Hva mæ kulturen ?
Af Niels Henrik Nielsen
Offentliggjort: 08. april 2019

Efter Danmarks Radio havde meddelt, man ville producere et nyt historisk drama denne gang om en af historiens tragiske skikkelser, nemlig Christian d. 4’s datter Leonora Christina Ulfeldt, var Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen klar til at belære DR om, hvordan den skulle ende. I Berlingske Tidende d. 3. april udtalte han: ” DR skal passe på med ikke at glorificere Leonora Christina Ulfeldt, for hun var jo en landsforræder.” Scenen er sat. Såfremt DR ikke portrætterer hende efter Espersens ønske, kan kanalen forvente nye økonomiske øretæver i stil med dem, DR fik efter den ligeledes historiske dramaserie 1864 og dokumentarserien ”Historien om Danmark”. Sidste afsnit, der handlede om besættelsen, i dokumentarserien var ”venstresnoet propaganda”, som Espersen så smagfuldt udtrykte det i BT d. 23. oktober 2017, blandt andet fordi Kaj Munk ikke blev omtalt. Egentlig burde samme Espersen være tilfreds med den manglende omtale af Munk, for skulle det ikke ende i historieforfalskning, måtte DR nødvendigvis også fortælle historien om en mand, der tog afstand fra demokratiet og parlamentarismen og i begyndelsen af 1930’erne skrev adskillige beundrende indlæg om såvel Adolf Hitler som Benito Mussolini og resultaterne, som disse stærke mænd opnåede i deres hjemlande. Eller er det kun historien om modstandsmanden Kaj Munk, Espersen ønsker fortalt. Historien fortælles og fortolkes af de sejrende. Således er det også med kulturen.

Derfor har dette land ikke haft en kulturpolitik de sidste 4 år – eller jo. Danmark har haft Dansk folkepartis kulturpolitik. Tag nu partiets filmudspil. Under overskriften ”Mere klassefesten og jagten mindre Von Trier kopier” foreslår partiet, at film skal være mere orienteret mod publikum og mindre mod navlepillende kunstprojekter. Det er næppe tilfældigt, at en af illustrationerne i udspillet er fra en ”Far til 4 film”. Samme tilgang har partiet til kunstmuseerne. Mere støtte til fregatten Jylland mindre til museer som Arken og Louisiana.

Seneste eksempel på partiets indflydelse på kultur- og mediepolitikken er farcen omkring radiokanalen 24/7. Uanset hvad man mener om kanalen, så har den dyrket den skarpe satire og kritiske distance over for magthaverne. Langt fra det af Dansk Folkeparti ønskede Morten Korch billede af Danmark og verden. Dermed har den været en torn i øjet på mangen et parti i Folketinget - ikke bare Dansk Folkeparti men også eksempelvis Socialdemokratiet, hvis medieordfører synes det er fint, dersom kanalen flytter til Jylland. Ifølge DR udtaler Mogens Jensen ”Men at stationen skal placeres uden for hovedstadsområdet og i det vestlige Danmark, det mener Socialdemokratiet også”. Nu hvor DF tilsyneladende har fået kolde fødder i forhold til 24/7, hvad bliver så socialdemokraternes svar. Hvad er i det hele taget socialdemokraternes og venstrefløjens kultur- og mediepolitik.

Arbejdet er kilden til al rigdom og kultur og derfor bør hele udbyttet tilfalde dem som arbejder. Sådan starter socialdemokraternes første principprogram – Gimleprogrammet fra 1876. Klassekampen handlede ikke kun om forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver, det handlede også om kultur. Tanken var, at kultur/kunst ikke kun skulle være for de fine, men skulle udbredes til hele samfundet. Kun herved kunne arbejderne få inspiration til at styre samfundet i socialistisk retning.

I de følgende årtier begyndte det, man lidt højtideligt kunne kalde en veritabel kulturel klassekamp med grundlæggelsen af Arbejdernes Læseselskab, arbejderhøjskolerne og Arbejdernes Oplysningsforbund, AOF. Kulturkampen var en central del af den socialdemokratiske DNA. Danmarks første kulturminister Julius Bomholt udgav i 1932 bogen Arbejderkultur. Ifølge Bomholt var den kunst og kultur, der eksisterede borgerskabets kultur og ikke arbejdernes. Derfor ønskede han den erstattet af en proletarkunst, der kunne besejre den dominerende borgerlige kultur.

