Ophørsudsalg?

Det startede med en historie i Jyllandsposten, hvor Anders Bondo Christensen udtalte følgende:  ”For få år siden opfordrede jeg sammen med alle ansvarlige politikere i Danmark de unge til at gå i gang med en læreruddannelse, for der var stensikkert job til dem, sagde vi. Men i dag må jeg erkende, at det var falsk varebetegnelse. Kommunerne har nedlagt otte pct. af lærerstillingerne inden for det seneste to et halvt år. Derfor er vi nødt til at tænke utraditionelt for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, og for at få de unge lærere i gang, så de kan bruge deres uddannelse, deres faglige viden og få undervisningserfaring. Så vil de være bedre rustede til et rigtigt job senere.”

Ideen udsprang af, at flere og flere nyuddannede lærere går direkte fra seminariet til arbejdsløshed. Og det er så i øvrigt ikke et problem, som de nyuddannede lærere er alene om. Andre faggrupper lider under det samme beskæftigelsesproblem. Hvilket for eksempel fik formanden for FTF Bente Sorgenfrey til at gribe ideen med kyshånd. Hun sagde, at den ide meget vel kunne være noget, som organisationen vil tage med til de kommende trepartsforhandlinger. Hun slog også fast, at det ikke kun var et forslag, der kunne bruges på lærerne. Hun synes, at det var brugbart i hele den offentlige sektor og nok også på områder på det private arbejdsmarked.

KL var også interesseret.  For eksempel var formanden for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, Erik Nielsen (S) meget positiv. Han sagde:  ”Vi mener, at det er en interessant tankegang, som man her lancerer. Vi vil gerne drøfte det nærmere med dem. Det er nemlig et stort problem, når nyuddannede ikke hurtigt kan komme i gang med at arbejde.”

At arbejdsgiverne var begejstrede, er der måske ikke så meget at sige til. Først bruger man altså budgetdisciplin og ansvarlighed som argument for at skære ned på arbejdsstyrken i det offentlige område. Derefter kan man så – som i forbindelse med virksomhedspraktikken – luske nye medarbejdere ind ad bagdøren med løntilskud fra staten. For behovet er der jo stadigvæk.

Men som LO’s næstformand Lizette Risgaard har påpeget, så forholder det sig sådan, at selv om der kan være gode grunde til støtteordninger, der f.eks. kan gavne folk med nedsat arbejdsevne, er udviklingen gået over gevind med groteske konsekvenser: ”Det hører ingen steder hjemme, at arbejdsgivere kan fyre ad fordøren, og samtidig tage folk ind ad bagdøren i virksomhedspraktik eller med løntilskud.”

Og hun har jo ret. Som Rune Engelbrecht påpeger det i en kommentar i Politiken, så er ativeringsapparatet  i dag et formynderisk og løntrykkende system uden reel betydning for beskæftigelsen, og diverse løntilskudsordninger forærer i stigende grad arbejdskraft til kommunerne og det private erhvervsliv. Alene i 2010 var 228.000 mennesker i virksomhedspraktik, fleksjob eller løntilskudsjob og dermed helt eller delvis gratis for arbejdsgiverne (jf. Ugebrevet A4, 4.7.2011).

Og som det er på lærerområdet, sådan er det faktisk også på en lang række andre, offentlige beskæftigelsesområder for eksempel i pleje- og omsorgssektoren.

Risikoen for at den venlige gestus med at slippe lærere og plejepersonale og andre – der går arbejdsløse rundt nu – indenfor ved at lade dem arbejde for deres dagpenge, er helt klart, at man så ikke længere bare har et ubeskæftiget kontingent af lærere og andre, der kan fungere som et effektivt løntrykkerpotentiale – nej, nu får man disse mennesker ind på arbejdspladserne som en direkte invitation til at lade ordningen skride. Fyr bare nogle flere fastansatte og kompenser for det ved at trække tilskudsmedarbejdere ind i den normale normering.

Hvad debatten ikke helt har villet tage stilling til, er dog i virkeligheden de mest centrale spørgsmål. For eksempel – hvad skyldes det, at vi pludselig står her med et overskud af lærere, hvor der for blot få år siden blev advokeret kraftigt for en udvidelse af uddannelseskapaciteten, fordi Danmark ville komme til at mangle lærere? Kunne det måske skyldes den fejlagtige, kortsigtede konjunkturstyring af uddannelsesindtaget? Det er til at forstå, hvis de nyuddannede lærere føler  sig snydt. Mange af dem søgte ind på seminariet, fordi en prognose fra Undervisningsministeriet i 2007 viste, at der ville være lærermangel fra 2012 og frem. Men det passede altså ikke. Mange andre af de, der har ladet sig lokke eller presse til at tage en uddannelse i de senere år via den hårde konjunkturrettede regulering af optagelseskriterierne, er i nøjagtig samme situation.

