Nyliberalisme

I en anselig del af venstrefløjens samfundsanalytiske litteratur og i den daglige politiske debat støder man næsten konstant på begrebet nyliberalisme. Begrebet anvendes meget frit, ofte journalistisk og beskrivende (anekdotisk), men desværre også med en status og påstået forklaringskraft, som var der tale om en velafgrænset politisk-økonomisk kategori – en art anerkendt fælles referencepunkt af paradigmatisk status. Men sådan forholder det sig rent faktisk ikke.

Selv om mange mener at tale om det samme, når de anvender begrebet nyliberalisme, forholder det sig desværre ikke sådan i virkeligheden. Begrebet har mest karakter af et overbegreb, som dækker et noget diffust felt af betydninger og fortolkninger, der spænder lige fra en karakteristik af den nuværende kapitalisme som en ny social orden, eller som en særlig virulent afart af den gamle kapitalisme, som statslig styringsideologi over til mere epokale definitioner, hvor begrebet anvendes som beskrivelse af det, der opfattes som et nyt stadie i kapitalismens udvikling eller som en særlig strategisk ideologi for den herskende klasse. (Se eksempelvis: Chantal Mouffe, David Harvey, Gérard Duménil og Dominique Lévy, Sergio Cámara Izuirdo, Costas Lapavistas til David Budtz Pedersen og Theresa Scavenius, of Niklas Olsen og Jacob Jensen m.fl). (1)

Men på trods af den store variation i betydningerne og fortolkningerne refererer den praktiske brug af begrebet dog til en række fælles fænomener og karakteristiske tendenser, der har været fremherskende de sidste tredive år. Alene derfor kan det være ganske spændende at undersøge begrebets indhold nærmere men også at se på, om begrebet overhovedet er anvendeligt som selvstændig kategori i analytisk sammenhæng – eller sagt på en anden måde: Om det kan bruges til at forklare de aktuelle historiske hovedtræk, eller om det blot er en politisk bekvem og defensiv dæmonisering af den historisk specifikke strategi, som de herskende klasser og lag i samfundet har formuleret i deres tilbageerobring af hegemoniet, restaurering og omstrukturering af den kapitalistiske samfundsøkonomi.

Hvad betyder nyliberalisme?

Ny lader sig ganske simpelt definere som en tilstand, der adskiller noget fra noget, der er gået forud. Ordet er således som udgangspunkt indholdstomt. Det skal fyldes ud med beskrivelser af, hvori det adskiller sig fra det gamle, og hvad det aktuelt positivt indeholder. Uden disse afgrænsninger er ordet enten meningsløst eller også indtager det en konnotativ funktion, hvor der indirekte henvises til en række positive eller negative forestillinger eller verdensanskuelser.

Liberalisme kommer fra det latinske ord liberalis, som betyder frisindet – altså at sindet er frit. Ordet er igen afledt af begrebet liber, som betyder frihed eller størst mulig frihed uden at frihedens grænser eller orientering dog er nærmere bestemt. Altså også et tomt begreb.

Når ny og liberalisme sammenstilles, og ny bliver prædikat for liberalisme, får vi et samlebegreb, der strengt taget ikke siger andet, end at denne form for liberalisme er ny og adskiller sig fra en anden, tidligere form eller er en historisk gentagelse. Forskellen mellem det, der er nu og det, der var, beskrives imidlertid sjældent og endnu sjældnere foldes begrebet og dets kategoriale status ud.

Hvad der kan lyde som en slet skjult ironisering, skal faktisk tages alvorligt, i og med begrebet ofte optræder som et skældsordsagtigt samleudtryk for stort alle de fænomener, der optræder i modsætning til og som en trussel mod velfærdsstaten, uden at der gøres rede for, hvorledes disse såkaldte liberalistiske fænomener og tendenser adskiller sig fra hidtidige liberalismes politik- og ideologiformer. Men når man trækker noget frem, lader man noget tilbage. I pågældende tilfælde lades velfærdsstaten næsten altid tilbage i idealiseret form.

Hvad er det nye?

Spørgsmålet om, hvorved nyliberalisme adskiller sig fra ”gammelliberalisme” kan desværre ikke besvares entydigt. Det skyldes for det første, at liberalisme ikke er noget entydigt politisk-ideologisk begreb, og for det andet at begrebet har ændret indhold af flere omgange. Ændringerne har til dels været begrundet i begrebets historiske funktion under forskellige politiske styrkeforhold.

