Macrons manifest.
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 11. marts 2019

”Borgere i Europa, jeg tager mig den frihed at henvende mig direkte til jer”. Sådan indleder præsident Macron sit manifest, der udkom i 22 toneangivende dagblade i Europa torsdag den 5. marts. Hen over hovedet på politiske partier i ind- og udland og de 28 statsledere valgte Macron at tale direkte til borgerne. Et noget uortodokst skridt, som heller ikke alle – langt fra alle – har billiget.

Han er blevet kritiseret for at misbruge sit præsidentielle embede til at føre valgkamp for La Republique en Marche op til Europaparlamentsvalget i maj måned og sikre sig en toneangivende position i den liberale fraktion ALDE. Andre kritiserer ham for at bruge EU som scene for det indenrigspolitiske opgør med ”de gule veste”. Andre igen reducerer manifestet til et kampskrift mod de højrenationale bevægelser og partier, der ser ud til at få 25% af stemmerne til parlamentsvalget. Men der er færre, der har behandlet manifestet i egen ret. Hvad skriver Macron egentlig, og hvad undlader han i sit manifest for en ”Europæisk renæssance”.

Manifestet indeholder flere elementer fra hans berømte Sorbonne tale og hans tale i november 2018 i Tysklands Bundestag. Det nye i talen er elementernes sammenkædning og udeladelse af andre, som tidligere har haft forrang i Macrons udmeldinger.

Manifestet indleder med en skarp kritik af kræfterne bag brexitkampagnen for ikke at have oplyst vælgerne om konsekvenserne. Det gælder både de økonomiske, sociale konsekvenser og splittelsen mellem England og Irland. Et smart træk, for her kan han blot ved at henvise til sæbeoperaen i det engelske parlament fortælle alle vælgere i Europa, der måtte støtte deres egne højrenationale partier, at sådan vil det også gå dem, hvis deres partier får magt, som de har agt. Prisen er høj.

Så er det på plads og tonen skifter til at tale for et nødvendigt forstærket forsvar af EU’s ydre grænser. Vidste man ikke bedre, kunne man få den opfattelse, at han talte om en nationalstats sikre grænser. Men det drejer sig om et forstærket Schengen og en fælles asylpolitik. En elegant forskydning af nationalstatens traditionelle forpligtelser til en overstatslig forpligtelse samtidig med at han gør op med alle forestillinger om, at nationalstaterne alene kan håndtere migranttruslen og det økonomiske pres fra stormagterne på verdensmarkedet – eksempelvis USA og Kina men også de transnationale selskaber som eksempelvis techgiganterne. Altså et dobbeltgreb.

Den forstærkede Schengenaftale og den forstærkede kontrol af de ydre grænser skal samtidig indeholde en forpligtelse for de tilsluttede medlemslande til solidarisk at løse flygtninge og migrantproblemerne/opgaverne.

Herfra bevæger Macron sig frem til at behandle de andre kendte nationalstatslige kernefunktioner som fremtidige kernefunktioner for den overnationale union. Det gælder sikkerhedspolitikken, og forsvaret af Europas integritet, herunder borgernes sociale rettigheder. Han skriver det ikke direkte, men som han også sagde i sin tale i Bundestag, så kan vi ikke i fremtiden tage for givet, at vores alliance med USA holder. Selvfølgelig skal Nato bevares – indtil alliancen definitivt har udspillet sin rolle. Altså forestillingen om EU som en magtfuld selvstændig aktør på verdensmarkedet med eget ”sikkerhedsråd” og integreret militært samarbejde.

En anden ”fælde” vi, ifølge Macron, skal gøre os fri af, er resignationen, fordi vi i for lang tid har accepteret visionen om EU som identisk med det ”sjælløse marked”. Europa er andet og mere end et økonomisk marked. Europa skal fortsætte med at repræsentere civilisationen (Schumanplanen) – altså forestillingen om den fortsatte kultivering af menneskelivet gennem fredelig sameksistens på kontinentet. Deri består renæssancen.

Ifølge Macron indebærer det, at vi i EU skal styrke alle demokratiske institutioner mod fremmed indblanding og bureaukratisk dominans. Der skal oprettes et agentur til beskyttelse af demokratiet. Mere konkret er hans forslag ikke.

