Af Benjamin Bilde Bak Boelsmand, mangeårigt medlem af SF’s landsledelse

SF har tilbragt de sidste tre et halvt år i en næsten perfekt situation: Man fik gennemført en masse politik gennem sit nære samarbejde med regeringen, men undgik at tage skylden for regeringens fejlskud og udlændingepolitik. Men nu står Danmark, venstrefløjen og SF i en ny situation: En flertalsregering mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Før man kan vide hvordan SF skal forholde sig til den nye regering bliver vi nødt til at finde ud af, hvilken regering der rent faktisk kommer til at fungere. Lige nu har vi kun set talerne og teksten i de glittede papirer, men hvad sker der faktisk, når regeringen begynder at vedtage love i Folketinget og benytte deres udøvende magt i ministerierne?

Sandheden er jo, at vi ikke ved, hvordan denne regering kommer til at agere. Hvor meget vil den samarbejde med os? Det er muligt, at den vælger at lave det meste uden SF. Det vil være skidt for Danmark. Men det skal i hvert fald ikke være os, der blokerer for, at vi kan samarbejde om progressiv politik. Derfor konstruktiv opposition. Hvis så man slår vores udstrakte hånd væk, jamen så slår vi igen.

En anden grund til den konstruktive tilgang er det grønne område: Klima- og biodiversitetskriserne er så akutte, at vi ikke kan vente til magten skifter med handling. Selvom det vil være noget lort, kan man godt vente til næste valgperiode med at få flere pædagoger eller lavere klasseloft. Men temperaturen stiger nu, arterne uddør nu og mange af de forandringer er irreversible. Derfor er der brug for forandring nu. Det er en afgørende grund til, at progressive grønne partier skal gå ind i forhandlingerne.

Jeg ser fem forskellige scenarier for regeringens ageren, som jeg tror er vigtige at overveje grundigt hver for sig.

Reformregeringen

Det første scenarie er det, som regeringen selv præsenterer som deres vision. Det er, at vi får en reformregering. En regering som er villig til at bruge sit flertal i Folketinget til at lave omfattende og gennemgribende reformer af det danske samfund med særligt fokus på den offentlige sektor. Der er gode grunde nok til at forsøge at være en reformregering.

Den såkaldte ”hængekøjeproblematik”, hvor dansk økonomi fra 2025-2065 har et strukturelt underskud på grund af befolkningssammensætningen: Mange børn og ældre og færre i den arbejdsdygtige alder til at betale skatteregningen. Det skal tænkes sammen med, at statsfinanserne kun er bæredygtige på sigt, hvis vi fortsætter med at hæve pensionsalderen. En praksis som venstrefløjen hele tiden har været imod, og som også i valgkampen mødte kritik fra andre dele af Folketinget.

Oven i de strukturelle underskud, der sætter store begrænsninger på, hvor mange penge der at lave ny politik for, så ser vi ind i en lang række kriser: Klimakrisen, biodiversitetskrisen, en sikkerhedspolitisk krise med Ruslands og Kinas ageren, sundhedskrise med rekrutteringsproblemer og udgiftspres og ikke mindst en trivselskrise blandt børn og unge, som er nem at konstatere, men svær at løse.

Hvis vi skal have økonomiske midler til at løse de mange udfordringer, vi står over for, kræver det øgede indtægter til statens økonomi. Kort sagt kan man gøre det på tre måder: Skattestigninger, arbejdsudbud eller nedskæringer på det offentlige forbrug. Skattestigninger er oplagte at pege på for venstrefløjen – især hvis de rammer høje indtægter, formuer eller klimasvineri – men desværre er der ikke andre partier i folketinget, der ønsker at kigge i den retning. Og derfor er det oplagt for en regering at forsøge at reformere sig ud af problemerne med en kombination af arbejdsudbudsreformer og målrettede nedskæringer, der vil blive forsøgt solgt som omstruktureringer.

Hvis det lykkes for regeringen internt at blive enige om retningen på reformerne og præsentere nogle forhandlingsudkast, som giver mening, så mener jeg, at det er afgørende, at SF sætter sig til forhandlingsbordet og med åbent sind forsøger at spille ind i reformerne. Det skal SF, fordi der er oprigtigt gode grunde til at kigge på dansk økonomi på længere sigt, og fordi jeg slet ikke er i tvivl om, at Venstre og Moderaterne er villige til at skære både hårdt og dumt på velfærden, og det er vi forpligtede til at prøve at forhindre.

Teknokratregeringen

Det andet scenarie er en teknokratregering, eller man kunne måske kalde det en tomgangsregering. I dette scenarie lykkes det ikke for regeringen at konkretisere deres store ønsker om reformer til politiske forslag, der kan blive behandlet i Folketinget. De mange nedsatte kommissioner og råd resulterer enten i meget små ændringer i eksisterende lovgivning, i store reformforslag, som regeringen ikke internt kan finde opbakning til eller i uforpligtende hensigtserklæringer og sigtelinjer.

