttede sig det synspunkt, at vi gennemlever en ‘gentænkningens tid’ og dels sagernes natur. Forhåbentlig vil redaktionen hen ad vejen give plads til et par opfølgende artikler, hvor nogle af de centrale temaer kan behandles lidt mere i dybden og i mere diskuterende og åben form.

Modstanderne og deres indbyrdes forhold

Neoliberalismen er stadig dominerende på en del politikområder, men den er ikke mere en selvfølgelig horisont. I praksis er den under voldsomt pres som overordnet samfundsstrategi og denne proces er blevet forstærket siden starten af året. Den vigtigste indikator på neoliberalismens forholdsvise deroute er højrepopulismens opkomst, men også andre træk som fx dens politiske dagsordens mindskede betydning for udformningen af offentlig politik, især understreget i løbet af viruskrisen, viser dens politiske svækkelse.

Men hvilke komponenter består højresiden i øvrigt af? For det første selvfølgelig det modsatte af frihed og lighed. Den britiske politiske filosof Edmund Burke sammenfattede dette meget godt i forbindelse med den franske revolution: dem, der var imod udbredelsen af de moderniserende principper om frihed og lighed, var til højre, konservative og bevarende. Især det principielle forsvar for ulighed kendetegnede de autoritære. I nyere tid har en fransk filosof, de Benoist, formuleret det således: “Jeg kalder til højre den holdning, der består i at betragte verdens forskelle og, derfor, den relative ulighed, der er dens nødvendige resultat, for god, og den stigende homogenisering af verden, der forsvares og virkeliggøres af den egalitære ideologis diskurs, for ond.”[1] Det lyder jo meget nemt, men filosofien findes alligevel i mange varianter og kombinationer: socialkonservatisme, neoliberalisme, højrepopulisme, sharia-lovgivning, stalinisme, etc.

I vores del af verden, det vestlige Europa, er der ikke så meget eksplicit højreorienteret forsvar for ufrihed i dag[2], men man skal ikke langt ud i Europas nærområder, før man finder egentligt autoritære bevægelser – se fx til Hviderusland, Rusland, Polen og Ungarn for slet ikke at tale om de voldsomme reaktioner på demokratibevægelserne i Mellemøsten i starten og midten af forrige årti. Og så nævner vi slet ikke kuppet i Bolivia sidste efterår, hvor højrepolitikere og militær satte en folkevalgte regering fra magten.

Den aktuelle konfiguration af højrekræfterne har deres baggrund i Den kolde krigs umiddelbare orden: I vores del af verden efter fascismen/nazismens fald var højresiden i udgangspunktet præget af kombinationen socialkonservatisme/-liberalisme. Denne situation blev så småt udfordret i enkelte lande i 1970erne af højrepopulismen – fx Frp. i Danmark. Også neokonservatismen og -liberalismen opstod på dette tidspunkt. Det mest tydelige eksempel på denne fornyelse og følgende styrkelse af højre var thatcherismens triumf i UK i 1979, hvorefter en kombination af højrepopulistisk/nationalistisk retorik og neoliberal regeringsførelse påførte socialdemokraterne i Labour 18 års politiske nederlag fra 1979 til 1997, hvor ‘New’ Labour under Tony Blair kom til magten.

I Europa blev thatcherismen en rollemodel, som højrefløjene kunne pejle efter. I praksis havde neoliberalismen med støtte fra højrepopulismen besejret socialkonservatismen. Højresiden i Europa havde dermed reformeret sig selv. Ikke ved udvikling af specielt nye ideer, for neoliberalismen var snarere en tilbagetrækning til ideer fra før det 20. århundrede, men ved udvikling af nye måder af sammenknytte og vægte ideerne på. Neoliberalismen blev ledende i den nye udgave af højrekoalitionerne efter 1980, mens højrepopulisme og socialkonservatisme blev henvist til anden- og tredjepladser.

Imidlertid har der de sidste 20 år været uro blandt højrepopulisterne. De har vist, at denne strømning ikke er født til at sidde på bagsmækken. De har i en række lande overvundet neoliberalismen som højrealliancens ledende kraft. Mest spektakulært og afgørende i USA, hvor først Trumps sejr i republikanernes interne magtkamp og dernæst hans sejr over Clinton ændrede det højrepolitiske landskab. At dette kunne ske i den ledende stat i den hidtil overvejende neoliberale ‘vestlige lejr’ viste for alle, at en ny tid var kommet. Neoliberalismen var ikke endeligt besejret og da slet ikke udslettet, men den havde mistet sin selvfølgelig ret til lederskabet eller med andre ord dens selvfølgelighed som foretrukken logik i den borgerlige lejr. Brexit, østeuropæiske højrepopulisters succes med at blive regeringsbærende samt højrepopulistisk regeringsdeltagelse i fx Norge og Østrig understreger dette. I dag har højrepolitik isoleret set populistiske konger, og det er langt fra sikkert, at neoliberalismen kan overvinde ledelseskrisen til egen fordel.

