Putins anakronistiske krig. Interview med Bertel Heurlin.

 

Af Carsten Jensen, medl. af Kritisk Debats redaktion.

Landkrig, europæiske konflikter og forholdet mellem Rusland og Kina er igen kommet helt op på toppen af dagsordenen, siger Bertel Heurlin, der er professor emeritus i Statskundskab og har et meget omfattende forfatterskab af bøger og artikler om international-, sikkerheds- og forsvarspolitik bag sig. Han er fortsat ansat på Københavns Universitet (KU) som leder af China Security Studies på Center for Militære Studier.

Interviewet handler ikke om de dagsaktuelle krigshandlinger, flygtningesituationen eller forsøgene på at støtte den ukrainske selvstændighedskamp. I stedet handler det om de store linjer bag den aktuelle konflikt. Først og fremmest karakteriseres den aktuelle situation gennem en genkomst af de ovennævnte temaer. Dernæst fremstilles en række problemstillinger med udgangspunkt i Ruslands globale position og interne situation i dag før der afsluttende ses på, hvordan USA begrænser Ruslands handlerum.

Interviewet blev foretaget den femte maj og redaktionen afsluttet den 18. maj, 2022.

Fortidens genkomst

(CJ:)Vladimir Putin har med beslutningen om at invadere Ukraine skabt noget, der nærmest kan kaldes en undtagelsessituation i Europa. I kølvandet på invasionen har vi fået den største flygtningekrise i regionen siden Anden verdenskrig og et meget stort kompleks af økonomiske sanktioner over for Rusland. Hvor stor er krisen i et historisk perspektiv?

(Bertel Heurlin) Den russiske invasion af Ukraine udgør et sæt begivenheder, der er meget afgørende. Man har brugt udtryk som et ’Zeitwende’, et paradigmeskifte i international politik eller en ny tidsalder, hvor demokratier og autoritære stater står direkte over for hinanden. Vi kan sammenligne med en dato som 11. september 2001 eller anvendelsen af atombomber i Japan i 1945. Vi taler i hvert fald om noget, der er større og vil trække længere spor fremover end fx finanskrisen i 2008.

Vi var mange tilbage i februar, der mente, at krigen ikke ville komme. Det ville være for tåbeligt af Rusland. Men nu er den her på Putins foranledning, og så må vi jo søge at sætte den i kontekst. I forhold til en begivenhed som 11. september, 2021 er det vigtigt at pege på den forskel, at det dengang først handlede om en ikke-statslig aktør (Al Qaida), der angreb en angreb en stat (USA) og efterfølgende om det internationale samfunds angreb på en ikke-statslig aktør. Denne gang er det en krig direkte mellem stater. Det er potentielt en meget større, ’farligere’, slags konflikt.

Der har været en del væbnede konflikter siden 11. september, 2001. Alene Rusland har fx været i krig i krig med Georgien i 2008, annekterede Krim-halvøen i 2014 og blandede sig på en temmelig afgørende måde i borgerkrigen i Syrien i 20015. Disse begivenheder har alle været set som særlige Hvorfor mener du, at begivenhederne i 2022 adskiller sig fra de øvrige russiske interventioner?

Der er især tre forandringer forbundet med Putins krig i Ukraine, der gør, at vi med rette opfatter den som noget særligt. Jeg kan kalde disse forandringer for genkomster, for det er nogle fænomener, der tidligere har været kendte, men som nu er blevet genopvækket og har fået ny betydning.

Den første genkomst er den anakronistiske måde, som krigen bliver udkæmpet på. Vi skal tilbage til verdenskrigene for at finde noget tilsvarende i Europa. Russerne har tidligere vist, at de er gode til moderne hybridkrig, hvor man kombinerer fx cyperindsats, brug af ’små grønne mænd’ og lignende, men her har man grebet tilbage i historien.

I dag bliver der igen ført ’land-mod-land-krig’ i Europa. En krig der drejer som om territorium og om, hvor grænser skal gå. Der er indledt noget så gammeldags som en erobringskrig fra Putins side. Den passer mildt sagt ikke til den verden, som opstod efter anden verdenskrig, hvor afkolonisering skabte over 100 suveræne stater baseret på grænser, som mere eller mindre vilkårligt var trukket af koloniherrerne. De mange nye staters nationsopbygning skabte en situation, hvor fastholdelse af grænser blev en ny international norm, uanset grænsernes vilkårlighed. Opdeling af lande har globalt fundet sted, men mest på fredelig vis.

