En omvendt Vestager
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 25. marts 2019

 

Så er det nu, i forhandlingerne om en bedre seniorførtidspension, at Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen skal stå fast på sit løfte til partiets medlemmer om ikke at ville føre borgerlig økonomisk politik.


 

I sin tale til de delegerede på den socialdemokratiske kongres i september sidste år gav hun et klart løfte om ikke at føre borgerlig økonomisk politik: ”Og kan I huske det sidste regeringsgrundlag? Der var en enkelt formulering, som mange syntes var lidt mærkelig for en socialdemokratisk ledet regering. Det her med, at vi ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Kære kongres. Lad os være enige om, at den formulering ikke kommer med igen. Til gengæld. Så lover jeg hermed, at vi vil føre socialdemokratisk politik i bredeste forstand!”

 

Nu kommer den radikale leder, Morten Østergaard, så og stiller et noget nær ultimativt krav til Mette Frederiksen netop om at føre borgerlig økonomisk politik. Endnu kræver han ikke direkte, at Mette Frederiksen skal føre radikal økonomisk politik. Men det snerper unægtelig i den retning. ”Det er et klokkeklart krav fra os, at vi vil kende den økonomiske politik, før vi ved, om vi bakker op om en regering, og den skal give mulighed for, at vi kan stoppe med besparelser på uddannelse, og at vi kan investere i den grønne omstilling. Det kræver altså, at råderummet bliver større, end det er i dag,” sagde Morten Østergaard f.eks. i sidste uge til avisen Danmark. Tidligere har Morten Østergaard sagt, at han kun vil bringe en Socialdemokratisk regering til magten, hvis der inden udformes et dokument, hvor de radikale kan se, at deres politik imødekommes.

Indtil nu har Morten Østergaard ikke været særlig præcis med sine krav. Men det kommer nu, hvor valget rykker nærmere. Mette Frederiksen skal ifølge de radikale føre borgerlig økonomisk politik af præcis den samme slags, som den Margrethe Vestager i sin tid fik gennemtrumfet i det sorte tårn. Det vil først og fremmest sige en økonomisk politik, der har til formål at øge udbuddet af arbejdskraft på det danske arbejdsmarked.

I 2011 var dagpengeforringelser, rundbarbering af efterlønnen og reformer af fleksjob, førtidspension og kontanthjælp, som Margrethe Vestager krævede og fik Socialdemokratiet og SF med på. I dag foreslår Morten Østergaard bl.a., at Mette Frederiksen skal sætte pensionsalderen endnu mere op og give virksomhederne bedre muligheder for at ansætte billig arbejdskraft ved at sænke beløbsgrænsen over for udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU fra 417.800 kroner til 325.000 kroner.

Forslaget om at sætte pensionsalderen yderligere op er det krav, der fremføres lige nu, hvor der forhandles pension hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Her har Morten Østergaard taget kravet om at sætte pensionsalderen endnu mere op med ind til forhandlingsbordet, hvor politikerne i disse uger forhandler om seniorførtidspensionens fremtid.

De radikale foreslår her en helt ny seniorpensionsordning i stedet for den nuværende seniorførtidspension. Man skal ifølge de radikale kunne søge om en ny lavere seniorpension op til 5 år før folkepensionsalderen, hvis man er for nedslidt til at passe sit job. De radikales seniorpension skal omfatte ca. 1.000 personer om året. Det vil være lidt flere end det omfang seniorførtidspensionen var tiltænkt, men aldrig er nået op på. Ordningen vil ifølge de radikale koste omkring 1 mia. kr. årligt.

Ved første øjekast ligner det radikale seniorpensionsforslag således lidt det socialdemokratiske forslag om, at nedslidte skal kunne ansøge om tidligere folkepension. Når det så kommer til finansieringen, viser det radikale krav om ærkeborgerlig økonomisk politik sig. De radikale vil nemlig ikke finansiere sin pensionsreform med øget skat på bl.a. den finansielle sektor. De radikale vil finansiere, ja groft overfinansiere med endnu en forhøjelse af folkepensions- og efterlønsalderen. De radikale foreslår, at den allerede aftalte forhøjelse af folkepensions- og efterlønsalderen, indfases et halvt år tidligere end ellers aftalt. Dermed skal pensionsalderen hæves med et halvt år fra den 1. januar 2025 – fra 67 til 67,5 år. Gennemføres forslaget vil det ifølge Finansministeriets sædvanlige regnemaskine forbedre de offentlige finanser med 3,7 mia.kr i 2025 og ca. 4,5 mia.kr i gennemsnit fra 2025-2049. Beskæftigelsen beregnes til at stige med ca. 12-14.000 personer i hhv. 2025 og 2030.

Det radikale seniorpensionsforslag er således et konkret og aktuelt eksempel på, hvad det er for en borgerlig økonomiske politik, som Morten Østergaard kræver ind i Mette Frederiksens regeringsgrundlag, før hun kan regne de radikale med til sit parlamentariske grundlag.

Fra pensionsforhandlingerne på Christiansborg mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de radikale har det i nogen tid forlydt, at regeringen og Dansk Folkeparti allerede inden valget ønsker at indgå en aftale om en mindre justering af den gældende seniorførtidspension. På det seneste er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen begyndt at gøde jorden for endnu mindre end det, nemlig tydeliggørelse af de allerede gældende regler. De gældende regler har nemlig efter alt at dømme har været tolket alt for restriktivt både ude i kommunerne og af Ankestyrelsen.

