Om protest, kritik og aktuelle problemer. En politisk bogomtale

Denne artikel omtaler bogen Protestkritik. Hvordan kan man tænke protesten i skyggen af ´68. Trykt af Tallinn Book Printers, Próblema. 237 sider, 235 kr. Udgivelsen er redigeret af Andreas Hjort Bundgaard m.fl. og kom i august i år. Det er en god bog, men man skal ikke umiddelbart acceptere alt, hvad der står i den. Til gengæld bør man diskutere den.

Kære Redaktionsgruppe

Set under ét er det en god og spændende politisk bog, I har redigeret og til dels skrevet. I får benævnt og rejst en række aktuelle problemer og udfordringer som klimakrise, populisme og ikke mindst den allestedsnærværende og stadig utæmmede kapitalisme. I får også vist, at ikke alle umiddelbart accepterer tingenes tilstand. Jeg læser fx jeres bog og dens udgivelse som udtryk herfor. Med Protestkritik får i også vist, at der stadig er plads til teoretisk aktivisme.

Det får I gjort med baggrund i et sammenligningsgrundlag, nemlig protesterne i 1968’s Frankrig og Danmark, således at der også fortløbende er en historisk reference i jeres bog.

I endnu højere grad får I fremstillet en række forholdsvis nye akademiske tilgange til debat og kritik af de vesteuropæiske samfund, vi har levet i siden Den kolde krigs slutning. Selvom om Karl Marx er den forfatter, der får flest henvisninger i jeres index og selv om kapitalisme, kapital og lignende er den ordfamilie, der fylder mest i samme, får I også plads til især Alain Badiou og den halvgamle men stadig aktuelle mester Jacques Lacan.

Marx står for jeres strukturelle grundlag, kapitalismen, mens Badiou og Lacan står for jeres bogs teoretiseren over de ustyrlige begivenheder og (under-)bevidstheder, der på deres side forstyrrer den kapitalistiske realismes glansbilleder.

Jeg håber, at bogen får en udbredelse, der passer til dens indhold og det arbejde, I har lagt i den. Når det er sagt, synes jeg, at den stritter i for mange retninger. Men det synes I formodentlig også er en ros givet anledningen – der var 1968, og hvad deraf fulgte – og det indhold, I har valgt at sætte i den.

Personligt kan jeg kun følge tendensen i ganske få af teksterne og da kun noget af vejen. Jeg tror, at det netop hænger sammen med, at bogen er så gennemført politisk, og at jeg ikke helt er på det politiske hold, som I vist er. Det uddyber jeg nedenfor.

Når jeg har valgt at kalde dette en politisk bogomtale, i stedet for en anmeldelse, er det fordi jeres bog har en uensartet karakter, der efter mine begreber unddrager sig almindelig anmeldelse. Det, der holder den sammen er, så vidt jeres kan se, jeres politiske engagement, men dybest set ikke indholdet. Teksterne er så forskellige med hensyn til tilgang og form, at en anmeldelse i klassisk forstand ville blive alt for lang og besværlig. Både at skrive og læse.

Derfor har jeg valgt en form, hvor jeg har forestillet mig, at I havde inviteret mig til en boglancering og bedt mig holde et oplæg om min oplevelse af bogen som et hele fra et politisk synspunkt.[1] Det sætter mig (ikke som anmelder men) som ’omtaler’ i den position, at jeg samtidig både skal forholde mig til gæsterne til lanceringen og redaktionsgruppen. Det vil sige, at jeg ikke blot kan tage for givet, at læseren ved, hvad jeg taler om. Men jeg fastholder altså den direkte henvendelse som måde at fremsætte mine synspunkter på, fordi det forekommer mig at være det mest ærlige, når jeg nu er så skeptisk, som jeg reelt er.

Mit oplæg er disponeret sådan, at jeg først fremlægger et par punkter, hvor jeg synes, at I kunne have gjort det bedre. Dernæst kommer eksempler på noget, der er godt ved bogen. Endelig er der et forsøg på en konstruktiv forståelse af bogen set som en helhed.