Eller skyldes den stigende arbejdsløshed snarere, at man har lukket skoler, udvidet klassekvotienten og afskediget lærere? Alene på skoleområdet er der nedlagt mellem 3.500 og 4.000 stillinger de seneste par år. Med henvisning til effektivisering og udgiftskontrol.  Man lukker skoler, man slår skoler sammen, og man fyrer lærere. I januar blev det opgjort, at antallet af folkeskoler på et år er faldet med 159, så der fra starten af skoleåret 2011/12 var 1352 folkeskoler. Og allerede nu har 22 kommuner planer om at nedlægge yderligere 73 skoler. Mere end hver syvende folkeskole, der var aktiv i skoleåret 2010/11 vil være nedlagt ved begyndelsen af næste skoleår, viser en undersøgelse fra KL. Kommunerne gennemfører i år rekordstore effektiviseringer på 3,3 milliarder kroner, heraf 700 millioner kroner falder på skoleområdet. Nok ikke specielt befordrende for beskæftigelsen på lærerområdet.

Fagbladet ”Folkeskolen” har opgjort, at det er besparelserne på og nedlæggelsen af skoler, der er årsag til stigningen i arbejdsløsheden fra 5,7 procent i februar 2011 til 10,7 procent i maj 32012. Danmarks Lærerforening tal fortæller, at der de to sidste skoleår samlet er blevet nedlagt 3.364 lærerstillinger. I løbet af det kommende skoleår regner foreningen med, at yderligere 900 stillinger vil blive nedlagt. Dermed vil der siden 2010 i alt være blevet nedlagt otte procent af samtlige lærerstillinger i landet. Til sammenligning er elevtallet blot faldet med 1,5 procent i perioden.

Man kunne også forestille sig, at overskuddet af lærere og plejepersonale måske skyldes, at alle faggrupperne er blevet så effektive på få år, at der faktisk slet ikke er brug for så meget personale mere? Heller ikke det er der meget i. Vi taler beskæringer her – stigende klassekvotienter, ingen vikaranvendelse og nedskæring på det skolesociale område.

I sådan en situation er det givet, at en ordning med sætte nyuddannede, arbejdsløse lærere til at undervise for deres dagpenge i realiteten kun kan ende med et resultat: faste lærerstillinger erstattes af tilskudsstøttet personale – løn- og arbejdsvilkår presses – og arbejdsmiljøet forringes massivt. Nøjagtig det samme vil ske andre steder, hvis Bente Sorgenfrey (og de offentlige arbejdsgivere) får held til at overføre ideerne til andre områder af både det offentlige og det private arbejdsmarked.

Det virker, som om professionsfagforeningerne er meget tæt på at gå i total panik. Som om de først og fremmest tænker på at tækkes arbejdsgiverne og det stadigt stigende antal arbejdsløse medlemmer. Og som om det, at stille spørgsmålstegn ved rationalet i de konstante nedskæringer og den ideologi, der ligger til grund for dem, helt er opgivet.

Udgangspunktet for enhver fornuftig diskussion af det her må naturligvis være det spørgsmål: hvad er det, der skal undervises i i skolerne? Hvordan skal det ske? Og hvilket mål skal undervisningen have? Ikke det, der tilsyneladende totalt har fået lov til at dominere: hvor billigt kan vi gøre det?

Hvad beskæftigelsessituationen burde sætte på dagsordenen, er en diskussion af, hvad det er for en skole, vi ønsker os. Vi burde bruge energien på at tale om, hvordan en folkets skole skulle indrettes. I stedet for at give op på forhånd og i realiteten styrke den bevidstløse konjunkturtænkning ved at foreslå noget, der på sigt udelukkende vil være med til at forringe lærernes arbejds- og lønvilkår ved at snige underbetalte lærere ind ad bagvejen til at erstatte dem, som allerede er der.

Her har Danmarks Lærerforening en opgave. Men desværre en opgave, som det ikke virker til, at foreningen har tænkt sig at tage fat på at løse. Desværre for samfundet og desværre for foreningens medlemmer.

Af Jan Mølgaard, medlem af Kritisk Debats redaktion.