Socialdemokratiet står til venstre og går til højre

Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Hvor står Mette Frederiksen og centrum-venstre-partierne her, hvor et folketingsvalg rykker nærmere? Hvor står S-regeringen efter Mette Frederiksens åbning for en regering hen over midten? Er det en dødsdom over et fortsat centrum-venstre-projekt? Hvilke udfordringer og muligheder har det givet de øvrige centrum-venstre-partier SF, Enhedslisten og Radikale Venstre? Og hvad har de valgt at gøre? Disse spørgsmål vil blive analyseret og diskuteret i denne artikel.

Det korte overordnede svar på disse spørgsmål er, at det er Socialdemokratiets nye politiske projekt at stå politisk til venstre og gå parlamentarisk til højre. Det er den korte politiske formel for den socialdemokratiske nyorientering op til det kommende folketingsvalg, som statsminister Mette Frederiksen første gang annoncerede Grundlovsdag, da hun åbnede for at undersøge mulighederne for regering hen over midten. Siden har hun uddybet synspunktet på Socialdemokratiets sommergruppemøde, og det politiske koncept, som partier har lagt til grund for kampagner på de sociale medier, avisannoncer og outdoor-reklamer, der har prydet gader og togstationer siden midten af august.

Socialdemokratiet går til valg på en socialdemokratisk politik, der på lange stræk tænkes gennemført hen over midten sammen med borgerlige partier. Nærmere herom nedenfor. Socialdemokratiets valgoplæg at skaffe sig det stærkest mulige mandat hos vælgerne til at gennemføre en sådan socialdemokratisk ved så vidt muligt at trække dele af den borgerlige højrefløj mod venstre i bredt samarbejde.

Socialdemokratiet går til valg på at fortsætte som etpartiregering. Det er ifølge Mette Frederiksen, det bedst egnede redskab til at få gennemført mest mulig socialdemokratisk politik med skiftende politiske flertal, herunder en lang række politiske aftaler og forlig hen over den politiske midte. Får Mette Frederiksen mulighed for at fortsætte som statsminister, vil hun dog efter valget undersøge de politiske muligheder for at lade S-regeringen erstatte af en bredere regering, der politisk rækker hen over midten.

Når man hører om Mette Frederiksens nye politiske projekt, kommer man uvægerligt til at tænke på en bemærkning, som hun ofte har citeret afdøde Svend Auken for. Midt på vejen er der ikke andet end hvide striber og døde fluer. Men vel at mærke med Svend Aukens langt mindre kendte tilføjelse om, at ”resultaterne i et demokrati ofte skabes, når mennesker med forskellige udgangspunkter mødes midt på vejen og finder frem til fælles løsninger.”

Det er dette møde på midten for at finde fælles løsninger, som det i parentes bemærket aldrig rigt lykkedes for Svend Auken som S-formand at realisere, som Mette Frederiksen nu gør til sit politiske projekt for den kommende valgperiode.

Er der så et nyt politisk indhold i det nye projekt og Mette Frederiksens nye udmeldinger? Ja. Tilmed en hel del. Der er ikke tale om et helt nyt socialdemokratisk projekt til afløsning af det projekt, Socialdemokratiet vandt regeringsmagten på ved valget i 2019. Men derimod en afgørende ny formulering af dette projekt. Denne påstand vil med afsæt i en kort karakteristik af Mette Frederiksens 2019-projekt blive forsøgt begrundet i det efterfølgende.

Mette Frederiksens 2019-projekt

Da Mette Frederiksen dannede S-regeringen den 27. juni 2019, havde hun et klart politisk projekt. Et projekt med en plan for, hvor, hvordan og hvornår S-regeringen ville forandre Danmark i de efterfølgende 4 år. Det var en plan for politiske forandringer, der først og fremmest skulle gøre en forskel for de arbejderklasse- og mellemlagsvælgere, der havde bragt hende til magten i 2019. Politisk gik planen ud på at repræsentere først og fremmest dette klassegrundlag gennem en plan for Arne-pension, klimaindsats, stram udlændingepolitik og bedre velfærd.

Planen byggede således på en række klare politiske valg og prioriteringer. Det var alt andet end en tilfældighed, hvilke samfundsproblemer man ville sætte ind over for, og hvem S-regeringen ønskede at gøre en forskel for.

Det var samtidig en plan for, hvilke forandringer der skulle gennemføres. En plan med nøje udvælgelse af de politiske redskaber, der skulle bruges. Det vigtigste redskab var en ren socialdemokratisk mindretalsregering, der ville have politisk frihed til at gøre brug af skiftende parlamentariske flertalsmuligheder på forskellige politikområder.