Det handler også om de midler krigen bliver udkæmpet med. Vi ser en delvis forældet erobringskrig primært på landjorden. Der angribes med artilleri, byer beskydes med missiler. Der angribes ikke alene militære mål, men også civile. Det er kort sagt en genkomst af en gammeldags krig i Europa.

For det andet er der udviklingerne på europæisk plan. Krigen indebærer en genkomst af træk fra et gammelt Europa, som i hvert fald siden Anden verdenskrig har syntes gemt bort af historien. Regionens store lande var tidligere egentlige verdensmagter. Men med slutningen af 2. verdenskrig blev Europa delt mellem USA og USSR og først helet efter den kolde krig, men fortsat beskyttet af USA. Nu ser det imidlertid ud til, at Europa kan vende tilbage med en større strategisk autonomi.

Baggrunden er, at Tyskland er ved at gøre sig til en egentlig stormagt på globalt plan, en ’World power’. Allerede den 27. februar annoncerede Tysklands kansler Olaf Scholtz store ændringer. Tyskland er verdens fjerdestørste økonomi, men har ikke haft nogen militær dimension, der kunne matche den økonomiske størrelse. Beslutningen den 27. februar gjorde Tyskland til en normalstat med omfattende militær oprustning. Tyskland har kastet skyldsproblemet af sig ved konsekvent at ændre sin udenrigs-, sikkerheds og -forsvarspolitik.

Det vil også sige, at Europa bliver mere autonomt på baggrund af en massiv ændring i retning af styrket militær indsats. Tyskland fremmer sin egen genkomst som ’normal stat’ efter næsten firs års selvpålagte begrænsninger som følge af skyldfølelsen efter 2. verdenskrig. Det giver helt nye muligheder i Europa, hvor der kan opstå et nyt tysk-fransk lederskab, men også gnidninger. Med det nye Tyskland i spidsen kan EU fremtræde som en magt, der ikke alene er økonomisk funderet, men som nu også bliver militær stormagt.

For det tredje er det problematiske forhold mellem Rusland og Kina blevet genopvækket. De to lande var ellers blevet tætte venner. Her skal man lægge mærke til en anden dato, der ligger før selve invasionen – men selvfølgelig indenfor den periode, hvor Rusland havde begyndt dets opmarch af militære kræfter i områderne op til Ukraine. Den 4. februar, under vinterolympiaden i Kina, offentliggjorde Kina og Rusland en fælles erklæring, en traktat om venskab og partnerskab. Det kinesisk-russiske forhold blev beskrevet som bygget på klippegrund og uden grænser. Væk var minderne om den krig de to venskabsnationer udkæmpede mod hinanden i 1969. Det nye aftalepapir prøver at forbinde dem med hinanden på tværs af politiske uenigheder og interesser.

I mere end et århundrede var Kina under direkte indflydelse fra Vesten. I perioden fra 1842 til 1949 var Kina under pres af mange forskellige former, der indeholdt krig, besættelser og erobringer af dele af det gamle Kina. Dengang var Rusland med i ’den imperialistiske lejr’. Også denne fase ses der imidlertid bort fra i et papir, der lægger vægt på deling af fælles historie, kulturelle traditioner og et værdifællesskab.

På mange måder er de to lande imidlertid hinandens modsætninger. Hvor Rusland i en del år har været et stagnerende samfund, har Kina været i vækst og forandring. Det kinesiske kommunistparti har kunnet forlade sig på, at den økonomiske fremgang har kunne legitimere partiets egenrådige ledelse og den deraf følgende mangel på demokrati og selvbestemmelse for kineserne. I forhold til det øvrige internationale system vil Kina have mere indflydelse, men sigter angiveligt ikke på en bliver en ’leder’, sådan som USA har været og stadigvæk er. Kina vil angiveligt heller ikke selv bruge militær magt, hvilket jo står i skærende modstrid med, hvordan Putins Rusland fortolker sin rolle i verden. Disse potentielle uoverensstemmelser kunne Putin og Xi snakke hen over under olympiaden.

