Socialdemokratisme og det europæiske spørgsmål: Læren fra Weimar

Konfronteret med den katastrofale 1. Verdenskrig og 1920’ernes fragmenterede Europa, satte de tyske socialdemokrater sig for at gentænke forholdet mellem økonomisk integration og internationalt samarbejde. De nåede frem til en kompleks syntese mellem en europæisk føderation, protektionisme og frihandel.

Den 24. juli 2018 holdt Jeremy Corbyn en skelsættende tale i Birmingham, hvor han fremlagde hovedprincipperne bag Labour’s kampagne for en nye britisk industripolitik. (1) Essensen i udspillet var, at industriproduktionen gennem de sidste fire årtiers økonomiske politik havde ført til massiv udflytning af produktionen. ”Build it in Britain” lød parolen. En fremtidig Labourregering skulle forpligte sig til en højere grad af proaktiv statsinvestering og statslig intervention i økonomien. For Corbyn repræsenterede den tidligere industripolitik ikke bare en negligering af Storbritanniens historiske rolle som en af verdens førende producenter af varer af høj kvalitet, men nok så meget tab af politisk og økonomisk uafhængighed.

Hans tale blev modtaget med blandede reaktioner både indenfor og udenfor Labour’s cirkler i en bredere debat på venstrefløjen om, hvor tæt Storbritannien skulle integreres i Europa efter Brexit. Det drejer sig dybest set om på bedste måde at forsvare socialisters og arbejderes interesser i forholdet til Europa. På den ene side er socialister pr instinkt internationalister, der prioriterer klassesolidaritet over reaktionær national loyalitet. På den anden side er de også bevidst om at befinde sig i en verden, hvor de herskende og mest magtfulde internationale institutioner er historisk skabte og for tiden domineret af ideologier, der er fjendtligt stemte over for socialisme. Socialister (inklusive Labour) har historisk set Europa og EU som en måde at holde småborgerlig nationalisme i ave på, men må beklage den måde ”eurpæiskhed” er blevet defineret på som det gode i modsætning til det værste i resten af verden. De har set de europæiske institutioner som sikring af nationale civile, menneske- og arbejderes rettigheder, der ellers ville være underlagt partiske regeringers tilfældige luner, men har siden fundet det vanskeligt at se EU som en kraft, der kan sikre social retfærdighed i lyset af Eurozonens og Den Europæiske Centralbanks behandling af medlemslandene.

I en Brexitsammenhæng har disse debatter fået nyt liv i dagens UK. Men nutidens venstrefløj er ikke alene i sin ambivalens i forhold til det rette forhold mellem socialisme og europæiskhed. Det kan altid betale sig at konsultere historiske fortilfælde, når man står overfor vigtige sociale spørgsmål og dilemmaer omkring politik og strategi. Den rigdom af dyb og kompleks socialistisk tænkning om det europæiske spørgsmål giver os en skattekiste af ideer, der igen kan kaste lys over den standende debat i Labour om det fremtidige forhold mellem UK og EU.

Denne artikel fokuserer på en af disse debatter ved at se tilbage på en af de første situationer, hvor socialister begyndte at gøre sig vedvarende og seriøse overvejelser over muligheden for europæisk samling: Under og efter 1. Verdenskrig. Selvfølgelig var de institutioner, der udviklede sig til, hvad der i dag er EU, endnu ikke i støbeskeen. Ikke desto mindre giver debatten os et værdifuld indblik i, hvordan socialister, der i en eller anden forstand troede på nødvendigheden af ’mere Europa’, håbede og arbejdede for, at det skulle blive til virkelighed … Hvad der får denne debat til at skille sig ud i en nutidig sammenhæng er, at den frem for alt var karakteriseret ved diskussioner om integrationen af økonomiske relationer mellem de europæiske lande, især spørgsmål om den relative værdi af frihandel og protektionisme. Disse debatter er derfor yderst relevante i forhold til de problemstillinger, der er rejst i Corbyn’s tale, og det er ved at være opmærksom på dette og andre tidspunkter i socialismens historie, at Labour bedst vil være i stand til at komme ud af den nuværende blindgyde.

