Populisme i Socialdemokratiet i mellemkrigstiden?

I en nylig Deadline (6.2.) var temaet værdikampen om land imod by. Kaare Dybvad var i studiet, og på et tidspunkt introducerede værten skillelinjen mellem folk og elite. For at åbne spørgsmålet viste han et Instagram-opslag fra Mette Frederiksen med et billede af en makrelmad med agurk, foran en kronik i Politiken af Erik Meier Carlsen. Teksten til opslaget lyder:

”Der er ting, der ikke forandrer sig så meget. Jeg kan stadig li’ en rugbrød med makrel, mayo og agurk. Jeg læser papiraviser og er utrolig enig med Erik Meier Carlsen. Alt for længe blev den stigende ulighed bare accepteret som et faktum, der ikke kunne ændres. Alt for længe var øjnene lukket for de problemer en utøjlet globalisering og indvandring medfører. Nu er der en ny regering i Danmark, der ikke bare accepterer tingene, som de er. Og til dem, der om lidt kritiserer mig for at spise makrel i tomat. Jeg har spist det siden, jeg fik det med i madkassen. Og mon ikke jeg bliver ved med det😉”

Forudsigeligt nok blev Mette Fredriksens opslag tolket som populisme (fx Berlingske, ”Kommunikationsekspert om Mette Frederiksens makrelmad: »Hun kommunikerer direkte til sin sekt«” 31. januar 2021). Opslaget har da også mange af de centrale elementer i en udbredt ”common sense” forståelse af populisme (der bestemt også deles af mange i den akademiske debat, fx Müller 2016).

For det første ligger der i en makrelmad det at tale til folket/den lille mand eller ”lefle nedad”, som Berlingske kalder det. Med andre ord er populisme en måde at vinde opbakning på ved at foregive, at man repræsenterer ”menigmand” og understrege, at man stadig selv er lige som, faktisk en del af, ”folket” i betydningen den jævne mand. Men populisme kan forstås som forloren folkelighed, hvilket makrelmaden præcist blev fortolket som. (1)

For det andet nævner Fredriksen utøjlet globalisering, også et klassisk tema i common sense forståelsen af populisme. Under overskrifter som ”kulturelt tilbageslag” eller ”misundelsens politik” forklares populisme som en reaktion hos dem, der blev ladt tilbage af globaliseringen. Hvilket for det tredje fører til opbakning omkring en indvandrings-kritisk og nationalistisk politik, der for tiden meget ofte sættes lig med populisme: Utallige er de analyser, der hævder, at Socialdemokratiet (og Venstre) er blevet mere populistiske, fordi de nu ønsker en stram indvandringspolitik.

Det sidste punkt, Mette Fredriksen fremhæver, er den stigende ulighed, hvilket faktisk ikke fylder meget i den udbredte forståelse af populisme. Det skyldes, at forestillingen i meget vid udstrækning er formet efter de nyere højre-populistiske partier og bevægelser (Orbán og Trump), som ikke nødvendigvis lægger stor vægt på økonomisk lighed.

Interviewet brugte ikke eksplicit ordet populisme, men Kaare Dybvads svar er alligevel meget sigende. Konfronteret med makrelmads-udgaven af folk versus elite svarede han:

”jamen der er selvfølgelig nogle elementer [af] … elite mod folk … hvis man så kan bruge de to udtryk, det elitebegreb er lidt mudret, men hvis man bruger dem … altså det er jo aldrig været socialdemokratiets model at udelukke eller udrense eller fjerne eliten, hverken økonomisk eller på andre måder. Det har altid været vores model at sige de skulle være trækhest for en social forandring ved at de blev en del af de samfund, hvor den brede arbejderklasse og middelklasse også var.” Det vigtige i den vision er at folket og eliten: ”har børn i den samme skole og handler nede i Rema 1000 sammen, og at de også sidder til forældremøderne, og at de holdninger og de livsopfattelser brydes, og vi får noget konstruktivt ud af det.”

Som vi skal udfolde mere udførligt nedenfor, er populisme baseret på en påstand om en meget stærk konflikt mellem folk og elite. I det lys er det klart, at Dybvad fremfører en meget ikke-populistisk position.