Amerikansk udenrigs- og handelspolitik er ved at ødelægge de institutioner, der indtil nu har reguleret verdenshandelen og kapitalbevægelserne. Europa kan ikke bare stiltiende se til. EU er nødt til at beskytte sig selv ved at skærpe konkurrencereglerne, ved at opbygge et europæisk skattesystem, ved at straffe de transnationale virksomheder, som bryder reglerne og lader hånt om klimapolitikken, og ikke mindst skal EU’s medlemslande gå sammen om at investere i moderne og innovative industrier. Det er lige før, Macron siger ”Europe first”.

Det afgørende er ifølge Macron, at Europa ikke skal synke ned til en status som andenrangsmagt, hvorfor konvergens indenfor Unionen er vigtigere end indbyrdes konkurrence, hvorfor det er vigtigt at opbygge en omfattende social beskyttelse og bedre forhold på arbejdsmarkedet som eksempelvis en antidumpingpolitik og en minimumsløn forhandlet gennem kollektive overenskomster – og en udbygning af den sociale søjle. Ikke meget forskelligt fra socialdemokraternes ønske om et ”social pagt”.

På miljøområdet skal handling følge ord. Der skal gennemføres store miljøinvesteringer, hvor EIB skal stå for investeringerne og bl.a. hente finansieringen gennem beskatningen af it-platformene og et stop for medlemslandenes skattekonkurrence med en fælles bundskat. Investeringsbeslutninger i alle led indenfor EU skal miljøgodkendes for at sikre bredden i miljøindsatsen. Og som noget helt nyt er det endeligt gået op for i hvert fald Macron, at EU er nødt til at reformere sin Afrikapolitik, hvis man overhovedet skal have fodfæste på kontinentet i fremtiden.

Sidst men ikke mindst antyder Macron, at renæssancepolitikken kan ende med ændringer i forfatningstraktaten. Manifestet afsluttes af samme grund med en opfordring til, at der indkaldes til en Europæisk konference sidst på året, hvor drøftelserne skal foregå i åbenhed og være lydhøre overfor eventuelle behov for traktatændringer. Herunder også de traktater, der blev indgået under gældskrisen.

Så langt så godt! Endnu et af disse grandiose manifester, der ikke flytter meget – om noget? En nærliggende dom, men også for forenklet.

Manifestet skriver sig ind i en situation, hvor verdensøkonomien er i opbrud i almindelighed og Europas i særdeleshed. Hvor Europas forenede borgerskaber ikke kan samles om et svar på de mange politiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske problemer, der ikke vil gå væk. Omtåget af magisk tænkning gentager det økonomisk-politiske præsteskab en bevidstløs fortsættelse af udbudspolitikken. Mere marked og mindre stat, fri konkurrence og begrænsning af fagforeningernes rettigheder, øgede frihedsgrader for finanssektoren osv. Lige lidt hjælper det. Europæisk kapitalisme indhentes nu af den politik, som borgerskaberne og deres præsteskab har dikteret over de sidste tre årtier.

Den økonomiske vækst er nærmest gået i stå. Produktiviteten stagnerer. Bankerne er stadig skrøbelige efter finanskrisen og investerer mere i statsobligationer end i investeringer. Eksportpolitikken, som især Tyskland har stået for, har nået sin grænse på grund af lavvækst på verdensmarkedet. Lavvæksten rammer nu Tyskland, der hidtil har prioriteret ”konkurrenceevnestrategien” højere end at opbygge konvergerende økonomier og et sammenhængende bagland indenfor EU. Medlemsstaterne eksporterer økonomiske problemer til hinanden, og drømmen om at frigøre sig fra dollardominansen er endt i dybtgående problemer for euroen, fordi ingen har haft interessen i eller magten til at gennemføre den politiske og demokratiske overbygning, som en stabil valutaunion forudsætter. Hvor meget man end har talt om dybere integration af Unionen, er det blevet ved halve løsninger. Man kan hverken blive enige om en europæisk fordelingspolitik, om en fælles finans- og investeringspolitik, om en fælles skattepolitik, social- og arbejdsmarkedspolitik mv. Kort sagt uden reformer af europæisk kapitalisme, forudser Macron, at Europa ender som en andenrangsmagt i forhold til de store aktører på verdensmarkedet – en ædel snakkebutik.