Således optrådte begrebet første gang som distinkt begreb i spaniernes oprør mod Napoleons herredømme over Spanien. Siden blev begrebet som selvstændig politisk kategori indføjet i det nye borgerskabs politiske samlingspunkt i kampen mod resterne af den enevældige stat og for fri markedsdannelse og beskyttelse af den private ejendomsret. Indenfor samfundsteorien blev denne udvikling først og fremmest repræsenteret ved John Mill og Bentham. Fra midten af det 19. århundrede ændredes begrebets indhold yderligere. Det skete i og med John Stuart Mills opgør med den rendyrkede markedstænkning og dennes trussel mod samfundsstabiliteten, hvor den sociale polarisering, armoden i arbejderklassen og dennes begyndende organisering udviklede politiske og ideologiske ambitioner, som rakte ud over den liberale samfundsfilosofis grænser. Man kan sige, at han og flere andre engelske samfundsteoretikere lagde grunden til det, der senere er blevet kaldt socialliberalisme.

Det er således vanskeligt at definere nyliberalisme i forhold til en bestemt forudgående definition.

Første gang, begrebet nyliberalisme optræder, er i en række diskussioner i perioden efter depressionen i 30’erne. Her slog økonomen Hayek til lyd for et noget ændret syn på statsmagten i forhold til f.eks. Mills og Benthams opfattelse. Han og flere andre økonomiske teoretikere advokerede den stærke stat som det bedste forsvar for den private ejendomsret og den frie markedsdannelse mod de fremherskende monopoltendenser og heraf afledt konkurrenceforvridning. Så ifølge begrebets betydningshistorie skulle det, vi nu kalder nyliberalisme, måske i virkeligheden hedde ny-nyliberalisme. (2) Hayek-gruppens angrebsmål var dobbeltsidig. Kritik af laissez faire kapitalismen, fordi den resulterede i monopoldannelser og svækket konkurrence, og kritik af Roosevelts statsdirigerede New Deal politik.

Som det fremgår med disse få referencer, er det ikke lige til at afgrænse begrebet nyliberalisme ved at modstille det en tidligere udgave af liberalismen. En afgrænsning – hvis begrebet overhovedet skal give mening – der selvfølgelig må være konkret og positiv. Dvs. det må præciseres, hvad den sag eller de fænomener, som udtrykket henviser til, indeholder af nye tendenser, som ikke har været kendt tidligere. Det kommer vi til senere.

Liberalisme begrebets fællestræk

Men vigtigere er det måske at fremhæve det fælles frem for det, der skiller. Dvs. fællesnævnerne i de forskellige historiske politologiske, filosofiske og sociologiske/økonomiske udgaver af liberalismebegrebet.

Nu skulle man tro, at den første betydningsmæssige fællesnævner er frihedsbegrebet. Overfladisk forholder det sig nok også sådan, og så alligevel ikke, fordi begrebet er så vanskeligt at definere eller fylde ud.

Grundbegrebet er nok snarere det singulære individ, hvorved liberalismen mere end nogen anden samfundsfilosofisk tendens har indskrevet sig i historien som arvtager af renæssancens tidlige opgør med det gudsafledte menneskebegreb. Frihedsbegrebet udgår fra dannelsen af individet og kommer først til senere i det filosofiske og politiske opgør med den feudale adel og de herskende standsprivilegier. Og i det opgør foldes frihedsbegrebet ud som værn om det enkelte menneske og dettes ejendomsret, hvorfor det som følge heraf også indtager en central politisk plads i det opkommende borgerskabs politisk ideologi. Individbegrebet og frihedsbegrebet indskrives som væsentlige filosofiske tendenser (Locke og Hume og Kant) i den politiske begrebsdannelse og i de senere menneskerettighedserklæringer. (3)

Som en arv fra bl.a. Descartes, Locke og økonomen Adam Smith indføjes begreber som rationel kalkulation og økonomisk rationalitet i den liberalistiske tænknings samlede verdensforståelse. Begreberne autonomt individ, individets ret til sig selv/ejendom, frihed, rationel orden og økonomisk kalkulation indgår herefter i den liberale verdensfortælling som grundlæggende forudsætninger for alt videre fremskridt og civilisation. Begreberne forbindes med og indføjer sig i det opkommende kapitalistiske samfund og markedet som uomgængelig socio-økonomisk realitet.