For det første peger han på, at ”eliten” er et mudret begreb. Selv om der findes meget spændende forskning, der hævder at kunne bestemme den danske elite ret præcist, er vi enige med Dybvad her: hvem der udgør eliten, er ikke noget objektivt givet. Men en populistisk mobilisering tager netop udgangspunkt i en udpegning af den elite, som folket er i konflikt med: hvad enten det er nu er den kulturradikale elite, der ifølge Dansk Folkeparti (i hvert fald i partiets tidlige fase, op til omkring folketingsvalget i 2001, der i Dansk Folkepartis optik indebar et ”systemskifte”) har forrådt det danske folk, Sumpen i Washington (eller på Christiansborg) hos Trump (og Støjberg), eller det er ”the billionaire class” hos Bernie Sanders. Men Dybvad hæfter sig kun ved, at det er eliten, der er et mudret begreb, ikke ”folket”. Dermed ligger han (implicit) i fin forlængelse af en udbredt tendens til at forstå folket som en ”empirisk realitet”, som fx Müller siger det. Det vil sige en uproblematisk størrelse, som indbefatter ”os alle sammen”, uden indre opsplitninger, hvad enten ”os alle sammen” afgøres af (grundlovssikret) statsborgerskab, eller af nationalt tilhørsforhold, ”vi danskere”. (2)

For det andet nævner han, at eliten skal spændes for den fælles vogn, og at udvekslingerne mellem elite og folk er vigtige. Der kommer noget konstruktivt ud af sådanne overlap og udvekslinger. Det en meget klar præsentation af det, man kan kalde for ”institutionel” politik, som er det præcis omvendte af populisme. Nemlig en politik, hvor samfundet opfattes som et hele, hvor alle har legitime interesser, og hvor disse interesser kan balanceres og imødekommes på fornuftig eller ”konstruktiv” vis.

For det tredje, understreger Kaare Dybvad, har sådan en ”institutionel” politik altid været Socialdemokratiets. På den måde lægger han sig fint i forlængelse af en generel konsensus-fortælling om Socialdemokratiet som et såkaldt ”catch all”-parti (Ove Korsgaard, Kampen om Folket, s. 422), (3) der gennem forhandlingsarbejde fik hele befolkningen (snarere end folket i modsætning til eliten) inkluderet i en ”fornuftig” indretning af staten.

Det er ret præcist det modsatte af populisme, men som vi skal se, var der endog meget klare populistiske logikker til stede i Socialdemokratiets succesfulde mobiliseringer omkring ”Folket” i slutningen af 1920’erne og starten af 1930’erne. Det gør det yderligere interessant i forhold til debatten om populisme, og der kan drages videre konsekvenser af det. Ikke alene i retning af at rehabilitere populisme i modsætning til den generelle fordømmelse, der er i common sense opfattelsen, men også for at bidrage til at venstrefløjen genopdager populisme som en effektiv måde at lave politik på.

Men hvad er populisme egentlig for en størrelse? Der er rigtig mange definitioner af populisme ude at gå, og det ville være fejlagtigt at hævde, at det skulle være muligt at lave en (minimal)definition, alle ville være enige i. (4) Men det afgørende punkt, og noget af det som de fleste trods alt vil være enige i, er, at populisme drejer sig om at hævde en stærk konflikt mellem folket og eliten. Derudover har populisme med mobilisering at gøre, med at mobilisere den underordnede pol i modsætning til eliten eller til systemet, eller hvad det kan være. Det har ofte med kriser at gøre, dvs. at der er en oplevelse af, at tingene ikke er, som de skal være, det er i den sammenhæng populisme vokser frem i; og ikke mindst at populistiske ledere og populistiske symboler er karakteriseret ved at være relativt indholds-tomme. Det er en af de indvendinger, man tit hører imod populisme, at den er, om ikke ren demagogi så i hvert fald, så upræcist, at man kan lægge hvad som helst i den.

Kigger man nærmere på Socialdemokratiets valgkampagne i 1929 og deres partiprogram ”Danmark for Folket” fra 1934, vil man finde, at der er rigtig mange af disse elementer til stede.

Valgkampen i 1929

I Socialdemokratiets valgkampagne i 1929 bliver der meget ofte – og meget tydeligt – artikuleret et folk, der bl.a. består af: ”(…) Landets Arbejderklasse, men ogsaa (…) Næringsdrivende, Embedsmænd, mindre Landbrugere, Funktionærer, og andre Kredse, der har Interesse i en opadgaaende Udvikling.” (Vestsjællands Social-Demokrat 1929), vis-à-vis en politisk og økonomisk elite bestående af henholdsvis den siddende Venstre-regering med statsminister Thomas Madsen-Mygdal i spidsen, Det Konservative Folkeparti og hele det kapitalistiske system, der ”udbytter ærligt arbejde”, som det hedder i Socialdemokratiets valgmanifest. Konflikten mellem folket og eliten kan således forstås i termer af ”klassekamp”.