Dernæst var det en plan for styrket og ændret politisk koordinering og styring af ministrenes indsats. Det skulle ske ved at styrke Statsministeriet i spidsen for arbejdet og ved, at Mette Frederiksen placerede Martin Rossen i en hidtil ukendt rolle som “stabschef” i Statsministeriet. Samtidig var det klare budskab til de enkelte ministre, at de skulle koncentrere sig om de prioriterede reformer. De løbende sager måtte for alt i verden ikke tappe al energi, tid og medieomtale. Det var grundrecepten for, hvordan en S-regering skulle blive i stand til at komme igennem med at gøre den ønskede forskel for partiets arbejderklasse- og mellemlagsvælgere.

I denne plan var de parlamentariske støttepartier tiltænkt en vigtig, men samtidig afmålt rolle. Over for vælgerne skulle navnlig SF og Enhedslisten udgøre den venstreflanke, der sørgede for at samle de, navnlig bedrestillede vælgergrupper op, når/hvis de var eller blev kritiske over for f.eks. den socialdemokratiske udlændingepolitik og en for fodslæbende ishockeystavs-politik på klimaområdet. Det betød ikke muligheder for at tiltrække vælgere for Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. Det betød samtidig socialdemokratisk åbning for at give visse mindre indrømmelser på disse områder. Denne del af planen lykkedes med al tydelighed med indgåelse af den politiske forståelsesaftale med de parlamentariske støttepartier. Ikke mindst i forståelsesaftalens store næsten tomme afsnit om de politikområder, hvor S-regeringen insisterede på at basere sig på at føre politik med oppositionspartierne, var et tydeligt vidnesbyrd om, hvem S-regeringen planlagde at føre politik sammen med. Også efterfølgende må denne del af planen siges at være lykkedes for S-regeringen. Både Enhedslisten og SF har på hver sin måde affundet sig pænt med denne rollefordeling og med rationeringen af deres politiske indflydelse på bl.a. udlændingeområdet.

Men det var ikke alt, der gik efter masterplanen. S-regeringen har kun delvist gennemført masterplanen, og her ligger på mange måder forklaringen på, hvorfor Mette Frederiksen har fundet det nødvendigt at gå i gang med at udarbejde et nyt politisk projekt for den kommende valgperiode. Lad os derfor i tur og orden se på den kun delvist gennemførte masterplan, den ændrede politiske situation og Mette Frederiksens tolkning af de seneste 3 års regeringserfaringer med henblik på bedre at kunne beskrive og forklare den nye udmelding og det justerede S-projekt.

Delvist gennemført masterplan

Det meste af det politiske kerneindhold i Socialdemokratiets masterplan op til folketingsvalget i 2019 er blevet gennemført, om end med det bl.a. på grund af Corona-epidemi og Ukraine-krig er sket med en masse forsinkelser. Trods de store udefrakommende dagsordener er det lykkedes for Mette Fredriksen at få ministrene og embedsværket til at fokusere så tilpas på de prioriterede valgløfter, at det er i vid udstrækning lykkedes for regeringen at spille ud med politik, der både har appelleret tilstrækkeligt til befolkningen og de politiske partier på Christiansborg, og dermed har jorden været gødet for at få politikken gennemført. Det gælder ikke mindst en række af de allervigtigste projekter: brede og smalle aftaler klimatiltag, Arne-pension sammen med støttepartierne og Dansk Folkeparti og flere penge end tidligere til velfærd ved de årlige økonomiaftaler med kommuner og regioner. Ikke alt har været lige ambitiøst. Langsommelighed på klimaområdet, stramme adgangskrav til Arne-pensionen og økonomiaftaler for 2023, der ikke just vakte jubel hverken i kommuner, regioner eller hos støttepartierne. Gentagne gange er der blevet lagt ekstra penge oven i ved finanslovsforhandlingerne med støttepartierne. De ekstra penge er gået til udvalgte velfærdsområder først og fremmest til minimumsnormeringer på dagtilbud, ældreområdet og akuthjælp til psykiatrien. Fagbevægelsen har fået nogle længe ønskede forbedringer af dagpengedækningen, hvis arbejdsmarkedets kernetropper må gå arbejdsløse nogle måneder.

Ifølge en opgørelse lavet af magasinet mandag morgen har S-regeringen fået gennemført 218 af sine i alt 365 valgløfter. 106 er påbegyndt i et vist omfang, mens kun 41 af de mange løfter er droppet helt eller mangler at blive gennemført. Modsat Helle Thorning Schmidt i 2015 går Mette Frederiksen ikke til valg med politiske anklager om en lang række løftebrud.

Det betyder imidlertid ikke, at Mette Frederiksen nu kan gå til valg på ’Missionen fuldført’. På en række af 2019-projektets kerneområder er S-regeringen endnu ikke nået i mål. Det gælder bl.a. klimaindsatsen.

