Populismen hos Gramsci

En besværlig terminologi.

På spørgsmålet om Gramsci har beskræftiget sig med en særlig venstrepopulisme, er det korte svar, at det har han ikke. Mindre kan dog også gøre det. Problemstillingen har naturligvis sin årsag i, at populismen i almindelighed har været et fast omdrejningspunkt i de seneste mange års politiske og teoretiske debat. Det er ikke fordi ordet populisme glimrer ved sin klarhed. Det er alle vist enige om. I denne henseende svæver det et eller andet sted mellem et videnskabeligt begreb, en journalistisk jargon og et egentlig skældsord. Nemmere bliver det ikke af, at fænomenet har en længere historie end først antaget. Italienske forskere på området som Marco Revelli skelner mellem en første version med rødder tilbage i det 19. århundrede og dagens version 2.0. I den første fase handlede det mestendels om ‘de udelukkede’, der, fordi de ikke følte at være repræsenteret, ville have indflydelse, flere rettigheder og en større andel af den samfundsskabte rigdom. Det handlede om at radikalisere den demokratiske og retsstatslige dimension, som Oplysningstiden og Den Franske Revolution havde banet vejen for, men som det liberale og liberalistiske borgerlige samfund havde monopoliseret op igennem det 19. århundrede. I den sene fase har det derimod drejet sig om at ekskludere og udelukke grupper, typisk af indvandrere, hvad der har sat demokratiet og retsstaten på prøve.

Der kan være gode grunde til at fastholde det lidt længere perspektiv for i forhold til Gramsci (1891-1937) at opspore disse udsving i de populistiske bevægelser. Ordene populisme, populist med glidninger til popularitet, populær og pop henter rent semantisk sin grundbetydning fra det latinske ord populus, der får sin egen sproghistorie via neolatinske låneord som popolo, peuple, pueblo og people. På dansk har vi også ordet pøbel, der har en negativ drejning; men ellers er det ordene folk og folkelig, der er hentet via det tyske Volk og völkisch, dog med et ikke helt identisk indhold. Det har bidraget til visse tvetydigheder med en latinsk-romersk tradition for borgerret over for en germansk og nordeuropæisk sædvaneret omkring egen kultur og etnicitet. Men det kan være nyttigt at inddrage endnu et ord, der er udledt af disse ordstammer, nemlig det mere neutralt ladede befolkning (lat. populatio), der henviser til en større gruppe mennesker, der territorialt er afgrænset i forhold til andre tilsvarende befolkningsgrupper. Til forskel fra betegnelsen befolkning (eller population, som også bruges på dansk), er ordet folk anderledes ideologisk ladet. Det dukker da også op som en kraftig markør i de historiske processer fra og med det 18. århundredes reformkultur. Datidens filosoffer og intellektuelle var imidlertid i første omgang optaget af at reformere det enevældige styre indefra, og havde store forventninger til, at det også ville ske, fordi, mente man, det var ‘fornuftigt’ at gøre.

Forventningerne til, at deres argumenter for retsstatens principper af sig selv ville overbevise monarkerne blev ikke indfriet, hvad der bidrog til at udløse bruddet under Den Franske Revolution. Allerede Rousseau opererede imidlertid med et folk, der angiveligt er blevet korrumperet af civilisationen, konkret af en absolutistisk styreform, der berøvede det store flertal for i stedet at samle al indflydelse og rigdom i hænderne på de øverste stænder (kirke, adel og kongehus). Der lå allerede heri en mistillid til, at absolutismen ville reformere sig selv indefra, men der kunne også spores en forventning til, at det alene kunne ske, hvis befolkningen som de undersåtter, de var, forvandlede sig til en politisk aktør på den store historiske scene, hvor det ikke længere gjaldt om at forbedre vilkårene inden for den eksisterende styreform men om at udstikke præmisserne for en helt ny og ikke tidligere afprøvet styreform.