Putins angreb på Ukraine ændrede imidlertid offentligt og i praksis på billedet af den store forbrødring mellem de to nationer. Kina er enigt i, at krigen skal tilskrive Vestens fremdrift i Ruslands nærområder. Men i FN har det ikke stemt sammen med Rusland i spørgsmålet om fordømmelse af invasionen. Det har allerede svigtet den nære ven, uden dog at gå så langt som til at stemme sammen med USA. I stedet afholdt de sig og viste derved en afstand til begge parter.

Kina ser stadig i princippet FN’s medlemslande som ukrænkelige. På den måde er både Putins krigsmål om ’befrielse’ af russerne i Donbas-regionen og retten til at starte et regimeskifte i Ukraine, så ’nazisterne’ sættes fra magten, i skærende modsætning til Kinas politik. Xi satser nu klart på at få stoppet Putins krig.

Europa er blevet hårdt ramt på forskellig vis af Putins intervention. Vi har fået inflation, flygtningekrise og sikkerhedskrise. Og er blot nogle af de nye udfordringer. Men er der også konstanter i den usikre situation, som Europa står i for tiden. Hvad ligner, og hvad ligner ikke, tidligere kriser?

Det vigtigste er, at USA’s fremtræder som verdens mest indflydelsesrige stat, også selvom ikke alle anerkender, at der stadig skulle være unipolaritet i det internationale system med USA som supermagten.

USA er en supermagt i tilbagegang i den betydning, at landets forspring overfor konkurrenterne mindskes i disse år, men det er ikke fordi USA svækkes i absolut forstand. Forholdet er, at der er andre, der vokser økonomisk og militært hurtige end USA. USA er dog stadig primus inter pares.

Den vigtigste årsag til USA’s relative tilbagegang er Kinas vækst i særdeleshed og Asiens i almindelighed. Halvdelen af verdens befolkning bor i Asien og to tredjedele af verdensøkonomien og af verdens økonomiske vækst finder sted i denne region. Derfor er det helt store globale konfliktpotentiale forholdet mellem USA og Kina. Det har den aktuelle konflikt mellem Rusland og ’Vesten’ omkring Ukraine ikke ændret.

Det kan være svært at bevare overblikket, når store begivenheder følger hinanden i så hurtig rækkefølge. Hvad ser du som de afgørende begivenheder i den aktuelle krise?

I februar offentliggjorde USA deres såkaldte ’Indo-Pacific Strategy’. Det er et dokument, der udstikker de store prioriteringer af udfordringer for USA i denne region. Fundamentalt handler det om, at USA stadig vil være en asiatisk magt. Det er bemærkelsesværdigt, at den udpeger denne region som den vigtigste forude. Fremtiden for USA’s strateger handler mest om Kina og Indien. Rusland er ikke medtaget i denne klasse!

Strategien blev offentliggjort midt under den aktuelle krise. Det viser også, at USA fortsat tænker strategisk på den store rivalisering i forholdet til Asien midt under en ’europæisk’ krise. Ukrainekrigen skal ses som en krig mellem demokrati og autokrati, som har fået en ny og afgørende dimension ved at demonstrere at demokrati ikke blot er en regeringsform, men en et gode, en værdi, som et folk er parat til at give livet for at bevare. Den fundamentale konflikt er imidlertid den amerikansk-kinesiske rivalisering globalt og i Asien.

Præsident Bidens midlertidige Nationale Sikkerhedsstrategi fra marts 2021 udtrykte, at USA stadig er en ’verdensleder’, der søger at fremme demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Det vil sige, at det stadig handler om den ’nye verdensorden’, der blev lanceret ved indgangen til 1990’erne. Her har USA ikke ændret sin overordnede strategiske vision for en global fremtid under dets lederskab.

Rusland i går og i dag

Hvordan ser du på Sovjetunionens sammenbrud i den sammenhæng? Det var selvfølgelig en proces, der især handlede om de direkte berørte stater og befolkninger, men det var også et sæt begivenheder, der blev fulgt med en vis ængstelse i omverdenen. Spørgsmålet var, om sammenbrusprocessen ville føre til åbne interne konflikter, der kunne brede sig til omverdenen. Hvordan ser du på sammenbruddet i dag?