Klimatempoet

Ikke mindst set med støttepartiernes øjne har klimaindsatsen haft for meget ishockey og for lidt tempo. I 2019 var det Socialdemokratiets plan at opnå vælgeropbakning fra bl.a. klimabekymrede blandt unge og byernes lidt bedre stillede mellemlag på at ville gøre en alvorlig indsats for klimaet først og fremmest sammen med de øvrige centrum-venstre-partier. Men bl.a. af hensyn til den nødvendige opbakning fra arbejderklassen (i provinsen), skulle det ske på måder så det gik mindst muligt ud over beskæftigelsen og trygheden for de økonomisk svagest stillede, og denne politiske linje er blevet fulgt, men med den politiske omkostning af det har trukket i retning af brede aftaler og et begrænset reformtempo.

Socialdemokratiet er derfor nødt til at overveje, hvordan denne politiske linje bedst kan videreføres. Ligesom ved 2019-valget er der en risiko for, at Socialdemokratiet ved at gå til valg på en fortsættelse af den hidtidige politik må afgive en del vælgere til bl.a. Enhedslisten og SF, der tilmed må forventes bruge en sådan vælgeropbakning til at skrue op for klimakravene til en kommende regering.

Mens det i 2019 var en overskuelig kalkuleret risiko at søge brede forlig om en klimapolitik, der ikke udfordrer hverken jobtrygheden eller kalder på gule vestes sociale protest, forekommer risikoen i dag betydeligt større. To forhold har nemlig ændret sig. For det første er banen nu kridtet langt grundigere op for en klimapolitik, der baserer sig på helt nødvendige private klimainvesteringer, hvor det politiske behov for brede aftaler er stort. For det andet er de lavthængende frugter med hensyn til at gennemføre en tryg og socialt bæredygtig klimaomstilling allerede plukket. Begge dele gør det sværere for Socialdemokratiet at føre troværdig klimapolitik i det tempo, mange centrum-venstre-vælgere ønsker.

Sundhed og psykiatri

Corona-indsatsen har på mange måder påvirket S-regeringens evne til at føre sundhedspolitik, herunder psykiatripolitik. Tusindvis af borgere fik og får fortsat udsat deres behandling og operationer. Mange måtte vente med at gå til læge eller speciallæge og få behandling i de perioder hvor smitterisikoen var stor. Nu her bagefter lider sundhedsvæsenet fortsat af følgerne. Ekstra mange skal behandles og plejes af et overbelastet sundhedspersonale. Først og fremmest har Corona epidemien sat ekstra fokus på den tiltagende personalemangel på sundheds-, psykiatri- og ældreområdet. Sundhedsvæsenets kapacitetsproblemer er blevet større under og efter epidemien. Epidemien har fungeret som et forstørrelsesglas, der har vist et afslørende og tydeligt billede af problemerne med at skaffe sundhedspersonale.

Alt imens problemerne med ventetider, personalemangel og manglende sammenhæng har vokset sig stadigt større, har det på både sundheds- og psykiatriområdet skortet på de lovede initiativer fra regeringens side. En beslutning om 1.000 flere sygeplejersker, der ikke er blevet til ret meget. Løfter om såkaldte nærhospitaler ikke mindst til de egne af landet, hvor der i dag er langt til det nærmeste sygehus, som de færreste har mærket ret meget til. En tiårsplan for at højne både kvaliteten og kapaciteten på psykiatriområdet har endnu ikke set dagens lys, selv om stadigt flere børn, unge og voksne lades i stikken. På grund af lange ventelister, for tidlig udskrivning eller fordi de ikke er tilstrækkeligt akut syge til psykiatrisk indlæggelse. Det har heller ikke just næret tilliden til den førte sundhedspolitik. Det er ikke så sært, hvis befolkningen har fået et billede af en underfinansieret sektor med dertil hørende underbemanding, arbejdspres og uacceptabel aflønning, som regering og folketing snart må gøre noget alvorligt ved.

Tilliden til den socialdemokratiske sundhedspolitik var ellers stor forud for Corona epidemien. Men i dag har tilliden lidt et alvorligt knæk. Den socialdemokratiske regering har stort set sat sin klare førerposition i forhold til de borgerlige på sundhedsområdet over styr. Lige efter folketingsvalget i 2019 foretrak 53 procent af vælgerne en socialdemokratisk regering på sundhedsområdet. Kun 20 procent foretrak en borgerlig. I dag er denne forskel skrumpet gevaldigt. I juli 2022 var der kun 44 procent, der foretrak Socialdemokratiet, mens de, der foretrak de borgerlige var steget til 34 procent. Forskellen er med andre ord skrumpet ind til ti procentpoint. Det viser en ny måling, som Epinion har lavet for Altinget.

Tilsvarende har udviklingen i forholdene på plejehjemmene under Coronaen formodentlig påvirket tilliden til regeringens ældrepolitik negativt.

