Næsten som i Grækenland og Spanien

Analyserne begyndte at rulle ind næsten lige så hurtigt som overskrifterne. Men de analytiske bud var – vanen tro – lige så refleksagtige og lige så ubrugelige, som de plejer at være. Og det helt afgørende spørgsmål: Hvorfor skulle befolkningens utilfredshed med en alt for lidt rød politik få mennesker til i stedet at stemme på de borgerlige – dette spørgsmål var der ingen der svarede på. Hvis det altså var et afgørende spørgsmål. Alternativt kunne man jo have spurgt: hvis regeringen nu faktisk fører blå politik, hvorfor svigter vælgerne den så og kaster i stedet interessen på Venstre?

Årsagen til den megen snak og de store overskrifter var, at en meningsmåling som Megafon havde lavet for TV 2 og Politiken. Og i den måling stod S til ikke mere end 16,9 procent af stemmerne – ligesom også SF og (i mindre grad) Radikale var gået tilbage i forhold til tidligere målinger. Enhedslisten var det eneste parti i den såkaldte røde blok, som stod til fremgang. Totalt set ville den gamle VKO-blok (hvis ellers målingen kunne omsættes i praksis) kunne sætte sig på et endog meget komfortabelt flertal.

OK – når man nærlæser målingen, så fremgår det, at der er en usikkerhed på op til 3 procentpoint. Så måske er tallene ikke helt retvisende. Går al usikkerheden den ene vej, så ser resultatet endnu værre ud for regeringen – går usikkerheden den anden vej, så er resultatet ikke så slemt. Men den slags detaljer generer hverken kommentatorer eller politikere. Det fremgår også af målingen, at resultatet er baseret på, at cirka 950 personer har svaret. Der er langt fra 950 personer til den samlede danske vælgerbefolkning. Men heller ikke den slags detaljer generer nogen. Endelig har man faktisk før i tiden set, at et opinionsinstitut ramte helt ved siden af. Men som sagt – hvorfor dog gå op i den slags detaljer?

Det skal heller ikke genere os.

Vi kommenterer glad og gerne det, som mange andre har kommenteret før os. Vi tror ikke på, at meningsmålinger er eksakt videnskab. Og vi ved, at prognoser altid skal tages med et gran salt. Vi ved også, at en meningsmåling ikke er lig med et valgresultat. Men  i den helt konkrete situation finder vi dog målingen så interessant, at vi gerne vil forholde os til tendensen.

Reaktionerne på Megafons tal har været lige så mange, som de har været forudsigelige.

De borgerlige partier (fra Liberal Alliance og til og med Det Radikale Venstre) tolker tallene som udtryk for en generel tilslutning til borgerlig politik.

Og Socialdemokraterne er allerede i gang med undskyldningerne. Vi kommunikerer ikke godt nok, vi skal forklare os bedre, det er alt sammen de radikales skyld og så videre.

Og lur mig om ikke der rundt omkring i det hæderkronede parti er folk, der så småt begynder at overveje at genoplive fløjkampene – for er det ikke så de radikales skyld, så er det nok Helle Thornings. Og skifter vi ud i toppen, så skal det nok blive bedre alt sammen.

SF har ikke sagt ret meget – eller er i hvert fald ikke blevet citeret for ret meget. Men der tænker man nok i stort set de samme baner som hos socialdemokraterne. Ligesom man plejer at gøre.

Og Enhedslisten har også sagt det, man kunne forvente: Hvis regeringen bare vil føre en rødere politik, så skal det nok gå alt sammen. Og det til trods for, at man meget vel kan tolke Megafons måling som et udtryk for, at et flertal i den danske befolkning rent faktisk er mere til borgerlig politik end til den røde.

Hvad skyldes de barske tal så i virkeligheden?

Den efterhånden ikke så nye regering udsender det signal – nogenlunde konsistent – at det ikke skal kunne betale sig, at være på overførselsindkomst.

Der skal ske en relativ forarmelse af bistandsmodtagere – og arbejdsløshed skal kunne mærkes med en nedgang både i de satser, der betales og i den periode, hvor man kan modtage dem.

Til gengæld skal dem, der er på arbejde, forkæles en smule gennem en skattereform, der flytter mere og mere af byrden nedad i samfundet.