Debattens grundlag

Vedrørende spørgsmålene om handelspolitik og europæisk samling, koncentrerede debatten på foranledning af Szialistische Monatshefte sig om to teori- og strategiområder, hvor socialisme den gang ikke havde – og heller ikke har i dag – en veletableret holdning. Som den økonomiske sociolog Emil Lederer observerede, ignorerede de teoretiske grundlæggere af tysk socialisme, Karl Marx og Friedrich Engels, næsten helt spørgsmål om handel og udveksling, hvor de foretrak at koncentrere deres intellektuelle energier om overvejelser over produktion. (2) Som resultat udviklede der sig rivaliserende retninger indenfor socialismen, der svingede mellem støtte til protektionisme – ofte som ekko af Friedrich List med beskyttelse af mindre nye industrier som målsætning – og frihandel, som regel i opposition til hvilken som helst udlevet holdning i kapitalistiske cirkler. I starten af det tyvende århundrede havde der udviklet sig en enighed mellem socialister som Rudolf Hilferding og socialliberale som Lujo Brentano om, at fri handel mellem frie og lige folk ville være den politik, der bedst stemte overens med socialisters andre forpligtelser i forhold til internationalisme, antiimperialisme og pacifisme. Efter 1918 begyndte mange lande at genoverveje protektionisme som et middel til at genopbygge og restrukturere deres udmattede økonomier. Da frihandel i praksis var på tilbagetog på alle fronter, stod socialistiske partier over hele Europa overfor at forlade holdningen for at beskytte de arbejderes velfærd, som de måtte formodes at repræsentere, eller klynge sig atavistisk til deres intuitivt radikale men pinagtigt abstrakte teoretiske appeller.

Monatshefte indtog et håndfast standpunkt overfor ’bourgeois’ frihandels hegemoni blandt tyske socialister. Hovedproblemet, argumenterede de med, var at frihandel helt og holdent var ude af stand til at yde nogen beskyttelse af et lands økonomiske sektorer mod pludselige ruinerende udsving i globale markedspriser. Især sektorer, der ofte var resultatet af en lang og kostbare udviklingsproces, innovation og investeringer. De iagttog med stor interesse austromarxisten Otto Bauer’s forslag om en ’glidende afgift’ på ’essentiel’ import, der kunne give en beskyttende ’præmie’ til den indenlandske produktion, som igen kunne sikre dens ’egen bæredygtighed uafhængigt af verdensmarkedets priser’ og dermed dens fortsatte eksistens. (3) Nogle økonomiske sektorer (f.eks. landbrug) var mere udsat for flygtige eksistentielle risici end andre (f.eks. industriel produktion) på baggrund af landbrugsjordens mængde og kvalitet, ressourcetilførsler, let fordærvelighed og så videre, hvad der afspejler sig i en mindre økonomisk kompleksitet. Forskellige lande og regioner på forskellige stadier af økonomisk udvikling havde specialiseret sig i forskellige økonomiske sektorer, og uhæmmet frihandel udsatte dem for total konkurrence uden at tage hensyn til de risici, som ’frie markedskræfter’ betød for forskellene i ’naturlige vilkår’ og forskelle i den ’rettidighed’, der hænger sammen med deres valgte økonomiske aktiviteter. (4)