Denne historie giver i sig selv grund til eftertanke for ikke at sige gentænkning. Det var i lang tid god latin til venstre, at den virkelige modstander var neoliberalismen, og at venstresiden af europæisk politik først og fremmest var til for at forsvare velfærdsstaterne mod spare- og nedskæringspolitik. Højrepopulismen blev ofte set som en følgeeffekt af neoliberalismens succes: nedskæringerne gjorde store befolkningsgrupper utilfredse, og højrepopulismens tilbud om fjendebillede, indvandrere og flygtninge, kunne give utilfredsheden retning, men forklarede den ikke i sig selv. Hvis man altså kunne vinde over neoliberalismen og genopbygge velfærdsstaterne ville utilfredsheden i bunden forsvinde, og dermed også grundlaget for højrepopulismens succes. At slå neoliberalismen var altså at slå begge højrefluer med et i smæk.

I dag forekommer denne analyse ikke mere så overbevisende. Det blev ikke centrumvenstre eller venstrefløjen, der viste hvordan neoliberalismen for alvor skulle slås politisk i Europa[3] og USA (når der bortses fra Alex Tsipras’ Syriza), men i stedet nogen, som en del synes er værre, nemlig Trump, Boris Johnson, etc. Vi fik ikke mindre utilfredshed og bedre velfærdsstater de steder, hvor de neoliberale blev tvunget fra magten. Tværtimod blev de berørte lande præget af stigende polarisering. Hørepopulismen er tilsyneladende ikke et såkaldt epifænomen – der skal forklares af noget andet – men en selvstændig politisk kraft med egne dagsordener. Her trænger behovet for gentænkning sig dramatisk på.

I stedet for at satse hele butikken på at modstå den neoliberale offensiv og til gengæld give lidt køb i forhold til højrepopulisterne – eller for den sags skyld omvendt – er det nok nødvendigt at erkende, at de to strømninger, skal analyseres hver for sig og modarbejdes selvstændigt. Højrepopulisme er ikke bare en effekt af neoliberalismen, og neoliberalismen kan ofte bruge højrepopulister som nyttige murbrækkere, men har strengt taget ikke rigtig brug for dem på den lange bane. I nogle tilfælde er de to i konflikt med hinanden, som i opgøret mellem Theresa May og Boris Johnson i UK for nylig, og i andre tilfælde – som i Danmark under Fogh og Løkke – kan de samarbejde.

Derfor skal et fornyet venstreprojekt både kunne modstå neoliberalismens angreb på lighed for alle og højrepopulisternes angreb på frihed for alle. Den bedste måde at ruste sig til dette, er ved at skabe en enhed til venstre, der går dybere end blot en instrumentel valgalliance eller et de facto lederskab ved den stærkeste kraft. Det vil sige Mette Frederiksens socialdemokrater.

Frihed, lighed – og Covid-19 vaccine?[4]

‘Frihed og lighed for alle’ har i over to århundreder været grundprincippet for politik til venstre i Europa. Princippet er blevet udtrykt i mange former og sprog, men har siden den franske revolution været et tilbagevendende tema og en overordnet fordring i politisk etisk. Det har også været tilknyttet tilføjelsen ‘broderskab’, der dog kunne afløses af det kønspolitisk bredere ‘solidaritet’. I dag er der stærke kræfter og argumenter for, at princippet bør have en ny tilføjelse, der udtrykker noget i retning af ‘miljø- og klimatryghed’.

Et af de spørgsmål, der især kræver gentænkning er, om vi taler frihed og lighed fra et klassesynspunkt eller fra et synspunkt hvor folket, står i centrum.[5] I Frankrig i revolutionsåret 1789, var svaret på, hvem der skulle sikre frihed og lighed givet: folket! Selv Anders Fogh henviste i hans hjemmesidekronik ved Grundlovens 150 årsdag i 1999 til ‘folket’ som den nye aktør på den politiske scene, der havde skabt det moderne demokrati.

Men ‘folket’ fik konkurrence. Midt i det 19. århundrede havde Karl Marx og Friedrich Engels held til at forsyne principperne om frihed og lighed med en tilsyneladende evigt voksende social basis, arbejderklassen. Den skulle være den klasse, der endegyldigt gjorde principperne almengyldige, trak dem ud af ønskeverdenen og placerede dem fast i virkeligheden.[6] Frem til cirka Den kolde krigs slutning, var deres model den fremherskende – omend ikke den eneste – blandt forsøgene på at forbinde frihed og lighed med reel politisk praksis på en fremadrettet måde. Socialdemokratismen, eller centrum-venstre, var stort set overalt ledende eller støttende i demokratiseringsprojekter.[7] På trods af at modellen i utallige konkrete sammenhænge er blevet proklameret kriseramt, har den gentagne gange kunnet genrejses.

En af de mest vellykkede måder, som modellen er blevet fornyet på, er ved at udvide forestillingen om ‘arbejderklassen’. Det viste sig nemlig at ‘arbejderklassen’ i dens oprindelige form, som dem der konkret og fysisk arbejdede med at tilføje kapital mere værdi, faktisk ikke voksede i fx Europa, sådan som teorien sagde, den skulle.