Hvis Socialdemokratiet skal gøre sig håb om at vinde lige så mange vælgere på sin sundheds- og ældrepolitik som i 2019, synes det at haste med at reformulere den socialdemokratiske profil. Skal man dømme efter regeringens løse oplæg til rammeaftale om det psykiatriske område, kniber det stadig med at formulere attraktiv og troværdig sundhedspolitik. Først her i august har Socialdemokratiet indkaldt til politiske forhandlinger om en længe ventet 10-årplan for psykiatrien. Det er sket med et ukonkret oplæg til en flerårig rammeaftale, hvortil den endnu ikke er skaffet finansiering. Regeringen har ellers med inddragelse af en bred gruppe af interessenter forsøgt at forberede den psykiatriske 10-årsplan grundigt, bl.a. med udarbejdelse af et fagligt oplæg, der beskriver status og udfordringer på området og giver bud på, hvordan de opstillede udfordringer kan løses, herunder prioriteringen af dem og i hvilken rækkefølge. Men alligevel er det kun lykkedes for regeringen at komme med et relativt løst udspil til en bred psykiatriaftale i allersidste øjeblik, inden valgkampen for alvor tager over. Når man ser på de enorme problemer på hele det psykiatriske område og børne- og ungdomsområdet og socialpsykiatrien i særdeleshed, er det yderst tvivlsomt, om der kan lukkes en psykiatriaftale, der for alvor tager fat på problemer, inden et folketingsvalg.

Da både sundheds- og psykiatriområdet er områder, hvor der massivt mangler både penge og indholdsmæssige reformer, risikerer Socialdemokratiet derfor nemt, at disse områder bliver en alvorlig Akilleshæl for partiet ved det kommende valg. Hvis ikke den socialdemokratiske profil bliver skarpere, risikerer Socialdemokratiet at tabe vælgere på sundheds- og psykiatridagsordenerne.

Selv om regeringen tydeligvis har en række problemer på både klima- og velfærdsdagsordenerne, står regeringen overordnet set ganske godt på de fleste af de 2019-dagsordener, der var lagt politisk tilrette til at skulle gennemføres sammen med først og fremmest de øvrige centrum-venstre-partier. Derimod kniber det mere på de 2019-dagsordener, hvor S-regeringen overvejende har satset på politiske aftaler hen over midten. Det gælder især udlændinge, økonomi samt sikkerhed og forsvar.

I 2019 lykkedes det ganske vist regeringen at indgå en politisk forståelsesaftale med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, hvor disse partier mellem linjerne og med enkelte mindre undtagelser (f.eks. kvoteflygtninge) tillod regeringen af føre udlændinge- og integrationspolitik med de borgerlige.

Alligevel er regeringen ikke kommet ret langt på de to allerhøjest profilerede mærkesager på udlændinge- og integrationsområdet, nemlig et flygtningecenter i Rwanda og 37 timers ugentlig ’aktivitetspligt’ for flygtninge og andre, der ikke er selvforsørgende. Derfor opruster S-regeringen for øjeblikket på begge disse dagsordener. Der åbnes et lille såkaldt projektkontor i Rwanda. Der lægges (endnu engang) op til et bredt udlændingepolitisk forlig inklusive Rwanda. Der præsenteres nye udspil om forstærket (straffe)indsats over for kriminelle (udlændinge)bander, og der indkaldes til politiske forhandlinger med de borgerlige om 37 timers aktivitetspligt.

Parlamentarisk må Socialdemokratiet være fuldt bevidste om, at de borgerlige partier næppe ønsker at bidrage til at lukke disse socialdemokratiske flanker så tæt på et folketingsvalg, hvor de borgerlige har tænkt sig både at føre valgkamp på blå-blå udlændingepolitik og på at kritisere Mette Frederiksen for en magtfuldkommenhed, der rimer dårligt med brede politiske forlig. Derfor må disse initiativer først og fremmest ses som en politisk profilering over for vælgerne, der så efter et valg forhåbentlig kan bruges til at føre udlændingepolitik med en stor del af de borgerlige partier uden nævneværdig indflydelse til Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. Over for Radikale Venstre skal de mange udspil og tiltag her før valget formodentlig ses som et signal til Radikale Venstre om, at det bliver den og igen anden udlændingepolitisk linje, Sophie Gerhard Nielsen efter et valg skal rette ind efter, hvis hun skal gøre sig nogen som helst forhåbning om at komme til regeringsforhandlinger. Det er for Mette Frederiksen entrebilletten til enhver snak om en regering hen over midten.

