En udvej for Venezuela
Af Niels Frølich
Offentliggjort: 11. februar 2019

Situationen i Venezuela bliver mere og mere anspændt efter, at nationalforsamlingens formand Juan Gaidó, udnævnte sig selv til præsident og det er vanskeligt at se en udvej, der ikke bliver blodig. Især fra USA lyder der krigeriske toner, toner der har fået et nøk op efter, at John Bolton trådte til som Trumps sikkerhedsrådgiver, mens der lyder mere beherskede toner fra den såkaldte kontaktgruppes møde i Montevideo, Uruguay d. 7. februar.

 

Ikke-indblanding

 Ikke-indblanding, selvbestemmelse og solidaritet er de principper, der skal overholdes, når det gælder den nuværende situation i Venezuela. Ingen andre stater har ret til at blande sig i Venezuelas anliggender, heller ikke USA. For det første er det et moralsk spørgsmål, men det er også usandsynligt, at de nuværende eller kommende sanktioner mod landet og en amerikansk eller amerikansk støttet militær intervention, som Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton og den nye specialudsending for Venezuela, Elliott Abrams åbenlyst truer med, skulle hjælpe de betrængte venezuelanere. Men for dem handler det heller ikke så meget om venezuelanernes vel som om et regimeskifte og en mulighed for at sætte sig på den venezuelanske olie, som Bolton allerede har udtalt, og dertil kan en intervention naturligvis hjælpe.

Problemet er bare, at så længe Maduro har opbakning fra militæret og så længe han kan regne med støtte fra millioner af chavister, vil en militær intervention med stor sandsynlighed møde voldsom modstand og den konflikt vil koste dyrt i menneskeliv, lidelser og ødelæggelser. Hertil kommer, at militær intervention hverken er populær i Latinamerika, der været udsat for USA’s interventioner utallige gange, eller i verden som helhed, fordi den legitimerer, at store og stærke lande kan hundse med mindre og svage. Dermed ville man undergrave sin egen forargelse over Ruslands intervention i Ukraine og annekteringen af Krim. Så EU er heller ikke vild med en intervention. Og selvom de højreorienterede styrer i Columbia og Brasilien snakker om intervention, ville en sådan undergrave de latinamerikanske statssystemer. Danmark er traditionen tro – som vi netop har fået påvist gennem historikerrapporten om dansk krigsdeltagelse - lige i hælene på USA og var et af de første lande, der anerkendte den selvudnævnte præsident, Juan Guaidó.

En ubekendt i spillet om Venezuela er, hvorledes Kina og Rusland vil reagere. Rusland har en åbenlys politisk interesse i at holde Maduro ved magten, mens den kinesiske interesse er mere businesspræget og hovedsageligt drejer sig om handel og de tæt ved 70 mia. USD som Kina har lånt Venezuela af sit umådelige dollaroverskud. Men Venezuela er også en brik i magtkampen på verdensplan mellem USA og Kina.

Der er naturligvis undtagelser til princippet om ikke-indblanding, hvis det er overbevisende, at en humanitær katastrofe eller et folkemord er i gang, men det kræver en omhyggelig analyse. Og her skal man naturligvis huske på, at stærke lande ofte har brugt påstande om ’humanitær katastrofe’ som påskud for militær intervention, der ingen som helst sociale formål har. Det er i det lys at man også skal se den angivelige humanitære krise, der i længere tid har hærget Venezuela og som naturligvis forværres af de amerikanske sanktioner, der rammer befolkningen hårdt. Og der er ingen tvivl om at den nødhjælp, der hober sig op i den colombianske grænseby Cúcuta, også tjener et politisk formål.

Man kan også tale om ’progressiv’ indblanding, hvor en venstreorienteret regering eller individer tager side i en sag med henblik på at fremme social retfærdighed. Man kan her tænke på Cubas intervention i Angola i 1970erne med henblik på at stoppe sydafrikansk invasion eller de frivilliges indsats i Den spanske Borgerkrig i 1936.

 

Selvbestemmelse

Med selvbestemmelse menes muligheden for et lands indbyggeres ret til at bestemme over eget liv og de omstændigheder, det skal leves under. I Venezuelas tilfælde betyder det, at befolkningen må have mulighed for frit at bestemme sin politiske skæbne gennem frie og retfærdige valg.

Nogen argumenterer for, at fordi Maduro blev demokratisk valgt i 2018, bør man støtte ham, og der er da heller ikke ført bevis for, at der optrådte massiv valgsvindel, noget der gang på gang blev hævdet, mens Chávez var ved magten. Oppositionen besluttede at boykotte valgene, så derfor var der kun Maduro tilbage. Men Maduros regering havde lagt alvorlige hindringer i vejen for oppositionens deltagelse ved hjælp af administrative midler som forbud mod opstilling for oppositionens kandidater og politiske ledere og partier.

Maduros styre har i stigende grad vist sig autoritært og slået hårdt ned på oppositionen. Men den autoritære fremfærd gælder også de folkemagtsorganer, der blev indført i Chávez tid, og hvoraf nogle endnu fungerer. Disse organer betød at arbejdere, bønder, studerende og slumbeboere fik en højere grad af direkte indflydelse på deres livsomstændigheder, men de svækkes af regeringen.

Solidaritet

Solidaritet med de undertrykte er selve hjerteblodet for venstreorienterede. Denne solidaritet går fremfor solidaritet med statslige aktører, uanset hvor progressive de mener, de selv er. For Venezuelas vedkommende betyder det først og fremmest, at man anerkender, at der er en humanitær krise i landet. Dernæst at man ordentligt analyserer grundene til denne krise. Disse grunde er først og fremmest den katastrofale håndtering af indtægterne fra olien på grund af en totalt forfejlet valutakurspolitik og at man ikke kommer den voldsomme korruption til livs, der som en igle udsuger landets statskasse og som kan henføres til landets øverste magtcirkler. Hertil kommer som tidligere nævnt de amerikanske sanktioner, der har medført et voldsom fald i olieproduktionen og dermed i statsindtægterne.

Hvad kan der gøres?

Det, det gælder om, hvis en blodig katastrofe skal undgås, er først og fremmest at forhindre en militærintervention og fremme dialog. Maduro har, selvom han er kritisk indstillet sagt ja til at mødes med udsendinge fra den internationale kontaktgruppe vedrørende Venezuela, der består af repræsentanter for EU, Frankrig, Portugal, Italien, Holland, Spanien, Sverige og UK, Costa Rica, Ecuador og Uruguay. Parallelt hermed er der et andet initiativ i gang bestående af Mexico og Uruguay. Og endelig forlød det i skrivende stund, at Maduro har sagt ja til et mæglingsforsøg fra Vatikanets side. Oppositionen og Gaidó har på sin side indtil nu ikke udvist tegn på særlig interesse i mægling.

En dialog må som mål – udover på det bestemteste at afvise nogen som helst form for åbenlys eller skjult militær intervention - have en aftale om frie og retfærdige valg under neutral observation. Men at gå ind for frie valg er ikke det samme som at gå ind for at landet skal forvandles til en utilsløret neoliberal konstruktion, som en del af oppositionen tilsyneladende står for. Det gælder om at venezuelanerne får mulighed for selv at bestemme deres styre, at de får mulighed for at bevare det bedste af chavismen, nemlig stræben efter social retfærdighed og at undgå – og det er en yderst reel fare - at en ny regering starter forfølgelser af chavismens tilhængere og venstrefløjen i al almindelighed.

Offentliggjort: d. 11. februar 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.