Sådan er det jo – indtil det bliver lavet om!

Helle Thorning Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal skulle blive enige, da satte hinanden stævne i ’det sorte tårn’. De tre partiledere havde nemlig lovet hinanden og vælgerne, at de ville danne en regering sammen. Selv SF’s traditionelle krav om kun at ville indgå i regeringen, hvis der kunne skabes den fornødne politiske enighed om et regeringsgrundlag, var for længst taget af bordet.

En af de ting, som de tre partiledere skulle finde et fælles kompromis om var fremtidens dagpengesystem.  På den ene side af bordet sad valgets tabere, Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal, der havde sagt, at halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningskravet var  ”at dolke almindelige lønmodtagere i ryggen”. På den anden side sad en af valgets vindere, den mere end sædvanligt selvsikre Margrethe Vestager, der med jubel havde stemt for dagpengeforringelserne, og som insisterede på, at dagpengeforringelserne skulle gøres til den nye regerings politik.

Bedømt med fortidens politiske alen så det således ikke just ud til at være nogen nem opgave. Men de tre partilederes politiske løfte til hinanden og vælgerne om at ville danne en fælles regering gjorde det til en opgave, der bare skulle løses. Og det blev den så. Hvor der er politisk vilje, er der en vej.

Som ved en international milliardforretning mellem to virksomheder blev det omhyggeligt aftalt, hvilken ”valuta” aftalen skulle indgås i, nemlig ”Finansministerie-kursen på såkaldt langsigtet holdbarhed”.

På det grundlag sagde Villy og Helle ja til Margrethes krav om opbakning til samtlige dagpengeforringelser – med et halvt års forsinkelse. Til gengæld sagde Margrethe ja til en lidt større vækst i de offentlige udgifter, end hendes parti ønskede. Helt præcist for de 4 mia.kr., som Finansministeriets kurs foreskrev. Man byttede dagpengeforringelser til lidt mere velfærd. Det var groft sagt handlen.

Dermed erklærede S og SF sig reelt parat til at betale den sociale pris for dagpengeforringelserne, selv om de to partier pure havde nægtet at betale, da forringelserne i 2010 blev gennemført af VK-regeringen sammen med RV og DF. Igen blev prisen udmålt efter Finansministeriets officielle kurs for de sociale omkostninger. Ræsonnementet var, at truslen om nul dagpenge ville få langt de fleste langtidsledige til at skaffe sig et arbejde. Så når det kom til stykket, ville dagpengeforringelserne kun få 500 til 2.500 flere arbejdsløse til at miste dagpengeretten. Og med det store flertal hurtigere i arbejde ville det bane vej for en samfundsøkonomisk gevinst på de 4 mia. kr. i form af øget strukturel beskæftigelse og forbedret langsigtet holdbarhed.

Men virkelighedens Danmark sommeren 2012 viser nu noget ganske andet. Intet tyder på, at det kommer til at gå, som VK-regeringen spåede, og den nye regering håbede. Der er tværtimod udsigt til, at den sociale pris bliver langt større. Løbende analyser fra A-kassernes Samvirke viser, at op mod 35.000 ledige risikerer at miste dagpengeretten fra starten af 2013. Selv om de må forventes at få arbejde, inden de mister dagpengeretten, er der grund til at forvente, at et meget stort antal de facto vil miste dagpengeretten i 2013.

Virkeligheden har med andre ord (endnu en gang) undergravet de grundlæggende forudsætninger for det politiske kompromis i det sorte tårn. S og SF har sammen med de arbejdsløse og fagbevægelsen udsigt til at skulle betale en social pris langt større, end de finansministerielle regnemaskiner og den interne aftale med de radikale tilsagde.

Samtidig har den politiske virkelighed undergravet en mere uformel og uskreven del af kompromisset i det sorte tårn.. Da regeringsgrundlaget blev skrevet, og senere da grundlaget for trepartsforhandlingerne blev diskuteret internt i regeringen og med fagbevægelsens topfolk, lå det nemlig som en uudtalt forudsætning, at fagbevægelsen i trepartsforhandlingerne kunne gøre det, som S og SF afskar sig selv og regeringen fra i det sorte tårn, nemlig at afbøde de værste følger af dagpengenedskæringerne, f.eks. ved igen at gøre det lettere at genoptjene ret til dagpenge, når den første 2-års periode slap op.

Trepartsforhandlingerne blev da også på forskellig vis forsøgt skruet sådan sammen, at hvis fagbevægelsen ville være med til at skaffe mere end 20.000 ekstra hoveder, ville der være en mulighed for, at det kunne veksles efter Finansministeriets kurs til forbedring af dagpengereglerne.

