En hilsen fra Spanien
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 06. maj 2019

Da 99% af stemmerne var talt op, talte det spanske socialistpartis (PSOE) leder Pedro Sanchez til de mange tilhængere udenfor partiets hovedkvarter og sluttede af med: ”Vi sender to overbevisende signaler. Det første er til de europæiske socialdemokrater, som både har en rig fortid og historie og også en lys fremtid såvel som en stor nutid. Spanien er et eksempel herpå. Det andet signal er, at vi vil danne en pro-europæisk regering for at styrke og ikke svække Europa”.

Udtalelsen repræsenterer et af de gennemgående skæringspunkter i den spanske valgkamp. Det andet og tilgrænsende skæringspunkt var det nationale spørgsmål. Selvfølgelig foranlediget af konflikten i Catalonien. Også her et skæringspunkt mellem Sanchez’ moderate og pragmatiske bestræbelser for et forlig med de catalanske uafhængighedsbevægelser og på den anden side den samlede højrefløjs centralistiske og nationalistiske linje. En enhedsnation, hvor både det højrenationalistiske VOX og centrum-højrepartierne i de mest tilspidsede debatter gik så langt som til at kræve regionernes selvstyre ophævet.

Det tredje og gennemgående skæringspunkt i den spanske valgkamp var den eskalerende politiske polarisering mellem højrefløjen repræsenteret af Partido Popular (PP), Cidudadanos (centrum-højre) og VOX, hvor de to første partier under pres fra det fremstormende VOX trak mere og mere til højre, som valgkampen skred frem. På den anden side venstrefløjen repræsenteret ved PSOE, Podemos og flere mindre regionale partier, der kan tænkes som støtter til en kommende PSOE-regering. Det polariserede politiske landskab afspejler nok så vigtigt en dyb social polarisering i det spanske samfund med en voksende utilfredshed både i middelklassen og arbejderklassen, som nok er det forhold, der vil øve størst indflydelse både på de kommende regeringsforhandlinger og på en kommende regerings handlemuligheder.

Mange kommentatorer havde dømt næsten dødt løb mellem blokkene eller en smal sejr til PSOE. Sådan gik det ikke. Partiet hjemtog en overvældende sejr og gik fra 85 pladser i parlamentet til 123. PSOE trak stemmer både fra Ciudadanos og Podemos. PP, der hidtil havde været det største parti blev reduceret fra 137 pladser til 66 pladser. Et chok for det borgerlige Spanien. Ciudadanos forøgede sine pladser fra 32 til 57 ved at trække stemmer fra PP. Kun 200.000 stemmer skiller nu de to partier. Glidningen i styrkeforholdet vil få indflydelse på de endelige omrokeringerne indenfor højrefløjen efter valget. Podemos begrænsede tabet af pladser. Partiet gik fra 71 pladser til 42. Meningsmålingerne havde spået en endnu større tab. VOX stormede ikke ind i parlamentet, som det var spået. Partiet opnåede 24 pladser men var spået op til mellem 30 og 35 pladser. Der skete også mindre stemme skred i Catalonien, hvor ECR (moderat venstreorienteret uafhængighedsparti) blev det største af de catalanske uafhængighedspartier med 15 pladser i parlamentet.

Nok så interessant er, at PSOE gik frem næsten overalt i Spanien, hvorimod højrefløjen kun fik flertal i en region. Det forhold får betydning for de kommende omrokeringer indenfor højrefløjen, hvor Ciudadanos’ leder Alberto Rivera mere end antyder, at han nu vil gå efter at blive det største højreparti og vinde provinserne tilbage. ”Spanien har brug for et uplettet højreparti”, hvor PP lederen Pablo Casados modsvar allerede samme dag var, at kun PP kan garantere det spanske folk en moderat konservatisme i modsætning til den rabiate nationalisme og konservatisme i VOX og ”kryptosocialdemokratismen” i Ciudadanos. I parentes bemærket trak Ciudadanos så meget til højre i valgkampen, at Macron følte sig kaldet til at advare Ciudadanos mod at forlade centrumpolitikken.