En moden socialistisk handelspolitik, argumenterede Monatshefte, ville i stedet indtage en mere nuanceret indfaldsvinkel overfor forskellige parters holdninger til den økonomiske udviklings forløb og anvende protektionisme som en frigørende taktik i forhold til økonomisk stærkere og mere udviklede landes dominans. Udveksling bør altid være på grundlag af gensidighed og solidaritet mellem alle parter, og mens frihandel i det mindste i princippet var forpligt hertil, er det kun ved interventionistisk, rationel forhandling, at en sådan ægte udveksling på lige vilkår kan opnås i praksis. Samtidig var Monatshefte’s tilslutning til protektionisme frem for frihedhandel imidlertid ikke uforbeholden. De erkendte, at i arbejdernes globale solidaritets interesse – den progressive side af tilslutningen til frihandel – skulle udelukke brugen af aggressiv protektionisme som undskyldning for nationalistisk militær konflikt. De foranstaltninger, de foretrak, lænede sig mere op ad ’blød’ intervention, såsom produktionstilskud, end vilkårlige overdrevne afgifter, kvoter eller importforbud eller -tilladelse fra sag til sag.

På tilsvarende vis insisterede Monatshefte på, at forestillingen om Europa som forenet kontinental enhed ikke var ’lånt fra borgerskabets intellektuelle arsenal’ men en ægte intellektuel egenskab ved socialismen. (5) Efter deres opfattelse havde det tyvende århundrede tilvejebragt en ny fase i den globale politiske økonomi, hvor en mere og mere veldefineret kontinental indflydelseskamp havde presset sig ind mellem nationalstatens traditionelle binære og den nu globale. Mens europæiske lande stadig opførte sig som individualistiske suveræne nationalstater, var den politisk-økonomiske tænkning og handlen mere og mere noget, der ’foregik i kontinenter’. (6) Det var nyttesløst, som publicisten Richard Kleineibst argumenterede, for arbejderklassen at forvente nogen fremskridt i den henseende fra de kapitalistiske europæiske stater: Et forenet Europa ville være et vigtigt redskab til at sikre arbejdere fælles arbejdsbetingelser og levestandard og give dem mulighed for at opnå ’højere deltagelse i kulturelle goder’, og det var allerede af den grund, at de nationale borgerskaber var tvunget til at gå imod realisering af et sådant projekt. (7)

For Monatshefte var sammenlægning til et kontinentalt Europa delvist et spørgsmål om geografisk uundgåelighed. Dets bestående stater var langt mere end bare en gruppe for hinanden fremmede samfund, forskellige og kun tilfældigt i nærheden af hinanden. Befolkningerne i Europa var nødvendigvis blevet økonomisk og kulturelt afhængige af hinanden. De var fælles om færdigheder, muligheder og vitale interesser. Der manglede kun visioner og lederskab for at kunne realisere den ’gryende bevidsthed om fælles nød og muligheder’ ved at konvertere Europa til en udelelig enghed. (8) De rystende erfaringer med Den første Verdenskrig havde gjort en mulig europæiske union til et ’skæbnefællesskab’, som journalisten Max Cohen formulerede det – et samfund baseret på en organisk solidaritet, som kunne finde naturlig og frivillig støtte nationalt ’hvis korrekt forstået’. (9) Monatshefte opfattede ’europæisering’ som nøglen til at fremelske et grænseoverskridende samarbejde frem for mistænkeliggørelse, og frem for alt til at opnå de fordele, der vokser ved samarbejde frem for den fjendtlige konkurrences spild.

Socialisme og det ’europæiske spørgsmål’

Socialistische Monatshefte kombinerede disse to elementer i den socialistiske debat om handel og Europa til et enkelt argument om det ’europæiske spørgsmål’, som de forfulgte i to dimensioner, der var forblevet centrale for den senere udvikling af det ’europæiske projekt’: Økonomisk integration og politisk føderation. Økonomisk var deres støtte til europæisk integration frem for alt en reaktion på to udviklingstendenser. For det første havde verdenskrigen efterladt Europa opdelt i to regionale blokke, der betragtede hinanden med voldsomt fjendskab – reflekteret i de rivaliserende planer, der opstod under krigens senere stadier for ’Entente’ og ’Mitteleuropa’ som toldområder, der svarede til krigens alliancer. For det andet fremstod verden udover Europa for det tidlige tyvende århundredes socialister som karakteriseret ved den voksende konsolidering og interne økonomiske integration af fire andre blokke eller ’økonomiske imperier’: ’Pan America’ (USA og dets latinamerikanske indflydelsessfære), Det britiske Imperium, Rusland og dets satellitter og Østasien (det hastigt industrialiserede Japan kombineret med Kinas magt og ressourcer, inklusive arbejdskraftressourcer). Med andre ord en tid, hvor større og større dele af verden var begyndt at stile efter selvforsyning og opnåede større og større udnyttelse af deres produktivkræfter, og hvor Europa sygnede hen med en truende økonomisk fastlåsning af stormagtsfjendskab mellem Frankrig og Tyskland og deres tilsvarende underordnede allierede.