Men som bekendt var fagbevægelsens medlemmer og ledere ikke parat til at aflyse 2 eller flere hellig- og feriedage. Dermed røg ikke bare muligheden for at betale for dagpengeforbedringer med ekstra arbejde og flere arbejdsløse. Samtidig efterlod det regeringen med en manko på 4 mia. kr. til arbejdsmarkeds- og uddannelsestiltag. Alt sammen stadig udmålt i den finansministerielle vekselkurs, som alle partier på Christiansborg (med undtagelse af EL) er enige om at bruge.

Præcis dét var den selv- og indforståede logik, da Helle Thorning Schmidt vendte hjem fra ferien og bestilte plads i medierne til at fortælle borgerne, fagbevægelsen og EL, at der ikke var ’penge til dagpengeforbedringer’. Efter trepartsforhandlingernes sammenbrud havde fagbevægelsen ’intet til gode’, men ’skyldte’ snarere. Og blandt andet derfor skulle Enhedslisten regne med at blive pisket til et økonomisk smalt finanslovsforlig. 

Disse udtalelser faldt så bastant og netop på det tidspunkt, hvor virkeligheden nærmest havde tvunget SF til at gøre noget for partiet hidtil uhørt, nemlig åbent i medierne at annoncere en diskussion i regeringen om behovet for at finde nye løsninger og andre løsninger end dem, regeringsgrundlaget foreskriver.

Dermed var der åbnet for efterårets store politiske drama.  Rollerne er nu fordelt:

• Den samlede regering er med dags varsel blevet tvunget til at nyformulere kompromisset fra det sorte tårn for at stoppe diskussionerne mellem partiformændene for åben skærm. Det nye kompromis går på, at regeringen erkender, at de mange langtidsledige, der risikerer at miste pengene efter nytår, ikke kommer i arbejde uden en koordineret, ekstraordinær indsats fra jobcentre, a-kasser, fagforeninger og arbejdsgivere. Hvis det – som de fleste forventer – ikke er nok til at reducere den sociale pris til ’finansministeriel størrelse’, så kan det blive nødvendigt for regeringen at overveje egentlige dagpengeændringer.
• Fagbevægelsen er indtrådt i nøglerollen, som den, der skal gøre det uomgængeligt for regeringen at gennemføre dagpengereformer. En lang række lokale fagforeningsformænd, branche- og forbundsformænd er allerede rykket ud i medierne, og mere er i støbeskeen.
• Fagbevægelsens ledere er – ligesom under trepartsforhandlingerne – kastet direkte ud i en ny udgave 2010’ernes politiske dilemma: skal de redde Helle Thorning Schmidt og regeringen eller skal de koncentrere sig om at redde medlemmerne? Og ligesom under trepartsforhandlingerne er fagbevægelsens ledere – efter en vis første tøven – på vej til at vælge det sidste: medlemmerne. Kravene om dagpengereformer må nødvendigvis mere og mere på banen efterhånden som flere og flere kommer nærmere og nærmere dagpengeperiodens udløb.
• SF er indtrådt i rollen som det parti internt i regeringen, der sætter fokus på dagpengene og forsøger at presse S og RV. Samtidig spiller SF rollen som partiet, der ved at sætte dagpengene øverst på efterårets dagorden de facto gør det uomgængeligt for EL at gøre en dagpengereform til dét afgørende og nødvendige element i et finanslovsforlig. Meget tyder på, at SF’s træk kan være det, der fjerner faren for, at et flertal i EL’s hovedbestyrelse kan sige nej til en finanslovsaftale med en acceptabel dagpengereform.
• Villy Søvndal og SF’s ledelse er tildelt rollen, som dem, der kæmper for at overbevise medierne og partiets medlemmer om, at SF har indflydelse og magt i regeringen.  Hvis ikke det lykkes SF at få gennemført en rimelig dagpengereform, risikerer SF’s ledelse ikke blot yderligere vælgerflugt, men også et forstærket krav fra baglandet om at overveje udtræden af regeringen.
• Helle Thorning Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen er tildelt rollerne som dem, der ’ikke har råd’, men ’får råd’ til en dagpengereform, der kan redde både flertallet af de langtidsledige og regeringen.
• Margrethe Vestager og de radikale er tildelt rollen, som dem, der kun yderst nølende og meget nødtvunget må erkende, at ’sådan er det jo – indtil det bliver lavet om’. Margrethe Vestager må vælge, om det ”sådan det er” eller om ”det kunne jo også være anderledes”, når hun i løbet af efteråret vågner fra den naive social-liberale drøm om, at en barsk dagpengereform midt i en lang økonomisk krise kan være rimeligt social. Gnide øjnene, se virkeligheden som den er og acceptere en dagpengereform. Eller lukke øjnene og prøve på at drømme videre. Gør hun det sidste, kan hun være i valgkamp inden året er omme.

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion