Fænomenet ”Gule Veste”.
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 30. december 2018

Det startede den 10. oktober, hvor to lastbilchauffører på Facebook opfordrede til en national blokade i protest mod de varslede prisforhøjelser på benzin. Indenfor to dage kom der opbakning fra 200.000 og en uge senere var der fire mio. likes. Den 17. november kom den første nationale aktion, der satte det meste af Frankrig på den anden ende. De kaldte sig ”de gule veste” som en galgenhumoristisk henvisning til, at alle bilister skal have gule advarselsveste i deres biler. De biler, som mange af de protesterende næsten ikke har råd til at køre i for at komme på arbejde langt fra deres hjem.

Siden har der været demonstreret og aktioneret hver eneste lørdag, om end tilslutningen er faldet betydeligt og den ellers store opbakning i befolkningen er dalet bl.a. på grund af de særdeles voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi i Paris.

I samme periode har fænomenet ”de gule veste” spredt sig langt udenfor Frankrigs grænser. Til Belgien, Holland, Bulgarien, Serbien, Sverige, Canada, Ungarn og sågar til Irak. Slet ikke af samme dimensioner som i Frankrig og heller ikke med de samme krav. Men de gule veste er blevet symbol for folkelige protester mod en politik og utålelige samfundsforhold, som man ikke mener at kunne ændre uden at gå på gaden og forstyrre den offentlige orden.

Fænomenet

Begrebet fænomen skal her forstås, som ”noget der viser sig”. Altså handlinger, hvis forskellige lokale og særegne indhold til trods, viser sig på en så ensartet måde, at de kan kaldes et fænomen.

I fænomenet ligger en dyb vrede og frustration over, at magthaverne i det daglige overhovedet ikke tager de aktionerendes behov og livsbetingelser alvorligt. Får en sådan vrede lov til at sætte sig, skal der oftest kun en beskeden ny forulempelse til, og vreden koger over som i Frankrig, hvor præsident Macrons arrogant afviste protesterne som udtryk for de tilbageståendes mangel på forståelse af, at prisforhøjelserne var et led i den progressive indsats mod den globale opvarmning

Siden 10. oktober er bevægelsens ene krav vokset til ca. 25 krav, der rækker lige fra forbedring af købekraften, sikring af mindstelønnen, pensionerne, genindførelse af et ordentligt socialt sikkerhedsnet til en ny og mere demokratisk forfatning. Der er dog det væsentlige forbehold, at mange af kravene enten er formuleret af små grupper eller endog enkeltpersoner. Sådan må det nødvendigvis være i en bevægelse uden ledere, faste strukturer eller program. Men krav, som på den anden side rammer så bredt ind i den almindelige utilfredshed med tilstandene i Frankrig og det politiske parnas, at de sagtens ville kunne trimmes til et klart politisk program – og på den måde blive rigtigt farlige. Men for nærværende svæver kravene frit i luften, og protesten og forstyrrelsen af den offentlige orden er det gennemgående træk. Bevægelsens rationale er, at bliver protesten tilstrækkeligt omfattende og vedvarende, falder Macron, og nogle nye politikere kan indsættes og føre en anden politik. Protesten er både protest og appel.

To spørgsmål

Fænomenet ”de gule veste” rejser to spørgsmål. Hvordan kunne protesten vokse så eksplosivt, og hvordan kunne den sprede sig så hurtigt både i Frankrig og ud over landets grænser?

For at besvare de to spørgsmål finder jeg det nødvendigt at forfine eller endog bortskaffe nogen af de hyppigst forekommende begreber, der anvendes på den politiske venstrefløj i samfundsdebatten. Det har i flere år været comme il faut at tale om prekariatet. Om ulighed i rigdommens fordeling især med fokus på, at de meget rige er blevet endnu rigere. Om informelle ansættelser. Om nulkontrakter, og de sociale ødelæggelser, der er fulgt i kølvandet på den neoliberale krisepolitik. Om geografisk ulighed, der dækker over tilstrømningen til de store byer og omdannelse af store geografiske områder til ”udkantsområder”. Det gælder indenfor de enkelte lande, og det gælder opsplitningen i Europa. Begrebet prekariat bliver brugt som ledetråd i hele denne udvikling.

De nævnte forhold er blevet fremstillet som specifik periodebeskrivelse. Dvs. som særforhold og er ofte fremstillet som resultat af afindustrialiseringen eller som en form for postindustrialisme som en uafvendelig udvikling. Begrebet prekariat, der betyder udsathed, rummer så alle de grupper, der ”er blevet ladt tilbage” på den ene eller den anden måde. Prekariatet er stakkels. 