En del af den spanske og internationale presse har haft travlt med at fremstille valget som ét, højrefløjen tabte, og at Pedro Sanchez først og fremmest vandt, fordi det lykkedes ham og partiet at mobilisere venstreorienterede middelklassevælgere mod fortidens spøgelse fra det yderste højre. Man har bevidst underspillet det faktum, at valget blev udskrevet, fordi PSOE-regeringen ikke kunne få sit moderat progressive budget vedtaget. Budgettet indeholdt bl.a. en pæn stigning i mindstelønnen, forbedrede pensioner og en ændret arbejdsmarkedspolitik til fordel for lønmodtagerne og de faglige organisationer. Selv om arbejdsløsheden har været svagt stigende i første kvartal 2019, er det lykkedes at skabe ca. 600.000 nye jobs i regeringsperioden. PSOE kunne således gå ind i valget på en moderat progressiv politik og med en politisk retorik først og fremmest henvendt til arbejderklassen og middelklassen samtidig med en nedtoning af det nationale spørgsmål. Podemos kunne trods en langt mere vidtgående venstreorienteret politik ikke andet end lægge sig tæt op ad PSOE’s politik, om end det tog et stykke tid for partiet at afklare sig i forhold til det catalanske spørgsmål.

Hertil kom en vis enighed mellem PSOE og Podemos om at argumentere for en samlet bevægelse for et socialt EU – ”den sociale kontrakt”, som PES (den europæiske socialdemokratiske sammenslutning) og ETUC (den europæiske faglige sammenslutning) har døbt parolen. På den måde lykkedes det de to partier at formulere en progressiv modvægt til højrenationalismen med appel til den moderne spanske middelklasse. PSOE placerede sig i en position, hvor man ikke bare skulle afvise nationalismen og social- og kulturkonservatismen. Man kunne henvise til det åbne vindue mod en samlet progressiv europæisk strømning. På linje med kollegerne i det portugisiske PS. Modsat havde højrefløjen intet at byde på, hvad angår det sociale spørgsmål og bragte sig i modsætning til de mange bevægelser i Spanien for sociale- og kulturelle fremskridt og deres bestræbelser for at vriste det spanske samfund fri af den frankistiske skygge. Især kvindebevægelserne var uhyre aktive i opgøret med VOX’s reaktionære kvindesyn og dyrkelse af den patriarkalske familie. I den forbindelse er det meget vigtigt at pointere, at VOX adskiller sig fra de fleste andre nationalkonservative bevægelser i Europa ved ikke at have en politik eller bare politiske fragmenter, der kan appellere til arbejderklassen. Partiet er et rendyrket dybt konservativt og reaktionært parti, der er dannet af udbrydere fra den yderste højrefløj i PP. Partiet kan bidrage til den politiske polarisering, men det er tvivlsomt, om det kommer til at spille anden rolle.

Som sagt PSOE vandt valget – men endnu ikke magten. Det endelige magtforhold afgøres først ved kommunal- regions- og EP valget den 26 maj. Konfirmerer valgene her parlamentsvalgets resultat, vil PSOE’s valgnederlag i Andalusien i december 2018 vise sig at være en parentetisk advarsel. Hvis Ciudadanos æder yderligere ind på PP, og genvinder Podemos ikke noget af sin styrke, taler en del for, at Pedro Sanchez kan danne en mindretalsregering med støtte fra Podemos og det moderat baskiske nationalistparti og ECR. Selv om hele det toneangivende borgerskab og adskillige lederskribenter allerede har været ude og plædere for en PSOE-Ciudadanos koalition (for moderate reformer og politisk stabilitet), vil en konfirmation nok udelukke den mulighed. Ciudadonos kan ikke profitere af en sådan regeringskoalition, og to andre forhold vil det gøre det mere end problematisk for Sanchez at danne koalition til højre.

For det første blev store dele af PSOE’s højrefløj, der for mindre end to år siden væltede Sanchez som partiformand, skiftet ud op til valget. For det andet lyder det igen og igen fra PSOE’s medlemmer og vælgere understøttet af den samlede fagbevægelses udmeldinger: ”nej til samarbejde med Ciudadadnos” og ”for en PSOE-Podemos regering”. Understøttet af det forhold, at Podemos’ leder Pablo Iglesias nu har vundet et flertal i Podemos for igen at advokere for en sådan regering. Spørgsmålet er, og det bliver først afgjort efter den 26. maj, om en sådan regeringskonstellation kan opnå den nødvendige støtte fra de små regionale partier til at nå det magiske antal pladser på 176 i parlamentet.