I modsætning til, hvad der var enighed om i liberale og endda i visse socialistiske kredse, afviste Monatshefte på det kraftigste forestillingen om, at det planlagte subkontinentale toldområde ville udvikle gensidigt samarbejde mellem de europæiske lande og være det første trin mod kontinental integration. De indsamlede store mængder af statistik om produktion, forbrug og handel for at vise, at hverken den foreslåede fransk eller tysk ledet toldunion ville være i stand til at blive selvforsynende på nogen meningsfuld måde. For at kunne optræde på den globale scene som ligestillet de andre blokke, og være i stand til at fastholde sin egen selvstændighed i den globale handel, måtte Europa, argumenterede de, overskride sin nuværende opsplitning og blive en enkelt relativt selvforsynende enhed ’konstitueret på en rationel måde’. (10) Enhver anden opbygning, der ikke ville have europæisk enhed som sit endelige mål, ville kun danne rivaliserende magtblokke og dermed være til hinder for en videre harmonisk udvikling.

For Monatshefte måtte formålet med europæisk handelspolitik være at give en mere klar definition af Europas ’geografiske koncept’ og autonome agentur. Det var op til socialister bevidst at arbejde for en rationel arbejdsdeling mellem de europæiske folk ud fra ideen om gensidighed, og hvad Hermann Kranold betegnede som ’kammeratlig’ fordeling af produktion og konsolidere europæisk samarbejde ved at udvikle gensidighed de konstituerende befolkninger imellem. Målet ville være at gøre Europa til et Arbeitsgemeinschaft, et ’arbejdsfællesskab’ og gøre en ende på chauvinistisk protektionisme. (11) Monatshefte gruppen accepterede deres forgængeres argument om, at frihandel medførte pacifisme og international solidaritet og var derfor tilfredse med at godkende det som en eventuel politisk økonomisk aspiration indenfor det europæiske kontinents grænser. Men de blokerede for at det skulle gælde globalt, ud fra at gensidighed og integration i en økonomisk gruppe ville stille dens medlemmer i en mere gunstig position overfor hinanden (på grund af deres gensidige afhængighed) end overfor udenforstående, hvad der ville have været umuligt uden bevidst protektionistiske interventioner.

De gik heller ikke ind for, at den intereuropæiske frihandel skulle introduceres med det samme i ’ét hug’. De europæiske stater, argumenterede skribenten Max Schippel, var stadig så forskellige, at et umiddelbart skifte til frihandel kun kunne fungere dårligt og ville favorisere stærkere og mere økonomisk udviklede stater over svagere og mindre udviklede. (12) Europæisk integration måtte ske gradvist startende med en toldunion og kun trinvis følges op af fri bevægelighed for kapital og arbejde, fælles valuta, sociallovgivning, civilret og andre aspekter af økonomisk politik. Hvert trin ville have behov for overgangstiltag, inklusive fælles beskatning og visse tilbageværende toldgrænser, for at forbinde lande, der var på forskellige stadier i deres økonomiske udviklingsforløb, indtil de europæiske økonomiske relationer var blevet tilstrækkeligt lige til at frihandel på basis af gensidighed ville være mulig. Med andre ord, argumenterede Monatshefte, kunne et Europa, der var sikkert på vej til fuld integration, drage fordel af protektionisme på et lavere plan indenfor visse sektorer med henblik på at styrke disse svagere lande og regioner i konkurrencen med de stærkere.