Den lange Franske Revolution fra 1789 og frem til Napoleon Bonapartes nederlag i 1815 var at betragte som ét stort politisk og socialt eksperimentarium for en moderne statsdannelse. Med den principielle overførelse af suveræniteten fra en guddommeligt defineret monark til et forfatningsdefineret folk blev der skabt en kampplads både for en radikalisering af den demokratiske tendens og for en indsnævning eller en tilbageholdelse af løfterne om lighed og frihed. Det er i kølvandet på afviklingen af det gamle regime (l’ancien régime), at Gramsci gjorde sig sine overvejelser om ‘folket’ og ‘det folkelige’. Det var næppe tilfældigt, at det skete i forbindelse med en gentænkning af den italienske statsdannelsen i midten af det 19. århundrede, der til sammenligning var meget langt fra det franske fortilfælde, og som blev gennemført på et smalt demokratisk grundlag og derfor efterlod store befolkningsgrupper uden stemmeret og uden repræsentation.

Med folkets entré på den store historiske scene voksede interessen blandt de intellektuelle for folkets rolle. Disse bvægelser, der rettede opmærksomheden ‘mod folket’ er da også et af de bredere spor, som Gramsci følger i sine Fængselsoptegnelser, og som han ser slå igennem eksempelvis i Rusland, i litteraturen og hos de såkaldte ‘folkevenner’ (narodnikerne). Tolstoj og Dostojevskij dukker op flere gange, fordi de i deres inddragelse af de folkelige klasser ikke ser på disse igennem Kirkens paternalistiske omsorg for ‘de ydmyge og krænkede’. Tværtimod bryder de med Kirkens bestræbelse på at fastholde disse i deres status som underordnede klasser for i stedet at beskrive ydmygelsen og krænkelsen som et resultat af samfundsmæssige processer, der kan forandres. Det er i dette regi, at vi hos Gramsci finder brugen af ordene ‘populist’ og ‘populisme’ som en særlig historisk og politisk-kulturel udmøntning af temaerne ‘folkelig’ og ‘folket’.

Det er indlysende, at Marx og Engels som både videnskabsmænd og politikere, der var blandt initiativtagerne til Første Internationale og for Engels’ vedkommende også Anden Internationale, har en fremtrædende plads i den generelle bevægelse ‘mod folket’. Der er dog den forskel, at de lægger en kritisk distance til det brede og ubestemte begreb om ‘folket’, der gerne refererer til det agrare bondesamfund. De lancerer i stedet et specifikt begreb om klasser, der hører til i et entydigt kapitalistisk industrisamfund. Udskiftningen får den konsekvens, at man i den marxistiske tradition opererer med en særlig tilregnet klassebevidsthed, der tildeler arbejderklassen en særlig autonom rolle som historisk aktør i klassekampen mellem kapital og arbejdskraft. Det er ikke fordi klassebegrebet er fraværende hos Gramsci. Det har imidlertid ikke samme entydige status, da det ofte suppleres med gloser som samfundsgruppe, arbejdende klasser eller underordnede grupper over for borgerlige klasser eller herskende klasse.

Det nationale-folkelige.

Marx’ uomgængelighed, også for Gramsci, ligger netop i, at ‘den tredje stand’, der tegnede det franske 1789, med industrialismen udskilte ‘en fjerde stand’, så at sige, der manifesterede sig i de store arbejderbevægelser i sidste halvdel af det 19. århundrede med deres organisationer og teorier. Til forskel fra Marx skipper Gramsci da heller ikke begreberne ‘folk’ og ‘folkelig’. Han gentænker dem i forhold til en italiensk virkelighed, der var meget langt fra Marx’ industrialiserede England, og som second comer først hen mod 1890’erne kunne fremvise en industriel udvikling i større målestok i Norditalien. Det skal dog ikke forstås sådan, at begreberne ‘folk’ og ‘folkelig’ vedbliver med at have en status i Gramscis praxisfilosofi, alene fordi Italien skulle være bagud i moderniseringsprocessen. Det sker også i relation til, at Italien fulgte en anden vej ind i den moderne verden, som Gramsci kalder den. Det kan forklare, at det for ham bliver mindre perspektivrigt at reducere det ‘folk’, der er mobiliseret af det 18. århundredes tanker om reformer og forfatninger til de specifikke klasser, som et historisk kontingent industrisamfund udvikler.