Pedro Sanchez har bortset fra dagen efter valget begrundet sit ønske om at danne en mindretalsregering med, at han vil stå frit med hensyn til sammensætningen af sin regering og med en forsigtig men umisforståelig skepsis overfor det stærkt splittede og uhomogene Podemos’ evne til at levere varen. Med henvisning til, om partiet kan holde sammen, hvis det indgår i den balancegang mellem et forsigtigt opgør med krisepolitikken og en ligeså forsigtig socialdemokratisk velfærdspolitik, som PSOE lægger op til. Her tager Sanchez farve af socialistlederen Antonio Costas politik i Portugal, hvor han også har regeret med støtte fra Venstreblokken og Kommunistpartiet. En alliance, der ironisk nok nu er på vippen. Costa har truet med at udskrive valg, fordi Venstreblokken og kommunisterne er gået sammen højrefløjen om at støtte en relativ stor lønforhøjelse til lærerne. Han frygter, at lønforhøjelsen vil smitte af i de andre store grupper offentlige ansatte. Det vil true hans balancegang mellem EU’s krisepolitiske diktater og socialistpartiets forsigtige sociale genopretningspolitik (i skrivende stund ser det ud til, at især højrepartierne trækker deres tilslutning til de høje lønninger. Men Costas magtdemonstration kan også ses som et forvarsel om en drejning over mod en tilpasningslinje overfor EU diktatet).

Det ligner næsten et forvarsel om den problematik, en PSOE-regering kan komme i, uanset om PSOE indgår regeringssamarbejde med Podemos eller ej. Det bliver regeringens evne til at manøvrere balancen mellem EU’s krisepolitiske diktater og de store lønmodtagergruppers forventninger om forbedringer af de sociale forhold, bekæmpelse af arbejdsløsheden, overkommelige huslejer og forbedrede forhold i ”udkantsspanien”, der afgør PSOE’s fortsatte tilslutning styrke og forholdet mellem PSOE og Podemos.

Det er i det perspektiv, man skal forstå Sanchez to budskaber/signaler på valgaftenen. Som sin kollega Antonio Costa er han helt på det rene med, at en kommende regerings mulighed for at indfri forventningerne er snævert forbundet med en ændring af magtforholdene i EU. Dvs. en styrket fremgang for socialdemokratierne til EP valget og et styrket socialdemokratisk fælles program for et opgør med EU’s stramme konvergenskriterier og den neoliberale krisepolitik. Når hans signaler ikke blot skal betragtes som rituel valgeufori, hænger det sammen med flere forhold. For det første foregår der ret heftige diskussioner i næsten alle socialdemokratier i Europa om et opgør med EU’s krisepolitik som forudsætning for socialdemokratismens genrejsning. Arbejdsmarkedspolitikken, skattepolitikken, opgøret med de transnationale selskaber og hele finanssektoren er kommet i centrum – nok klarest udtrykt i det fælles valggrundlag fra PES. Der går faktisk en lige linje fra Sanchez’s og Costas EU-linje til den PES har lagt frem. For det andet understøttes dette opbrud af flere markante udmeldinger dels fra OECD og IMF og dels fra diverse liberale tænketanke, der har indset, at den hidtidige neoliberale strategi er færdig, og at noget andet skal til for at indsnævre polariseringen og den sociale uro. Hvad dette ”noget” så er, har de vanskeligt ved at formulere. Tiltroen til Macrons ellers håbefulde offensiv har fortaget sig. Men fire punkter går igen. En lempeligere finanspolitik. En forbedret arbejdsmarkedspolitik. En strammere og mere retfærdig skattepolitik og selvfølgelig klimaforbedringer.