Politisk foregik socialisternes forstærkede tilslutning til en europæiske føderation i en tid med voksende nationalisme. De voldsomme territoriale forandringer, der fulgte i kølvandet på 1. Verdenskrig skærpede en giftig atmosfære af chauvinistisk fjendskab, der havde udviklet sig hen over det tidlige tyvende århundredes Europa, karakteriseret ved endeløse militær-diplomatiske optrin, kolonial jalousi ofgirredentiske bevægelser, der krævede gammelt land tilbage. Socialister af alle afskygninger holdt fast i alle former for kosmopolitiske holdninger som modgift mod disse tendenser, enige om at alvorlige kriser mellem befolkninger kun kunne løses fredeligt ved institutionelt samarbejde mellem de uenige parter. Hvor de var forskellige, var på hvilket niveau samarbejdet skulle foregå: regionalt, kontinentalt, imperialt eller globalt. Monatshefte så i ’Europabegejstringen’ en forventning, der tilbød et historisk hensigtsmæssigt og nødvendigt midtpunkt, der kunne tackle de ’legitime forurettelser’ fra både nationalisme og internationalisme i form af en føderal regering, der kunne reagere på ligheder og forskellige i interesser og handlinger de konstituerende parter imellem. De nærede ingen illusioner om, at en sådan organisation ikke ville løbe ind i voldsom vertikal spredning af nation-stat selvstændighed – klart, for mange af dem var det netop det centrale punkt. En europæisk overstatslig institution må være i stand til at intervenere dybt ned i de enkelte staters selvstyre for at fravriste de tidligere dominerende europæiske stater deres tilbageværende rest af ’stormagt’. Kun en europæiske sammenslutning mellem befolkninger på basis af lige rettigheder og styrke og fuld anerkendelse af individuelle behov ville med succes kunne sikre national uafhængighed og afværge fremtidige chauvinistiske fjendtligheder.

Det betyder ikke, at Monatshefte mente, at nationerne og de politiske institutioner, de er dannet i, skulle forsvinde helt og holdent. Deres synspunkt var ikke, at europæisk integration skulle bortskaffe nationernes kulturelle og intellektuelle uafhængighed og særkende. Tværtimod ville den kontinentale økonomiske koncentration og en mere effektiv arbejdsfordeling uafhængig af statsgrænser betyde mere ’ægte’ nationale forskelle ved at fremelske hver enkelt nations særlige ’intellektuelle og tekniske kapaciteter’ og anspore til ’den højeste intensivering af dets nationale styrker’. (13)

Hvad var så grænserne for det ’Europa’, som skulle bringes i politisk-økonomisk konvergens? De fleste socialister havde ikke nogen vanskeligheder ved at enes om, at et fransk-tysk samarbejde ville været hjertet i den ’europæiske idé’ og så gerne dette samarbejde udvidet til at omfatte Benelux og forskellige Balkan- og østeuropæiske stater. Men det mere kontroversielle spørgsmål var, hvorvidt et fremtidigt Europa skulle inkludere de to lande, hvis historiske rolle i europæiske anliggender havde været mere sporadiske, tvetydige og liminale: Rusland og Storbritannien. Europabegejstrede socialister var skeptiske over for udsigten til, at hvert af landene skulle inkluderes i et forenet Europa af forskellige grunde – økonomisk (Storbritanniens omfavnelse af laissez-faire kapitalismen og Ruslands statssocialisme), geografisk (deres respektive omfattende og tilstødende imperier) og geopolitisk (deres placering i centrum for to af Europas rivaliserende blokke). Især blev det betonet i hvor høj grad Storbritanniens traditionelle ’magtbalance’ holdning til sine skiftende europæiske allierede i fortiden havde forsinket en europæiske samlingsproces og var nervøse ved muligheden for, at en europæiske union med Storbritannien som deltager under dets indflydelse ville udvikle sig til Storbritanniens våben overfor Rusland’. Ifølge det synspunkt, var muligheden for at opnå, hvad journalisten Ludwig Quessel kaldte ’et kontinentalt Europa befriet for britisk overhøjhed’ en, som europæiske socialister ikke måtte gå glip af. (14)

