Pensionsvalgkamp.
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 29. april 2019

Nu kender vi Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussens endelige modtræk til Mette Frederiksens udspil om tidligere pension. Den bedste defensiv skal være en offensiv. Der skal gennemføres her og nu forbedringer for de meget nedslidte, og der skal loves nye muligheder til alle dem, der frygter ikke at kunne holde på arbejdsmarkedet til en stadigt højere folkepensionsalder. Her og nu skal der gennemføres forbedringer af seniorførtidspension til de seniorer, der er så nedslidte, at de ikke kan passe et almindeligt arbejde. Formodentlig sker det via en aftale dagen før, de røde ruller fanerne ud til 1. maj. Oven i det lægger de to regeringsansøgere fra Venstre og Dansk Folkeparti så et valgløfte om at ændre på velfærdsforliget fra 2006 langt ud i fremtiden, i 2040. Til den tid er både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl indstillet på både at give mulighed for tidligere, men lavere folkepension til dem, der ønsker det og til den tid, hvor folkepensionsalderen vil være oppe på 70 år at foretage yderligere forhøjelser af folkepensionsalderen lidt langsommere, end det i dag er planlagt.

Ud fra enhver nøgtern betragtning må man sige, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiets pensionsudspil allerede har gjort sin virkning. Det har påvirket både Lars Løkke Rasmussens og Kristian Thulesen Dahls politik ganske meget. Det skyldes først og fremmest, at det socialdemokratiske udspil har lagt politiske stemme på den voksende folkelige frustration og bekymring over den stadigt stigende folkepensionsalder og maltrakteringen af efterlønnen. Dermed er det i sidste instans den utilfredshed i brede lønmodtagerkredse, der har presset Venstre og Dansk Folkeparti til ny pensionspolitik.

Dermed kan både Mette Frederiksen og de mange i fagbevægelsen, der har krævet tidligere pension og bedre seniorførtidspension, roligt se det som den første politiske delsejr, at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl har følt sig nødsaget til at åbne for en ny og anden pensionspolitik. Og der er mere, hvor det kommer fra. Der venter flere pensionssejre forude, hvis det lykkes for Socialdemokratiet og fagbevægelsen fortsat at give politisk stødretning til den stadigt mere massive folkelige utilfredshed med den neoliberale pensionspolitik.

Kristian Thulesen Dahl er den, der er blevet presset mest. Men da Lars Løkke Rasmussens eneste chance for at fastholde statsministerposten fuldt og helt er pantsat i et godt valg for Dansk Folkeparti, har presset på Kristian Thulesen Dahl forplantet sig videre til Lars Løkke Rasmussen. Kristian Thulesen Dahl har tydeligvis været hovedentreprenør i at udvikle pensionsvalgudspillet fra V-DF-alliancen. Det var ham og Dansk Folkeparti, der havde det største politiske vælgerproblem, da de blev ramt af den politiske trykbølge fra det socialdemokratiske pensionsudspil. Dansk Folkeparti, der i forvejen blødte vælgere til ikke mindst Socialdemokratiet, erkendte hurtigt, at forslaget om tidligere pension til de nedslidte havde en betydelig appel til mange potentielle DF-vælgere. Efter en uges nedgørende kritik af det socialdemokratiske udspil vendte Kristian Thulesen Dahl på en tallerken. Nu var det socialdemokratiske udspil nærmest noget, som Dansk Folkeparti havde arbejdet forgæves for i en årrække uden at vinde forståelse fra de øvrige partier.

Den bold greb Socialdemokratiet straks og begyndte at forpligte og indskrive Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti blandt de partier, der skulle bære tidligere pension igennem under en socialdemokratisk regering. Dermed løb Dansk Folkeparti ind i det næste politiske problem. Hvordan skulle Dansk Folkeparti kunne føre en troværdig valgkamp på både tidlig pension og dannelsen af en V-DF-regering? Kristian Thulesen Dahl kunne med andre ord se frem til en valgkamp, hvor en alt for tydelig støtte til tidlig pension ville pege på Mette Frederiksen som statsminister for at få kravet gennemført – og dermed ville det dårligt kunne forenes med Kristian Thulesen Dahl entydige satsen på selv at komme med i en eventuel blå regering i stedet for Liberal Alliance.

Derfor var et blåt pensionsalternativ til Socialdemokratiets pensionspolitik en bunden opgave for Kristian Thulesen Dahl. Da Lars Løkke Rasmussens eneste chance for at fortsætte som statsminister ligger i en V-DF(-K)-regering og ikke mindst i, at Dansk Folkeparti ikke fortsætter vælgernedturen ved valget, var Lars Løkke Rasmussen til at have med at gøre. Kristian Thulesen Dahl fik regeringen til at indkalde velfærdsforligskredsen til en boksekamp over tre runder.

