Provokation ?
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 26. november 2018

Formanden for Danmarks Lærerforenings overenskomstudvalg, Gordon Ørskov Madsen, kalder det seneste udspil fra Moderniseringsstyrelsen for en ”svinestreg”. Man forsøger at snige ”endnu et angreb mod de kollektive overenskomster ind ad bagdøren”.

 

Flemming Winther – formand for CFU (Centrale Forhandlings Udvalg) og chefforhandler på statens område ved OK18 – er også oppe i det røde felt og oprørt over Moderniseringsstyrelsens fremfærd. Han opfordrer innovationsminister Sophie Løhde til at kalde Moderniseringsstyrelsen til orden, så OK18-aftalerne overholdes.

 

Men hvad drejer sagen sig egentlig om? 

Kort fortalt handler den om noget så banalt, som at Moderniseringsstyrelsen har meddelt CFU, at seks institutioner med sammenlagt 1150 ansatte ikke regnes for værende omfattet af aftalen om betalt spisepause. Den lakoniske begrundelse er, at de heller ikke havde betalt spisepause før, arbejdsgiverne med OK- aftalen betryggede organisationerne i, at man fremover vil stå ved den aftale, som alle hidtil havde regnet for sikker.

 

Nu afviser Moderniseringsstyrelsen på ingen måde, at de 1150 ansatte også skal have betalt spisepause. Man kræver blot, at den gældende aftale udvides. Ifølge Moderniseringsstyrelsen har man såmænd bare gjort opmærksom på et problem og vist vilje til at løse det gennem en udvidelse af aftalen. CFU og den øvrige fagbevægelse afviser den udlægning, og CFU har meddelt, at man vil prøve sagen i Voldgiftsretten. Med mindre innovationsministeren meget hurtigt får sat Moderniseringsstyrelsen på plads.

 

Stor ståhej for småting? 

En enkelt forhandling om en udvidelse af aftalen, og så skulle sagen være løst? Men helt så enkelt er det ikke. Accepterer fagforeningerne Moderniseringsstyrelsens forslag, accepterer de også, at de indgåede aftaler ved overenskomsterne ikke er fuldt dækkende, og at ethvert lille hul, som senere måtte dukke op, kræver nye forhandlinger, i og med der ikke kan henvises til en universel dækningsgrad.

 

Konsekvensen af en sådan drejning er indlysende. Parterne indgår overenskomstaftaler, men der bliver ikke ro, fordi der hele tiden kan dukke uforudsete problemstillinger op, som ikke omfattes af de eksisterende aftaler. Hermed åbnes der for arbejdsgivernes test af overenskomsternes virkningsomfang hver eneste dag året igennem i hele overenskomstperioden. I den forstand har Gordon Ørskov Madsen fuldstændig ret. Moderniseringsstyrelsens udspil er endnu et forsøg på at skyde hul i de kollektive aftaler.

 

Når det så er sagt, skal vi lige have i erindring, at Moderniseringsstyrelsen allerede i 2017 definerede det, som alle mente var en aftale om betalt spisepause, som en kutyme, og en sådan kan opsiges ensidigt med det aftalte varsel. Det er det, man har gjort på de seks institutioner. Derfor var personalet på disse uden aftale ved afslutningen på OK18, og kunne som sådan rent logisk ikke betrygges i bevarelsen af noget, de ikke havde.

 

Det rene sofisteri vil de fleste hævde. Næsten holbergsk i sin indre komik. Nej, det er hverken sofisteri eller en nutidsscene fra ”Den politiske kandestøber”. De nævnte institutioner skal nok få deres spisepause. Men hvis man kigger lidt længere ud end til spillet på de bonede gulve, bliver det klart, at Moderniseringsstyrelsens angiveligt lille provokation blot er toppen af de mange fortolkningssammenstød, der foregår ude på arbejdspladserne i kommunerne, i regionerne og i staten.