Det er ikke uden betydning, at OECD midt under den spanske valgkamp udkom med sin seneste rapport under overskriften: ”Regeringer må handle for at hjælpe en betrængt middelklasse”. OECD’s rapport blev fulgt op af IMF og en helt ny tendens af artikler og diskussioner i diverse tænketanke og store dagblade om et og samme problem. I den tyske regering og blandt økonomerne bag Hartz IV diskuteres vildt og inderligt, om man skal gøre op med budgetloven – ”schwarze Null”. Internt i SPD har der i de forgangne uger været åbne og heftige diskussioner, om man skal forlade regeringen, hvor meget man skal lægge afstand til Hartz IV, om demokratisering af de store koncerner og for en progressiv EU politik. Som bekendt foregår de samme diskussioner i Danmark. Begrebet opgøret med den ”syge kapitalisme” er ved at blive et samlebegreb for de europæiske socialdemokratier kombineret med et Stiglitz begreb fra fraktionskampen i det Liberale parti i USA – ”progressiv kapitalisme”, som i forskellige afskygninger henviser dels til Roosevelts ”New Deal” og dels til velfærdsstaternes glansperiode i 50’erne og 60’erne.

Det er det opbrud, som Sanchez forsøger at skrive PSOE’s valgsejr ind i, og det er den sociale polarisering som resultat af tre årtiets neoliberal politik, der har været drivende for den politiske polarisering i den spanske valgkamp og opløsningen af det gamle to- parti system. Den samme polarisering, der har skabt de vælgerbevægelser, som siden 2010 har straffet socialdemokratierne for deres administration af den neoliberale offensiv.

I den forståelsesramme tegner det til, at en PSOE-regering eller en PSOE-Podemos regering skal gennemføre en ualmindelig delikat balancegang mellem resterne af EU’s krisepolitik og en ny velfærdspolitisk dagsorden, hvor sidstnævnte vil have svare betingelser, hvis magtforholdet bag førstnævnte ikke svækkes. Den forskydning afgøres hverken i Madrid eller Lissabon men af udviklingen i magtforholdene i samtlige 27 hovedstæder med vægtcentrummet – om end svækket – forankret i Berlin. (hvad der sker i London, har de fleste nok opgivet at følge med i. Men Labours politiske udspil er hverken præget af stringens eller konsekvens. Straffen kom i sidste uge ved lokalvalgene).

Som billedet og valgkampen i Spanien har tegnet sig, skal der ikke mange skuffelser, handlingslammelser eller PSOE’s flirt med Ciudadanos til for at kaste Spanien ud i en ny parlamentarisk krise.

Valgkampen har skabt et håb om, at PSOE og Podemos leverer varen. Begge partier vil blive holdt ansvarlige for, at det sker. Som i Portugal er det en helt ny situation for venstrefløjen. Podemos skal vise sig regeringsduelig i eller udenfor regeringen. Internt skal partiet disciplineres. ”Blitzkriegspolitikken” med de store massedemonstrationers tid er forbi. Nu gælder det det hårde parlamentariske arbejde på alle niveauer. Genopbygningen af fagbevægelsen og formulering af en reformpolitik, der samler og samtidig tvinger Sanchez (eller for sags skyld et hvilket som helst socialdemokrati) til at holde kursen. Ikke kun på den nationale scene men også i forhold til EU. Valgets lære har også været, at når det virkelig kommer til stykket overtrumfer det sociale spørgsmål det nationale, men kun så længe, de socialdemokratiske partier og venstrefløjen vitterlig kan levere på det sociale spørgsmål og frigøre sig fra egne tidligere bindinger til fortidens neoliberale politik, partierne er fedtet ind i.

Hilsenen fra Spanien og PSOE’s sejrende leder Pedro Sanchez skal præcist deles i to. Socialdemokratierne (og venstrefløjen forstås) står overfor en ny fremgang i Europa, hvis de kan vinde magten nationalt og konsolidere den i Europa gennem et fælles opgør med den neoliberale politiske dominans. Holder det sidste ikke, smuldrer det første i evigt kævl om små bitte reformer, der ikke ændrer meget på arbejderklassens og middelklassens mangeårige trængsler. Som politiske partier og politisk strømning kan man ikke vedvarende begræde den voksende ulighed uden at gøre noget for at reducere den. Det bliver balanceprøven for PSOE, Podemos – Pedro Sanchez og Pablo Iglisias.

Offentliggjort: d. 06. maj 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.