Ideerne blev aldrig rigtig udfoldet, for Bomholt mødte modstand fra ledende kammerater i partiet, først og fremmest Hartvig Frisch. Frisch mente, at arbejderne ikke har en selvstændig kultur. Det handlede således ikke om at erstatte en kultur med en anden men om at udbrede kultur til alle. Bomholt tabte og 6 år senere skrev han så Kulturen for folket, der lægger sig tæt op ad Frisch’ tanker.

Måske var det hér kultur som en del af klassekampen fik sin afslutning. Kultur var fortsat vigtig i den socialdemokratiske ideologi, men den havde mistet sin centrale position. Det var en socialdemokratisk regering, som i 1961 oprettede kulturministeriet. Men kultur blev til kulturpolitik med plads til alt og alle.

Endnu i 1950’erne kan man tale om en arbejderkultur, hvor man kunne leve fra vugge til grav inden for arbejderbevægelsens rammer. Man kunne bo i Arbejdernes boligselskab, Børnene kunne være i DUI leg og virke, fritiden kunne bruges i Dansk Arbejderidrætsforbund, tage på ferie med Dansk Folkeferie, man kunne have sine penge i Arbejdernes landsbank, være forsikret i Alka, blive klogere igennem AOF og købe bøgerne på forlaget Fremad. Man kunne købe ind i Hovedstadens brugsforening, få brød og øl fra Fællesbageriet og Stjernen og blive begravet af Arbejdernes ligkistemagasin.

På den akademiske venstrefløj forsøgte flere i 1970’erne og 80’erne at genoptage debatten om kultur og klassekamp. I 1979/80 udkom således 3-bindsværket Arbejderkultur dækkende perioden 1870 til 1980. Københavns Universitet fik også et Center for Arbejderkultur, men det er i dag nedlagt.

I dag er langt størstedelen af arbejderbevægelsens mange kulturinstitutioner forsvundet. Et par enkelte lever videre som blandt andet AOF, men adskiller sig reelt ikke fra andre oplysningsforbund i sine tilbud. Det skyldes ifølge historikeren Niels Finn Christiansen den stigende individualisering, der gør det svært at opretholde en klar arbejderidentitet. Fragmenteringen i arbejderklassen har betydet, at arbejderkultur findes spredt rundt omkring men uden eller med meget begrænset tilknytning til arbejderbevægelsen. Ikke desto mindre så længe Danmark er et klassesamfund, så er der også grundlag for egne klassemæssige kulturelle udtryk.

Derfor, tilbage til spørgsmålet, hvad er Venstrefløjens kulturpolitik.

På Socialdemokratiets hjemmeside står: ” Kultur er en kilde til fornyelse og inspiration, men det er også det kit, der binder os sammen som nation, og det er ofte igennem kulturelle oplevelser, kunst, idræt og i foreningslivet, vi som danskere finder fællesskab.” Herefter står noget om stærke public service-medier.

På Enhedslistens hjemmeside står: ” Vi skal støtte mange forskellige slags kultur og adgang til den i alle dele af landet, så kultur ikke bliver forbeholdt de store byer eller dem med pengepungen i orden.” Herefter står der noget om alle skal have adgang til kultur og støtte til public service

På SF’s hjemmeside kan man læse: ” Kultur kan danne, udvikle og skabe fællesskaber på tværs af skel. Den skal kunne rumme både det brede og det mere nichebetonede, og alle skal kunne deltage”. Efterfølgende står noget om støtte til kunst og mangfoldighed i udbuddet af kunst.

På den baggrund er det vel fair at sige, at ingen af partierne har en klassebaseret kulturpolitik. Ganske vist har flere fået mulighed for at gå på museum, i biografen, i teatret osv. men det er fortsat de veluddannede, der bestemmer, hvad der skal vises. Dermed er det også rimeligt at konkludere, at det er den borgerlige finkultur som er dominerende.

Det har Dansk Folkeparti set. Med deres forskellige udspil er det lykkedes partiet at dominere debatten om kulturpolitik. Partiet ønsker et opgør med såvel den borgerlige finkultur som den socialistiske klassekultur. I stedet skal der satses på den reaktionære populærkultur – Far til fire og fregatten Jylland. Reaktionær fordi den bygger på idyllisering af samfundet uden klassemodsætninger.

På samme måde har partiet kunnet dominere mediepolitikken stort set uden reelt modspil – ikke fra de borgerlige og heller ikke fra venstrefløjen. Det er trist at opleve.

Salig Julius Bomholt har levet forgæves.

Offentliggjort: d. 08. april 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.