Så tager vi arbejdstøjet på og smøger ærmerne op …

Det betyder også, at de politiske partier – organisationerne – og navnlig medierne er ved at hvæsse og rense agurkeknivene for at kunne gå i gang med næste sæson. De fleste deltagere på den politiske arena bekræfter hinanden i, at nu sker det. Igen. Nu skal det vise sig, hvad der kommer til at stå på nyhedsdagsordenen i det politiske Danmark i det kommende år.

Og før man overhovedet er begyndt at overveje problemet, så er de allerede i gang. Med opinionsmålinger, med bogstav-lege, med spekulationer og med ekspertudtalelser. Og således lukker nyhedsverdenen sig igen omkring én på den mest absolutte måde. Herfra bestemmes det, hvilke spørgsmål politikerne skal svare på – hvilke opgaver de skal løse – og hvilke problemstillinger det er relevant overhovedet at beskæftige sig med. Hvem støtter hvem? I hvad? Og hvem præsterer den mest effektive kommunikation – spin?

Men er det, som partilederne og pressen liner op – her efter sommerferien – nu også relevant?

For os at se er det ikke specielt væsentligt, om Socialdemokraterne nu også rent faktisk er i stand til at banke Enhedslisten på plads – om Helle Thorning også fremover hellere vil indgå aftaler med det borgerlige Danmark end med venstrefløjen – om Socialistisk Folkeparti kan holde til presset – eller om den siddende regering kan få forbedret meningsmålingerne.

For os er det, der burde være på dagsordenen, spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre at formulere en politisk vision og en strategi, der – i modsætning til det, vi er vant til at se – tegner et billede af et Danmark, et Europa og en Verden, der er båret af retfærdighed, miljømæssig balance, solidaritet og fremgang (notér lige at  vi skriver fremgang og ikke vækst).

Så for os at se er den væsentligste opgave i den politiske arena ikke at få vedtaget endnu en nedskæringsfinanslov. Opgaven er heller ikke at få kommunikeret nedskæringsdagsordenen og den grundlæggende borgerlige logik bedre – så den fremtræder som sin modsætning. Opgaven er slet ikke at få administration og forvaltning til at tage sig ud som politisk fremsyn. Nej, opgaven er at formulere en plan for, hvordan man med folkeligt engagement, demokratisk åbenhed og fordomsfrihed kan inddrage mennesker i Danmark i formuleringen af vejen ud af den økonomiske og politiske krise. Opgaven er at tegne det billede af et Danmark med demokratisk overskud, med fremgang og fremsyn og med mere solidaritet og mere retfærdighed, som flest mulige mennesker kan finde sig selv i.

I et interview til Berlingske siger Helle Thorning følgende: ”Hvis Enhedslisten havde brugt lige så meget tid på at tale vores gode resultater op, som de har brugt på at skælde os ud, så ville vi være i en anden situation. Jeg giver ikke Enhedslisten skylden, men jeg siger bare, at jeg tror, det hjælper lidt, hvis støttepartiet også taler resultaterne op, og det har de rent faktisk ikke gjort.”

Helle Thorning vil tale kommunikation og reklame (for at forbedre meningsmålingerne). Det gider få høre på ligeså lidt, som de orker udbuddet af bogstavkombinationer, meningsmålinger og taktiske manøvrer, når  de først og fremmest efterspørger politisk indhold og perspektiv.

Helle Thorning vil fastholde det borgerlige, økonomiske perspektiv, som regerer europæisk politik. Det perspektiv, der signaleres med replikker som denne: ”Vi er bare under meget kraftige økonomiske begrænsninger, som vi er nødt til at tage hensyn til. I den situation er vi nødt til at prioritere vores midler, og dét, vi ønsker at prioritere nu, er at sikre, at vores unge får en god vej ind på deres uddannelser og en god vej ind på arbejdsmarkedet.” Altså ingen fremstrakt hånd til dem, der snart falder ud af dagpengesystemet. Ingen fremstrakte hænder i det hele taget.

Dette perspektiv vil vi anfægte. Økonomien er ikke – som Helle Thorning og mange andre tilsyneladende mener – noget givet, noget naturligt og noget urokkeligt. Økonomien er det, vi som mennesker og samfundsborgere gør den til. Konjunkturer og markedsforhold er ikke naturkræfter, som er upåvirkelige og uforanderlige. Det er for eksempel ingen naturlov, at markederne skal have lov til at bestemme, at finansvirksomheder er bærere af den eneste mulige tolkning af virkeligheden, eller at den eneste vej frem  er øget vækst – uanset omkostningerne. Faktisk er den objektiviserede økonomi blot et billede på, hvordan mennesker og nationer agerer. Dvs. hvordan det er og ikke, hvad det kan blive til. Faktisk kan vi lave det om, hvis vi vil.