 

Moderniseringsstyrelsen tester

Man kan vælge, og det gør jeg, at opfatte Moderniseringsstyrelsens udspil som en første test på en lang udmattelseskamp, hvor der vil blive spillet på hele klaviaturet. Udmattelseskamp i forhold til hvad? I forhold til de offentlige arbejdsgiveres vilje til at gennemtrumfe deres strategiske hovedkrav, hvis indfrielse er en nødvendighed, hvis regeringen skal komme igennem med sin sammenhængsreform og kommuner og regioner overleve den regeringspålagte effektiviseringskur. Og hvad er det så for hovedkrav? Det er: Opblødning af arbejdstidsreglerne, en højere grad af lokal løndannelse, mere plads til, at den enkelte ansatte kan aftale sin egen løn, færre tillidsrepræsentanter (TR), begrænsning af organisationernes indflydelse på, hvad der sker på arbejdspladserne og sidst, men ikke mindst flere lokale aftaler, der udfordrer de kollektive overenskomster. Helt på linje med, hvad arbejdsgiverne forsøger at komme igennem med i alle europæiske lande. Et tema, der også skal behandles på Den internationale fagbevægelsesorganisations (ITUC) kongres i Bellahøjcenteret den 2. december.

 

Altså har Gordon Ørskov Madsen ret. De kollektive aftaler står for skud. Med  Forhandlingsfællesskabets vedtagelse af musketereden forud for OK18 forhandlingerne besluttede regeringen at udskyde offentliggørelsen af udspillet om en sammenhængsreform og rapporten fra Ledelseskommissionen. Man så absolut ingen grund til at trække fronterne yderligere op. Ledelseskommissionen kom af samme grund først med sin rapport og de 28 anbefalinger efter aftaleindgåelsen og demobiliseringen, og regeringen fremsatte først sit udspil om en sammenhængsreform her i efteråret.

 

Manøvren havde til formål at undgå en helt åben konfrontation om den kollektive aftaletradition, selv om arbejdsgiverne havde barslet med ambitioner i den retning. I stedet blev den opgave lagt hos Ledelseskommissionen, som pakkede den ind i en hel masse pladder om god ledelse. Operationen er lykkedes, i og med en del fagforeningsledere hurtigt var ude og kvittere for de mange gode tanker om faglig ledelse og nærværsledelse i ledelseskommissionens anbefalinger osv., selv om hovedparten af anbefalingerne er komplet uforståelige, fordi de er fremsat uden kontekst og i så generel form, at de ligeså godt kunne være fremsat på månen. 

 

Ledelseskommissionens rolle

Dog er der tre undtagelser (anbefalingerne 9, 10 og 22). Det gælder krav om udvidelse af ledelsesrummet. Det krævede KL og Danske Regioner også frem til OK18- forhandlingerne. Det drejer sig om sanering af arbejdstidsaftaler, lokalaftaler, ændringer i samarbejdssystemet og begrænsning af organisationernes indflydelse og krav om, at de skal tage ansvar for, at aftalesystemet virker til gavn for borgerne. 

 

Eller for nu at sige det helt ligefremt: Det, som arbejdsgiversiden renoncerede på i overenskomstforhandlinger, blev lige efter aftaleindgåelsen genoptaget som tema af Ledelseskommissionen.

 

Og hvad er der så sket? Næsten hver eneste dag kommer der et eller andet udspil, afholdes der en eller anden konference eller foregår der en eller anden forhandling, hvor arbejdsgiverne til bevidstløshed hævder Ledelseskommissionens mantra: At aftalerne skal skabe værdi for borgerne. Man følger op på Ledelseskommissionens anbefaling om at give samarbejdssystemet (MED-systemet) et serviceeftersyn, hvor man så diskret indsmugler kravet om, at formålet med MED-systemet er at give mest værdi til borgerne. Noget notorisk vrøvl, i og med samarbejdssystemet i den offentlige sektor udgår fra et EU-direktiv (EU direktiv 2002/14/EF), hvor formålet er at øge de ansattes medindflydelse og medbestemmelse på beslutninger om virksomhedens drift og på egne vilkår.

 

Den lokale nedslidningskamp

Det drejer sig også om de mange forhandlinger eller forberedelse til forhandlinger om lokale arbejdstidsaftaler og arbejdsplanlægning. Det foregår i forhold til den tidligere vision om, at flere af de ansatte skal have mulighed for fuld tid osv. I alle disse forhandlinger eller interne forberedelser er præmissen, at aftaler skal give mest mulig værdi for borgerne, hvilket bl. a. oversættes til, at de ansatte skal arbejde på de tidspunkter og på en sådan måde, at det bedst matcher spidsbelastningsperioderne og øger effektiviteten. Så blæse værre med de ansattes liv og helbred. I flere forhandlingsoplæg går man langt for at indføre individuelt aftalt tid. Udspil, som mange ansatte, deres faglige ledere og politikere fra Socialdemokratiet og ud efter hopper på, fordi de i aftalerne ser mere frihed og indflydelse og ikke ser, at individuelle aftaler faktisk udvider ledelsesretten og ledelsesrummet i modsætning til kollektive aftaler, som i realiteten indskrænker ledelsesretten og vilkårligheden. 