Selvfølgelig varierer de nævnte begrebers indbyrdes forhold og gensidighed indenfor den liberalistiske filosofi op gennem tiden. Det sker i de store og mange hegemonikampe, hvor begreberne efterhånden indoptages og udvikles som sammenhængende politisk ideologi og verdensfortolkning for den nye herskende klasse – det kapitalistiske borgerskab.(4) Bl.a. ændrer frihedsbegrebet betydning fra at være vendt mod den tidligere herskende klasses privilegier og som fælles frihedsevangelium for alle de undertrykte klasser til at blive den nye herskende klasses begrebsperspektiv vendt mod den nye borgerlige stats tilbøjelighed til selvstændiggørelse i forhold til samfundet og markedet og begrænsning af den nye herskende klasses udbredelse af sin økonomiske magt og socio-kulturelle dominans.

Men det forekommer ikke korrekt at tolke denne transformation bl.a. i den efterrevolutionære udvikling i det 19. århundrede som et generelt udtryk for tesen om, at liberalismen står for ”mindre stat og mere marked”. For selv om de forskellige retninger indenfor liberalismen altid har haft et noget ambivalent forhold til statsmagten som samfundsinstitution, har en stor del af debatten først og fremmest drejet sig om statsmagtens bestemmelse og formål og i mindre grad om dens størrelse. I tilknytning hertil har spørgsmålet om, hvad samfundet egentlig er, givet anledning til mange stridigheder mellem eksempelvis laissez faire liberalisterne og socialliberalisterne, hvor førstnævnte helt ortodokst har strakt den metodiske individualisme så langt, at de har benægtet, at samfundet er andet end summen af singulære individer. (mest plastisk udtrykt af Margaret Thatcher). Hvorimod socialliberalisterne har anerkendt samfundet som en eller anden form for socialt og institutionelt fællesskab, hvor statsmagten i konsekvens heraf er blevet tildelt en større og mere positiv rolle – som overordnet regulerende instans til at afbalancere samfundsformationens indbyggede modsætninger og konflikter på et fortsat liberalt grundlag.

Det kan således ikke siges, at begrebet liberalisme tegner en entydig betydningshistorie bortset fra det forhold, at de væsentlige elementarbegreber i ideologien er gået igen om end i transformerede udgaver ofte afhængig af de givne sociale og politiske udfordringer, som det herskende borgerskab har været konfronteret med.

Jeg har med vilje ikke behandlet demokratibegrebets placering i den liberalistiske ideologis historie. Det bunder sig i, at de forskellige liberalistiske teoretikere og tendenser har haft og stadig har et særdeles anstrengt forhold til demokratibegrebet, som faktisk fortjener en særskilt behandling.

Men sat på spidsen kan man vel sige, at individbegrebet og frihedsbegrebet og forestillingerne om det retsligt regulerede markedssamfund betydningsmæssigt overtrumfer den liberalistiske ideologis forskelligartede demokratiforestillinger – her forstået som forestillinger om folkestyre og folkesuverænitet.

Faktisk er det først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at de forskellige liberalistiske strømninger for alvor anerkender demokratiet – men vel at mærke først og fremmest som parlamentarisk demokrati – dvs. som styreform. Nærmest til en nøgtern og ærlig beskrivelse af liberalismens forhold til demokratiet kommer vel først og fremmest økonomen Schumpeters definition af demokratiet: som en hensigtsmæssig procedure for borgerne at udpege deres ledere på. Ikke ud fra et folkesuverænitetens synspunkt. Men ud fra en konkurrencedemokratisk tilgangsvinkel: at politisk konkurrence for det første vil modsvare markedets afbalancerende natur, og for det forhindre autokrati og magtmonopolisering til skade for kapitalismens udvikling. Måske en kynisk demokratiopfattelse, men alligevel den mest præcise beskrivelse af det liberale demokrati.

Pointen i denne meget sammentrængte gennemgang af liberalismebegrebets begrebsmæssige grundelementer er ikke, at disse har ændret sig over tid. Kun deres indre position i forhold til hinanden. Tværtimod har de været fællesgods i liberalismens to hundrede år lange historie. Her er det betydnings- og anvendelseshistorien, der er det centrale. Og denne kan hverken beskrives eller forstås uafhængigt af kapitalismens egen historie og klassekampens forskellige konjunkturer, som begrebet er indlejret i. Om det ene eller det andet grundbegreb har været fremherskende, og hvilket forhold, det har stået i til de andre begreber, har først og fremmest været funktionsbestemt ud fra de givne historiske perioders hegemonikamp mellem klasserne og indenfor de respektive klasser. Men fælles for alle perioder i liberalismebegrebets historie er, at det i samfundspolitikken både har indtaget pladsen som udtryk for en bestemt og totaliserende verdensfortolkning og som politisk strategi for erobringen eller fastholdelsen af den samfundsmæssige magt gennem hegemonisk dominans.

