Absurd verdensteater
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 03. december 2018

G20-topmødet endte med en slutmødeerklæring med enighed om at være uenige på alle væsentlige punkter. Det hypede møde mellem Trump og Xi Jinping nåede ikke andet resultat end udsætte handelskrigen med tre måneder. USA hæver ikke tolden på kinesiske varer for 250 mia. dollars fra 10 til 25% efter nytår, og kineserne køber lidt flere landbrugsprodukter. Det sker allerede nu. Det kinesiske handelsoverskud overfor USA fortsætter dog med at vokse. I øvrigt var løfterne fra Xi Jinping holdt i vage vendinger. Man nåede et modus vivendi og ikke mere, og allerede nu mindre end 24 timer efter topmødet udlægges teksten forskelligt i Beijing og Washington.

 

Afgørende for de pauvre resultater var, at fraværet af en topmødeerklæring ville have været katastrofalt for G20-topmødernes prestige og usikre fremtid. For hvordan tale om en verdensorden, hvis dens vigtigste statschefer ikke kan nå til enighed om noget substantielt?

 

Scenen

Men lad os starte med selve sceneriet, som i sin enkelhed siger mere om G20s absurditet end alle erklæringerne og mediernes dækning af, hvem der talte med hvem og på hvilken måde.

 

Mødestedet Buenos Aires var allerede fra torsdag aften forud for den første mødedag om fredagen blevet erklæret i mere eller mindre undtagelsestilstand. Alle togforbindelser til og fra byen var aflyst. Regeringen havde dekreteret fridag og opfordret borgerne til at tage på forlænget weekendferie. Buenos Aires var blevet erklæret flyveforbudszone og 20.000 politibetjente og soldater udkommanderet for at kunne nedkæmpe enhver form for protest, der kunne udvikle sig til gadekampe.

 

Man finder næppe mere sigende symbol på, hvor stor afstanden er vokset mellem de øverste statschefer og deres befolkninger. Hvor de end holder møde, må man holde befolkningen indespærret eller udelukket, hvilket er et og det samme, for at de rituelle topmøder kan afholdes.

 

Til mødet mødte Trump op med en ”hel hær” af sikkerhedsfolk, overvågningshelikoptere, specialbyggede biler og klare instrukser om, hvordan alt skulle forløbe. Hjemme havde han forinden været ude i et åbenlyst slagsmål med direktøren for General Motors, der har planlagt at nedlægge 14.000 jobs og indskrænke produktionen bl.a. på grund af toldsatserne på stål og aluminium og omkostningstunge omlægninger af produktionen til nye modeltyper. Trump havde også op til topmødet forsøgt at presse Forbundsbankens (The Fed) direktør til ikke at hæve renterne. Dog uden succes, og han var kommet under pres vedrørende USA’s støtte til Saudi Arabiens brutale krig i Yemen. Handelskrigen kræver nu sine ofre i det amerikanske erhvervsliv.

 

Putin mødte op med alverdens anklager mod Ruslands opbringning af tre ukrainske flådefartøjer i Kertch-strædet ved Krim. Trump havde i den anledning aflyst et møde med Putin, og Donald Tusk havde på EU’s vegne antydet nye sanktioner overfor Rusland. Ikke desto mindre kunne Putin agere forholdsvis uanfægtet i og med sine stadig tættere militære- og økonomiske alliance med Kina og øget samhandel med Saudi Arabien (USAs nære allierede) og stærkere fodfæste i hele Mellemøsten.

 

Macron var rejst fra Frankrig, hvor de ”gule veste” skaber uro overalt i landet. Protester og gadekampe, blokader mv. har på få uger antaget et omfang og en voldsomhed, som få havde regnet med. Frustrationen over forringede leveforhold, høje benzinpriser og skatter og de riges ragen til sig er ved at koge over. Ingen ved, om de aktuelle protester udvikler sig eller går i sin mor igen. Men generelt er frustrationerne så fortættede, at de kan slå ud i nye protester i morgen bare i en anden form. Hadet til det politiske system og magtarrogancen, den eksorbitante ulighed og manglende tro på en fremtid er den sociale energi, der ligger bag ”de gule vestes” anarkistiske protest, der nu er ved at brede sig til Belgien. Den mand, der blev udråbt til populismens besejrer, styrker nu dens grundlag og genkomst. Hans eneste svar er truslen om undtagelsestilstand.

