Den ventede u-vending.
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 18. marts 2019

Torsdag den 14. marts bragte Jyllandsposten et stort opsat interview med Pernille Skipper fra Enhedslisten. Overskriften var: ”Skipper fortryder krav om daxit, ”Det var en fejl. Brexit har været en øjenåbner for os som parti””.

Overskriften henviser til, at man i EL er kommet til den erkendelse, at det var en fejl i 2016 at opfordre til en folkeafstemning i Danmark om landets fortsatte forbliven i EU. Fejlen erkendes nu, hvor den græske tragedie om brexit fortsætter i det uendelige i det britiske Underhus.

Hvor dybt erkendelsen stikker, får vi ikke rigtig noget svar på i interviewet. Uanset hvor tæt på, journalisten går, får han ikke anden melding fra Pernille Skipper end, at ”Enhedslisten ønsker, at Danmark melder sig ud af EU, men pointen er, at det er afgørende, at det står klart, hvad alternativet er”. Catch 22, for lige meget, hvordan vi vender og drejer den og de andre pointer, er vi lige vidt. EL vil have Danmark ud af EU, men vil ikke stille forslag om en folkeafstemning, før konditionerne og alternativerne er klare. En umulighed, al den stund EU hele tiden bevæger sig. Det samme gælder EU-medlemsstaterne og verden udenfor. Så hver folkeafstemning for eller imod vil blive på konditioner, der ikke ligner de foregående. Som ved brexit indtræffer klarheden, først når beslutningen er truffet.

Hvad, der efter interviewet står fast, er, at EL gerne ser Danmark ude af EU, men at man vil arbejde i EU for en progressiv rød-grøn politik sammen med alle gode, progressive kræfter, indtil det mål er nået. Hovedproblem: målforskydningen løber hurtigere end arbejdet for målet. Dermed er uvendingen de facto fuldbragt. Hvornår den også er det de jure, får vi se.

Hvad EL så nærmere bestemt vil i EU, og hvordan partiet vil arbejde, får man i samme nummer af Jyllandsposten et indblik i. Her fremlægger Pernille Skipper og partiets spidskandidat til EU-parlamentsvalget, Nikolaj Villumsen partiets hovedpunkter i en kronik. Kronikken har mestendels karakter af et manifest eller en programerklæring og afspejler i det store og hele et udkast til Enhedslistens valggrundlag til EP-valget 2019, der blev rundsendt samme dag.

Men før jeg kommer til at kommentere hovedpunkterne i kronikken, er der en vejspærring, der skal flyttes. I daglig tale er det almindeligt at anvende begrebet EU som dækkende fællesbetegnelse for det system, som den Europæiske Union udgør.

I daglig tale går en sådan meget abstrakt henvisning an, men der gælder andre krav, når politiske partier udtrykker sig, især når det gælder et så vigtigt spørgsmål som forholdet til Den Europæiske Union. Her må man være præcis og nuanceret, hvis den politiske samtale, hvor man kommunikerer til de mange, skal give mening. Ikke desto mindre præsterer de to skribenter gennem hele kronikken at henvise til EU i almindelighed. EU fremstilles som én entitet og monolit, uden at man på noget tidspunkt klargør, hvem der er den eller de besluttende og handlende magt eller magter. Resultatet bliver et virvar af påstande om hvad som helst med reference til EU, uden at de kan efterprøves. Fremgangsmåden indgår næsten altid indirekte i dæmoniseringen af antagonisten med den konsekvens, at det bliver ganske vanskeligt at adskille den progressive kritik fra den reaktionære.

Så for at bidrage til større klarhed om, hvad vi taler om, når det gælder EU, vil jeg i den videre gennemgang stille de nødvendige konkretiserende spørgsmål, når kronikken i bred forstand henviser til EU.

Vi går hastigt videre til, hvad EL vil i EU, hvis partiet kommer ind i EU-parlamentet? Partiet vil kæmpe sammen med den europæiske venstrefløj for rød-grønne løsninger på de store, grænseoverskridende problemer, som Europa og verden står overfor. Et godt og nødvendigt udgangspunkt, hvis det vel at bemærke er sådan, at den venstrefløj findes. Det gør den desværre ikke, hvis man skal tage de forskellige nationale venstrefløjspartiers grundlag for pålydende. Deres respektive EU-holdninger og strategier stritter i alle retninger, og inde i hvert parti går bølgerne højt mellem de såkaldt EU-positive og -teknokratiske fraktioner (eks. DiEM 25, en fraktion i Die Linke og i Podemos) og de EU- skeptiske eller -negative fraktioner (eks. La France Insoumise). Man kan således forudse, at det bliver noget af en opgave i sig selv at stable en fælles linje på benene i parlamentet.

