Slut med ens, stadigt stigende folkepensionsalder til alle
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 25. februar 2019

Mette Frederiksen udfordrer med Socialdemokratiets pensionsudspil et neoliberalt dogme, som har domineret dansk og europæisk politik i en lang årrække. Hun sætter spørgsmålstegn ved, om folkepensionsalderen skal hæves mest muligt for så mange som muligt til at blive ved med at arbejde så længe som muligt. Dermed sætter hun en ny politiske dagsorden.

”Vi vil indføre en ny ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte – og dem, der har været længst på arbejdsmarkedet.” Med disse ord på et pressemøde den 22. januar åbnede Socialdemokratiets formand og måske om kort tid landets statsminister Mette Frederiksen for en ny politisk dagsorden. Og ja, hun satte virkelig en ny politisk dagsorden. I ordets bredeste forstand. Det var ikke bare et nyt socialdemokratisk standpunkt, et nyt politisk udspil. Det var det også. Men det var langt mere end det. Med pensionsudspillet har Mette Frederiksen erobret en afgørende indflydelse på, hvad vi synes, der er så vigtigt og væsentligt for fremtidens Danmark, at både regeringen, Folketingets partier og vi andre er mere eller mindre nødt til at mene noget om. Det er at sætte dagsorden.

Dermed ændrede Mette Frederiksen og Socialdemokratiet den valgkamp, der allerede var i fuld gang, selv om vi endnu ikke kender valgdatoen. Se blot på den debat i medierne og Folketinget, ved frokostbordene og omklædningsrummene, på debatmøder, osv., der er fulgt i kølvandet på det socialdemokratiske udspil.

Men hvad var det så for en dagsorden, det lykkedes for Socialdemokratiet at sætte? Det er til gengæld endnu ikke helt afklaret. Herom står der stadig en kamp.

Socialdemokratiet åbnede kampen ved at turde sige det, som mange ikke mindst i arbejderklassen længe har vidst: At udsigten til et trygt og godt seniorliv er ved at gå tabt i Bermuda trekanten mellem stadigt stigende folkepensionsalder, fortsat fysisk og psykisk nedslidte seniorer og en rundbarberet efterløn.

Socialdemokratiet adresserede dette problem politisk. Det er hverken rimeligt eller retfærdigt, at store dele af arbejderklassen skal frygte for fremtiden efter et langt og ofte hårdt slidsomt arbejdsliv. Når man i mange år har bidraget til samfundet, betalt sin skat og tilmed ofte har ladet sig slide mere eller mindre ned, vil det kun være rimeligt, at man i et velfærdssamfund som det danske kan gå lidt tidligere på pension. Alle fortjener gode år på pension med tid til børn, børnebørn og fritidsinteresser. Ikke bare dem, der har gode udsigter til masser af gode raske år efter en stadigt stigende folkepensionsalder. Derfor skal det nu ifølge Socialdemokratiet være slut med ens, stadigt stigende folkepensionsalder til alle. Står det til Socialdemokratiet, skal nedslidte lønmodtagere og andre, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet, have mulighed for at gå tidligere på pension end andre.

Med denne melding går Socialdemokratiet politisk ud over kanten af velfærdsaftalen fra 2006, der jo handler om løbende at forhøje én fælles folkepensionsalder i nøjagtig samme takt som udviklingen i den gennemsnitlige levealder. Socialdemokratiet udfordrer med sit udspil det neoliberale synspunkt om, at folkepensionsalderen skal hæves mest muligt for at få så mange som muligt til at blive ved med at arbejde så længe som muligt. Et neoliberalt synspunkt, der ellers har domineret dansk og europæisk politik, inklusiv de europæiske socialdemokratier i en længere årrække. Men for Socialdemokratiet er det ikke længere et uomgængeligt mantra, at pensionsalderen skal sættes op, fordi det vil gavne landets samlede økonomisk vækst.

Siden Mogens Lykketofts første efterlønsreform i 1998 har Socialdemokratiet ellers med stadigt stigende intensitet hyldet og handlet efter et arbejdsudbudsparadigme, der er gået ud på at holde pensionslystne danskere længst muligt på arbejdsmarkedet. Hyldesten toppede, da Helle Thorning Schmidt i 2006 indgik velfærdsforliget med de blå partier om en stadigt stigende efterløns- og folkepensionsalder.

Da Lars Løkke Rasmussen i 2011 fik Dansk Folkeparti og de radikale med til tilbagetrækningsreformen, der rundbarberede efterlønnen, prøvede Helle Thorning Schmidt sammen med SF’s Villy Søvndal at blokere. Man gik til valg på det, som Villy Søvndal dengang kaldte en ’folkeafstemning’ om efterlønnen. Socialdemokratiet og SF’s alternativ til afkortningen og forringelsen af efterlønnen var at få fagbevægelsen med til at udvide arbejdsudbuddet på andre måder end senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det var S-SF-planens ’12 minutter ekstra’, der som bekendt blev blokeret af Dansk Metals hovedbestyrelse, inden der blev hældt kaffe op til de formelle trepartsforhandlinger hos Bjarne Corydon.

