Nervøsiteten breder sig
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 04. februar 2019

Nervøsiteten breder sig. Det er der god grund til. De højrenationalistiske partier og bevægelser står til at besætte mellem 20 og 30 procent af pladserne i det nye Europaparlament efter valget i maj. Nok til at kunne få indflydelse på den måde, parlamentet skal arbejde på i fremtiden, og nok indflydelse til at kaste grus i det hidtidige samarbejdsmaskineri mellem fløjene i parlamentet.

 

Det seneste Eurobarometer viser, at godt nok støtter 62% af borgerne op om EU, men halvdelen mener nu, at EU bevæger sig i den forkerte retning. En tilvækst på 8% på blot et halvt år.

 

Lederne af de højrenationale partier henviser utrætteligt til statistikkerne fra Eurobarometer. Sidst på et stort anlagt møde i Rumænien, hvor lederne fra det franske Rassemblement National, det flanderske nationalistparti, det tjekkiske nationalistparti, og det højredadikale parti fra Bulgarien var samlet for at diskutere muligheden af at danne en sammenslutning under mottoet: ”bevægelse for Nationernes Europa”.

 

Sideløbende har Salvini fra det italienske højrenationale parti Lega besøgt Lov orden partiet (PIS) i Polen i ønsket om at opnå tilstrækkelig opbakning til at blive talsmand for bevægelsen og distancere Ungarns leder Orban.

 

Nu forholder det sig ikke sådan, at der er den store politiske enighed mellem de forskellige højrenationale partier, og i parlamentet indgår de også i to forskellige grupper. Henholdsvis gruppen ”Europa for frihed og direkte demokrati” og gruppen ”Nationernes Europa og Frihed”. Spørgsmålet er også, om de reelt kan samle alle højrenationale partier frem til EU parlamentsvalget, fordi de repræsenterer nationale interesser, der på ingen måde går op i en højere enhed. Men det er ganske givet heller ikke det afgørende. Vigtigere er det forhold, at der viser sig reelle tegn på en mere sammenhængende højrenational bevægelse i hele Europa, som udfordrer både centrumpartierne og socialdemokratierne/venstrefløjen og de grønne.

 

Det er således ikke uforståeligt, tværtimod forventeligt, at advarslerne nu begynder at finde vej til de store europæiske avisers forsider. Det, man håbede kunne hegnes inde i de enkelte medlemslande, træder nu frem som et europæisk anliggende. Som en direkte udfordring af de borgerlige demokratiske strukturer og rettigheder, nogen med en hullet historisk hukommelse kalder de europæiske værdier og kontinentets dna.

 

I sidste uge kunne man i Europas førende dagblade, herunder Politiken, læse en appel fra 30 kendte intellektuelle og kunstnere med titlen: ”Det europæiske hus brænder”. Det var en appel i flammeskrift om at deltage i parlamentsvalget til maj og tilbagevise de højrenationale kræfter – ”de åndelige brandstiftere” og ”kirkegårdsgravere”, som de noget monstrøst og patetisk benævnes i appellen. Ifølge forfatterne er: ”Europa som ide, som vilje og symbol ved at falde fra hinanden for øjnene af os”.

Beklageligvis redegør appellen på intet tidspunkt for, hvad det er for et Europa, der tales om. Skulle det være tilfældet, ville det også stå klart, at Europa eller EU ikke kun er en ide, en vilje, et symbol, men først og fremmest en politisk-økonomisk-social og kulturel realitet, hvor den fælles vilje og ide absolut ikke hersker. Tværtimod er det netop problemets kerne. Få om nogen har en samlet forestilling om, hvor EU skal bevæge sig hen, hvilket er ganske forståeligt, i og med EU lige nu først og fremmest er en overstatslig institution, som rives op af nationalstaternes indbyrdes kamp om at stå stærkest muligt i berigelseskampen.

 

Men på trods af appellens luftighed og selvsmagende poesi, der flere gange henviser til afsendernes egne fortræffeligheder, skal man ikke afskrive den. Alene af den grund, at den er en af flere, hvor bekymringen for de højrenationale og autoritære kræfters vækst i hele Europa luftes hos de privilegerede grupper, hvor afmagten har taget bolig og fremmer desperationen.

 

Så er der noget mere tyngde i en anden appel, som en gruppe europæiske intellektuelle efter et Europaseminar sommeren 2018 har sendt til Europas førende aviser og en række tidsskrifter den 29. januar 2019 (https://www.opendemocracy.net/can-europe-make-it/alain-supiot-and-sixteen-fellow-academics/democracy-must-be-re-established-in-eur).

 

Diagnosen her er ganske klar. Flere og flere borgere vender sig mod EU, fordi der bliver længere og længere ”mellem de værdier, Traktaten (Lissabontraktaten) proklamerer og den politik, der gennemføres”. Forfatterne sætter genforhandlingen af det solidariske element i forgrunden og en demokratisering af Lissabontraktaten først på dagsordenen. Det første forudsætter det sidste.

 

Herefter beskriver de, hvordan krisepolitikken siden 2010 har tømt EU for solidarisk indhold. Ødelagt velfærdsstatsordningerne i de respektive medlemslande og hæmmet den økonomiske og sociale vækst, hvorimod finanssektoren har nydt godt af en udstrakt solidarisk politik. Den blev reddet af regeringslederne i Europa, der i tilgift fik nye traktater til at begrænse det politiske råderum i deres egne lande.

 

Forfatterne går så skridtet videre og slår fast: At kun et stærkt EU kan regulere kapitalkræfterne i Europa. At kun et stærkt EU kan sætte rammerne for en samlet økonomisk- og social vækst i Europa. At kun et stærkt Europa kan regulere den teknologiske udvikling. At kun et stærkt EU kan frigøre Europa fra USA’s valutariske diktatpolitik ved at styrke euroen og forsvare den europæiske økonomi. At kun et stærkt EU kan indgå solidariske handelsaftaler med de afrikanske lande og modvirke den ukontrollerede migration.

 

Derfor skal EU genopbygges og demokratiseres, og der skal gennemføres et opgør med alle de traktater, der står i vejen. Der skal indføres udligningsordninger, fælles skatteregler osv. Beklageligvis lider denne appel som så mange andre med mange gode forslag af den ene brist: man påtegner ikke adressen og går uden om det simple spørgsmål: hvem skal gennemføre det, og hvordan de skal komme i en situation, hvor det kan lade sig gøre?

 

Meget klarere bliver det ikke, når man læser erklæringen op til parlamentsvalget fra The European Left, der opfatter sig selv, som ”det eneste alternativ til den nye neoliberale-konservative blok og det reelle alternativ til det radikale højre”. Der skal ifølge erklæringen gøres op med krisepolitikken og gennemføres demokratisk kontrol med EU i et opgør med det nuværende EU, der i dag er under finansmarkedernes- og de store transnationale virksomheders kontrol. Herefter oplistes en lang række ganske sympatiske krav, hvor solidariteten og den sociale dimension er i forgrunden og en ambition om at ”demokratisere EU institutionerne”. Men heller ikke her får vi meget at vide om, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Vi får kun at vide, at ”Europa ikke kan bygge på de eksisterende EU-traktater. Vi må bygge et nyt Europa på grundlag af folkets magt, arbejdere og borgere”. Proklamationen følges op af en række fordringer, men de sandsynliggør ikke, hvordan det tilstrækkelige magtgrundlag skal bygges op.

 

Flere andre enkeltstående intellektuelle – bl.a. Jürgen Habermas – har været ude med appeller om at samles om modstanden mod de teknokratiske og semiautoritære tendenser i Europa og for en social og demokratisk union. Her skal ikke henvises til flere, idet de øvrige ikke adskiller sig meget fra hinanden. Det afgørende må nok være, at de alle henviser til EU som én sammenhængende institution – en entitet. Og det er præcist her problemet opstår og bliver blokerende for en nærmere konkretisering af, hvordan man forestiller sig at ændre og forsvare den union, som man finder nødvendig og samtidig gå til samlet kamp mod den autoritære højrenationalisme, der muligvis får held til at formulere sig som én samlet bevægelse i EU. Nok ikke sandsynligt lige med det første – men tendensen og den voksende dikotomi – Nationernes Europa versus en stadigt mere integreret Europæisk Union – vokser.

 

Nu er der vel ingen, der vil modsige det forhold, at alle bærende EU-traktater er vedtaget af regeringslederne, som må formodes at afspejle de politiske magtforhold i medlemslandene. Ingen vil vel heller anfægte, at der i Lissabontraktatens (Folketingets oversatte udgave, 2016) artikel 5 står, at ”Unionens beføjelser er underlagt princippet om kompetencetildeling”, og at Unionen ifølge artikel 10 ”bygger på det repræsentative demokrati”, hvorunder magtdelingen mellem parlament og ministerråd hører, selv om kommissionen har initiativretten. Det forholder sig også sådan, at Unionen ifølge artikel 3, ”arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten”

 

Med visse forbehold ganske noble artikler, som det har været op til regeringslederne i ministerrådet at udfylde og gennemføre. Det er bare ikke sket. De har ikke tilnærmelsesvist efterlevet de fine bestemmelser. Tværtimod har de samme regeringsledere vedtaget traktater (bl.a. Finanspagten) udenfor Unionsregi til at regulere og gennemføre krisepolitikken, som stort set ophæver værdien af de foran nævnte traktatartikler. Ansvaret for denne udvikling kan entydigt placeres hos regeringslederne, herunder de mest toneangivende fra Tyskland, Frankrig og England, og det må formodes, at de og deres ministerier ikke har handlet uden om enhver hensyntagen til politiske konjunkturer og styrkeforhold i medlemslandene, dvs. uden politisk legitimitet.