Reformen af den socialdemokratiske model for frihed og lighed kom derfor til at bestå i at udvide den sociale basis. Enten ved også at kalde funktionærer i private og offentlige virksomheder for ‘arbejdere’, ved at sige, at landarbejdere og bønder også var velkomne i socialdemokratiet/arbejderklassen (fx Stauning) eller ved at sige (som Lenin), at det godt kunne være, at arbejderne ikke var flest, men til gengæld de klogest. Derfor skulle de og deres intellektuelle kammerater være ledende i en klassealliance. Herved blev der skabt endnu en succesfuld model for magtovertagelse, men til prisen af, at forestillingen om frihed og lighed, som det hele strengt taget handlede om, blev forskudt til en fjern og uoverskuelig fremtid. I Sovjetunionen og i dens mere eller (især) mindre frivillige efterlignere rundt omkring i verden, Kina, Østeuropa, Mellemøsten, etc.

Især efter Anden verdenskrig blev nogle af leninismens principper forskudt til lande uden for de gamle centre. Mao Tse Tung tog fx forestillingen om en nærmest altomfattende klassealliance med arbejderklassen i spidsen til det yderste. Han kaldte simpelthen alliancen Folket. Dermed fik ‘marxismen-leninismen’ – der i Rusland oprindeligt var blevet udviklet i konkurrence med ‘folkevennerne’ – sin egen særlige form for populisme. Det var ikke mere klassepolitik, der var i centrum, men folkets behov. I den bog, der satte populismen på landkortet i ‘main-stream political science’, havde Maoismen da også sit eget kapitel[8].

For store dele af den marxistisk inspirerede venstrefløj i Europa i 1960’erne og 1970’erne blev den primære modsætning den imperialistiske, hvor ‘folket’ var den revolutionære pol, mens den europæiske arbejderklasse blev henvist til en sekundær, nogle gange næsten forræderisk, rolle som globalt snyltende ‘arbejderaristokrati’.

Den specifikke europæiske arbejderklasse med de altomfattende opgaver var hermed blevet udvidet til det globale proletariat af anti-imperialistiske folk. Dermed blev der også udviklet en spænding i forestillingen om, hvem der skulle nyde godt af det politiske arbejde for frihed og lighed, og hvem der skulle udføre det. Var det ‘klassen’ eller ‘folket’. Skulle den store indsats organiseres af et arbejderparti eller et folkeparti.[9]

Denne spænding har eksisteret i Europa siden 1970erne og er i dag tilspidset, eftersom de traditionelle ‘arbejderpartier’ rundtomkring i Europa enten er i nærmest frit fald hvad angår opbakning (dog pt. ikke i Danmark!), mens de nye venstrepopulistiske partier samler en del af tabene op.[10] Jævnfør fx græske Syriza, der stort set fik alle PASOKs stemmer i forrige årti og spanske Podemos, der sikrede en socialistisk regering i Spanien tidligere på året.

Der er siden finanskrisen og i kølvandet på de store sydeuropæiske folkelige protestbevægelser blevet udkrystalliseret en ny type partier i Europa, der måske i mangel af bedre, men med en vis respekt for traditionen, kan kaldes venstrepopulistiske.[11] Ved siden af de nævnte er det fx Melenchons La France Insoumise, Die Linke og det nu allerede hedengangne lederskab omkring Jeremy Corbyn i Labour.

For tiden er det som hovedregel sådanne partier, der går fremad på det europæiske centrum-venstres bane, mens mere traditionelle partier som socialdemokrater, socialister og naturligvis rester af traditionelle kommunistiske partier er i krise.

Når det er sagt, skal det straks erkendes, at der er undtagelser. Heldigvis står det danske socialdemokrati under Mette Frederiksen for en af dem. Det skal vi være glade for. Men vi skal også huske, at det danske socialdemokratis aktuelt gode placering er en undtagelse, både i dansk nyere historie og i aktuel europæisk kontekst. Efter al sandsynlighed vil det gå tilbage! Denne forudsigelse skal på ikke tages som en kritik af Frederiksen som leder, men blot som en nøgtern, erfaringsbaseret forventning.[12]

Lederskabets udfordringer og rød blok

Viruskrisen har foreløbigt – kynisk og isoleret betragtet – være et magtpolitisk gode for det socialdemokratiske lederskab. ‘Danskerne’ føler sig tilsyneladende i gode, eller måske varme, hænder, med Mette som rorgænger. Men det vil også sige, at det er en labil situation. Hvis virus-situationen vender dramatisk igen, hvis/når virus-krisen bliver en global økonomisk krise (på niveau med eller værre end finanskrisen), og når det borgerlige Danmark finder et nyt lederskab, kan det meget hurtigt blive koldt på toppen omkring Frederiksen.

Derfor er det bedst at bygge diger, som Machiavelli ville have sagt, mens tid er, og i den aktuelle situation i Europa betyder det blandt andet at tage debatten om partikarakter hos de forskellige berørte parter (SD, SF og EL). Der er tendenser i SD til at ville være ‘klasse-parti’, fx hos boligministeren og beskæftigelsesministeren[13], og det samme gælder naturligvis for SF og EL.