Fra Podemos til Problemos

Protestkritik er udgivet af en forening, som I har kaldt Próblema. På jeres hjemmeside skriver I under fanen Info at:

”Den oprindelige græske betydning af problema er ’dét, som er kastet frem’. Foreningens sigte er – i tråd hermed – at fremvise og udstille problemer og vække undren, som kan danne grobund for kritisk tænkning af de problemer, der melder sig i samfundet, kunsten og videnskaben.” (Citat fra Próblemas hjemmeside).

Protestkritik er et eksempel på, hvordan dette sigte kan realiseres. Som sådan er det en vellykket bog. Ingen tvivl om det. Den fremstiller og udstiller problemer i tiden. Den nævner problemer som den fortsatte sociale uretfærdighed, uligheden, klimakrisen og fx i et konkret og ret vellykket eksempel den afstand, der er blevet skabt siden 1968 mellem nogle dele af venstrefløjen og nogle dele af arbejderklassen.

Men spørgsmålet er, om det er nok? Der jo ret beset rigtig mange bøger, der fremstiller og udstiller problemer i tiden. Min grundlæggende anke er, at der er for lidt plads konstruktiv tænkning i konceptet og for få eksempler på aktuel praksis i bogen.

Hvis man kigger lidt på hjemmesiden i øvrigt, får man ikke nogen direkte oplysninger om, hvornår foreningen er dannet. Jeg gætter dog på, at det er inden for det seneste tiår, og at aktiviteterne har taget til siden. I mit univers forekommer Próblema, at være en reaktion på finanskrisen og de problemer, den gav.

Der kan jeg ikke lade være med at sammenligne med et andet europæisk projekt inden for den samme tidsramme og til en vis grad med samme bagvedliggende ubehag ved den aktuelle europæiske kultur, nemlig Podemos-projektet. Ligesom Próblema blev Podemos udviklet efter finanskrisen af en gruppe mennesker, der syntes, at kapitalismens kriser generelt blev diskuteret for lidt og inden for rammer, der i for høj grad accepterede det gamle politiske systems præmisser.

Der, hvor Podemos-projektet, som jeg ser det, var på forkant i hold til Próblema var, at det fra starten var konstruktivt og offensivt. Alene navngivningen, synes jeg siger meget. Podemos betyder ’vi kan’ til forskel fra det lidt mere tilbageholdende ’vi fremviser’ eller ’vi udstiller’. ’Vi kan’, eller ’We can do it’ som USA’s Obama sagde i sin valgkamp i sin tid, udstråler tillid til, at man kan ændre tingene, skabe et nyt samfund. ’Sælge varen’, med et udtryk I måske ville have jer frabedt brugt i forbindelse med jeres bog.

Et andet sted i dette nummer af nummer af Kritisk Debat skriver Niels Boel om et latinamerikansk forsøg på at ’gøre det’, nemlig Evo Morales og MAS-bevægelsens regeringsperiode fra 2006 til 2019 i Bolivia. Podemos tog et af deres udgangspunkter i dette forsøg. Det forekom mere konstruktivt end at tage udgangspunkt i protesterne fra 1968. Hvor relevante de end kan være i andre sammenhænge.

Podemos var som Próblema dannet af en forholdsvis lille gruppe af hel- og halvstuderede røvere, der ville ændre ved tingene. Til forskel fra Próblema (så vidt jeg kan se af de to kilder, som er hjemmesiden og bogen) havde de imidlertid en klar sondring mellem viden og praksis. De mente at vide, at der 1) var et klart potentiale i befolkningen for en ny politisk kraft og 2) at man kunne finde ud af, om det var rigtigt ved at lave et klassisk, nærmest positivistisk inspireret, politisk eksperiment i og som praksis.

Deres enkle arbejdshypotese var, at der var potentiale for et nyt venstreparti i Spanien og deres metode var at efterprøve hypotesen empirisk (som Karl R. Popper ville have anbefalet det). Dvs. at de lavede partiet, blandt andet med det helt klare sigte, at se om det fik opbakning fra aktivister og stemmer fra borgere. Inden for ganske få år kunne de evaluere på deres forskningsprojekt. ’Ja, der var et potentiale, for vi fik millioner af stemmer’. ’Ja, vi kunne i nogle år flytte dagsordenen i spansk politik fra traditionel politik til bevægelsespolitik og venstrepopulisme’. Lidt senere igen kunne de konstatere, at ’ja, vi kunne forhindre at højrepopulisterne kom i regering ved selv at støtte socialistpartiet’.