Under Lars Løkke Rasmussen-regeringerne fra 2015 og frem til nu har Socialdemokratiet haft lidt mere held med at blokere for Løkke-regeringens forslag om yderligere at sætte pensionsalderen op. Det er sket gennem et samarbejde med Dansk Folkeparti. Nu har Socialdemokratiet så for første gang i adskillige årtier foreslået at give flere muligheder for tidligere pension.

Ifølge det nye socialdemokratiske udspil er der nu andet, der tæller, end økonomisk vækst. Nu skal der tages hensyn til noget så tilsyneladende uøkonomisk som værdig tilbagetrækning og adgang til mange gode, aktive pensionistår for alle. Uanset hvad man må mene om Socialdemokratiets konkrete udspil, bør alle – ikke mindst på venstrefløjen - anerkende, at Socialdemokratiet er brudt politisk op fra tidligere neoliberal bekendelse til så sen tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som muligt. Ellers risikerer man at forpasse sin politiske besøgstid.

At dømme efter de første ugers reaktioner har specielt Enhedslisten haft ganske svært ved at anerkende, at der er tale om et egentligt politisk opbrud. Det skyldes ikke kun Enhedslistens spontane lyst til at finde flest mulige hår i enhver socialdemokratisk suppe. Det skyldes også det forhold, at nok er Socialdemokratiet i politisk opbrud, men partiet går endnu kun til kanten af den nødvendighedens økonomiske politik, der blev knæsat med velfærdsaftalen i 2006. Selve velfærdsaftalen erklærer Socialdemokratiet fortsat og uden tøven troskab.

Ifølge Socialdemokratiet skal folkepensionsalderen stadigt bare stige og stige, uanset om man er startet tidligt på et langt og ofte nedslidende arbejde eller først kommet sent ud på arbejdsmarkedet efter en lang akademisk uddannelse. Selv om Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres i september sidste år frejdigt erklærede, at hun aldrig ville skrive et regeringsgrundlag, der fortsatte en borgerlig regerings økonomiske politik, er Socialdemokratiet endnu ikke parat til at sætte spørgsmålstegn ved Lars Løkke Rasmussens velfærdsaftale fra 2006 som en grundpille i dansk økonomiske politik.

Selv om der frem mod 2050 er udsigt til, at der med velfærdsaftalens intention om at forlænge arbejdslivet 1:1 med stigende levealder skabes et stadigt større økonomiske råderum end det, der kræves i henhold til EU’s finanspagt, har Socialdemokratiet endnu ikke lagt op til at genbesøge og justere velfærdsaftalen. Dertil har Socialdemokratiet for de første mange år frem god brug for det fulde politiske beregnede økonomiske råderum. Uden det har Socialdemokratiet ingen realistisk mulighed for at leve op til vælgernes forventninger til partiet om at sikre en bedre velfærd i fremtiden.

Socialdemokratiets loyalitet mod velfærdsaftalen og den gældende økonomiske råderumspolitik forklarer samtidig nogle af de politiske begrænsninger i det socialdemokratiske udspil. Socialdemokratiet anerkender Løkke-regeringens økonomiske råderumsvurdering, og derfor må Socialdemokratiet nødvendigvis foreslå, at der skaffes nye penge til tidlig pension. Forslaget er at skaffe 3 mia. kr. årligt bl.a. ved øget beskatning af den finansielle sektor. 3 mia. kr. er ikke mange penge, når det drejer sig om tidligere pension. Men selv det beløb krævede det en række forudgående interne overvejelser at nå op på. Så det, der synes at skuffe Enhedslisten næsten grænseløst, kan forekomme vidtrækkende målt i socialdemokratiske træskolængder.

Selv om Socialdemokratiet fortsat afviser at genåbne velfærdsaftalen fra 2006, kan det tydeligt mærkes, at Socialdemokratiet føler sig politisk presset udefra. Ikke mindst fra alle de arbejdere, der slet ikke kan se for sig, at det skal arbejde til langt op i 70-erne. Arbejderpresset kan mere eller mindre direkte aflæses i den socialdemokratiske retorik. Partiet hylder ikke velfærdsforliget, men siger, at man er ’nødt til’ at holde fast ved velfærdsaftalen om stigende generelle pensionsalder som ’en aftale, der i den grad fremtidssikrer dansk økonomi.’

Når Socialdemokratiet skal forsvare den stigende folkepensionsalder, er det ikke 1:1 sammenhængen mellem gennemsnitlig levealder og folkepensionsalder, man forsvarer. Man nøjes med at sige, at det ”er naturligt, at der er en sammenhæng mellem levealderen og hvornår, man kan gå på pension.” Altså en eller anden sammenhæng mellem stigende levealder og senere pension. Ikke præcis den, man vedtog sammen med de blå partier i 2006. Dermed siger Socialdemokratiet – mellem linjerne – at der også kan tænkes andre politiske sammenhænge end den, at pensionsalderen partout skal stige præcis ligeså meget, som levealderen stiger.

