Tak for talen, Løkke
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 19. november 2018

Farveløs. Vuggevisetale. Nedtrampet ideologisk grundkursus, iltfattig historieskrivning og politisk testamenteskrivning. Sådan lød det enstemmigt fra de politiske kommentatorer, da Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale til Venstres landsmøde. Det kan være fristende bare at tilslutte sig kritikken. Punktum. Men lyttede man nærmere efter, var der mere i talen. 

Lars Løkke Rasmussen er en god taler. Han slår de fleste hvis ikke alle de øvrige partiledere. Når han holdt en tale, der fik søvnen til at brede sig både en, to og tre gange undervejs hos mindst en og anden tilhører, er der en god grund. Og dermed god grund til at lytte nærmere efter, hvad Lars Løkke Rasmussen sagde og ikke sagde. Eller sagt på en anden måde: Hvorfor havde Lars Løkke Rasmussen behov for en politisk testamente- og historieskrivning, der skrev ham selv ind som toppen, som selve kulminationen af Venstres snart 150-årige historie? Hvad var det, der gjorde, at Lars Løkke Rasmussen for Gud ved hvilken gang forsøgte at brande Venstre og sig selv som kernetropper i hele det nuværende danske velfærdssamfunds lange skabelseshistorie? 

De spørgsmål har de politiske kommentatorer ikke rigtig haft svar på. Men der er et godt svar. Svaret kunne man tilmed høre i selve talen. 

Som partiformand og statsminister forsøgte Lars Løkke Rasmussen at holde præcis den tale, der var nødvendig for at samle og begejstre Venstres græsrødder forud for det kommende valg. Det valg, der bliver knald eller fald for både Lars Løkke Rasmussen selv og for Venstres fremtid som ledende borgerligt parti. Lars Løkke Rasmussen og Venstres taleskrivere måtte for at løse denne opgave bruge talen til at begrunde, hvorfor og på hvilket politisk grundlag vælgerne skal lade Lars Løkke Rasmussen fortsætte som landets statsminister. 

Det var da også præcis det, Løkke forsøgte med sin tale. Den politiske testamente- og historieskrivning med betydelige genudsendelsesklip helt tilbage fra Anders Fogh Rasmussen blev ikke kun brugt som tomgang om den varme grød. Den blev forsøgt brugt som et bagtæppe og en indramning af det egentlige budskab. 

Begrundelse for ny Løkke-regering

Selve den politiske begrundelse for en ny Løkke-regering efter valget kan ikke nøjes med ideologiske genudsendelser. Her er der brug for ny produktion, der tager bestik af de faktiske forhold i både et fragmenteret Venstre og en politisk splittet, blå lejr. Og det er ikke nemt. Selv for en dygtig taler.

Tiltroen til Løkke som statsminister og partiformand efter næste valg er ikke alt for stor i Venstre. I hvert fald ikke stor nok til, at alle kan holde sig fra at snakke om, hvad der skal ske, når eller hvis Løkke taber valget. Selv Inger Støjberg, der er en dreven politisk kommunikator, kunne ikke holde sig, men skulle absolut hele to gange i ugen op til landsmødet udtale sig om sit eget eventuelle kandidatur til efterfølger for Løkke, selvom hun ifølge eget udsagn havde sagt nøjagtig det samme mange gange før. Dermed satte hun op til landsmødet maksimalt fokus på Løkkes mulige fald, på hvad der skal ske, hvis Lars Løkke Rasmussen taber valget. Det er svært at forestille sig noget mere effektivt til at forhindre, at landsmødet kom til at handle om at vinde valget og en lang glorværdig politisk fremtid for Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Inger Støjberg gjorde dermed Løkkes tale til landsmødet endnu sværere, end den var i forvejen. 

Bortset fra Inger Støjberg var det, der på forhånd gjorde det til en svær tale for Løkke, uenighederne og splittelsen internt i den blå lejr. I ly af den indre våbenhvile i regeringen, har Kristian Thulesen Dahl og DF brugt efteråret til at insistere på et principielt nybrud i udlændingepolitikken. Et paradigmeskift. Det har presset regeringen hårdt. Samtidig har det udstillet de interne uenigheder i Venstre om udlændingepolitik og samarbejdet med Dansk Folkeparti. 

Derfor var det en bunden opgave for Lars Løkke Rasmussen at holde en tale, hvor han om nødvendigt måtte bruge alskens mere eller mindre krumspring for at vise sin rummelighed over for både Venstres forskellige udlændingepolitiske strømninger og over for de øvrige tre partier i blå blok. Han skulle f.eks. på en gang fortælle, hvorfor den nuværende VLAK-regering går til valg sammen, og samtidig vise tydelig imødekommenhed over for Kristian Thulesen Dahls stadigt klarere krav om at komme med i en regering uden LA. Lars Løkke Rasmussen valgte at gøre det ved at ligestille de tre partier i sin landsmødehilsen til dem. Ikke noget med først at rose samarbejdet i regeringen og dernæst hylde samarbejdet med det ikke altid lige medgørlige støtteparti.

Fællesnævner for blå splittelse

Lars Løkke Rasmussen var i sin tale tvunget til at finde en fællesnævner i den blå splittelse. Ikke just nogen nem opgave kan man høre i talen. Splittelsen i blå lejr er efterhånden vidtrækkende. Med skiftende skillelinjer rækker den ind over de fleste politikområder. På to af de afgørende områder er uenighederne og splittelsen tilmed særlig stor: den økonomiske politik og udlændingepolitikken. Derfor havde Lars Løkke Rasmussen reelt ikke noget valg, da han skulle tale til landsmødet. Han måtte tage tyren ved netop de to horn. 