Nu skal man ikke tro, at alle bare ville kunne gøre eksperimentet efter. Men det er heller ikke pointen her. Pointen er, at Podemos i hvert fald prøvede med en blanding af traditionelle faglige principper og erfaringer fra rigtige bevægelser i Spanien siden 2011 at iværksætte et nyt projekt. I forhold til den del af jeres bog, der hævder at ’begivenheder’ er noget, der ligger uden for teoriens kontrol, havde Podemos allerede på nærmest voluntaristisk måde vist, at det ikke passer. I hvert fald ikke efter Poppers princip, der siger, at hvis man bare kan finde en sort svane er påstanden, om at alle svaner er hvide, forkert.

Begivenheder kan skabes med almindelig gammeldags mål/middel-rationalitet. Så Podemos er en af jeres bogs sorte svaner. Obama, en erklæret sort præsident i det Hvide hus, er en anden og MAS i Bolivia en tredje. Patetisk udtrykt synes jeg, at sloganet ’vi kan’ taler højere end ’vi protesterer’. Det taler i praktisk handlen i stedet for i debat. Anderledes udtrykt er der set fra et centrumvenstre-synspunkt mere gods i at kunne levere et støtteparti til en ’rød-blok-agtig’ regering, som Spanien har i dag, end i at være debatcirkel.

OG JA, jeg ved godt, at sammenligningen på alle måder er uretfærdig. Men den er ikke desto trods eksemplarisk for, hvor vandene skiller i store dele af europisk venstrepolitik i dag. Der er meget store forskelle på, hvordan man ser på opposition til neoliberalisme, højrepopulisme og ukritisk forbrugerisme. Jeg ser podemos-agtig politik som vejen frem i højere grad end den mere ’rene’ politik og kapitalismekritik, jeres bog giver udtryk for.

Jeg er helt med på, at protest indgår i forsøg på at ændre på tingene, skabe en ny verden, som nogle af jer formulerer det. At fremvise og udstille virkeligheden er en måde at i-tale-sætte den på, sådan som Marx mente, at man burde gøre, før man ændrede noget, ligesom mureren byggede huset i hovedet, før han gjorde det i virkeligheden. I 1968’s efterspil blev det at finde ’mot-que-le-dire’ især via kvindebevægelsen en udbredt form for undergravelse af nogle de dominerende tankeformer på.[2] Her er jeres bog ’tyk’, som det hedder i nogle former for evalueringsjargon på de videregående uddannelser.

Men den er tynd på det efterfølgende konstruktive. Dybest set er der kun to tekster, der leverer tyngde på det felt, nemlig Gry Worre Hallbergs & Sisters Hope, der handler om erfaringsdannelse i skolen via ”Performance Xperimenter” (og er ret kort og programatisk/postulerende) og Rasmus Bo Clemmensens opsamling på et aktivistisk projekt/eksperiment i forbindelse med modstand mod ’fremdriftsreformen’.

De gode takter og tekster

For at kunne lande på den gode fod, vil jeg også pege på elementer af bogen, som jeg synes fungerer godt. Først og fremmest skal det nævnes, at bogen i dette tilfælde også er en fysisk ting. Den er ikke bare en samling ord eller en elektronisk realitet. Det er en rigtig bog, som nogen har gjort sig umage med, og det afspejler sig i den fysiske form. Smudsomslaget er lækkert at røre ved og at se på. Papiret er tykt og teksten/satsen er let læselig. Man kan let blive forfalden til at eje den slags ting, og det er naturligvis en smule demoraliserende, hvis man tager indholdets generelle tendens i betragtning. På den anden side motiverer det også til at behandle bogen ordentligt og arbejde flittigt med den.