Lige som de tyske socialister, der var på linje med Monatshefte, praktiserede en slagkraftig ’angloskeptisisme’, der var helt ude af trit med den anglofili, som mange af deres socialdemokratiske samtidige praktiserede, har der vist sig et signifikant verbalt mindretal i nutidens Labour Party som euroskeptikere i modsætning til tendensen af relativ eurofili blandt de fleste af medlemmerne. Begge grupper – på hver sin måde – ønsker, at Storbritannien og Europa ’skal holde sig væk fra hinandens affærer’, i det mindste indtil et vist punkt. På den måde har Brexit afdækket en afgørende asymmetri i de fremtidige UK-EU relationer. Ud fra sine politisk-økonomiske interesser må UK altid overveje ’Europas uundgåelighed’ som en vigtig dimension i sine kalkulationer, uanset anden globale udvikling. Samtidig står et forenet Europa uden Storbritannien over for et meget reduceret og mindre ’uundgåeligt Storbritannien’, der stiller det frit til at gå efter integration og føderation i sit eget tempo.

Principper for et ’soft Lexit’?

Hvad betyder alt det her for Storbritanniens fremtidige relationer til Europa? Selvfølgelig er UK ikke længere det samme land, som det var, da Sozialistische Monatshefte forsvarede sin version af Europa. Alligevel ligner den situation socialisterne i 1920’erne stod overfor, den situation Labour er konfronteret med i dag: En tid med en ’intellektuel revolution, der ikke kan standses’ og en evindelig sætten spørgsmålstegn ved nedarvede opfattelser – ikke mod ’Manchester School’ laissez-faire kapitalisme, men mod dens reinkarnation i form af ’Thatcheragtig’ neoliberalisme. (15) Frem for alt må både 1920’ernes socialister og Labour i dag stadig svare på samme spørgsmål om, hvordan man vil afbalancere sin langtidsmålsætning om global klassesolidaritet med det umiddelbare behov for at udforme en strategi med parlamentarisk succes i de nationale demokratiske institutioner. Selvfølgelig er der ingen erfaring eller konklusion fra 1920’ernes tyske situation, der bare kan overføres direkte til UK i 2010’erne. Men de kan fungere som tankevækkende analogier i forhold til det principielle grundlag for debatten om socialisme, handel og udenrigspolitik.

For det første tilbyder debatterne i Monatshefte et interessant eksempel på en socialistisk politisk-økonomisk strategi, der sammenkæder tre samvirkende dimensioner: Indenrigs, europæisk og globalt. Det er op til socialister at ’tage den fælles geografiske og fælles historie seriøst’ – og på samme måde være opmærksomme på geografiske og historiske forskelle mellem lande og regioner. Quessel tog fat i en modsat sammenligning mellem Storbritanniens og den tyske situation i 1920’erne, hvor han argumenterede for, at Tysklands centrale position i Europa betød, at landet nødvendigvis var mere involveret og integreret med kontinentale europæiske markeder, hvor Storbritanniens placering på randen af Atlanten samtidig gjorde det mere afhængigt af og åben overfor både globale og europæiske markeder. (16) Selvom konturerne af global politisk økonomi har ændret sig siden da, fungerer Quessel’s sammenligning som en gavnlig påmindelse om et mere generelt princip: Hvad der giver mening for et land, når det drejer sig om balancen mellem dets indenlandske, europæiske og strategiske globale dimensioner, giver ikke nødvendigvis mening for et andet. Med andre ord burde Storbritannien være forsigtig med at efterligne andre landes tilgang til handel og udenrigspolitik – Schweiz, Norge, Tyrkiet og Canada har alle været ført frem som modeller til efterfølgelse – ikke bare af hensyn til dets relation til Europa, men også med hensyn til hele det internationale samarbejdende fællesskab må det søge længere ud. Storbritannien er selvklart europæisk, men dets rolle er i sagens natur ikke så vigtig for Europa som det fransk-tyske partnerskab – og Storbritanniens politiske og kulturelle ’europærisering’ i de seneste årtier må ikke stå i vejen for udviklingen af en mere global internationalisme. Labour og venstrefløjen må overveje i hvilket omfang UK bør tilhøre det europæiske Arbeitsgemeinschaft, og hvorvidt et europæiske engagement vil være i konflikt med forholdet til arbejderbevægelser og socialister verden over.