 

Angela Merkel kom for sent, fordi der var tekniske problemer med hendes fly. En nærmest allegorisk fortælling om hendes og den politiske elites nedtur og svækkede greb om det tyske samfund og ikke mindst EU. Den tid er forbi, hvor alle i Europa indrettede sig efter, hvor den tyske kansler stillede sig. Kommentarerne til hendes møde med bl.a. Trump afspejler den dalende interesse. Men det gælder ikke kun den tyske regerings svage status. Det gælder også tilliden til den tyske økonomi, hvis vækststrategi, som også skulle være model for hele EU, ikke længere holder på grund af den faldende samhandel og vækst på verdensmarkedet. Både OECD og IMF forudsiger en markant lavere vækst uden at have nogen reelle bud på, hvordan stagnationstendenserne skal overvindes.

 

Xi Jinping mødte som den eneste frem med et vist overskud som bagtæppe. Overfor USAs toldpolitik holder Kina skansen. Kampen om det teknologiske førerskab og markedsdominans, som hele handelskrigen i virkeligheden handler om, er fra kinesisk side ikke gået ned i tempo. På trods af, at USA og de europæiske lande gør alt for at bremse Kinas vækst indenfor hele it-området, indtager landet den centrale position indenfor fremtidens AI, netværks-it og avanceret 5G-teknologi. Det ser også ud til, at Xi Jinping har styr på sit bagland både i kommunistpartiet og i befolkningen som helhed. Autokrati eller ej.

 

Premierminister Modi fra Indien mødte frem med voksende problemer i forhold til den eksplosive sociale- og geografiske ulighed, der har sat et bondeoprør i gang, hvis omfang det er vanskeligt at overskue. Som sidste betydningsfulde deltager mødte Abe op til mødet uden noget at byde på overhovedet. Den japanske økonomi står i stampe, og den japanske regering kan ikke finde ud af, hvordan den skal placere sig i den stadigt mere tilspidsede handelskrig og geopolitiske strid om magten i Øst- og Sydøstasien mellem USA og Kina.

 

Kulissen – bagtæppet

Det giver næsten sig selv, at med de store problemer, som hovedaktørerne hver især mødte op med, og hvori flere af dem ofte optræder som modparter, har det hovedsageligt været ønsketænkning, der har kunne foranledige nogen til at forvente reelle resultater på det trettende G20-topmøde. Det samme kunne man have skrevet om G20-topmødet i Hamborg sidste år, men her tog balladen i byen overskrifterne. I år har protesterne været relativt afdæmpede, hvorfor fokus har kunne holdes på selve mødet.

 

Men det pauvre resultat har trods alt andre årsager end statschefernes respektive problemer, idiosynkrasier og sorteperspil, om hvem der taler sammen og hvem, der marginaliseres som eks. Putin og den saudiske kronprins.

 

Eksempelvis handler spillet om den saudiske kronprins nok så meget om, hvilke af de store lande, der i den omfattende stedfortræderkrig i hele Mellemøsten, kan etablere de mest holdbare alliancer og støttepunkter. Det gælder Syrien, Yemen, Iran, Tyrkiet, Libyen osv. Her ser det ud til, at Rusland står stærkest. Så stærkt at man sammen med Kina er i stand til at kompensere for USAs sanktioner mod Iran. Saudi Arabien forhandler om at købe avancerede russiske missilsystemer (S-400s) for næsen af USA. Det samme gør flere af de andre Mellemøstlande (Qatar og Irak). Kina har allerede købt systemerne, der regnes for verdens mest avancerede. Men hele magtspillet drejer sig først og fremmest om at fastholde status quo som brik i det globale magtspil.

 

Kampen om førertrøjen indenfor avanceret teknologi udstillede sig også spektakulært op til topmødet. USA forsøger at presse sine allierede til at erklære flere it-områder for omfattet af national sikkerhedsbeskyttelse med ret til at gribe dybt ind i markedsmekanismerne og blokere for kinesiske firmaers fremdrift. Så meget for den liberale markedsfilosofi. 