Måske, stort måske, er det en god idé for Socialdemokratiet at fastholde en moderat klassetilgang, fordi den linje trods dækker af for vælgertab til DF og måske også NB. Men det er nok ikke nogen særlig god idé for SF og Enhedslisten. Det er simpelthen ikke deres historiske raison d’etre at beskytte arbejderne. Det har vi heldigvis folk, der er langt bedre til. Det er deres rolle at være alliancepartnere i organiseringen af forholdet mellem dele af middelklassen (eller ‘mellemlagene’ om man vil) og SD/arbejderbevægelsen. Derved er deres position én, der i det aktuelle europæiske politiske landskab driver dem mod en placering som – venstrepopulister. De skal kunne opfange og samle dem, der ikke per samfundsplacering og temperament knytter sig til arbejderbevægelsens normer og mål, men heller i ser sig selv som borgerlige. Denne opsamling skal SF og EL til dels gøre for deres egen skyld (et sted skal de hente stemmerne), men de skal ikke mindst gøre det af hensyn til den samlede venstreside.

Der findes desværre ikke noget godt og udbredt politisk sprog i Danmark, der udtrykker det samlede hensyn i den del af det politiske liv, der modsætter sig den højreorienterede tænkning, der har været fremtrædende, næsten selvfølgelig (men ikke helt), i Danmark i de senere årtier. Navnet Rød blok har til en vis grad bidt sig fast, hvilket er en god ting. Men det er trods alt kun én betegnelse for en valg- og dels regeringsalliance og ikke et omfattende strategisk ordforråd.

Der mangler et sprog for relationen mellem partierne i alliancen, for deres samlede forhold til fx Det radikale venstre (der oven i købet i nogle sammenhænge kan regnes med til alliancen, selvom det nok er lidt farligt at gøre det i alle henseender – den folkelige visdom udtrykker det sådan, at de ‘de radikale er nogle slingrefise’, eller med andre ord: man kan ikke helt regne med dem), og ikke mindst for det ‘imaginære’ lederskab, der ideelt set skal regulere forholdet mellem venstrepartierne. Så længe der ikke er en udbredt og gensidigt anerkendt forståelse af, hvad ‘Rød blok’ er, vil der være et stort spillerum for partiegoisme og fikse ideer, der på langt sigt undergraver tilliden parterne imellem. Og hvis den tillid går helt tabt risikerer man at Rød blok går tabt og regeringsmagten med den.

Et par eksempler. EL’s manglende afklaring omkring EU betyder, at enhver langsigtet tillid til partiet er nyttesløs. Danmark og venstresiden kan ikke selv løse sine store problemer. Det er også indlysende for EL. Derfor har partiet i mange år har haft en fiktiv forestilling om, at der et eller andet sted på den anden side af EU findes en løsning på det problem. I deres univers hedder kejseren ‘Efter EU’, og i princippet tror de på, at han har tøj på. Så længe denne fiktion går lyslevende rundt blandt dem, kan andre ikke regne med dem på de store politiske spørgsmål, der forudsætter konkret europæisk samarbejde. Derfor må en samlet ‘Rød blok’, der for alvor kan arbejde langsigtet, afvente det tidspunkt hvor EL, og ikke mindst de af deres vælgere, der vakler mellem dem og Folkebevægelse, får smidt deres kejser på porten. En overgribende forståelse af, at demokratisk socialisme i Europa og dermed Danmark går gennem EU, er en simpel politisk forudsætning for Rød bloks fremtid. Derfor kræves gentænkning af EL.

SF har til en vis grad vist sig at have mere realistisk sans, men har også deres lig i lasten: De væltede deres egen drømmeregering for ikke mange år siden. Helle Thorning-Schmidts S, R, SF-regering måtte gå af, fordi SF trak sig, da de – ja, SF, – fik deres vilje i sagen om salget af DONG. SF havde tilsluttet sig salget, og leverede da også varen, da der skulle stemmes i Folketinget. Men da det gik op for dem, at de havde sejret, skyndte de sig at vende situationen til et åbenbart mere betryggende nederlag og forlod i al hast sæderne i de centrale statsorganer. SF’erne kan umuligt tro, at denne erfaring er glemt af socialdemokraterne, der i almindelighed er langsigtede tæppevævere og ikke kortsigtede modekokke, der fra dag til dag sælger dagens produkt i restauranten. Et eksempel på, at SF og dermed samlet set Rød blok, har manglet en ‘politisk overjeg’, der sikrer, at den nedre grænse for tillidsbrud sidder ekstremt højt. Gentænkning, af hvad det vil sige at indgå en alliance, må være et fortløbende obs-punkt for SF.

I begge eksempler kan man påstå, at problemet var og er, at SF’ere og Ellerter ikke selv tror på, 1) at de, deres vælgere og deres sociale base er en del af de retmæssigt herskende i et demokrati som vores, og 2) at der følger politisk ansvar med den placering. Den amerikanske aktivist og akademiker Jonathan Matthew Smucker har i en anbefalelsesværdig bog opfordret folk på venstresiden (‘radicals’ i US-sprogbrug) til at skelne mellem langsigtede politiske behov og kortsigtet individuel tilfredsstillelse.[14]

Begge dele er nødvendige, hvis en politisk bevægelse skal holdes sammen over tid. Men hvis bevægelsen skal give mening i det store politiske billede, må det nødvendigvis være de langsigtede behov, der er styrende, når der er tvivl. EL’s kortsigtede tilfredshed med ‘at være mod EU, og vise at man ikke bare giver efter for bureaukraterne i Bruxelles’ må vige for den langsigtede indsats. På samme måde burde SF’eres subjektive uvilje mod at sælge en enkelt ud af temmelig mange offentlige virksomheder helst ikke stå i vejen for en venstreorienteret regering i spidsen for en solid alliance.