Det er på den baggrund, at Gramsci fremfører sit begreb om det nationale-folkelige (it. nazionale-popolare) med samme vægt på begge ordene. Det er også på den baggrund, at han for at markere forskellen, omend sporadisk, diskuterer begreberne ‘populisme’ og ‘populist’, som han lægger afstand til uden dog helt at afvise fænomenerne bag. Lad os se nærmere på det, fordi det giver et godt eksempel på Gramscis måde at føre en slags kulturel og etisk-politisk guerillakrig internt i de foreliggende fænomener og begrebsdannelser. I en passus i Optegnelserne tager Gramsci eksplicit spørgsmålet om populisme-tendenser op, her i relation til nyere fransk litteratur. Konklusionen er klar, når han her ser ‘tilnærmelsen til folket’ som et forsøg fra de borgerlige-liberale eliters side på ikke “at miste hegemoniet over de folkelige klasser” ved at indoptage “en del af den proletariske ideologi”. Fremfor at se negativt på dette forsøg åbner det også en breche i det dominerende hegemoni, hvorfor fænomenet af Gramsci også anskues som en overgangsfase, hvori der også kan spores en “indirekte folkelig dannelsesproces” eller en læringsproces, der gør, at de politiske og kulturelle tendenser, der i udgangspunktet har det formål at sikre et borgerligt-liberalt hegemoni, kan vise sig på lidt længere sigt at virkeliggøre det stik modsatte (1).

Fremgangsmåden træder igen frem i en tæt lille tekst om den store litteraturhistoriker og politiker Giuseppe De Sanctis, der blandt andet gjorde det som undervisningsminister i en af de første regeringer efter Italiens samling som nationalstat og hørte til parlamentets venstreside. Også De Sanctis gøres til eksponent for populismen og den populistiske bevægelse ‘mod folket’ netop på et tidspunkt, hvor de store arbejdermasser voksede frem med industrialismens første bølge. Gramsci mente hos De Sanctis at kunne spore opkomsten af en kulturopfattelse, der krævede “en ny holdning til de folkelige klasser, et nyt begreb for, hvad der er ‘nationalt’, og som er forskelligt fra Det Historiske Højre” (med reference til den magtelite omkring kongehuset i kongeriget Sardinien-Piemonte, der var den udfarende kraft i selve Samlingen). De Sanctis lagde op til et mere omfattende og mindre ekskluderende begreb om ‘det nationale’, som i mindre grad byggede på repression og undertrykkelse (2). Man kan sige, at Gramsci hos De Sanctis mener at kunne identificere en radikalisering af det smalle demokrati, som Det Historiske Højre havde indført som en konkret udmøntning af deres overherredømme.

Selv om populisme-fænomenet her i Gramscis optik åbner en politisk og kulturel hegemonikrise, vælger Gramsci begrebet fra for i stedet at fokusere på ‘det nationale-folkelige’. Dermed henviser han ikke til en homogen enhed i nationalromantisk og senere i fascistisk forstand. Med sin historiske viden og med en stærk teoretisk ballast i marxismen og i den variant, som den italienske marxistiske tænker Antonio Labriola tegnede, vidste Gramsci godt, at der ikke fandtes et folk i ental. ‘Det nationale-folkelige’ udgør derimod et politisk-kulturelt handlingsfelt, der er heterogent og konfliktfyldt, og hvori ‘de marginaliserede og underrepræsenterede’ med arbejderklassen i en fremskudt position (og aldrig alene) organiserer sig og udvikler deres teorier og viljer til at ‘blive stat’ og fremme nye relationer mellem et territorium, en befolkning, en økonomi og en styreform.

For Gramsci er arbejderklassen derfor aldrig slet og ret autonom. Det var ellers et af anklagepunkterne mod ham fra de såkaldte arbejderisters side, da arbejderismen (it. l’operaismo) nåede sit højeste udtryk i 1970’ernes Italien med navne som Alberto Asor Rosa, Mario Tronti og Antonio Negri. I et af de absolutte hovedværker fra dengang, Trontis Operai e capitale fra 1966 hedder det eksplicit, at “arbejderklassen nægter politisk at gøre sig til folket” (3). Selv i hans mest venstresocialistiske eller rådskommunistiske periode under fabriksrådsbevægelsen i Torino i 1919-20 sigtede Gramsci mod en alliance mellem den norditalienske arbejder og den syditalienske bonde. I de senere Fængselsoptegnelser gik han videre i det spor og anskuede samfundsformationen som en ‘historisk blok’, der i henseende til forholdet mellem et territorium, en befolkning, en økonomi og en styreform forvaltede nogle bestemte prioriteringer. Det lå i dette begreb både en vision om en anderledes indretning men også en mere realpolitisk erfaring med ikke bare den fascistiske men også med den sovjetiske magtblok.