Hvis det bliver virkeligheden, så står vi som samfund stadig med de samme udfordringer, men uden løsninger i et folketing, der reelt set bliver handlingslammet, fordi det bliver umuligt for oppositionspartierne at lave flertal uden om regeringen. Her ser jeg en stor risiko – eller chance afhængigt af øjnene der ser – for et radikaliseret civilsamfund, hvor de samfundsgrupper, som føler sig ignoreret og tilsidesat i endnu højere grad vil frustreres over politik generelt og midterregeringen mere konkret.

I det tilfælde er det afgørende, at SF engagerer sig i bevægelserne og politiserer den frustration som almindelige mennesker retfærdigt føler. Ligesom man lykkedes med at tage en generel kamp imod børn og unges psykiske utryghed og konkretisere den i kampen for gratis psykologhjælp til børn og unge. Og ligesom man lykkedes med at tage en generel kamp med afsæt i utilfredshed med situationen i mange daginstitutioner og konkretisere den i kampen for minimumsnormeringer. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort og kræver et ægte engagement i de folkelige bevægelser fra såvel nationale og lokale parlamentarikere som menige medlemmer.

Til gengæld vil en succesfuld indsats her have en lang række positive resultater. For det første vil det fastholde opbakning til politik generelt og parlamentarisk politik mere specifikt. Det er helt afgørende i et demokrati som det danske, at borgerne har en opfattelse af, at deres problemer bliver forsøgt løst i det politiske system. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at Danmark er et bedre land, når der er opbakning og tillid til politik. For det andet vil det skabe større opbakning til SF og venstrefløjen til venstre for S, hvis almindelige mennesker oplever, at det er os, der tager deres bekymringer alvorligt og skaber løsninger ud af frustrationer. For det tredje kan det være med til at politisere og radikalisere store befolkningsgrupper på en måde, der presser S til at opgive en fejlslagen centrumregering til fordel for et klart centrum-venstre-alternativ.

En anden opgave i forhold til en teknokratregering bliver at kvalificere de djøffede forslag, der vil komme fra departementer og partiernes egne tænketanke, med erfaringer fra hverdagens eksperter, der skal leve med reformer og forandringer i virkeligheden. Det er en opgave, som vi fejlede spektakulært med i S-R-SF-regeringen fra ’11-’14. Her overhørte vi advarsler fra folkeskolelærere i forhold til lov 409 og skolereform, og vi overhørte advarslerne fra socialrådgivere i forhold til førtidspension- og fleksjobreformen. Det er en fejltagelse, som det er afgørende, at vi aldrig gentager – uanset om vi sidder i regering eller ej.

Den borgerlige regering

Det tredje scenarie er, at SMV-regeringen ender med at føre traditionel borgerlig nedskæringspolitik. Mette Frederiksens socialdemokrati sælger ud af al politikken for at kunne holde på ministerposterne og den magt, der følger med. I dette tilfælde, hvor regeringens konkrete lovforslag bliver nedskæringer, privatiseringer og forringelser uden en målsætning om også at forbedre velfærden på andre områder, er det nemt men utilfredsstillende at finde en politisk strategi.

I det tilfælde skal SF være garanten for et troværdigt venstreorienteret alternativ til regeringens politik. Partiet skal byde enhver utilfreds socialdemokratisk vælger velkommen med et klasserent og klimarent alternativ til borgerlig politik på socialdemokratiske stemmer. Det er selvfølgelig en presse- og mediestrategi, men der må også medfølge en parlamentarisk strategi om at bruge det faktum, at SF er det parti til venstre for Socialdemokratiet, som sidder i langt de fleste forlig, og dermed har muligheden for at begrænse, udskyde og afvise de forligsbundne ændringer, som regeringen vil stå fast på. Den position giver en oplagt mulighed for at stå som velfærdens og solidaritetens forsvarere mod en borgerlig regering i rosenrøde fåreklæder. Det vil i øvrigt også vise værdien af de senere års klare strategi om at indgå i forlig om muligt. En strategi som Enhedslisten flittigt har brugt til at kritisere SF, men som nemt kan vise sig at være afgørende for venstrefløjens muligheder for at påvirke politikken under den nuværende regering.

Den socialdemokratiske regering

Det fjerde scenarie er drømmescenariet. Et svækket Venstre og et rådvildt Moderaterne bliver kørt midt over af et stærkt Socialdemokrati, som får lov til at sætte dagsordenen i en regering, der er drevet af det, som Henrik Dahl kalder velfærdsideologien. På trods af fine ord om frihed og effektiviseringer vil regeringen finde løsninger i en stærk stat og med den offentlige sektor som værktøj – præcis som man gjorde under Corona-krisen. Venstre lader sig spise af med penge til vicestatsministerens forsvar og symbolpolitiske sager for baglandet som generationsoverdragelsesskat og gymnasiefordelingen. Moderaternes politiske program bliver aldrig rigtig konkretiseret med en Lars Løkke, der rejser rundt som udenrigsminister og ender som fragmenterede særstandpunkter, nu hvor man er lykkedes med det primære projekt – en SMV-regering.