Kort sagt: hvis man virkelig tror på, at man tilhører de retmæssigt herskende, udstiller man ikke sin svaghed og sit vankelmod for modstanderne. Det bliver de bare opildnede af. Så tager man de beslutninger, man er ked af at have truffet, til efterretning, og prøver at gøre det bedre næste gang. På den måde er man med til at opbygge tillid og fremtidssikre en (rød) blok af kræfter, der skal samarbejde over årtier. Og på den måde er man også med til at skabe de principper, som det imaginære lederskab af Rød blok skal styre efter.[15]

Klassebevægelser eller folkelige bevægelser? Arbejderbevægelsen sidder stadig med strategiske svar

Hvordan skal venstresiden organisere sig politisk for på både kort og langt sigt at fremme frihed og lighed. Spørgsmålet handler ikke kun om, hvordan de enkelte partier, organisationer og bevægelser skal organiseres (det må deres medlemmer selv om), men om, hvordan forholdet mellem dem skal være, hvis den fremgang, som Rød blok i Danmark har haft de senere år, skal cementeres og fremtidssikres. Det vil sige, at det strategiske spørgsmål handler om, hvordan der tilvejebringes en vision for fremtiden, et imaginært lederskab om man vil, der sikrer at komponenterne i Rød blok tænker i samlet ledelse og ikke – som Blå blok gjorde under den seneste valgkamp – søger at sikre deres egen gruppes fremgang, ved at overtage hinandens stemmer og støtte. Hvilket førte til et katastrofalt resultat for dem og en nærmest uset fremgang for Venstre. Altså, hvordan vender venstresiden sig til at tænke som en blok, og ikke ud fra partiegoistiske synspunkter.

Den danske arbejderbevægelse arbejder muligvis langsomt, men den arbejder! Også politisk og fremad. Hvordan man end vender og drejer et venstreprojekt i Danmark er det tæt på umuligt at tænke det i en form, hvor det bevidst søger at omgå arbejderbevægelsen. Eller mere positivt udtryk, ethvert projekt for frihed og lighed for alle i Danmark må nærmest nødvendigvis anse arbejderbevægelsen i bred forstand som en af de centrale støttepiller, – hvis ikke den centrale krumtap, hvorom det hele kommer til at dreje. Den er stadig den største og bedst organiserede folkebevægelse i Danmark. Om man kan lide det eller ej. Alene af den grund! Et projekt for demokratisk socialisme med arbejderbevægelsen som modstander? Nej vel. Hvis man tænker i en sådan bane, må man næsten kunne se, at der er et eller andet galt i ens ligninger.

At arbejderbevægelsen er central, betyder ikke nødvendigvis, at den skal være altdominerende. Og da slet ikke, at ét parti skulle have monopol på politisk repræsentation af bevægelsens krav i de politiske institutioner. Indfaldsvinklen til diskussionen af, hvordan man kan tænke dens rolle kan med fordel være vendingen primus inter pares, den første blandt ligemænd (m/k!). Hvis man netop tænker den som en bevægelse, på linje med fx miljø-/klima-, dyrevelfærds- eller handicapbevægelserne, er det heller ikke så overraskende, at argumentet her strengt taget er gået hele vejen over en mild problematisering af marxistisk klassedogmatisme, for så alligevel at ende ved arbejderne. Der er imidlertid en stor forskel på at tale om en teoretisk forstået økonomisk klasse af umiddelbare producenter med indbygget retning mod fremtiden og garanti for sejr over borgerskabet og på at tale om en historisk betinget og konkret forankret bevægelse som arbejderbevægelsen i Danmark.

Arbejderbevægelsens rolle kan også med fordel ses i forhold til det, som nogen har kaldt en populistisk konflikt (til forskel fra en klassekonflikt). Når man fokuserer på den populistiske konflikt, ser man på de folkelige bevægelser uden at tilskrive dem en særlig rolle eller politisk retning, som fx marxismen og socialdemokratismen traditionelt gjorde med arbejderbevægelsen. Bevægelserne er, hvad de har gjort sig til, men kan ved deres medlemmers og de omgivende politiske aktørers indsats efterfølgende trækkes i forskellige retninger.

Arbejderbevægelsens typiske verdenssyn indeholder en selvforståelse som ‘os hernede’ i modsætning til ‘dem deroppe’. Men dette kan fortolkes i politiske retninger som fx 1) ‘os arbejdere hernede’ til forskel fra ‘de kapitalister deroppe’ (klasseperspektiv), 2) ‘os hernede og -ude’ til forskel fra ‘indvandrerne og københavnerpolitikerne’ (højrepopulisme) eller 3) ‘os hernede’ til forskel fra ‘neoliberalisterne i bankerne og deres håndlangere’ (venstrepopulisme).