Økonomi og inflation

På det økonomiske område er S-regeringen ikke kommet ret langt. Ganske vist har fortidens økonomiske reformer og gunstige økonomiske konjunkturer giver dansk økonomi en betydelig medvind med stadigt stigende beskæftigelse, som regeringen så har kunnet bryste sig af. Og ganske vist er regeringen kommet igennem med sin arbejdsmarkeds- og erhvervspolitiske håndtering af Corona-krisen uden større politiske skrammer. Men regeringen er reelt ikke kommet nogen vegne med som bebudet at føre en ny type økonomisk politik baseret på såkaldte andengenerationsreformer.

Det var i 2019 regeringens ambition at basere dele af sin økonomiske politik på andet end traditionelle arbejdsudbudsreformer såsom højere pensionsalder, lavere skat og forringede vilkår for borgere på overførselsindkomster. Det var dengang regeringen ambition at kunne løse hidtil uløste komplicerede sociale problemer på måder, der samtidig ville kunne bidrage til både vækst, beskæftigelse og forbedrede offentlige finanser. Men indtil videre er det kun blevet til hensigtserklæringer og et langsomtarbejdende kommissionsarbejde med økonomiprofessor Nina Smith for bordenden.

Hertil kommer som noget helt afgørende, at de økonomiske udfordringer har ændret sig drastisk siden 2019. Der er dukket to nye væsentlige økonomiske udfordringer op: høj inflation og manglende økonomisk råderum til bedre velfærd og nødvendige klimainvesteringer.

Høj inflation har historisk altid udgjort et politisk problem for den siddende regering. Men det kan hurtigt vise sig at blive et særligt stort problem for S-regeringen. Socialdemokratiet har historisk udebane, når der drev sorte skyer ind over den danske samfundsøkonomi, og høj inflation har bestemt ikke været nogen undtagelse. Tænk blot på slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor den årlige prisstigningstakt på over 10 pct., og hvor Anker Jørgensens regeringer måtte gennemføre en lang række finans- og stramninger, der set fra et lønmodtagerperspektiv ramte hårdt og socialt skævt.

Traditionel antiinflationspolitik vil uundgåeligt ramme nogle af de vælgergrupper, som Socialdemokratiet bygger sit politiske projekt på. For Socialdemokratiet udgør den høje inflation ganske enkelt et alvorligt og hastigt voksende tryghedsproblem for meget store dele af Socialdemokratiets potentielle vælgergrupper, som der må findes nye svar på.

Disse svar er ikke helt let at finde. Det er meget svært for S-regeringen at give en målrettet hjælp til alle de hårdest ramte grupper. Hjælpes der for meget og for bredt, uden at den ekstra købekraft suges op igen hos andre, kan hjælpen til de hårdest ramte hurtigt både komme til at belaste den offentlige økonomi og samtidig fungere som ny benzin på inflationsbålet. Regeringen kommer derfor hurtigt til at mangle økonomiske og politiske handlemuligheder og udsætter sig dermed let for kritik fra befolkningen.

Stillet over for inflationsudfordringen har S-regeringen derfor en oplagt politisk interesse i hurtigt at lægge op til fælles ansvar og handlen på tværs af den politiske midte. Både for at skaffe flertal for konkrete tiltag, men også ved at fedte de borgerlige grundigt ind i et fælles ansvar for at afhjælpe følgerne af inflationen for de dårligst stillede. Det er derfor naturligt, at Socialdemokratiet har valgt at placere sig til venstre med en ’ansvarlig økonomisk politik’, der samtidig satser på at hjælpe nogle af dem, der er hårdest ramt af de stigende priser, men afviser de borgerliges ’uansvarlige’ kasten ekstra brænde på inflationsbålet i form af skatte- og afgiftslettelser fra bund til (navnlig) top.

Sikkerhed og forsvar

Tilsvarende har den nye europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiske situation nærmest uundgåeligt kastet S-regeringen mere i armene på de borgerlige forsvarsforligspartier. Men ikke nok med det. Det er sket på en måde, så der til behovet for at føre sikkerheds- og forsvarspolitik med de borgerlige er knyttet et politisk behov for en langt bredere samarbejde hen over midten, der først og fremmest rummer klima/energi, offentlig økonomi og finanspolitik.

S-regeringen har med forsvarsaftalen om bl.a. langt flere forsvarsudgifter fået et øget behov for at føre økonomisk politik hen over den politiske midte. Den politiske aftale mellem S, RV, V, K og SF om fremtidens forsvars- og sikkerhedspolitik rummer ikke blot en enighed om at øge forsvarsudgifterne med (mindst) 18 mia. årligt fra 2035. Den rummer samtidig en aftale om en justering af den økonomiske politik i den kommende 2030-plan og i en revideret budgetlov. Her ændres politikken for udviklingen i den offentlige saldo, så den til enhver tid siddende regering vil kunne øge de offentlige udgifter mere end de nuværende råderumsberegninger tilsiger, men ikke mere end at der kun lige er beregnet plads til både forøgede forsvarsudgifter og de øgede velfærdsudgifter, der følger af at lade penge følge med, når der kommer flere ældre og børn.