Hvad er nyliberalisme så?

Hårdt trukket op og lidt forenklet vil jeg definere nyliberalismen som: En særlig politisk og filosofisk strategi for samling af den herskende klasse i en fælles front mod efterkrigstidens historiske socioøkonomiske kompromis i form af velfærdsstaten samt om gennemsætning af sine nye socio-økonomiske betingelser for genopretning og udvidelse af den kapitalistiske verdensøkonomi i en ny akkumulationscyklus.

Det afgørende i definitionen er, at der er tale om en politisk og filosofisk valgt strategi for at samle de herskende klasser og deres ledende personel om en praktisk udformning- og implementering af et klasseregime til forsvar for profitten som kapitalismens væsentligste drivmiddel. Ikke ud fra forud bestemte og alment accepterede forestillinger om, at den liberalistiske verdensopfattelse både er indlysende og et gode, men ud fra et klassespecifikt ønske om at fremstille sin politiske, sociale og kulturelle ombrydning af velfærdsstatens etiske og socialt institutionelle værn mod markedets ekspansion og destruktive sociale tendenser som en historisk nødvendighed og til gavn for det store flertal i fremtiden. (TINA; There is no alternative). (5)

Som følge heraf vælger jeg at forstå nyliberalismen som en bevidst politisk strategi og ideologisk legitimering af de herskende klassers genopretningspolitik og frisættelse fra samfundsmæssig regulering og begrænsninger. Som sådan skal det strategiske begreb også først og fremmest sættes i forbindelse med den herskende klasses opgør med velfærdsstaten og de samfundsklasser og deres organisering, som frem for nogen har nydt fordele af denne historisk specifikke og begrænsede stats- og samfundsordning af kapitalismen.

Derimod har strategien aldrig reelt haft til formål at reducere statsmagten eller indskrænke dens reguleringsfunktion. Der har i al væsentligt været tale om en formålsforandring.

Statsmagten har f.eks. i USA både ved ”Washingtonkuppet” i 1978 og ved den senere konceptualisering af den nye politik i ”Washington consensus” spillet en afgørende rolle i dereguleringen af de finansielle markeder, nedbrydning af modstanden mod frihandlen især i det fattige og afhængige lande og ikke mindst i afkoblingen af profitspekulationen i finanssektoren fra samfundenes realøkonomi. Ligeledes har strategien indebåret en tiltagende og til tider autoritær magtcentralisering i statssystemerne, og statsmagten har i hidtil uset grad medvirket ved nedkæmpningen af modstanden i arbejderklassen og i den politisk ideologiske fragmentering af dens klasseorganisationer – både de politiske og de faglige. Hvad mere er, advokeret individuelle løsninger på kollektive problemer gennem en omfattende og kontinuer mistænkeliggørelse af alle former for kollektive løsningsformer. Det samme gælder for så vidt de centrale kapitalistiske landes statsapparaters vitale andel i kapitalens uhæmmede ekspansionsproces på verdensmarkedet – der i dag kaldes ”globaliseringen” i ubestemt form. Hvorved begrebet i lighed med begrebet neoliberalisme praktisk ideologisk har antaget form af selvstændigt handlende subjekt.

På den anden side har individ- og frihedsbegrebet i samklang med den abstrakte og verdensfjerne neoklassiske økonomiske ligevægtsteori først og fremmest indtaget en placering i den samlede strategi som ideologiske stødtropper i kampen om det sociale- politiske- diskursive og kulturelle hegemoni. Dvs. i opgøret med velfærdsstatens og arbejderbevægelsens traditionelle solidaritets- og lighedsbegreb, der som selvforståelsesgrundlag havde det sociale og det bærende samfundsfællesskab som ledetråd for den samlede institutionsbygning i og efter verdenskrigens ødelæggende kaos.