Signalet er klart. Du skal ikke længere tænke som samfundsborger. Du skal alene frygte for at miste dit job. Du skal være klar over, at det at blive arbejdsløs ikke blot er en forbigående udfordring, men en reel trussel om at begynde en bevægelse mod bunden. Så vil du acceptere lønnedgang – du vil acceptere ikke at have indflydelse på dine arbejdsvilkår – så vil du acceptere nedslidning. Og så vil arbejdsgiverne kunne forøge profitten. Håbet er, at denne profitøgning vil have en trækeffekt, som øger antallet af arbejdspladser. Men for det første, så er det langtfra sikkert, at en øgning af profitten omsættes til flere arbejdspladser – navnlig ikke når disciplineringen meget vel kan kompensere for en del af faldet i profitten. For det andet vil denne strategi ikke virke, fordi alle andre ude i verden gør nøjagtig det samme.

Men folk har forstået budskabet. De har indset, at uanset regeringsflertallet, så vil trygheden blive reduceret. Og det, man risikerer, når man rammes af arbejdsløshed og skal leve af overførselsindkomsterne, er skræmmende. Den eneste – siger man til sig selv – der vil sikre mig, er mig selv. Ingen andre vil eller kan. Så hvorfor lytte til al snakken om solidaritet og samfundsansvar.

Og dermed er vi så fremme ved anden del af konsekvensen.

Når det er sådan, at trygheden formindskes, uanset hvem der er ved magten – når budskabet er, at enhver må sørge for sig selv, og når den besked man får fra samfundets politiske magthavere er, at de kun  vil bekæmpe den økonomiske storm ved at overlade de skibbrudte til deres sørgelige skæbne og sejle videre på det samme lækkende skib sammen med alle dem, der endnu ikke er endt i vandet, så kan man jo lige så godt tage skridtet fuldt ud og søge mod de partier, der hævder at ville varetage den enkeltes interesser.

Den moral kender man fra VKO-tiden. Og er det det perspektiv, man skal leve efter, så er Venstre er meget bedre til at sikre de velbjærgede. Altså er det dem, man ser til. De vil det samme alle sammen. Men Venstre er trods alt mere konsistente i deres støtte til dem, der har et job – har en indtægt – har et parcelhus eller har et sommerhus.

Nogle få sætter deres lid til Enhedslisten. Men til trods for en vis fremgang i meningsmålingen, så er der stadigvæk både mandatmæssigt og indflydelsesmæssigt (for slet ikke at tale om politisk) lang vej til, at det er Enhedslisten, som sætter dagsordenen. Og desværre er Enhedslisten lige så enøjet som resten – bare med modsat fortegn. For uanset hvor meget sympati man så kan have for EL’s advokatur for de svageste, så er det desværre rigtigt, at man ikke løser det kapitalistiske samfunds krise ved at forhøje ydelserne til dem, som kapitalen sender ud i arbejdsløshed. Og uanset hvor meget man beskatter de såkaldt rige i samfundet, så kan heller ikke dét fjerne krisens egentlige årsager.

Og således er det altså, at vi også i Danmark er endt med et politisk billede, der næsten til forveksling ligner det, man ser i Grækenland og Spanien. Selvom vi økonomisk endnu ikke er ude, hvor grækere og spaniere befinder sig.

Begge steder føres den politik (enten af de lokale socialdemokrater eller af de lokale borgerlige), som er dikteret af finanskapitalen. Man skærer ned på de offentlige ydelser. Man laver såkaldte reformer, som tilgodeser kapitalens mulighed for at maksimere profitten. Man gør det nemmere for arbejdsgiverne at skalte og valte med arbejdskraften, som det passer dem. Men man tager ikke og ønsker ikke at tage et opgør med de mekanismer, som har fremkaldt krisen, og som uddyber den. Man vil ikke sætte rammer for kapitalen eller gøre op med dens hegemoni. Man forsøger bare at nurse den i det håb, at den selv vil kurere sin krise.

Begge steder lærer man – eller forsøger at lære folk – at ingen andre end dem selv sørger for deres tryghed. Begge steder – og masser af andre steder rundt omkring i Europa – opdrages folk til at glemme enhver form for solidaritet eller erindring om den, til at søge egennytten og isoleretheden, til at sørge for at blive nummer ét og glemme alle de andre.

Og så undrer man sig over, at folk efterhånden har lært lektien og nu rent parlamentarisk søger imod dem, der pr. tradition og historie har stået for netop de tanker. Uanset kommunikationen, pressens tendens og den herskende klasses herskende tanker.

Man afmonterer ikke krisen ved at forbedre afskrivningsreglerne eller ved at gennemføre skattereformer til fordel for dem med en lønindtægt. Man dekonstruerer sammenhængen. Og resultaterne er allerede ved at vise sig. Ingen formandskrige eller fraktionsstridigheder kan rette op på det forhold.

Af Jan Mølgaard, medlem af Kritisk Debats redaktion