 

Når jeg henviser til disse åbenlyse banaliteter, har det bl.a. som formål at punktere myten om EU som en samlet entitet eller som et overnationalt teknokratisk diktatur, de enkelte medlemslande og det interne demokrati er underlagt. Men der også en anden grund, og det er ønsket om at komme frem til et mere konkret og håndgribeligt bud på, hvordan demokratiseringen af EU’s institutioner og gennemførelse af sociale og solidariske reformer egentlig skal kunne lade sig gøre.

 

Det er angiveligt en virkelighedstro antagelse, at ingen af de europæiske medlemslande hver især er i stand til at opbygge nye former for solidariske og sociale velfærdsstater endsige genopbygge de demokratiske politiske institutioner – sådan som verdensmarkedet har udviklet sig, og kampen om verdensherredømmet tager form. På trods heraf går der i den daglige politik i medlemslandene en næsten uoverstigelig mur mellem national politik og europæisk politik, selv om det burde være indlysende, at der ikke kan forventes progressive reformer nationalt, som kan holde, uden de konfirmeres og udbredes på europæisk plan. Af samme grund er der kun få partier, der appellerer til vælgerne eller forsøger at få dem til at indse, at fremtidens velfærdspolitik ikke længere er et nationalt anliggende men europæisk. Tværtimod kappes partierne nærmest om at holde de to områder/niveauer adskilt og giver indtryk af, at deres politik kan gennemføres indenfor nationalstatens grænser. Der kan oprettes nationale banker. Der kan gennemføres en meget bedre arbejdsmiljøpolitik, miljøpolitik, skattepolitik osv., selv om det er indlysende (socialdemokratiet har allerede fået et vink med en vognstang fra DI i forbindelse med pensionsudspillet), at den grænseoverskridende kapital vil straffe enhver national politisk beslutning, som for alvor udfordrer dens interesser.

 

Men det er ikke kun de politiske partier, der hænger fast i nationale utopier. Det samme gælder for fagbevægelsen. Herhjemme hylder vi ”den danske model”, der efterhånden kun har figenbladet tilbage og som kongen kæmper mod tidevandet, hvad angår medlemsflugt og fremvæksten af ukurante og individualiserede lokalaftaler. Det har ikke fået den danske fagbevægelse eller fagbevægelsen i de andre medlemslande til at tage den Europæiske Fælles Sammenslutning (ETUC) alvorligt. Jo, man deltager i kongresser og lignende, men det daglige faglige arbejde sammenknyttes ikke på europæisk plan. Man deltager kun halvhjertet i kampagnerne for en ordentlig europæisk mindsteløn. For forbedringer af arbejdsmiljøet. For overnationale kontrakt- og overenskomstformer. For de ansattes afgørende indflydelse i virksomhederne. For lighed i sundhed osv. Disse kampagner nævnes knapt nok i de enkelte fagblade.

 

Når det ikke sker. Når socialdemokratierne ikke kan finde ud af at gå sammen på samme politiske platform både i det daglige og op til parlamentsvalget. Når de ikke kan finde ud af at formulere en fælles vision og hjælpe hinanden med at virkeliggøre den i den politiske hverdag. Når venstrefløjen ikke kan finde ud af holdningen til EU, hvor nogen fløje vil reformere EU og andre lufter samme parole om Nationernes Europa som højrefløjen, hvordan forestiller man sig så, at borgerne og vælgerne skal ”se lyset” og stemme regeringer ind, der med stor politisk tyngde og legitimitet kan tage til ministerrådet og plædere for at give Lissabontraktatens vigtigste artikler nyt liv og for de reformer, der bl.a. er skitseret ovenfor? Hvordan forestiller man sig, at de samme vælgere og borgere skal overskride den nationale horisont, hvis deres partier og faglige organisationer ikke i deres programmer og daglige praksis forbinder den nationale politik med den europæiske som uadskillelige og konkret redegør for, hvordan bl.a. en social- og bæredygtig markedsøkonomi egentlig skal skrues sammen.

 

Det kan godt være, at Europa som idé og solidaritet som værdi er gangbar mønt for nogen, men hvis de politiske partier og regeringer fører en praktisk politik, der dyrker det nationale snæversyn og selvstrækkelighed, så baner de samme partier vejen for de højrenationalistiske kræfters besnærende illusion om nationens beskyttende ”solidariske” mur mod de voldsomme økonomiske og sociale kræfter på verdensmarkedet, der truer det brede flertal af lønmodtageres livsvilkår. Den Europæiske Union er ikke monsteret, det er den politik, som regeringslederne og de bagved handlende partier ”tildeler” EU institutionen ”kompetence” til at føre.

Offentliggjort: d. 04. februar 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.