Venstrepopulisme-højrepopulisme.

Det er denne sammensatte karakteristisk af ‘det nationale-folkelige’, der tillader Gramsci at se nogle positive træk i de former for populismen, han kender til fra politikkens og litteraturens verden. Et afsæt i de dele af teorihistorien, som han repræsenterer, forekommer frugtbart for den videre diskussion af venstrepopulismen.

Der er imidlertid et aspekt mere, der er nødvendigt for indkredsningen af indholdsperspektivet i en mulig venstrepopulisme. Ligesom man hos Gramsci ikke finder en glose som venstrepopulisme, finder man heller ikke en glose som højrepopulisme, som i dag givet er den mest anvendte, når ‘populisme’ tages op. På den baggrund kan der være god grund til at se på, hvad Gramsci har fat i af fænomener, der i dag ville blive rubriceret under højrepopulisme, og hvad det under givne omstændigheder kan føre over i af autoritære styreformer. Det giver også et bedre udgangspunkt for at vurdere forskellen til en eventuel populisme på den modsatte fløj. Umiddelbart falder tankerne tilbage til Marx’ analyser af klassekampene i Frankrig, hvori han introducerer begrebet bonapartisme om Napoleon III og dennes appel til den parisiske pøbel. Dette spor følges op af Gramsci, der analyserer tilsvarende fænomener under betegnelsen cæsarisme og med fascismen og dyrkelsen af Mussolini som et nyt stof.

Et af de eksempler, som Gramsci henviser til – i øvrigt også hentet fra fransk historie -, refererer til general Boulangers bevægelse. Georges Boulanger bankede i sin tid en antiparlamentarisk stemning op blandt de mange, der ønskede revanche og monarkiets genindførelse i årene umiddelbart efter det franske krigsnederlag til Tyskland i årene 1870-71. Generalen blev dog tvunget til at gå i eksil, hvorefter bevægelsen ebbede ud. I denne forbindelse opererer Gramsci med en analyse af fænomenet i fem punkter. Modellen har imidlertid en videre anvendelsesmulighed. Den kan også bruges på fascismen, om hvilken man kan sige, at det ikke på forhånd var givet, at fascismen som den bevægelse, den oprindelig var, også havde styrke nok til at blive et regime. Tilsvarende gælder modellen de populistiske fænomener i dag. De har det med hurtigt at dukke op for så at mutere og til sidst at miste deres oprindelige form, når de er kommet til magten med de beføjelser, som kontrollen med statsapparaterne giver, hvis de da ikke helt forsvinder, inden de når så langt. I Putins Rusland og Orbáns Ungarn har vi eksempler på en populisme, der har fulgt linjen ud og opbygget et egentligt autoritært styre.

De fem punkter lyder: For det første skal man se på den sociale sammensætning af de grupper, der slutter op om en bevægelse; for det andet må man se på, hvilke funktioner disse grupper har i samfundets generelle sammensætning, som de nu har bragt ud af en oprindelig ligevægt og ind i en forandringsproces; for det tredje må man se på den politiske og sociale betydning af de krav og behov, som bevægelsens ledere fremfører og giver udtryk for, og som der også er bred opbakning til; for det fjerde må man undersøge, hvorvidt midlerne er i overensstemmelse med de opstillede mål; og for det femte vil man først i denne fase af analysen kunne fremsætte den formodning på et politisk og ikke et moralistisk grundlag, “at en sådan bevægelse nødvendigvis vil miste sin oprindelige karakter og komme til at tjene ganske andre mål end dem, som tilhængerne ser frem til” (4).