Fællesskabs- og forvaltningstanken har som hovedtendens i de herskende klasser på intet tidspunkt været tænkt fjernet gennem en åben konfrontation om velfærdsstatens fortsatte eksistens. Det har de ikke på noget tidspunkt indenfor de sidste tredive år været stærk nok til. I stedet har der i den nyliberale strategi været indbygget et ”socialt ingeniørsperspektiv” for udhulingen af velfærdsstatens institutionelle virke indefra og ”formningen” af det liberale menneske. Dvs. ændring af måden at tænke individ og samfund på gennem radikale omfortolkninger af de institutionelle strukturers måde at fungere på, herunder omfortolkningen af borgerbegrebet og offentlighedsbegrebet, der successivt er blevet privatiseret i menneskeret. (6)

Strategien skal forstås som et socio-politisk perspektiv, subsidiært som et kulturelt fænomen, der tog sit udgangspunkt i de uomtvistelige svagheder, som velfærdsstaten udviste i slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne så som: et næsten eksponentielt voksende statssystem, de offentlige udgifters tiltagende belastning af samfundsøkonomien, ineffektivitet overfor de voksende sociale problemer, tiltagende formynderiske tendenser i takt med de voksende krisetendenser i den kapitalistiske samfundsøkonomi og som følge heraf en voksende utilfredshed i befolkningerne, der var stillet den individuelle frigørelse i udsigt.

På flere leder minder det ideologiske opgør med velfærdsstaten, hvor især den ekstreme individualisme/privatgørelse og frihedsperspektivet har indtaget en fremtrædende rolle, en del om liberalismens hegemoniske betydning i det opkommende borgerskabs opgør med adelen og dets forfatningskamp. I begge tilfælde er det lykkedes give den liberalistiske verdensanskuelse en omfattende resonansbund i brede dele af befolkningen. Også selv om visionerne i den udstrækning, de er blevet realiseret, har ført til afgørende svækkelse af stort set alle de underordnede klasser. Og det i en grad, at de samme samfundsgrupper har accepteret den gradvise transformation af statssystemet til ikke længere at have befolkningens velfærd som sit formelle formål men derimod kapitalismens grænseløse vækst.

Selv om strategien har foldet sig forskelligt ud i de forskellige lande, har de praktiske metoder være forbavsende ens. Det drejer sig eksempelvis om privatisering af offentlige virksomheder, markedsgørelse af offentlige institutioner, kapitalistiske rationalitets- og styringsformer i den offentlige sektor, omformning af velfærdsbegrebet til et snævert ydelsesbestemt servicebegreb og i tilknytning hertil omdannelse af det offentliges professionelle forvaltere til simple serviceproducenter. Og ikke mindst omdefineringen af borgerne til ”gemene” forbrugere af de samme ydelser, hvorved frihedsbegrebet har kunne individualiseres som menneskeret og ikke borgerret.

Det skal understreges, at det, der her beskrives, er en politisk strategi og en historisk tendens, hvorfor det bør være klart, at det hverken er blevet gennemført uden modstand eller for den sags skyld er lykkedes i et omfang, så det er rimeligt at tale om total og ensartet hegemonisk dominans. Tværtimod har de sidste tredive år været præget af kampe mellem fortalerne for den nyliberalistiske strategi og modstanderne af den. Først og fremmest i den organiserede del af arbejderklassen og blandt hovedparten af de offentligt ansatte i driftsleddet – og det på alle planer i samfundet.

Men det ændrer ikke ved, at de liberale grundforestillinger som generaliseret verdensforståelse har fortrængt efterkrigstidens keynesiansk inspirerede socialdemokratisme og er trængt så dybt ind i det samlede samfundsliv, at den virker horisontafkortende ind på både den politisk-økonomisk tænkning, diskurs og kulturformer og ikke mindst står som en spærreballon for formuleringen af politiske veje til at overvinde kapitalismen og dens parasitære samfundstendenser.

Det hører her med til historien, at den liberalistiske ideologis attraktion ikke kan forstås uafhængigt af ”den virkeliggjorte socialismes” implosion i Østeuropa og Sovjet. Her faldt den sidste rest af den traditionelle arbejdsbevægelses fremtidsperspektiv og modstandskraft i grus.

Som det skulle være fremgået, opfatter jeg således ikke begrebet nyliberalisme som en ny selvstændig politisk-økonomisk kategori, men først og fremmest som et begrebsligt koncept for en historisk ganske bestemt ideologisk understøttet strategi i den herskende klasses nødvendige omstrukturering af både de nationale økonomier og af verdensmarkedet på den ene side og i opgøret med arbejderklassens og brede dele af middelklassens styrkepositioner i velfærdsstaten på den anden side. Som den herskende klasses og samfundselitens nødvendige omvej for at restaurere sit klasseherredømme. Som sådan kan nyliberalismen heller ikke fortolkes som en selvstændig social realitet/social orden eller som (en betegnelse for) en særlig virulent udgave af kapitalismen, men alene som begreb for en historisk bestemt form for videreførelse af kapitalismens ekspansionstvang.