Mettes magtfuldkommenhed

Ved starten af Corona epidemien nød Mette Frederiksen og regeringen godt af regeringens stramt styrede håndtering af epidemien. Effektivt blev sikringen af befolkningens og ikke mindst de svage ældres sundhed sat i centrum. Det sket tilmed, uden at regeringen og Mette Frederiksen fik alvorlige ridser i lakken for de uundgåelige negative følger af epidemien og epidemiindsatsen. Bl.a. ved flittig brug af trepartsaftaler blev der sikret penge til at holde hånden under medarbejdernes job og virksomhedernes arbejdskraft, og det medvirkede i høj grad til at både medarbejdere og virksomheder accepterede nødvendigheden af nedlukningerne.

I lang tid betød det, at regeringen og Mette Frederiksen succesfuldt kunne stå i spidsen for den løbende justering af Corona politikken ud fra sundhedshensyn, men med behørige hensyn til medarbejdere og virksomheder. Alt sammen skete det gennem meget brede aftaler i Folketinget, uden at hverken oppositionen eller støttepartierne var i stand til at formulere nævneværdig kritik.

Resultatet var, ikke mindst i starten af Corona epidemien, at Socialdemokratiets popularitet og ikke mindst tilliden til Mette Frederiksen som statsminister steg betydeligt. Ikke mindst Mette Frederiksens tydelige lederskab og styring og de mange pressemøder med hende som hovedfigur skabte en personalisering af den øgede opbakning til regeringens og Folketingets krisehåndtering. Til synlig irritation for den borgerlige opposition, der reelt var reduceret rollen som dem, der forgæves prøvede at finde et hår, der skulle fjernes fra en ellers god suppe.

Ganske vist havde det store økonomiske, sociale og menneskelige omkostninger at lukke store dele af samfundslivet. Men det lykkedes aldrig hverken for den borgerlige opposition eller for støttepartierne for alvor at påpege, hvordan Danmark kunne have undgået ’italienske tilstande’ med massiv smitte, sygdom og død, med væsentlig færre omkostninger. Det blev højest til spagfærdige ønsker om, at denne eller hin gruppe skulle hjælpes lidt bedre eller nyde godt at genåbningen lidt tidligere.

Netop på denne baggrund blev den såkaldte mink-sag de borgerlige partiers store chance for at vende denne udvikling. Det startede som en hastesag om sikring af folkesundheden i en tid, hvor både smitten og antallet af døde var begyndt at vokse eksponentielt i Danmark, og hvor smitten via minkfarmene var kommet ud af kontrol. Minkavlen indebar en betydelig risiko for folkesundheden, ja måske truede den tilmed med nye coronavarianter, der kunne skabe et ’nordjysk Wuhan’. Der var med andre ord opstået en situation, der i den grad kaldte på sundhedspolitisk handlen. Hurtig handlen.

Desværre blev de helt nødvendige sundhedspolitiske beslutninger som bekendt taget på en måde, hvor en overbelastet og stresset centraladministration begik en række alvorlige fejl, og det valgte Venstre og de øvrige borgerlige partier så at udnytte maksimalt til at omdøbe Mette Frederiksens på mange måder succesfulde coronaindsats til ’magtfuldkommen’ regeringsførelse, hvor Mette Frederiksen blev tillagt skylden for at lukke hele minkerhvervet midlertidigt ned og for at koste skatteyderne det tocifret milliardbeløb til minkavlerne som erstatning for dyr, ejendom og indtægtsmuligheder, som de blå partier selv ikke helt uden succes gjorde en ihærdig indsats for at skrue i vejret på skatteydernes bekostning.

Det er lykkedes de borgerlige partier med velvillig hjælp fra medierne at omdøbe et efter alles opfattelse helt nødvendigt sundhedspolitisk tiltag til en ’Mink-skandale’. Det har i lange perioder skygget godt og grundigt for S-regeringens planlagte dagsordener både i medierne og hos vælgerne. Samtidig har sagen om nedslagtning af mink for at sikre folkesundheden drænet statsministerens og regeringens politiske energi og stjålet tid fra de planlagte dagsordener, der gang på gang måtte udskydes.

Socialdemokratiets direkte svar på dette forsøg på politisk karaktermord på Mette Frederiksen har hidtil været at gøre alt for at tale selve ’mink-skandalen’ ned og fremhæve nødvendigheden af at slagte alle mink af hensyn til folkesundheden. Mere indirekte har svaret været at fremhæve S-regeringens mange brede aftaler og understrege, at nutidens socialdemokratiske udgave af ’vilje til magt’ og heraf måske også evne til magt, evnen til at gennemføre de ønskede samfundsforandringer er en helt legitim politisk bestræbelse, som Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vedkender sig at udøve ved at stå til venstre og gå til højre for at finde fælles brede løsninger. Om denne fortælling endnu formår at konkurrere med karaktermordshistorierne kan man godt tvivle.