Gramsci advarer imod i en analyse af en bevægelse at begynde med det sidste punkt, resultatet, og på forhånd afskrive en bevægelse og dermed forskertse mulighederne for at forstå den fulde dynamik og de oprindelige motiver bag den folkelige opbakning. Eller anderledes udtrykt, så lægger han op til at tage den utilfredshed og de bekymringer alvorligt, som højrepopulismen mobiliserer og kapitaliserer politisk. Det gælder også de retoriske hovedfigurer, der gerne forbindes med den: os indenfor vs dem udenfor, det rene, uplettede folk vs en korrumperet elite eller kaste, og lign. Forskere, der arbejder med populismen opfatter ikke populismen i sig selv som en stærk ideologi à la liberalismen, nyliberalismen, fascismen og socialismen, men som en svag eller en tynd ideologi, der er bedst til at piske stemninger op. Men man er ofte vidne til, at populisterne har svært ved at regere og derfor må ty til stærkere midler, hvis de når også at rykke ind i regeringskontorerne, inden bevægelsen strander. Men i den udstrækning populister som det italienske Legas højreradikale Matteo Salvini ikke lægger klar afstand til nogle af de overlevede nyfascistiske miljøer som Casa Pound, er der her et potentiale til en mutering i den retning. Det har man dog ikke set endnu i større målestok. Tværtimod har Lega og et andet populistisk fænomen som den såkaldte Femstjernebevægelse (Movimento 5 Stelle) vist klare tegn på at søge ind mod den mere moderate midte. I USA kan man derimod iagttage, at trumpismen til fulde demonstrerer de forskellige faser og med stormen på Kongressen i Washington har leveret et kvalitativt spring i retning af et statskup, der for nærværende blev stoppet midt i springet.

Historiske erfaringer med venstrepopulisme.

En analyse af venstrepopulismen kan givet med fordel følge et lignende skema, der da også vil kunne fremvise nogle markante forskelle, når det gælder vurderingen af de opstillede mål og midler. Det kunne igen være en anledning til kort at vende tilbage til arbejderbevægelsen i den første fase af dens lange historie, fordi populismen ikke så meget som ord men mere som praksis var en integreret del af denne historie. Man kan hævde, at klassekampen har sine egne indbyggede dikotomier, der umiddelbart appellerer til slogans om ‘os og dem’, om de økonomiske og politiske eliters svigt og tendens til at bruge det rå herredømme for at hævde ejendomsretten over for den sociale opposition. Det er eksempelvis næppe den marxske analyse af den kapitalistiske produktionsmådes anonyme processer, der gør sig i gaderne og på pladserne, hvor masserne møder op og tilslutter sig en ofte forsimplende retoriks ideologiske konstruktioner om ‘klassefjenden’ og ‘proletariatets diktatur’.

Det er næppe tilfældigt, at i den samme periode, hvor arbejderbevægelsen mobiliserede og fremviste eksempler på nye aktionsformer som generalstrejker, lokale arbejdsnedlæggelser og gadedemonstrationer, kommer der advarsler om, hvad der sker, når store masser samles. I den forbindelse lagde den parisiske Kommunardopstand i 1870-71 op til nye standarder for den sociale konfrontation. I Gustave Le Bons Psychologie des foules (1895) får man en af de første udgivelser om massepsykologi, der mener at kunne spore en generel tendens mod den laveste fællesnævner, når mennesker samles i store mængder og bliver revet med af stemningen, som en taler kan piske op.

I bogens indledende kapitel skriver Le Bon uden omsvøb: “Alene ved at tilhøre en masse træder mennesket adskillige trin ned ad civilisationens trappe. Isoleret var det måske et lærd individ; blandt masserne er det et instinkt, og følgelig en barbar. Det har de primitive væseners spontaneitet, voldsomhed, vildskab samt entusiasme og heroisme”. Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, om end ikke overraskende, at Mussolini viste Le Bons massepsykologiske overvejelser stor interesse. Fascismen forstod da også at iscenesætte oceaniske møder og gøre vold og almindelig afstumpethed til statens øverste rationale med de katastrofale følger, det fik. Emnet berører imidlertid det forhold, at vold og spontaneitet også var et tilbagevendende tema i arbejderbevægelsens historie. Det får dog en modvægt i den betydning, som spørgsmålene om målene og midlerne, dvs. om de intellektuelles rolle som organisatorer og idéudviklere får – også for at undgå, at den spontane opposition løb ud i sandet under konfrontationerne på gadeplan med statsapparatets repressive vold.