Denne konflikt bliver ikke artikuleret i synderligt forsonlige toner. Socialdemokratiet taler bl.a. om, at Madsen-Mygdal-regeringen og Det Konservative Folkeparti – eller ”Reaktionen” som Socialdemokratiet benævner de to partier – via deres ganske markante sociale nedskæringer og skattelettelser til de formuende har udøvet et ”had” og en ”ondskab” mod arbejderklassen og øvrige ”smågrupper” i landet, ligesom der bliver talt om ”forbrydelser” begået mod folket (se fx Vestsjællands Social-Demokrat 1929; Fyns Social-Demokrat 1929; Social-Demokraten 1929c).

I Staunings første tale i valgkampen i Ribe den 23. marts 1929 hedder det således: ”Det er overladt til Vælgerne at afgøre, om Madsen-Mygdals reaktionære Overklassepolitik skal fortsættes eller være afsluttet med Folketingets Forkastelse af Finansloven. Nu gælder det at træffe en afgørelse. Nu gælder det om at faa fastlagt en Politik for den nærmeste Fremtid, ikke til Overklassens, men til hele Folkets Gavn. (…) Nu gælder det Folkets og Landets Fremtid. Gaa ud i Valgkampen, slaa Reaktionen ned, skaf Plads for ærligt Arbejde, skaf Grundlag for den Politik, der højner det arbejdende Folk og skaber Respekt for Arbejdet, uden hvilket Samfundet gaar til Grunde.” (Vestjyllands Socialdemokrat 1929).

”Folket” i Socialdemokratiets optik konnoterer først og fremmest ”underklasse” vis-à-vis ”overklasse”, og derfor er folket bestemt ikke er kategori, der blot betegner alle borgere i det politiske fællesskab.

Senere i valgkampen bliver tonen skruet yderligere op. På et stort vælgermøde i Forum i København den 21. april 1929, hvor bl.a. Stauning, Frederik Borgbjerg og landstingsmedlem og fagforeningsleder Michael Christian Lyngsie taler, og hvor der ifølge Social-Demokraten skulle have været omkring 16.000 mennesker til stede, udtaler Stauning:

”Overalt i Landet er der stor Tilgang til Socialdemokratiet, og overalt næres der store Forventninger til Hovedstadens Arbejdere om, at de vil rense Hovedstaden for Reaktionen. Vælgerne bestemmer paa Onsdag, om Madsen-Mygdal fortsat skal hundse, haane og undertrykke det arbejdende Folk. Vidtrækkende Afgørelser er paa Valgdagen overladt til Landets Kvinder og Mænd. Skal unge, arbejdsdygtige Mennesker forvandles til Lediggængere i Aarevis, og skal de unge staa rede til at være Ofre, naar Kapitalen proklamerer den næste Krig? Det er disse spørgsmaal, der ligger bag den Politik, der skal bedømmes paa Onsdag. Brutalt har Madsen-Mygdal trykket de fattige ned. Kynisk har han afvist Nødraabene fra Hjemmene. Lad da Valgdagen for stedse afsætte dette Overklassens Redskab, som Ministeriet Madsen-Mygdal har været.

Paa Onsdag kan I gøre op med Militarismen, der i Menneskealdre var Landets og Folkets ulykke. Paa Uærlighed har man grundlagt en krigsmæssig Udrustning. Lad Valget være et Vidnesbyrd om, at det danske Folk vil bygge paa Ærlighed ogsaa i Forholdet til andre Nationer. Lad afgørelsen paa Onsdag blive klar, lad den blive socialistisk! Vi har ikke brug for Pengemagtens skjulte Diktatur. Nu er tiden inde, da store Opgaver skal løses, da Folket kan gøre sig til Herre i eget Hus. Paa Onsdag skal Grunden lægges til Landstingets Afskaffelse. Det er Ungdommen, Fremtiden, Folkets Livssag, det gælder. Skaf Socialdemokratiet en Kæmpesejr, skaf det Flertal, saa bliver der Oprejsning til det arbejdende Folk, og saa begynder Arbejdet for Socialismens Virkeliggørelse. Et Leve for en socialistisk Valgsejr!” (Social-Demokraten 1929c).

