Sundhedsreformen - fortsat.
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 21. januar 2019

Sundhedsreformen - et utroværdigt valgoplæg

Jeg har lært, at når det lyder for godt til at være sandt, er det ofte for godt til at være sandt. Men kan noget også være for kringlet og indviklet til at være godt? Det har jeg tænkt på flere gange, når jeg har læst udspillet til sundhedsreformen og ikke mindst hørt nogle af de allerede utallige interviews med Lars Løkke Rasmussen om sundhedsreformen. Her hævder han igen og igen, at reformen både vil løse fortidens problemer og tackle fremtidens udfordringer. Holder det mon?

Først lidt historie- og motivforskning for at besvare det spørgsmål. Lars Løkke Rasmussen har god grund til at tage munden fuld og hævde, at reformen både skal afhjælpe gammelkendte problemer for patienterne og løse morgendagens problemer for regeringen. Det første er vigtigt i Lars Løkke Rasmussens valgkamp. Det sidste er vigtigt for en liberal regering, der i sin økonomiske politik ikke ønsker at bruge flere penge end allerhøjest nødvendigt på sundhedsvæsenet i de kommende år. Derfor er der for Lars Løkke Rasmussen gode grunde til at blande valgoplæg og strukturreform.

Sundhedsreformen er et blandingsprodukt af lokkende løfter om løsninger på fortidens problemer og snørklede struktursvar på en fremtid med flere syge ældre. Det ene øjeblik er det gode tider, der skal gøres bedre med alt det gode, danskerne kan se frem til, hvis han og Kristian Thulesen Dahl får vælgernes opbakning. Slut med at køre det halve Jylland rundt for at få kontrolleret sin diabetes, som Lars Løkke Rasmussen udtrykker det hver gang, han får muligheden for det. Det andet øjeblik er det en nødvendig langsigtet strukturreform for at undgå, at vores sygehuse fremover vil ”drukne i patienter”.

Så meget og så meget forskelligt i én plan lyder næsten for godt til at være sandt. Derfor er der grund til at se nærmere på, om det ikke også er for godt til at være sandt. For meget valgoplæg uden hold i kortene.

Løkke Rasmussens valgoplæg

Hvad er det så, Lars Løkke Rasmussen lover danskerne med sin sundhedsreform? Det er ikke helt enkelt at svare på. Når man læser regeringens reformoplæg, er det slående, at det skorter på konkrete sundhedsløfter til danskerne. Det er ikke just det bærende. Men de er der. De er kommet til, skrevet ind og op undervejs i arbejdet med reformen. Formodentlig i takt med, at lanceringen af reformen er rykket nærmere og nærmere et folketingsvalg.

Hovedparten af valgløfterne handler om nogle tværgående gammelkendte problemer i sundhedsvæsenet, først og fremmest mangel på nærhed og sammenhæng. At de enkelte dele af sundhedsvæsenet ikke hænger godt nok sammen. At bl.a. ældre medicinske patienter udskrives fra sygehuset, uden at det er koordineret ordentligt med hjemmesygeplejen. At borgeren må indlægges, selv om det kunne være undgået. At der er store forskelle på behandling og pleje, alt efter hvor i landet man bor. Alle disse problemer lover Lars Løkke Rasmussen så at gøre noget ved. I form af mere nærhed, mere sammenhæng og mere ens kvalitet i behandlingen, uanset hvor i landet man bor.

At overgangene mellem sygehus, kommune og praktiserende læge ikke altid fungerer optimalt for bl.a. ældre patienter, er et gammelt, velkendt problem, som sundhedsvæsenet stadig arbejder med og har svært ved at løse godt nok. Men alt tyder på, at det trods alt går fremad på rigtig mange fronter. Regeringen har derfor ikke ét eneste argument for, at det skulle være de nuværende strukturer, der får problemerne til at tårne sig op. Selv om de ikke er løst, tårner de sig ikke op.

Regeringen har grundlæggende kun ét redskab til at løse fortidens endnu uløste problemer for patienterne. Nemlig selve strukturreformen. Andre redskaber er der ikke. Ingen lov om nærhed, sammenhæng, kvalitet eller forbud mod unødige indlæggelser. Højest en enkelt paragraf eller to om ret til to dages ophold på sygehuset for førstegangsfødende og lidt mere patientoplysning.