Forordet, der er skrevet af Próblema i fællesskab, peger utvivlsomt på noget relevant, som er en bog med de egenskaber værdigt. Nemlig, at selvom 1968 efterhånden ligger meget langt tilbage, bør vi også værdsætte mange af de tanker, der blev sat i gang af dette sæt af begivenheder. Og ikke nok med det. Vi bør også fastholde blik for den uenighed og de deraf følgende protester/politiske mobiliseringer, der til stadighed gives udtryk for i vores vesteuropæiske samfund.

De tanker, der blev tænkt mellem da og nu, kan være med til at bedre at forklare og forstå de protester, der også er med til at karakterisere det ’nu’, vi lever i. Forordet nævner ”(u)dover klimaprotesterne, antibrexit-demonstrationer, og De gule veste i Frankrig” også 2019’s ”massive massedemonstrationer i Chile, Algeriet, Hongkong, Irak, Catalonien, Tjekkiet og Venezuela”. Hvis man kan acceptere, at protester i sig selv kan have noget positivt over sig, er det jo en imponerende liste. Hvis man går nærmere ind i, hvad der egentlig blev protesteret mod, er enkelte af eksemplerne dog noget forstemmende.

Kirsten Hyldgaard diskuterer i kapitlet ’Hvad får os på gaden?’, og med udgangspunkt i #Me Too-bevægelsen, spørgsmålet om aktører og strukturer. Hun introducerer Badiou og hans forestillinger om ’begivenheder’ som et middel, der kan drive denne diskussion videre. Hendes drøftelser af strukturalisme som faglig tilgang er ydmyge på denne traditions vegne, men dog faste nok i mælet til ikke at afskrive den som fremgangsmåde. Hvis der via faglig praksis kan fremvises og udstilles strukturer, så skal de fandme også anerkendes som sådan, synes at være budskabet. Også selv om nogle filosofer benægter deres eksistens med logiske argumenter. Hun fremstiller på den måde sin egen tilgang som en ’pragmatisk strukturalisme’, hvor strukturerne nogen gange kan aktivere aktører via begivenheder – sagt meget kort og kun en smule misvisende.

Et nedslag i historien om det danske ´68 fremstilles i Tania Ørums ’Det performative, det kollektive og det politiske’. Jeg oplevede under læsningen noget af teksten som en lidt morsom samtidshistorie, indtil det gik op for mig, at det vist sagde mere om, hvor gammel jeg efterhånden er blevet, end om ’samtidshistorie’. Teksten er selvfølgelig ikke den fulde historie, men alligevel viser den indirekte, hvor småt Danmark er. Nogle af personerne har jeg fx et helt overfladisk eller indirekte kendskab til. Hvor mange ville have det i Frankrig til Cohn-Bendit, og hvad de nu ellers hed. Klaus Rifbjerg beskrev i romanen Marts 70 med udgangspunkt i en søn af en cigarhandlers skæbne nogle begivenheder inspireret af ’68. Blandt andet planlægningen, udførelsen af og fiaskoen for et angreb på Aarhus Universitet. Det hele forekom ret uskyldigt i Rifbjergs kunstneriske vision i forhold til Sissel-Jo Gazans adskillige årtier senere – og langt mere uhyggelige – beskrivelser af ’68-inspireret aktivisme i Aarhus i romanen Blækhat. Men det var et sidespring inspireret af Protestkritiks disposition.

I Kristian Thorup’s ’Var ´68 begyndelsen til enden for klassekampen?’ stilles der et spørgsmål, der ikke kan besvares meningsfuldt. Hvis det reelt skulle besvares, skulle klassekampen være slut, og det mener vist heller ikke Thorup er tilfældet. Det ændrer nu ikke på, at hans grundlæggende problemstilling er blandt bogens bedre. I hvert fald begyndte de traditionelle arbejderpartier til venstre at miste stemmer til højre, især Fremskridtpartiet, i 1970’erne. Altså ”i skyggen” af 1968. Ifølge Thorup var årsagen, at arbejderne ikke gad høre på studenterne i SF og VS, og heller ikke på de færdige akademikerne, der var i spidsen for Socialdemokratiet. Jeg tror, at kapitlet kunne have haft fordel af at gå lidt dybere ned i de enkelte aktørers sammensætning. Fx ville blot en lille sproglig præcisering, som fra starten kun at tale om ’nogle af arbejderne/dele af arbejderklassen’ (i stedet for arbejderne) og ’dele af arbejderpartierne/venstrefløjen’, have tvunget forfatteren til at drage mere præcise konklusioner, og ikke mindst ville det have givet mere præcision at sondre mellem populisme og højrepopulisme, for det er jo det sidste, der diskuteres, – men det er skolemester-indvendinger mod en ellers konstruktiv tekst.