Støttepartiernes muligheder

Det ovenfor beskrevne er indtil videre de politiske konturer af Socialdemokratiets nye politiske projekt. Det er den socialdemokratiske profil og politik, der kridter banen op for både den borgerlige opposition og de nuværende støttepartier.

Her skal der ses lidt nærmere på støttepartiernes reaktioner og muligheder. Sophie Carsten Nielsen og Radikale Venstre var inden Mette Frederiksens udmelding godt i gang med at kritisere hende og hendes etpartiregering for magtfuldkommenhed. Formålet hermed var ikke at skifte side til blå blokpolitik, men derimod at få den nuværende S-regering med centrum-venstre støtte afløst af en centrum-højre regering med langt mere radikal politik via radikal regeringsdeltagelse. Derfor havde Radikale Venstre omhyggelig valgt ikke at skyde så meget på Mette Frederiksen personligt, men nok så meget på hendes politiske projekt om en S-regering, der får gennemført mest mulig socialdemokratisk politik med skiftende politiske flertal på Christiansborg.

Med dette bagtæppe, et-parti-regeringen som den store magtfuldkommenheds-skurk, kunne Sophie Carsten Nielsen kun hilse Mette Frederiksens åbning for en flerpartiregering hen over midten velkommen. Uanset om hun reelt tror på Mette Frederiksen eller ej.

Men dermed ønskede Radikale Venstre ikke at erklære sig tilfredse og så blot arbejde videre som loyalt støtteparti sammen med SF og Enhedslisten, indtil Mette Frederiksen på et tidspunkt udskrev folketingsvalg. Det ville helt have afmonteret den radikale magtfuldkommenhedskritik, der nød stor opbakning i bl.a. det radikale bagland.

Herudover ville det komme på tværs af Radikale Venstres valgkampsplaner som politisk bannerfører for en politik og en regering hen over midten. Radikale Venstre har efterfølgende fremlagt et stort udspil til det, der efter de radikales opfattelse burde være det politiske grundlag for en kommende centrum-højre-regering med radikal deltagelse.

På denne baggrund er det måske lettere at forstå, hvorfor Radikale Venstre valgte at komme med den umiddelbart uforståelige melding om, at hvis folketingsvalget ikke er udskrevet inden 4. oktober, vil Radikale Venstre sammen med blå blok vælte Mette Frederiksen, selv om hun dagen efter vil være de radikales bud på en ny kommende statsminister i en centrum-højre-regeringen. Vi vælter Mette Frederiksen som magtfuldkommen statsminister for at få hendes tilbage som – må man forstå – ’politisk afluset’, mindre magtfuldkommen statsminister.

Hvis Radikale Venstre ender med at skulle gøre alvor af denne trussel, vil det ikke just være nogen nem position at skulle forklare de potentielle radikale vælgere i en efterfølgende valgkamp. Den i forvejen vigende radikale vælgeropbakning vil formodentlig ikke have alt for godt heraf. Så Mette Frederiksen kan formodentlig indstille sig på et politisk svækket Radikale Venstre efter et folketingsvalg.

Det regnede og satsede Helle Thorning Schmidt og hendes daværende højre hånd, Henrik Sass Larsen, også på i 2011. Men dengang forregnede de sig grundigt, da Margrethe Vestager mødte op i det ”Sorte tårn” med et stærkt vælgermandat i ryggen til at kræve blå økonomisk politik. Denne gang har Mette Frederiksen (og Pia Olsen Dyhr) tilsyneladende ikke helt så meget at frygte.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr har reageret helt anderledes end Sophie Carsten Nielsen. Pia Olsen Dyhr og SF tog ikke direkte stilling til, om Mette Frederiksens udspil var andet og mere end taktik og politisk spin. Ganske vist afviste Pia Olsen Dyhr straks (Berlingske Tidende 5. juni) Mette Frederiksens udspil som ’en teoretisk diskussion og en bogstavleg’. Men samtidig skulle hun i sin kritik tage hensyn til, at SF gerne vil med i regering efter et valg. Derfor benyttede hun lejligheden til at lancere det, som onde tunger med en vis ret kunne kalde SF’s egen bogstavleg, nemlig en centrum-venstre-flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Efterfølgende har Pia Olsen Dyhr fulgt denne tanke op i flere avisinterviews. Hver gang har hun fået en blank afvisning fra både Mette Frederiksen, Sophie Nielsen og Mai Villadsen. Det var og er bogstavleg. ”Det er så SF’s position, vi har en anden,” som Mette Frederiksen tørt konstaterede.