Lars Løkke Rasmussen skal med andre få danskerne til at tro på, at selve strukturreformen vil blive en succes, der kan indfri valgløfterne. Han skal overbevise vælgerne om, at hans nye sundhedssystem over en længere årrække vil sikre, at patienterne får mere nærhed, sammenhæng, tryghed og kvalitetsbehandling, uanset hvor i landet de bor. Lad os så se på, om Løkkes systemskifte ser ud til at kunne klare den opgave.

Systemskiftet

Strukturreformen består af to dele, der skal spille sammen: en overgang fra et regionalt, politisk styret sygehusvæsen til et statsligt sygehusvæsen styret af regeringen og Folketinget og en styrkelse af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Sygehusvæsenet skal gøres statsligt, til Sundhedsvæsen Danmark. Den nationale politiske styring af sygehusvæsenet skal styrkes. Det skal bl.a. ske ved, at regeringen i samspil med Folketinget skal fastlægge retningen i en årlig udviklingsplan for Sundhedsvæsen Danmark og de fem underliggende regionale sundhedsforvaltninger. Samtidig får sundhedsministeren udvidede beføjelser. Ministeren skal kunne fastsætte fælles retningslinjer og krav på bl.a. akutområdet, som de regionale forvaltninger og de enkelte sygehuse skal rette sig efter. Regeringen vil, at Folketinget som en del af finansloven, skal bestemme, hvor mange penge de regionale sundhedsforvaltninger skal have at lægge budgetter for.

Statens overtagelse af sygehuse og den styrkede statslige styring betyder ifølge regeringen, ’at det lokale beslutningsrum for fem forskellige sundhedsvæsener mindskes’, og ’derfor nedlægges regionerne, som vi kender dem i dag’. Regeringen vil kort sagt tage det politiske ansvar fra regionspolitikerne.

Det samme gælder så de øvrige områder, hvor regionspolitikerne har haft et politisk ansvar, kollektiv trafik, kultur, uddannelse, miljø og det specialiserede socialområde, hvor ansvaret flyttes enten op til staten eller ned til kommunerne. På de områder, hvor ansvaret flyttes ned til kommunerne, f.eks. kollektiv trafik og det specialiserede socialområde, er flytningen meget dårligt begrundet. På det specialiserede socialområde har bl.a. handicaporganisationerne allerede gjort opmærksom på, at der må forventes afgørende kvalitetsforringelser. Hvis kommunerne skal overtage ansvaret for den regionale bustrafik, privatjernbane- og letbanetrafikken, kan der forudses gigantiske problemer og mellemkommunale rivegilder med at skabe sammenhængende trafik, der også dækker de tyndt befolkede områder rimeligt. En sådan kommunalisering kan meget vel komme til at skrige på statslig indgriben og styring, når det regionale ansvar og den regionale finansiering er væk.

For at føre den politiske statsstyring ud i livet foreslås det, at regeringen udpeger en national bestyrelse for Sundhedsvæsen Danmark og de fem regionale sundhedsforvaltninger. En koncernbestyrelse, om man vil. Alle 11 medlemmer af bestyrelsen udpeges af sundhedsministeren, hvor de 5 er dem, ministeren udpeger som formænd for de fem regionale sundhedsforvaltningsbestyrelser. På regionalt plan udpeger sundhedsministeren samtidig 5 driftsbestyrelser for 5 sundhedsforvaltninger. Det bliver således sundhedsministeren, der via den nationale og de regionale driftsbestyrelser får ansvaret for at beslutte, hvor borgerne kan få hvilken sygehusbehandling. Tilsvarende bliver det sundhedsministeren, der i sidste instans også får ansvaret for at sikre, at alle borgere kan komme hurtigere med ambulancen og få ensartet kvalitet i sygehusbehandlingen landet over.

Spørgsmålet er så, om borgerne vil få valgløfterne bedre opfyldt med det nye statslige sundhedsvæsen og den nye statsudpegede driftsstyring? Det er der god grund til at tvivle på. Regeringen har ikke fremlagt nogen egentlig analyse af, hvorfor det i dag nogen steder kniber med at få ambulancen hurtigt nok frem. Heller ikke analyser af, hvorfor der forekommer det kvalitetssvigt og de kvalitetsforskelle på andre områder, som Rigsrevisionen netop har påvist i en rapport. Vi ved med andre ord ikke, om det skyldes de nuværende strukturer, eller om overbelægningsproblemer og kvalitetssvigt snarere skyldes, at sygehusvæsenet generelt er underfinansieret og måske særligt underfinansieret på nogle behandlingsområder og i nogle dele af landet.