I den første bokserunde skulle de blå partier drive Socialdemokratiet rundt i manegen: Kom så med det konkrete pensionsforslag, eller erkend, at det kun er tomme valgløfter om fugle på taget! Vis os, hvem der ikke skal have ret til tidlig pension, eller meld jer ud af vores klub for økonomisk ansvarlige partier! Manualen for afslutningen på første runde havde Kristian Thulesen Dahl og Venstre skrevet på forhånd. Socialdemokratiet skulle tabe på teknisk knock-out. Mette Frederiksen skulle smides ud af forhandlingerne, når hun ikke kan eller vil svare på, om hun vil skuffe en masse vælgere eller sætte velfærdsforligets økonomiske råderum over styr. Ud med hende inden anden runde.

Manualen for anden runde var så på Dansk Folkepartis initiativ, at her skulle der forhandles om en ændring af seniorførtidspensionen. Når Socialdemokratiet var smidt ud, var det præcis partierne bag den oprindelige seniorførtidspension, der var tilbage. Planen var så, at disse partier allerede inden valget skulle enes om at rette op på den oprindelige seniorførtidspension fra 2011, der havde vist sig kun at blive brugt af ganske få nedslidte seniorer. Som det ser ud i skrivende stund, ser det ud til, at Kristian Thulesen Dahl også kommer sejrrigt ud af anden runde sammen med de tusinder af nedslidte seniorer, der forhåbentlig får ret til seniorførtidspension. De blå partier, herunder ikke mindst V-DF-alliancen, vil så kunne gå til valg på konkrete fremskridt for de mest nedslidte som alternativ til ’de tomme uklare valgløfter’ fra Socialdemokratiet.

Tredje runde er så den, som statsminister Lars Løkke Rasmussen tager hul på med valginterviewet i Berlingske Tidende søndag den 28. april. Her handler det om valgkampen mellem de to regeringsalternativer. En S-regering kontra en VDF(K)-regering. Igen er det Kristian Thulesen Dahl, der dygtigt har sat dagsordenen. Over flere uger har Kristian Thulesen Dahl forsøgt at pejle sig frem til et svar på den overfor beskrevne udfordring: Hvordan gå til valg på dannelsen af en blå DFV-regering og samtidig appellere til det vælgerbagland, der gerne vil have ret til tidlig pension?

Her er Kristian Thulesen Dahl virkelig trådt i karakter som vicestatsministeren in spe, og det er sket på en måde, der må have vakt forundring i dele af DF’s brede vælgerbagland. Efter først uden større held at have forsøgt sig som den, der overbød Mette Frederiksen i konkrete bud på, hvem der skulle have ret til tidlig pension, og hvem der godt kunne skyde en hvid pind efter det, har Kristian Thulesen Dahl indtaget rollen som den ansvarlige statsmand, der insisterer på først at snakke tidlig pension, når Finansministeriets regnestykker engang ude i fremtiden begynder at vise et ganske betydeligt økonomisk råderum, dvs. engang efter 2040.

Han har med vanlig omhu ikke sagt det alt for bramfrit. Men meldingen fra Kristian Thulesen Dahl har de seneste uger været en klar og entydig bakken tilbage fra den oprindeligt nærmest ubetingede tilslutning til det socialdemokratiske forslag om i nær fremtid at give ret til tidlig pension til nedslidte med mange år på arbejdsmarkedet bag sig.

Når Kristian Thulesen Dahl har påtaget sig en udskydelse af tidlig pension til efter 2040, er det ikke uden omkostninger for DF. Det svækker givetvis sympatien for DF hos en del af de vælgere, der har sympati for tidlig pension. 2040 er meget længe at vente og for længe for mange. Men Kristian Thulesen Dahl må have vurderet, at det er omkostningerne værd. Udsættelsen til 2040 har nemlig gjort det muligt at få Lars Løkke Rasmussen og Venstre om bord på selve dagsordenen om ret til tidlig pension. Tidligere pension efter 2040 kan skrives ind i valg- og eventuelt regeringsprogram for en VDF-regering. Udskydelsen til 2040 er (indtil videre) den nødvendige pris for at få Lars Løkke Rasmussen med på at supplere en aftale om bedre seniorførtidspension med et valgoplæg om knap så hidsigt stigende folkepensionsalder og tidligere pension efter 2040.