I ’Lirum larum eller Simulacrum?’ drøfter Katrin Hjort nogle af grundene til ikke kun at bruge universitetsfremstillet forskning som rettesnor for handling. Hendes tekst er ret kort, men får dog sammenfattet nogle ret vigtige forskelle på denne og andre erkendelsesmetoder. Personligt vågnede jeg lidt op, da jeg midt i teksten blev mindet om Karl R. Poppers bon mot om, at forskere aldrig kan bevise, at de har ret, men at de ofte må lade sig slå til tåls med, at de eventuelt kan bevise, at deres kolleger har uret. Godt at blive mindet om. Hjorts tekst fungerer i øvrigt som en slags intro til den følgende.

Det vil sige Gry Worre Halberg & Sisters Hopes ’Det sanselige samfund: Hinsides økonomisk rationalitet’. [3] Det var en af de tekster, der fik mig til at stige helt af. Ikke af det projekt, der beskrives, for det virker, som nævnt andetsteds, ok, men af den form, det beskrives i. Her viser forskellen mellem forskellige tilgange sig for alvor for mig, og jeg vil ikke prøve at retfærdiggøre, hvad jeg måske egentlig burde, hvorfor den postulatoriske form byder mig så meget imod. Der må trods alt være forskel på kravene til en ’omtale’ og kravene til en tekst, der gerne vil ’anmeldes/omtales’.

Den ovenstående tekst er i familie med Rasmus Bro Clemmensens ´Et andet universitet er umuligt. Lad os skabe det’ på den måde, at den forholder sig konstruktivt i stedet for analyserende til emnet ’protest i skyggen af 68’. Teksten har karakter af en fortælling og fortløbende erfaringsopsamling på baggrund af en idé om politik, hvor protest, klargørelse af synspunkter og antagonismer spiller en stor, nærmest selvstændig rolle. Paradoksalt nok kan man godt læse kapitlet uden at det, at det også handler om universitetspolitik, betyder så meget. Chantal Mouffe bliver ikke nævnt, men hendes idé, om at ’konsensus er gift’, forekommer alligevel nærværende som noget, Clemmensen kunne tilslutte sig.

Brian Benjamin Hansens ´Hvem ved, hvad en lille, kontrær handling kan føre til?’ giver til gengæld næring til historier som Clemensens. Teksten er en slags indføring i nogle centrale dele af Lacans tænkning. Med henblik på at give perspektiver til fortolkning af ´68 – som enten en revolution mod det bestående eller en mindre tilpasning (indarbejdelse af den postfordistiske tekniks nye vidensarbejdere i den globale arbejderklasse) af de velkendte kapitalistiske produktionsforhold. Teksten er en af dem, der kunne pege på forestillinger om at ’from small things big things comes’, og at de enkelte individer, via begivenheder og disses i-tale-sættelse, i særtilfælde kan sætte noget, der ligner opstande i gang. Jeg tror altså ikke helt, at det foregår på den måde, men tanken er i hvert fald meget smuk og demokratisk. Også selvom Hansen med Lacan (og bag ham Hobbes) på den anden side advarer om, at menneskebørnenes liv, når alt kommer til alt og kulturen blander sig, er ’kort, hårdt og råt’ – eller noget i den retning.