Så længe vi ikke ved, hvad der er årsagen til den ulige og skrantende kvalitet, er det svært uden videre at tro på, at regeringens alt andet end ukomplicerede strukturreform, herunder afskaffelse af alle direkte valgte sygehuspolitikere, vil kunne indfri Lars Løkke Rasmussens valgløfter om nærhed, sammenhæng og kvalitet. Der er intet belæg for, at reformen griber om nældens rod, og derfor ingen garanti for, at ukrudtet vil forsvinde. Meget tyder på, at nældens rod, når det gælder bl.a. overbelægning og fremvæksten af ulige, skrantende og uacceptabel kvalitet i sygehusvæsenets ydelser, snarere hedder underfinansiering og for lidt personale og tid til faglighed end direkte valgte regionspolitikere, vi som borgere og medarbejdere kan konfrontere med problemerne.

Også når det gælder det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, foreslår regeringen en styrket statslig styring. Det skal bl.a. ske via en national kvalitetsplan, der skal sikre kvaliteten i forebyggelse, behandling og rehabilitering i det nære sundhedsvæsen i kommunerne, almen praksis og de udgående sygehusfunktioner. Tankegangen er enkel. Uden stærk statslig styring, vil der være en oplagt risiko for, at det, der skal lægges ud til kommunerne og de alment praktiserende læger, ikke bliver udført godt nok. Hvis ikke der stilles klare krav om faglige standarder, m.v., vil der være en klar risiko for, at det vil gå ud over kvaliteten at udlægge opgaver til kommuner og praktiserende læger.

Til at løfte ansvaret for at føre kvalitetsplanen ud i livet og for at skabe nærhed og sammenhæng i sundhedsvæsenet vil regeringen oprette 21 nye sundhedsfællesskaber. Her lægges ansvaret for, at Lars Løkkes valgløfter bliver til noget. Har regeringen så fundet et Columbusæg med sundhedsfællesskaberne? Det er der desværre intet, der tyder på. De 21 sundhedsfællesskaber skal fortsætte det praktisk faglige samarbejde, der i dag foregår i regionalt regi mellem sygeplejersker på sengeafdelinger, udskrivningskoordinatorer, kommunernes plejepersonale og de praktiserende læger. Det er der hverken meget nyt eller noget Columbusæg i.

Columbusægget kunne så være, at der ved siden af denne faglige samarbejdssøjle foreslås en helt ny politisk overbygning i hver af de 21 sundhedsfællesskaber, der får til opgave at sikre bedre sammenhæng og øget nærhed for patienterne, forhindre unødvendige indlæggelser og få flyttet opgaver ud fra sygehusene til de praktiserende læger og kommunerne. Her lægges det egentlige ansvar for valgløfterne om nærhed og sammenhæng for patienterne. Men med det store ansvar følger der ikke ret meget kompetence.

Den politiske gren af de 21 sundhedsfællesskaber skal ifølge regeringen opbygges som en slags moderne politisk stænderforsamling. Hvor adel, bønder, borgere og gejstlige før i tiden samledes i regionale stænderforsamlinger for at give kongen eller fyrsten råd, som de så kunne følge eller lade være, skal embedsrepræsentanter fra sundhedsforvaltning, sygehusledelser, praktiserende læger, borgmestre og kommunale udvalgsformænd i fremtiden samles en gang i kvartalet for at give råd og indstillinger til kommunalbestyrelser og sundhedsforvaltningsbestyrelse. Ja, de kan tilmed kun komme med råd og indstillinger, hvis alle repræsentanter er enige.

Disse moderne politiske sundhedsstænderforsamlinger får således så godt som ingen selvstændig kompetence. Derfor er der intet, der tyder på, at de nye sundhedsfælleskaber vil få tilstrækkelig politisk tyngde – og mere tyngde end regionsrådene - til at sikre Lars Løkke Rasmussens valgløfter om mere nærhed og sammenhæng mellem udredning, behandling, pleje, genoptræning og rehabilitering.

Lars Løkke Rasmussens valgløfter er for gode til at være sande, og sundhedsreformen er for kringlet og bureaukratisk til at være god.

Offentliggjort: d. 21. januar 2019

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.