Her bliver der både talt om at ”rense Hovedstaden for Reaktionen”, ligesom regeringens og Det Konservative Folkepartis oprustningspolitik på forsvarsområdet bliver knyttet sammen i en populistisk (socialdemokratisk) kapitalismekritik, der har til formål at gøre ”Folket til Herre i eget Hus”. I den forbindelse bliver Landstinget udpeget som en stopklods for folkets vilje. Som Stauning formulerer det i en tale i radioen den 23. april 1929, er det først når Landstinget er fjernet, at: ”(…) gældende Lov [er] Udtryk for Folkeflertallets Vilje, og Folkets Vilje skal vare højeste Lov i et demokratisk Samfund.” (Stauning 1929). Der er m.a.o. både tale om en kritik af den politiske og økonomiske elite, men der er også tale om en kritik af de etablerede politiske institutioner, der blokerer folkeviljen.

Det er ikke blot i Staunings taler, at folk vs. elite-artikulationerne er udbredte. Det er de også blandt Socialdemokratiets øvrige folketingskandidater og agitatorer (se fx Social-Demokraten 1929a; Social-Demokraten 1929c; Social-Demokraten 1929b) samt ikke mindst i den socialdemokratiske presse (”Social-Demokraten” og ”Klokken 5”). I en tegning i Lolland-Fasters Social-Demokrat den 24. april 1929, dagen for valget, fremtræder en mand med en ”kaldetragt” i et landligt landskab, lige inden (socialismens) sol er ved at vise sig i horisonten. Illustrationen er ledsaget af en tekst, der lyder: ”Luren den gjalder/ til Valg den kalder/ paa Mænd som Kvinder/ saa Sejren vi vinder/ mod Folkets Fjender./ Sæt Mygdal for styret/ Stød Rytter af Hesten/ Lad Krag blive Fyret/ og hele Resten af Venstre-kleresiet og Sejren viet/ Socialdemokratiet!” Ud over at de populistiske logikker er til stede, er det også tydeligt, at Socialdemokratiet har en helt klar forventning om, at fremtiden tilhører dem (solen der hæver sig i horisonten) – hvilket jo i høj grad kom til at holde stik.

Programmet Danmark for Folket

De populistiske logikker er ikke blot til stede i en valgkamp, de finder vej til partiprogrammet, det velkendte ”Danmark for Folket” (1934) – og det på trods af, at Socialdemokratiet på det tidspunkt har dannet med regering med Det Radikale Venstre i knap fem år. (5) Som bekendt er programmet Danmark for Folket på forsiden prydet af et stiliseret kort over Danmark med nogle silhuetter af mennesker, der går i demonstration ”for Arbejde, Brød og Frihed”, som det hedder nederst på forsiden.

Selve det at partiet laver et program, der har overskriften Danmark for folket, er at hævde, at tingenes tilstand ikke er i overensstemmelse med folkets interesser. Folket har nogle interesser, som bliver undertrykt. Derfor må Danmark bringes i overensstemmelse med folkets interesser, det skal være for folket. Ligesom i valgkampen er der en meget stærk ånd af mobilisering over programmet. Under overskriften Tiden kalder hedder det: ”Tiden kalder – på alle der bygger deres Liv på ærligt Arbejde” og på alle dem, der er ”ramt af kapitalmagtens krig mod ærligt arbejde!” Det er jo et ret klart opråb over det. Tiden kalder, nu må vi rejse os, fordi nogen gør noget, der er helt forkert, som strider helt imod vores interesser.

De fleste er enige om, at populisme vinder frem i krisetider, dvs. tider hvor bredere dele af samfundet oplever, at man ikke bare kan fortsætte som hidtil. Efter valget i 1929 har vi oplevet krakket på Wall Street med følgende massearbejdsløshed, med fascisme i Italien og nazisme på vej frem i Tyskland, og (fra socialdemokratiets synspunkt) også med kommunisme i Sovjetunionen. Alle disse forhold tages op i programmet men vægten lægges på, er at der er tale om ”en af Kapitalismen fremkaldt Krise, som ”i Omfang og Varighed [er] endnu mere alvorlig og indgribende end noget vi har set før”, og som ”hærger de udsattes hjem og familier”.