Det er imidlertid muligt at udvikle en tilgang, der kan kombinere den første og den tredje fortolkning. Og en af de store gentænkninger burde være at diskutere et sådant perspektiv nærmere. Som regel tænkes politiske projekter som entydige, mens mange undersøgelser peger på, at folk i realiteten har alle mulige forskellige holdninger, selv inden for de enkelte blokke. Kunne man ikke tage udgangspunkt i realiteten og skabe en alliance – og et hverdagssprog til at udtrykke den i – mellem klassetilgangen og den populistiske tilgang, der så at sige fordeler opgaverne mellem sig?

En sådan gentænkning kan og må nødvendigvis tage udgangspunkt i den polarisering som neoliberalismen og højrepopulismens fremkomst har bidraget til at skabe i Danmark. Set under ét er den del af stemmerne til folketingsvalgene, der tilfalder yderfløjene, blevet større i de seneste årtier. DF blev fx dannet i 1995 og Fogh Rasmussen lovede at tælle deres stemmer med til højre, da han blev formand for partiet Venstre i 1998. Da de var på toppen, lå de omkring 20 procent. Det højeste i Danmark siden midten af 1970’erne for et så højreorienteret parti. Og samtidig kunne venstrefløjen mønstre omkring 15. Hvilket vil sige, at de gamle magtpartier omkring midten var skrumpet til omkring 2/3 af vælgerne.

Polariseringen har imidlertid også betydet, at et aktuelt venstreprojekt har fået bedre balance mellem parterne, fordi SF og Enhedslisten også under ét blevet styrkede. Det betyder også, at de er blevet sværere for socialdemokraterne at bosse sig igennem til venstre – selvom de selvfølgelig altid kan spille det kort, der hedder ‘mere samarbejde til højre’. Med den store pensel fremme kan man sige, at der til venstre for SD højt sat lå 10 procent af stemmerne under Den kolde krig, mens det i vore dage er i hvert fald en halv gang mere. SD er blevet mindre og SF og EL større. Så alt andet lige står har venstrefløjen på det seneste stået stærkere end nogensinde siden 2. VK. Det bør mane til eftertanke hos alle.

Det ser ud som om Mette Frederiksen har taget bestik af dette. I hvert fald forekommer hendes lederskab foreløbigt noget mere venligsindet i forhold til hendes venstreside end Helle Thorning Schmidts var. Måske gør hun også klogt i at undgå at blive set som én, der bliver styret fra finansministeriet af en blå eminence, hvis hun vil forsvare Socialdemokratiets stemmeandel. Det burde også betyde, at denne styrkelse kan omsættes til mere indflydelse for de kræfter, der arbejder for mere lighed. Og at det samlede projekt dermed burde rykke til venstre. Dermed er der også skabt bedre præmisser for et mere balanceret venstreprojekt.

Udviklingen i de folkelige bevægelser siden 1968 har til en vis grad undergravet klassetilgangen i Danmark (som i mange andre europæiske lande). Forestillingerne om ‘frihed og lighed for alle’ er ikke mere naturligt knyttede til klasserne, men gælder også for køn (ikke bare mænd), for seksuelle orienteringer (ikke bare heteroer), for handicappede (ikke bare de raske), osv. På den måde er der gennem de specifikke sociale bevægelsers indsats de seneste 50 60 år igen blevet skabt plads til den brede fortolkning af frihed og lighed, der egentlig lå i kortene før den marxistiske indskrænkning til klassetænkning[16]. Denne udvikling skal gentænkes i alle dele af et venstreprojekt.

Den usikkerhedsskabende modernisering under Den nye verdensorden har i Danmark desuden genskabt behovet for klassestemme ved valgene. I 1990’erne gik retningen ganske vist umiddelbart hen mod, at sammenhængen mellem økonomisk klasseposition og stemmeafgivning blev opløst, men i det nye årtusinde er udviklingen nærmest gået den modsatte vej. Målt med almindelige markedsundersøgelsesmetoder har man konkluderet, at danskerne faktisk igen efterspørger klassebaserede løsninger på deres problemer.[17] Sjovt nok kan man formidle nyere forskning sådan, at Paul Nyrups Rasmussens socialdemokratiske fortolkning af Den nye verdensorden efter Murens fald frembragte en optimistisk fornemmelse af, at ‘man kunne alt’ (og derfor ikke behøvede støtte i den klassebaggrund man kom fra), mens Fogh Rasmussens højreregeringer fra nullerne genskabte fornemmelsen af, at økonomiske klasser betyder noget – på trods af sammes neoliberale forsikringer om, at kampen mellem dem var slut. Og den fornemmelse har bidt sig fast.

Så til SD, SF og EL: husk helheden til venstre. Og specielt til SF og EL: Bevar roen, forsvar EU og ikke mindst lyt til Mette. There Is No Alternative!