Både Venstre og Dansk Folkeparti har en åbenlys politisk interesse i en sådan miniaftale her før valget. Venstre vil så kunne gå til valg som partiet, der gør noget konkret her og nu for de nedslidte. Kristian Thulesen Dahl vil kunne fortælle vælgerne, at nu har de nedslidte endelig fået den seniorførtidspension, som Dansk Folkeparti fik vedtaget i 2011. Dette vil give Dansk Folkeparti et politisk figenblad til at dække over, at partiet alligevel ikke vil gå med på det socialdemokratiske forslag om ret til tidligere folkepension for de nedslidte før tidligst engang ud i en mere eller mindre fjern fremtid.

Måske skal Socialdemokratiets ageren i pensionsforhandlingerne ses i dette lys. Måske skal Socialdemokratiets afventende holdning ses som et forsøg på at undgå at give Venstre og Dansk Folkeparti disse åbenlyse politiske fordelei. Det er i hvert fald værd at bemærke, hvordan Socialdemokratiet omhyggeligt ikke er mødt op til forhandlingerne med et klart og konkret bud på en forbedring af seniorførtidspensionen. Fagbevægelsen i bl.a. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har presset på med et meget konkret forslag. Men indtil videre har Mette Frederiksen ikke meldt ud med et konkret forslag til forbedring af seniorførtidspensionen. I stedet har Socialdemokratiet været afventende og overladt det til regeringen og Dansk Folkeparti at komme med konkrete forslag.

Set udefra kan en sådan defensiv, afventende holdning i den grad undre. Selv hvis der er tale om valgtaktiske overvejelser, kan det undre. Hvorfor har Socialdemokratiet ikke for længst indset, at passiv afventen kun vil gøre det endnu lettere for Venstre og Dansk Folkeparti at indgå en blå miniaftale om en yderst beskeden eller måske endda rent symbolsk justering af seniorførtidspensionen. Det skulle ikke undre, hvis udkastet til en sådan aftale allerede har ligget klar i den politiske pipeline et stykke tid.

Kommer der en sådan aftale, måske allerede inden for den næste uge eller to, vil Socialdemokratiet have spildt en oplagt mulighed for at presse Dansk Folkeparti og måske Venstre til væsentlige forbedringer af seniorførtidspensionen. Hvis beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen som forventet indgår en aftale med Kristian Thulesen Dahl, vil Mette Frederiksen ikke rigtigt kunne gøre noget - udover at tilslutte sig. Dermed vil det politiske vindue for en ordentlig seniorførtidspension være lukket adskillige år frem.

Her er det Morten Østergaards krav om borgerlig økonomisk politik kommer ind. Man siger, at intet er så skidt, at det ikke kan være godt for noget. Måske kan Østergaards krav vække Mette Frederiksen til dåd, inden det er for sent. Hvis Socialdemokratiet drømmer om at få udskudt alle pensionsforhandlinger til efter et folketingsvalg, vil man blive mødt af en Morten Østergaard, der står parat med krav om endnu højere efterløns- og folkepensionsalder som forudsætning for selv den mindste forbedring for de nedslidte seniorer. Hvis Mette Frederiksen vil være statsministeren, der både skaber bedre pensionsmuligheder for dem, der er så nedslidte, at de ikke længere har arbejdsevner til at passe et almindeligt arbejde og for dem, der ’bare’ er slidte efter et langt og ofte belastende arbejdsliv, vil det være rettidig politisk omhu at gå i brechen for den første gruppe her og nu i form af en bedre seniorførtidspension.

Socialdemokratiet bør ikke bare afvise Morten Østergaards krav om borgerlig økonomisk politik på bl.a. pensionsområdet, men samtidig fortælle vidt og bredt, hvilke forbedringer af seniorførtidspensionen, Socialdemokratiet vil kæmpe for at få aftalt hurtigst muligt og meget gerne før et valg.

Det har Mette Frederiksen gode kort på hånden til at gøre. Hun har for længst afvist at invitere Morten Østergaard med til forhandlinger og regeringsgrundlag. Det var jo netop indholdet af det løfte, hun gav på partikongressen som citeret i indledningen. Dertil kommer, at hun har skabt en taktisk alliance med Kristian Thulesen Dahl, der gør det umuligt for Morten Østergaard at gentage Margrethe Vestagers kunststykke forud for folketingsvalget i 2011. Dengang gik Margrethe Vestager sammen med den daværende VK-regering om at gennemføre en række vidtgående forringelser af efterlønnen og folkepensionen, som Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal så efterfølgende bare havde at rette ind efter i det sorte tårn.

Derfor er Morten Østergaard i dag nødt til mere eller mindre direkte at true Mette Frederiksen up front allerede inden valget. Han kan ikke som Margrethe Vestager i 2011 nøjes med efter valget at stille Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal over for fuldbyrdet gerning. Der vil ganske enkelt ikke før valget blive ført nævneværdig borgerlig økonomisk politik for at øge arbejdsstyrken, som en socialdemokratisk regering så efterfølgende presses til at tage til sig. Tavlen vil være ren, når Mette Frederiksen skriver sit regeringsgrundlag.

Netop derfor har Mette Frederiksen ekstra gode muligheder for her og nu at presse regeringen og Dansk Folkeparti med til en væsentligt forbedret seniorførtidspension. Hvis hun vil, kan hun lave en ’omvendt Vestager’. Hun kan allerede inden valget skaffe et politisk flertal for den nødvendige forbedring af seniorførtidspensionen, som Morten Østergaard efter valget bare har at rette ind efter.

Offentliggjort: d. 25. marts 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.