Danmark for Folket er også interessant, fordi det kan ses som kulminationen på en langvarig proces, hvor Socialdemokratiet gik fra at forstå sig selv som et arbejderparti til at være et folkeparti. Oprindeligt var Socialdemokratiets vision at arbejderklassen skulle gennemføre overgangen til socialismen, hvilket ville løse de fleste samfundsmæssige modsætninger. Men i første del af 1900-tallet ændrer partiet selvforståelse og bliver et folkeparti. I Danmark for Folket er denne forandring beskrevet eksplicit: ”Arbejderklassen naaede vidt frem i Kraft af Solidaritet og Sammenhold men hele Folket bør være med”.

Det interessante spørgsmål er så, hvem ”hele folket” er. Til forskel fra det vi i dag kalder for ”catch all” partier, er en populistisk artikulation af folket kendetegnet ved, at det er i konflikt med eliten. Hvem folket så egentlig er, er et ret åbent spørgsmål. (6) I udgangspunktet beskriver programmet dog folket som en som en relativt entydig størrelse. Der tales for eksempel om ”det danske Folks Traditioner, Anskuelse og Vilje” i bestemt form. Men samtidig noteres det også helt eksplicit, at folket ikke bare er der: det må på en eller anden måde skabes. Det hedder ”at det er Tid til at skabe det Folkefællesskab der vender sig imod Lovløsheden og sætter sig hele Samfundets Opbygning som Maal.” Så det kræver en aktiv indsats at samle folket, og samtidig bliver det tydeligt, at folket ikke er hele befolkningen. Programmets ”Maal er at samle alle der hører til den arbejdende og udbyttede Befolkning”. Senere præciseres det, at programmet henvender sig til ”Industriens og Landbrugets Arbejdere, til Gaardmænd, Husmænd, Fiskere, Tjenestemænd og Næringsdrivende i Handel og Håndværk, til alle Håndens og Aandens Arbejdere”. Spørgsmålet er så, hvad der egentlig holder denne alliance sammen? Det, fortæller programmet, er, at de alle ”bygger deres Liv paa ærligt Arbejde”. Men selv når man opstiller sådan en definition, løser man ikke afgrænsningsproblemet. Grænsen mellem, hvad der er ærligt og uærligt arbejde, er jo ikke givet, den må trækkes.

Populisme er, når den grænsedragning eksplicit retter sig imod en elite, der er i modsætning til folket. Populisme viser os netop, at det, der holder folket sammen, det der leverer svaret på, ”hvad eller hvem folket er?”, i sidste ende er modsætningen til eliten. Som i valgkampen i 1929 er den logik meget tydeligt til stede i programmet. Der peges på ”alle der er ramt af Kapitalmagtens Krig mod det produktive Arbejde”, ligesom det nævnes at ”Bonden og Husmanden i disse Aar har fået at føle at deres Plads var nærmere ved Arbejderen end ved Lensgreven”.

Ud over modsætningen til eliten spiller symboler også en stor rolle i populisme. Populisme genererer stærke symboler, der kan samle alle de forskellige krav og interesser og identiteter i et fælles folk. Billedet, der pryder forsiden af Danmark for Folket (med de demonstrerende der fylder danmarkskortet ud), er virkelig et sådant stærkt symbol. Det er simpelthen flot og samtidig en stærk måde at vise, at vi er nogen, der er nødt til at stå sammen for at få vores interesser igennem. Men noget andet, der går igen i diskussionen af populisme, og som ofte bliver brugt som en kritik af populisme, er forestillingen om lederen. Den stærke leder, som kommer til at legemliggøre bevægelsen. For mange kommentatorer har det noget lettere (nogle gange meget stærkt) autoritært præg over sig. Men i valgkampen, der fulgte efter programmet i ’35, og som blev det mest succesfulde valg til dato (socialdemokraterne opnåede 46% af stemmerne), der var sloganet og valgplakaten, som de fleste nok kender, Stauning eller Kaos. Et billede af Stauning der skuer ud, både over det kaos der truer, men også ud mod den fremtid for folket, der bliver virkelig, hvis Socialdemokratiet vinder valget. Og det er jo et fuldstændig tomt symbol: vi skal bakke op omkring lederen, ikke fordi han fortæller os, hvad der skal ske, hvad der er vores interesser i en rationel afvejning af, hvad der tjener os bedst. Men fordi alternativet er, at kaos rammer os.