  1. Alain de Benoist, 1979, Citeret efter Mouffe, 1981, p. 228.
  2. Dette forsvar er pt. forvist til marginalerne. Se fx en tidligere artikel i Kritisk Debat, august 2019: ‘Jihadisme og ’Generation Identitær’ om højreekstremistiske ungdomsbevægelser’.
  3. Globalt set var det de latinamerikanske venstrepopulister, der i løbet af 1990’erne og især i det første årti i det nye årtusinde viste vejen. Det var da også dem, der helt eksplicit inspirerede de nye venstrepartier i Sydeuropa, hvorfra forestillingen om venstrepopulisme bredte sig mod nord.
  4. For små tyve år siden blev jeg af redaktionen for et nyt socialdemokratisk tidsskrift, Ny tid – ny politik, bedt om at bidrage til åbningsnummeret med en artikel om frihed og lighed i det 21. århundrede. Tidsskiftet blev lanceret som et forum for diskussion af nederlaget til de borgerlige den 20. november, 2001. Den valgdag, der fratog Poul Nyrup Rasmussen det sæde, han havde haft som socialdemokratisk statsminister siden januar 1993. Redaktionens oplæg blev fra min side til en artikel der hed ‘Tilbage til socialdemokratismen’ – med et underforstået: nej tak til mere inspiration fra neoliberalismen. Den gang var mit bud, at socialdemokrater især burde gentænke spørgsmålene om frihed og lighed i forhold til tre ‘trends’: globalisering, individualisering og højrepopulisme. Disse halvfemser-spørgsmål forekommer stadig vigtige, men tiderne er skiftede og i dag står vi også overfor nye.
  5. Et andet spørgsmål er, i hvilke mål de to sammenhængende målsætninger skal vægtes, men det springes over i denne sammenhæng. En drøftelse af dette ville kræve en artikel på egne præmisser.
  6. Et empirisk studie fra 1960’erne mere end antydede imidlertid, at arbejderne i relation til den enkelte fabrik ikke nødvendigvis blev socialdemokrater/socialister. Arbejderkollektivet holdt ganske vist som regel sammen, men på en måde, der egentlig mere peger i populistisk retning. Forestillingen om ‘os hernede’ og ‘dem deroppe’ synes mere primær end ‘os arbejdere’ og ‘de der kapitalister’. Frit efter Lysgaard, (1996, org. 1961). Også den slags indsigter antyder, at ‘arbejderbevægelsen’ er mere fleksibel og har flere politiske valgmuligheder, end marxister normalt antager. Dette sagt med skyldig respekt for, at Marx og Engels fik givet politisk retning til en konkret og afgørende periodes udgave af ‘arbejderkollektivet’.
  7. Bogen Representative Government in Modern Europe (M. Gallagher m.fl., seneste udgave) er et af de mest gennemarbejdede, overordnede, konkrete studier af europæisk politik. Den konkluderer, at den tyske socialdemokratiske partimodel, sådan som den blev udviklet af de to første Internationaler, blev kopieret af langt de fleste partier Europa rundt, og det er ikke for meget sagt, at selve partisystemet, som vi kender det i denne verdensdel, er opbygget som resultat af kampen mellem ‘et stort parti med rødder i arbejderbevægelsen’ på den ene side og ‘et stort parti med rødder i erhvervslivet’ på den anden. Der findes omkring fem procent eksempler på, at regeringsdannelser i Europæiske demokratier siden slutningen af 1940’erne er blevet dannet på tværs af denne grænse og 95 procent eksempler på, at enten det ene eller det andet store parti har været bærende i regeringskonstellationer, der har holdt sig på deres specifikke side af venstre/højre-skalaen. Danmark er eksemplarisk i den sammenhæng. Vi har kun haft ét forsøg i perioden: S/V-regeringen fra 1979. Som hovedregel vinder højresiden to ud af tre europæiske valg. Udvikling og fremskridt er resultat af den sidste tredjedel.
  8. Ghita Ionesco og Ernest Gellner, red. (1969).
  9. Denne historie om forholdet mellem klasse og folk som organiseringsprincipper er ‘idealtypisk’, og dermed nærmest per definition lettere karikeret. Der var masse af undtagelser fra den store historie hen ad vejen. Det danske socialdemokrati under Stauning ville fx skabe et folk af ‘arbejdere, husmænd og tjenestemænd’, SF er et eksempel fra de sene 1950’ere på et tidligt ‘venstrepopulistisk’ parti og blandt VS’ere i 1970’erne diskuterede man livligt om partiet skulle være en leninistisk arbejderavantgarde (strammerne) eller en paraplyorganisation for de nye folkebevægelser: feminister, miljøflippere og militærnægtere (slapperne).
  10. Dem, der begræder denne splittelse til venstre, hvilket er en nobel reaktion på et reelt problem, bør trøste sig med, at uden denne valgmulighed, ville socialdemokraternes tab efter al sandsynlighed være gået til højrepopulisme. Selvom om splittelse i bevægelsen principielt er en uting, kan den dog i en undtagelsessituation som den aktuelle, måske ses som et mindre onde. At Podemos trods alt kunne sikre de spanske socialdemokrater en ny periode i foråret 2020 er dog bedre, end at det gamle miskrediterede konservative folkeparti kom til magten igen i en alliance med partier, der nærmer sig det ekstreme højre.
  11. Se for en opsummering Katsambekis og Kioupkioplis, red., 2019. Denne strømning er til dels inspireret af venstrepopulismen i Latinamerika siden cirka 2000: et nyt demokratisk, gramsciansk, populistisk venstre til afløsning af de gamle revolutionære af Castro/Che-typen, se Patrick Barret m. fl, red., 2008 og lidt bredere de la Torres og Arnson, 2013.
  12. Men få ville blive gladere end forfatteren, hvis den blev gjort til skamme.
  13. Se fx Hummelgaard, 2018 og Bek, 2015.
  14. Smucker, 2017.
  15. Selvfølgelig er der en konkret ‘leder’ af rød blok, nemlig den til en hver tid sidende socialdemokratiske partileder. Men denne konkrete leder er ikke stærkere end sin evne til at finde fælles grund med de to andre partier. Hvis der skal ledes uden tvang, og der er ikke rigtigt andre tvangsmidler til rådighed end eventuelle trusler om at samarbejde til højre, skal det være via eksempel eller, endnu bedre, via fælles ideer og normer. Det er disse fælles ‘ideer og normer’, jeg her henviser til her som et imaginært eller ideelt lederskab, der står over de enkelte partier – og som udgør kernen i Rød blok, hvis man hermed mener noget mere en blot et praktisk regeringssamarbejde.
  16. Denne formulering skal ikke læses sådan, at den oprindelige demokratiske revolution bar en indbygget, altomfattende sandhed om frihed og lighed for alle. Tværtimod blev den ofte fortolket med et meget snævert ‘alle’: som frihed og lighed for alle (mænd af god familie med en vis formue). Det er uden for enhver tvivl også den marxistisk inspirerede socialdemokratisme, der har været med til at skabe forudsætningerne for, at de nye sociale bevægelser under velfærdsstatens beskyttende vinger kunne begynde deres gentænkning. De socialistisk organiserede kvindebevægelser og andre bevægelser for ligestilling var ofte forløbere for de efterfølgende ‘nye’ sociale bevægelser. Men denne erkendelse ændrer ikke ved, at de historieændrende socialdemokratiske innovationer af politisk kamp ved hjælp af klassebaserede foreninger – som isoleret set var et afgørende civilisatorisk fremskridt – i nærmest et århundrede også indskrænkede potentialerne i en fortløbende radikalisering af demokratiet ved at insistere på et angiveligt nødvendigt klasseaspekt.
  17. Sommer og Stubager, 2019.

