Paradigmeskifte i udlændingepolitikken: Mette Frederiksen må vælge
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 10. december 2018

Kristian Thulesen Dahl (DF) er pavestolt, og Mette Frederiksen er utryg efter finanslovsaftalen om udlændingepolitik. Kristian Thulesen Dahl er begejstret og kalder det ”en ændring af udlændingepolitikken, som er på højde med den gennemgribende ændring, der skete efter folketingsvalget i 2001.” Mens Thulesen Dahl jubler, er Socialdemokratiet og Mette Frederiksen usikker. Hvordan skal Socialdemokratiet stille sig? Hvor langt skal de gå med? Hvor skal de eventuelt sige fra? 

Mette Frederiksen har længe forsikret os om, at hun garanterer for, at ”mandaternes logik skal have lov til at bestemme” i udlændinge- og integrationspolitikken. Nu skal hun så finde ud af, hvad det betyder i praksis oven på Thulesen Dahls jublende paradigmeskifte. 

Socialdemokratiet kan gå flere veje. Det kan tilslutte sig paradigmeskiftet. Gå med og måske endda gå foran. Socialdemokratiet vil dermed gå til valg på at blive ekspeditionskontor for Thulesen Dahls politik. Men det holder ikke. 

Det fik Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye en hurtig smagsprøve på, da de kom med de første udmeldinger efter finanslovsaftalen. Her forsøgte de at bagatellisere paradigmeskifte og den øde ø og forsøgte  i stedet at snakke om den socialdemokratiske drøm om at placere dansk flygtningepolitik i Afrika og om manglen på velfærdspenge. Men den gik ikke. Hurtigt blev Socialdemokratiet nødt til at tage konkret stilling. Var Socialdemokratiet for eller imod nedsættelsen af de i forvejen meget lave ydelser til flygtninge og familiesammenførte? Først forsøgte Socialdemokratiet at svare henholdende. Det ser vi på i en kommission efter valget. Men syltekrukken holdt ikke. Hurtigt måtte Socialdemokratiet sige klart fra over for de ekstra lave satser. Tillad mig at spå. Sådan vil det også gå med de øvrige dele af paradigmeskiftet. Socialdemokratiet vil være nødt til at tage stilling – før valget. 

Hvad vil Socialdemokratiet så sige og mene op til valget? Det er straks sværere at spå om. Mette Frederiksen kan gøre, som Helle Thorning Schmidt (SD) og Villy Søvndal (SF) gjorde i 2011. Gå imod før valget, men følge mandaternes logik efter valget. Dengang var det de radikale og de borgerliges rundbarbering af efterlønsordningen, man gik imod før valget, men gennemførte efter valget, da man havde tabt det, som Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt på forhånd havde set som en ’folkeafstemning’ om efterlønnen. Dermed gjorde Socialdemokratiet og SF sig nødtvungent til ekspeditionskontor for en politik, man notorisk var imod, og det fik man som bekendt ingen tak for efter valget. Hverken fra Margrethe Vestager, Enhedslisten eller vælgerne. Den erfaring maner ikke til gentagelse for Mette Frederiksen, der i forvejen har problemer med beskyldninger for at være for følgagtig over for Dansk Folkeparti. 

Pilen peger derfor på en tredje variation af mandaternes logik: hverken blindt at følge Thulesen Dahl eller lade sig stemme ned ved folketingsvalget på en ren afvisning. Den mulighed er der nemlig. Socialdemokratiet behøver ikke at springe op som en løve og falde ned som et lam. Socialdemokratiet behøver ikke blindt at følge Thulesen Dahl. Partiet kan gå til valg på at ville ændre, justere og fortolke Thulesen Dahls paradigmeskifte. Ikke bare på de ekstra lave satser, men også på en række andre områder.

To paradigmeskifter

Dansk Folkepartis såkaldte paradigmeskifte dækker grundlæggende over to paradigmer: et midlertidighedsparadigme og et elendighedsparadigme. Midlertidighedsparadigmet er Socialdemokratiet allerede helt med på. Det er nemlig allerede for længst gennemført med socialdemokratisk støtte. Grundlæggende er der modsat hvad Dansk Folkeparti ynder at fortælle tale om et paradigme, der har rødder helt tilbage til FN’s Flygtningekonvention fra 1951. Når regeringen og Dansk Folkeparti f.eks. vil ’sikre, at den midlertidige beskyttelse i Danmark ikke bliver en permanent tilværelse, når beskyttelsesbehovet ophører’, så er det allerede sikret fuldt og helt i den gældende lovgivning. Får du asyl i Danmark, får du en midlertidig opholdstilladelse, og du har ikke ret til at blive her, hvis du ikke længere har behov for beskyttelse. Siden 2014 er man også aktivt begyndt at inddrage opholdstilladelser for dem, der ikke længere har et beskyttelsesbehov. 

Midlertidig beskyttelse er ikke - igen modsat hvad Dansk Folkeparti ynder at hævde - noget, der automatisk ’bliver til’ eller kan veksles til varig opholdstilladelse den dag, de pågældende ikke længere har behov for beskyttelse. Flygtninge bliver ikke automatisk til indvandrere i Danmark. 

I lovgivningen udgør ret til varigt ophold et helt andet spor end flygtninges ret til midlertidig beskyttelse. Kun de, der har været her i mindst 8 år, kan søge om varigt ophold. Ophører behovet for beskyttelse inden 8 år, har du ganske enkelt ingen mulighed for at søge om varig opholdstilladelse. Selv hvis du har været her i mere end 8 år, er der meget strenge krav, der skal opfyldes for at få varig opholdstilladelse. Du må ikke have begået kriminalitet. Du må ikke have gæld til det offentlige. Du må ikke have modtaget offentlige ydelser de seneste 4 år. Du skal have bestået danskprøve på niveau 2 og have arbejdet 3 ½ år ud af de seneste 5 år. Når Dansk Folkeparti fortæller, at flygtninge kan ’optjene’ ret til varigt ophold bare ved at være her længe nok, er det ganske enkelt en velvalgt skrøne.