Det var overhovedet et gennemgående træk ved arbejderbevægelsen, at denne spontaneitet blev ledsaget af en både organisatorisk og teoretisk udredning; det satte sig spor allerede i de interne konflikter i de tidligste fagforeninger og partier om, hvorvidt det var socialisterne eller anarkisterne, der skulle have overtaget. De første kom sejrrigt ud af denne konfrontation. Der var dog fortsat spor af de sidste, hvad man så i den særlige syndikalistiske strømning. Som et ikke uvæsentligt sammenfald i denne diskussion om den oprindelige vold i de store bevægelser bemærker man, at Mussolini, der i sine yngre dage var medlem af Det Italienske Socialistparti og netop fulgte den syndikalistiske fløj, var den, der om nogen fik kanaliseret erfaringen med ‘den direkte aktion’ over i den fascistiske bevægelse og med ganske andre visioner.

For Gramsci gjaldt det derfor også om at give denne spontaneitet, der findes i masserne, en ‘bevidst retning’. Organisationens opbygning, teoriernes analytiske og etisk-politiske indhold og strategiernes målsætninger blev i samme grad afgørende for en bevægelses konkrete retning. Netop i mellemkrigsperioden blev det presserende at rejse dette spørgsmål om en ‘bevidst retning’, efterhånden som de totalitære regimer tog over med fascismen i Vest og stalinismen i Øst. Ganske vist bakkede Gramsci selv op om Den Russiske Revolution som leder i første halvdel af 1920’erne i det nystiftede Italienske Kommunistparti, men det ændrede sig med Fængselsoptegnelsernes opgør med den marxistisk-leninistiske udlægning af arven fra Marx og den historiske arbejderbevægelse. Der lå snarere hos ham nogle konturer af et radikaliseret demokrati.

Det europæiske-folkelige.

Der er givet en række historiske erfaringer at trække på for en opdateret venstrepopulisme og ditto centrumvenstre kultur. I det omfattende materiale finder man også en målestok for afstanden til højrepopulismen eller et fingerpeg, om hvor der kunne sættes ind, og hvor faldgruberne er. I dens nuværende former har højrepopulismen haft svært ved at omsætte de spontane folkestemninger til bæredygtig regeringsførelse. Salvini sad kun et år som indenrigsminister i en regering under Giuseppe Conte fra 2018 til 2019. Trump blev ikke genvalgt og står tilbage med et ramponeret republikansk parti. Det er også svært at få øje på en selvstændig teoriudvikling. Ofte har man været nødt til at alliere sig med en kristen højrefløj med det resultat, at det ‘folk’, hvis interesser man mener at pleje i virkeligheden er blevet ladt i stikken. Stillet på spidsen: De, der har stemt på Trump, har næppe haft så megen social og økonomisk fremgang, at de ville have råd til at være medlemmer af hans golfklubber eller bo på hans dyre hoteller.

Et distinktivt træk ved venstrepopulismen må derfor være at finde i dens evne til at indfange spontaneiteten og desorienteringen, der har mærket store dele af en befolkning de seneste mange årtier, og give den en konsensusdrevet retning, en institutionel løsning, et politisk-kulturelt løft, der er åben omkring de midler, dvs. de vidensformer og dispositioner, det kræver. Det forudsætter igen en særlig empati, en særlig indføling med, hvad der foregår i en befolkning, for på basis af denne indføling at opgradere den til en dybere forståelse og indsigt. Gramsci opererer her med en nødvendig cirkulær bevægelse af følelsmæssig og kognitiv art mellem at sentire og at capire (5) eller mellem intuition og rationalisering. Det rejser i Gramscis optik det grundlæggende spørgsmål: “Kan den moderne teori være i opposition til massernes ‘spontane’ følelser”. Svaret er givet: “Det kan den ikke” (6).

Det er da også på dette punkt, at der melder sig et skel mellem højrepopulisme og venstrepopulisme, eftersom repræsentanterne for den første gør en dyd ud af at skrotte eksperterne og den intellektuelle elite, der på forhånd menes at have svigtet til fordel for egne kasteinteresser. I stedet appellerer man direkte til spontaneiteten, som den udtrykker sig i de hurtige meninger på de sociale medier eller ved de store folkemøder, de såkaldte rallies, som Trump har gjort os bekendt med. I disse fora er det ofte de afkortede ræsonnementer, for ikke at sige fordomme og diverse udokumenterede konspirationsteorier, der får lov til at florere. Den tidligere amerikanske præsident Johnson udtrykte det ganske kynisk, når han talte om the lowest white man, den glemte og oversete hvide arbejder. Kunne man som politiker overbevise denne om, at den pågældende var tifold mere værd end selv den højest uddannede sorte, ville man have denne vælger i sin hule hånd.