Nyliberalismens implosion?

Nyliberalismen som historisk begrænset restaurationsstrategi har været nødvendig som det specifikke og mulige opgør dels med velfærdsstatens skranker for den fri kapitalakkumulation og dels med lønmodtagernes stærke position. Positioner, som blev vundet i opgangsperioden efter 2. Verdenskrig og globalt understøttet af de herskende kapitalmagters statsræson, der byggede på erfaringerne fra krigen og oprydningen i depressionens krisesamfund. Men fordi strategien har været nødvendig og mulig, og selv om den i en kort periode har fremstået som næsten uovervindelig, er det ikke ensbetydende med, at den har været succesfuld.

For det første har strategien og finanskapitalens vækst været medvirkende til at udskyde den radikale omstrukturering af verdensøkonomien, øge krisens dybde og skærpet dens karakter. For det andet har den af samme grund ikke løst sin opgave, nemlig at skabe grundlaget for en ny stor kapitalistisk vækstperiode. Og for det tredje og måske også det vigtigste har strategien med undergravningen af statsmagtens reguleringsmuligheder og kapitalens kolonisering af hele samfundslivet paradoksalt nok også svækket samme statsmagts og den herskende klasses fremadrettede muligheder for at inddæmme de sociale spændinger både nationalt og internationalt, der nu skyder sig frem som konsekvens af først finanskrisen, så krisepolitikken og nu strategien for at løse Covid-19 pandemien. Eksempelvis som helt uholdbar polarisering af uligheden.

Statssystemernes sociale integrationspotentiale er blevet svækket. New Public Management som taktisk styringsteknologi som underfunktion af den nyliberale strategi har afstumpet den offentlige sektor, reduceret de offentligt ansattes loyalitet og ødelagt de institutionsformer, der tidligere dels kunne skabe forbindelse til borgerne og dels inddæmme den sociale ulighed og utilfredshed. I dag skal de samme institutioner konkurrere om bevillinger og om at nå centralt fastsatte mål eller blot holde muligheden for udlicitering fra døren. Sådanne institutioner kan ikke integrere. De kan kun administrere eller virke indenfor et samlet autoriseret volds- og kontrolsystem.

Og på den anden side har den samme strategi, der skulle fremelske den liberale borger og det livsduelige entreprenante individ frembragt en ny rethaverisk og ansvarsløs borgertype, der i stigende omfang oplever sig selv som værende isoleret og i modsætning til statssystemet. Stadigt hyppigere oplever den ”myndiggjorte men isolerede borger” sig værgeløs overfor statssystemets krav, overfor kontrollen, den snigende mistænkeliggørelse og den permanente trussel om social- og statusmæssig deroute.

Endnu finder disse nye forhold ikke frem til den offentlige diskurs i særlig artikuleret eller kollektiv form. Men det skyldes hovedsagelig, at den omtalte omvæltning enten er gennemført under en forbrugsdrevet højkonjunktur, hvor de foruroligende konsekvenser enten var til at overse eller blev overset eller under ”nødretten” efter finanskrisen og nødretten under Covid-19 krisen.

Men nu under pandemiens forhåbentlige efterdønninger, hvor krisen gør brede samfundsgrupper afhængige af et offentligt socialt sikringssystem, begynder konsekvenserne at kunne mærkes langt ind i den del af arbejderklassen og middelklassen, som hidtil har følt sig sikker i deres egen ”kreditfinansierede” frihed sikret ved regeringens nyliberale politik.

På det politiske område har strategien affødt en foruroligende invalidering af det politiske demokrati, hvilket nu tærer på frihedsideologiens hidtidige store kredit. Den tidligere omtalte Schumpeterske demokratiforståelse er blevet en konkret realitet. Lige efter bogen har den liberalistiske offensiv afpolitiseret politikken gennem dens juridicering og udgrænset de legitime politiske interessemodsætninger i samfundet som illegitime, hvilket bl.a. har ført til afkoblingen af det politiske liv fra det almindelige samfundsliv. Politik er i dag blevet ensbetydende med kontraktbestemt samfundsadministration.