Endelig har Enhedslisten har været blankt afvisende over for det, som Mai Villadsen udnævnte som ’Mette Frederiksens frierier til højrefløjen’. Over for medierne har Mai Villadsen og Enhedslisten beskrevet Mette Frederiksens udmelding som en reel politisk trussel, som kun en stærk venstrefløj (læs et stærkt Enhedslisten) vil kunne mane i jorden. Kun en stærk venstrefløj kan tvinge Mette Frederiksen til en gentagelse af 2019-forhandlingerne med støttepartierne.

Enhedslisten ser således i dag sig selv som et bolværk mod Socialdemokratiets ’bal i den borgerlige’ og som frontløber for nye politiske forhandlinger om en styrket, udvidet politisk forståelsesaftale med S-regeringen efter et kommende folketingsvalg.

Alle disse politiske reaktioner fra støttepartierne har været helt efter bogen, og helt forventeligt peger de i vidt forskellige retninger. Enhedslisten og SF med hver deres versioner af et mere venstredrejet centrum-venstre-projekt og Radikale Venstres udmeldelse af centrum venstre (‘rød blok’) til fordel for en centrum-højre regering i form af en flerpartiregering hen over midten med en liberalistisk økonomisk politik som grundlag for en vis investering i klima, velfærd og uddannelse. Ikke just megen samling om et nyt centrum-venstre-projekt.

Fælles for SF og Enhedslisten har været, at de tilsyneladende begge bygger deres udmeldinger på en minimal tiltro til et alvorligt ment politisk projekt i Mette Frederiksens udmelding. SF og Enhedslisten deler tilsyneladende et fælles håb om, at Mette Frederiksens udmelding blot er politisk valgspin, mens Socialdemokratiets reelle politiske kurs fortsat forventes at blive lagt eller kunne presses til at blive lagt efter en fortsat centrum-venstre-politik.

Det store spørgsmål er imidlertid, om disse politiske håb og rygmarvsreaktioner gør regning uden vært. Den ovenstående analyse tyder på, at det er tilfældet, og at SF og Enhedslisten dermed overser det reelle politiske indhold i Mette Frederiksens nye melding.

Konklusion

Meget tyder på, at de borgerlige partier er ofre en slags irrationel modstand mod facts, hvor de kun hører det, de ønsker at høre, når de opfatter Mette Frederiksens nye udmeldinger som et rent taktisk forsøg på at splitte den blå blok yderligere. Når man som de borgerlige partier er fast besluttet på at føre valgkamp med et politisk karaktermord på Mette Frederiksen som ’magtfuldkommen’, kan det være svært at høre Mette Frederiksens åbenhed for at gå til højre efter politiske kompromisaftaler og måske tilmed en regering hen over midten som andet end indholdstomt politisk spin.

Men også blandt S-regeringens egne støttepartier synes der er trives en tilsvarende irrationel modstand mod at høre mere end det, man ønsker at høre. Her er det blot noget helt andet, man ønsker at høre. Hos SF er det, at der med Mette Frederiksens åbning for en bredere regering også åbnes for en bredere centrum-venstre-regering med mulighed for SF-deltagelse. Hos Enhedslisten er den selektive hørelse mindre udbredt. Grundig belært af tidligere erfaringer med et Socialdemokrati, der gør til højre og vender ryggen til venstrefløjsindflydelse, kan man godt høre, at der kan være alvor i Mette Frederiksens udmeldinger. Men alligevel har Enhedslisten lidt svært ved at høre Mette Frederiksens ret klare ambition om at sætte specielt Enhedslisten uden for politisk indflydelse på flere meget store politikområder.

På lange stræk lukker de blå partier og venstrefløjspartierne ørerne for det samme. Ingen af dem hører for alvor, at der er tale om et alvorligt ment og politisk forpligtigende nyt projekt, der på mange måder står og falder med det kommende folketingsvalg og de øvrige partiers efterfølgende reaktioner. Har de hørt det, venter de i hvert fald med at fortælle vælgerne om det til efter et folketingsvalg.

Derfor skal denne artikel læses som en slags whistelbloweradvarsel til både vælgere og centrum-venstre-partierne om, hvad der er det reelle underliggende indhold i Mette Frederiksens nye projekt: Interessér jer først og fremmest for det nye projekts reelle indhold, og lad al spinkritikken (som også sagtens kunne være berettiget) ligge. Hvor og hvor langt er I med på det nye projekt? Hvor vil I foreslå korrektioner og hvor vil I foreslå en helt anden vej? Lad os passe på fremtiden, som det nye socialdemokratiske valgslogan lyder. Og lad os så komme i gang med at diskutere, hvordan vi i fællesskab passer på fremtiden.