Og hvad vi har brug for, hvis vi i fællesskab skal tegne dette alternative billede, er deltagelse, åbenhed og engagement. Ikke mere reklame, mere spin, mere såkaldt ekspertanalyse og mindre demokrati.

Enhedslistens folketingsgruppe har udsendt en invitation til dialog. Hvis du vil læse den, så ligger den her. I denne invitation udtaler Johanne Schmidt-Nielsen følgende: ”Regeringen har ikke bare en tillidskrise med Enhedslisten. Den har en tillidskrise med befolkningen og med de vælgere, der bragte den til magten. Derfor synes vi, at det er vigtigt at få talt med og lyttet til alle de mange mennesker, som havde forhåbninger til den nye regering, men som er blevet skuffet.”

I princippet er det da udmærket, at man på den måde åbner sig op overfor alle – uanset partitilhørsforhold eller organisationstilhørsforhold – for at få en demokratisk dialog om det, det rører mennesker i Danmark. Men desværre er overskriften én, der lige så godt kunne være indledningen til endnu en (overflødig) meningsmåling – eller en politisk markedsundersøgelse. Det, der kommer ud af dialogen her, er – i bedste fald – en liste over mere eller mindre løsrevne krav, som mere eller mindre tilfældige mennesker formulerer. Og det eneste, som Enhedslisten (eller vi andre) kan bruge denne liste til, er at forsøge at legitimere en række lige så løsrevne krav til finanslovsforhandlingerne.

Initiativet ændrer intet ved det helt fundamentale. Det forandrer ikke præmisserne for, hvordan man diskuterer politik i Danmark og ikke at forglemme, så forfejler Enhedslisten dermed det, der et politisk partis vigtigste opgave – at fremlægge en politik og en strategi og diskutere den åbent med de befolkningsgrupper, man henvender sig til.

Hvad kunne man så gøre, der afgørende kunne ændre disse præmisser?

Nøglen her er ikke flere (løsrevne) krav – ikke flere bogstavkombinationer – ikke flere taktiske manøvrer. Og da slet ikke en bedre kommunikation af den samme virkelighedsforståelse.

Nøglen er andre politiske mål og veje til at nå dem. Andre billeder af verden, som den burde være. Andre forestillinger om sammenhængskraft og logik. I kommunikationsteknokratiet ville dette nok blive kaldt for ”en helt anden historie”.

I Enhedslistens principprogram står der følgende: ”Enhedslistens mål er en verden, der bygger på solidaritet, lige vilkår for alle og hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling. Samfund, hvor hensynet til menneskene og naturen er sat i centrum, og hvor fattigdom, krige og undertrykkelse hører fortiden til.” Og det kunne jo være en begyndelse. Problemet er bare, at der er lysår mellem denne formulering og de konkrete, politiske handlinger, der vel principielt set skulle bidrage til en realisering af idealet. Og at det det meste af tiden er næsten umuligt at trække en linje fra princippet til praksis.

I Socialdemokraternes partiprogram fra 2004 (det er det seneste man kan læse på partiets hjemmeside) står der for eksempel: ”For Socialdemokraterne er de grundlæggende værdier frihed, lighed og solidaritet. (…) Fællesskabet er ikke frihedens modsætning, men dens forudsætning.” Vurderet ud fra disse (og mange andre tilsvarende formuleringer) burde der ikke være så langt mellem Enhedslisten og Socialdemokraterne. Eller mellem SF og Enhedslisten for den sags skyld. Problemet er bare – også her – at der er lysår mellem formuleringerne og de konkrete, politiske handlinger, der udføres i idealets navn. Ligesom der er lysår mellem den virkelighedsfortolkning, som programmet (om end kun i skitseform) bygger på og den virkelighedsforståelse, som de konkrete politiske handlinger signalerer.

For Kritisk Debat vil fremtiden komme til at stå i dialogens, demokratiets og det politiske alternativs tegn. Vi vil bidrage til, at de politiske alternativer og strategier debatteres, som de politiske partier og de faglige organisationer enten ikke vil eller ikke kan diskutere.

Det betyder ikke, at vi vil ignorere finanslovsforhandlingerne. Eller at vi vil trække på skuldrene af de såkaldte reformer, som regeringen helt sikkert vil forsøge at gennemføre. Men vi vil først og fremmest have fokus på det overordnede alternativ. Og undervejs vil vi efter bedste evne forsøge at bide den politiske verdens aktører i haserne. Gerne så meget, at de faktisk leverer svar i stedet for reklameslogans.

Det var den sommer. Og nu går kampen atter i gang.

Af Jan Mølgaard, medlem af Kritisk Debats redaktion.