Sovjetunionens sidste dage gav verden en positiv overraskelse. Imperiet gik ind i en frivillig og overvejende fredelig opløsningsproces. Det viste, at et imperium også kunne gå i decline with grace, som fredsforskeren Johan Galtung sagde. Under Gorbatjov gav Sovjetunionen afkald på sit ’imperium’: Vietnam og Afghanistan, som man trak sig tilbage fra. De europæiske Warszawa-pagtlande blev også sat fri, i Honeckers tilfælde med det nogle efterfølgende kaldte et ’dødskys’ fra Gorbatjov.

Under Boris Jeltsin erklærede Rusland sig ’selvstændigt’. En anden måde at sige på, at de ikke-russiske dele af unionen fik deres ’frihed’. Ukraine, Belarus, Moldova, Georgien og de centralasiatiske republikker. Under Den kolde krig kunne man hævde, at Sovjetunionen, og dermed Rusland, var omgivet af ’lutter fjendtlige kommunistiske lande’, nemlig de undertrykte østeuropæiske lande og Kina. Denne situation blev nu gentaget. Mange af de frigivne lande tilsluttede sig hurtigt vestlige institutioner som EU og NATO. Rusland blev omringet af vestlige lande.

Putins vigtigste bekymring med opløsningen af Sovjetunionen var, at 25 millioner russere blev efterladt uden for den nye ’Russiske føderation’. Det vil sige i lande, hvor de pludselig var kommet til at udgøre mindretallet.

Vesten tog initiativer til at udbrede NATO, men først en del år efter, at Sovjetunionen havde trukket sig frivilligt tilbage. I 2007, 2008 og 2014 tog Putin skridt, der skulle modvirke disse ændringer.

I starten af 1989 var Rusland kernestaten i det sovjetiske imperium, der på sin side var en af de to absolut stærkeste magten på jorden. Siden er der sket meget. Hvor ser du Rusland i det internationale hierarki i dag?

Rusland er i dag arealmæssigt verdens største land, dobbelt så stort som USA, Kina og Canada. Befolkningen er stor (der er i dag 144 millioner indbyggere), veluddannet og forholdsvis velfungerende, men befolkningsantallet er i tilbagegang.

Samtidig er Rusland det ressourcerigeste land i verden, hvis vi ser på de naturlige forekomster. Det mangler dog teknologi til at få det fulde udbytte af disse. Det vil forudsætte et samarbejde med Vesten eller Asien, hvis Rusland skal fremskynde udviklingen af teknologier mærkbart på kort sigt. Rusland har groft sagt nærmet sig en slags tredje verdensøkonomi i den forstand, at det er gået fra at være en stor industrination under Den kolde krig til i dag at være en overvejende råvareproducerende og -baseret økonomi.

Rusland har med andre ord ikke kunnet udvikle sig økonomisk på samme måde som andre store lande siden Den kolde krigs slutning. Her har man nemlig også startet en udvikling bort fra ’industrialismen’, men til forskel til Rusland, der er gået ’baglæns’ mod de primærøkonomiske råvarer, er man her gået fra de sekundære industrivarer til den tertiære service-/videns-økonomi.

Militært har Rusland sat en ny udvikling i gang. Man har udviklet en ny militær doktrin – den seneste er fra 2021 – der skal svare på hvilke former for krige, man skal kunne kæmpe og mod hvem. Rusland har gjort sig parat til krig med et aktivt forsvar og gjort sig klar til bevægelser ind i fjendes territorium. Man har planlagt angreb på infrastrukturer, soldater og baser. Men Rusland har – som det ser ud her i maj 2022 i Ukraine – ikke helt været i stand til at omsætte disse planer til virkelighed.

Politisk har Putin søgt at udvikle nogle ’sandheder’ og fortællinger, som man kan bygge nationalt sammenhold op omkring. Han har fx hævdet, at Rusland er et offer for vestlige forsøg på destabilisering. Herunder forsøg på at underminere landets alliancer med angivelige nære venner – som dog på deres side ofte ser på Rusland som en fjendtlig magt.