Selvfølgelig står klimapolitikken øverst på dagsordenen. Det modsatte vil lige for tiden være utænkeligt. Her mener EL ikke, at EU’s klimapolitik er nær tilstrækkelig bare for at leve op til Paris-aftalen og Unionens egne mål. Faktisk står EU i vejen for, at de enkelte lande kan sætte mere fart i den grønne omstilling. Nu er der næppe mange fra de liberale partier på midten og helt ud til venstrefløjen i EU, der ikke satser på en øget klimaindsats og ikke gerne ser flere nationale grønne tiltag. Men hvad er det for et EU, der blokerer, og hvem i EU er det, der vil forbyde stop for salg af diesel- og benzinbiler? Er det kommissionen? Er det parlamentet? Er det bureaukratiet? Er det lobbyisterne? Eller er det ministerrådet og Det europæiske Råd?

Spørgsmålet kan besvares meget simpelt. Det er de forskellige medlemslandes regeringschefer og regeringer, der i forskellige styrkeforhold plejer egne nationale interesser, og som den ene gang efter den anden har taget luften ud af meget progressive forslag til en fremtidig klimapolitik både indenfor Unionen og internationalt. Den danske regering har i det spørgsmål haft en kraftig fod på bremsen. Det er således tom luft at henvise til et abstrakt EU, når det rent faktisk er nogle ganske bestemte regeringer, der blokerer. Det får som konsekvens, at EL vil få ganske vanskeligt ved at fremlægge en konkret politik på området, når hovedmodstanderen ikke er klart beskrevet. Kampen for en progressiv klimapolitik i EU går i virkeligheden over de mange nationale politiske partiers kamp mod de regeringer i medlemslandene, som fører en reaktionær klimapolitik.

Som det videre står i kronikken, er det ikke kun på klimaspørgsmålet, at EU står i vejen for solidariske løsninger på grænseoverskridende problemer. Det gælder også konsekvenserne af ”det indre marked” med ureguleret bevægelighed for arbejdskraft, som ”kyniske virksomheder” kan udnytte til at presse løn- og arbejdsvilkår, social dumping osv. (det gælder vel ikke kun i Danmark?). Nu gælder forholdet ikke kun kyniske virksomheder. Det gælder størstedelen af det europæiske erhvervsliv. Lønpresset og presset på arbejdsforholdene er et strukturelt, europæiske problem, som har eksisteret i årtier, fordi der ikke er fulgt en tilstrækkelig udbygget arbejdsmarkeds- og sociallovgivning med til at regulere den frie bevægelighed. Det er således på høje tid, at der vedtages en social protokol, som EL vil, eller indgås en social kontrakt, som Socialdemokratiet argumenterer for. Men igen er det ikke EU, der står i vejen – faktisk er kommissionen kommet med indtil flere forslag, der ikke har kunnet vinde opbakning i ministerrådet. Det er med andre ord de politiske magtforhold i medlemslandene, der afspejler sig i grænserne for, hvad der kan gennemføres i EU og ikke EU som en abstrakt entitet.

”Det er ikke enestående, at EU holder hånden over dem, der tjener meget på andre”. Og så er vi over i området for skatteunddragelser, hvidvask, skattely, medlemslandenes skatteræs mod bunden etc. Ja, og hvem er det her, der har stået forrest for at gennemføre en fælles skattebund, fælles afskrivningsregler, straf overfor skattelylande og virksomheder og enkeltpersoner, som udnytter skattely? Hvem har igen og igen forsøgt at få gennemført en Tobinskat og en stram Bankunion? Det har dele af kommissionen og de progressive fløje i EU-parlamentet, og hvem er det, der har gjort alt for at blokere sådanne politiske initiativer? Det har regeringslederne og ministrene i de medlemslande, der har profiteret af det uregulerede skattegrundlag og virket som mellemstationer for skattely. Det betyder ganske simpelt, at skal EL’s skattepolitik og ønske om at regulere hele finanssektoren realiseres i EU, er det ikke tilstrækkeligt at samle tropperne i EU-parlamentet. Partiet må selv sammen med andre politiske partier agere grænseoverskridende for at opbygge konkrete alliancer i de enkelte medlemslande, hvis ministerrådet skal have en anden sammensætning.

