Socialdemokratisme i et hjørne af verden

Branco Milanovic er serbisk-amerikansk økonom. Han er specialist i udvikling og ulighed, og i øjeblikket gæsteprofessor ved Graduate Center of City University of New York (CUNY). Branko Milanovic er desuden tilknyttet Senior Scholar ved Luxembourg Income Study (LIS).

Branko Milanovic argumenterer for, at ”Stop verden, vi vil af” ikke kan danne grundlag for en fornyelse af progressiv politik. Det anbefales at benytte sig af de indsatte links for at få et grundigere perspektiv.

Fanget mellem kompromisløs Trump protektionisme og xenofobi på den ene side og den neoliberale koalition af seksuelle befriere og finansielle mellemmænd på den anden forekommer venstrefløjen at være berøvet nye ideer. Og værre end at mangle nye ideer er forsøgene på at genskabe en verden af i går. Et forsøg, der går stik imod kernen i den moderne tilværelse og den moderne økonomi.

Alligevel er det en øvelse, som i hvert fald en del af venstrefløjen er engageret i. Jeg har indtil flere essays i tankerne fra The Great Resession, som jeg har anmeldt her, en nylig artikel af Chantal Mouffe og måske mest klart i Paul Collier’s The Future of Capitalism (anmeldt her og her). Daniel Rodrik bragte tidligt ammunition for dette synspunkt med hans anerkendte ”trilemma”. Det er også i den sammenhæng min Capitalism, Alone for nyligt blev anmeldt af Robert Kuttner i New York Review of Books.

Projektet går efter at genskabe vilkårene fra omkring 1950 til 1980, som i den grad var en periode med socialdemokratisk blomstring. Skønt mange er tilbøjelige til at fremstille perioden i overdrevent lyse nuancer, er der ingen tvivl om, at det på mange måder var en ualmindelig succesrig periode for Vesten: Den økonomiske vækst var høj, de vestlige landes indkomst konvergerede, uligheden var relativt lav, mobiliteten blandt klasserne var højere end i dag, sociale normer blev mere afslappede og ligestillede, og vestens arbejderklasse var rigere end trefjerdedele af menneskeheden (og kunne, som Collier skriver, føle sig stolt og resten af verden overlegen). Der er meget at være nostalgisk i forhold til.

Specielle omstændigheder

Men den succes opstod under meget specielle omstændigheder, hvor ingen af dem kan genskabes. Hvilke forhold var det?

For det første lå en stor del af den globale arbejdskraft ikke i konkurrence med arbejdere fra den første verden. Socialistiske økonomier, Kina og Indien forfulgte en selvforsyningspolitik, bevidst eller som en historisk tilfældighed. For det andet bevægede kapitalen sig ikke meget. Der var ikke alene kapitalrestriktioner, men udenlandske investeringer var ofte mål for nationalisering og alene de tekniske muligheder for at flytte store mængder af penge eksisterede stort set ikke.

For det tredje var der kun begrænset migration, og i det omfang der var, skete det mellem kulturelt lignende befolkninger (så som sydeuropæisk migration til Tyskland) og på baggrund af arbejdere hentet til den voksende nationale industri. For det fjerde fik de nationale socialistiske og kommunistiske partier sammen med fagforeningerne og truslen fra Sovjet kapitalisterne op på mærkerne: Alene selvopholdelsesdriften gjorde, at de var forsigtige med ikke at presse arbejderne og forbundene for stærkt.

For det femte var det socialdemokratiske lighedsetos i overensstemmelse med tidens dominerende normer, der gav sig udslag i seksuel frigørelse, lighed mellem kønnene og lav diskrimination. Med gunstige interne betingelser og ingen pres udefra af underbetalte udenlandske arbejdere, kunne socialdemokraterne fortsætte med at være internationalister, hvad der gav sig udtryk i personer som Olof Palme i Sverige og Willy Brandt i Vesttyskland.

Drastiske ændringer

Under de helt anderledes sociale og økonomiske vilkår, der råder i dag, vil ethvert forsøg på at genskabe sådanne indenlandske betingelser kræve drastiske og især reaktionære ændringer. Uden at sige det åbent er det, fortalerne går efter, socialdemokratisme i ét land – eller mere præcist, i et (rigt) hjørne af verden.

Collier er fortaler for, at den rige del af verden hegner sig ind for at stoppe migration, der ses som kulturelt nedbrydende og uretfærdigt underbyde den nationale arbejdskraft. En sådan politik, navnlig fulgt af socialdemokrater i Danmark, retfærdiggøres af Collier med hensynet til de mindre udviklede lande af frygt for at migration af deres dygtigste og mest ambitiøse arbejdere vil føre til dem længere ud i fattigdom. Det er imidlertid klart, at de virkelige motiver for en sådan politik skal findes andre steder.

Andre ønsker at beskytte vesten mod konkurrence fra Kina, igen med den vildledende argumentation, at vestlige arbejdere ikke kan konkurrere med lavere lønnede arbejdere, der er underlagt streng arbejdsdisciplin og fravær af faglige organisationer. På samme måde som med den politik, der skal standse migration, er retfærdiggørelsen af protektionisme kamufleret som hensyntagen til andre.

I det perspektiv skal den nationale kapital fortrinsvis blive hjemme ved at fremme en lavere globalisering end i dag. Etisk funderede vestlige virksomheder skal ikke ansætte folk fra (lad os sige) Myanmar, hvor man ikke nyder elementære arbejderrettigheder.

Den gemene hob

Under alle omstændigheder tjener en sådan politik til at lægge hindringer i vejen for den fri bevægelighed for handel, mennesker og kapital samt at afskære den rige verden fra den mere gemene hob. Succesen for en sådan politik er noget nær nul, simpelthen fordi globaliseringens teknologiske fremskridt ikke kan rulles baglæns. Kina og Indien kan ikke skubbes tilbage til økonomisk isolation, og folk rundt omkring i verden, hvorend de er, ønsker at forbedre deres økonomiske situation ved at migrere til rigere lande.

En sådan politik vil desuden være et strukturelt brud med den internationalisme, der ellers altid har været et fremtrædende mål for venstrefløjen (ofte dog mest fremført ved brud). Det vil svække væksten for fattige lande og det globale samarbejde, stoppe reduktionen af den globale ulighed og fattigdom og vil i sidste instans vise sig kontraproduktiv for de rige lande selv.

Drømmen om tilbagevenden til den gamle verden er meget almindelig, og vi er ofte (især senere i livet) henfalden til disse vaner. Men vi er nødt til at skelne mellem drømme og realiteter. Reel succes i vores tid kræver under de rigtige omstændigheder, at venstrefløjen fremkommer med et program, der kombinerer den daværende internationalisme og kosmopolitiske udsyn med stærk national omfordeling. Det må understøtte globalisering, forsøge at begrænse dens uretfærdige konsekvenser og styrke dens utvivlsomme muligheder for at udligne indkomster i verden.

Som Adam Smith skrev for mere end to århundreder siden, er udligning af økonomisk og militær magt også en forudsætning for opnåelsen af universel fred.

Denne artikel er en fælles udgivelse af Social Europa og IPS-Journal.