For det andet tilbyder 1920’ernes debat et instruktivt eksempel på, hvordan nutidens socialister burde overveje hvilke forskellige politiske værktøjer, der er til rådighed for britisk post-Brexit. Forfatterne i Monatshefte og deres samtalepartnere i andre venstreorienterede publikationer skabte et frugtbart rum for socialister, hvor man kunne vurdere forskellige tilgange til spørgsmål om frihandel og protektionisme på en måde, der var pluralistisk, eksperimenterende og åben over for både succeser og fejltagelser fra socialister i udlandet. Især havde de ros tilovers for datidens Labour Party for at have oprettet en Komite for Industri og Handel, hvor man ville forsøge at løse uoverensstemmelserne over handelspolitik i den britiske socialistbevægelse. Tiden er nu kommet for Labour til i lyset af ’Build it in Britain’ programmet at vende tilbage til og revurdere dets nuværende engagementer på samme måde. Frem for alt må partiet lære af 1920’ernes debat om nødvendigheden af klart at give udtryk for en virkelig progressiv holdning til handelspolitik: En der er lydhør over for ubalancer og uligheder i organisering og fordeling af magt mellem handelspartnerne, og som har de nødvendige kontrolforanstaltninger i forløbet under ’de frie kræfters spil’ i den globale økonomi.

For det tredje og sidste viser debatterne i Monatshefte værdien af at holde socialistisk politisk økonomi inden for en veldefineret del af verdenshistorien. For 1920’ernes socialister var det forventede forløb i de globale relationer den almindelige underordning af tilfældig og disruptiv protektionisme i konstruktioner, der rationelt og systematisk afgrænsede de konkrete betingelser for landenes gensidige integration – dvs. hvilke barrierer (hvis nogen) der var for arbejdsfordeling, kapitalens, varernes og tjenesteydelsers bevægelighed imellem dem. Storbritannien befinder sig i 2010’erne i en global sammenhæng, der er nået meget længere ad denne vej. Der har udviklet sig former til at dæmpe konkurrencehandelen i form af WTO’s handelsrestriktioner. Det har fundet sted samtidig med et skift i retning af multipolaritet, der er forskellige fra Monatsheftes forudsigelser via den forøgede betydning af ’South-South’ økonomiske relationer. Alene denne udvikling har som resultat haft en mere diffus britisk national suverænitet og begrænset landets magt. Det er Labour’s og venstrefløjens opgave at hjælpe Storbritannien til at erkende de dybere globale kræfter, det er udsat for og indse, at selv uden for EU, vil det være tvunget af globaliseringens ubønhørlige pres til at opgive endnu mere af sin exceptionalisme – det vil sige, at dets magt vil blive begrænset yderligere. Læren fra 1920’erne er derfor et mål af grundlæggende realisme. Labours opgave er blandt andet at kunne styre et Brexit Britain og afstemme dets politisk økonomiske forventninger til den britiske nationalstats kapaciteter.

Marius S. Ostrowski er Examination Fellow in Politics ved All Souls College, Oxford Universitet. Han er socialteoretiker og historiker med speciale i det tyvende århundredes politiske tænkning og har skrevet om europæisk politik, offentlige debatter og socialismens historie.