Putin har hævdet, at ’Ruslands kulturelle suverænitet er blevet krænket’. Fascister og nazister er igen begyndt at udsprede propaganda mod russerne. Omvendt mener han, at Rusland har fundamentalt ’fredelige værdier’, men at der føres kampagner for at erstatte disse med vestlig kultur og vestlig dekadence, der vil svække den historiske russiske arv af åndelighed og moral. I dette univers er Sovjetunion en kommunistisk fortid, som man skal lægge bag sig. I stedet skal man bygge på traditioner fra Rusland før Sovjetunionen. Derfor ser man sig også som en nation, der står i modsætning til Vesten.

Det samlede resultat af alt dette er, at Rusland er en regional magt, hvor engagementet i Syrien skal ses som et forsøg på at få et ’globalt’ image. Men Rusland har ingen egentlig international opbakning udover den syriske præsident Bashar al Assad og Belarus og enkelte andre: Nordkorea, Eritrea. Syrieneventyret skal give indtryk af, at Rusland kan optræde ’stormagtsagtigt’ på den globale scene, men selv i Syrien er dets indflydelse uden for dets baser meget begrænset. Rusland er altså på trods af størrelse, befolkning ressourcer og militær styrke ikke en afgørende kraft i det internationale system. Det er ret beset faldet ned i en gruppe af stater, hvor det slet ikke er på niveau med USA, men heller ikke med Kina og Indien: Rusland spiller især en rolle i sit eget nærområde.

Selvom Rusland aktuelt ikke hører til sværvægterne i det internationale system, har det vel stadig – med de styrkepositioner du har nævnt – udviklingspotentialer. Hvordan ser du dets aktuelle udvikling i dette lys?

Rusland er som nævnt i tilbagegang, især i forhold til andre lande, der udvikler sig hurtigt som fx Kina. Denne tilbage kan måles i forhold til forskellige samfundsmæssige revolutioner, der har præget verden i de seneste årtier.

Den første er den økonomiske, revolution. Hvor der nu er opbygget et sammenhængende, verdensomspændende produktionsmæssigt finansielt og økonomisk system. Vi taler om en global interdependens, hvor gigantbeløb skifter ejere på splitsekunder. Her er Rusland ikke på omgangshøjde Den næste er den sociale revolution, hvor enkeltindividet er kommet til at stå som en central aktør, politisk, økonomisk og civilsamfundsmæssigt. Individuelle valg præger samfundene. Her står Rusland tilbage for de andre store stater. Der er ingen særlig udvikling og dynamik men snarere modstand mod forandring. Putin står for det, som nogle har kaldt ’et kulturelt tilbageslag’, altså en modstand mod de liberale og i en vis udstrækning dynamiske værdier, der kom til at præge verden fra 1990’erne. Fra ham skal man ikke vente nye friheder og heller ingen forsøg på frisættelser af potentialer i det russiske samfund.

Den teknologiske revolution er altoverskyggende fra AI, kunstig intelligens til nanoteknologi og informationsteknologi. Rusland, som i sovjetisk tid var stærkt på teknologi har ikke kunne følge med.

USA introducerede i slutningen af den kolde krig en ”Revolution in Military Affairs” med vægt på information, præcision, hurtighed, værnsamarbejde og ”mission command”, dvs. at mindre, tæt samarbejdende enheder har mulighed for at agere selvstændigt. Nye krige ville være internationale samfund med avanceret teknologiindhold eller blodige borgerkrige. Rusland har været dygtigt til at bruge ’hybridkrig’ og boerkrig, men er nu ved at være faldet tilbage til tidligere gammeldags måder at udkæmpe krig på. Her har Rusland bibeholdt en tung, hierarkisk og ufleksibel tilgang.

Reguleringsrevolution drejer sig om, at i forbindelse med globaliseringens internationale interdependens er global regulering blevet et imperativ. Der skal være oplysninger om og check på alle produkter, ydelser, klimakvoter, affaldsprodukter, standarder, arbejdsforhold forbrugerpolitik, forhold som drejer sig om krav om bæredygtig vækst og løsning af klimakrisen. Rusland er meget også langt bagefter på dette område.

Hertil kommer også den afgørende revolution i det internationale system: ændringen af verdensordenen til et system med én supermagt. Den har muliggjort det amerikanske lederskab, der har præget de øvrige omvæltninger.