 

Men man behøver blot at læse bind 5 af Dansk Socialhistorie eller Hobsbawms ”The age of Capital” for at få en glimrende forståelse af, at de fænomener, som vi i dag takserer som særlige for vores tidsalder, har været fremherskende, hver eneste gang kapitalismen har været i krise. Mængden af arbejdere og lønmodtagere i bred almindelighed, der ikke har kunnet beskæftiges, er på rekordtid vokset. Fagforeningerne er blevet svækket, og dem med arbejde har dukket nakken og klamret sig til deres jobs. Gruppen af løsarbejdere er vokset, og det har været dagens orden, at man har taget det arbejde, der var at få. Om det har været for en dag, en uge eller en måned var ikke det afgørende. Det afgørende var at få arbejde. Antallet af deltidsstillinger voksede og ligeledes øgedes antallet af lønmodtagere, der ikke kunne leve af lønindkomsten.

Hvis vi så er meget nøgterne, kan vi med Eurostats egne opgørelser konstatere, at mere end 10% af de fuldbeskæftigede i EU lever under fattigdomsgrænsen. Tallene er selvfølgelig højere for deltidsansatte, kontraktansatte osv. Op til 33% af arbejdsstyrken er underbeskæftigede, og lønmodtagernes risiko for at ende i fattigdom er steget med hele 9% siden 2005. Hvis vi læser tilsvarende statistikker fra 20’erne og 30’erne i Dansk Socialhistorie, er billedet ikke væsensforskelligt.

Helt almindeligt for kriseperioder, vokser BNP hurtigere end beskæftigelsen, og lønmodtagernes lønudvikling aftager relativt i forhold  til BNP. Altså de bliver relativt fattigere. Den udvikling i OECD-landene er senest påvist af McKinsey Global Institute, hvor hovedreglen er, at lønmodtagerne ikke har genvundet tabet i indkomst efter krisen i 2008, og at den reelle underbeskæftigelse er høj.

Genindførelse af vigtige begreber

For mig at se giver det anledning til at genindføre to næsten glemte begreber, men som i min optik bedre indfanger den faktiske situation. Måske skulle jeg i virkeligheden sige tre begreber.

Det første begreb er pauperisme, der ifølge ordbogen i modsætning til individuel fattigdom beskriver fattigdommen som fænomen for større samfundsgrupper. Det kan være klasser eller geografisk bestemte områder, eller hvad der er mere almindeligt, dele af klasser lokaliseret til ganske bestemte områder, som på alle måder er såret af fattigdommens spor.

Det andet begreb er deprivation, som indenfor sociologien beskriver en situation/tilstand, hvor følelsen af tab/afsavn er gennemgående og udtalt, når den aktuelle livssituation sammenholdes med en tidligere eller andre samfundsgruppers livssituation.

Det tredje begreb er kapitalisme, som er en samfundsformation kendetegnet ved, at produktionen alene sættes i gang for at skabe profit, og hvor alle andre samfundsforhold er underordnet. Det er med andre ord ikke et samfund, hvori man producerer for at tilfredsstille behov, eller hvor der tages hensyn til samfundsstabiliteten. Daler profitten, indskrænkes produktionen, og arbejdsløsheden stiger. 

De tre begreber hænger sammen, og de tilstande og forhold, disse begreber dækker, træder altid frem i deres ekstrem, når profitproduktionen ikke rækker til nyinvesteringer og generel udvidelse af produktionen. I stedet jagtes den hurtige profit i alle former for spekulation, og alle de pauperiserende processer, vi i dag lider under, sætter i gang. Samfundene deles op i centre og periferi. Hele periferiområder fattiggøres og synker ned i kulturel- social- og handelsmæssig armod. Raseriet og vreden over, at nogen skovler ind eller holder på de gode jobs vokser. Konkurrencen om de få jobs ødelægger det sociale miljø, arbejdsrelationer, solidaritetsmoral og på den anden side samfundets almindelige kapacitet til at socialisere borgerne og neutralisere konflikter.

Det sker i ekstrem grad i yderområderne, der ofte også deindustrialiseres. Men det sker også over en bredere front. For at sikre profitten tvinges lønmodtagerne til at acceptere det fleksible arbejdsmarked, hvor få stillinger er sikre, og hvor idelige omstillinger hører til dagens orden. Fagforeningerne mister som konsekvens grebet om store grupper, fordi dem udenfor pressede dem indenfor og dermed også styrken til at fastholde de gode centrale overenskomster. Lønmodtagerne atomiseres og søger individuelt løsninger helt andre steder bl.a. hos de nationalkonservative bevægelser og partier. De sociale institutioner og de politiske institutioner kan ikke længere opfange og løse problemerne, så her skærmer de ledende lag sig af fra befolkningen og udhuler de demokratiske repræsentationsmuligheder. Tilbage står en stor del af befolkningen i en presset livssituation, selv om den ikke indfanges af statistikkerne og de anvendte begreber og målemetoder. Og på den anden side er magten og dens forvaltere uden nogen reelle planer for, hvordan kapitalismen skal bringes på fode igen og pauperismen og deprivationen afskaffes. I en sådan historisk situation vokser mistilliden, ordenens tab af legitimitet og dermed den autoritet, der ellers skulle afholde folk i gule veste fra at blokere benzinlagre, rundkørsler mv. – altså fra at sætte den offentlige ordens stabilitet på prøve.