 

Det er det, der er på spil i dagligdagen. Den politisk-ideologiske forhammer er blot flyttet fra Moderniseringsstyrelsen til Ledelseskommissionen som afsæt for de lokale topledelsers daglige udfordring af de faglige organisationer og tillidsmandssystemet.

 

Holder fagforeningernes solidaritet?

Alt det her kan jo være meget rigtigt, men hvad har det så med Moderniseringsreformens lille provokation at gøre? I samme uge, som konfrontationen mellem styrelsen og CFU kom på avisernes forside, offentliggjorde Forhandlingsfællesskabet sin evaluering af overenskomstforløbet. Ganske interessant nævner evalueringen ikke musketereden ved navn. Lidt mere kryptisk står der at læse, at medlemmernes fortolkning af musketereden skabte problemer for forhandlingsforløbet i forligsinstitutionen og for processen frem mod de afsluttende forlig. Faktisk var eden til sidst ved at føre til åben splittelse mellem fagforeningerne. 

 

Man kan næsten ikke tolke evalueringen som andet end et fremtidigt forbehold overfor den musketered, som spillede den afgørende rolle i lønmodtagernes offensiv og for det samlede resultat. Tolkningen bekræftes af, at man i stedet gerne vil anvende metaforen: ”Ingen efterlades på perronen” eller sikre ”fælles forståelse”. To formuleringer der er langt mindre forpligtende og samlende end musketereden.

 

Man kan således ikke fortænke innovationsminister Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen i at teste deres faglige modpart. Vil alle organisationerne gå sammen om at afvise provokationen, som Gordon Ørskov Madsen opfordrer til og i givet fald, hvad vil man så gøre, hvis CFU taber i Voldgiftsretten? Konsekvensen vil blive kamp om hver eneste lille detalje fra nu af og frem til næste overenskomst, og  lokalt vil arbejdsgiverne afprøve, hvor langt man kan gå, og teste musketeredens holdbar i dagligdagen. 

 

Hvem bestemmer arbejdsforholdene?

Hver evige eneste dag vil ledere rundt om henvise til, at den eller den aftale er en barriere for, at det offentlige kan levere værdi overfor borgerne, og hver eneste dag vil det blive testet, om de faglige organisationer har styrken og modet til at stå op imod Moderniseringsstyrelsen, regeringen, KL og Danske Regioner og støtte deres medlemmer i, at overenskomsterne er generelle og skal vedblive med at være det, og at overenskomstaftaler, samarbejdsaftaler, arbejdstidsaftaler osv. alene handler om at regulere forholdet mellem køb og salg af arbejdskraft – og intet som helst andet. Det er derimod et politisk ansvar, om det offentliges samlede virksomhed forvaltes til gavn for borgerne. På den anden side er det fagforeningernes og tillidsmændenes fornemste opgave at sikre, at medlemmerne har arbejdsvilkår, så de kan leve ordentligt hver dag og frem – også på den anden side af arbejdslivet. Det er jo det, man har fagforeninger til.

 

Om fagbevægelsen reelt kan holde sammen, reelt sikre overenskomstens bestemmelser overholdt og reelt forberede sig til næste overenskomstforhandling på et solidaritetsgrundlag er det, som Moderniseringsstyrelsen tester. Derfor er det desværre heller ikke tilstrækkeligt, at Gordon Ørskov Madsen og Flemming Winther skælder ud på Moderniseringsstyrelsen og Sophie Løhde. De forfølger jo blot de mål, som skal på plads, hvis regeringens Sammenhængsreform og effektiviseringsstrategi skal igennem. Derimod er det påtrængende, at de faglige organisationer lader Ledelseskommission være Ledelseskommission og i stedet sætter ressourcerne ind på at afvise alle de små, lokale angreb og på en sådan måde, at både medlemmerne og offentligheden får det på det rene, at den kamp, alle troede afsluttet, fortsætter blot med andre midler og i det små.

Offentliggjort: d. 26. november 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.