Konklusionen er, at Rusland er en magt i tilbagegang.

En af grundene til, at mange blev overraskede over, at krigen kom, var, at den synes at være i modstrid med Ruslands egen strategi. Så hvorfor bruger Putin den forholdsvis tunge, lavteknologiske og tilbageskuende form, der er valgt?

Der er en ret stor afstand mellem krigsmål og målopfyldelse. Først ville Putin stoppe det ’folkemord’, der angiveligt skulle foregå i Ukraine under den nuværende regering. Senere ville han angribe nazismen i landet. Her påkaldte man sejren over Tyskland i Anden verdenskrig. Endnu senere er det kommet til, at man ønsker at ’lukke af’ for Vesten. Der bruges argumenter om værdikamp. Denne udvikling i officielle målsætninger kan gøre det svært at vurdere, om man når sine mål.

Man kan dog sige én ting, nemlig at det russiske militærs resultater har overrasket. Det har ikke kunnet levere resultater på det niveau, som man kunne have forventet på forhånd. Hvorfor fungerer det russiske militær så dårligt? At man ofte skifter krigsmål kan være en del af forklaringen, men der synes også at være gået noget galt i det interne militære samarbejde. Der var i forvejen en erkendt mangel på tidssvarende organisation i det russiske militær. Under alle omstændigheder er krigen blevet lavintensiv og præget af snævre fremgangsmåder.

Krigen og Ruslands omgivelser

Putins krig i Ukraine har i nogen udstrækning skabt øget tilslutning til USA. Det har fx vist sig i FN’s øverste organer. Hvordan ser du USA’s styrke i forhold til dette? Er der basis for den øgede opslutning, eller fik oplevelsen med Trump, der ville trække USA tilbage fra det internationale system, undergravet den reelle basis for den tillid USA tilsyneladende nyder lige nu?

Selv Putin anerkender USA som den stærkeste magt, men forbeholder sig ret til at forsvare sig mod amerikansk påvirkning. USA ser Rusland som modsætning. Det er modsætningen til USA, der holder Rusland og Kina sammen, så langt det nu er tilfældet i den aktuelle situation. Fælles fjender skaber nogle gange sære venskaber.

USA lægger meget vægt på demokrati i sit bud på en verdensorden og søger at skabe en samlet kraft af verdens demokratier. Ved siden af demokratiske værdier, der pt virker samlende, er også diplomati et samlingsinstrument, og USA’s diplomati er meget effektivt i den henseende. Det er også effektivt for USA selv, idet det giver en unik international påvirkning. USA holder sig ikke tilbage fra at give andre lande ’karakterer’ i, hvor gode de er til at drive samfund. Og hvor dårlige de er til at rette sig efter de universelle menneskerettigheder.

Endelig skaber USA’s afskrækkelsesmidler samling om landet. Ikke blot kernevåben, men også konventionelle våben er med til at få andre til at slutte op om USA i håb om at opnå beskyttelse, fx mod Kina og Rusland.

USA har 600 baser rundt omkring i verden. Det er i sig selv et instrument, der er med til at brede USA’s indflydelse på mange områder og med til at samle en stor blok af lande, der på den måde nyder godt af USA’s tilstedeværelse. USA har desuden soldater i alle verdens regioner. Fx er der 80.000 amerikanske soldater i Europa, hvor Tyskland er det lander, der huser flest. USA er stadig supermagten, som både er en ”European Power” og en ”Asian Power”.

Har du nogen afsluttende bemærkninger, før vi slutter?

Vi skal passe meget på med det, man kunne kalde ’krigens blindhed’. Krig har en tendens til at få alt til at fremtræde i sort og hvidt. Der bliver skabt klare fjender og klare venner. Der er en markant tendens til at støtte fortællingen om for eller imod i lighed med præsident Bushs udtalelse i forbindelse med erklæringen om den globale krig mod terror ”Enten er I med os eller imod os”. Men verden skal føres videre gennem menneskers og staters forskelligheder. Konflikter skal klares gennem indsigter, forståelse og opmærksomhed på forskellighed og nuancer. Fællesskab kan fremmes ved fælles fjender. Den fælles fjende er klart menneskehedens selvødelæggelse ved fornægtelsen af klimaforandringerne.