På det økonomiske område havde han på forhånd fået hjælp fra finansminister Kristian Jensen. I en række interviews har Kristian Jensen på det seneste undsagt VLAK-regeringens nuværende officielle økonomiske politik. Kristian Jensen har utvetydigt sagt, at regeringen ikke længere lægger op til nye reformer, der kan øge den såkaldte strukturelle beskæftigelse (beskæftigelsen i en normalkonjunktur, hverken høj- eller lavkonjunktur) med op mod 60.000 og løfte af velstanden med hele 80 mia. kr. Den politik har ifølge finansministeren ikke nogen fremtid hverken før eller efter et valg. Det begrunder han med, at der ikke blandt Folketingets øvrige partier (læs: hos Dansk Folkeparti) er ’den helt store appetit’ på den slags. Derfor siger Kristian Jensen nej til nye, såkaldte strukturreformer med ringere dagpenge, endnu senere folkepension, lavere topskat og lignende.  

I sin tale til landsmødet går Lars Løkke Rasmussen et skridt videre end Kristian Jensen. Ikke nok med, at han slet ikke nævner ny arbejdsudbudsreformer med ét ord og erklærer sig tro mod det, han (ikke længere) tror på. Han springer samtidig ud som skabsskatteelsker. Som den liberale statsminister, der direkte gør selv høje skatter til et gode for det danske samfund, fordi vi ’får så meget igen’ for pengene. 

Her tager Lars Løkke Rasmussen et tydeligt skridt væk fra Liberal Alliance. I ord og billeder bevæger han sig langt over mod Kristian Thulesen Dahls afvisning af skattelettelser og bekymringen for ikke at have skattekroner nok til at finansiere fremtidens velfærd. Det sker lavmælt og upræcist. Men det sker. En slet skjult bekendelse til en regering frigjort fra Liberal Alliance og politiske krav om nye skattelettelser. Men også en regering, der risikerer at skulle alliere sig hen over midten for ikke at være alt for afhængig af Liberal Alliance.

Nationalkonservativ udlændingepolitik

Også i udlændingepolitikken forsøgte Lars Løkke Rasmussen at nærme sig en politisk fællesnævner med Dansk Folkeparti. ”Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere.” Ny konkret politik er der ikke tale om. Løkke forhandler ikke med Dansk Folkeparti fra Venstres landsmøde. I stedet giver Lars Løkke Rasmussen den nuværende udlændingepolitik en ny, nationalkonservativ iklædning. Bruger DF-argumenter for noget, der kan rummes inden for status quo. 

Flygtninge skal allerede i dag opfylde en række, vidtgående krav for at kunne gøre sig håb om permanent opholdstilladelse. Men som et stykke ideologisk værdipolitik gav Lars Løkke Rasmussen i sin tale to vidt forskellige argumenter til at begrunde denne politik. Først gav han det velkendte liberalt-humanistiske argument. De flygtninge, som vi under opholdet i Danmark beder om at arbejde og tjene deres egne penge, lære dansk og blive en del af det danske fællesskab, vil samtidig være godt rustet til at deltage i genopbygningen af de samfund, de er flygtet fra den dag, de kan vende hjem til fred og frihed. 

Men straks derefter tilføjer han et nationalkonservativt argument, som han tydeligvis har sværere ved, men som ikke desto mindre fremføres på en måde, som hverken Martin Henriksen eller Marie Krarup ville kunne indvende noget imod. Selv om Lars Løkke Rasmussen erkender, at det er svært og ikke nødvendigvis populært at insistere på at sende velintegrerede familier hjem, er det ifølge Lars Løkke Rasmussen det ’moralsk rigtige’. Selv velintegrerede skal hjem, fordi ’vi skal passe på Danmark, så vi kan genkende vores land nu og i fremtiden’. Lars Løkke Rasmussen påtager sig med andre ord den påstand, at selv de mest velintegrerede flygtninge udgør en fare for Danmark. En fare, som vi skal skaffe os af med så hurtigt som muligt.  

For tyndt og uklart til at skabe tillid

Med denne platform for at fortsætte som statsminister efter det kommende valg løste Lars Løkke Rasmussen på ingen måde den bundne opgave. Han fik ikke skabt tillid til, at her var den rigtige platform for at kunne beholde statsministerposten. Dertil var talen alt for tynd og uklar. Argumenterne var for få og selvmodsigende. Hvis deltagerne på landsmødet ikke blev tændt af en forsigtig, centrumsøgende økonomisk politik uden blåt sikkerhedsnet, kan man dårligt fortænke dem i det. Nul nye skattelettelser, Anders Samuelsen ud af ministerbilerne og tilbage i træerne udløser ingen jubelscener blandt Venstre-folk. Det gør en tvetydig nationalkonservativ udlændingepolitik med Dansk Folkeparti uden sikkert folkeligt mandat heller ikke. 

Hvis det er de to bedste argumenter for Lars Løkke Rasmussen som statsminister, så er der mere udsigt til fald end knald. Derfor var det ikke så underligt, at Lars Løkke Rasmussen trods de gode taleevner måtte affinde sig med sovende tilhørere, kommentatorkritik og en masse snak om tiden efter Løkke i både landsmødekorridorerne og i medierne. 

Som Lars Løkke Rasmussen selv konstaterede mod slutningen af sin tale. Det kan være krævende at være liberal. Det var og er det.

Offentliggjort: d. 19. november 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.