Det er den kontekst, Macron taler ind i. Han har blot med sit manifest gjort det modsatte af det forventede. Han har gjort op med tre årtiers ”negative integrationspolitik”, hvor markedsreformer skulle diktere og skabe de politiske reformer. Han hat sat politikken først vel vidende, at samtlige af hans forslag forudsætter øget økonomisk, social og sikkerhedspolitisk integration. Uden at nævne det direkte har Macron udfordret traditionel tysk politik. Men i takt med Tysklands voksende strukturelle økonomiske problemer, er stemningen også ved at vende her. Hvor Annegret Kramp Karrenbauer (AKK) – CDU’s nye formand – søndag den 10. marts i Die Welt am Sontag svarede Macron ved i hovedsagen at fastholde traditionel tysk økonomisk politik, har kansler Merkel, formanden for parlamentets udenrigsudvalg Norbert Röttgen (CDU), Wolfgang Schäuble og flere ledende medlemmer fra SPD rost Macron for hans udspil. Wolfgang Schäuble går så langt som til at lægge sig meget tæt op ad Kommissionens seneste udspil, ”A Union that delivers”, som henviser til ”passerelle paragrafferne” (fransk udtryk for ”lille bro”), der er indskrevet i Lissabontraktaten og bl.a. åbner for ændringer af stemmereglerne uden traktatændringer. Så der eksempelvis kan indføres flertalsafgørelser på områder, hvor enkeltlande i dag kan bremse med et veto.

Det forekommer absolut ikke helt tilfældigt, at Kommissionen netop nu kommer med sit udspil, som gennemgår de forskellige muligheder for at ændre EU’s politik afgørende, uden traktatændringer og efterfølgende nationale ratificeringer. Udspillet giver Macrons Europæiske konference konkrete muligheder.

Macrons manifest forsøger med både det sagte og usagte at fremlægge et grundlag for samlingen af det oplyste liberale borgerskab på den ene side og række ud til den socialdemokratiske bevægelse og fagbevægelsen i Europa på den anden for at opbygge en alliance med styrke til at overvinde EU’s selvforskyldte dybe splittelse. Hans budskab er således tveægget. Vendt mod de højrenationale kræfter både som europæisk kraft og nationale bevægelser og partier, og vendt mod de dele af de herskende klasser, der stædigt holder fast ved en i kapitalistisk forstand katastrofal ligegyldighed overfor en ny strategi for kontinentets makroøkonomiske konvergens.

Spørgsmålet er så, om Macron denne gang får lidt mere medvind end efter sin Sorbonne tale? Måske. I hvert fald er der sket en del siden, som taler for større lydhørhed.

Ingen af de højrenationale partier taler længere om udmeldelse af EU. Brexit har vist sig at være for hård kost selv for Le Pen. USA’s dominanspolitik for at forsvare egen storhed uden hensyntagen til andre, har i realiteten undergravet efterkrigstidens stabile Atlantiske alliance som beskyttende ramme omkring opbygningen af EU. Og det er ved at sive ind i flere hovedstæder – også nu, hvor de højrenationale kræfter begår den ene kapitalbrøler efter den anden – at skal samfundsstabiliteten bevares og vedvarende social uro undgås, er det simpelthen tvingende nødvendigt at formulere en vej ud af en utålelig politisk-økonomisk og social stilstand, der bare bliver ved og ved.

Selvfølgelig vil de mange modsætninger mellem borgerskaberne og deres ledende lag i Europa og mellem disse og den brede befolkning ikke gå væk, fordi man eventuelt skulle indtage en mere positiv holdning til Macrons politiske opbrud. Skulle Macrons ideer få reel medvind, er der mere, der taler for, at det for alvor vil åbne for de underliggende politiske og sociale modsætninger. Fronterne brydes op. Borgernes forventninger øges. Der skal afregnes og sandsynligvis aftegne grænserne for, hvor langt det liberale borgerskab vil gå. Den situation åbner på den anden side for, at de socialdemokratiske partier, SF-partierne, De Grønne og den europæiske fagbevægelse igen kan komme på banen – for så vidt de formår at formulere en politik, der går videre end Macrons hvad angår en solidarisk Union, der omhandler både forholdene mellem klasserne og samspillet mellem Nord – Syd – Øst, hvad angår de praktiske skridt mod fremtidens makroøkonomiske konvergens.

 Macron har med sin ”Europæiske renæssance” ikke bare skudt valgkampen i gang. Han har også beskrevet en fremtidsscene, som alle progressive politiske kræfter enten må forholde sig til eller overlade scenen til polexit i mange varianter. Det ser ud til, at de socialdemokratiske partier, SF partierne, De Grønne og den europæiske fagbevægelse er ved at lære dén lektie. Om den europæiske venstrefløj gør det samme, kan ikke vides med bestemthed.

Offentliggjort: d. 11. marts 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.