    Referencer og videre læsning

    Patrick Barret. m. fl., red (2008) The New Latin American Left. Utopia Reborn. London, Pluto Press.

    Kaare Dybvad Bek (2015) Udkantsmyten. København, Peoples Press.

    Manuel Bompard (2018) ‘The Revival of French Left-wing Populism.’ Interview i Brave New Europe, 1 marts.

    Claus Bryld (2020) ‘Set fra Nord: Samme politiske strategi i forskellig sprogdragt?’ I C. Jensen og G. Sørensen, red. Antonio Gramscis aktualitet. København, Forlaget politiske skrifter, PS

    Allan Dreyer Hansen (2017) ‘Folket eksisterer ikke. Derfor har vi populisme.’ Tidsskriftet Politik, Årg. 20. nr. 4.

    Michael Gallagher m. fl. (seneste udgave): Representative Government in Modern Europe. London, McGraw-Hill.

    Peter Hummelgaard (2018) Den syge kapitalisme. København, Gyldendal.

    Carsten Jensen (2020) ‘Buttigieg, Buttigieg og Gramsci. A pro pos det amerikanske præsidentvalg’. Kritisk Debat, februar.

    Carsten Jensen (2019) ‘Jihadisme og Generation Identitær som højreekstremistiske ungdomsbevægelser’. Kritisk Debat, August.

    Ghita Ionesco og Ernest Gellner, red. (1969) Populism: Its Meaning and National Characteristics. London, Weidenfeld and Nicolsen.

    Giorgios Katsambekis og Alexandros Kiopkiolis, red. (2019) The Populist Radical Left in Europe. London, Routledge.

    Sverre Lysgård (1961/1996): Arbeiderkollektivet. Oslo, Universitetsforlaget.

    Chantal Mouffe (2019) For venstrepopulisme. København, Solidaritet.

    Chantal Mouffe (1981) ‘Democracy and the New Right’ i Diana Adlam m. fl. Politics & Power 4. London, Routledge & Kegan Paul.

    Ove K. Pedersen (2011) Konkurrencestaten. København, Hans Reitzels Forlag.

    Gitte Sommer og Rune Stubager (2019) ‘Klasse, klasseidentitet og politiske værdier.’ I Morten Frederiksen, red. Usikker modernitet. Danskernes værdier fra 1981 til 2017. København, Hans Reitzels Forlag.

    Jonathan Matthew Smucker (2017) Hegemony How-To. A Roadmap for Radicals. Chico, AK Press.

    Carlos de la Torre og Cynthia J. Arnson, red. (2013) Latin American Populism in the Twenty-First Century. Washington D.C., Woodrow Wilson Center Press.