Og hvad værre er, så har kombinationen af afpolitiseringen af det offentlige liv og dets integrative potentiale og beskydningen af den kollegiale og professionelle etos i statssystemet fremelsket et behov for øget magtcentralisering – for overhovedet at holde den tiltagende fragmentering og de centrifugale tendenser i ave. På det politiske niveau er der flyttet mere og mere magt fra den lovgivende til den udøvende magt bl.a. gennem flere ministerbeføjelser. En udvikling i åbenlys modsætning med liberalismens eget højprofilerede demokrati- friheds- og decentraliseringsbudskab. Et potentiale for kommende politiske brudflader.

For selv om det over de sidste tyve år er lykkedes for de liberalistiske ideologer at overtage de politiske modstanderes begreber og først tømme dem for meningsfyldt indhold for derefter at integrere dem i deres egen ideologiske offensiv, er det dog ikke lykkedes dem at begrave befolkningens reale ønske om autonomi, frihed, lighed og (til en vis grad) solidaritet – som borgere.

Det er allerhøjst lykkedes med den neoliberale ideologi at skabe en slags horisontafkortning, hvilket i øvrigt konkret i dag fremtræder som et næsten uoverstigeligt problem for venstrefløjens radikale politiske opposition og teoretisk funderede kapitalismekritik.

Ikke desto mindre stiller frekvensen og antallet af samfundspolitiske brudflader og utålelige modsætninger mellem, hvad der siges fra elitens parnas, og hvad der gøres praktisk politisk, spørgsmålet om den liberale ideologis fremtidige autoritet – som nærværende problem for dominanspolitikken.

Og hvor disse brudflader og åbne spørgsmål indtil nu enten har været sektorialt begrænset og kunne udskammes som illegitime partsinteresser eller kunnet fremstilles som anakronistiske drømme om at vende tilbage til den ”gamle og ineffektive velfærdsstat”, så har de nu med pandemiens gennembrud og nyliberalismens tab af moralsk og intellektuel autoritet fået et konfliktpotentiale, der kan åbne for eller endog frembringe politiske kriser, vi ikke har set længe. Hvilket forstærkes af, at den nyliberale politiske økonomi ikke længere fremstår som den indlysende løsning på kapitalismens vækstproblemer, og at de herskende klasser og samfundseliten så åbenløst er gerådet i omfattende teoretisk og praktisk politisk borgerkrig om en ny strategi og et nyt teoretisk grundlag for at legitimere videreførelsen af kapitalismens samfundsmæssige magtgrundlag.

Uden at drage for vidtgående konklusioner eller bringe næring til mekaniske sammenbrudsforestillinger, mener jeg, at der er grundlag for at tale om den nyliberale strategis begyndende implosion. Først og fremmest begrundet i den overbevisning, at strategien ikke længere kan understøtte den herskende klasses omstrukturering af verdensmarkedet og bane vejen for en ny reel akkumulationscyklus. For det andet fordi strategien har undergravet betingelserne for en ny vækstperiode, i og med den hidtidige vækst fortrinsvis har været baseret på omfattende kreditfinansieret forbrug og investeringer i gigantiske spekulationsprojekter uden at skabe et nyt reelt og produktivt investeringsgrundlag. Og for det tredje fordi den nyliberale strategi har undergravet de nuværende store kapitalmagters globale styrke og skabt så grundlæggende uorden i det kapitalistiske verdenssystem, at ingen på nuværende tidspunkt rigtig tør spå om, hvilken form konkurrencen og magtkampen om en ny verdensorden vil tage (blandet andet er Kinas aktuelle styrke blevet en ny ubekendt faktor i kampen om verdensherredømmet). Og for det fjerde har den sociale polarisering antaget et omfang og en dybde, som nu også truer brede dele af middelklassen og som sådan samfundenes klassemæssige og politiske, sociale og moralske sammenhængskraft.

For mig at se udgør disse fire grundfaktorer, som endnu kun optræder som tendenser, der dog antager mere og mere konsistent form, de væsentligste indicier på, at den nyliberale strategi ikke længere rækker, og at det ideologiske hegemoni er i gang med en indre opløsningsproces. Hvor omfattende hegemoniet reelt har været, og hvor dybtgående det har forvredet den brede befolknings politiske og sociale hukommelse, er det af gode grunde vanskeligt at sige noget meget bestemt om. Alene statsdiskussionen og statens regulerende rolle er blevet det hotte tema efter Covid-19 krisen.