Hvad skal så være Socialdemokratiets, venstrefløjens og fagbevægelsens svar på den blå pensionspolitik? Skal de/vi indkassere indrømmelser, kritisere de halve og alt for fjerne løsninger og presse på for at skabe størst mulig folkelig opbakning for bedre og hurtigere løsninger? Eller skal de/vi mistænkeliggøre og bagatellisere de blå indrømmelser og første tilbagetog fra fortidens neoliberale pensionspolitik? Efter min mening ubetinget det første. Det skylder vi de nedslidte, der forhåbentlig får en ny lov om bedre seniorførtidspension under en ny S-regering. Samtidig giver det politisk appetit på mere i befolkningen, og ikke mindst kan det bringe det Socialdemokratiet, fagbevægelsen og venstrefløjen yderligere i offensiven i de kommende år.

Derfor ærgrer det mig, at Socialdemokratiet i første omgang synes at have valgt mistænkeliggørelsen og den politiske polemiks vej. I de første kommentarer til Lars Løkke Rasmussens udspil siger medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, Mattias Tesfaye, at han ikke ved, om han ’skal grine eller græde’, selv om der åbenlyst er tale om en klar politisk indrømmelse til den socialdemokratiske pensionspolitik. Tesfaye er tydeligvis irriteret over den umiddelbare succes for den blå boksekamp med Socialdemokratiet og kalder det ’desperation’ og ’utroværdigt’, at Lars Løkke Rasmussen først med sin for længst skrinlagte økonomiske plan ’Helhedsplan DK’ forsøger at hæve pensionsalderen for så nu at komme de nedslidte til undsætning.

Med denne kritik af Lars Løkke Rasmussen og et sideløbende forsøg på at tale Dansk Folkeparti tilbage til en nu forladt opbakning til det socialdemokratiske forslag håber Socialdemokratiet tilsyneladende på at kunne øge den politiske kant til Venstre og samtidig ’farve’ Kristian Thulesen Dahl som en mand, der burde have valgt en anden statsministerkandidat. Men dette billede er og forbliver forkert og fortegnet. Dermed er det et politisk utroværdigt fjendebillede af V-DF-alliancen, der ikke uden videre vil kunne bidrage effektivt til at bringe kampen for bedre pensionsmuligheder for både slidte og nedslidte fremad.

I stedet synes jeg, at man skal kritisere Lars Løkke Rasmussens udspil præcist og konkret. Kritikken må først og fremmest slå ned på, at for de nedslidte ufaglærte og faglærte med mange år på arbejdsmarkedet er en mulighed for tidligere, men lavere folkepension ikke nogen attraktiv mulighed. Selv om den blev indført længe inden 2040. Disse grupper har typisk ikke nogen særlig stor arbejdsmarkedspension, og den fulde folkepension spiller derfor en afgørende rolle for deres samlede pensionsøkonomi.

Allerede det socialdemokratiske forslag om fuld ret til tidligere folkepension udgør her et økonomisk problem for dem. Hvis de bruger en ret til at gå 2 eller 3 år tidligere på folkepension og dermed også tage hul på arbejdsmarkedspensionen 2-3 år tidligere, vil en i forvejen beskeden arbejdsmarkedspension blive endnu mere beskeden, fordi den skal dække flere år. Dermed vil det komme til at koste mærkbart at gå 2-3 år tidligere på fuld folkepension. Det vil nemt kunne betyde, at der sammenlignet med normal folkepension vil være 1.000 -2.000 kr. mindre at gøre godt med hver måned i et i forvejen ikke alt for stort pensionsbudget.

Når Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen nu kun vil give dem en brøkdel af den almindelige folkepension, vil denne indtægtsnedgang ved tidlig pension blive meget større. Dét problem bør Mattias Tesfaye og Mette Frederiksen konfrontere V-DF-alliancen med. Her kan de passende tage udgangspunkt i, at de kortuddannede som gennemsnit i forvejen har udsigt til at få folkepension væsentlig færre år end de højtuddannede. Skal de kortuddannede så tilmed spises af med en discount-folkepension, hvis de går lidt tidligere på pension for i det mindste at have udsigt til næsten ligeså mange pensionsår som de højtuddannede?

Hvis Socialdemokratiet ikke synes, at det giver tilstrækkelig kant til de blå, at partiet snarest muligt vil give fuld folkepension 2-3 år tidligere, mens Venstre og Dansk Folkeparti vil give discountfolkepension om 20 år, så kan partiet jo overveje lidt mere kant. Foreslå at åbne mulighed for at give de kortuddannede med mange år på arbejdsmarkedet lidt mere end den almindelige folkepension de 2-3 år før den almindelige folkepension. Så kan alle dem med en beskeden arbejdsmarkedspension måske slippe for at starte på den før folkepensionen. Foreslår Socialdemokratiet det, slipper partiet samtidigt for at blive beskyldt for at bryde Velfærdsforliget fra 2006, og det er ikke så ringe, når man er socialdemokrat.

Offentliggjort: d. 29. april 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.