Dansk Folkeparti har derimod ret i, at man kan forhindre tilrejsende i at søge varig opholdstilladelse, hvis man kan få stoppet al integration. Hvis ingen flygtninge arbejder eller lærer dansk, men alene opbevares på meget små offentlige ydelser, vil ingen kunne søge varig opholdstilladelse. At nå derhen vil være et sandt paradigmeskifte, et anti-integrationsparadigme.  Men det er Dansk Folkeparti endnu ikke er kommet ret langt med. 

I dag er paradigmet, at de, der opnår midlertidig beskyttelse i Danmark, skal integreres og ikke isoleres. I det nuværende paradigme er målet, ”at nyankomne udlændinge får mulighed for at udnytte deres evner og ressourcer med henblik på at blive deltagende, selverhvervende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere i overensstemmelse med grundlæggende værdier og normer i det danske samfund.” (integrationslovens formålsparagraf).

Socialdemokratiet støtter det nuværende integrationsparadigme. Derfor vil det være et voldsomt socialdemokratisk paradigmeskifte at gå med på Dansk Folkepartis ønske om ikke-integration. Sætter Mette Frederiksen ikke foden ned, vil det være ren følgagtighed over for Dansk Folkeparti.

Elendighedsparadigmet

Det andet paradigme, elendighedsparadigmet, går ud på at adskille asylansøgere og uønskede udlændinge fra det danske samfund på så elendige vilkår som muligt. Filosofien er, at jo mere man adskiller asylansøgere og uønskede udlændinge fra det omgivende samfund med færrest mulige sociale rettigheder til bolig, arbejde og uddannelse, jo færre asylansøgere vil der komme til Danmark og jo hurtigere vil uønskede udlændinge blive motiveret til at rejse væk. Det er Inger Støjbergs paradigme. Humanisme og social anstændighed anses for kontraproduktivt til at sikre færrest mulige ind og flest mulige ud.

Dette paradigme har socialdemokraterne i længere tid flirtet alvorligt med. Nogen mere end andre. Mere for tidligere kriminelle med en udvisningsdom, mindre for børn, der ikke kan sendes hjem. Socialdemokratiet har endnu ikke etableret et monogamt troskabsforhold til en nationalkonservativ udlændingepolitik, der baserer sig på inhumanismen og den sociale anstændighed. Netop derfor udgør Dansk Folkepartis elendighedsparadigme en politisk korsvej for Socialdemokratiet. Skal man erklære fuld troskab over for adskillelse, frihedsberøvelse på Lindholm og sultesatser? Eller skal man trække en streg i sandet? 

Meget taler for det sidste. Ikke mindst, når det gælder uønskede udlændinges hjemrejse. Måske kan Inger Støjberg argumentere for, at stadigt ringere vilkår for asylansøgere og flygtninge afholder nogen fra at søge den lange vej mod Danmark. Men hverken Støjberg eller andre har hidtil kunnet godtgøre, at man kan motivere ret mange udlændinge til frivilligt at forlade Danmark ved at pålægge dem elendighed og inhumanisme. Tværtimod tyder meget på, at det virker modsat. Undersøgelser tyder f.eks. på, at integration i form af uddannelse og arbejde kan give det nødvendige overskud til at træffe beslutning om frivilligt at rejse hjem, når det er muligt. Inhumanisme, adskillelse og social deroute er direkte kontraproduktivt, hvis målet er flere, der vælger frivilligt at forlade Danmark. 

Valget burde derfor være let for Socialdemokratiet. Træk en streg i sandet. Sig klart fra over for Inger Støjberg og Martin Henriksens inhumanisme og sociale elendighed. Det er hverken anstændigt eller egnet til at øge hjemsendelserne. Vælg i stedet integrationen og den sociale anstændighed. Som politisk vision for det Danmark, vi ønsker os. Som den bedste vej til at motivere flere til at rejse frivilligt hjem. Som det bedste for det danske velfærdssamfunds økonomiske bundlinje. 

Når 9 ud af 10 flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge, der er kommet til Danmark i løbet af de seneste 20 år, fortsat er i Danmark, skyldes det ikke, at de kan for meget dansk eller har arbejdet og uddannet sig for meget til, at vi kan sende dem hjem. Det skyldes heller ikke, at vi har forsødet tilværelsen i Danmark for meget for dem. Nej, problemet er, at mange fortsat har et beskyttelsesbehov, og for andre er problemet, at vi ikke har aftaler med et land, der vil tage imod dem.

Ønsker Socialdemokratiet at flere uønskede udlændinge hjemsendes, sker det ikke inden for Dansk Folkepartis nationale selvbestemmelsesparadigme, der ikke gør noget nævneværdigt ved de vigtigste årsager til, at så få rejser hjem. Elendighedsparadigmet motiverer ingen. Drømmen om national selvbestemmelse ved grænsebommen stiller sig direkte i vejen for Danmarks evne til at indgå de aftaler, mv., der er nødvendige for at kunne udvise uønskede udlændinge. Her er der brug for internationale aftaler og diplomati. Marrakech-aftalen udgør kun et beskedent skridt i den retning. Derfor bør det ligge lige til venstrebenet for Socialdemokratiet at afvise Dansk Folkepartis nationalromatiske udfordring af internationale konventioner og samarbejde.

Offentliggjort: d. 10. december 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.