Strategien lykkedes over al forventning for Trump, der nok er noget af det nærmeste man kommer på tidligere tiders karikaturtegninger af den skrupelløse kapitalist, der i dag har overtaget den nyliberalistiske dagsorden med skattelettelser til de rige og dereguleringer af markedsøkonomien. Det er den selvsamme dagsorden, der har kastet mange af hans vælgere ud i arbejdsløshed og fattigdom. Ikke desto mindre fik han mange vælgere i ‘rustbælterne’ i de gamle industristater i USA. Det kan forekomme noget af et paradoks, der afmonterer, hvad der måtte være tilbage af forestillinger om en særlig politisk klassebevidsthed, der er afledt som årsag til virkning af en bestemt placering i produktionsapparatet.

Tidligere var det sådan, at de forskellige sociale klasser og samfundsgrupper var loyale over for deres partier. Det gav en vis stabilitet i det politiske system. Det er ikke længere tilfældet med opkomsten af nye produktionssektorer, teknologier og ejendomsformer. Tilslutningen til en bestemt bevægelse eller et bestemt parti bygger snarere på nogle bestemte etiske-politiske konstruktioner eller alliancer, ville Gramsci sige, eller på bredere værdi- eller hegemonikampe, der i deres indhold og målsætninger er mere sammensatte og får næring fra en bredere vifte af kilder. Blandt disse vil man i dag typisk finde de elektroniske medier og især de nye sociale medier, der har fået en hidtil uset betydning for meningsdannelsen og dermed også for den politiske opbakning. Det har nedtonet de traditionelle lærerum, der blev kendt med de gamle folkebevægelser og givet plads til nye og mere indflydelserige lærerum og med et andet politisk output, der også har sat det institutionaliserede skole- og universitetssystem under pres.

Gramscis grundfigur ‘det nationale-folkelige’ blev oprindelig udtænkt i regi af en nationalstat og dens mangler. I dag kunne man måske med fordel opgradere det til ‘det europæiske-folkelige’ og følge op på den åbning ud mod verden, som dette løft implicerer. Som det nationalt definerede folk altid har været i flertal, gælder det også i en europæisk sammenhæng. Som på det nationale niveau gælder det også på det europæiske niveau om at opbygge institutioner og styrke de intellektuelle beredskaber, der kræves for at sikre de nødvendige balancer: social retfærdighed og bæredygtig brug af klodens ressourcer.

Over for dette perspektiv leverer højrepopulismen en bevægelse, der miskrediterer viden og erfaring til fordel for vage forestillinger om etnicitet og national suverænitet. Selve forestillingen om det uplettede folk afvikler i virkeligheden folkets egne erfaringer, ikke mindst med de blindgyder, som det også har været med til at føre samfundene ud i. Man må ikke glemme, at det 20. århundredes totalitære regimer faktisk leverede en social mobilitet af individer fra samfundets mellemste og lavere lag i et omfang, som det borgerlige liberale samfund ikke var i nærheden af. Det var Gramsci vidne til og det var baggrunden for hans kritik ikke bare af fascismen men også af stalinismen som eksempler på, at det 20. århundredes totalitære regimer ikke kan bortforklares med, at et uskyldigt folk blev vildført af de mere durkdrevne.

1. Gramsci, s. 820-21.

2. Gramsci, s. 2185-86 (da. udg., s. 434).

3. Tronti, s. 79.

4. Gramsci, s. 1596-97 (da. udg., s. 279).

5. Gramsci, s. 1505 (da. udg., s. 224).

6. Gramsci, s. 330 (da. udg., s. 21).

Anvendt litteratur.

Blow, Charles M., “The Lowest White Man”. I New York Times, 11. jan. 2018.

Gramsci, Antonio, Quaderni del carcere (red. Valentino Gerratana), Torino: Einaudi, 1975; da. udg. Fængselsoptegnelser (red. og overs. Gert Sø- rensen), København: Museum Tusculanums Forlag, 1991.

Gramsci e il populismo (red. Guido Liguore), Milano: Unicopli, 2019

Revelli, Marco, Populismo 2.0., Torino: Einaudi

Tronti, Mario, Operai e capitale, Torino: Einaudi, 1966.