Afsluttende overvejelser

Kan vi så bare skrotte begrebet nyliberalisme? Selv om begrebet hovedsageligt er semantisk tomt og overlæsset med vidt forskellige konnotationer, så er begrebet over en lang periode gennemløbet en politisk naturalisering i den almindelige debat, og er af samme grund vanskeligt at komme uden om i dag.

Derfor har jeg først og fremmest bestræbt mig på at bidrage med en positiv bestemmelse af begrebets indhold og samtidig underkaste det et statusskift fra at blive opfattet som selvstændig politisk-ideologisk kategori til det, jeg mener er mere korrekt, et begrebsligt udtryk for den herskende klasses restaurationsstrategi, herunder opgøret med efterkrigstidens ”historiske kompromis” om velfærdsstaten.

Hermed har jeg som konsekvens lagt afstand til de forskellige kontraideologiske dæmoniserings- og konspirationsperspektiver, der efter min opfattelse fejlagtigt er blevet læst og skrevet ind i begrebet med den underforståede politiske dimension, at der på den anden side af nyliberalismen findes en mere human udgave af kapitalismen. Igen underforstået – at nyliberalismen har været historisk arbitrær. Hvorfor en ny æra med social og human regulering af markedskræfterne – som om de eksisterer i bred almindelighed – er et nødvendigt og derfor muligt alternativ til den mere ”rå version af kapitalismen”.

Sådan forholder det sig ikke. Nyliberalismen har fra sin tidlige introduktion i samfundsdebatten udgjort en central del af den herskende klasses konkrete og historisk betingede bestræbelser for at redde sin egen samfundsformation og magt. Indtil nu er det lykkedes at bevare og ovenikøbet udbygge magten. Men det er ikke lykkedes at restaurere og restrukturere kapitalismens økonomiske grundlag, rydde op i finansverdenen og omorganisere magtgrundlaget internt i de herskende klasser.

Selvfølgelig findes der kapitalistiske løsninger på profittens vækstproblematik. Problemet er, at de ligger indenfor det perspektiv, som den herskende klasse i sin tid veg tilbage fra at forfølge, og som genererede den ”mellemvejsstrategi”, som har fået betegnelsen nyliberalisme – afvæbning af forestillingerne om den demokratiske socialstat uden åben konfrontation med den brede befolkning, som hverken før eller nu længere kan forestille sig et liv uden social tryghed, velfærd og demokratisk indflydelse.

Noter

  1. De nævnte forfattere har alle beskæftiget sig indgående med begrebet neoliberalisme for opfattelser spændende fra klassisk marxistisk samfundsforståelse (eksempelvis Harvey og Sergio Cánara Izqierdo) i den ene pol til (Dumeníl og Lapavistas’) epokalskifte i den anden pol. Herimellem ligger der som i et spektrum et væld af forskellige definitioner, hvor hovedparten er af instrumentel journalistisk karakter. Det siger selv, at de afledte politiske strategier er af afgørende betydning.
  2. F. A. Hayek’s opsummering af striden i 30’erne i introduktionen til første udgave af The Road to Serfdom 1944 og de efterfølgende afsnit, der indeholder et opgør med Roosevelts økonomisk politik og statsopfattelse. Herunder det ”kollektive element”.
  3. Trods store forskellige i deres respektive filosofiske grundopfattelser tegner Locke, Hume og Kant hver deres svar på: ”individets og frihedens problematik”.
  4. Frihed-Lighed-Broderskab, konstitutionalismen og menneskeretten ændrer karakter i den franske revolution fra 1789 til 1794, hvor der i perioden og især efter Napoleon sker et skred i accenten fra broderskab til borgerlig frihed og lighed som formelle juridiske begreber og fremstillingen af borgeren som singulært individ.
  5. Frit efter Margaret Thatchers berømte dictum: Der findes ikke samfund men alene ansamling af individer. Bemærkningen var vendt mod omkvædet om det ”samfundsmæssige fællesskab”, hvor det i øvrigt lå i den nyliberale retorik, at fællesskaber skal forstå som aggregater. En betydning, der er fremherskende i dag. Dog udfordret kraftigt under Covid-19 pandemien.

Man kunne måske påstå, at der var en interesse i at bevare et stærkt statsapparat, hvis primære opgave nu blot skulle være ikke at stå for og formidle fællesskabet, men at fastholde presset imod individet for at ”individualisere” samfundslivet. Se eksempelvis begrundelserne for fritvalgsloven og strukturreformen.