I kronikken følger så et interessant afsnit. EL vil have en folkeafstemning, dels af demokratiske årsager og dels, fordi traktatgrundlaget ses som den store synder. Her henvises til, at man ikke med et flertal hverken i ministerrådet eller i Folketinget eller i EU-parlamentet har mulighed for at sætte eksempelvis hensynet til lønmodtagerne og klimaet over markedet og virksomhedernes mulighed for at tjene penge.

Skal det forstås sådan, at EL faktisk går ind for flere flertalsafgørelser i ministerrådet, hvor medlemslandene nødvendigvis må fire på suveræniteten? I så fald er der virkelig tale om en afgørende uvending. Men til beroligelse for EL, så rummer den nuværende traktat allerede mulighed for at indføre flere flertalsafstemninger på centrale områder uden traktatændringer. Det er da også et sted at begynde. Ikke hermed sagt, at traktaten ikke skal ændres, for det skal den, hvis EU’s demokratiske underskud skal ophæves og markedet som samfundsmæssigt grundlag for Europa skal forskydes til fordel for borgernes velfærd. Men de spørgsmål og de institutionelle fordringer behandler kronikken ikke. Måske, fordi den ved at gøre det, vil skrive EL ind i rækken af partier, der kæmper for afgørende konstitutionelle og institutionelle ændringer af Unionen, hvilket åbenlyst vil gøre en daxit-afstemning irrelevant.

Kronikken refererer som udkastet til Enhedslistens EU-politik til en hel palet af politikområder, hvor EL sammen med den noget diffuse europæiske venstrefløj vil føre progressiv politik. Problemet er, at man ikke får et troværdigt bud på, hvordan det skal foregå. Grunden er indlysende. EL fremlægger ikke konkrete analyser af Unionens opbygning som system og af det komplekse spektrum af institutionelle, nationale og klassemæssige interessemodsætninger, der krydser hinanden og frembringer de egentlige kamppladser.

I fraværet af sådanne analyser og med den nærmest mekaniske henvisning til et abstrakt EU, bliver det også ganske vanskeligt for ikke at sige umuligt at fremlægge en politisk strategi, der indeholder bud på, hvordan kampen om magten til at ændre EU’s politik skal føres. Hvilke kræfter skal man alliere sig med? Hvilke taktiske alliancer skal der indgås? Hvilke politiske partier kan der indgås samarbejde med? Hvilke faglige sammenslutninger og andre sociale bevægelser skal inddrages og hvordan? Hvilke institutioner skal der opbygges i kampen om den politiske magt til at gennemføre den ”progressive politik”, og hvilke instanser i Unionssystemet kan man med rimelighed forvente at gå sammen med? Kan man eksempelvis danne en midlertidig front sammen med Macron i hans bestræbelser på at udfordre det europæiske højre og højrefløjen i den tyske regering? Kan man gå sammen med FH i Danmark, ETUC i Europa og det spanske og det portugisiske socialistparti i bestræbelserne for at få ændret Vækst- og Stabilitetspagtens kriterier og Finanspagtens bestemmelser for at forbedre grundlaget for at styre euroen og en fælles finanspolitik i Unionen? Kan man gå sammen med det Europæiske Socialdemokrati og ETUC for at opbygge et helt andet arbejdsmarked til beskyttelse af lønmodtagerne og samtidig overskride ”den danske models” begrænsninger.

Eller kan man gå sammen med Macron om styrkelse af euroen og ECB for at opbygge et finansielt system, der kan modstå USA’s reaktionære og defensive dollarpolitik, der holder store dele af erhvervslivet ikke bare i Europa som gidsler for USA’s egne interesser. Og sådan kunne man blive ved. Netop fordi EU ikke er en entitet, men et system gennemskåret af mange interesser, er EU et magt- og interessefelt, man som parti ikke kan bevæge sig i, hvis man ikke helt præcist har gjort sig selv og vælgerne klart, at EU er et system og ikke en abstrakt monolit.

En anbefaling til EL kunne derfor være også formelt at gennemføre partiets helt legitime uvending konsekvent og hurtigt, for herved at forbedre egne muligheder for at handle strategisk fremsynet og taktisk smidigt med det helt klare formål at vinde de mange for en progressiv politik i Unionen og en tiltrængt demokratisering af traktatgrundlaget. Om ikke nu – hvornår så?

Offentliggjort: d. 18. marts 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.