I dette tilfælde minder SF’s opgave meget om opgaven, hvis det bliver en ægte reformregering. Vi skal trække tingene rødere og grønnere. Det bliver den altoverskyggende opgave. Men der bliver også en opgave med at udfordre socialdemokraternes statstænkning. Tilbage fra ungdomsoprøret og med inspiration fra Jugoslaviske eksperimenter med decentralisering og selvforvaltning igennem slut-70’erne og 80’erne har der i SF været en stærk tradition for at stille spørgsmålstegn ved, om staten nu også er den bedste til at løse alle problemer. Det er en position, der sjældent har været nem at få gennemført mellem systemtænkende socialdemokrater og kommunister. Men det er også en position, der vejrer morgenluft, og som der er et potentiale for at få noget på i disse tider. Hvis det er muligt at finde enighed og fælles fodslag i Alex Vanopslagh-Jacob Mark-aksen for mere frihed, sådan at fokus hverken bliver privatiseringer eller offentlig vækst, men derimod lokale løsninger og decentral selvforvaltning, så tror jeg, det bliver muligt at presse en regering, der ikke har et særligt stærkt ideologisk og idépolitisk fundament at stå på.

Tonserregeringen

Dette scenarie handler i modsætning til de andre ikke så meget om regeringens politik, men om deres parlamentariske stil. I de fire øverste scenarier søger regeringen forhandlinger og forlig. Men hvad hvis regeringen udnytter, at den er en flertalsregering til at ignorere resten af Folketinget og smadre løs på den måde, VKO gjorde i 00’erne, når de var allermest selvtilstrækkelige? Alle aftaler klappes af internt og stemmes igennem i salen uden øvrige forhandlinger og uden at lade andre partier indgå i forligene.

I det tilfælde bliver det, som i ”Den borgerlige regering” afgørende at præsentere et klart alternativ til regeringen, som er både rødere og grønnere end det som regeringen leverer. Det vil formentlig slet ikke komme til at være en udfordring. Men det vil også være nødvendigt at angribe regeringen for, med et overbrugt ord, at være magtfuldkommen. Det er en spillebane, som i forvejen er kridtet rigtig fint op, så det er nemt at spille på den, men det er også farligt. For ligesom jeg under ”Teknokratregeringen” har understreget betydningen af, at der er opbakning til det parlamentariske demokrati i Danmark, mener jeg også, at det er en meget vigtig overvejelse her. Modstanden mod regeringens stil skal være konstruktiv og pege frem mod en bedre måde at føre politik på i stedet for bare at understøtte fortællingen fra konspirationstosser, antivaxxere og den ekstreme højrefløj.

De store dilemmaer

De fem ovenstående scenarier er kun arketyper. Virkeligheden bliver noget mere rodet og uforudsigelig. For eksempel er det ganske sandsynligt, at man vil se regeringen opføre sig på meget forskellige måder i de forskellige ministerier. Både på baggrund af ministerens parti og temperament, men også på baggrund af stofområdet. Måske bliver det endda dette kaos, som kommer til at være regeringens undergang, hvis de ikke selv kan finde rundt i strategier og mål. Derfor tror jeg ikke, at man vil se en entydig strategi fra nogle oppositionspartier i forhold til regeringen. Det vil alt sammen være afhængigt af sagen, ministeren, forligene og den offentlige debat. Præcis som det plejer at være.

En anden ting, som er præcis, som det plejer at være, er, at der kommer nogle svære dilemmaer, hvor modstridende interesser mødes, og hvor der kan argumenteres for både at gå med i en aftale og lade være. Det tydeligste eksempel er regeringens insisteren på, at man kun kan være med i forsvarsforliget, hvis man er med til at afskaffe store bededag først. Efter det andet nationale kompromis i starten af marts har det stået klart, at SF ønsker at være med til at tegne retningen for dansk forsvarspolitik. Så det vil være en kæmpe bet, hvis man må stå uden for et forlig, efter at man har lagt sin troværdighed bag den kommende oprustning. På den anden side er det lige så klart, at det vil være enormt svært for ”ro på”-partiet at sige til danskerne, at de skal arbejde mere og ofre en feriedag samtidig med at regeringen bruger milliarder på topskattelettelser. Heldigvis har det vist sig at, selvom oppositionspartierne ikke er enige om meget, så har de vist sig ekstremt uvillige til at spille med i regeringens julelege. Forhåbentligt betyder forløbet om store bededag, at der bliver færre af den slags i fremtiden.

Men selvom vi kan håbe på færre tossede koblinger fra regeringen, er det næppe sidste gang SF eller de andre oppositionspartier kommer til at stå i et svært politisk dilemma med denne regering. Og det er jo nok i virkeligheden disse situationer, man vil blive bedømt på. Forhåbentlig har de fem ovenstående scenarier givet et indblik i overvejelser, der er relevante og de muligheder, som jeg ser for SF i den kommende regeringsperiode.