Billedet er kendt og glemt

Billedet er set før. Det, der adskiller den aktuelle historiske situation fra tidligere, er, at store grupper af dagens lønmodtagere har oplevet efterkrigstidens økonomiske- og sociale fremgang eller i det mindste hørt om den. Relativt stabile demokratier, hvor borgerne udøvede en vis form for suverænitet. Partier, der repræsenterede de forskellige samfundsgruppers interesser, og relativt stabile arbejdsmarkeder, hvor overenskomster og sociale ordninger sikrede beskæftigelsen under ordnede forhold. Derfor dækker begrebet deprivation præcist den aktuelle tilstand. Det er blevet klart for de fleste, at intet på arbejdsmarkedet er sikkert længere, hvilket kendetegner en generaliseret prekær tilstand – og det opleves som tab.

Det har siden sidst i 70’erne været borgerskabets tvang at gennemføre et opgør med velfærdsstaten for at sikre profitten. Derfor har det historisk set sig nødsaget til at ofre samfundsstabiliteten. Konsekvensen af den følgende offensiv er det billede, vi i dag er vidne til. Vi taler i dag om store lønmodtagergrupper som ofre for globaliseringen. I realiteten er vi vidne til kapitalismens indbyggede tendens – hele tiden at gå ud over sine egne rammer for at sikre yderligere profit og ekspansion. Den vej må borgerskabet følge, om det så gælder samfundsstabiliteten. Tidligere kaldte man det kampen om verdensmarkedet, og i den kamp har de nationale arbejderbevægelser og deres evne til at sikre arbejderklassens politiske økonomi altid tabt terræn, fordi der lige på den anden side af grænsen kan investeres, hvorved  de gamle arbejdspladser bliver overflødige. Det er den udvikling – kapitalismens almindelige bevægelseslov – der har svækket lønmodtagerne og gjort de nationale politiske systemer handlingssvage, og ikke en virulent sygdom – også kaldet neoliberalisme.

Den tilstand kan tåles, hvis den er forbigående og lyset skimtes for enden af tunnelen. Den kan også tåles, så længe magten og situationens orden fremtræder monumentalt og ufravigelig. Men hvis lyset for enden af tunnelen slukkes, og rustningens hængsler begynder at knirke, skrumper den indre ordens passiviserende indflydelse. Når en Macron taler mere end han løser. Når Tysklands kansler er handlingslammet og ingen andre står parat til at stille sig i spidsen for løsninger på de omfattende sociale problemer, ja, så er der ikke meget tilbage til at lukke en opfordring på Facebook ned eller forebygge, at et enkelt protestkrav begynder at antage form af et omfattende program for radikale samfundsforandringer.

Protest og ikke oprør

”De gule veste” betegner det fænomen, at de store pauperiserede og depriverede samfundsgrupper, der ikke har andre magtmidler end at gå på gaden og forstyrre den offentlige orden, gennem længere tid har oplevet affortrylningen af samfundsordenen. Det vil vi angiveligt blive vidne til mange steder i Europa. Men oprør er det ikke. Det er protest og kan let blive afmagtsprotester, med mindre dem i arbejde – i fast arbejde – forstår, at pauperismen og deprivationen kan sprede sig som eksistensvilkår for flere, hvis ikke de som grupper kaster deres lod i vægtskålen og rammer der, hvor det gør mest ondt – produktionen og de vitale dele af servicesektoren.

Men der er vi ikke, og ”de gule veste” er ikke, som Lars Olsen skriver i Jyllands Posten den 23. december; Arbejderklassens og den lavere middelklasses oprør. Det er grupper af de dårligst stillede fra arbejderklassen, middelklassen og småborgerskabet, der protesterer. Men det er ikke klasserne, der gør oprør, og der findes ingen magisk formel, som får protesten til at blive til oprør hos de brede lønmodtagergrupper, før den dag, hvor politiske partier, faglige organisationer og sociale bevægelser samles om et program, der skaber en tillid til, at de ønskede reformer og varige forbedringer af leveforholdene faktisk kan gennemføres. 

Offentliggjort: d. 30. december 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.