Perspektivløse Trepartsforhandlinger

Det benægter de faglige topledere selvfølgelig i modsætning til arbejdsgivernes repræsentanter, der ikke lægger skjul på deres motiver for at deltage i forhandlingerne. Regeringens ledere benægter det ikke, men afviser det heller ikke. I stedet forsøger man at tale udenom – dog uden den store succes. Men på trods af forvirringen om, hvad der egentlig er på forhandlingsbordet, har alle deltagerne købt præmissen: det drejer sig om, at danskerne skal arbejde mere og gerne også billigere. Spørgsmålet er kun hvordan og hvornår.

Trepartsforhandlingernes kommissorium

Det meget omtalte kommissorium indleder med at konstatere, at Danmark har oplevet et større fald i produktionen end andre sammenlignelige lande – uden at forklare årsagerne. Men forklaringerne ligger lige for. En stor del af de arbejdspladser, der blev skabt fra 2004 og frem til krisen i 2008 var konsekvensen af en kreditfinansieret forbrugsefterspørgsel. I samme periode steg investeringerne næsten ikke, og produktivitetsvæksten var næsten nul.[1] Her var Danmark i samme division som Spanien, USA, Irland og andre lande, hvor de opskruede huspriser og kunstige værdistigninger bidrog til at banke forbruget i vejret. Af samme grund var væksten kunstig og ikke holdbar. I slutningen af perioden oplevede dansk økonomi oven i købet voksende beskæftigelse og nedgang i BNP.

Det lektie ser ud til at være glemt. I stedet er det gennemgående tema i kommissoriet, at konkurrenceevnen skal styrkes, og at det først og fremmest skal ske ved, at danskerne i arbejde skal arbejde mere, og at flere på dagpenge eller andre overførselsindkomster skal i arbejde. Målet er 20.000 flere i arbejde i 2020. Om det så skal ske ved at fjerne helligdage, forlænge arbejdsdagen eller skære i ferien står endnu ikke klart. Det er faktisk også ligegyldigt. Det drejer sig mere om, hvorvidt præmissen holder. Flere i arbejde - eller mere arbejde fra det samme antal - skaber ikke flere jobs. Det har det aldrig gjort – bortset fra i de teoretiske og virkelighedsfjerne regnemodeller, som regeringen og dens mainstreamøkonomer lægger til grund.

Flere i arbejde skaber heller ikke højere produktivitet. Og selv om man i Trepartsforhandlingerne søger tilslutning til en massiv opkvalificering af de mange faglærte og ufaglærte arbejdere, skaber det heller ikke øget produktivitet, selv om det tages som udgangspunkt i kommissoriet. Det sker kun, hvis erhvervslivet i konsekvens af aftalerne foretager store investeringer i et nyt og moderne kapitalapparat, og det er der ikke umiddelbart udsigt til. Der er stadig en stor ledig produktionskapacitet. Der også en stor kapitalrigelighed. Men som i resten af den vestlige verden investeres der ikke i et omfang, der kan skabe ny vækst. Hertil er afkastet for lavt. Det er stadig langt højere i hele finanssektoren.

Det ved regeringen og arbejdsmarkedets parter selvfølgelig godt. Så hvad får dem så til at tro, at de kan komme videre og skabe den ønskede vækst ved at øge arbejdsudbuddet? Svaret er simpelt – gennem øget lønkonkurrence! Hvis danskerne presses til at arbejde længere, hvis overførselsindkomsterne forringes relativt i forhold til indtjeningsforholdene for dem i arbejde, som det er målet med skattereformen, og hvis overførselsindkomsterne forringes absolut, som det er hensigten med reformerne af fleksjobordningen, førtidspensionen osv., så giver det sig selv, at der vil blive større konkurrence om hvert job. Det skal holde lønningerne nede – måske sænke dem – og gøre det ganske ubehageligt at miste sit job.