Konklusion

Hvordan kan vi forstå disse eksempler fra Socialdemokratiet? Vi vil ikke påstå, at socialdemokratiet fra 1929 til 1935 er et paradigmatisk eksempel på populisme, men blot at der er klare populistiske træk i deres kampagner. Den måde, de adresserer folket på, er ganske tydelig: folkets konflikt med eliten gennemsyrer det hele. Derfor har Kaare Dybvad ikke ret i, at Socialdemokratiet altid har været præget at en institutionel logik. Det socialdemokratiske folk på dette tidspunkt er ikke hele befolkningen, der kan leve fredeligt ved side om side, med konstruktive resultater til følge. Folket er undertrykt, og det må forenes i kamp mod undertrykkerne.

Hvad kan vi så lære af denne historie? For det første kan vi lære, at der ikke bare er en entydig befolkning. Et folk må konstrueres, og det har altid en yderside: man kan kun konstruere et folk ved at sætte noget, der ikke folkeligt, en elite eller andet, udenfor. Der er ikke noget universelt ”vi”, der er altid en splittelse mellem ”os” og ”dem” – og det er noget af det, populismen viser os meget klart. For det andet vil vi påpege, at populisme er rigtig mange ting. Der er meget stor forskel på det, som fulgte i kølvandet på Socialdemokratiets sejre i mellemkrigstiden og det, Viktor Orbán og Trump står for. Derfor er det forkert at opfatte populisme som en entydig størrelse og hævde, at populisme som sådan skulle være udemokratisk eller potentielt farligt. Det kommer helt an på, hvordan folket konstrueres, hvordan opbakningen til lederen tager form, osv. Faktisk vil vi hævde, at det ikke er tilfældigt, at opbygningen af velfærdsstaten fulgte i kølvandet på populistiske artikulationer. Formodentlig er noget, der minder om populistisk mobilisering faktisk en nødvendig forudsætning for at kunne lave mere afgørende forandringsprocesser – hvis man i øvrigt, selvfølgelig, skulle mene, at det var nødvendigt og en god idé.

Litteratur

Hansen, Allan Dreyer. 2017. “Folket eksisterer ikke – derfor har vi populisme. Om Laclaus populismeteori”. Tidsskriftet Politik, 10 – 28, 20 (4). https://tidsskrift.dk/politik/article/view/101531.

Hansen, Allan Dreyer. 2020. “Populisme: Forvrængning af demokratiet, tynd moraklsk ideologi eller det politiske ontologi? Müller Mudde og Laclau om populisme”. Agora 38 (1–2): 33–60.

Korsgaard, Ove. 2004. Kampen om folket: et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. København: Gyldendal.

Laclau, Ernesto. 2005a. On Populist Reason. London: Verso.

Laclau, Ernesto. 2005b. “Populism: what’s in a name?” I Populism and the mirror of democracy. London: Verso.

Müller, Jan-Werner. 2016. Hvad er populisme? København, Informations Forlag.

Noter

(1) Jf. fx J-K Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre’s blog i Jyllandsposten (31.01.21). Interessant nok var kravet ikke ”sand folkelighed” men derimod ”ægte statsmandsskab”: ”Jeg vil ikke have en statsminister, der spiser makrel i tomat, jeg vil have en statsminister, der spiser foie gras på Marienborg.” Vi tvivler på, at Støjbergs støtter i Jylland bakker op om det billede af en ”statsmand”.

(2) På Kaare Dybvads Twitter-profil har han et baggrundsbillede med Dannebrog, hvor der står: ”Danmark fortjener bedre”, ”Danmark kan gøre det bedre”, ”Danmark for hele folket” (med streg under ”hele”)

(3) ”Ved at omdefinere klassebegrebet i folketermer etablerede Socialdemokratiet sig fra 1934 som det virkelige folkeparti. Folkebegrebets tredobbelte betydning gjorde det muligt at tale om folket som det arbejdende folk, hvis interesser partiet i særlig grad varetog, og samtidig tale på demokratiets og hele nationens vegne.”

(4) Vi lægger os da også op ad et specifikt bud, nemlig den argentinske politiske teoretiker Ernesto Laclaus teori om populisme (1977, 2005a og 2005b). For danske introduktioner og en mere udførlig analyse af socialdemokratiets program Danmark for Folket, se Hansen 2017 og 2020

(5) En del af konteksten er selvfølgelig, at ”Reaktionen” (Venstre og Det Konservative Folkeparti) fortsat havde flertal i Landstinget.

(6) Hvis man kigger nærmere på arbejderbevægelsens historie, vil man se, at det heller ikke har været helt let at definere, hvad arbejderklassen var for en størrelse, hvem der tilhørte den, og hvem der ikke tilhørte den. Det er klart, at de problemer kun bliver så meget desto større, når det handler om folket.