Dansk Folkeparti har reageret offensivt på det socialdemokratiske udspil. Efter en uges betænkningstid meldte Kristian Thulesen Dahl sig på banen med præcis den tilgang, som Dansk Folkeparti har valgt over for andre socialdemokratiske udspil frem mod valget. Først giver man politisk medvind til det politiske indhold - uanset om det er stram udlændingepolitik eller tidligere folkepension til de nedslidte. Dernæst sår man tvivl om, hvorvidt Socialdemokratiet nu også er leveringsdygtigt, når det kommer til stykket.

I regeringen så man hurtigt en interesse i at spille med på DF’s melodi. Regeringen vil gerne tegne et billede af Socialdemokratiet som partiet med de uklare, svævende og alt for dyre løfter. I bedste fald vil det kunne genfremkalde minderne om Thornings-regeringens løftebrudspolitik, og det vil være nyttigt for både Venstre og DF. Regeringen og DF har derudover en interesse i at indgå en aftale med hinanden og de radikale om en mindre finjustering af seniorførtidspensionsreformen. Sker det, vil det vise blå blok som dem, der er i stand til at skabe konkrete resultater til ’de nedslidte’.

Dermed er der åbnet et kortvarigt politisk forhandlingsvindue hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Det handler ganske vist slet ikke om retten til tidlig pension, men derimod ene og alene om seniorførtidspension. Det handler tilmed kun om to særlige aspekter af seniorførtidspensionen: tildelingskriteriet og tildelingsproceduren. Regeringen vil helst nøjes med at justere lidt på tildelingsproceduren, dvs. lave en lidt smidigere procedure for dem, der søger seniorførtidspension, men uden at lade flere få adgang til ordningen. Dansk Folkeparti ønsker derimod at ændre på selve tildelingskriteriet, så vi får et selvstændigt og bredere kriterium for seniorførtidspension end for den almindelige førtidspension. Dansk Folkeparti har tilmed et krav om, at dette skal ske gennem et selvstændigt lovgrundlag for, hvem der kan på seniorførtidspension hvornår og ud fra hvilket kriterium. Dermed ønsker Dansk Folkeparti at omgøre og undgå det, der indirekte skete med seniorførtidspensionen i forbindelse med fleksjob- og førtidspensionsreformen i 2012, som Dansk Folkeparti ikke var med i.

Ved førtidspensionsreformen i 2012 blev selve kriterierne for tildeling af førtidspension strammet. Da Dansk Folkeparti året inden var gået med til, at seniorførtidspensionen skulle følge førtidspensionen, hvad angik tildelingskriterium, kunne førtidspensionspartierne til Dansk Folkepartis store fortrydelse stramme kriterierne for førtidspension og derigennem for seniorførtidspension. Den politiske fejl ønsker Dansk Folkeparti selvsagt ikke at begå én gang til. Derfor kræver DF at vende tilbage til den oprindelige ordning.

Alt dette har været det politiske bagtæppe for det forslag til en bedre seniorførtidspension, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) efter længere tids interne drøftelser nu er gået på banen med over for de politiske partier. FH foreslår, at lovgivningen opstiller et nyt, selvstændigt krav om omfanget af den nedsættelse af arbejdsevnen, der giver ret til en seniorførtidspension. Der skal gives seniorførtidspension, hvis arbejdsevnen er så væsentligt og varigt nedsat, så hun eller han ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. I fremtiden skal man ikke kunne få afslag på seniorførtidspension med den begrundelse, at de bare kan forsørge sig selv i et fleksjob på måske ganske få timer. FH foreslår endvidere at fremtidssikre seniorførtidspensionen ved at lade den starte 10 år før folkepensionsalderen for dem med en meget væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen.

Seniorførtidspensionen bliver en lakmusprøve på, om den nye hovedorganisation er den stærke politiske aktør, man ønsker at være. Endnu er det for tidligt at spå om, hvorvidt FH vil formå at udnytte det åbne politiske vindue og påvirke Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og regeringen til politiske beslutninger på Christiansborg til gavn for alle de seniorer, der har brug for at kunne gå på seniorførtidspension, når de ikke længere er i stand til at tjene til en anstændig tilværelse i et almindeligt job. Tilsvarende er det for tidligt at vurdere, hvordan Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil gribe den bold, de har fået spillet fra fagbevægelsen. Mere sikkert er det desværre, at hverken Enhedslisten eller SF vil komme på banen, inden kampen – formodentlig om ganske få uger - er spillet færdig. Derimod har begge partier alle chancer for at komme på banen både op til folketingsvalget og forhåbentlig under en S-regering. Socialdemokratiet er nemlig henvist til fagbevægelsen og venstrefløjen, hvis partiet skal få gennemført et princip om tidligere folkepension.

Offentliggjort: d. 25. februar 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.