Funktionel dysfunktionalitet

Nu har jeg på godt og ondt fortalt noget om, hvilke tanker og reaktioner Protestkritik kan sætte i gang. Hvorom alt nu er, så er det i hvert fald opmuntrende, at det er lykkedes Próblema at holde fast i et forsøg på at bringe de aktuelle protester og dele af kritisk tænkning sammen. På trods af at projektet må have haft mange odds imod sig. Lad mig slutte med et eksempel på, at nogle af de tilgange, som bogen indeholder, er direkte modstridende. Det understreger, tror jeg, noget om redaktionsgruppens udfordringer:

I nogle kapitler forventes det, at det vil være muligt for samfundsborgere at kaste kapitalismens åg af sig, og dermed opnå et rigere liv, en bedre tilværelse og en ny verden, hvor får, løver og marxister græsser side om side på samme fælled.

I andre kapitler tages der imidlertid udgangspunkt i, at menneskenes samliv er af en grundlæggende ubehagelig karakter. De andre, som udgør flertallet, har drifter og begær, som de overfører på hin enkelte, som dybest set er hver af os. Vi lærer hver især deres/de andres indblanding at kende via skiftende former for over-jeg’er, der – for nu at sige det kort – ødelægger det hele for både kollektivisterne og hinanden. Med en let omskrivning af sangerinden Nannas hit fra firserne: ”Hvis bare der var kærlighed nok til os, men det er der ikke, så var der ingen der gad at slås”.

Der findes ingen måder, hvorpå to synsvinkler kan forliges i et filosofisk eller blot teoretisk univers. Marx’ og Freuds spøgelser er stadig i krig med hinanden. Også inden for denne bogs rammer. Alligevel har gruppen kunnet rumme begge tilgange og fundet dem ligeværdige til at blive optaget i bogen og derved videreformidlet til fortsat diskussion.

Så selvom jeg som læser ikke er enig i ret mange af bogens konkluderende afsnit, finder jeg trøst i den gamle professor i politikwissenschaft og statsteori, som det hed i Danmark, Joachim Hirsch’s tanker fra 1970’erne om ’funktionel dysfunktionalitet’. Han mente, at den tyske socialstatsmodel, som han skrev om, var grundlæggende præget af, at staten på den ene side iværksatte politikker, der kunne dæmpe den sociale uro via fx omfordeling, mens den sociale uro blev næret af, at staten iværksatte politikker, der irriterede og skatteflåede de samme borgerne. Men det holdt dem i hvert så beskæftigede med indbyrdes skænderier, at de ikke fik tid til også at gøre noget ved det egentlige, bagvedliggende problem: kapitalismen. For denne var dysfunktionaliteten altså funktionel.

På samme måde tror jeg, at en bog af denne type – dysfunktionel og splittet som den er – kan have en funktionel egenskab, hvis den bliver brugt konstruktivt og til at træffe valg med. Læsere vil finde argumenter, der peger i hver sin retning. De vil formodentlig blive provokerede til at gentænke nogle af deres ideer, som de måske ser støtte til i nogle af kapitlerne, ved hjælp af andre kapitlers modsatrettede ideer, som de også kan genkende lidt af dem selv i.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg tror, at der kan bygges bro over de store uenigheder. Men diskussionen af dem kan være med til, at nogle læsere bliver mere afklarede om de valg mellem tilgangene, de nødvendigvis må træffe, hvis de fx som studerende skal videre og også bruge dem.

Eller hvis de som politikkere/aktivister vil planlægge handling – helst inden for det sociale demokratis rammer. Det er en bog, der, med en udtryk fra en forfatter og filosof, der ikke optræder i bogens indeks, ’ingen trætte bryder, men åbner den’.

  1. Kritisk Debats læsere er så ideelt set med på en lytter.
  2. Dominerende diskurser forstået netop som noget, der har med dominans at gøre – ikke nødvendigvis forstået som de mest udbredte eller eneste diskurser i et givet samfund.
  3. Og så mener jeg bestemt ikke, at vi skal gå ”hinsides økonomisk rationalitet” som princip. Tvært i mod. Vi burde gå i retning af bedre og mere økonomisk rationalitet, hvor demokratiske, politiske beslutninger om mål og midler bestemmer langt mere af hvad og inden for hvilke rammer, der skal produceres. Dette i stedet for det aktuelle, markedsbaserede fåmandsvælde, der ikke altid har ret meget med ’økonomisk rationalitet’ at gøre, men blandt andet har brugt os ud i klimakrisen.