Men det er kun på den korte bane, der vil være et overudbud af arbejdskraft, hævder regeringen. Konjunkturerne vil jævne sig ud i løbet af 2014 og herefter finde sit normale leje på ca. 2.4 procent. Så vil trækeffekten sætte ind, og der vil ske et opsving i efterspørgslen efter arbejdskraft. Det er også det scenarie, fagbevægelsens top hælder sit hoved til. Men både OECD og IMF har netop nedskrevet vækstforventningerne både for Danmark og hele verdensmarkedet i hvert fald frem til 2015. Regeringen står noget alene med sin prognose. Men skulle den nu holde stik, hvorfor ser regeringen så helt bort fra de 500.000, der er blevet ekskluderet fra arbejdsmarkedet? Hvorfor tager man ikke fat på at uddanne denne gruppe allerede nu, samt på at forbedre betingelserne for at få et arbejde? Danmark mangler ikke arbejdskraft. Danmark mangler ordentlige arbejdsforhold, så flere kan holde til at arbejde. Den præmis er kun nævnt i et lille afsnit, og den spiller reelt ikke nogen rolle i kommissoriet. Det gør kun lønkonkurrencen.

Og hvorfor? Fordi både en forbedring af arbejdsforholdene, investeringsomfanget og en øget produktivitet forudsætter, at regeringen erklærer sig villig til at gribe regulerende ind i det samlede erhvervsliv. Det vil man ikke af frygt for kapitalflugt og en sandsynlig dyberegående konflikt med de store kapitalkræfter både i industrien og finanssektoren. Så er der kun udbudspolitikken tilbage.

Hvorfor perspektivløs?
Men hvis nu en sænkning af arbejdskraftens pris gennem øget arbejdsudbud og lønkonkurrence kan føre til øget vækst på lidt længere sigt, er det så ikke det, de danske lønmodtagere må tåle? Er det ikke også fagbevægelsens ansvar at bidrage til at skabe nye jobs?

Nej – for både forudsætningerne og fremgangsmåden er perspektivløse. Den politik, som regeringen med Finanspagten og Budgetloven er slået ind på og har gjort til højeste visdom, afføder nøjagtig den samme lønkonkurrencepolitik i hele Europa. Alle forsøger sig med den tyske model, som hedder Hartz IV. Men selv vækstlokomotivet Tyskland er ved at nå til vejs ende. 20 procent af de tyske lønmodtagere arbejder i lavtlønssektoren og kan knap brødføde sig selv på de lave lønindkomster. Så Tyskland er tvunget til eksport, fordi det hjemlige forbrug er lavt. Og nu ser eksporten ud til at stagnere, fordi lønningerne og købekraften forringes i hele Europa og på verdensmarkedet. Dvs. regeringen herhjemme er hoppet med på en politisk-økonomisk strategi, der vil føre til stadig mere intens lønkonkurrence i Europa, uden at det resulterer i højere vækst – kun i højere profitter i erhvervslivet.

Så selv om regeringen skulle komme igennem med sin arbejdsmarkedspolitik, skattepolitik og reformpolitikken vedr. overførselsindkomsterne, opnår den ikke meget andet end at skærpe lønmodtagernes lønkonkurrence, forøge utrygheden for dem i arbejde og dæmpe forbruget og dermed væksten, fordi de danske lønmodtagere i lighed med deres tyske kolleger sparer op for at sikre sig med udsigten til forringelserne i velfærdsydelserne og risiko for social og økonomisk deroute.

Derved bliver fagbevægelsen også den store taber, nu hvor dens ledere har købt præmisserne. For hvorfor skal folk dog blive ved med at betale til fagforeningerne, når lederne er i færd med at sælge dem til en benhård lønkonkurrence? Og hvis lederne oven i købet accepterer forringelser af overførselsindkomsterne, så er det jo op til den enkelte lønmodtager at hage sig fast i arbejdet – også selv om det skal ske med det yderste af neglene – blot for at undgå at komme på en eller anden overførselsindkomst. Og så har arbejdsgiverne opnået, hvad de ville – at svække lønmodtagernes udgangspunkt i de næste mange overenskomstforhandlinger. Men det kommer der ikke flere jobs af, når alle forfølger den samme politisk-økonomiske strategi.

Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion