Uforsætligt men uundgåeligt

Konflikten på Vejlegården handler om det, som forholdene på arbejdsmarkedet altid har handlet om: Prisen på arbejdskraft.

Hidtil har overenskomsten været det minimum, som konkurrencen indbyrdes mellem sælgerne af arbejdskraft – lønmodtagerne – har foregået på basis af. Dette skyldes et de facto monopol på overenskomstindgåelse, som har været mulig gennem enhedsfagbevægelsen og områdeoverenskomsterne; i modsætning til andre lande med de såkaldte medlemsoverenskomster, hvor forskellige fagforeninger konkurrerer om at indgå overenskomstaftaler med arbejdsgiverne på de samme områder.

Brydes monopolet ved, at en konkurrerende ’gul’ fagforening tegner stadig flere overenskomster, vil det selvfølgelig få håndfaste konsekvenser for lønmodtagerne. Hvor de generelle overenskomster hidtil har begrænset lønkonkurrencen, vil der være frit slag for arbejdsgiverne til at udvælge de lavestbydende. Det vil svække lønmodtagere inden for alle områder – uden undtagelse. Det er perspektivet i Vejlegårdssagen og ikke mediepladderet om ”den lille mand mod det store fagforbund”.

På restaurationsområdet, som Vejlegården jo hører under, er der betydelig forskel på 3F’s og Kristelig Fagforenings (Krifa) overenskomster. For en faglært tjeners vedkommende vil lønforskellen ifølge et regneeksempel fra 3F være på 28,58 pct. 3F’s gennemgang er - denne skribent bekendt - ikke modsagt af Krifa. I det hele taget er 3F’s overenskomst den bedste. (se www.fagbladet3f.dk).

Giver Vejlegården flere restauratører blod på tanden, og vælger de 3F fra som overenskomstpart til fordel for Krifa, risikerer branchens ansatte – 3F-medlemmer eller ej – en fremtid med lavere løn, forringelser af en række overenskomstbestemte rettigheder samt afledte effekter i form af bl.a. lavere dagpenge og pensionsopsparing. Men ikke nok med det. Den enkelte ansatte vil stå alene over for arbejdsgiveren, fordi den kollektive aktionsmulighed vil være så godt som ikke eksisterende.

Ønsker Krifa et bedre fagligt fodfæste er restaurationsbranchen et godt sted at starte, idet den nuværende overenskomstdækning formodes at være på blot 20 pct. Krifa har mulighed for at tegne overenskomst på rigtig mange ikke hidtil dækkede virksomheder, der således kan få en aftale, som i offentlighedens øjne blåstempler de ringere løn og arbejdsforhold og samtidig stiller virksomhederne stærkere i forsøget på at holde 3F ude.

Dertil kommer, at arbejdsgivere i andre svagt overenskomstdækkede brancher formentlig vil forsøge noget lignende. Lige nu holder de lav profil, men følger udviklingen tæt. Skulle Vejlegården tabe kampen, vil de nok se tiden an. Men hvis 3F sejrer på bekostning af sympatien i befolkningen og forståelsen blandt lønmodtagerne, vil nye arbejdsgivere inden længe forstå at tage tråden op fra Vejlegården.

Men hvorfor har det været så svært for fagbevægelsens ledere, at få medlemmer og offentligheden forklaret, hvad kampen går ud på?

Flere faktorer spiller ind.

Fagbevægelsen har siden 1960’erne stille og roligt udviklet sig til en institution, distanceret sig fra medlemmerne og i offentlighedens øjne blevet opfattet som en del af det velfærdsstatslige system. Glemt er det, at de kollektive overenskomster kun blev til, fordi fagbevægelsen handlede som en kamporganisation og herved kom til at fremstå som en magtfaktor, man måtte regne med. De faglige apparater har i stadig højere grad igennem årene opfattet sig selv som fagbevægelsen som sådan - og i opbygning, praksis og selvforståelse fungeret som institution og serviceorgan for medlemmerne; i den fejlopfattelse, at magten lå i apparatet og ikke i medlemmernes indsigt og vilje til at kæmpe for ordentlige overenskomster.

(Fx har indgåelsen af nye overenskomster i mange tilfælde kunnet reduceres til en korrespondance mellem en arbejdsgiver og en fagforeningsfunktionær, hvor arbejdsmarkedsjuraen har spillet en større rolle end den politiske argumentation.)

Dette konstateres helt uden malice. Det var ganske enkelt sådan, at tingene dagligt blev håndteret i den klassiske velfærdsstat, hvor styrkeforholdet imellem klasserne stivnede i en række institutioner, og klassekampen blev forsøgt konverteret til bureaukratiske processer, som bedst kunne styres af et lag af professionelle – og uden større medlemsengagement.

Sådan har de senere årtiers praksis været i det faglige apparat – dvs. laget af valgte og ansatte. Og det er naturligt nok denne praksis, der har formet apparatets syn på verden.

Apparatet har haft mindre øje for den grundlæggende klassemodsætning – mellem købere og sælgere af arbejdskraft – og mere øje for det institutionaliserede klassesamarbejde. Det daglige arbejde - med forhandlinger, overenskomster, aftalesystemer, lovkomplekser, arbejdsretsdomme, voldgiftsafgørelser, bestyrelser, råd, nævn, udvalg, protokollater, uenighedsreferater, beretninger, rapporter, høringssvar, budgetoversigter osv. - har blændet apparatet og forvrænget dets billede af virkeligheden.

Men både velfærdsstaten og overenskomsternes goder beror i sidste instans på befolkningens engagement og lønmodtagernes indsigt i det daglige styrkeforholds afgørende betydning for løn- og arbejdsforholdene. Svinder denne bort, forsvinder også det fundament, som de kollektive og solidariske løsninger bygger på. Det kan ikke erstattes af nok så mange dygtige og professionelle funktionærer i de faglige organisationer.

Generelt betragtet har fagforbundenes ledelser endnu ikke forstået denne sammenhæng. ”- Mine medlemmer skal ikke stå med hatten i hånden”, sagde Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, i diskussionen om afskaffelsen af efterlønnen (Berlingske, 2. februar 2011). Dermed afslører han meget præcist den opdeling i ’vi’ (apparatet) og ’de’ (medlemmerne), som generelt præger tankegangen blandt valgte og ansatte i fagbevægelsen: ”Vi producerer noget, som medlemmerne tager imod”. Medlemmerne er de passive og modtagende. Apparatet er den aktive leverandør. (Dermed er der ikke langt til Krifas opfattelse af fagforeningens medlemmer, som ”kunder” – købere af faglige serviceydelser.)

Den institutionaliserede klassekamp og den relative selvstændiggørelse af apparatet har i gennem årene ført til en nedgørelse af kollektive og solidariske løsninger. En udvikling, der står i modsætning til fagbevægelsens tidligere fokus på centrale og kollektive overenskomstforhandlinger, hvor kun en begrænset del blev overladt til det lokale niveau; på den måde kunne man beskytte de svage områder og samtidig reducere risikoen for splittelse.

Men i overensstemmelse med den herskende diskurs - og svækkelsen af fagbevægelsens magtposition - har apparatet i de seneste to årtier plæderet for decentrale overenskomster og individuel løndannelse; i håb om ad den vej at hente acceptable resultater hjem. På denne måde har man uforsætligt - men uundgåeligt - ydet sit bidrag til at skabe Claus Hjort Frederiksens ”liberale menneske” - uden tilstrækkeligt øje for medlemmernes strategiske interesse i et sammenhængskraftigt fagligt fællesskab. For desto større vægt det individuelle og decentrale får i overenskomsterne, desto mindre behov vil medlemmerne føle for det solidariske fællesskab; det opleves i stadig mindre grad som en nødvendighed i den praktiske virkelighed.

Af samme grund afsværger arbejdsgivernes organisationer politiske indgreb i ’den danske model’. De er nemlig begejstrede for denne udvikling, hvor rammeoverenskomsterne er mere kollektive af navn end af gavn, dvs. kollektive i rammen, men individuelle i den videre udmøntning.

Og lige præcis af denne grund bør de offentligt ansattes fagforeninger også opfatte konflikten i Vejle som noget, der vedrører dem. Ved de kommende overenskomstforhandlinger venter de offentlige arbejdsgivere nemlig med krav om større individuel løndannelse. Emnet blev lagt i udvalg ved forhandlingerne i 2011, men kravet lever fortsat i bedste velgående. Det fromme håb er, at op mod 25 pct. af lønnen kan forhandles individuelt - helst uden tillidsrepræsentantens medvirken. Kun få er klar over, hvad det egentlig er, arbejdsgiverne går efter. Derfor bør de offentligt ansattes fagforeninger benytte den nuværende situation til at argumentere for solidariteten og mod den egoisme, som arbejdsgivernes forslag repræsenterer; til støtte for 3F (og HK, der sympatikonflikter) og som advarsel til arbejdsgiverne forud for de kommende overenskomstforhandlinger. Konsekvenserne er indlysende. Flere individuelle aftaler om løn, arbejdstid mv. er en glidebane, som først ender dér, hvor 3F’s medlemmer i restaurationsbranchen står i dag.

Som det fremgår, har fagbevægelsens repræsentanter af mange dybere stikkende årsager haft svært ved at argumentere i offentligheden i forbindelse med konflikten med Vejlegården. Og ét er sikkert: det er ikke primært mediernes skyld. Det er rigtigt, at de er hårde ved 3F og Poul Erik Skov Christensen. Men det er for intet at regne i forhold til den modstand og mediefordrejning, som fagbevægelsen måtte kæmpe imod tidligere - i fx 1930'erne.

Forskellen er, at medlemmerne dengang følte sig angrebet, hvis formanden blev ramt, fordi sammenhængskraften og loyaliteten mellem fagbevægelsens ’top og bund’ var stærk. I dag er afstanden øget og sammenhængen svækket. Medlemmerne oplever sig som tilskuere til et ’slagsmål’, der ikke for alvor vedrører dem, fordi de har en stærkt svækket tro på fagforeningens betydning for deres hverdag og arbejdsliv. Eller sagt på en anden måde: de oplever ikke, at fagforeningen er deres, og at overenskomsterne er deres fælles forsikring mod daglig vilkårlighed.

At det forholder sig sådan, har fagbevægelsens ledelser selv bidraget til. Og nu, hvor de har brug for fagligt sammenhold og kampvilje, kan de ikke finde den. Et udbredt problem, som er ved at blive hverdag, fordi den sociale fred og stabilitet i samfundet er afløst af en offensiv fra arbejdsgiverne og deres politisk allierede på Christiansborg og i de ’gule’ splittelsesorganisationer. I den situation rækker det ikke længere, at fagbevægelsen har oprustet med en stab af dygtige medarbejdere, som kan matche arbejdsgivernes forhandlere. For som bekendt skal der mindst være to til et samarbejde.

Uanset resultatet er Vejlegården blot et af mange symptomer på, at vilkårene for lønmodtagerne og de faglige organisationer har ændret sig radikalt. Eneste reelle mulighed for at ændre styrkeforholdene i fagbevægelsens favør - og fastholde de faglige og politiske resultater - går igennem en mobilisering af medlemmerne i et engageret forsvar herfor.

Af Klaus Krogsbæk, medlem af Kritisk Debats redaktion