 

Op til topmødet udsendte både OECD og IMF umisforståelige advarsler om udviklingen på verdensmarkedet. Virksomhedernes gæld og usikkerheden på finansmarkederne vokser faretruende. Investeringerne og produktivitetsudviklingen står i stampe. De ”nye økonomier” oplever kapitalflugt på grund af de ventede renteforhøjelser i USA og Europa. Den sociale ulighed vokser både geografisk og indenfor de udviklede økonomier, og værst af alt er der en voksende frygt for, at handelskrigen ødelægger de meget komplekse værdiøgningskæder, som den transnationale kapitalisme ikke kan leve foruden. Især IMF gentager sin advarsel om, at skatteunddragelser, fraværet af strukturomlægninger og udvikling af stærke multilaterale institutioner til at regulere verdenskapitalismen kan føre til, at befolkningerne mister tilliden til de politiske ledere og de herskende klassers evne og vilje til at føre verdensøkonomien ind i et stabilt opsving. Ud af analyserne og erklæringerne er det først og fremmest frygt og usikkerhed, der fanger opmærksomheden.

 

Af gode grunde er IMFs og OECDs advarsler præget af usikkerhed og synlig pessimisme. Ingen kan nemlig forestille sig den givne verdensorden fortsætte, hvis væksten ikke vender tilbage, og hvis ikke der kan skabes enighed om et nyt institutionelt system til at afbalancere modsætningerne. Eller sagt på en anden måde bliver det stadigt vanskeligere meningsfuldt at tale om en liberal, demokratisk verdensorden, når dens institutioner holder op med at virke og viger pladsen for nationalisme, den stærkes ret til at påtvinge de svagere lande bilaterale aftaler og når flere og flere demokratiske regeringer ender i parlamentarisk dødvande og afløses af autoritær parlamentarisme med en vis folkelig opbakning til at sikre dagen i morgen, når nu de etablerede partier og organisationer har demonstreret deres manglende vilje og evne.

 

I den sammenhæng falder Ruslands provokation overfor Ukraine godt i tråd med en voksende tendens til at udfordre eller direkte omgå konventioner, nedrustningsaftaler, institutionelle forpligtelser og hæderkronede alliancer som eksempelvis NATO. Putins træk forud for topmødet var kalkuleret. Han tester NATO-alliancens handlekraft i en situation, hvor Macron og Merkel helt seriøst taler om at skabe en europæisk forsvarsalliance som modsvar til Rusland, Kina og nok så bemærkelsesværdigt til USA, fordi man ikke længere stoler på den tidligere allierede.

 

Finale

Teaterstykket i Buenos Aires kunne således ikke slutte på anden måde. Nogle overordnede formuleringer om modernisering af WTO. Accept af en vis form for multilateralisme med fri fortolkningsmulighed for USA. Genbekræftelse af Paris- aftalen uden Trumps billigelse, og så en handelskrig sat på standby i tre måneder. Det må siges at være næsten værre end intet sat i forhold til de problemer, som i en lind strøm blev formuleret forud for topmødet. Det drøftes nu seriøst, om G20 overlever frem til næste samling i Japan i 2019. Hvis ikke, vil nedslidningen af forestillingerne om en fælles verdensorden og et verdenssamfund tage yderligere fart. Allerede nu er vi vidne til den stærkes ret, modsætninger, mulige sammenstød og regionale konflikter, som kan komme ud af kontrol, fordi ingen længere har den ultimative styrke, autoritet og institutionelle magt til at regulere og inddæmme dem. 

 

Som The Economist i sit sidste survey op til topmødet (”The Next Capitalist Revolution”) skrev, efter at tidsskriftet lige havde skrevet et andet survey om den næste recession: ”En revolution er nødvendig – en som slipper konkurrencen løs, tvinger de eksorbitante profitter ned og sikrer, at innovationen kan trives i morgen”. ”Den amerikanske økonomi er blevet til en kapitalistisk dystopi, et system for giganternes tilraning [af profit)] Europa udviser den samme sygdom”.

 

En revolution af ”en syg kapitalisme” er nødvendig, hvis kapitalismen og det liberale demokrati skal overleve. Men hvem, der skal sikre og gennemføre denne revolution og hvordan, har The Economist ligeså få bud på som Christine Lagarde, IMFs direktør havde op til topmødet. Deres analyser af dystopiens omfang overgår langt deres bud på, hvad der skal gøres. Dels fordi de herskende klasser ikke vil afgive en tomme af deres magt og privilegier, før det bliver overhængende nødvendigt, og dels fordi det politiske system og dets intellektuelle elite indhentes af overlevelsesstrategien fra 80erne, som i og med krisen i 2008 og efter har vist sig at skabe langt større problemer, end den har løst. 

 

Derfor minder G20-topmøderne, som det sted, hvor statscheferne træder op som ledere, fra år til år mere om absurd teater, som færre efterhånden har forventninger til. Det er en farlig tilstand.

Offentliggjort: d. 03. december 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.